Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.

Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.

Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.

Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.

Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.

Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?