Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Globalisering – ser Danmark virkelig så godt ud?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2006. 5 svar

Globalisering er et komplekst fænomen. Det dækker både det økonomiske – det har vi godt styr på – men også blødere ting. Man kan tale om social globalisering, som f.eks. dækker turisme, oversættelse af bøger og internetadgang, og politisk globalisering, som når Danmark deltager i FN-aktioner og er medlem af WTO.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.

Det virker sgu'tte II

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2006. 8 svar

For en uge siden bemærkede Peter Kurrild-Klitgaard her på stedet, at et nyt studie fra det ansete NBER peger på, at ulandsbistand er uden effekt. Stanislaw linkede tidligere i dag til William Easterlys kritik. Økonomerne Raghuran Rajan og Arvidn Subramaniam har gennemført en stort, systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem bistanden og økonomisk vækst (og dermed fattigdomsbekæmpelse) og konkluderer at “we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth”. Rajan og Subramaniams studie er kun det sidste i en lang og deprimerende række undersøgelser, der peger på at ulandsbistand overhovedet ingen effekt har. Martin Paldams relativt nye litteraturstudie peger på det samme. Den logiske konklusion er altså, at et land som vores eget smed 12 milliarder kroner ud ad vinduet sidste år i et helt forfejlet forsøg på at hjælpe de fattige, og at det har vi gjort i mange år. Man behøver vel blot se på Tanzania, der har modtaget hundredvis af millioner kroner gennem årene, men netto ikke har haft nogen vækst siden 1960. Samtidig viser en række meningsmålinger, at såvel danske politikere som den brede befolkning i stor stil støtter ulandsbistanden på trods af, at fagøkonomer næsten altid (Danidas egne folk undtaget) finder at pengene er spildt. Et eller andet sted må kæden vel hoppe af?
Jeg tror – og det er min personlige holdning – forklaringen skal søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå. Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt. Vi ser endda manglerne i vores eget land. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.
For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. For et års tid siden havde jeg en kort debat i Berlingske med de Konservatives Viggo Fischer, der tydeligt eksemplificer problemet. VF er stærk tilhænger af ulandsbistand og har set mange projekter. Det samme gælder for mange andre politikere, ikke kun i Danmark. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – og vis mig den politiker, der er en ørn til statistik og jeg skal vise dig en politiker, der ikke blev valgt til Folketinget.
Pointen er, at på trods af de gavnlige – og synlige – effekter af mange udviklingsprojekter, giver hjælpen problemer for økonomien og samfundet som helhed. Hjalte Tins bog om nødhjælp viser med pinagtig tydelighed hvordan incitamenter til at gøre en individuel indsats ødelægges – hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os? Stephen Knack i Verdensbanken har peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. Andre har vist hvordan hjælpen kan være skadelig for ulandes internationale konkurrenceevne, blæse den offentlige sektor op og øge korruptionen. Alt sammen er det ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af deres indkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker får en helt arbejdsfri gave på 42000 kroner hvert år.
Hvis man holder blikket stift rettet mod projektere, ser man aldrig bistandens slagside, og hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?

Hvorfor har Danmark en statsreligion?

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2006. 11 svar

Umiddelbart efter jul kørte en kortlivet debat i de danske medier om de rimelige i, at vi har en statsreligion. Efter at en række danske præster havde brugt prædikestolen julen over til at udbrede deres politiske argumenter mod regeringen, og især dens udlændingepolitik, meldte Jens Rohde sig nemlig ud af folkekirken i protest. Selvom han fik en del støtte og en enkelt biskop irrettesatte en af præsterne, var udmeldingerne fra regeringen noget blandede. Bertel Harder, som ellers er et af dens relativt tænksomme medlemmer, leverede et passioneret forsvar for folkekirken på Deadline og så var det emne ligesom taget af bordet.

Jeg mener blot ikke, at det bør være slut med den diskussion. For hvorfor har vi overhovedet en statsreligion i Danmark? Eller med andre ord, hvorfor mener et flertal af Folketingets medlemmer, at staten bør have monopol på markedet for tro? Når man ser bort fra forhold på arbejdsmarkedet, har frihedsrettighederne i mange år overordnet set haft det ganske godt i vores land når vi sammenligner med store dele af resten af verden. Så hvorfor dette specielle område, hvor man træder almindelig konkurrence og åndsfrihed under fode?

Der er to ting, der gør det mere end en principiel diskussion om frihed. For det første er folkekirken under pres, hvilket internt i kirken har ført til, at et ganske betydeligt mindretal mener, man bør missionere noget mere. For det andet fordi langt de fleste danskere både betaler kirkeskat og gennem de generelle skatter yderligere subsidierer foretagendet. Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, så jeg slipper for at betale den lille procent af min indkomst til en virksomhed, hvis produkt jeg ikke bruger, men det gælder ikke for størstedelen af befolkningen. Og den yderligere finansiering kan man ikke slippe for, hvadenten man er ikke-troende, muslim eller tror på Zeus!

Cirka 2% af danskerne går jævnligt i kirke, så vis mig den økonom der kan argumentere for, at subsidierne til ‘vores’ statsreligion ikke fører til en massiv overproduktionaf kirkelig service. Vis mig argumenterne for, at foretagendet giver den almindelige borger så store gevinster, selvom han eller hun ikke bruger det, at det kan retfærdiggøre at sluge næsten en hel procent af BNP. Og vis mig argumenterne for, at et monopol skal holdes i live, selvom det producerer en service på samme måde som det gjorde på Grundtvigs tid.

Bundlinien er vel, at der absolut ingen økonomiske argumenter er for at blive ved med at subsidiere en religion, som størstedelen af befolkningen ikke har konkret kontakt med. Det er blot særbehandling af en organisation, der har vist sig at være særdeles dygtig til at få politisk opmærkomhed. Hvad værre er, er eksistensen af en statsreligion vel et da facto brud på menneskers basale religionsfrihed? For hvordan kan man elelrs karakterisere det?

Gennem mange år har danskerne åbenbart accepteret ordningen på den basis, at folkekirken holdt sig til bekendelsen og dens andre kerneopgaver. Med den senere tids debat, der blev startet af præster, der ytrede sig politik gennem deres embede – og kirkens egen insisteren på ikke at holde orden i egne rækker – har den danske folkekirke brudt med den ordning. Det gør den også ved at (i det mindste dele af den) ønsker at missionere mere, og dermed bruge de statslige subsidier til at blande sig i folks religionsfrihed. Under alle omstændigheder er monopoler, hvadenten de hedder POst- og Telegrafvæsenet, DSB, eller Folkekirken, åbenlyst velfærdsreducerence. Når de ikke engang kan holde sig inden for de grænser, de selv har defineret – at give Gud, havd Guds er, og Cæsar hvad Cæsars er – er der kun en logisk ting at gøre: Byrd monopolet og sig farvel til folkekirken.

Nobel tanker

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2005. 4 svar

Som blogger må man vel indrømme, at der bor en lille nørd inden i en. Og i søndags fik jeg lejlighed til at fodre min indre nørd, da både BBC og svensk tv sendte den traditionelle samtale med årets Nobelprisvindere. Nogle år skuffer samtalen ved at afsløre, at selv Nobelprisvindere kan have tåbelige syn på ting udenfor deres felt, men i år var samtalen ret fornuftig.

Samtalen afslørede primært to fællestræk ved 2005-modtagerne som man som borgerligt-liberal kan være yderst tilfreds med. Det første var en generelt positiv indstilling til konkurrence. Alle de naturvidenskabelige modtagere udtrykte deres personlige skræk for, at specielt kinesere og indere om få år bliver hårde konkurrenter i den videnskabelige konkurrence. Men samtidig var der over hele linien en varm velkomst til den konkurrence. Som en af kemiprisvinderne udtrykte det, betyder det blot at vi andre må gøre vores arbejde lidt bedre, og at det er til gavn for alle. Robert Aumann, den ene af modtagerne af økonomiprisen, sagde lige ud, at han ikke er mere bange for konkurrence fra Kina end han er for konkurrence fra sin nabo i Jerusalem, og sluttede med at ønske "May the best man win". Tænk hvis politikere også tænkte sådan!

Det andet fællestræk var, at de stort set alle lagde vægt på, at al forskning ikke behøver at være nyttig. Det kan lyde som et paradoks – en flok primadonnaer der spilder vores dyrebare skattekroner – men Robert Aumann gav et fantastisk eksempel. Hans PhD-afhandling handlede om matematisk knudeteori, altså en yderst kompliceret lære om hvilke typer knuder på reb, der er mest stabile. Aumann var tiltrukket af emnet netop på grund af dets dengang helt åbenlyse ubrugelighed, men var for nylig blevet gjort opmærksom af et barnebarn, at de på medicinstudiet lærte knudeteori på andet år. Idag har man nemlig fundet brug for den type teori i forståelsen af molekylers stabilitet! Årets modtagere i medicin understregede også, at der kan være brug for forskning på områder, hvor vi tror vi ved alt, og derfor ikke mener at der er brug for mere viden. Deres opdagelse af, at mavesår skyldes en bakterie der kan overleve i mavesyren, gik fuldstændigt på tværs af datidens – og mange almindelige menneskers – syn på mavesår, nemlig at de skyldtes stress. Igen var alle Nobelpristagerne i år enige om, at det er enormt værdifuldt at have forskning, der ikke giver at synligt afkast. Det er nemlig den der fører vores viden fremad!

Så for at komme tilbage til en pointe fra sidste måned, var en af de store pointer i årets Nobelsamtale, at unyttig og ubrugelig forskning i åben konkurrence er af helt vital betydning. Når man ser på den danske regerings forskningspolitik, er det tydeligt at den pointe ikke rigtigt er sevet ind hos Helge Sander og hans kumpaner. De ville have godt af at se og høre en samtale mellem klodens formodentlig met intelligente mennesker og lære lidt af den. Måske er det et lige så tåbeligt håb som at jeg får Josephine Touray til jul. Men i denne tid har man vel lov til at ønske?

Statsministerens lagkagetænkning

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2005. 2 svar

Anders Fogh er blevet stadig mere presset i den seneste tid. I den type situationer reagerer de fleste mennesker vel efter et af to mønstre. Den ene type reaktion er at man afslører sit sande jeg og siger tingene lige ud. Det kan ofte – men bestemt ikke altid – klare luften mellem de parterne at få folks udgangspunkt og syn på sagen på plads, også selvom det hverken er gratis for de involverede eller på kort sigt ser ud til at føre til noget. Det andet reaktionsmønster er, at man forsøger at sværte dem, der presser en. Vi kender det alle fra valgkampe, hvor mudderkastning tit er et effektivt middel mod ens politiske modstandere. Når alle parter bruger metoden, bliver valgkampen dog som oftest en hæslig affære.

Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.

Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.

Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.

Konkurrence og konkurrence – er det virkelig to ting?

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2005. 4 svar

Her på hviledagen under VM i damehåndbold kan man vel tillade sig at undre sig lidt. For mens en stor del af nationen aften efter aften sidder og hylder de yppigste præstationer i en professionel konkurrenceidræt, er begrebet ‘konkurrence’ åbenbart et fyord for mange af mine fæller udi sportsidiotien. Det har nemlig slået mig, hvordan de samme mennesker, der hylder konkurrencesporten og dens udøvere som de største helte, på samme tid kan være fundamentalt og aldeles imod konkurrence på områder som uddannelse, offentlig service, og international handel/service.

Hvordan kan folk weekend efter weekend følge deres lokale fodboldhold i benhård konkurrence i en af verdens mest gennemkommercialiserede sportsgrene, for mandag morgen at gå på arbejde og forarges over nogle håndfulde polakker eller littaurere, der kommer til Danmark for på ærlig vis at konkurrere mod dovne danske håndværkere? Hvordan kan de glad og fro tage til Tyrkiet, Thailand eller Tunesien på sommerferie, men afvise at danske virksomheder bør konkurrere med produkter fra de samme lande?

Sammenfattende undrer jeg mig over, at folk har dobbeltstandarder når det gælder konkurrence. Og det indskrænker sig ikke til det internationale. Enhver lærer med lidt erfaring, hvadenten det er fra folkeskolen, gymnasiet eller de videregående uddannelser, ved at konkurrence er den bedste motivator for eleverne. Og børn opfatter den som helt fair, så længe lærerne ikke forsøger at skjule den. Men når det kommer til konkurrence mellem skolerne, både om midler og børn, er lærerforeningen en af de mest protektionistiske fagforeninger i landet. Selvom konkurrence er et af de bedste pædagogiske redskaber, er det ikke noget lærerne skal have noget af!

Hvis man endelig skal bruge paradokset positivt, kan man måske tænke sig at bruge sportseksempler i debatterne om konkurrence, ulighed osv. Danmark har en komparativ fordel i damehåndbold, Brasilien i fodbold, og USA i basketball, men konkurrencen gør os alle bedre. Det er let at forstå for alle danskere, så hvorfor ikke forstå det udenfor sportens verden?

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2005. 5 svar

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Ugens citat: Bjørnskov om Gosplan forskningspolitik

Af Redaktionen, den 25. november 2005. 3 svar

Vores med-Punditokrat Christian Bjørnskov har dd. en kronik i Berlingske Tidende, hvori det bl.a. hedder:

“Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 formulerede og overvågede det de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede, hvilke områder det sovjetiske samfund skulle satse på for hurtigt at blive rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og moderne produktion. Landbruget derimod blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Vejen frem syntes at være få men store virksomheder inden for enkelte områder, hvor man kunne blive stor nok – opnå såkaldt »kritisk masse« – og realisere stordriftsfordele. Det sovjetiske samfund søgte således at planlægge sig til succes baseret på kriterier, der helst skulle nås inden for femårsperioder. Den store satsning blev dog som bekendt aldrig en succes, og kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Gosplan har dog også taget en anden betydning, nemlig som det navn mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, som Lenin ville have været stolt af.”

Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2005. 8 svar

Nu er efterårsferien overstået, og så kan man starte det lange, seje træk mod jul med en smule historie som baggrund for diskussioner om den danske forskningspolitik. Historien kan her, som på så mange andre områder, give stof til eftertanke. Og historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 blev Gosplan ansvarlig for at formulere og overvåge udførslen af de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede hvilke områder, landet skulle satse på, for at blive hurtigt rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og produktion. Landbruget, derimod, blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Og vi ved jo alle, hvordan den sats gik! Kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Men for mig har Gosplan også taget en anden betydning: Det er nemlig det navn, en af mine kolleger flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den angiveligt borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, der kun kan betegnes som planøkonomisk i en grad som Lenin ville være stolt af.

Danmark skal satse på nogle få områder, blandt andet bioteknologi og nanoteknologi. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige områder. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universiteter skrive fire-årige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder sin kontrakt, bliver man tildelt midler. Noget lignende er igang internt på flere universitetsinstitutioner. Planen er klart at satse på fremtidens områder indenfor forskningen.

Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik, og er derfor planøkonomi i rendyrket form. Stort set alle forsøg på at satse på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Man behøver blot at se på ISI-strategiernes eklatante fiaskoer i Latinamerika og Afrika for at indse, at på nationalt plan er politisk bestemt satsninger dømt til at slå fejl.

Hvad værre er, vil enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud. Det er netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! Idag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen hvem ved? Hvis vi skulle have satset for 40 år siden, ville planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Man regnede nemlig med, at videnskablige gennembrud ville sikre, at fusionsenergi var kommercielt profitabelt omkring 1975! Som vi alle vde, virker fusion stadig ikke – gennembruddet, som mange planlagde, kom ikke. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel at udnytte videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri idag, men det var på ingen måde et hot område i 50'erne, og ingen regnede med gennembrud derfra.

Man kunne blive ved med at give eksempler. Det sidste vigtige eksempel går på Sovjets store problem: Man havde glimrende fysikere, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå den, eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvor kunne værdien være i det? Pointen er, at hvis vi tager historien – både videnskabens, teknologiens, og dens kommercielle udnyttelses – alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på planlægning af forskning, specielt nationale planer. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi naturen afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge. At 'satse' bredt – dvs, ikke satse – så man er klar til at rykke, når et nyt spændende område dukker op, er langt mere effektivt. Med andre ord er en liberal forskningspolitik så langt at foretrække. Men det betyder også, at politikerne blot skal donere pengene og håbe på det bedste. Og selvom det er den måde, man får mest for pengene på, er det vel i de færreste politikeres natur at slippe tøjlerne?

Subjektiv livskvalitet og staten

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2005. 6 svar

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Bliver folk dumme af berømthed?

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2005. 7 svar

I denne måneds Foreign Policy omtaler Timothy Noah Richard Posners bog "Public Intellectuals: A Study of Decline", som jeg stadig har til gode. Posner argumenterer for, at debatten i USA er blevet forfladiget på grund af to hovedtendenser: 1) forskere er blevet mere specialiserede – dvs. de områder, de kan udtale sig om på et rimeligt solidt grundlag er blevet snævrere;og 2) mediernes appetit på kommentarer fra forskere er vokset nærmest eksponentielt. Konklusionen er, at:

"more and more academics are becoming public intellectuals, but fewer and fewer of them have acquired th ebreadth of knowledge that we associate with the gentleman scholars who interpreted American society for the common reader or broadcast audience in years past"

Selvom der så vidt jeg ved ikke er lavet forskning på området i Danmark, er det vel en udvikling vi også ser herhjemme. Medierne bruger samfundsforskere i hidtil uhørt omfang, men samtidig er man blevet sært ukritisk mht. hvem man bruger. Det er bekymrende idet næsten ingen almindelige medieforbrugere – avislæsere, Nyhedernes seere osv. – har mulighed for at vurdere forskernes videnskabelige meritter. Richard Posners  bog har derfor også interesse for danskere – eller burde i hvert fald have det.

Et rimeligt aktuelt eksempel er den debat, der i sommers kørte mellem formanden for Velfærdskommisionen, professor Torben M. Andersen, og professor Christen Sørensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De to forskere fik næsten samme dækning i medierne med den konsekvens, at almindelige mennesker var totalt ude af stand til at vurdere, om nogen af dem havde objektivt mere ret. Som insider kan man derimod ikke undgå at bemærke, at mens CS sidder som partshaver, er TMA internationalt anerkendt og omgæret af stor respekt. Den information har offentligheden som helhed bare ikke. Det samme gør sig gældende, når folk fra diverse universitetscentre blander sig i debatten med synspunkter, der blot demonstrerer deres centres grad af isolation fra den videnskabelige udvikling de sidste 25 år. Hvad værre er, blander en række kunstnere og andre 'intellektuelle' sig rutinemæssigt i velfærdsdebatten. Naturligvis er det helt legitimt at have en holdning og lufte den offentligt, men når medierne – som det typisk skere – lader kunstnere komme til orde med indlæg, der egentlig henholder sig til svært tilgængelige teknisk-økonomiske detaljer med holdningen, at det bare er matematisk hokus-pokus, kan man vel godt kræve en smule mere kritik fra journalisternes side.

Min pointe med indlægget er, at  de forhold som Posner peger på er problematiske i USA, også gør sig gældende fuldt ud i den danske debat. Medierne bruger i stadig stigende grad eksperter, men stiller i stadig mindre grad krav til disse eksperters kvalitet. Resultatet er en generel udvanding af enhver offentlig, demokratisk debat. For de af os, der sidder på en videregående læreanstalt, er det også trist at se, at almindelige mennesker reagerer på debatten ved at miste tillid til forskerne. Men hvad kan de gøre, når 'eksperter' ugentligt modsiger hinanden og skændes om fundamentale spørgsmål i medierne?

 

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2005. 2 svar

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Punditokraterne udvider & flytter

Af Redaktionen, den 23. august 2005. 2 svar

Efter et succesrigt halvt år hos Blogspot.com/Blogger.com med ca. 25.000 unikke besøgende og en placering som en af de mest læste politiske weblogs i Danmark, er Punditokraterne nu flyttet til denne adresse.  Det nye og forbedrerede design (som dog endnu har lidt skævheder hist og pist) er resultatet af flittigt og frivilligt (og ulønnet) arbejde foretaget af Lasse B. Olesen, samt Morten Blinksbjerg Nielsen og Jacob Bøtter fra Smartlog.  En stor tak for det til dem.

Derudover skal vi byde velkommen til vores nye bidragyder: adjunkt, ph.d. Christian Bjørnskov fra Aarhus Handelshøjskole–en ung, fremadstormende forsker med speciale i bl.a. globalisering og “social kapital”.  Vi ser frem til at læse dine tanker.