I episode 53 af Claus’ og min podcast, Økonomiske principper, taler vi om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og statsglæd. Kort sagt (hør uddybning i podcasten eller på YouTube fra 37:50) står en nation alt andet lige langt stærkere overfor en eventuel fjende, hvis den offentlige gæld er 10% af BNP frem for fx 110%.
Trumps mulige beslutning om, at USA vil sætte militærstøtten til Ukraine på pause, udgør — på en trist baggrund — en glimrende mulighed for at illustrere vores pointe.
Det er i skrivende stund usikkert, om Trump rent faksik vil sætte støtten på pause, og i givet fald hvad pause reelt betyder. Men for illustrationens skyld antager vi, at Trump alene lukker for pengekassen, mens det fortsat vil være muligt for Ukraine at købe amerikanske våben.
Danmark kan principielt udfylde USA’s økonomiske rolle
Ifølge New York Post har USA’s støtte til Ukraine i løbet af krigens første tre år været i alt 119 mia. USD Det svarer til ca. 850 mia. kroner eller 280 mia. kr. pr. år (0,14% af USA BNP).

Lad os nu forestille os, at Danmark enehændigt overvejer at overtage USA’s rolle. Er det muligt?
Danmarks BNP er næsten 3000 mia. kr., så 280 mia. kr. om året svarer til ca. 9,3% af Danmarks BNP. Et enormt beløb, men faktisk ikke umuligt. Der har for nylig været tale om, at NATO-landene skulle bruge 5% af BNP på forsvaret, hvilket er et godt stykke af vejen. Og der er mange eksempler på lande, der har brugt langt mere i krigstid. Hvis støtten til Ukraine sidestilles med udgifter til eget forsvar, er det altså rent teknisk ikke umuligt for Danmark at overtage USA’s økonomiske rolle, selvom det naturligvis ville gøre meget, meget ondt — særligt hvis det var en permanent situation.
Offentlige finanser og statsgæld er sikkerhedspolitik
Og det bringer os til pointen om offentlig gæld og sikkerhedspolitik. For krig varer heldigvis sjældent evigt. Hvor længe der går, før Rusland og Ukraine kan slutte fred, er svært at forudsige. Det kan ske i morgen, hvis Rusland trækker sig. Men der kan også gå årevis. Vi kan derfor forestille os et scenarie, hvor Danmark kun overtager USA’s rolle i fire år — fx indtil der kommer en ny præsident i USA — og at det hele finansieres ved at optage statsgæld.
Danmarks statsgæld er i dag ifølge Nationalbanken 294 mia. kr. svarende til 10,5% af BNP. Hvis Danmark i løbet af de næste tre år øger gælden med 850 mia. kroner svarende til USA’s samlede støtte, ville gælden stige til 1.144 mia. kr. svarende til 41% af BNP i dag (lidt mindre ift. BNP i 2027). Dermed ville vi stadig — i modsætning til mange EU-lande — være langt under de 60%, der er fastlagt i ØMU-kriterierne i Maastricht-traktaten.
Med andre ord kunne Danmark — hvis vi ønskede det — udfylde USA’s rolle i fire år, uden at det ville udgøre et væsentligt problem rent finansielt. Det er selvfølgelig langt fra det samme som at sige, at Danmark burde gøre det, men det siger en del om, hvor vigtigt det er med sunde offentlige finanser. Vi har muligheden, og det giver os styrke.
I sidste ende er det et spørgsmål om (europæisk) vilje
Danmarks økonomi udgør kun en beskeden del af EU’s samlede økonomi, og derfor vil de økonomiske konsekvenser for EU-landene som helhed, hvis de besluttede sig for at overtage USA’s rolle, selvfølgelig være langt mindre (godt en promille ekstra ift. BNP).
Selv når vi tager højde for, at mange EU-lande kæmper med stor offentlig gæld, kan EU altså rent teknisk uden problemer overtage USA’s økonomisk rolle. Eller endda øge støtten markant, hvis man ønsker at stille Ukraine i en mere favorabel position i forhandlingerne med Rusland. Lige nu er Rusland ikke interesseret i at standse krigen, hvis de skal give afkald på noget som helst, men hvordan ville det se ud, hvis EU bandt sig til fx at femdoble støtten til Ukraine? Øget støtte giver alt andet lige Ukraine en bedre forhandlingsposition.
I sidste ende er det et spørgsmål om vilje og prioritering. Vil EU-borgerne give afkald på deres Netflix-abonnement (det er rent faktisk den størrelsesorden, vi taler om), kunne vi hjælpe Ukraine til en langt bedre forhandlingsposition. Men det er et politisk spørgsmål uden noget endegyldigt svar.
Man er i sin gode ret til at mene, at vi ikke skal støtte Ukraine. Pointen i dette indlæg er alene, at vi kan, hvis vi vil.