I tirsdags udkom dette års Economic Freedom of the World Annual Report. For nogle af os er dagen altid en festdag, fordi der kommer nye data og der er altid mindst ét interessant temakapitel i rappporten. Det gælder også i år, hvor data er opdateret til 2024 og den fremragende Vincent Geloso har skrevet årets tema, “Economic Freedom as Environmental Regulation by Markets.”
Den første indsigt fra dette års EFW-rapport er dog et bedre overblik over, hvad der skete med verdens økonomiske frihed under Covid-nedlukningerne, og i hvilket omfang, friheden er vendt tilbage. Som man kan se i Figur 1.3 fra rapporten, er verden idag tilbage på niveauet fra 2012. Noget af den økonomiske frihed er vendt tilbage, men i særlig grad regulering, den offentlige sektors størrelse, og i nogen grad retvæsenernes kvalitet er stadig noget under der, hvor vi var for 12-15 år siden. Her ligger nogle af de store, langsigtede omkostninger af de enorme politikfejl, der blev lavet som reaktion på en ny pandemi.
En af grundene til at bekymre sig så meget, er illustreret pædagogisk i Figur 1.10 nedenfor. Masser af forskning – bogstaveligt talt flere hundrede studier – viser, at økonomisk frihed bidrager til langsigtet økonomisk vækst. På den lange bane er økonomisk frihed en af de væsentlige kilder til, at nogle lande er meget rigere end andre. Den nye rapport viser også, at det samme gælder fattigdomsrater, forventet livslængde, korruption og en række andre forhold. En af de lidt glemte indsigter – som Nicolai Foss og jeg bidrog med i EFW-rapporten i 2012, er at økonomisk frihed er tydeligt forbundet med iværksætteraktivitet, som derefter gør landets økonomi mere produktiv.
Hvor er Danmark så i alt det her? Som flittige læsere måske ved, siger man nogle gange i forskningsmiljøet omkring EFW, at de skandinaviske lande er skizofrene: På nogle af de fem underområder af økonomisk frihed er vi blandt den globale top. Det gælder ikke mindst vores meget fine beskyttelse af privat ejendomsret, solide og forudsigelige pengepolitik, og relativt uregulerede erhvervsliv. Ingen påstår, at det er ureguleret, men i forhold til andre vestlige lande er det relativt fornuftigt. På den anden side, er de skandinaviske offentlige sektorer – og ikke mindst den danske – blandt de største i alle ikke-totalitære samfund. Figuren nedenfor illustrerer situationen: de røde dele af søjlerne illustrerer det globale gennemsnitsindeks i 2024, mens de blå dele illustrerer Danmarks indeksværdier.
Som altid omfatter årets rapport altid mål for den økonomiske frihed to år tilbage – det tager tid at få statistik indsamlet og udgivet. Vi ved ikke endnu, hvad der er sket i 2025-26, men det forhindrer ikke, at forskere på universiteter, uafhængige institutter og i tænketanke kan bruge EFW-rapportens data. Det er blandt andet denne rapports information, der har skabt indsigt i, hvorfor Danmark har så relativt få iværksættere på trods af de fine institutioner. Selvom det gode retsvæsen i princippet gør det nemmere at etablere en virksomhede, forhindres en masse iværksætteraktivitet af den enorme offentlige sektor og det høje skattetryk. Virksomhederne bliver med andre ord slået ihjel ved fødslen – og blandt andet derfor er de store, danske virksomheder næsten alle overraskende gamle. Og der er masser af andre interessante, overraskende og samfundsrelevante indsigter at få fra dette og tidligere års Economic Freedom of the World.