Vindenergi bør afpolitiseres

Der er stor blæst om udbygningen med vindmøller til havs, hvor regeringen har sat den såkaldte “åben dør”-ordning i bero. Men hvad er op og ned?

Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.

Afpolitisering er vejen ud af krisen for havvind 

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef CEPOS, tidligere formand for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen og Kulbrintebeskatningsudvalget   

Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer. 

Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte. 

Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.  

Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne. 

Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis. 

Hvad er løsningen?  

Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO2.   

For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.  

For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.  

For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat. 

Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente.. 

Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning. 

Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen. 

Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte. 

1 thoughts on “Vindenergi bør afpolitiseres

  1. Dine Jessen Petersen

    Du omtaler at omkostninger til back-up, netkapacitet og lagring bør indregnes i kostprisen. Det gør vindindustrien nødigt, det samme gør sig gældende hos klimakrise-segmentet. Det er forståeligt, den omkostning er nemlig så stor, at vind- og sol næppe nogensinde vil blive konkurencedygtig.
    Hvis energi fra vind skal sammenlignes med kraftværks-energi, altså at vi har energien når vi ønsker det og ikke når vindguden vil det, skal back-up indregnes.
    Med den nuværende teknologi skal der produceres et kunstigt (PTX) brændstof, der kan lagres og senere omdannes til elektricitet på et kraftværk.
    Energitabet ved PTX-produktion er ca. 50%, effektiviteten på et kraftværk er max. 40%.
    50% X 40% = 20%. Havvinds-effektivitet er ca. 50%, så der skal installeres nominelt 200%. I grove træk, de 100% bruges umiddelbart direkte i halvdelen af tiden, 100% skal lagres til vindløs tid. Men da effektiviteten ved “lagerstrøm” kun er 20%, skal vindenergien til lagerstrøm 5-dobles.
    Så ser regnestykket sådan ud : 100% direkte + (100% X 5(lagerstrøm) X 0,5(tid)) = 300%.
    Den nominelle havvinds-kapacitet skal være kraftværks-kapaciteten X 3.
    Den nominelle landvinds-effektivitet er 26%.
    Regnestykket bliver så : 100% direkte + (100% X 5(lagerstrøm) X 0,74(tid)) = 470%
    Den nominelle landvinds-kapacitet skal være kraftværks-kapacitet X 4,7
    Sol-effektivitet =12%. : 100% direkte + (100% X 5(lagerstrøm) X 0,88(tid)) = 540%
    Den nominelle sol-kapacitet skal være kraftværkskapaciteten X 5,4.
    Dertil kommer investering i PTX-produktionsanlæg på størrelse med den nominelle installerede vind- eller sol-kapacitet. En størrelse ikke set nogetsteds på denne dejlige jord kun til at dække lille Danmark.
    Kraftværker kan være drevet af PTX, bio, olie, kul, gas eller atom.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.