Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.

Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:

For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.

For det andet er der rigsretten.

Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.

Som der står i grundlovens § 16:

”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”

Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.

Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.

Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.

Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.

Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.

Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.

Over på New York University School of Law’s blog Just Security har de haft fat i et af de i den brede offentlighed nok ikke så kendte Word-værktøjer, nemlig det til juridisk gennemsyn. Man har fået værktøjet til at sammenligne ordlyden af Præsident Trumps første og anden anordning om indrejserestriktioner. Teksten er blevet saneret, objektiviseret og bedre begrundet.

Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.

On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.

Tilbage i 2010 udsendte Russ Roberts den fabelagtige “Fear the Boom and Bust”-rap mellem von Hayek og Lord Keynes, hvilket selvfølgelig ikke gik ubemærket hen her på bloggen. Det som oftest glimrende magasin Reason har i samme muntre kategori netop udsendt en liberalistisk Star Wars-parodi, der indeholder alt fra en filibuster, politikontrol uden konkret mistanke til Edward Snowden. Nyd den her:

H.M. Dronning Elizabeth II har i dag åbnet det britiske parlament og i den forbindelse oplæst den til lejligheden af kabinettet skrevne Queen’s Speech, der nærmere opridser hvad hendes regering har tænkt sig at arbejde med.

Blandt tiltagene er et helt generelt forbud mod substanser, der påvirker psyken. Alkohol, tobak, kaffe og mad i almindelighed påvirker psyken og vil som udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Regeringen forsikrer dog, at varer af denne type vil være omfattet af en undtagelse.

Eksempelet viser vel tydeligt, hvor klodset et damptromle-forbud er. Hvis man mener det er politiets opgave at fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må gøre med deres krop, er et generelt forbud selvfølgelig ikke nogen smart løsning. En praktisk løsning ville i stedet være at gøre som man plejer, nemlig forbyde de skadelige stoffer på individuel basis, samtidig med, at man afkriminaliserede de illegale “hverdags-nydelsesmidler”, som fx hash og kokain, så forbrugeren har adgang til produkterne på det almindelige marked.