I anledning af årsdagen for den tyske invasion, har jeg skrevet en klumme i 180grader, under overskriften “Veteranerne den 9, april – de aldrig hædrede“. Indholdsmæssigt ligger klummen tæt på et tidligere indlæg her på bloggen.

Det interessante er måske ikke selve klummne, men derimod en række af de kommentarer der er srevet til den. De viser vist med al tydelighed, at vi fortsat er en splittet nation. vi var splittede i 30erne med hensyn til hvordan vi skulle agere i forhold til Tyskland, og vi var bestemt også splittede både under krigen og bagefter.

Noget andet og mere skræmmende er måske den ringe viden om begivenhederne dengang, som afsløres i nogle af kommentarerne. Her skrives skråsikkert, at “det er underlødigt at påstå, at politikerne ikke kæmpede for Danmarks frihed” mens en anden kommentar er, at “Socialdemokraterne og de radikale var helt indstillet på, at Danmark skulle være en del af det kommende nazistiske Neuropa. Og den fhv. radikale partiformand, Scavenius, der endte som statsminister, ville endda have, at Danmark skulle deltage i krigen på tysk side”

De to udsagn viser om ikke andet, hvor vigtigt det er fortsat at forske i begivenhederne dengang, og nok så vigtigt at formidle denne viden videre – det er mere end tiltrængt.

Selve klummen handler først og fremmest om det absurde i, at veteranerne fra den 9, april ikke er blevet behandlet på linie med danske soldater både før og efter 2. verdenskrig, hvor man har uddelt erindringsmedaljer for at have stået til rådighed “for fædrelandet”, som det hed dengang (uanset om man kom i kamp eller ej).

At de aldrig har fået en fair behandling handler dog mere om hvordan skriftende regeringer (uanset sammensætning) efter 2. verdenskrig har ageret end hvordan der blev ageret under krigen. Bl.a. kunne den manglende anerkendelse måske skyldes behovet for at fastholde illusionen om en samlet dansk befolkning under 2. verdenskrig.

Men det er jo en illusion. Befolkningen var splittet både før, under og efter krigen, og Stauning rammer vist i høj grad plet, når han i sin nytårstale ved årsskiftet 1939-40 sagde:

“vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”

For ansvaret for hele forløbet op til 9. april kan selvfølglig ikke kun placeres på landets ledende politikere, men skal deles med de der stemte på dem. Men derfor er det selvfølglig fortsat legitimt at mene, at besættelsen af Danmark og begivenhederne både op til, under – og desværre også efter besættelsen ikke just taler til den danske befolknings ære.

Vi kan jo takke andre, der havde et værdisæt der var noget mere agtværdigt end det, store dele af den danske befolkning havde (og har?) for at det scenarie, som danske politikere – og formentlig også en del af befolkningen – troede på som det sandsynlige, nemlig at Tyskland ville vinde – ikke materialiserede sig.

Hvordan ville det være gået, hvis f.eks. England havde sluttet fred med Tyskland i 1940? – der var følere ude fra tysk side. Det havde næppe først til varig fred, men havde den engelske regering fulgt den danske logik, ville det have været resultatet. Som det gik, valgte englænderne ikke at lave en seperatfred (som ville have indebåret, at de kunne beholde deres kolonier), men valgte i stedet at fortsætte kampen, og i realiten også, at de ville miste deres kolonier, hvilket var en klar betingelse fra amerikansk side, for at støtte englænderne materielt og med kreditter.

Men fordi vi internt i Danmark var splittede og fulgte en vej, der ikke just taler til vores ære (men som absolut var rationel, når man alene definerede sig ud fra en snæver national interesse), vil jeg nu ikke mene, at det gør det legitimt bagefter at behandle soldaterne der var indkaldt 9. april som man har gjort det. De var parat til at slås for landets frihed, og en del gjorde det – både efter ordre og i enkelte tilfælde på trods af ordre (Der var givet besked til soldaterne i Haderslev om, at man indstillede kamphandlingerne, og at de skulle trække sig tilbage, hvilket man lokalt ikke fulgte).

Men måske er det dét, der er grunden til, at vi fortsat ikke har fået den store fortælling om Danmark under krigen og de der i modsætning til det politiske system, valgte at kæmpe – og det gælder både soldater og senere frihedskæmperne – fortalt. Ikke ud fra at tilgodese en eller anden politisk agenda i dag, men fortalt ud fra et ønske om at forstå de mekanismer der gør, at nogle vælger at kæmpe for værdier større end dem selv, mens andre vælger at trykke sig mod jorden i håbet om at det går over.

Og det er vel en evigt gyldig problemstilling. 

En del herhjemme har formentlig en opfattelse af, at der ikke er de store forskelle på de enkelte latinamerikanske lande. En opfattelse der ofte præger mediedækningen i MSM, hvor problemstillinger fra kontinentet ofte kun er interessante, når det giver mulighed for slet skjult kritik af USA (venerationen hos dele af danske medier for f.eks. Cuba skal vist primært forstås i denne kontekst), hvor myten om USA’s imperialistiske dominans fortsat dyrkes intenst. I en hvis udstrækning skal journalisterne være undskyldt, idet det er en myte, der også dyrkes af både nationalistiske og venstreorienterede grupperinger i en række latinamerikanske lande. Da et stort antal journalister vist ikke er besjælet med nogen videre grad af hverken kritisk sans eller behov for at udfordre et allerede fastlåst (naivt) verdensbillede, eller har nogen dybere viden om økonomi og historie, er resultatet jo næsten givet på forhånd.

Man kan med en hvis ret spørge, hvad jeg bilder mig ind, når jeg så kategorisk afviser det meste af den danske nyhedsdækning i Latinamerika som underlødig. Den ret tiltager jeg mig efter mere end 20 års engagement i den “latinamerikanske virkelighed”. En virkelighed der for en nordeuropæer til tider antager nærmest surrealistiske dimensioner.

En virkelighed der for alvor “ramte” mig, da jeg en gang for mange år siden gerådede mig ud i en længevarende diskussion med nogle af mine vellønnede og veluddannede progressive brasilianske venner om Brasiliens udlandsgæld. Det endte med at en af dem pointerede at “de” som fattige og undertrykte altid var blevet blevet udnyttet af “os” i den 1. verden. Da jeg spurgte hende hvad hun mente med det, blev jeg belært om griske amerikanske banker, multinationale selskaber osv. osv. (med andre ord et verdensbillede som læseren kan stifte bekendtskab med ved at kigge på det herhjemme efterhånden berygtede/berømte online “leksikon” leksikon.org). Da jeg anførte, at det virkede temmeligt hult i mine ører, at en person hvis far ejede en hel dal, havde indtil flere hjemmehjælpere ansat, og i det hele taget havde et forbrug og en livsstil der på alle måder matchede den velstillede middelklasse eller mere til i den såkaldt rige del af verden, og at jeg så forøvrigt mente at det måske var en ide at se på de reformer der var gennemført i Chile, blev dette afvist med en henvisning til at Latinamerika var offer for den rige verdens undertrykkelse, og at Chiles reformer var udtryk for amerikansk imperialisme (samtalen fandt sted mens Pinochet fortsat var Chiles diktator)- punktum slut finale.

Her 20 år senere har samme nære ven flere gange været i Chile og taler varmt og begejstret om de fremskridt man har gjort der. Hvilket dog desværre (endnu) ikke indebærer en erkendelse af, at det kunne være at Brasilien og andre Latinamerikanske lande, måske kunne opnå samme gunstige resultater, som f.eks. at få en korruption på (næsten) nordeuropæisk niveau, hvis man begrænsede mulighederne for korruption ved at fremme de private markeder og minimere offentlig indblanding og beukratiske barrierer. Men bortset fra det, så er holdningerne ændret markant, og selv multinationale selskaber omtales i noget venligere toner, ligesom jeg ikke længere gøres personlig ansvarlig for den eksterne gæld 🙂

Som det fremgår af nedenstående figur, kan hverken Argentina eller Brasilien prale med synderlig høj vækst de seneste 30 år. Sammenligner man de to økonomier, er det dog slående, at Argentinas vækst er væsentligt mere erratisk. Set over det seneste halve århundrede er det måske også slående, at hvor velstanden i Argentina i slutningen af 1950erne var ca. det dobbelte af Spaniens, er forholdet i dag det omvendte.

Men der er en række gode grunde til at være mere optimistisk end i mange år omkring Brasiliens fremtidige vækst, i modsætning til Argentinas.

En del vil muligvis undre sig over dette udsagn, i og med at det fremgår af figuren, at Argentina siden dets økonomiske nedsmeltning i 2001 har oplevet høj vækst, hvorimod Brasiliens vækst har været på et noget lavere niveau. Ja, set på kort sigt vil der sikkert være de der vil pege på Argentinas høje vækstrater de senere år som “bevis” på, at det kan betale sig at føre en “populistisk” økonomisk politik, inklusiv tvangsnedskrivning af kreditorernes tilgodehavender osv.

Denne politik har også haft sine fortalere i Brasilien. Både i 1980erne og 1990erne argumenterede PT og dets leder, den nuværende præsident, Lula, for samme tilgang til Brasiliens gældsproblemer. Det interessante er, at i modsætning til Argentinas default på den offentlige gæld i 2001 og devaluering af pesoen, valgte man i Brasilien at stramme den økonomiske politik, acceptere lavere vækst og overholde sine eksterne forpligtigelser.

Selv om Partido dos Trabalhadores (PT) og Lula i valgkampen op til deres valgsejr i 2002 lovede at føre en ansvarlig økonomisk politik, reagerede de finansielle markeder negativt, da valgresultatet blev kendt, – ikke underligt, givet den langt mere venstreorienterede retorik ved tidligere valg. Men rent faktisk har man stort set stået ved det man sagde, og har fastholdt den ansvarlige økonomiske politik lige siden under den socialistiske præsident.

At det er lykkedes på trods af intern uro i Lulas parti giver anledning til en hvis optimisme. Nu og her har det indebåret, at udenlandske investeringer i Brasilien sidste år slog alle rekorder med 35 mia. USD. – en stigning på 84% i forhold til året før.

Argentina har godt nok oplevet højere vækst på kort sigt (se figur 1), men til gengæld er der et voksende inflationært pres (inflationsraterne i nedenstående figur er officielle tal, og den reelle inflation er formentlig en hel del højere, idet regeringen fifler en del med de økonomiske nøgletal, ikke mindst inflationstallene). Med en økonomi der allerede er tæt på sin kapacitetsgrænse, og som er præget af et lavt investeringsniveau – og en lav tiltro til myndighederne, ser det umiddelbart ud til, at Argentina fortsætter en gammel Latinamerikansk tradition for økonomisk ustabilitet og erratisk og lav vækst.

Mens begge lande har nydt godt af de høje priser på en række eksportvarer, kan man udtrykke det med, at Argentina har valgt, som det historisk altid har gjort, at bruge hele gevinsten med det samme, mens brasilianerne vægter de langsigtede muligheder højere.

Denne forskel i tilgangen til den økonomiske politik indebærer, at hvor risikoen for et økonomisk tilbageslag er overhængene i Argentina, hvis eksportindtægterne svigter, står Brasilien for en gangs skyld godt rustet, også hvis råvarepriserne skulle udvise en vigende tendens igen.

Og sidstnævnte er resultatet af hvad der må kaldes et historisk paradigmeskifte i Brasiliansk politik. Hvor man i 1960erne og 1970erne satte den stabilisering overstyr som fulgte efter militærets magtovertagelse i 1964, har regeringerne under de to seneste præsidenter, Fernando Henrique Cardoso (1995-2002) og Luiz Inácio da Silva (2003-), som nævnt ført en traditionel ortodoks økonomisk politik.

Det indebærer ikke, at Brasilien kan siges at nærme sig f.eks. den markedsliberale chilenske model, langtfra. Man fristes til at sige desværre, set ud fra et vækstsynspunkt, er Brasilien fortsat karakte
riseret ved høje skatter,
høj korruption (har været stigende i socialisten Lulas regeringstid), ineffektive finansielle markeder og offentlig sektor. Men den skepsis som Lula blev mødte med, da han tiltrådte som præsident i 2003, må anses for at være gjort til skamme. Og selv om det kan være svært at pege på originale tiltag fra den nuværende regerings side, der for alvor har påvirket Brasiliens fremtidige vækstpotentiale positivt, kan det meget vel være, at dens væsentligste bidrag er alt det den ikke gjorde, nemlig at vende tilbage til tidligere tiders populistiske og kortsigtede løsninger.

Dette står i skarp modsætning til udviklingen i Argentina. En autoritær økonomisk politik, udstrakt brug af administrative indgreb, høje eksportskatter (skatten på eksport af Soja er oppe på 40%) og manipulerede økonomiske nøgletal osv. viser (desværre) med al ønskelig tydelighed, at Argentina har lang vej endnu, før man erkender betydningen af økonomisk stabilitet og troværdighed og bliver en moderne økonomi.

eller som “The Economist” skrev i forrige uge:

“Argentina has indeed shown that a country can get away with sacrificing price stability in favour of growth for far longer than the naysayers claimed. But eventually, as in every other country in the world, the amount and productivity of its investment will determine its economic performance. With inflation rising ever higher—and becoming harder to calculate—that investment will prove hard to come by. “

Spørgsmålet er blot hvor mange kriser Argentina skal igennem, før man erkender dette. I Brasilien har den rødeste regering ( i hvert fald på papiret) nogensinde indset dette for flere år siden.

Da Dansk Folkeparti og Venstre i sidste uge foreslog, at man skulle afskaffe den livslange kunststøtte og i stedet bruge pengene på nye talenter, gav det en hvis furore blandt, gæt selv hvilke, en del kunstnere, der gik i medierne for at imødegå de borgerlige partiers ”overgreb”. Som modstander af enhver form for offentlig støtte, herunder selvfølgelig også kunststøtte, forekom diskussionen mig lettere uinteressant, lige indtil professor og billedhugger Bjørn Nørgaard i en diskussion med Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti, kom med en udtalelse der burde vække til eftertanke. På en og samme gang lykkedes det ham at vise hykleriet hos den (i egne øjne) ikke-kommercielle del af den etablerede kunstverden, og samtid gjorde han det egentlig pinligt klart, hvorfor kunststøtte er skidt for kunsten.

I sit forsvar for livslange ydelser og offentlig kunststøtte følte han sig påkaldet til at trække paralleller tilbage til enevældens dage.

Ifølge Nørgaard skulle finansminister Heinrich Ernst Schimmelmann i forbindelse med statsbankerotten i 1813, have henvendt sig til Frederik den 6. med ordene ”Vi har mistet Norge, Vi har mistet flåden og vi er gået bankerot, at vi dertil skulle blive dumme, det er for meget”, som argument for at bibeholde støtten til kunstarterne på finansloven.

Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?

Med fare for at fornærme rigtigt mange mennesker, der definerer sig selv som kunstkendere og som tilhørende en særlig udvalgt elite (alle er lige, men nogen er som bekendt mere lige end andre), vil jeg alligevel tilføje, at der sikkert blev finansieret rigtigt meget ”kunst” der var dødkedelig og umådelig ligegyldig.

En nutidig sammenligning kunne være dansk film, der for flertallets vedkommende er lige så systemudfordrende, rebelske, overraskende og nyskabende i en dansk kontekst, som de afsnit af Beverly Hills 90210, min datter slapper af til efter skoletid. Ikke fordi jeg mener, at kunst absolut skal være provokerende osv. – om end det efter min mening absolut ikke gør noget, men fordi jeg som tvungen bidragsyder får fortalt at jeg får noget mere (og bedre) ved at der er statsmidler indvolveret – hvilket jeg som sagt har svært ved at få øje på.

Men det bør naturligvis heller ikke overraske, eller med Martin Ågerups ord : ”Der er faktisk gode argumenter for at stille sig skeptisk overfor en alt for dominerende statsstøtte til kunsten. For det første er der faren ved kun at have én mæcen, nemlig staten, i stedet for en decentral, pluralistisk søgen efter kvalitet via mange mæcener og det frie marked. Var den “sorte musik” – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked?” Og ”Der er endvidere en fare for, at en lille gruppe personer sætter sig på at definere den gode kunst og den gode smag og ender med at dele støtte ud til hinanden”.

Som det vist er gået op for læseren, er jeg ikke ovenud begejstret for danske film Ikke at jeg ikke har følt mig rimeligt underholdt til tider, for selvfølgelig laves der film med et glimrende håndværk, omend de fleste formentlig vil føles lige så bedagede som en ASA film fra 50erne på et tidspunkt, men…. jeg erkender, at mine største filmoplevelser foregår på engelsk – og efter HBOs fremkomst måske i højere grad som TV-serier end som spille film (Deadwood, Sopranos, Rome)

Hvad der synes at mangle er en film der i den grad udfordrer “det politiske korrekte” og “systemtro” – der er jo sådan set mere oprør mod systemet og dens embedsmænd i 50ernes og 60ernes lystspil end i de sidste årtiers, medgivet, teknisk set bedre film. Men der er jo ikke noget provokerende i at lave film for den bløde venstrefløj (der udgør kernen af det danske (velfærds)system), der dæmoniserer et billede af USA, og som lever op til de fordomme tilskuerne (og anmelderne) har i forvejen, blot for at nævne et eksempel.

Selvfølgelig kan det være at jeg tager helt fejl, og måske er filmen på vej, der sætter sig i urmagerens (og ikke forbrydernes) sted og forsvarer hans ret til at at forsvare sig selv og sin ejendom eller en film der problematiserer over hvad det egentlig er der sker med mennesker, når de skal hjælpes af systemet, eller….. Der er jo nok at tage fat på.

Jeg skal jo for god ordens skyld indrømme, at jeg ikke har set alle danske film gennem de seneste 25 år, og hvis der blandt bloggens læsere skulle være bud på, at der er givet statsstøtte til film der er reelt systemkritiske, og dermed modbeviser, at statsstøtten i dag har samme funktion som på enevældens tid, vil jeg være taknemmelig for at høre om dette værk, som jeg har overset.

I går spurgte min ærede medpunditokrat Mr. Law, hvordan omtalen ville blive af Castro efter hans afgang som præsident. I mellemtiden har vi fået svaret. det er gået som forventet – og man bør vel ikke være overrasket over, at f.eks. Niels Lindvig på P1 morgen bl.a. udtalte at “det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator” – som jeg før har skrevet om, er der vist nok mere end en mening om denne sag – se også video fra Youtube , eller læs her .

Selv om jeg normalt ikke mener man skal gå efter folks levebrød, så må jeg indrømme, at jeg ikke mener, at Danmarks radio kan forsvare at anvende Niels Lindvig som journalistisk ekspert – om han kan bruges som nyhedsoplæser skal jeg lade være usagt. Hans dækning af Latin Amerika – herunder Cuba – er efterhånden så faglig anløben og problematisk, at han burde være forment adgang til medierne som “ekspert”. Havde han udtalt sig som medlem af enhedslisten eller et andet sekterisk parti så var det ok, men han tillægges altså ekspertviden fra DRs side, og den besider han helt åbenlyst ikke.

Derimod videregiver han den eventyrhistorie, der lægger sig i slipstrømmen af det cubanske regimes løgne og historieomskrivning, Der bl.a. systematisk har beskrevet Cuba før revolutionen som et ludfattigt land præget af store sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige problemer.

Dette ligger langt fra virkelighedens Cuba i 1950erne – uden at jeg på nogen måde vil forgøjle at Cuba var et rigt land i absolutte termer. Men efter datidens standard var man ganske godt kørende.

Det kommunistiske regimes historieomskrivning har selvfølgelig været nødvendig for at kunne kalde et land, der stort set har stået stille i 50 år, et eksempel på progressivitet og fremskridt.

Men der er en lang række fakta, som burde have fået selv journalister af den mest talforskrækkede slags til at overveje, om ikke deres undskyldende fremstilling af Castros regime, måske forlod sig lige lovligt meget på regimets egen historieskrivning.

Når man f.eks. fremhæver den lave børnedødelighed, hvorfor nævner man så ikke, at Cuba før revolutionen, ifølge FN, var blandt de lande i verden, der havde den laveste spædbørnsdødelighed? Den var i 1958 på 32 børn per 1000 levende fødte, mens den var 40 i Japan, 53 i Spanien, og 36 i Belgien.

I midten af 90erne var den officielt faldet til 12 i Cuba, hvilket dog er det tredobbelte af Japans, hvor spædbørnsdødeligheden var faldet til 4, og ca. det dobbelte af Belgien og Spaniens, der var faldet til henholdsvis 7 og 6.

For at sætte det i perspektiv kan det nævnes, at Portugals børnedødelighed i samme periode faldt fra 88 til 10. Og så er der endda grund til at tro, at FNs tal undervurderer den nuværende børnedødelighed i Cuba. Ligesom det hedengangne DDR målte sit lands succes i antallet af olympiske guldmedaljer, bruger det cubanske styre bl.a. tallene for børnedødelighed som ”bevis” på styrets evner. Der er vedvarende forlydender om, at man pynter på tallene ved at registrere børn der dør kort efter fødslen som aborter, ligesom det er udbredt praksis med meget sene aborter..

Se for øvrigt Michael Moore, som er en stor tilhænger af Cubas sundhedssystem, i problemer i ABC 20/20.

Et andet område, der fortsat fremhæves som en succes er uddannelsessektoren, hvor man på baggrund af et billede af et Cuba før revolutionen præget af analfabetisme, har fremført den nuværende alfabetiseringsgrad som et eksempel på regimets overlegenhed

Men også her hænger det ganske enkelt ikke sammen. Hvordan skal man egentlig også forklare, at cubanerne kunne vælge mellem 57 forskellige aviser hver dag, ud over de 23 forskellige Tv-stationer og 120 radiokanaler? – hvis cubanernes levestandard var så lav som påstået, og man ikke kunne læse og skrive, hvorledes kunne de mange medier så overleve kommercielt?.

Det skyldes selvfølgelig, at velstanden var relativ høj, ligesom alfabetiseringsgraden, igen ifølge tal fra FN, også var høj efter datidens standard i Latinamerika.

Således kunne 76% af befolkningen over 10 år læse og skrive i begyndelsen af 1950erne, hvilket kun blev overgået af Argentina (87%), Costa Rica (79%) og Chile (81%). Tallene var steget til ca. 95-96% for alle landene i 1995 – dog målt på andel over 15 år.

Det er vel egentlig mere bemærkelsesværdigt at f.eks. Paraguay, der i begyndelsen af 1950erne havde en alfabetiseringsgrad på 68, i mellemtiden var steget til 92%, og at Ecuador oplevede en stigning fra 56 til 90%. Jeg har nu aldrig oplevet, at disse to lande er blevet fremhævet, eller at evt. skyggesider i de to samfund er blevet mildnet, ved at man har påpeget deres evne til at lære landets befolkning at læse og skrive.

Det har næppe heller været ligegyldigt at Cuba i slutningen af 1950erne, altså før Castros magtovertagelse, var det land i Latinamerika, der målt i andel af samlet offentligt forbrug, brugte flest midler på uddannelsessektoren (23%).

Som nævnt var Cuba rig på medier, bl.a TV-stationer. Men det kunne selvfølgelig være, at det var forbeholdt en lille overklasse, der fandt glæde i at zappe rundt mellem de 23 TV-stationer (en besværlig fornøjelse, al den stund at fjernkontrollen knap var opfundet).. Men det viser sig dog, at antallet af TV-apparater i forhold til befolkningens størrelse var endog meget højt i Cuba. Med 45 Tv-apparater per 1000 indbyggere, blev cubanerne kun overgået af USA, England og Monaco på verdensplan. Også målt på antallet af personbiler klarede Cuba sig godt. Med 24 per 1000 indbyggere i slutningen af 1950erne blev det kun overgået af Venezuela. Man havde altså flere personbiler i forhold til befolkningens størrelse end Latin Amerikas rigeste land på daværende tidspunkt, Argentina.

I realiten var Cuba da også langt fra det fattige land, som Castroregimet efterfølgende har påstået. Det var et af de rigeste lande i Latinamerika, – og rigere end senere I-alnde, som Japan, Finland og Spanien. I dag er Cuba blandt de fattigste lande i regionen – og langt langt fattigere end de førnævnte lande..

Der er dog ingen tvivl om, at rigdommen var meget ulige fordelt med både datidens og nutidens nordeuropæiske standard, Men den var næppe meget anderledes end i andre latinamerikanske lande.

Alt dette er der ikke meget af i MSMs dækning af Castros afgang. Nu venter vi bare på en rehabilitering af Erich Honecker og det gamle DDR fra Niels Lindvig og ligesindede. Han kan jo altid fremhæve DDRs mange olympiske guldmedaljer som bevis på regimets overlegenhed.

Hvad man ellers skal mene om personer der er parat til helt eller delvist at forsvare og/eller undskylde en af de mest brutale Latinamerikanske diktatorer i det 20. århundrede, kan der læses mere om her .

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi” – se også nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?

Som det måske er en del af denne blogs læsere bekendt deltager landets gymnasieelever i disse år i et vældigt eksperiment, som sikkert har været både sjovt og interessant at udforme for planlæggerne, men nok er knap så interessant for de elever og lærere som deltager i den. Reformen fra 2005 er vel nærmest at sammenligne med en betaudgave af det hedengangne OS2 styresystem.

Som konsekvens af reformen skal eleverne i 3G skrive et såkaldt tværfagligt studieretningsprojekt, der vægter en hel del på den endelige studentereksamen. For at finde frem til den endelige karakter skal der naturligvis censureres. Det kan f.eks. ske ved at lade en spansklærer og afsætningslærer, eller en dansk- og en matematiklærer stå for det – eller som man kan læse på DRs hjemmesider , en musik- og en engelsklærer.

Det har afstedkommet en del bekymring for elevernes retssikkerhed, hvilket af nedenstående citat fra en af undervisningsministeriets embedsmænd åbenbart kommer som en stor overraskelse:

“Når karakteren skal gives, må man tro på, at det er to professionelle lærere, som kan belyse opgaven ud fra hver sin faglige vinkel og forhandle sig frem til en karakter. Elevens retssikkerhed består i, at det er professionelle lærere, som agerer professionelt, siger han.”

Jeg kunne godt lide at vide, om han nogensinde har været med til at censurere en opgave på noget niveau. Men nøgleordene i kommentaren er formentlig …”må tro på, at det er to professionelle lærere…”

Han må da tro så meget han vil, det ændrer bare ikke ved virkeligheden, som er, at selv censurering af særfaglige opgaver for en hvis procentdel indvolverer større eller mindre verbale slagsmål mellem lærere og censorer. Hertil er nu lagt den dimension, at lærere, der både menneskeligt og fagligt ofte ikke fatter hinanden, nu skal finde en fælles karakter – kunne det være at den manglende professionalisme måske først og fremmest er at finde blandt embedmændene??

I en pressemeddelelse, der kan læses på undervisningsministeriets hjemmeside kan man under overskriften

“Lærere på ungdomsuddannelser, SOSU-skoler, VUC og lærer- og pædagoguddannelsen underviser i gennemsnit mellem 19 og 32 procent af deres arbejdstid når ferier og fridage er trukket fra.”

bl.a. læse, at

“Lærernes arbejdstidsaftaler betyder, at en gymnasielærer i gennemsnit underviser 1,8 klokketime om dagen. Lidt tid til øvrige opgaver for eksempel tilsyn eller samarbejde med andre lærere. Dernæst pauser, fem timer til forberedelse og opgaveevaluering, som kan foregå i hjemmet. Sådan kunne den gennemsnitlige arbejdsdag se ud for en gymnasielærer 200 dage om året. Dertil kommer 25 dage uden undervisning til forberedelse”

Ovenstående er resultatet af den undersøgelse, som undervisningsministeriet har ladet Rambøll gennemføre til afdækning af lærernes arbejdstid. Og selv om der ikke er grund til at stille spørgsmålstegn ved tallene i rapporten, er der nok grund til at stille spørgsmålstegn ved det skråsikre lighedstegn mellem arbejdstidsaftale og den, målt i forhold andre lande, meget lave andel af lærernes samlede arbejdstid der går til egentlig undervisning.

Det er i sig selv lettere forbløffende at man ministerielt er nød til at bede Rambøll om at undersøge sammensætningen af lærernes arbejdstid i og med, at denne primært er reguleret af de centrale overenskomster.

Vurderet som spin må man dog erkende, at pressemeddelelsen er ganske elegant, idet historien om de 1,8 klokketimer hurtigt spredte sig i medierne – hvilket nok skal have efterladt en del avislæsere, radiolyttere og TV-seere med indtrykket af, at gymnasielærere vist ikke er overbebyrdede med arbejde. Et indtryk der forstærkes af, at bl.a. 180grader.dk samtidig kunne berette, at

“De 400 årlige undervisningstimer, som danske gymnasielærere har, er langt under OECD-gennemsnittet. Det ligger på 661 timer – topscorerne er USA og New Zealand, hvor lærerne i High School underviser over 1.000 timer om året “

Selv når man tager højde for, at den samlede årlige arbejdstid er væsentlig længere i andre lande rykker det ikke ved, at lærere i Danmark underviser bemærkelsesværdigt lidt. Det fremgår af nedenstående figurer hentet fra Rambøll rapporten, der viser sammensætningen af et gennemsnitlig lærerårsværk på de gymnasiale uddannelser. Det vil sige henholdsvis Handelsgymnasiet (Hhx), Teknisk gymnasie (HTx) og det almene gymnasie (Stx).

Som det fremgår udgør forberedelse af undervisning ca. 25% på alle 3 uddannelser. Denne del (og opgaveevaluering, samt en del af eksamensarbejdet) er reelt ikke kontrollabel. Om den enkelte medarbejder bruger mere eller mindre end den tildelte tid er det stort set umuligt at sige noget om (i hvert fald hvis man stiller krav om at ens udsagn skal kunne verificeres). De fleste lærere er formentlig heller ikke klar over det.

Sammenholdes afsat tid til forberedelse med antallet af klokketimer, hvor der undervises, fremgår det, at der er endog betydelig forskel på den samlede tid der afsættes til gennemførelse af en lektion. Hvor lærerne på Stx i gennemsnit tildeles ca. 152 minutter for gennemførelse af 60 minutters undervisning, tildeles underviserne på HTx ca. 143 minutter, mens lærerne på HHx må “nøjes” med ca. 141 minutter

Jeg har tidligere gjort opmærksom på de store økonomiske fordele der ville være ved centralt at planlægge en del af undervisningen (hvilket kendes fra andre lande). Desværre gør man reelt det modsatte her til lands. Skiftende bekendtgørelser og bl.a. forkærligheden for at undervisningsplanlægningen foregår decentralt er i sig selv med til at levere argumenterne for, at en høj forberedelsesfaktor er rimelig og nødvendig.

Hvis f.eks. halvdelen af undervisningen foregik via e-learning og centralt fastsat og forberedt pensum, ville det frigøre minimum omkring 240 timer. Det svarer til, at der ville være plads til, at hver lærer kunne undervise mellem 95 (Stx) og 102 (Hhx) klokketimer mere – uden at man ændrede forberedelsesfaktoren for den resterende undervisning.

I stedet for at understøtte en sådan udvikling har den seneste gymnasiereform tværtimod styrket lærernes argumenter for at bibeholde en høj forberedelsesfaktor.

Noget andet er, hvordan man skal forklare forskellen i tildelt tid til lærerne på Stx i forhold til Htx og HHx. Umiddelbart synes den væsentligste forklaring at være, at det almene gymnasie indtil 1. januar 2007 sorterede under amterne, mens erhvervs- og handelsskoler var og er selvejende institutioner under staten. Det har medført gunstigere økonomiske vilkår for gymnasierne især sammenlignet med HHx.

En betydelig del af denne “gevinst” er formentlig endt hos underviserne som tid. En del er også endt som lavere klassekvocienter, selv om der ikke eksisterer undersøgelser der peger på, at lavere klassekvocienter indenfor et relativt bredt interval medfører bedre indlæring.

Der er med andre ord grund til at tro, at der vil være en (mindre) gevinst ved at STx nu også er blevet selvejende institutioner. Men når f. eks. professor Ove Kai Pedersen angiver, at man med etablering af selvejende institutioner, nærmer sig en situation der ligner det private marked, er det nok mest af alt udtryk for en virkelighedsfjern ønsketænkning.

I forhold til at organisere institutionerne under amterne er der næppe tvivl om, at der kan opnås en effektivitetsforøgelse – en del af forskellen på Stx og HHx/HTx kan tolkes i den retning. Men herfra og til at instituionernes situation skulle ligne forholdene på det private marked er der et langt stykke, hvilket der er flere grunde til – her skal nævnes to:

1. Selvejende institutioner går ikke fallit. Forestillingen om, at medarbejderne (her lærerne) i højere grad skal opfatte at de har fælles interesser med den institution der er ansat på. Med andre ord, at de i højere grad positivt skal arbejde for at øge effektiviteten, kræver at der er konsekvens ved ikke at samarbejde – det vil sige, at man kan miste sit arbejde.

Men selvejende uddannelsesinstitutioner går ikke fallit. De gange hvor man har stået i en situation, hvor en selvejende erhvervskole – hvis den havde opereret på markedsvilkår – ville være gået fallit, er de i stedet blevet sat under central administration – hvilket ikke kan sammenlignes med at blive ovetaget af en anden virksomhed. Herved er risikoen for at miste sit arbejde for den enkelte er dermed minimal og der er ikke den påstulerede tilskyndelse til reelt samarbejde.

2. Der er ikke tale om et frit (konkurrencepræget) marked, hvor vi nærmer os, at alle er pristagere – tværtimod. I den offentlige model er centrale dele af omkostningerne og indtægterne betemt
af folketinget og de cent
rale ministerier. med finansministeriet som den der sætter skolernes indtægter, men finansministeriet og undervisningsministeriet determinerer omkostningerne.

Om undervisningspolitikken her i landet kan kun siges, at cost-benefit analyser og omkostningsbevisthed (hvis der ses bort fra den politiske slags) er en by i Rusland. “Prisen” for gennemførelsen af undervisning vil derfor være 100% politisk bestemt – ud fra alle mulige andre hensyn end at sikre effektiv underivsning af hæj kvalitet. Læseren kan jo selv overveje, hvor stor sandsynligheden er for et optimalt resultat (opfattet som så meget kvalitetsundervisning for så få penge som muligt), når opgaverne defineres af de centrale myndigheder, og prisfastsættelsen herefter sker i et politisk univers – det har vist ikke meget med markedsvilkår at gøre.

Formentlig er den mest effektive produktionsform, når det nu skal være offentligt, at uddannelserne hører direkte under staten (hvilket gymnasierne har gjort). Hermed er der en direkte forbindelse mellem omkostningen og de krav man stiller til skolerne.

Der er næppe grund til at tro, at Rambølls rapport er startskuddet til, at der sker en betydelig effektivisering af uddannelsessektoren, så vi f.eks. kom på linie med gennemsnittet i OECD. Det er det danske uddannelsessystem slet ikke lavet til. Effekten af en fokusering på lærernes arbejdstidsaftaler vil være marginal.

Hvis der for alvor skal ske noget, kræver det betydelige politiske valg, der både vil markere et paradigmeskift i uddannelsespolitikken (det vil sige en åben og helhjertet centralisering) og en afgrænsning i de opgaver man pålægger de enkelte uddannelsesinstitutioner – både opgavemæssigt og administrativt – og ikke mindst at man begynder at vurdere de økonomiske konsekvenser i forhold til de reelle resultater (målt på kvalitet) i forhold til alle de ideologiske forestillinger man gør sig om at effekten af en lang række af krav til undervisnings- og prøveformer.

F.eks. er omkostningen ved at gennemføre en skriftlig eksamen ca. 20-25% af en mundtlig. Prøveformer, hvor opgaveresultater kan vurderes elektronisk vil yderligere minimere omkostningerne.

Brugen af uddannelsesinstitutionerne til opfyldelse af politiske mål, der går ud over at udbyde underivsning, som f.eks. at 95% af en ungdomsårgang SKAL have en uddannelse medfører, at den reelle undervisning ligeså godt kan ende med at udgøre en mindre, snarere end en større andel, af undervisernes samlede arbejdstid i fremtiden – også på landets gymnasier.

“Globaliseringen vil forhåbentlig medføre, at markedskræfterne får langt større indflydelse på stadig flere områder, så der bliver meget mindre plads til politiske beslutninger, end der er i dag”.

Således præsenteres en udsendelse på P1, hvor undertegnede er på besøg hos Ove Gibskov, der står for udsendelsesrækken “samfundstanker” på P1. Gibskov er tidligere blevet beskyldt for at være bestyrer af “‘De rødes eget samfundstanke-reservat”  – se f.eks. her. Jeg skal ikke kommentere på de tidligere valg af gæster i programmet, men om end Ove Gibskov og jeg næppe er enige om mange ting, så må jeg sige, at jeg har stor respekt for han sengagement i selve afviklingen af udsendelserne – de indlagte øh’er, fyldord og til tider noget snørklede udledninger fra undertegnedes side, kan jeg i hvert fald ikke laste Ove Gibskov.

Udsendelsen kan høres på følgende link:

http://www.dr.dk/P1/Samfundstanker/Udsendelser/2008/01/02180757.htm

Selv om udsendelsens udgangspunkt er globalisering, skal jeg “advare” om, at en stor del af udsendelsen handler om at tage konsekvensen af sine valg og handlinger, privatisering og i det hele taget, “at reducere den offentlige sektors størrelse, minimere politikernes indflydelse og reducere brugen af demokrati ske politiske valg til at bestemme vores forbrug og indretning af vores liv”.

Farshad Kholgi, skuespiller, humorist, klummeskribent og nu forfatter, udsendte i efteråret sine erindringer, med titlen ”Verden er ét land”. Det er noget så usædvanligt som en bog skrevet af en kunstner der har noget intelligent at sige.

Kholghi fortæller sin historie fra han sammen med sin familie flygter fra Khomeinis Iran og op til i dag. Centralt i bogen står den dag, hvor Kholghi må flygte igen – denne gang fra Nørrebros ghetto, hvor han til sin egen fortvivlelse oplever samme fanatisme og islamisme, som han husker fra sine sidste år i Iran. Undervejs når Kholghi også at give nogle ordentlige hip til den ”rigtige mening” og en del af dens menighed. Således konstaterer han tørt at han hos en af “menighedens medlemmer” blev aflønnet som statist, efter en forestilling, hvor han var alene på scenen i en time.

Der er tale om en fin og nemt læst bog med både alvor og humor i. Den former sig som en hyldest af frihed og ægte tolerance, skrevet af en kunstner, der i modsætning til (de fleste?) af sine kollegaer anerkender betydningen af reel viden. Noget der ikke just præger en række kunstnere der bralrer op i tide (og måske mest) i utide, hvor det er temmelig indlysende, at de vist kun sjældent beskæftiger sig med faglitteratur om politik, samfundsforhold og økonomi – hvilket dog ikke afholder dem fra at insistere på at blive taget alvorligt (hvilket en kendishungrende MSM desværre ofte gør) .

Farshad Kholghis bog er en oplagt gaveide til familiemedlemmer der lider af vestligt selvhad.

Her i de sidste dages hektiske juleindkøb vil vi komme med en par forslag til jule-boggaver, som vi synes burde ligge under ethvert juletræ – eller være årets mandelgave.

Den første anbefaling er Bjørn Lomborgs “Køl af” – en effektiv medicin mod den om sig gribende “klimalitis”.

Mange har en mening om Lomborg og de fleste har vist misforstået ham, mens de færreste har læst noget af ham, og det er unægtelig en skam.

Et godt eksempel på misforståelsen af Lomborgs ideer er, da FN’s klimapanel udsendte første del af deres seneste rapport i begyndelsen af året, óg Lomborg efterfølgende blev interviewet i TV-avisen, på DR 1. Der gik flere minutter før det gik op for journalisten, at Lomborg hverken tog afstand fra rapportens resultater eller benægtede at vores udledning af CO2 er medvirkende til den globale opvarmning, der sandsynligvis finder sted.

Det er også blevet hævdet, at der skulle være tale om, at Bjørn Lomborg skulle have ændret holdning i forhold til tidligere (hævdet bl.a. af Svend Auken), hvilket også er forkert. Også i ”Verdens sande tilstand” fra 1998, hvor Lomborg bruger et kapitel på det globale klima, referer han loyalt til FN’s klimapanel og dets resultater,

På den måde kan Lomborgs seneste bog ”køl af” ses som en udbygning og fortsættelse af kapitlet om klimaforandringer fra hans første bog, opdateret med de seneste resultater fra FN’s klimapanel.

Bogen anbefales varmt som gave, ikke mindst til familiemedlemmer der har købt MSMs, politikere og klimareligiøse dommedagsfremstillinger. Ja, klimaforandringer udgør en udfordring til jordens befolkning som skal og kan løses. Her er måske en af bogens stærkeste pointe. Det virker unægtelig tåbeligt at satse på meget dyre klimaaftaler, der kun har en yderst marginal effekt (Kyotoaftalen vil, hvis den bliver opfyldt gennem hele dette århundrede, udskyde den globale opvarmning med 5 år til en pris af 180 mia. dollars om året!), mens der ifølge bogen investeres mindre i forskning og udvikling af nye alternative teknologier end for 25 år siden.

Men læs selv bogen eller måske endnu bedre: giv den i gave til en af de mange (de fleste?), der tror de ved hvad Lomborg står for uden at have læst hvad han skriver.

I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.

Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.

Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.

I beg to differ.

Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;

“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”

(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )

der også bemærker, at

“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its  non-hazardous forms”

Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.

Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.

Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.

Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.

Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?

En af de mere absurde tiltag på venstrefløjen, i deres evige jagt på at give os dårlig samvittighed, har de senere år været den såkaldte “køb ingenting dag”, eller “buy nothing day” som den oprindeligt hedder.

Bagved “køb ingenting dagen” står herhjemme “Danmarks aktive forbrugere”, der blandt deres triumfer, ifølge organisationen hjemmesider, kan tælle, at Flensteds A/S  markedsføring af deres frosne friturestegte pommes frites og rösties, under titlen “‘Sundt og nemt’, er blevet kendt skyldig i ulovlig og vildledende markedsføring af fødevaremyndighederne – hvad skulle vi da gøre uden sådan en kæk organisation til at beskytte os.

Den grundlæggende ide om at vores forbrug skader de fattige, er lige så latterlig, som den desværre er udbredt  – ikke kun på venstrefløjen.

Det er på mange måder en hån mod den desværre store del af jordens befolkning (omend andelen falder støt og roligt) der ikke kan fravælge at forbruge, ganske simpelt fordi de ikke har et forbrug at fravælge.

Nu gør det formentlig ikke den store forskel at man har lavet en sådan dag. Dels fordi de fleste ikke følger opfordringen, og dels fordi de der gør, formentlig bare købe mere ind i dag eller på mandag.

Men det er selvfølgelig altid bekymrende at myter, der i vid udstrækning har religiøse rødder, åbenbart fortsat lever og trives – ja de der tror på dem, mener vist også, at de selv er særligt gode mennesker – ak ja.

Sandheden er jo, at vores vækst og forbrug er en væsentlig faktor i at drive den internationale efterspørgsel op – og skulle man anklage den rige del af verden, og her nok først og fremmest europæerne for noget, skulle det snarere være, at vi er jævnt hen dårlige til at sikre stabile høje vækstrater i vores egne økonomier. til gengæld er vi vældigt gode til at bekymre os, men det skaffer som bekendt ikke meget mad på bordet i de små hjem i den 3. verden.

I anledning af den forestående “køb ingenting dag” har jeg skrevet dagens klumme i 180grader – så er man bedre rustet, hvis man skulle løbe ind i  “Danmarks aktive forbrugere” på lørdag, som prøver at overbevise en om at man ødelægger kloden og skader de fattige, når man gør det man plejer, nemlig køber ind. 

Dagens spareforslag til politikerne er nok nogenlunde lige så realistisk, som at tro på en borgerlig-liberal regering der fører……borgerlig-liberal politik her til lands.

Det skal ikke afholde mig fra at slå et slag for legalisering af prostitution og narkotika.

Kriminaliseringen har som bekendt hverken afholdt kvinder og mænd fra at sælge seksuelle ydelser eller dæmpet narkotikaforbruget – så her har vi helt igennem at gøre med ren symbolpolitik, som det aldrig er lykkedes at sandsynliggøre har haft positive effekter (bortset fra hvis det ses ud fra de der har deres udkomme hos politi, domstole, fængselsvæsen og pusher godhedsjunk)

En afkriminalisering vil indebære betydelige besparelser indenfor politiet, retsvæsen og fængselsforsorgen. Et minimumsbud er 5-8 mia. kroner årligt – da bekæmpelse, domstolsbehandling og opbevaring af de dømte (primært narkorelateret) udgør formentlig minimum mellem 1/3 og halvdelen af det samlede ressourceforbrug. En legalisering selvfølgelig også øge skattebasen ganske betydelig, her ligger formentlig også en del mia. og venter.

Dertil skal selvfølgelig lægges de samfundsøkonomiske besparelse der er i og med at vi vil opleve et drastisk fald i antallet af indbrud, overfald, vold mv.

En fornuftig gennemført fuld legalisering af prostitution vil yderligere indebærer en minimering af problemerne med menneskehandel osv.

I foråret blev Christian Bjørnskov og undertegnede kontaktet af Operation dagsværk, og bedt om en “liberalistisk” vinkel på udviklingen i Bolivia og kollektive rettigheder, som der er blevet skrevet om før bl.a. her på bloggen. Det kom der nedenstående tekst ud af. Det indgår vist nok (jeg er dog ikke sikker) i det endelige materiale, som OD har sendt ud til interesserede gymnasier. Der er næppe mange af bloggens læsere der kommer til at stifte bekendtskab med det materiale, så derfor kan det læses her.

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder

Økonomisk frihed defineres typisk som afhængig af den offentlige sektors og skatternes omfang, kvaliteten af retssystemet og styrken af den private ejendomsret, pengepolitik, handelspolitik og regulering.

En række internationale studier har vist, at der både historisk og i dag er stor sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og et lands velstand og vækst. Således er BNP per indbygger i de 25 % mest frie lande i verden i gennemsnit næsten 10 gange højere end i de 25 % af verdens lande med mindst økonomisk frihed¹. Det klart vigtigste element i den økonomiske frihed, som understreget af bl.a. Nobelpristageren Douglass Norths historiske forskning fra Europa, er graden af privat, individuelt definerede ejendomsrettigheder. Spørgsmålet i denne artikel er, hvordan klarer Bolivia sig på dette punkt? og hvordan forholder det sig til begrebet ’kollektive rettigheder’?

Mens Danmark er kendetegnet ved en høj grad af økonomisk frihed og at retsvæsenet effektivt og fair garanterer borgernes individuelle rettigheder og ejendomsret, gælder dette langtfra i Bolivia. Den offentlige sektor er korrupt og blander sig kraftigt i vare- og arbejdsmarkederne. Retsvæsenet har fortsat svært ved at opretholde sin uafhængighed og styrke – særligt i forhold til beskyttelsen af den private ejendomsret – og har svært ved at garantere borgernes individuelle rettigheder. I internationale sammenligninger, hvor hvert land placeres på en skala fra 0-10, vurderes kvaliteten af Bolivias retsvæsen til 3,5 – tre point dårligere end Chile – og seks point dårligere end Danmark.²

Efter at Evo Morales blev valgt som præsident er kvaliteten af retsvæsenet svækket yderligere, bl.a. på grund af re-nationaliseringer. Den peruvianske økonom Alvaro Vargos Llosa udtrykte dette i en artikel i Foreign Policy således, at der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere, frem for retsregler³. Det har historisk udmøntet sig i, at den enkelte borgers rettigheder og muligheder primært har været afhængig af politiske (og militære) forbindelser, og kun i begrænset omfang har kunnet forsvares juridisk.

Bolivia historisk set

Bolivia er i dag et af Latinamerikas fattigste lande, hvis velstand stort set er stået i stampe de seneste 50 år. Til sammenligning kan nævnes, at mens velstanden i Irland i midten af 1950erne var ca. det dobbelte af Bolivias, var den 50 år senere steget til mere end det 10-dobbelte. Selv efter latinamerikanske forhold har Bolivias økonomi klaret sig bemærkelsesværdigt ringe det seneste halve århundrede. Levestandarden i Bolivia var således lidt højere end den brasilianske i midten af 1950erne. 50 år senere er brasilianerne ca. tre gange så velstående som bolivianerne.⁴

I lighed med nabolandene satsede Bolivia fra begyndelsen af 1950erne på økonomisk vækst gennem statsligt ejerskab i minedrift og industri, koblet med et latinamerikansk særkende, nemlig beskyttelse af indenlandsk produktion gennem handelsrestriktioner, hvorved konkurrencen fra udlandet minimeredes. Den førte politik kan kun beskrives som en fiasko, der hverken forbedrede den generelle levestandard eller reducerede fattigdommen. En mildt sagt turbulent politisk historie inklusiv perioder med skiftende militærdiktatur og tilbagevendende hyperinflation har heller ikke virket befordrende for varig økonomisk vækst. Efter den sidste nedsmeltning i midten af 1980erne gennemførtes en række reformer, der mindskede handelsrestriktionerne, samtidig med en række statslige virksomheder privatiseredes. Det er denne periode der populært kaldes den “neo-liberalistiske periode”. Bortset fra Chile der i dag er en moderne markedsøkonomi med få restriktioner og høj grad af retssikkerhed, har de fleste latinamerikanske lande dog bibeholdt en række forhold der ikke har meget med en moderne markedsøkonomi at gøre. Det er en af grundene til den (mildt sagt) kun moderate økonomiske fremgang illustreret i Figur 1. Centralt står den fortsatte manglende grad af individuelle ejendomsrettigheder.

Individuel vs. kollektiv ejendomsret

Mens det centrale paradigme i 2. halvdel af det 20. århundrede var ét Bolivia med ét sprog (spansk), har de seneste årtier været præget af et stigende krav om anerkendelse af de forskellige indianerstammers forskellige kultur og sprog. Parallelt er der rejst krav om territoriale – kollektive – rettigheder baseret på etnisk oprindelse, da den bolivianske fattigdom rammer landets indianere uforholdsmæssigt hårdt. Spørgsmålet er, hvordan de virker.

Hvis vi overfører bolivianske forhold til Danmark, kan man sige at det at give en specifik indianerstamme ret til et kollektivt ejerskab svarer til at give lollikker ret til Lolland, så længe de bor på Lolland. I det øjeblik de flytter, mister de alle rettigheder og da de ikke besidder en individuel ejendomsret, har de ingen individuelle rettigheder. Kollektive rettigheder kan derfor ikke sammenlignes med de rettigheder man har i den kommune man er bosat i, da der ikke er fri og ikke-diskriminerende adgang til de kollektive rettigheder. Skulle fattige mennesker fra f.eks. La Paz ønske at flytte til et sådant område, vil det ikke være muligt for dem at få del i de kollektive rettigheder. Det indebærer en ganske effektiv svækkelse af bolivianernes geografiske og sociale mobilitet.

Vi ved fra historisk erfaring fra andre systemer uden privat ejendomsret, at folk med en politisk eller på anden vis ’socialt’ allokeret adgang til jord, hverken dyrker den så samvittighedsfuldt eller vedligeholder den på samme måde som privat ejendom. Givet den politisk bestemte risiko for, at brugsretten til jorden ikke tilhører familien næste år, forsvinder incitamentet til at vedligeholde og udvikle området.

Erfaringer fra mange ulande såvel som europæisk historie peger også på, at privat ejendomsret til jord er helt central i at skabe produktive investeringer, der kan løfte mennesker ud af fattigdom. Jorden er som oftest det eneste, der kan stilles som sikkerhed for banklån, som er nødvendige for at kunne investere, hvis man ikke tilfældigvis er født ind i en rig familie.

Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved den måde, brugsret eller lignende forhold fordeles, når ejendomsrett
en tilhører et stort ’ko
llektiv’. Vil brugen gå til de mest effektive og arbejdsomme, eller i højere grad til dem med bedst forbindelser og størst mulighed for at ’smøre’ beslutningstagerne? Dette punkt er af afgørende betydning i samfund som Bolivia, hvor korruption er udbredt, risikoen for at blive opdaget begrænset og sanktionerne – med de rette forbindelser – kan undgås.

Vejen frem

Der er ingen tvivl om, at den indianske befolkning i store dele af Bolivias historie er blevet behandlet som andenrangs borgere – også efter de i 1952 formelt blev inkluderet i det politiske system på lige fod med den traditionelle middel- og overklasse. 1990ernes anerkendelse af indiansk kultur og sprog kan ses som led i, at denne del af Bolivias befolkning og dets historie og kultur endelig anerkendes som en del af landets historie- og kulturarv.

Men set i et økonomisk perspektiv – i et land hvor 17 % af befolkningen lever i absolut fattigdom og hvor de ti procent fattigste kun tjener en procent af nationalindkomsten – er det et problem, hvis man satser på kollektiv frem for individuel ejendomsret. Denne prioritering vil fortsat indebære en økonomisk udvikling, hvor chancen for at løfte de fattigste bolivianere ud af armoden er forsvindende lille. Desværre er en af myterne – ikke mindst blandt såkaldt “progressive” kræfter i og udenfor Latinamerika – at den private ejendomsret primært eksisterer til beskyttelse af den allerede velstående og indflydelsesrige del af befolkningen. Det forholder sig i virkeligheden omvendt: Manglen på individuelle rettigheder betyder, at en stor del af befolkningen holdes i dyb fattigdom fordi de ikke har ret til frugterne af deres menneskelige og økonomiske ressourcer.

At være rig i mange ulande betyder, at man samtidig har muligheden for at gennemtvinge sin vilje og forsvare sine (lovligt og ulovligt) erhvervede værdier med midler der ikke er forenelige med en moderne retsstat (der netop garanterer alle borgeres individuelle rettigheder). Det er derfor af afgørende betydning for Bolivias fremtidige økonomiske muligheder – ikke mindst for den fattige del af befolkningen – at man fokuserer på dette område. Desværre har det traditionelt ikke været tilfældet hverken i Bolivia eller resten af Latinamerika.

Danmark har et af verdens dyreste uddannelsessystemer, hvilket desværre, – men nok forudsigeligt – ikke genfindes i kvaliteten af samme system, hvilket internationale sammenligninger (desværre) viser med al tydelighed.

De manglende resultater og lave effektivitet skyldes flere forhold, herunder at man konsekvent fravælger en af de få (eneste?) fordele ved offentlig produktion, nemlig stordriftsfordele. Det gælder i endnu højere grad på uddannelsesområdet end på sygehusområdet.

Dette simple sparetip går i korthed ud på, at centralisere op til 50% af undervisningen på landets folkeskoler, gymnasier og erhvervskoler. Besparelsen opnås ved at der er brug for færre undervisere.

Som bekendt er arbejdskraft relativ dyrt i Danmark. Når danske undervisere samtidig har noget nær verdensrekord i at bruge deres arbejdstid til andet end at være sammen med eleverne (som der for øvrigt er relativt få af i hver klasse) og har meget tid til forberedelse af den enkelte lektion, indebærer det, at der er forholdsvis mange undervisere ansat i forhold til antallet af elever.

Et eksempel taget fra den gymnasiale sektor kan illustrere problemet:

For at eleverne kan modtage 100 timers undervisning, vil det typisk indebære, at underviseren tildeles ca. 220 arbejdstimer, hvoraf de 120 timer går til forberedelse og pauser (ja du læste rigtig).

Hvis vi nu antager at 20% af undervisningen gennemføres som ren e-learning uden lærer, så har vi allerede sparet ca. 44 arbejdstimer.

Hvis Vi derefter planlægger undervisningen centralt i 30% af undervisningstiden, sparer vi yderligere ca. 36 timer til forberedelse.

I alt reducerer det lønomkostningerne ved gennemførelse af 100 timers undervisning med ca. 36 %

En konsekvent brug af IT-baseret og centralt planlagt undervisning er – skal det medgives – et radikalt brud på den traditionelle organisering i det danske uddannelsessystem, til gengæld er besparelserne til at tage og føle på..

Alt efter hvor stor en andel af undervisning/pensum der planlægges centralt og gennemføres via e-learning, må det forventes, at man kan reducere antallet af undervisere i folkeskoler og ungdomsuddannelser med 20%+, hvilket svarer til en besparelse på ca. 3,5 mia.+. – EFTER der er afsat ½ mia. om året til udarbejdelse af centralt materiale, IT-programmer osv.

Der er naturligvis masser af yderligere besparelsesmuligheder, blot at bruge skriftlige i stedet for mundtlige eksamener reducerer f.eks. omkostningen til eksamen per elev til en fjerdedel, og sådan kan man blive ved.

Undertegnede står for onsdagens klumme i 180grader, med den lidet opløftende overskrift “Vælger(selv)bedrag“.

Og selv om indlægget måske kunne give anledning til overvejelser om hvorvidt jeg skulle lide af politikerlede, må jeg afvise det med, at dette ingenlunde er tilfældet. Et folketingsvalg handler jo først og fremmest om at sælge varen (og vinde magten).

Og lad os lige tage følgende bemærkning til de mange penge lovet af politikere til de offentlige ansatte, fremsat af den nyvalgte LO formand, Harald Børsting, med:

“Jeg er ikke glad for at de kommer med dem som politikere, det er plat, men at de kommer med dem som arbejdsgiver, det er jo fint”

Hvad gør man, når virkeligheden ikke passer til den forestilling man gerne vil viderebringe til andre? – man gør som Berlingske Tidendes journalist, Karl Erik Lunde Stougaard, og tager udtagelser ud af citat, hvilket følgende eksempel viser.

Under overskriften “Rudy Guiliani om waterboarding” hævder Berlingske Tidendes korrosondent i USA, Karl Erik Lunde Stougaard, at Guiliani skulle mene, at waterboarding som tortur er afhængig af hvem der udfører det –

Han viderebringer følgende citat som bevis på sin påstand:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it.”

Et citat der er taget ud af sammenhæng, hvilket følgende fulde ordlyd illustrerer:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it. I think the way it’s been defined in the media, it shouldn’t be done. The way in which they have described it, particularly in the liberal media. So I would say, if that’s the description of it, then I can agree, that it shouldn’t be done. But I have to see what the real description of it is. Because I’ve learned something being in public life as long as I have. And I hate to shock anybody with this, but the newspapers don’t always describe it accurately.”

Med andre ord, hvis mediernes fremstilling af waterboarding er korrekt, anser Guiliani det for at være tortur, uanset hvem der udfører det.

Det vil sige det modsatte af hvad Karl Erik Lunde Stougaard påstår – imponerende.

Eksemplet er ikke enestående (heller ikke i Berlingske Tidende) – om det så er udtryk for at han bare ikke kan lade være med at tilpasse virkeligheden sine egne forestillinger om den, eller blot er udtryk for, at 3 års ophold i USA ikke var nok til at forstå engelsk skal jeg ikke afgøre.

Men det styrker ikke just denne punditokrats tiltro til danske journalister.

At Karl Erik Lunde Stougaard heller ikke har høje tanker om sine læsere kan måske ses af, at han rent faktisk linker til New Yourk Times fulde transcript af Guilianis udtalelser. Han må enten gå ud fra, at læserne tager hans ord for givet (hvilket der altså ikke er grund til), dovne eller heller ikke kan forstå engelsk.