Er populisme en trussel mod akademisk frihed?

Som nogle læsere vil vide, afholder min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg en lille workshop i Houston i dagene før den store konference i the Southern Economic Association. Workshoppen, som vi arrangerer i samarbejde med the Institute for Humane Studies, er del af vores projekt Human Freedom: Emergence and Payoffs. Udover ti kolleger, præsenterer Niclas og jeg også begge nye forskning i projektet.

Som vi skrev sidste år, er en af idéerne vi tester i projektet, om populister underminerer den akademiske frihed. Det var netop papiret, som jeg præsenterede igår: På tværs af 75 vestlige samfund mellem 1970 og 2020 undersøger vi, om populister – enten i regeringen eller i parlamentet – påvirker graden af akademisk frihed, der gælder i landet. Det særlige i papiret i forhold til tidligere de relativt få tidligere studier er, at vi undersøger effekten af populister både i regeringen og i parlamentet, og i forhold til hvilken ideologisk side, der dominerer.

Og svaret på vores spørgsmål er ja – men truslen kommer systematisk kun fra højrefløjspopulisme, og helt primært kun fra populistiske partier i parlamentet. Det giver ikke blot mening, at det kun er højrefløjspopulister, der har en negativ effekt – i modsætning til venstrefløjen, hvor populisme i høj grad handler om ulighed, omfordeling, og påstande om uretfærdighed, drejer højrefløjens populisme ofte om modstand mod pluralisme og påståede eliter. Og akademisk arbejder er i sagens natur altid både pluralistisk og elitært.

De populistiske partier har dog ikke nogen effekt i sig selv, men kun hvis deres ‘egen’ fløj dominerer parlamentet. Vores undersøgelse viser ret tydeligt, at jo større parlamentets flertal af højreorienterede partier er, jo større indflydelse får de højrepopulistiske partier. Med andre ord eksisterer populisterne ikke i et politisk vacuum – de får primært indflydelse på to måder: Som koalitionspartnere og samarbejdspartnere i kompromiser, hvor de stemmer for anden politik mod at få deres egen, populistiske agenda igennem. Og de har indflydelse ved at deres populisme smitter af på andre partier. Effekterne er relativt store, men forsvinder hvor samfundet har tilstrækkeligt stærke vetoinstitutioner.

Niclas Berggren og jeg argumenterer derfor for, at vi er kommet væsentligt tættere på at forstå, hvornår og hvilken slags populisme der påvirker akademisk frihed – og derfor hvordan højere uddannelse og forskning fungerer – og under hvilke politiske omstændigheder, den er en trussel. Vi siger ikke, at venstrepopulisme ikke er en trussel, men at truslerne fra højre og venstre er forskellige, og at nogle af dem kan begrænses af stærke vetoinstitutioners begrænsninger på politik.

* Som altid kan man sende mig en mail, hvis man er interesseret i at læse papiret.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.