I går formiddags fik vi den sørgelige nyhed, at Mads Lundby Hansen var sovet ind natten før. Den danske debat har dermed mistet en af sine mest markante stemmer i de sidste 15 års diskussion af økonomisk politik, ligesom Cepos har mistet sin cheføkonom. Det vigtigste er naturligvis, at Mads også efterlader sin hustru og to børn.

Mads var født på Bornholm, og endte hos det dengang nystartede Cepos i 2005 efter at have arbejdet i både Finans- og Økonoministeriet og som cheføkonom for Venstre. Ingen kunne dengang have forudset, at det skulle blive til 18 års parløb med den nye tænketanks direktør, Martin Ågerup. Han blev dermed en central del af den proces, der etablerede Cepos som den primære danske tænketank, med Kraka som en tæt nummer to de senere år.

Mens nogen måske tog anstød af Mads lidt kantede og måske lidt bryske facon, begyndte andre danske økonomer hurtigt at høre efter, hvad han sagde, og læse hans analyser. Som en af mine erfarne kolleger på Aarhus Universitet engang pointerede overfor en yngre kollega, der var kritisk overfor Mads: Det kan godt være du ikke er politisk enig med ham, men han har jo ret! Der stod stor respekt om Mads faglige dygtighed, omhu og integritet, og der blev lyttet langt udenfor universitets- og tænketanksmiljøerne.

Den samme respekt har gennemsyret mandagens reaktioner på den triste meddelelse om, at Mads er gået bort. Venner og kolleger roser ham naturligvis, men også mange andre – inklusive AE-direktøren Lars Andersen og Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted – der næppe har været politisk enige med Mads, fremhæver også hans faglige dygtighed og omhu. Og alle, fra Søren Pind til Pelle Dragsted, understregede igår hvor venligt og hjælpsomt et menneske, Mads var. Det kan jeg også selv med største lethed skrive under på, efter at have kendt Mads i snart 18 år. Mads havde faglige kvaliteter og menneskelig livsglæde i lige mål. Troede man, at han blot var et hoved der talte om skat i TV2, tog man grueligt fejl. Mads var meget mere end det.