I november 2020 og juni 2021 gennemførte SSI to såkaldte case-kontrolundersøgelser for at undersøge, om man kan måle en forøget risiko for smitte med SARS-CoV-2 ved at deltage i en forskellige aktiviteter i samfundet som fx restaurantbesøg.
I bund og grund går undersøgelserne ud på at spørge indtil de to gruppers aktiviteter. En gruppe, som er testet positiv for COVID-19, og en gruppe der ikke er testet positiv. Hvis dem, der er blevet smittet, har været mere på restaurant, er det et tegn på, at smitten spredes på restauranterne.
Forleden tweetede SSI så om undersøgelserne, fordi de nu er blevet peer-reviewed. Og det er jo en glimrende anledning til at se på resultaterne.
Tesen bag undersøgelsen er, at dem, der er blevet smittet, har haft en mere risikabel adfærd og fx har været mere på restaurant eller mere i fitnesscenter. Men det er ikke det, SSI’s finder. Generelt er der ikke noget i SSI’s undersøgelser, der tyder på, at dem, der har deltaget i aktiviteter, har større risiko for at blive smittet. Snarere tvært imod.
Som nedenstående tabel viser, havde dem, der fx havde været på restaurant eller café, lavere risiko for smitte både i november 2020 og i juni 2021. Kun én gang finder SSI en statistisk signifikant højere risiko for at være blevet smittet, og det er i forbindelse med at have været i fitnesscenter i November 2020. Til sammenligning finder de seks gange, at risikoen faktisk var signifikant mindre ved at deltage i aktiviteter. De fleste gange finder de dog ingen signifikant forskel.
Der var både i november 2020 og juni 2021 visse restriktioner. Alligevel er det slående, at man lukkede aktiviteter ned, som tilsyneladende ikke medførte nogen større risiko for borgerne.
Der er selvfølgelig en vis pointe i, at der trods alt var en del aktiviteter, hvor det middelrette estimat viste højere smitterisiko i november 2020 (markeret med rød skrift i tabellen ovenfor). Glemmer man alt om statistisk signifikans, er der således seks aktiviteter, der viser større risiko, mens kun tre aktiviteter viser mindre risiko. Her skal man bare huske på, at en vigtig årsag til, at de ender med at blive insignifikante er en kombination af, at den forøgede risiko er relativt lille samt at relativt få har den aktivitet. Og derfor vil en evt. effekt af at lukke aktiviteterne også være relativt lille.
Hvordan blev folk så smittet? Begge undersøgelser viser, at folk blev smittet i hjemmet, på arbejde eller sammen med venner og bekendte. Altså i de relationer, der ikke på noget tidspunkt blev lukket ned. Præcis som bl.a. data fra Robert Koch Institut også viser (se p. 69 her).
Jeg har ofte peget på frivillig adfærd som en væsentlig forklaring på, hvorfor nedlukningerne ikke virker. Men en anden vigtig forklaring er altså, at regeringen ganske enkelt ikke lukkede de kontakter ned, hvor smitten skete.
Kilder:
Ser man på det historisk set handler epidemiologi om folkesundhed(en), det var derfor John Snow bliver kaldt for epidemiologiens fader. Det handler om at dreje på “håndtag”. Argumentet folkesundhed(en) blev brugt i flæng, tilbage står alene alle de beviser for, at det var de forkerte man drejede på, hvilket i min optik peger på den “simple” konklusion, at det er et drømmescenarie for dem med diktatoriske tilbøjeligheder at indføre undtagelsestilstande og gøre demokratiske demonstrationer ulovlige hvilket indebærer at de “kun” handler ud fra Breaking News og dermed (in)direkte hylder censurering.
Den litteratur som der er blevet redegjort for af Robert Koch Instituttet samt herhjemme argumenteret for af eksempelvis Peter Aaby tidligt under pandemien bekræfter blot ovenstående, man åbnede generelt dørene for smitte(n), mens man lukkede ned for dem som videnskabeligt redegjorde for at mennesket også er en folkesundhedsmæssig vaccine i sig selv for nu at pege på den frivillige adfærd samt al den litteratur der før pandemien beskrev lockdowns slagsider.