Jeg elsker skov og har tidligere været relativt flittig undervandsjæger. Personligt ser jeg gerne, at Danmark i fremtiden har renere fjorde og vandløb og meget mere skov. Men det betyder ikke, at jeg pr. automatik mener, at gødskningsloven (L 5) er god og gennemarbejdet regulering.
Det var emnet for min torsdagsklumme i Finans. Den starter med et skema, de færreste læsere nogensinde har hørt om, men som i dette tilfælde siger noget bemærkelsesværdigt om L 5:
I bemærkningerne til den omdiskuterede gødskningslov er de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet opgjort til “ingen”.
Det er ikke en tastefejl eller et forsøg på at skjule noget. Forklaringen står i lovforslaget, som “er udformet som en bemyndigelseslov” og derfor ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser. Regningen opstår først, når ministeren udmønter bemyndigelserne og fastsætter, hvor mange kilo kvælstof den enkelte bedrift må udlede, hvor hurtigt husdyrgødningen skal pløjes ned i jorden osv.
Formelt er det helt korrekt. Praktisk betyder det, at Folketinget stemmer om en ramme, mens indholdet – og prisen – kommer bagefter.
Folketinget var dog ikke helt på bar bund, for ministeriet var i gang længe før Folketinget stemte om loven:
På grund af hastværket var ministeren allerede i gang den 2. juli, en uge efter fremsættelsen af lovforslaget. Her sendte ministeriet bekendtgørelserne i høring sammen med et notat om konsekvenserne, hvor ministeriet skønnede landbrugets omkostninger før kompensation til ca. en mia. kr. om året i gennemsnit de næste ti år, inklusive de nye indberetningskrav.
Milliarden var altså kendt, da Folketinget stemte. Og så burde alt jo være fint.
Folketinget har ikke styr på omkostningerne
Men helt så enkelt er det bare ikke. For skønnet hviler på forudsætninger, som loven ikke binder nogen til. Det tydeligste eksempel er kvotehandlen. I delaftalen fra december 2025 står der, at der “skal […] indføres mulighed for, at bedrifterne kan handle med kvoterne”, fordi det gør reguleringen billigere. Logikken er elementær økonomi, som er velkendt for Punditokraternes læsere: koster det én landmand 100 kr. at fjerne det sidste kilo kvælstof og en anden 1.000 kr., er der en gevinst at hente ved at lade dem handle, så det bliver den landmand, der billigst kan tage reduktionen, der reducerer udledningerne.
Men i den vedtagne lov er aftalens “skal” blevet til et “kan”:
“Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelse af udledningskvoter …”.
Men regnestykket bag milliarden hviler udtrykkeligt på, at bedrifterne kan “handle ubegrænset med udledningskvote indenfor hvert kystvandopland uden transaktionsomkostninger”. Den mekanisme, der skal holde regningen nede, er altså en forudsætning i beregningen – men en mulighed i loven. Om den bliver til noget, og hvordan den i givet fald skrues sammen, afgøres et andet sted end i folketingssalen.
Og kvotehandlen er kun ét eksempel:
Alene efter § 6 kan ministeren fx fastsætte udvaskningsgrænser, kvoter, virkemidler og fleksibilitet. Det er i høj grad de valg, der afgør, hvor dyrt miljømålet bliver. Over 80 gange giver Folketinget med loven ministeren mulighed for at fastsætte regler.
Stærkt kritisabel lovproces
En del af forklaringen ligger måske i selve lovprocessen.
Høringsparterne fik fire uger til at læse og kommentere et udkast på 464 sider. Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning kalder fire uger passende “under normale omstændigheder”, men en omlægning af markreguleringen for over 20.000 landbrug til en mia. kr. om året er svær at kalde normale omstændigheder. De mange bemyndigelser, som bl.a. Danske Advokater advarede imod, gør ikke sagen mere normal.
I Folketinget var tempoet også højt.
Lovbehandlingen lå i Folketingets sommerferie, og der gik kun 21 dage fra 1. behandling til vedtagelsen og blot to dage mellem 2. og 3. behandling, selv om lovforslaget var sendt tilbage i udvalget. Forhandlingerne ændrede intet væsentligt i regeringens lovudkast.
Der er en indre logik i hastværket. Skal reguleringen gælde fra 1. januar 2027, og skal landmændene have tid til at planlægge vinterafgrøderne, måtte loven hurtigt på plads. Men den logik holder kun under visse begrænsninger. For hvorfor var det netop lovbehandlingen og den økonomiske sikkerhed, der skulle ofres, da tidsplanen skred på grund af valg og lange regeringsforhandlinger?
En udskydelse af ikrafttrædelsen på nogle få måneder, så den første regulerede sæson blev vårafgrøderne, havde givet tid til at sikre, at loven afspejlede de politiske aftaler, mens Folketinget kunne have holdt snor i omkostningerne.
Den tid tog Folketinget sig desværre ikke.