Tag-arkiv: Jacob Mchangama

Årets liberale stemmer 2016

Af Nikolaj Stenberg, den 29. december 2016. Skriv et svar

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen

1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.

2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.

3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

Mchangama om Islamisk Stat-“krigsforræderi”

Af Nikolaj Stenberg, den 4. november 2014. 1 svar

Jacob Mchangama har været i lovbøgerne og dér fundet ud af, at den danske stat måske, i visse temmelig specifikke tilfælde, kan straffe danske Islamisk Stat-soldater i henhold til reglerne i den militære straffelov:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.

 

Sociale rettigheder og sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2013. 3 svar

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Af Nikolaj Stenberg, den 23. maj 2013. Skriv et svar

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Punditokraternes top 10

Af Niels Westy, den 31. december 2012. 15 svar

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

  • Christopher Arzrouni
  • Lars Seier Christensen
  • Ole Birk Olesen
  • Anne Knudsen
  • Mie Harder
  • Mads Lundby Hansen
  • Peter Kurrild-Klitgaard
  • Martin Ågerup
  • Joachim B. Olsen
  • Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det.  Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005.  Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt  Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”