Forfatterarkiv: Stanislaw

Sympathy for the devil

Af Stanislaw, den 16. juni 2006. 1 svar

Måske burde overraskelsen ikke være så stor. For nogle er det måske slet ikke en overraskelse, men så alligevel… I hvert fald fandt undertegnede det ganske underholdende at læse dagens udgave af The Times, hvori en af historierne beskriver, hvordan premierminister Tony Blair i sine unge år fandt inspiration hos og fattede sympati for Karl Marx og dennes ideer.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

“Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

“I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

Tax Freedom Day

Af Stanislaw, den 3. juni 2006. 15 svar

I dag er en festdag for UK og briterne. I dag er nemlig dagen, hvor vore britiske venner kan fejre Tax Freedom Day (TFD). TFD er navnet på dagen, hvor den gennemsnitlige britiske skatteyder stopper med at arbejde for staten, og kan starte med at arbejde for sig selv. I dag – lørdag den 3. juni 2006 – kan briterne altså fejre, at de (under et) har betalt deres skatter, og ikke længere arbejder for at tilfredsstille Gordon Browns glubende appetit på skattekroner. Her fra Punditokraterne skal der lyde et stort tillykke med det.

Den dårlige nyhed er, at TFD i år falder tre dage senere end sidste år. Det er faktisk ikke så lidt. D.v.s., at de britiske skatteydere i år skal arbejde hele tre dage mere for staten, end de skulle sidste år. Ikke desto mindre kan briterne fejre TFD et godt stykke tid før de fleste andre EU-lande. Det kommer næppe som den store overraskelse, at den gennemsnitlige TFD for EU og Euro-landene (eksl. UK) i 2004 faldt betydeligt senere end i både UK og USA (se her). Jeg ved ikke præcist hvornår den danske skattefrihedsdag falder, men sikkert er det, at vi her i Danmark må vente endnu et godt stykke tid, før vi kan hejse glasset og ønske hinanden tillykke med vores skattefrihed.

For mere om Tax Freedom Day, se her og her.

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Easterly om Afrika og ulandsbistand

Af Stanislaw, den 17. februar 2006. Skriv et svar

En af mine favorit-økonomer,William Easterly, havde for nyligt dette indlæg – “The West can’t save Africa” – i Washington Post. Easterly illustrerer meget godt, hvordan almindelige afrikanske entreprenører forsøger at få kontinentet på fode på trods af vanskellige vilkår, alt imens vestlige “celebs” – bogstavelig talt – render rundt og slår på tromme. Ikke nok med det. Midt i disse menneskers iver for at frelse verdens fattigste, glemte man at inddrage dem, det hele handler om: afrikanerne. “Everyone, it seems, was invited to the “Save Africa” campaign of 2005 except for Africans.” Velmenende vestlige musikere, skuespillere, politikere mv. kan ikke frelse Afrika fra dets armod, og parolen “If aid efforts aren’t producing the desired results, then redouble those efforts” er simpelt hen forfejlet. Pointen:

“Economic development in Africa will depend – as it has elsewhere and throughout the history of the modern world – on the success of private-sector entrepreneurs, social entrepreneurs and African political reformers. It will not depend on the activities of patronizing, bureaucratic, unaccountable and uninformed outsiders.”

Tag den!

Lad mig i samme forbindelse benytte lejligheden til at gøre lidt reklame for Easterly’s nye bog: “The White Man’s Burden: Why the West’s Efforts to Aid the Rest Have Done So Much Ill and So Little Good”. Jeg har endnu ikke selv læst bogen – den udkommer først den 20. marts – men hvis den er blot i nærheden af at være lige så informativ, lærerig, velskrevet, provokerende og underholdende, som Easterly’s forrige bog, så har vi alle noget at glæde og til. Mere om den sag senere…

Hayekianske indsigter

Af Stanislaw, den 12. december 2005. 2 svar

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

Cameron og konservatismen

Af Stanislaw, den 8. december 2005. Skriv et svar

De britiske konservative fik for et par dage siden ny leder. David Cameron vandt over David Davis med mere end 2/3 af de afgivne stemmer (læs mere her). Det har hele tiden været kendt, at Cameron er mere midtsøgende end hans rival David Davis. Et lille indblik i hvor midtsøgende (for nu at sige det pænt) Cameron er, kan man få ved at kaste et hurtigt blik på mandens sejrstale. I talen, hvor Cameron identificerer sig med en “compasionate conservatism”, oplister han seks “udfordringer”, som han mener det konservative parti skal tage op. Her er et par korte uddrag:

The second big challenge is to reform our public services. Today there are 68,000 people training as teachers, doctors and nurses. I want them working in public services that are well funded but over which they have the freedom to control and deliver the service the public wants. So we have to meet that challenge and end the opt out culture of helping a few more people to escape public services.

The next great challenge is the quality of life. I want my children, your children, to grow up in a country where the streets are safe, the public space isn’t filthy, where it isn’t a hassle to get around, you can own your own home and where climate change and the environment aren’t an afterthought. That means setting targets for reducing carbon but it also means taking tough decisions to make sure we meet them. I tried to make a start this morning by biking to work.

The sixth and the final challenge is at the heart of all the others, it is having social action to ensure social justice, and a stronger society.

Ud fra partistrategiske hensyn og for at øge chancerne for at vinde regeringsmagten kan det naturligvis være formålstjenligt at vælge en leder, der vil placere det konservative parti tættere på Labour end tilfældet hidtil har været. Men det har så sandelig også en pris… Den er, at Toryerne nu har fået en “compasionate conservative” som ny leder – en leder, for hvem lavere skatter, mindre offentlig sektor, frit valg og øget frihed tilsyneladende ikke er prioriteter. Og en leder, der tilmed gør en dyd ud af at cykle på arbejde for at modgå klimaforandringer, og som hylder “social retfærdighed”. Velbekomme!

Tragedy of the bunnies

Af Stanislaw, den 28. november 2005. Skriv et svar

Hermed et link til et lille sjovt spil fra Institute for Humane Studies. Spillet, der hedder “The tragedy of the bunnies”, lyder givetvis bekendt for dem, der kender til spil-teori, og illustrerer på fornøjelig vis nogle velkendte men vigtige pointer.

Farvel til Arthur Seldon

Af Stanislaw, den 13. oktober 2005. 1 svar

Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Af Stanislaw, den 11. oktober 2005. 5 svar

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

Globale Utopier

Af Stanislaw, den 18. september 2005. 3 svar

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.

David eller David eller…?

Af Stanislaw, den 16. juli 2005. Skriv et svar

Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…? Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…?

Terror i London II

Af Stanislaw, den 8. juli 2005. Skriv et svar

Hos de fleste nogenlunde anstændige mennesker vækker de horrible terrorangreb i London i går – som den slags uhyrligheder oftest gør – afsky og fordømmelse. I kølvandet på angrebene trænger mindst to spørgsmål sig imidlertid på: 1) Hvad vil de (terroristerne) opnå? 2) Hvorfor gør de det? En kommentar af Amir Taheri i dagens The Times giver et bud på netop disse spørgsmål (ud fra formodningen om, at terrorismen er al-Qaeda relateret).

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:


“There are many Muslims who believe that the idea that all other faiths have been “abrogated” and that the whole of mankind should be united under the banner of Islam must be dropped as a dangerous anachronism. But to the Islamist those Muslims who think like that are themselves regarded as lapsed, and deserving of
death.”

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Blair-Brown Showdown udskudt?

Af Stanislaw, den 7. juni 2005. Skriv et svar

Det er en populær opfattelse, at det britiske Labour parti vandt det nys overståede valg på trods af Tony Blair snarere end på grund af ham. Det er da også muligt, at den tolkning har noget på sig. Ikke desto mindre indikerer en ny meningsmåling foretaget for The Times, at et flertal af Labours vælgere p.t. foretrækker, at Blair bliver som Prime Minister valgperioden ud, og først overdrager magten til sin efterfølger umiddelbart før næste valg. Gad vide hvad Gordon Brown mon mener om den sag? Hvis Blair vælger at blive siddende perioden ud, hvilket langt fra er utænkeligt, vil det helt sikkert vække maksimal irritation og forbitrelse hos Brown, som så formentligt også gør klogt i at begynde kigge sig over skulderen efter konkurrerende kandidater.

Parlamentsvalg, fodbold og metaforer

Af Stanislaw, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Her på dagen for det britiske parlamentsvalg er det værd at overveje, hvad chancerne for et regeringsskifte derovre egentlig er? Den konservative partileder Michael Howard har selv i løbet af valgkampen fremført sit bud på dette i lyset af de – fra de konservatives perspektiv – noget pauvre meningsmålinger. Et nyhedsbrev fra en britisk tænketank opsummerer Howards vurdering samt en lille morsomhed, som avisen The Times efterfølgende har gjort opmærksom på:

“Dismissing his party’s lag in the polls, Tory leader Michael Howard told reporters: “Football teams are often two goals down at half time but still go on to win the game.”

But The Times retorts that the statistics belie this. Of 214 occasions where one team was leading 2-0 at half-time, only 5 times did the losing side recover to win. So by Howard’s measure, the Tories have only a 2.3% chance of taking power.”

Uanset hvad man ellers måtte mene om sagen, så var det måske en idé, om Howard i fremtiden – hvis han da ellers efter i dag fortsat har en sådan i britisk politik – ville overveje sin brug af metaforer…

"Flat tax" – en praktisk realitet

Af Stanislaw, den 22. april 2005. Skriv et svar

Så er der endnu en rapport om “flat taxes” (se rapporten her) – altså et simpelt skattesystem med en ens (indkomst)skattesats for alle skatteydere. Denne gang fra den (udmærkede) britiske tænketank Adam Smith Institute. “Flat taxes” er ikke længere blot tankespind, men er i praksis implementeret i mange lande (og andre er undervejs). Men – vel ikke så overraskende – halter “Old Europe” også her bagefter. Fordelene ved “flat tax” systemet er mange, og er på nærværende blog allerede blevet oplistet af en af vore med-punditokrater her.