Ødipus-fælden

Hvorfor er det så svært, og ofte umuligt, for politikere og andre at indrømme, hvis de har lavet fejl med gigantiske konsekvenser? Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter de massive nedlukninger i 2020-22, som politikere og epidemiologer påstod var nødvendige. Der var en relativt stor grad af konsensus før 2020 at nedlukninger ikke virkede, eller i det mindste havde så voldsomme bivirkninger at man ikke burde bruge dem, og disse perspektiver var indarbejdet i de fleste vestlige landes epidemiplaner. Empirisk forskning de sidste par år har bekræftet, at den gamle konsensus var korrekt: Nedlukningerne virkede ikke og har haft rædselsfulde konsekvenser for børn og unges uddannelse og trivsel, og det meste af den globale økonomi. Hvorfor – må man spørge – indrømmer politikere og epidemiologer så ikke, at de tog fejl, men holder krampagtigt fast i at de gjorde det rigtige? Hvorfor accepterer de ikke den nye (og den gamle) forskning på området?

En forklaring kan ligge i det fænomen, der kaldes ‘Ødipus-fælden’. Jeg blev mindet om den forleden, da Megan McArdle i en podcast hos EconTalk netop talte om den. Hendes kontekst var William Freeman, der gjorde lobotomier populære i 1950erne og foretog omkring 3000 af dem. Det er almindeligt kendt idag, at lobotomioperationer typisk forårsagede alle mulige skader på folks hjerner, og op mod fem procent af dem førte til dødsfald. Alligevel forsvarede og anbefalede Freeman brugen af lobotomi til sin død. Mcardle peger på at han endte i Ødipus-fælden, hvor det at indrømme overfor sig selv og andre, at han havde bidraget til tusinder af menneskers dybe ulykke, bogstaveligt talt ikke ville være til at bære.

Det virker i høj grad som det samme fænomen, man ser for tiden. Politikere på begge sider af Folketinget nægter at indrømme, at nedlukninger var en historisk fejl – det Jay Bhattacharya kalder århundredets største sundhedspolitiske fejl – og slet, slet ikke vil tale om det. På samme måde er en række epidemiologer enten gået i flyverskjul eller er fortsat med at forsvare nedlukningerne. Hvis man ikke bare antager, at de er ondsindede og umoralske psykopater, er Ødipus-fælden en god forklaring: De risikerer at bryde psykologisk sammen i en enorm depression, hvis de indrømmer overfor sig selv hvad de har været med til at gøre.

På et højere plan er Ødipus-fælden et interessant, men noget uudforsket fænomen. I public choice er der forskellige forklaringer på, hvorfor man kan holde fast i politik længe efter, at den har vist sig ikke at virke, og hvorfor man til tider kan vælge at ignorere bivirkninger af politik. Men Ødipus-fælden kunne være særligt spændende, fordi den giver en forklaring på, hvorfor centrale politiske aktører er mere tilbøjelige til at holde fast i dårlig politik, jo mere katastrofale dens konsekvenser er. Den kan dermed måske være med til at forklare, at det er de værste slags politik som bliver ved med at blive gentaget i længst tid.

Eller som insider-joken er i mange videnskabelige diskussioner: Nogen burde skrive dén artikel!

3 thoughts on “Ødipus-fælden

  1. Svend Spanget

    Det er meget værre med ‘vaccinerne’, som stadig promoveres.
    De virker ikke, og mennesker, der har fået dem, er skadet for livet.
    De kyniske forskere, læger, politikere m.fl., der har godkendt og anbefalet/krævet dem, må og skal straffes hårdt!
    Det er en forbrydelse imod menneskeheden af hidtil uset omfang.

    Svar
  2. Peter Krogsten

    Det skyldes total mangel på samvittighed og ansvarsfølelse. Nu frikender de hinanden i stor stil og ansættes i nye stillinger, hvilket medfører det interessante juridiske fænomen, at undersøgelser standses. Begrundelsen er at nu har de jo ikke det job længere, der er vide perspektiver i det. I Japan var ære og samvittighed i højsædet. Her var harakiri løsningen på fundamentale brølere og fejlvurderinger.
    Det værste er at den store del af befolkningen trækker det ind under “pyt”tæppet, mens de koncentrerer sig om næste katastrofe: Den livsfarlige CO2 og kliiimaet.

    Svar
  3. Pingback: Dagens overblik - Frihedsbevægelsens Fællesråd

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.