Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".
Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.
"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.
Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".
Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:
"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.
[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.
På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.
Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…
Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.
Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.
Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.
Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:
"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".
For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:
"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".
En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.
Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).
Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.
1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:
"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".
Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.
At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.
Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.
