I den forgange uge har man ´blandt andet i 180 Grader kunnet læse om Økonomi- og Erhvervsministeriets nye rapport om Danmarks konkurrenceevne, og dens mærkværdige konklusioner, og ikke mindst de Konservatives erhvervsordfører Per Ørum Jørgensens mildt sagt underlige holdninger på området. Sagen er, at ministeriet mener at Danmarks konkurrenceevne har det godt, og at det i høj grad skyldes den særlige danske sammenhængskraft.

At sammenhængskraft, hvordan man end vil definere det, skaber konkurrenceevne, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Mål som social tillid, dvs. graden af tillid som danskerne har til folk de ikke kender, ligger Danmark i den absolutte top i verden sammen med Norge og Sverige – og faktisk også sammen med New Hampshire og enkelte af de canadiske provinser. Tilliden bidrager til uddannelse, kvaliteten i retsvæsenet, og tillader os at arbejde mere effektivt sammen, da såkaldte transaktionsomkostninger kan holdes på et minimum. Som mange erhvervsfolk har lært, er der noget om det når man nogle gange hører, at  det er lettere at lede 200 danskere end 20 tyskere. Der hvor man både som liberal og som selvstændigt tænkende menneske af enhver politisk overbevisning må undre sig, er derimod i ministeriets påstande, og i Jørgensens glæde ved enkeltdele af socialismen.

Erhvervsordføreren udtaler således til Berlingske i dag, at ”i opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt.” Til 180 Grader har han også udtalt, at ”Det er jo udtryk for, at vi lever i et land, hvor der er muligheder for alle, og hvor vi ikke har den store sociale klasse, hvor den tunge ende virkelig vender nedad. Og det er jo netop med til at skabe sammenhængskraft, at folk har et arbejde og en indtægt,”.
Jeg er ikke sikker på, at Per Ørum Jørgensen helt ved hvad han taler om. Det i sig selv er som bekendt ikke noget, der nogensinde har forhindret politikere i at udtale sig skråsikkert om dette og hint, men når en konservativ begynder at rose socialismen, er der noget mere basalt fat. Om noget har sammenhængskraften da lidt under socialistiske forestillinger i befolkningen, for hvordan er det nu, socialismens forestillinger om lighed ser ud? Jo, for en overbevist socialist er ulighed uretfærdig fordi den er udtryk for at en ’klasse’ – de rige – udbytter en anden ’klasse’ – de fattige, eller proletariatet.

Hvordan omfordeling på dén normative basis kan føre til øget sammenhængskraft på tværs af samfundets forskellige indkomstsegmenter har jeg svært ved at se. Ligheden gennem offentlig omfordeling bliver jo skabt på et idemæssigt fundament af mangel på fairness og næstehensyn. Hvad mere er, vil en øget offentlig omfordeling indebære, at langt flere mennesker i samfundet får interesse i at identificere sig som medlemmer af en gruppe, der står i modsætningsforhold til mindst en anden gruppe i samfundet (var der nogen der tænkte Ældresagen?). Indkomstfordelingen, og endda selve spørgsmålet om, hvilken indkomst folk bør have, bliver et rendyrket politisk spørgsmål med ubehagelige konsekvenser i sig selv.
 

Som Friedrich Hayek skrev i sin klassiker fra 1944 The Road to Serfdom: “Inequality is undoubtedly more readily borne, and affects the dignity of the person much less, if it is determined by impersonal forces than when it is due to design”. Med andre ord, hvis ulighed skyldes upersonlige kræfter og grundlæggende forskelle i talent, evner og hvordan individer vægter arbejde mod familie/fritid osv., er den grundlæggende fair så længe man individuelt har ret til frugterne af sit arbejde, og at den ret håndhæves af samfundets bærende institutioner. Men med en stor velfærdsstat kappes linen mellem individets evner og hans/hendes udkomme. I stedet kan man med en vis ret hævde, at ens lave indkomst skyldes staten, og dermed en elite/dem der stemte på regeringen/systemet osv. Hvor sammenhængskraften kommer fra i den sammenhæng har jeg igen svært ved at se.
 

Per Ørum Jørgensen er dermed på noget gyngende grund med hensyn til det idemæssige, og endnu mere når det kommer til den rent empiriske opbakning til hans og ministeriets synspunkter. Jeg skal ikke kede vores læsere unødigt med tørre tal, men det er værd at bemærke et par forhold. For det første udtaler Jørgensen til Berlingske i dag, at ”Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være enorme forskelle mellem de stærke og de svare i samfundet”. Det er ikke korrekt. Som blandt andet Punditokraternes svenske ven Niclas Berggren har vist, har samfund der er kendetegnet af stor økonomisk frihed generelt lavere ulighed, vel at mærke før staten har foretaget omfordeling. Chiles eksempel viser også med stor klarhed, at en omfattende liberalisering af samfundet ikke fører til større ulighed. Siden midten af 1970’erne har uligheden været cirka stabil i Chile mens fattigdommen er blevet reduceret markant.
 

For det andet ligger der i Jørgensens holdning en forestilling om, at velfærdsstaten har skabt den danske sammenhængskraft. Hvis vi igen tager den sociale tillid som indikator for sammenhængskraft, er det værd at bemærke, at der absolut ingen forbindelse er mellem velfærdsstater og graden af tillid i et land. På tværs af alle lande, er højere lighed ganske rigtigt forbundet med højere tillid, men det er ligheden før der er sket omfordeling – i tekniske termer er det pre-transfer Gini-koefficienten der kører relationen. Hvad staten gør for at skabe større eller mindre indkomstforskelle gør ingen forskel. På det punkt mangler ministeriet såvel som erhvervsordføreren at holde sig up to date. Og for at gøre det hele værre: I et stadigt upublicerede forskningsresultater (af undertegnede) viser det sig, at lighed-tillids-forbindelsen faktisk slet ikke holder for relativt små lande! Med andre ord er det måske slet ikke relevant for et land som Danmark.
 

Læren af denne uges politiske spil hund og kegler må være, at selv højrefløjen i dag er så forhippet på at hylde velfærdssamfundet og den socialdemokratiske ’arv’, at de er parat til at påstå de mest absurde ting. For min skyld må de gerne gøre det – det eneste der sker, er at befolkningens politikerlede tager til – men de må blande deres ministerier udenom. For Økonomi- og Erhvervsministeriets rapport må betragtes som et politisk bestillingsarbejde – selv ikke ’forskere’ fra RUC kunne have skrevet mere velfærdsstatsvenligt vrøvl.

Efter at Ny Alliance har meldt sig på den politiske bane i Danmark – og efter at partiet er ved at nå en ’normal’ politisk tilværelse – er debatten om det danske skattesystem blusset op igen. Debatten føres som oftest på basis af nogle få punkter: Vil en fladere skat, dvs. en lavere eller eventuelt helt fjernet topskat, føre til et større arbejdsudbud, og afhjælpe det stigende pres på arbejdsmarkedet? Kan og vil man finansiere ændringer, og i hvor høj grad er en nedsættelse af topskatten selvfinansierende? Og vil ændringer i skattesystemet føre til øget ’ulighed’?

Et fjerde, vigtigere aspekt af debatten bliver enten overset eller summarisk afvist af de fleste politikere og meningsdannere. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det danske skattesystem på sigt er en hindring for dansk udvikling i en stadig mere globaliseret verden. Der er bred politisk enighed om, at dansk forskning og uddannelse bør tilhøre den internationale top, og at man derfor må kunne tiltrække de dygtigste udenlandske og fastholde de bedste danske forskere. I den sammenhæng er centrale elementer i den danske velfærdsstat fremtidige barrierer. En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet viser således, at der netto er udvandring af danskere med en ph.d.-grad og naturvidenskabelige uddannelser.

Hvis regeringens forskningspolitik skal lykkes, er det netop disse mennesker, man skal fokusere på at tiltrække og beholde i dansk forskning. I den forbindelse er både skattesystemet og den traditionelle danske lighed, der også bibeholdes af andre velfærdspolitiker, et væsentligt problem. Først og fremmest har danske frontvirksomheder som Grundfos svært ved at skaffe internationale forskere til deres udviklingsafdelinger, og på universiteterne er situationen på ingen måde bedre. Nok lokker Danmark med en skatteprocent på 25 de første tre år, men i forskningsverdenen såvel som i industriens udviklingsafdelinger, er tre år relativt kort tid.

For det andet er de universiteter, man ønsker at sammenligne sig med, ofte placeret i Storbritannien, USA og Canada. En typisk startløn for en adjunkt – den første universitetsansættelse – ligger på cirka 450-500.000 kroner om året i USA, og det vel at mærke med en meget lavere total og marginal beskatning end i Danmark. En dygtig, ung forsker på et godt, amerikansk universitet kan dermed tjene det samme som en erfaren dansk professor – før skat. Det er derfor ikke så underligt, at danske virksomheder og forskningsenheder har særdeles svært ved at tiltrække de bedste medarbejdere, men derimod tit kun folk fra anden og tredje division.

Dette problem er hverken nyt eller i bedring. Da lektor Peter Guldager fra Handelshøjskolen ved Århus Universitet officielt gik på pension i vinters, holdt han et afskedsseminar med titlen ”40 års lønudvikling på ASB”, Med baggrund i sin egen situation som overenskomstaflønnet universitetslektor, kunne Guldager vise at en dansk lektorlønning, korrigeret for den almindelige prisudvikling, ikke er steget siden 1982. Som han lakonisk bemærkede, er det næppe forskere, der har bidraget til den svagt stigende ulighed. Der er ingen tegn på, at denne mangel på udvikling er vendt.

I en stadig bredere global konkurrence er Danmarks vigtigste konkurrenceparameter viden og kvalitet, men ingen af delene kommer magisk ud af den blå luft. Tværtimod har danske virksomheder som sagt svært ved at finde dygtige udlændinge, der er villige til at flytte permanent til Danmark. Ligeledes er det stort set umuligt for universiteterne at fastholde de bedste danske forskere – dem der på længere sigt kan give Danmark nye konkurrencefordele. Der er for eksempel intet tilfældigt i, at den danske superfysiker Lene Hau – hende der stoppede lyset – sidder på Harvard i stedet for Københavns Universitet. Forholdene er ganske enkelt bedre, også privatøkonomisk.

Når Ny Alliance og Liberalisterne har bragt ny fokus på skattesystemet, er der derfor ikke nok blot at diskutere lighed og finansiering af offentlige budgetter. På den lange bane er skattestrukturen og dele af velfærdssamfundet med til at svække Danmarks evne til at agere i en global kontekst. Uden reformer vil andre lande overhale os i kampen om markedet, og i kampen om de bedste hjerner.

Et af de mest omdiskuterede forhold i de seneste 15 års makroøkonomisk forskning har været, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for landes økonomiske udvikling. Tidlig 90’erforskning pegede på, at store forskelle mellem rige og fattige førte til lavere vækst, men to artikler fra 2000 (af Kristin Forbes og økonomfænomenet Robert Barro) der begge brugte væsentligt længere dataserier og derfor mere avancerede metoder, fandt derimod at ulighed er godt for den økonomiske vækst. Og hvad skal man så tro på?   Denne debat er også relevant i dagens Danmark, hvor Ny Alliance har formastet sig til at tage et lille opgør med velfærdsstatens omfordelingsshow. En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig. Så lad os for et øjeblik glemme den lidt absurde debat om, hvor meget en flad skat vil ’koste’ den danske stat. For er der nogen som helst grund til at beskytte statens indtægter, når de så ofte synes at blive brugt på populistisk nonsens?

Pointen her er selvfølgelig, at hvis mindre indkomstforskelle fører til hurtigere vækst, som den tidligere forskning pegede på, ville omfordeling gøre de fattige relativt rigere samtidig med at samfundet som helhed også bliver rigere – altså en win-win situation. Hvis Forbes/Barro-fløjen derimod har ret, vil omfordeling gøre de fattige rigere, men føre til lavere vækst, dvs. en situation hvor de fattiges fremtidige perspektiver bliver dårligere. Det er langt fra et trivielt spørgsmål, særligt ikke hvis et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.

Her kommer så dagens skamløse selvpromovering ind. Jeg har nemlig en artikel på vej ud i det ganske fornuftige tidsskrift Journal of Development Economics, der peger på at begge – på en eller anden måde – har ret. Det hele afhænger simpelthen af, hvilken slags regering man har. Hvis man ser på forholdet mellem ulighed og økonomisk vækst, er der generelt set intet forhold. Men der begynder at ske ting og sager, hvis man deler lande op efter, om de har en højre- eller venstreorienteret regering. Under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer.

Skal vi så prise os lykkelige for at have en højreorienteret regering – hvis man da kan tillade sig at konkludere på det grundlag? Nej, egentlig ikke. Danmarks ulighed er så lav, og har været så lav siden 50’erne, at ændringer i uligheden eller i regeringens politiske farve ikke betyder noget som helst. Den på en gang underholdende og lidt skræmmende konklusion er nemlig, at for lande med specielt små forskelle på rig og fattig betyder regeringens politiske ståsted intet, så længe man ikke har en brændende kommunist ved roret. 

Med andre ord kan man – lidt ude af tangenten – fortolke fundene som en refleksion på, at økonomisk politik i særligt lige samfund som Skandinavien eller Sydkorea foregår rundt omkring lidt ligegyldigt vrøvl på den politiske midte. Måske er vi dømt til at leve vores økonomiske liv i en slags socialdemokratisk tusmørke, mens knap så lige lande (var der nogen der sagde Chile eller Estland) bliver stadig rigere på en grobund af initiativ, dynamik og et fravær af statslig intervention? Jeg håber det bestemt ikke, men under alle omstændigheder er det da rart at vide, at politik handler om så meget andet. For det gør den da, gør den ikke?

Debatten omkring det globale klima har raset i flere år, og i stort set alle medier. Ikke mindst på denne blog har vi været kritiske overfor den måde, debatten kører på i MSM og den måde, særligt FNs klimapanel IPCC fungerer på, både på et videnskabeligt og kommunikationsmæssigt plan. Man kan have mange syn på debatten, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at finde hoved eller hale i den. Naturvidenskaben er – modsat hvad FN påstår! – internt i splid over spørgsmålet om, hvor stor den globale opvarmning er, ligesom der heller ikke er konsensus omkring, hvad der skaber den. Svensmark og Nigel Calders nye bog om ’The Chilling Stars’ er i den henseende en af de bøger, der står højest på min ønskeseddel.

Men helt fraset den totale mangel på konsensus om fakta, er det et åbent spørgsmål hvorvidt en eventuel opvarmning overhovedet er et problem. Jeg var derfor glad for at få et link til et interview tilsendt fra to kontakter (tak Kasper og Niels), hvor NASAs chef Michael Griffin udtaler sig om problemerne. Naturligvis har klimaalarmisterne reageret stærkt, men Griffin får også opbakning fra dele af den videnskabelige top (læs her).

Specielt svaret på et bestemt spørgsmål er interessant. Adspurgt om hvor vigtig global opvarmning er – ”Do you have any doubt that this is a problem that mankind has to wrestle with?” – svarer NASA-chefen:

“I have no doubt that … a trend of global warming exists. I am not sure that it is fair to say that it is a problem we must wrestle with. To assume that it is a problem is to assume that the state of Earth’s climate today is the optimal climate, the best climate that we could have or ever have had and that we need to take steps to make sure that it doesn’t change. First of all, I don’t think it’s within the power of human beings to assure that the climate does not change, as millions of years of history have shown. And second of all, I guess I would ask which human beings — where and when — are to be accorded the privilege of deciding that this particular climate that we have right here today, right now is the best climate for all other human beings. I think that’s a rather arrogant position for people to take.”

Dét er et svar, jeg gerne vil tænke lidt videre over! For hvornår overvejer vi nogensinde de implicitte moralsk-normative antagelser, der ligger til grund for debatten? Er klimaet i dag specielt godt for menneskeheden, eller var middelalderens varmere tider måske i virkeligheden at foretrække? Og er vi ikke bare storhedsvanvittige når vi ophæver os til dommere over, hvad naturen bør og ikke bør gøre, når vi nu så gerne vil påvirke klimaet selv? For mig er det rigtige weekendspørgsmål. God tænkelyst.

I weekenden lukkede Venezuelas folkevalgte præsident Hugo Chavez TV-stationen RCTV. Chavez vurderede offentligt, at stationen var blevet ”en trussel mod mit land”. TV-stationen er Venezuelas ældste og meget populær hos befolkningen, men altså ikke hos Chavez, som har måttet opleve stærk kritik fra netop den side. CNN bliver sandsynligvis også sagsøgt, og en anden TV-station – Globovision – er tydeligvis i fare for at blive lukket, da de formastede sig til at bringe billeder af de protestdemonstrationer, der brød ud efter Chavez lukkede RCTV. Vores venner på 180 Grader har skrevet om sagen, bl.a. her og her.

Chavez, der ellers er noget af en mediedarling i mange vestlige lande, har modtaget stærk kritik fra flere fronter. Europaparlamentet og den internationale NGO Reporters sans Frontières har udtrykt stærk bekymring, og Human Rights Watch fordømmer hans handlinger. DRs Orienterings Sydamerika-ekspert Niels Lindvig mener derimod, at det er helt acceptabelt. Det bemærkelsesværdige i hans udtalelser er blandt andet, at Lindvig vurderer at ”intet land i Sydamerika har så udstrakt ytringsfrihed som Venezuela”. Er det virkeligt sandt?

Svaret er selvfølgelig nej, når man ser på de rapporter der kommer fra internationale NGOer. Reporters sans Frontières rater Venezuela nummer 19 af de 22 latinamerikanske lande i deres 2006-undersøgelse, med en score på 29 på et kontinent hvor det typiske lande scorer 15 (jo lavere, jo bedre). Bredere set står det også sløjt til med menneskerettighederne i Venezuela. I Cingranelli og Richards store datasæt, hvor de sidste målinger endda er fra 2004, altså før Chavez amokløb, ligger Venezuela på linje med Cuba! Grunden er, at selvom Cuba er et kommunistisk diktatur – noget Chavez ikke har nået endnu selvom han ved enhver lejlighed udtrykker sin beundring for Fidel Castro – er at landet scorer lavere end Cuba på det specifikke indeks ’fysiske integritet’ (en score på 2 af 8 mulige, hvor det typiske sydamerikanske land scorer 5), der bl.a. måler politiske fængslinger, politiske drab og forsvindinger osv. 

Eksemplet er et af flere på, at Orientering, der på mange måder ellers er et godt program, på nogle områder har en mærkværdig, gammeldags marxistisk indstilling på specielle områder. Hvordan Niels Lindvig kan hævde, at Venezuela har ytrings- og pressefrihed overstiger simpelthen min fatteevne. Men måske kan nogle af læserne oplyse mig?

Alle Punditokrater og de fleste af vores læsere interesserer sig stærkt for, hvordan det går i verdens fattigste lande. Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de eventuelt kan klare sig bedre og udvikle sig hurtigere. Hvis man taler med ’almindelige’ danskere, vil de ofte sige, at det er en tragedie, men vi gør vores – vi er jo et af de lande i verden, der giver mest ulandshjælp. De fleste af vores faste læsere vil desværre vide, at hjælpen er helt uden virkning, som vi før har skrevet om (læs her og her).

Der er nogle problemer ved at modtage ulandshjælp, der sandsynligvis er praktisk umulige at slippe udenom. For eksempel medfører større mængder hjælp såkaldt ’Hollandsk Syge’, der skader landets eksportsektor, og i de fleste ulande svækker hjælpen også de politiske incitamenter til at føre ansvarlig politik. Men selv når økonomer, der har arbejdet årevis med disse problemstillinger, accepterer hjælpens iboende problemer, har de fleste stadig håb: For vi lærer de af vores fejl, gør vi ikke? Og når vi gør det – siger argumentet – bliver vi bedre til at give hjælp så den alligevel giver udvikling fordi kvaliteten af vores hjælp stiger.

I en ny artikel, der kommer snart i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Economic Policy har William Easterly sat sig for at teste idéen om, at vi er blevet bedre til at målrette hjælpen. Easterly, der er den tidligere cheføkonom i Verdensbanken som blev lempet ud af forretningen da han blev for kritisk overfor ulandshjælp, er i dag professor på New York University – et af USA’s absolut bedste universiteter – og leder af deres center for ulandsforskning. Han er således en af verdens førende udviklingsøkonomer, men også en af de stærkeste kritikere af ulandshjælp, særligt i den form den gives i dag. I artiklen, der har titlen ”Are Aid Agencies Improving?”, spørger Easterly om der er tegn på, at donorerne lærer af deres egne fejl og af nye forskningsmæssige indsigter.

Easterlys artikel illustrerer en måde at svare på spørgsmålet på, ved at se på om hjælpen i højere grad gives til særligt fattige lande, om donorer har lært at koordinere deres indsatser bedre, om der følger modkøbskrav med hjælpen, om der gives mindre fødevarehjælp (der er problematisk ved at underminere landenes egen fødevareproduktion) og mere teknisk assistance, og om man i højere grad tager hensyn til nye indsiger såsom at handel, ansvarlig politik og gode institutioner er vigtige for udvikling.

Lad mig sige det med det samme: Det er ikke en artikel man skal læse, hvis man trænger til at komme i godt humør! Der har været en tendens til at de store donorer giver relativt mindre fødevarehjælp, men den udvikling skete ovenpå hungerkatastroferne i midten af 1980erne, og hjælpen er rettet mere mod fattige lande nu end den var i starten. Men det sidste skift skete i midten af 1970erne, og ingen andre indikatorer er forbedret over årene. Med andre ord gør ulandsdonorerne som de har gjort i 40 år. Det rent ud sagt skrækkelige er, at Easterly i en tabel der lister formuleringer fra Pearson-komiteen og fra den britiske Afrika-kommission, IMF, Verdensbanken og FNs udviklingsprogrammer side om side, viser at de forhold, Pearson-komiteen i 1969 identificerede som stærkt problematiske, er de samme som store donorer i dag peger på som uløste problemer. Man har kendt til problemerne siden slutningen af 1960erne, men har fuldstændigt ignoreret dem, eller har i det mindste ikke haft viljen til at ændre på noget.

En anden måde at spørge, om hjælpen er blevet bedre, er at se på om dens effekt på ulandes økonomiske vækst er steget gennem årene. Tabellen nedenfor angiver således resultatet af at gennemføre en standard vækstanalyse for seks fem-års perioder siden 1970. Der er kontrolleret for statslig størrelse, handel og investeringsforhold, og for regionale forskelle. Første søjle angiver perioden, anden søjle angiver hvor meget væksten vil stige (i absolutte procentpoint) ved en stigning i ulandshjælp på 10 procentpoint, og den sidste søjle angiver den såkaldte t-statistik, der er et mål for hvor præcist vi har målt effekten; som en tommelfingerregel skal t-statistikken være mindst 2.

Tabellen demonstrerer to nævneværdige forhold: 1) Ulandshjælpen har i ingen periode været ’signifikant’ forbundet med landes økonomiske vækst – selv den pæne koefficient i perioden 1970-1976 har kun en t-statistik på 1.32, og kan derfor ikke skelnes fra et rent nul; og 2) Der er ingen positiv tendens, snarere tværtimod, for selvom ingen af estimaterne er statistisk forskellige fra nul, bliver de faktisk mindre med tiden. Så selv hvis man så stort på statistisk præcision, ville man ikke kunne hævde at hjælpen har fået større virkning gennem de senere årtier.

Den deprimerende bundlinie fra Easterlys studie og vores lille empiriske øvelse er, at ulandsdonorer som Verdensbanken eller Danida ikke synes at lære af deres fejl. Ulandshjælpen har ikke virket, virker ikke nu, og der er ingen tegn på at det bliver bedre. Med andre ord er ulandshjælpen i en strengt økonomisk forstand helt ligegyldig. At nyere forskning så viser, at den endda har stærkt problematiske negative effekter på landes økonomiske frihed er en anden sag, som jeg ærligt talt ikke orker at skrive om her. At bedrive udviklingsøkonomi er i sagens natur én lang række skuffelser, som man aldrig bliver immun overfor. Dem, skuffelserne berører direkte, er trods alt verdens fattigste mennesker.

I går blev det endelig officielt, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz har taget sin afsked. Wolfowitz udtalte i den anledning, at ”de fattigste mennesker i verden fortjener det bedste, vi kan levere”, og mente derfor at det er i deres interesse, at han nu forlader banken. Det kan der stilles spørgsmålstegn ved.

Baggrunden for Wolfowitz’ tilbagetræden er, at han sørgede for at få sin kæreste forfremmet internt i banken, og at hun ydermere fik en overordentlig generøs lønstigning. Han har ikke gjort noget decideret ulovligt, men forbrudt sig mod bankens retningslinjer og almindelig moral. Så lad min understrege med det samme, at den type adfærd ikke bør accepteres, og naturligvis under alle omstændigheder skulle have konsekvenser for Wolfowitz! Når det så er sagt, er det værd at bemærke at adskillige ledere i internationale organisationer har begået lignende regelbrud, uden at det har ført til nogen form for konsekvens. Et eksempel er den allestedes hyldede FN-generalsekretær Kofi Annan, hvis søn var dybt involveret i ’Mad for Olie’-skandalen i Irak. Annans egen rolle er aldrig klarlagt, og hvorfor sad Annans søn overhovedet så centralt – og lukrativt – placeret i FN-systemet?

Det egentligt beklagelige ved Wolfowitz tilbagetræden er dog ikke, at der ikke er nogen klar linje i, hvad der sker med internationale topchefer, der forbryder sig mod moral eller lov. Det er derimod hans rolle i Verdensbanken, og implicit også et rimeligt bud på, hvorfor hammeren faldt så tungt i hans sag. Det var nemlig med en del forventning fra nogle sider, at Paul Wolfowitz blev udnævnt til præsident. Verdensbanken, der står for en betragtelig del af klodens udviklingsprojekter i ulande, og en meget stor del af forskningen i udvikling, bliver ofte kritiseret, om end kritikken i de fleste tilfælde er noget forfejlet. Men op gennem 90’erne og til nu har mange mennesker tabt tiltroen til ulandsbistand – og med rette. Det kan ganske enkelt ikke dokumenteres, at den har nogen som helst virkning, når man måler på forskelle mellem lande. De eneste virkelige effekter synes at være, at centrale liberaliserende reformer udebliver, når ulande får store mængder hjælp. Vi har tidligere skrevet om det her og her.

For de af os der kender den del af litteraturen, og ikke alligevel holder os selv i et optimismens selvbedrag, var valget af Wolfowitz som præsident et løfte om et frisk pust – en åbnen vinduerne og en gentænkning af, hvad banken kan udrette. For det er ingen hemmelighed, at selv Verdensbanken med dens stab på cirka 7000 PhD-uddannede medarbejdere, i mangt og meget gør præcist de samme fejl som alle andre donorer. Banken og dens medarbejdere har også et klart incitament til at fortsætte med ulandsbistanden, og – som William Easterly har vist – love, at selvom den ikke virkede før i tiden, har ’vi nu lavet bistanden om og målrettet den’ så denne gang bliver det en succes. For de af os, der aldrig har troet på det budskab, var Wolfowitz netop den kætter – ideologisk og praktisk – der kunne ryste op i Verdensbanken.

På den baggrund er det vel ikke svært at forstå, hvorfor der stort ikke blev bakket op om Paul Wolfowitz i den prekære sag? Ikke nok kom han fra en baggrund i George W. Bush’s administration, og endda som en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, men han var klart republikansk og amerikaner i en tid, hvor blandt andet EU plæderer kraftigt for at få en ikke-amerikaner på posten, og helst en med de rette forbindelser til unionen. Så da Wolfowitz trådte ved siden af, faldt dommen hurtigt og nådesløst, og – uden at journalisterne åbenbart har bemærket det – med en hel del gusten selvinteresse bag.

Denne punditokrats yndlingsbud blandt dem, der er blevet nævnt, er klart den nuværende viceudenrigsminister Robert Zoellick. Manden er tidligere chefforhandler i WTO for USA, og både en dreven diplomat og en stærk tilhænger af frihandel og frihed, og derfor et godt bud på en præsident uden alt for meget velment nonsens i tasken. Men tidligere nigerianske og sydafrikanske finansministres navne er også på bordet. Hvis man vælger dem, bliver det næppe andet end mere af samme skuffe – den med projekterne og de gode intentioner, der aldrig virker. Med alle hans fejl og moralske mangler, kommer jeg nok til at savne Wolfowitz.

Debatten om globalisering er sommetider helt surrealistisk, specielt hvis man ser den gennem en moderne samfundsvidenskabelig optik. En ting er, at stort set alle modstandere af økonomisk globalisering benytter sig af eksempler, man som fagøkonom blankt kan afvise. Når man for eksempel læser Naomi Kleins eksempler på frygtelige arbejdsforhold og lave lønninger, er de ikke bare outliers og dermed ikke repræsentative, men faktisk helt modsat af hvad der ville være repræsentativt. På den måde formår antiglobalister at vilificere globaliseringen som fænomen på basis af enkelte, beklagelige eksempler.

Det andet forhold, der er så mystisk, er antiglobalisternes begejstring for centerløst, socialt samkvem på tværs af landegrænser og kulturer, samtidig med at de nærer et dybt had til økonomiske og professionelle globale kontakter – måske lige med undtagelse af fagforeningssamarbejder. Man får fornemmelsen, at det er det rationelle element, som antiglobalisterne ikke kan lide. Og én helt særlig ting, de ikke kan lide er, at globaliseringen som udvikling er et moderne og meget nyt fænomen – eller det påstår de da. Man fristes næsten til at tolke holdningen sådan, at problemet med det moderne, er at det er en trussel mod den smukke traditionalisme hos de ædle vilde.

Men ligesom kærlighed gør had nogle gange blind. En stor del af de sociale kontakter på tværs af lande, som Naomi Klein og hendes bande elsker, skabes nemlig som uventede sidevirkninger af de rationelle, professionelle kontakter de hader så inderligt. Og uden dem – økonomisk samvær og andet, der kommer af ren selvinteresse – ville vi have meget få sociale kontakter udenfor vores egen kultur. Handel, udenlandske investeringer, og professionel kontakt, er ganske enkelt bærere af de sociale samkvem! Lad mig give eksempler fra to områder: 1800-tallets klassiske musikliv i Europa, og mit eget beskedne, faglige netværk.

I 1840 debuterede den danske komponist Niels W. Gade med ouverturen ’Gjenklange af Ossian’, der vandt en konkurrence i København. To år efter var hans første symfoni klar, men mod forventning afviste Kjøbenhavns Musikforening den. Gade havde dog mere end nationalt udsyn, og sendte derfor symfonien ud af landet til det europæiske musiklivs fænomen i Leipzig, Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Gade til Leipzig, hvor symfonien ’Paa Sjølunds Fagre Sletter’ i 1843 blev uropført af Gewandhaus-orkesteret med Mendelssohn som dirigent. Publikum såvel som dirigent var ellevilde, og danskeren havde fundet sit marked – udenfor Danmark!

Gades professionelle liv begrænsede sig derfor ikke til Danmark, men var globalt i den tids optik. Når man således ser på hans – en i vore dage relativt ukendt komponists – professionelle kontakter, må man slås af, hvor meget det ligner et moderne, fagligt netværk. Gade arbejdede tæt sammen med Mendelssohn, som han også knyttede nære personlige bånd til. Men senere lærte han gennem sit arbejde datidens superviolinist, ungareren Joseph Joachim at kende, han kendte tjekken Antonin Dvorak, var venner med nordtyskeren Johannes Brahms, der boede i musikmekkaet Wien, og kendte Brahms mentor Robert Schumann, med vis kone Clara han ligesom tyskeren knyttede et livslangt venskab. Sidstnævnte, der som bekendt er en af musikhistoriens største skikkelser, lærte endda et trick eller to af danskeren. Også dengang var der læringseffekter af globaliseringen, og nationale spill-overs: Både Joachim og Clara Schumann spillede i København, inviteret op til økonomiske gevinster og københavnernes begejstring af deres ven Niels Gade, efter at han i 1848 efter udbruddet af den dansk-prøjsiske krig flyttede hjem.

Gades netværk skabtes således af hans ambition om at blive musikalsk konkurrencedygtig på europæisk plan, men medførte som en utilsigtet men behagelig konsekvens en række personlige venskaber med nogle af tidens største musiknavne. Med andre ord skabte en professionel globalisering in sidste halvdel af 1800-tallet også en række venskaber på tværs af landegrænser – en social globalisering.

Med udgangspunkt i mit eget lille faglige netværk kan man også undre sig over, hvordan antiglobalister a la Klein overhovedet kan finde på at skille økonomisk rationale og social kontakt ad. De fleste af mine internationale kontakter – som jeg tror det er tilfældet for snart sagt alle forskere og andre erhvervsgrupper – er netop resultatet af fælles professionelle interesser. For eksempel har egeninteresse i forbindelse med mit arbejde det seneste år resulteret i disse aktiviteter:

• Middag på Vilhelmsborg med Martin Paldam, Gert Svendsen og Ric Uslaner (University of Maryland)
• Udveksling af gratis link med Rachmaninovs anden symfoni (og glæde over den) under sommerens BBC Proms koncerter med Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm)
• En gåtur i solskinnet i Amsterdam med Karin Mayr (Universitetet i Linz)
• En flok store fadøl med blandt andet Guillaume Méon (det frie universitet i Bruxelles), Ivo Bischoff (universitetet i Giessen) og Axel Dreher (ETH i Zürich)

Alle disse aktiviteter udsprang oprindeligt af fælles arbejdsinteresser – den rationelle type global kontakt, som antiglobalisterne nærer så stort had til. Og i tilknytning til eller under alle aktiviteterne diskuterede vi også professionelle forhold.

Så dagens spørgsmål her på stedet må være: Hvad er der galt med at knytte sociale kontakter som en bivirkning af professionel, rationel aktivitet? Hvad var der galt med Gades europæiske netværk? Hvad er det, der er så frygteligt ved at rationel, økonomisk globalisering medfører en masse social globalisering – at den økonomiske globalisering kommer før den sociale? Med andre ord, hvorfor kan Naomi Klein og co. ikke lide, at økonomisk globalisering i Alfred Hirschmans ord er ’civiliserende’? Jeg forstår det ikke – men jeg nyder det da, når det sker!