Uanset hvad man ellers må mene om udfordringerne og formandsskiftet i Venstre, så er det ikke forbigået opmærksomheden, at landbrugets drivhusgasudledninger er en af de helt store kattepiner.
Årsagen til dilemmaet er, at landbruget på den ene side fylder meget i det samlede klimaregnskab. Med de klimamål, et politisk flertal selv har valgt – dvs. 70 pct.-målet i 2030 – og er gået med til for Danmark i EU, vil landbrugets udledninger fylde massivt, hvis der ikke tages nye tiltag. 60 pct. af drivhusgasudledningerne fra dansk område vil komme fra landbruget, hvis 70 pct.-målet skal nås uden nye tiltag inden for landbruget. Man kan naturligvis vælge at friholde erhvervet og gå meget hårdere efter udledningerne uden for landbrugssektoren, men det vil øge prisen for den grønne omstilling markant.
På den anden side kan landbrugets økonomi ikke bære blot at blive pålagt den samme afgift, som CO2 i resten af økonomien betaler – dvs. mindst 750 kr./ton (fra 2030). Landbrugserhvervet har den suverænt laveste værditilvækst i forhold til udledningerne, og erhvervet kan ikke i samme grad som f.eks. transportsektoren overvælte afgiften i priserne. Tværtimod kapitaliseres den i høj grad i jordpriserne. Konsekvensen af at blot at lægge en afgift på landbruget vil være en forudsigelig bølge af konkurser.
Tilhængere og modstandere af en afgift på landbruget peger – helt korrekt – på hver deres side af dilemmaet, men der er netop tale om et dilemma. Hvis man trykker på den ene side af ballonen, buler den anden side ud.
Man kan forsøge at mildne konsekvenserne af en afgift ved at føre nogle af pengene tilbage til landbruget. Jeg har selv peget på en model her. Det kan gøre indkomsttabet mindre – i princippet få det til helt at forsvinde – men ikke ændre på, at landbrugsproduktionen vil falde.
Selv om det primære landbrug bliver kompenseret for sit indkomsttab, så vil produktionstabet ramme leverandører til landbruget og aftagere i forarbejdningsleddet. Kort sagt Udkantsdanmark.
Hvordan er Venstre – og vi andre – havnet i denne kattepine?
Jeg tror ikke, man kommer uden om, at der ikke har været tilstrækkelig rettidig omhu, og at det er overset, at bindende politiske målsætninger på et tidspunkt kan ende med at koste. Problemet opstod allerede, da et politisk flertal – efter en meget kaotisk proces – pludselig fik bundet sig til det nationale 70 pct.-mål efter valget i 2019. Hvilket i parentes bemærket var før seneste formandsskifte i Venstre. Under valgkampen var 70 pct.-målet et krav fra Enhedslisten og Alternativet, og det blev i øvrigt afvist af selv de øvrige røde partier som overbud. Men efter valget var det en del af prisen for de to partiers støtte til dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering. Og kort efter tilsluttede de fleste blå partier sig også. Der forelå ingen analyser (udover mine) af konsekvenserne, og valget faldt på en måldefinition, som af mange grunde var uhensigtsmæssigt – ikke mindst for landbruget – uden at der blev sat særlig mange spørgsmålstegn ved den.
Men det skulle blive værre endnu. I mellemtiden besluttede EU – bl.a. under indtryk af skærpet dansk klimaretorik – at øge sit klimamål (til 55 pct. i 2030*). I den forbindelse blev der vedtaget en ny byrdefordelingsaftale for de såkaldte ikke-kvotereduktioner. Mens kvotesektoren er håndteret af EU direkte (og omfattet af EU’s kvotesystem), skal medlemslandene tage sig af ikke-kvotesektoren ud fra en forhandlet fordelingsnøgle.
Denne fordelingsnøgle faldt på plads i år, og her får de rigeste lande med den mest grønne profil de største reduktionskrav. Danmark ligger af samme grund helt i top sammen med Sverige, Tyskland, Finland og Luxembourg. Faktisk vil vi formentlig få vanskeligere ved at leve op til byrdefordelingsaftalen end 70 pct.-målet. Ikke-kvotemålet består primært af udledninger fra transport, opvarmning – og landbrug. Danmark er det af landene i toppen af listen, hvor landbruget fylder suverænt mest. Landbrugets udledninger er samtidig dem, der falder langsomst. Det kunne have talt for, at Danmark fik et lavere reduktionskrav i byrdefordelingsaftalen. Men det har vist ikke været på tapetet.
Forløbet illustrerer problemet med politiske beslutninger, som først binder og koster ude i fremtiden. Det skaber usunde politiske incitamenter i stil med ”køb nu, betal senere” – hvor der endda er en sandsynlighed for, at andre må samle regningen op.
Og nu nærmer regnskabets time sig så, hvor realiteterne begynder at bide.
Tak for et meget fint indlæg.
Måske savner jeg en mere teknisk vinkel. Græsset optaget CO2, som optages i koen, som aflevere det meste som CO2 og en mindre del som Metan. Da Metan forsvinder ca. 3 gange hurtigere end CO2, kan man diskutere hvor meget drivhuseffekt koen giver. Hysteriet ligner mere end regn eteknisk øvelse for at nå det politisk fastsatte mål på 70%
Erling Petersen. Det er vel i og for sig underordnet (ud over som en interessant akademisk diskussion) al den stund, det ikke er sådan ‘man’ måler det i de internationale aftaler vi har indgået (med EU) og i øvrigt DK’s egen 70%-målsætning.
– Med mindre man gør sig forhåbninger om at kunne gå til de andre EU-lande og på den baggrund få dem til at ændre opgørelsesmetoderne. Og det vil nok af de fleste blive betragtet som fuldstændig urealistisk
Landbrugstøtten er også en del af problemet, da den har kapitaliseret sig, og forgældet landbruget ved generationsskifte. Uden den ville landbruget lettere kunne overleve det her!