Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.

Det falske problem: Uholdbare offentlige finanser

I et interview med Weekendavisen fremturer statsministeren imidlertid:

»Når vi kan se, at det kun er starten, fordi vi får færre erhvervsaktive og flere, der har behov for velfærd, er vi nødt til at have en diskussion, som vi nok burde have haft for år tilbage. Vi har en pligt som regering til at sige, at regnestykket ikke går op i fremtiden.«

»Enten er det et markant ringere velfærdssamfund, eller også er det andre prioriteringer, der skal laves. Men det fordrer også, at vi hver især kommer til at skulle gøre en større indsats.«

Det er en direkte undsigelse af Finansministeriets opgørelse af, at de offentlige finanser er mere end holdbare. Finanspolitisk holdbarhed vil sige, at hvis den nuværende politik fortsætter, men under forudsætning af ændret demografi (især flere ældre) og stigende produktivitet og velstand, så vil den offentlige gældsætning ikke eksplodere en gang ude i fremtiden. Ifølge Finansministeriets opgørelse er finanserne endda ”overholdbare”: Skattetrykket kunne permanent sænkes med 1,4 pct., uden at gælden ville eksplodere. Med overholdbare finanser går det omvendt.

Det kan man se af figur 1, hvor jeg har plottet Finansministeriets fremskrivning frem til år 2100. Det er rigtigt, at de offentlige finanser vil blive belastet af den demografiske udvikling. Derfor forringes den offentlige saldo, og bruttogælden øges noget frem mod midten af århundredet. Dog ikke mere, end at nettogælden forbliver negativ – dvs. at der er en samlet offentlig formue. Derefter begynder overskuddet at stige og både den offentlige netto- og bruttoformue eksploderer. Det er modsat situationen i de fleste vestlige lande, som på grund af uholdbare offentlige finanser ser ind i en gældsvæg ude i fremtiden.

I fremskrivningen er det forudsat, at det offentlige forbrug fortsat kan vokse realt. Det fremgår af figur 2. Som man kan se, er væksten i det offentlige forbrug og det offentlige forbrug i forhold til BNP højest, mens demografien forringes. Der er taget hensyn til demografien også her.

Realvæksten i det offentlige forbrug i fremskrivningen er det såkaldte ”finanspolitiske råderum”. Politikerne kan vælge at bruge pengene på at lade det offentlige forbrug stige, eller de kan bruge det på noget andet – f.eks. skattelettelser og dermed større privatforbrug i stedet for. Det dækker over den luft, der er i budgettet til at prioritere politisk, uden at mindske den finanspolitiske holdbarhed.

Det er altså ganske enkelt ikke rigtigt, at valget står mellem uholdbare offentlige finanser eller ”et markant ringere velfærdssamfund”.

Regeringen hævder dog, at behovet for større forsvarsudgifter og grøn omstilling pludselig har kuldkastet de finanspolitiske udsigter. Men det er heller ikke rigtigt. Da det nationale kompromis om Forsvaret blev indgået sidste år, blev det aftalt at finansiere løftet med det fremtidige råderum. Det eneste, der har ændret sig i mellemtiden, er, at der har været valg og regeringsskifte.

At der skal ske grøn omstilling, er heller ikke nyt. Og det belaster heller ikke de offentlige finanser, medmindre politikerne vælger at foretage omstillingen på en ikke-omkostningseffektiv måde. Den omkostningseffektive måde er at sætte en pris på at udlede drivhusgasser i form af afgifter og betaling for EU’s CO2-kvoter. Både i klimaloven og den grønne skattereform er det blevet udnævnt til ”hovedmotoren” i den grønne omstilling. Og pris på drivhusgas giver som udgangspunkt flere og ikke færre penge i statskassen. Det er dog rigtigt, at hvis politikerne vil vælge at udbedre nogle af de skadevirkninger, der følger af høje CO2-afgifter, så kan det koste ekstra, men det er ikke på grund af udfordringer med finanspolitisk holdbarhed – derimod med nogle andre udfordringer, vi kommer til om lidt.

Hvad er finanspolitisk holdbarhed egentlig?

Man kan indvende, at FMs fremskrivning ikke holder, hvis der kommer uventede begivenheder, eller hvis politikerne ude i fremtiden træffer andre valg end forudsat. Og det gør de jo nok. Hvorfor skulle de lade den offentlige formue eksplodere?

Men pointen med finanspolitisk holdbarhed er ikke at give en prognose for den faktiske udvikling. Finanspolitisk holdbarhed er et begreb, som dybest set handler om fordeling mellem generationer. Det går kort sagt ud på, at der i de offentlige finanser er plads til, at kommende generationer kan a) nyde godt af den økonomiske vækst, og b) føre omtrent samme politik som i dag(f.eks. have samme skattesatser og samme kompensationsgrad i de offentlige overførsler, men selvsagt på grundlag af et højere indkomstniveau).

Der kan opstå uforudsete problemer, som stiller fremtidige generationer værre end forventet. Men også ting, der gør det bedre. Man bygger altså på den forudsætning, at det middelrette skøn for uforudsete hændelser er, at de går lige op. Hvad skulle man ellers?

Finanspolitisk holdbarhed er altså et betydeligt mere komplekst og normativt begreb, end det oftest forstås. Det handler ikke bare om, at ”kassen skal stemme”. Det går mest på fremtidige generationer og at undgå at gældsætte fremtidige skatteydere, som ikke har stemmeret endnu. Men naturligvis kan finanserne blive så uholdbare, at det også går ud over de nuværende generationer – i form af stigende renter og akutte gældskriser.

Når nordiske lande som Danmark og Sverige har haft fokus på at gøre finanserne holdbare, hænger det formentlig sammen med, at vi har været ude i alvorlige gældskriser (bl.a. som resultat af opbygningen af velfærdsstater baseret på at sende en stor del af regningen ud i fremtiden). Derfor har der været en opbakning hos vælgerne til at løse holdbarhedsudfordringerne.

Nu er det imidlertid som om, politikerne alene kan begrunde reformer med skrækken for uholdbare offentlige udgifter. Også selv om problemerne ligger helt andre steder. Og med risiko for at hobe yderligere af skatteydernes penge unødigt op i de offentlige kasser – eller at omsætte de ekstra indtægter i yderligere offentlige udgifter.

Måske er det i virkeligheden dét, der er statsministerens bekymring: At der ikke er penge nok til så stor en udvidelse af den offentlige sektor, hun i virkeligheden ønsker?