Christian påpegede i går, at politisk handlekraft ikke nødvendigvis er et gode. Med udgangspunkt i Buchanan og Tullocks banebrydende analyse i deres ”Calculus of Consent” viste han, at man ikke alene skal tage hensyn til omkostningerne ved at træffe beslutninger, men også må inddrage omkostningerne, hvis beslutningerne er dårlige. Dårlige forstået som et samfundsmæssigt nettotab.  

Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Buchanans ideal var enstemmighed, fordi det udelukker beslutninger, som stiller nogen ringere. Hvis alle skal være enige, er de hver især udstyret med et veto. Det sikrer, at der kun sker Pareto-forbedringer. Det er kun, fordi omkostningerne ved at nå til enighed kan være prohibitive, at Buchanan mente, at der var grund til at fravige enstemmighedskravet.  

Nu sker det rent faktisk jævnligt, at der træffes beslutninger i Folketinget i næsten eller fuldstændig enighed. Og hvis det må være mig tilladt med en personlig observation, så er det bemærkelsesværdigt, hvor dårlige mange af dem faktisk er. Et helt frisk eksempel er den spritnye finanslovsaftale for 2024, der blev indgået i går. Udover regeringens egne forslag består aftalen af udgiftsbevillinger til alle tænkelige klientinteresser for de politiske partier. Selv de tilsyneladende skattelettelser – der er kun to – er reelt udgifter formelt placeret på indtægtssiden.  

Finanslovsaftalen er ingen enlig svale. Mange af de meget brede forlig, jeg har været vidne til på nært hold (bl.a. energiforlig) har formet sig på den måde, at hver ordfører er kommet med en liste over interessenter, der skulle tilgodeses.  

Hvilket naturligt nok frister spørgsmålet: Tog Buchanan og Tullock fejl? 

Nej, det gjorde de – trods disse observationer – ikke. 

Det, der er værd at bemærke ved brede politiske aftaler, er for det første, at beslutningstagerne omkring bordet ikke repræsenterer alle interesser, men primært dem, der er koncentrerede nok til at bemærke, hvad der foregår. Det vil sige, at dem, der betaler, skatteyderne, ikke rigtigt er repræsenteret ved bordet. Det er den såkaldte asymmetrihypotese, der er på spil. Den siger netop, at små koncentrerede interesser har større effekt end store, diffuse interesser – som netop skatteyderne. Ikke underligt bliver der truffet dårlige beslutninger, når det kan ske for andres regning.  

For det andet er brede forlig ikke ensbetydende med, at de er truffet under kvalificeret flertalsregel. Den almindelige flertalsregel spøger således i baggrunden i brede forlig. Hvis et parti truer med at trække sig fra et bredt forlig, er konsekvensen ikke, at forliget falder, men at det gennemføres uden partiets deltagelse. Der er altså ikke nogen effektiv vetokraft. Brede forlig og kvalificeret flertal er to forskellige ting. Kvalificeret flertal fører naturligvis til brede forlig, men brede forlig giver ikke vetokraft under almindelig flertalsregel. 

I tilfældet med finansloven for 2024 er baggrunden for aftalen, at regeringen har et flertal på forhånd og kan få sin finanslov i gennem, hvis den vil, uden at tage hensyn til andre. Men regeringen har tilsyneladende ønsket at skabe lidt goodwill og at kunne sige, at den formidler et bredt samarbejde. Navnlig hvis det kunne ske til en meget lav pris. De øvrige partier – bortset fra Enhedslisten – har så valgt at gå med ud fra betragtningen om, at lidt var bedre end ingenting. Og de samtidig ikke behøver rose regeringens politik.  

Det giver en helt anden aftale, end hvis grundloven indeholdt en bestemmelse om, at ingen udgift kunne afholdes uden f.eks. to tredjedele af MF’ernes opbakning.  

To tredjedele var i øvrigt Knut Wicksells forslag til flertalskravet om netop finansloven. Wicksell, den svenske økonom, som satte Buchanan på sporet af enstemmighedsreglens betydning.