Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Tillykke til svenskerne (håber vi da)!

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2006. 11 svar

Sverige har i går valgt ny regering – og det blev for første gang i 12 år ikke en omrokeret socialdemokratisk konstellation, men en alliance af fire borgerlige partier. Moderaternes leder Fredrik Reinfeldt danner i løbet af ugen regering med Kristdemokraterna, Folkpartiet og Centerpartiet, som tilsammen fik 48.1% af stemmerne. Håbet hos mange svenske borgerlige er, at man nu kan få brudt arven efter et socialdemokratisk århundrede i svensk politik, der blandt andet har betydet, at det bestemt ikke skader offentligt ansatte at have partibogen i orden. På mystisk vis har den svenske velfærdsstats-konsensus på denne og en række andre måder betydet, at man er endt em visse statslige karakteristika, som ellers hører mere naturligt hjemme i Lukasjenkos Hviderusland end et moderne vestligt demokrati. Med andre ord: Der trænger til at blive rusket op i Sverige.

Men man skal måske holde lidt igen med de store håb. Valgsejren er ikke overraskende kommet i hus ved at de fire partier har kunnet samarbejde om en linie, de direkte har kopieret fra Anders Foghs danske sejr i 2001. Højrefløjen har på nogle måder taget velfærdsstaten til sig, og præsenterer nu hvad der bedst kan karakteriseres som et program, der går ud på at forandre for at kunne bevare Folkhemmet. Hvis man læser deres udmeldinger, lyder de mistænkeligt meget som den danske regerings strategi overfor befolkningen: At forklare, at vi bliver nødt til at lave disse ændringer så vi kan bevare efterløn osv., selvom de egentlig er en klods om benet på os. Men sådan er politik nu engang – man må gå på kompromis med sine egne holdninger for at købe vælgernes gunst.

De danske reaktioner har været blandede. Borgerlige politikere har naturligvis lykønsket deres svenske kolleger, mens Marianne Jelved utvivlsomt havde ret, da hun udtalte, at det har " spillet ind, at svenskerne synes, at nu skal de prøve noget andet". Man kan derimod undre sig over, at hun fortsatte med at sige, at "det er et kendt træk, selv om jeg ikke bryder mig så meget om det".

Forandring fryder åbenbart ikke fru Jelved. Herfra skal der lyde et stort tillykke til svenskerne for at de (for en gangs skyld) har valgt forandringen. Lad os så håbe, at de svenske borgerlige har mod til at føre borgerlige politik. Hvis ikke, ender de i den danske situation hvor en angiveligt borgerligt-liberal regering fører ærkesocialdemokratisk politik. Jeg håber, at de svenske politikere også på det punkt har lært af Fogh, også selvom Fogh ikke selv har.

Tog til tiden forsinket et par år

Af Christian Bjørnskov, den 13. september 2006. 17 svar

I morges, da jeg sad i bussen på vej til instituttet, læste jeg en kort artikel i gratisavisen metroXpress med den iøjnefaldende titel “Tog til tiden forsinket et par år”. Artiklen og den debat, der er blevet ført de seneste dage om en renovering og modernisering af det danske jernbanenet, reflekterer ganske godt de præmisser som offentlig dansk debat deprimerende tit føres på.

Præmissen er, at skinnenettet er slidt ned, og nu må politikerne da gøre noget så vi kan få ordentlig offentlig transport! Meget få debattører drister sig til at spørge, om grunden måske kunne være, at togsektoren netop har været underlagt politisk styring. Hvorfor har tidligere større bevillinger til BaneDanmark og DSB ikke ført til de markante forbedringer, der blev lovet? Og hvordan kan det være, at en billet tur-retur mellem Århus og København med DSB koster 634 kroner mens Abildskous Busser kan tilbyde samme tur til 420 kroner – på trods af at DSB får tilskud på cirka samme størrelse som billetprisen?

En af præmisserne for debatten om den offentlige transport i Danmark burde være, at private – når de får lov – kan levere transport langt billigere end et de facto monopol, der var beskyttet mod konkurrence i 150 år. Men at foreslå, at man måske skal lade private varetage noget så ‘helligt’ som offentlig transport er åbenbart for meget for de fleste danskere. Eller måske er de bare uvidende om, hvad den offentlige bane- og togdrift i virkeligheden koster? DSB og Folketingets politikere gør sig jo ikke de store anstrengelser for at gøre omkostningerne synlige, vel?

Farvel til Webers arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2006. 16 svar

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

Hurra for tvivlen

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2006. 8 svar

Hanne Strager, der er udstillingsleder på Zoologisk Museum, har i dag en kronik i Politiken om et emne, der nødvendigvis må være centralt hvis man er borgerligt-liberal, og måske burde være det selvom man ikke er. Emnet er noget så umiddelbart esoterisk som tvivl, altså hvor omfattende vores viden er, og hvor sikker den er. Strager er glad for viden – baggrunden for hendes kronik er Forskningsministeriets rapport om forskningskommunikation til børn, der hedder “Vild med Viden” – men det er ikke blot viden, hun er glad for:

Personligt er jeg mere vild med tvivl. Jeg er i hvert fald enig med forfatteren og biokemikeren Isaac Asimov, der udtrykte det således: Den mest spændende sætning, man kan høre i et videnskabeligt miljø, er ikke heureka! (jeg fandt det!), men: Det var dog mærkeligt …!

Sandsynligvis uden at vide det – og måske uden at ville det – rammer Strager en af liberalismens grundpointer, nemlig at vi ikke ved alt, ikke kan vide alt, og at noget af det, vi tror vi ved, sikkert er forkert, og det derfor vil være tåbeligt at gøre som om vi ved alt, når vi ‘planlægger’ samfundet. Så for mit vedkommende kom hendes kronik på et absolut perfekt tidspunkt.

Jeg er nemlig lige kommet hjem fra Stockholm, hvor jeg deltog i en af den amerikanske Liberty Funds konferencer, her med titlen ‘Limits of Rationality’, hvor en af hovedpointerne som de 14 deltagere kunne blive enige om var, at offentlig planlægning og intervention netop lukker for, at samfundet kan håndtere uforudsete konsekvenser. Jo mere man planlægger og topstyrer, jo mindre mulighed har enkeltindivider og firmaer for at reagere på de talrige gange, hvor de netop må udbryde “Det var dog mærkeligt”.

Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, tag et kig på den angiveligt borgerlige danske regerings faktuelle politik. Forskningspolitikken er i udtalt grad baseret på, at man kan forudse hvad der kommer ud af forskningen – at man ved på forhånd, hvad man vil finde – hvilket af indlysende grunde er aldeles idiotisk at tro (se f.eks. min kronik om emnet). Andre dele af regeringens politik antager også i stigende grad en planlagt karakter i stedet for at man lægger ansvaret ud til befolkningen. Og en del af begrundelsen er altid, at staten ved bedre. Her er det, at man kunne ønske sig lidt mere tvivl – et af de definerende træk ved magtfuldkommenhed er nemlig en mangel på tvivl. Så herfra skal der i dag slås et slag for tvivlen – visheden om, at vi ikke ved alt og at vi kan tage fejl. Den indsigt er helt central i både videnskab og praktisk politik – eller det tror jeg da nok.

Dør han da ikke snart?

Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2006. 8 svar

Den offentlige mening er ikke altid lige let at forstå, specielt ikke hvis man har et lidt logisk-rationelt syn på verden. Den har ofte meget lidt tålmodighed når det gælder USA's præsident Bush, hvis politik ikke altid er lige kontroversiel, mens den på andre områder enten er helt ligeglad eller næsten uendeligt tålmodig og overbærende. På det første område kan det for eksempel undre, at den nordkoreanske befolknings utrolige lidelser ikke berører danskerne mere, end de gør. Hvorfor har danske medier og danske politikere ikke en mere konsekvent holdning til verdens måske mest vanvittige styre? På det andet område kan det undre mig gang på gang – og ikke bare mig, men også andre med-Punditokrater (se her) – at medier og politikere er så blødsødne når snakken falder på Cuba.

Når det sker, er det nærmest lindrende at læse enkelte udenlandske aviser, hvor der heldigvis ikke bliver lagt fingre imellem. Det var i hvert fald en følelse af lettelse jeg oplevede, da jeg læste en helsidesartikel om Fidel Castro i Die Welts søndagsudgave. Den tyske avis kaldte en spade for en spade, og citerede blandt andet den cubanske menneskerettighedsforkæmper Elizardo Sánchez for at kalde sit lands politik for 'tropisk neostalinisme'. Så for at dele min lettelse med læserne, er her et par andre udpluk fra artiklen. Man kan kun ønske, at danske aviser ville skrive ligeså klart, selvom det nok er et helt uopnåeligt ønske.

"Auch in Bürgerlichen Kreisen im Westen hat sich das Bild vom tapfer widerstehenden Inselparadies festgesetzt, das dem sprichwörtlichen kleinen gallischen Dorf aus der bunten Welt der Comics gleicht".

(I borgerlige kredse i Vesten har billedet af den tapre modstand i øparadiset også bidt sig fast i en grad der minder om den velkendte lille galliske by fra tegneseriernes verden)

Die Welt har også en befriende klar – og meget præcis stikpille til alle Castros vestlige beundrere, som helt åbenlyst lukker øjnene for cubanernes stinkende virkelighed. Artiklen fortsætter nemlig med:

"Dabei sehen Castros Bewunderere meist grosszügig darüber hinweg, dass Kuba ein brutaler Polizeistaat ist."

(Således ser Castros beundrere storsindet bort fra, at Cuba er en brutal politistat)

Det er da klar tale, i modsætning til f.eks. Svend Aukens klamme kammerateri med forbryderen Castro (se her). Hvorfor er der ingen danskere, der spørger lige ud, om Castro da ikke snart dør?

Skiftedag hos Punditokraterne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. august 2006. 14 svar

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

The breakdown in the WTO – who’s to blame?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2006. 4 svar

Please note that this is an English version of a Danish comment posted two days ago.

Since the Word Trade Organization in Doha on the 25th of November 2001 agreed on initializing a new round of negotiations, the 149 members of the organization have engaged in intense negotiations with the intention of liberalizing world trade. Monday this week, it nevertheless became clear that the negotiations had finally broken down. Very rapidly thereafter, EU chief negotiator Peter Mandelson went in the media, accusing the United States of having engineered the failure. The US, of course, was almost as fast in blaming the protectionist stance of the EU, and developing countries all over the world have blamed both single countries as well as the entire developed world. While all member states officially lament the breakdown – not least developing countries as the Doha Round was intended to be a ‘Development Round' – it is also clear that all members have by now engaged in a blame game, accusing other countries while painting a picture of themselves as honest, flexible and entirely without responsibility for the failure. For a less than perfectly informed public it is therefore virtually impossible to see through the haze of mutual accusations in order to identify the culprit.

Kim Lind of the Danish Research Institute of Food Economics and I have followed the Doha Round negotiations closely since its inception, and have for that purpose developed statistical tools with which to measure the distance between negotiation partners. With that tool, it is also possible to assess how free trade oriented or protectionist the negotiation positions of single member states have been in the area of agriculture, which was the main topic of negotiation. Our tool and its application have not been particularly popular with all parties as it has clarified which countries have had protectionist intentions and in which specific areas they have differed the most. The reason is rather simple: one of the strategies member states use to push their agendas has been to make the negotiations intransparent. This strategy in particular harms developing countries that do not have the organizational and financial means to conduct solid negotiation analysis. These countries have therefore found it difficult to navigate through the muddy waters of the Doha Round. Consequently, providing developing countries with access to a fairly simple overview of the negotiations and the agenda of single countries was one of the main aims of our negotiation analyses. That aim is now superfluous, yet our tools can now be brought to use in order to have an informed debate on the reasons for the breakdown of the Doha Round. In other words, who were unwilling to yield?

Reorganizing our overall measure of ‘free trade orientation' on a scale from 0 to 100 provides a simple impression of which countries wanted how much in terms of liberalization. The score ‘0' on the index is given to an imaginary country that wants the WTO to acknowledge its full right to close its markets to international competition while the score ‘100' is given to a country with the aim of eliminating all forms of production support and barriers to world trade. The index indicates that the median WTO member received a score of 64 in the Doha round, clearly showing that the majority of the membership preferred a substantial liberalization of world trade. At the bottom, Norway received a score of 33 while Colombia at the top of the index had a score of 80. As both countries were by and large without actual influence, the real question instead is where the key players – Brazil, Canada, the EU, India and the US – are placed on the scale.

Starting with the two most influential developing countries, our index shows Brazil receiving a score of 74 while India receives 62. Brazil, a major exporter of food, hence seems to have been one of the strongest proponents of liberalizing world trade and the country even strengthened its position on agricultural trade during the Doha Round negotiations. India, on the other hand, would appear relatively average, yet the country made rather substantial efforts to avoid any real liberalizing agreement in the ongoing parallel negotiations on industrial tariffs. The giant country was obviously not prepared to give up its protectionist position in the area in which most developed countries wanted concessions in return for liberalizing agricultural trade. On the other hand, commentators have also emphasized that Brazil may have been too ambitious on behalf of the developed countries, in particular when negotiating developed countries' reductions of tariffs and subsidies in agriculture.

Turning to the developed countries, the score of Canada is 68, that of the US is 72 while the EU only received a miserly 42 – we were even careful not to treat the union too harshly. As such, the picture here is slightly less complex. While the Canadian position early on emerged as a compromise candidate – indeed, Canada has in all our analyses been the country that most negotiation partners could agree the easiest with – the US strategy was rather opaque during the first years. It was often difficult for both member states and analysts to understand what exactly the US desired from the WTO. That nonetheless changed in time, as President Bush brought forward a proposal that can perhaps best be summarized as this: "We are willing to make substantial cuts in agricultural support and tariffs as long as the European Union as prepared to follow". The American proposal was unambiguous and would have lead to a significant liberalization of world trade, which would be to great benefit for developing countries. At some level, it was thus a courageous proposal, yet on another level the proposal was entirely for free.

The reason that the US proposal was costless is that the Americans most probably were aware that chances were very low that the EU would accept. As the EU score on our free trade orientation index suggests the union was from the very beginning the second most protectionist member state – only Norway appeared less intent on liberalization although its influence in the WTO was understandably minuscule. What is even worse, contrary to many other member states the EU never changed its overall position. The union may have brought forward a number of complex proposals but their effects could in all cases be rejected as de facto liberalizing since all proposals had a common structure: the union offered liberalizing one area but always in return of concessions in another specific area that would render the former liberalization worthless. The energetic efforts of the EU team at the WTO was thereby directed at signalling that the union was ready to accept moves towards freer trade and less production support while at the same time trying to avoid obligations on a number of so-called ‘sensitive products'. Had other member states accepted the proposals, it had meant that the union could have lowered tariffs on a number of goods that are hardly produced in Europe while maintaining substantial protection and support for European agriculture.

The EU therefore emerged as the main protectionist force in the WTO. The last question in search of an answer is what the likely consequences are of the breakdown of the trade talks in the WTO. International economists can answer that question with a great degree of precision by assessing what benefits would have arisen from having a truly liberalizing agreement. First of all, trade is one of the main determinants of economic growth and thus of effective poverty reduction. Much damage is therefore done to developing countries by maintaining the current level of protection from international competition in the one area – agriculture – in which they typically have large comparative advantages. Adding insult to injury, this is the area in which most of the world's absolutely poorest people work. Second, the breakdown
means that EU consumers w
ill for years to come still have to endure paying higher prices for goods that could have been bought at lower prices and often at higher quality in the world market. Calculating the sum of direct costs – agricultural support is paid through taxes – and indirect costs arising from the lack of competition reveals that this is not a minor problem. The EU common agricultural policy, which would have had to undergo thorough reform had the negotiations ended in a deal, incurs an additional cost on typical Danish and British families with children roughly the size of an entire monthly pay check! Hence, all Europeans would have become markedly richer had the WTO negotiations resulted in a deal. The lack of a deal also brings other costs, as a higher degree of openness to trade is also associated with, e.g., higher quality production, a large variety of goods, and less corruption in poor countries.

In total, a number of countries must share responsibility for the breakdown. Brazil and other Third World food exporters probably were too ambitious on behalf of the developed countries, India refused to accept more competition in its comparatively weak industries, and the US position remained opaque while the country for too long hid behind the protectionist positions of other member states. However, the bottom line is that the main culprit – the member bearing most of the responsibility – is the European Union. The problem continues to be that the official policy of the union is controlled by Southern European countries with strong agricultural lobbies – and the policy is therefore rather clearly dictated by Paris. French top politicians have throughout the negotiations ‘protected' French farmers against cuts in tariffs or support measures – Jacques Chirac and Dominique de Villepin both went on air in national media to ensure their voters that France would veto any liberalization – which makes the country the Global Public Enemy Number One. Yet, another part of the story that needs to be told is that other EU members also made an indirect effort. The EU as a whole and traditionally liberalist countries such as the UK and Denmark in particular are all accomplices. We are guilty of both crimes and misdemeanours but the worst crime of them all is that we are actively preventing poor countries from gaining extra opportunities to lift themselves out of deep poverty. If justice exists in this world, future historians will not look kindly on today's political letdown.

 

Sammenbruddet i WTO –- hvis skyld var det?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2006. 14 svar

Siden Verdenshandelsorganisationen den 25. november 2001 i Doha blev enige om at sætte en ny forhandlingsrunde i gang, har de nu 149 medlemmer af WTO forhandlet intensivt om at liberalisere verdenshandlen, men først på denne uge blev det desværre klart, at forhandlingerne er brudt endeligt sammen. Meget hurtigt derefter var EU’s chefforhandler Peter Mandelson ude med beskyldninger om, at det var amerikansk mangel på fleksibilitet, der skabte sammenbruddet. USA har naturligvis været næsten ligeså hurtige til at skyde skylden på EU’s protektionistiske indstilling, og ulande over hele kloden har skudt skylden på både enkeltlande og de rige lande som helhed. Mens alle lande officielt begræder sammenbruddet – ikke mindst ulandene, da Doha-forhandlingerne var ment som en ‘udviklingsrunde’ – er alle således også involveret i det, der på engelsk populært kaldes et ‘blame game’: De skyder skylden på andre mens de tegner et billede af sig selv som oprigtigt engagerede og fri for ansvar. For en mindre end fuldt informeret offentlighed er det derfor nærmest umuligt at se gennem de gensidige beskyldninger og placere et ansvar.

Kim Lind fra Fødevareøkonomisk Institut og undertegnede har fulgt Doha-runden intensivt siden starten, og vi har i den sammenhæng udviklet et redskab til at måle afstanden mellem forhandlingsparterne. Dermed kan vi også vurdere hvor frihandelsorienterede eller protektionistiske, de er på landbrugsområdet, der var det store og egentlige forhandlingsområde. Det redskab har ikke været populært hos alle parter, da det har tydeliggjort hvilke lande der reelt har haft protektionistiske hensigter, og på hvilke punkter, forskellige lande har været mest uenige. Grunden er ret simpel: En af måderne, lande forsøger at få deres vilje igennem i den type internationale drøftelser, er at gøre forhandlingerne uigennemsigtige. Det vil i særlig grad ramme fattige lande, da de ikke har de store ressourcer at afsætte til forhandlinger og forhandlingsanalyser, og derfor vil få ganske svært ved at navigere i forhandlingerne. En af pointerne med at lave vores type forhandlingsanalyser var derfor at give udviklingslande adgang til nogle relativt enkle oversigter over, hvad forhandlingerne handlede om, og hvad forskellige lande ville med runden. Det er nu pludseligt uaktuelt, da der ikke længere er en forhandlingsrunde, men vores redskab kan også bruges til at få en smule mere redelig debat om, hvis skyld det var at Doha-runden brød sammen. Med andre ord, hvem var det der ikke ville give sig?

Hvis man ordner vores overordnede frihandelsmål pædagogisk på en skala fra 0 til 100, giver det et vist simpelt overblik over, hvem der ville hvor meget. På skalaen er ‘0’ er et land, der ikke vil andet end at have fuld ret til at lukke sine markeder og støtte sit landbrug, mens ‘100’ er et land, der vil afskaffe alle former for støtte og handelsbarrierer. I Doha-runden scorede det typiske land 64 på sådan et mål, hvilket ganske klart viser at de fleste lande arbejdede klart for en liberalisering af verdenshandlen. Bundskraberen var Norge med en score på 33, mens topscoreren – det mest frihandelsorienterede land i WTO – viste sig at være Colombia med en score på 80. Begge lande var i det store og hele udenfor indflydelse, så spørgsmålet er i stedet, hvor de store spillere – Brasilien, Canada, EU, Indien, og USA – befinder sig på skalaen.

Hvis man starter med de to vigtigste ulande, scorede Brasilien 74 på indekset, mens Indien var ganske gennemsnitligt med en score på 62. Umiddelbart synes Brasilien, en storeksportør af landbrugsvarer, således at være en af de stærkeste fortalere for en markant liberalisering, og på spørgsmålet om brugen af landbrugsstøtte, skærpede landet endda sin position i løbet af runden.  Med hensyn til Indien skal det også med, at selvom det ser ret gennemsnitligt ud i den simple score, gjorde landet sig store besværligheder i de sideløbende forhandlinger om barrierer for handel med industriprodukter, hvor man bestemt ikke var indstillet på at sænke toldbeskyttelsen væsentligt. Indien var dermed ikke indstillet på at give sig på det område, som en række rige lande ville liberalisere yderligere som betaling for at de gav sig på landbrugsområdet. Kommentatorer har derimod fremhævet, at Brasilien muligvis indtog en for ambitiøs position, specielt når det gjaldt ambitionerne for de riges landes liberaliseringer af landbrugssektoren.

Med hensyn til de store i-lande, scorede Canada 68, USA scorede 72, mens EU kun kunne få 42 – og det var ikke fordi vi var specielt hårde ved unionen. Her er billedet altså lidt mere klart, men også kun lidt mere. Mens Canada tidligt tegnede sig som det store kompromisland – i vores analyser har det hele vejen igennem været det land, som de fleste andre medlemmer lettest kunne blive enige med – kan USA’s strategi gennem de første dele af forhandlingerne karakteriseres ret let: De lurepassede. Det var ofte svært, både for de fleste medlemslande og analytikere som undertegnede, at forstå hvad det præcist var, USA ønskede sig af Doha-runden. Det ændrede sig dog med tiden, da præsident Bush spillede ud med et forslag, der kort kan opsummeres i ordene: ‘Vi er klar til at sænke landbrugsstøtten og toldbeskyttelsen ganske markant, så længe EU går med til at gøre det samme’. Amerikanernes udspil var både klart og ville føre til en følbar liberalisering af verdenshandlen, der ville komme de fattige lande til væsentlig gavn. I en hvis forstand var det derfor modigt, men i en anden forstand også ganske gratis.

Grunden til at USA’s flotte forslag var gratis er, at amerikanerne sandsynligvis var klar over, at chancerne for at EU ville acceptere forslaget, var meget små. Som EU’s frihandelsscore indikerer, var unionen nemlig fra starten det næstmest protektionistiske medlem – kun olielandet Norge var mindre indstillet på liberaliseringer, men dets indflydelse var forståeligt nok minimal i forhold til EU’s. Hvad værre er, ændrede EU’s position sig i modsætning til andre lande ikke i løbet af forhandlingerne. Nok kom unionen med en række forslag, men praktisk taget alle kunne afvises som de facto liberaliserende, da de alle havde en fælles struktur: Man ville gå med til en liberalisering på ét område, men kun mod en indrømmelse på bestemte andre områder, der reelt ville gøre liberaliseringen på det første område ligegyldig. Således gik en del af EU’s energiske indsats ud på at signalere, at man skam var klar til at liberalisere, men samtidig ønskede en række såkaldt ‘følsomme produkter’ friholdt. Hvis andre medlemslande var gået med til forslaget, havde det i praksis betydet, at unionen kunne nøjes med at sænke tolden på varer, der alligevel ikke blev produceret i Europa, mens den stort set kunne bibeholde beskyttelsen af europæisk produktion.

Den store protektionistiske kraft i WTO var derfor EU. Sidste spørgsmål er så, hvad konsekvenserne af sammenbruddet var. Det kan nationaløkonomer svare på med stor præcision ved at se på, hvad det er for store forbedringer, vi går glip af ved ikke at få en liberalisering. For det første er handel en af de vigtigste faktorer, der fører til økonomisk vækst og derfor til effektiv fattigdomsbekæmpelse. Ved at bibeholde beskyttelsen mod international handel på netop dét område – landbrugsvarer – som ulande typisk er bedst til at producere, skader man derfor de fattigste lande hårdt. Og for at føje spot til skade, er landbruget netop det erhverv, hvor de allerfattigste typisk arbejder. For det andet betyder sammenbruddet, at specielt EU’s forbrugere også i fremtiden må betale høje priser for varer, der typisk kan fås både billigere og bedre ude på verdensmarkedet. At det ikke er småpenge, det drejer sig om, er klart når man regner både de direkte omkostninger – landbrugsstøtten betaler vi over skatten – og de indirekte omkostninger – den manglende konkurrence
– ind. En typisk dansk bø
rnefamilie har således en merudgift hvert år, der svarer til en hel månedsløn! Alle europæere ville derfor blive markant rigere på sigt hvis man havde fået en aftale i hus i WTO. Af andre omkostninger kan man nævne, at større åbenhed for international handel typisk også bringer andre goder med sig som, for eksempel, større kvalitet produktionen, et større udbud af forskellige varer, og også mindre korruption i fattige lande.

Man kan således placere ansvaret for sammenbruddet hos en række lande. Brasilien og en række andre lande var sandsynligvis for ambitiøse på andres vegne, kæmpelandet Indien nægtede at acceptere mere konkurrence på dets konkurrencesvage industrivarer, og USA lurepassede for længe og dækkede sig bag andres protektionistiske holdninger. Men bundlinien er stadig, at den store skurk i spillet, den hovedansvarlige for WTO’s sammenbrud, er EU. Problemet er, at unionens officielle politik i høj grad er styret af sydeuropæiske lande med stærke landbrugslobbyer – og reelt er den derfor dikteret fra Paris. Gennem hele forløbet har franske toppolitikere ‘beskyttet’ fransk landbrug mod, at der blev skåret i støtten eller sænket toldsatser – både Jacques Chirac og Dominique de Villepin gik i medierne med forsikringer om, at Frankrig ville nedlægge veto mod enhver liberalisering – hvilket gør landet til den centrale forbryder. Det skal blot med at vi andre spillede med. EU som helhed og det traditionelt frihandelsvenlige Danmark i særdeleshed er medskyldige. Vores forbrydelser er både store og små, men den værste er at forhindre ludfattige lande i at få ekstra muligheder for at arbejde sig ud af fattigdom. Hvis der er retfærdighed til, vil historikere i fremtiden dømme nutidens politiske svigt hårdt.

Når forskning bliver ideologisk

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2006. 12 svar

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

Nyt lykkeindeks: BIBO

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2006. 4 svar

Igår gjorde David Pontoppidan mig opmærksom på et nyt forsøg på at måle lykken, det såkaldte Happy Planet Index. Flere danske aviser skrev om indekset igår. Berlingske hævdede at "Palæstina slår Danmark i lykke" og Politiken rapporterede at "Danskernes lykkefølelse rasler ned". Almindelige danskere må nødvendigvis tænke UHA!

Mens jeg skal indrømme, at de traditionelle lykke- og tilfredshedsmålinger ikke bør tages alt for alvorligt – selvom jeg faktisk forsker på området! – er der meget langt fra alvorligt at spørge folk om, hvor tilfredse de er med deres liv, til the Happy Planet Index. Indekset er en sammenvejning af det traditionelle spørgsmål (hvor man på nationalt plan tager andelen af befolkningen, der er relativt tilfreds), den forventede livslængde, og en slags mål for landets ressourceforbrug. Og ved at gøre det, løber man ind i et stort statistisk problem.

Problemet er, at ethvert statistisk validt indeks skal sammensættes af mål, der klart har noget med hinanden at gøre! Og det har de tre ting ikke. Tilfredshedsmålet er kun svagt korreleret med livslængden og mens rigere lande generelt har større ressourceforbrug, siger indekset absolut intet om hvor effektivt ressourcerne forbruges. Men de tre ting smider the New Economics Foundation alligevel sammen i et indeks, og konstaterer derefter stort og flot at Storbritannien kun er nummer 98 i verden.

Når man gør sådan, løber man ind i et af de værste statistiske problemer: BIBO – Bullshit In, Bullshit Out. Ens resultater afhænger altid af kvaliteten af det der indgår i analysen. Og når inputtet er så åbenlyst nonsens som the Happy Planet Index kommer konklusionerne og de politiske implikationer også til at blive ren Monty Python.

Grunden til at man laver den slags er naturligvis, at folkene på New Economics Foundation er den sædvanlige flok frelste miljøfreaks hvis erklærede mål er "to construct a new economy centred on people and the environment". Så de har konstrueret et mål for hvad de synes at lykken bør være, og det viser at vi er onde mennesker i den rige del af verden som overforbruger. Når de ovenikøbet kan knytte det til lykkeforskningen, som boomer over hele verden for tiden, kan de komme igennem med deres budskab.

Som læserne nok kan mærke, er jeg stærkt irriteret over den hype, som the Happy Planet Index har fået. Vi er trods alt en del seriøse økonomer og politologer, der forsøger at forske ordentligt i lykke og tilfredshed. Så når MSM griber fat i den slags pseudo-religiøst mumbo-jumbo som åbenlys miljølobbyisme a la New Economics Foundation uden enhver form for kritik, kan man da kun blive endnu mere desillusioneret. Derfor er her en opfordring til Punditokraternes læsere: Lad være med at tage det alvorligt!

Links til aviserne:

http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=464535

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=765022/

Velfærdsreformer og det rene ingenting

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2006. 8 svar

Normalt er der god grund til at hylde demokratiet, som vi da også flittigt gør. Men sommetider er grund til at styre ens entusiasme en smule. Man kan for eksempel huske på, hvad Winston Churchill sagde i en tale til det britiske Underhus i november 1947: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time". Det var i hvert fald Churchills citat jeg tænkte på, da jeg så den såkaldte 'velfærdsreform' forleden dag. For reformen – hvis man overhovedet kan kalde den det uden at spytte ordet ud – demonstrerer hvorfor demokrati ikke altid er det ideelle system. Faktisk er den et godt eksempel på demokrati, når det er værst. Så her er mit bud på tingene efter den uges tid, det har taget at få blodtrykket ned igen.

Blandt økonomer er der for eksempel bred enighed om, at efterlønnen bør afskaffes, specielt hvis der i fremtiden skal være råd til centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse og i det hele taget det, befolkningen har vænnet sig til at betragte som en rimelig offentlig service. I takt med at vi bliver rigere, stiger vores krav til det offentlig nemlig også – et faktum som reformmodstandere ofte meget belejligt glemmer. Hvad er man blevet enige om på Christiansborg? At efterlønsalderen stiger gradvist med to år i løbet af de næste 16 år, og at man derefter kan diskutere, om den almindelige levetid er blevet så lang, at man skal snakke om det igen. Pensionsalderen skal i samme periode sættes op med de samme to år. Så i 2022 skal man gå på pension som 67-årig, på trods af at de fleste danskere i den alder allerede i dag har både deres arbejdsevne og fulde forstand intakt.

Andre tiltag som de fleste økonomer havde håbet på, blev ikke implementeret. For eksempel er der ikke skåret i dagpengeperioden, og selv om de specielle ordninger for 55-59-årige falder bort, vurderede den tidligere overvismand Torben M. Andersen forleden, at forliget kun løser cirka halvdelen af det finansieringsproblem, som den danske model står med.

Så det, som Anders Fogh har kaldt 'historisk' og andre i forligspartierne sammenligner med Kanslergadeforliget, er ikke ret meget mere end en ganske uliberal prut i den berømte hornlygte. Som jeg ser det, er der nemlig er kun to logiske resultater af den nye velfærds(non)reform – og er ikke historiske i den gode forstand. De er:

1)      Christiansborg-politikerne må om få år indrømme – både overfor sig selv og deres vælgere – at 2006-reformen stort set ingen virkning havde. Med andre ord, at den ikke var navnet 'reform' værdigt. Problemet med det bliver, at vælgerne har fået at vide i dag, at man har lavet en fremtidssikret reform. Så når de samme politikere kommer rendende om få år med beskeden om, at der skal endnu en ny velfærdsreform til, bliver effekten den samme som af Nyrups berømte efterlønsgaranti: Vælgernes politikerlede får en ekstra tak opad, og den folkelige opbakning til reformer falder. Spørgsmålet er, hvor mange politikere der tør risikere det til den tid?

2)      At man holder fast i, at der er lavet en reform og (som det før er blevet sagt) at 'den bare skal have tid til at virke'. Den nuværende 'reform' får derefter den tid, den skal have, til at vise sin mangel på værd, og Danmark ender i en regelret økonomisk krise. Når krisen bliver tydelig nok for den almindelige vælger – når vi med Knud Heinesens ord kan 'se afgrundens rand' – vil politikerne være tvunget af både den økonomiske situation og befolkningens frustration til at lave en drastisk og vidtgående reform af det danske system. Og dén reform kommer til at gøre ondt så det kan mærkes! Til den tid kan unge politikere og samfundsforskere så spørge, hvorfor man lavede en så tynd gang politisk makværk i 2006.

Der er altså frustrerende at være samfundsforsker for tiden, ligesom det er frustrerende at være almindeligt tænksom dansker. Før folk begynder at råbe ad mig (som de har gjort før), at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke kan lide landet, må jeg gøre min holdning helt klar: Den er naturligvis, som H.C. Andersen så smukt skrev det, at 'Her har jeg rod, herfra min verden går'. Jeg elsker Danmark med hele mit hjerte, og på en aldeles umoderne og politisk ukorrekt måde. Bundlinien er stadig, at Danmark på så mange måder er et dejligt land at leve i, og et land jeg er stolt af er mit. Men det er ved gud ikke de danske politikeres skyld!

Er danske unge virkelig venstreorienterede?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2006. 33 svar

Berlingske Tidende skrev den 21/5 om det, mange kommentatorer ser (og åbenbart håber er) en politisk vækkelse af ungdommen. Avisen rapporterer, at "efter mange års politisk dødvande ser det ud til, at de venstreorienterede værdier igen kan mobilisere danske unges kampgejst". Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitet, mener således at der helt sikkert er "en tendens til, at de unge går mod venstrefløjen". En anden, angiveligt uafhængig, forsker fortæller avisen, at "det vil være med til at styrke venstrefløjen fremover". Forskeren – sociologen René Karpantschof fra Københavns Universitet – er også blevet brugt i samme sammenhæng i Politiken. Skal de af os, der ikke falder på halen over venstrefløjens projekt, så til at være nervøse for fremtiden? Det mener Astrid Krag, formanden for Socialistisk Ungdom, øjensynlig. Hun understreger i hvert fald, at de danske unge ikke kun er "utilfredse fordi de selv bliver ramt på pengepungen i form af SU-forringelser. Mange unge protesterer mod de meget liberalistiske holdninger, som regeringen står for". Det er da en klar udmelding, også selvom man kun kan grine af hendes mening om, at regeringen skulle være liberal.

Problemet er blot, at en snigende mistanke breder sig så snart en hovedaktør på den måde afviser en åbenlys forklaring på, hvorfor så mange unge – og specielt rigtigt unge – har deltaget i demonstrationer mod velfærdsreformer. Motivanalyse er sædvanligvis noget, man bør sky som pesten, men en så klar afvisning får altid en klokke eller to til at ringe. Hvad er det for unge, der deltager i demonstrationerne, og hvad er deres budskab? Og hvad er det for 'uafhængige' forskere, der rykker ud med det glade budskab i medierne?

For at starte med det første sidst, er René Karpantschof ikke et ubeskrevet blad. Han arbejder pt. på sin PhD-afhandling om "Gaden og Parlamentet", og er tilknyttet – Center for Ungdomsforskning. Han har tidligere været særdeles aktiv i det københavnske autonome miljø, bl.a. som aktiv bz'er, og vedligeholder sine kontakter – ellers kunne han jo ikke skrive sin PhD. At bruge Karpantschof som sandhedsvidne når det gælder unges henrykthed for klassisk venstreorienterede idéer, er derfor nok ikke helt god journalistskik. De samme bekymringer kan man have om Jens Christian Nielsen, der forsker flittigt i fagbevægelsen og holder foredrag om, hvordan den bedst kan rekruttere unge. Der er derfor ingen grund til at undre sig over eksperternes begejstring for ungdommens åbenbart nyfundne engagement, men solgt budskabet – det gør de. Så betyder det måske mindre, at Berlingerens journalist slutter artiklen med en formaning fra Ålborg Universitets Johannes Andersen, der påpeger at det langtfra er sikkert at de unge trækker mod venstre. Når man kommer så vidt, er den uvidende læser sikkert allerede overbevist.

Når kommentarerne om eksperternes baggrund nu er givet, kan det jo stadig være, at de har ret. Måske er den danske ungdom mere optaget af et venstreorienteret kontrolprojekt end et højreorienteret frihedsprojekt? Eller er de nærmere optaget af at beskytte deres 'privilegier', som de fleste andre i det danske samfund synes at være for tiden? Hvis man, som punkt nummer to i dine kommentar, skal dømme efter deres konkrete interesser i at gå sammen med fagbevægelsen i en demonstration mod velfærdsreformer, kan man næsten se samarbejdet som definitionen på en uhellig alliance. Når gamle mænd fra fagbevægelsen og gymnasieelever traver sammen gennem København, er det eneste rigtigt fælles sandsynligvis de obligatoriske håndbajere. Fagbevægelsen kæmper for at bevare efterlønnen, dagpengeperioden og en række andre arbejdsmarkedspolitiske tiltag, som vi med sikkerhed ved bliver næsten eksplosivt dyrere i løbet af de næste to tiår. Så når gymnasieeleverne bærer et banner gennem Pilestræde med teksten 'Fuck Reformen – luksus til alle" – en forbløffende præcis udmelding, der givetvis reflekterer rigtigt mange danskere uovervejede holdning – er det svært at tro, at de ved hvad de gør. Det er nemlig primært deres generation, der kommer til at betale excesserne, hvis fagbevægelsen får sin vilje. I alle livets forhold gælder det nemlig, som Milton Friedman formulerede det, at "there is no such thing as a free lunch". Udgifter til efterløn i dag betales med skatter på de unge i fremtiden.

Så set med kyniske øjne, er det fantastisk smart af fagbevægelsens gamle mænd at lokke gymnasieungdommen med til at give vægt bag reformmodstanden. Det er da også betegnende, at det i højere grad end bare lidt ældre studerende er gymnasieeleverne, der kan lokkes frem. For det første er det de færreste samfundslærere i gymnasiet, der stemmer til højre for midten – elevernes skoling er ikke uvigtig – og for det andet er de bøger, der bliver undervist efter ikke ligefrem opdaterede. Gymnasiet underviser ikke i Friedman.

Så at gymnasieeleverne dukker op til den type demonstration er forklarligt, mens de lidt ældre studerende fra videregående uddannelser måske burde have set lyset. Og pudsigt nok – dem kom der heller ikke så mange af! Og så er vi ved kernen af hele sagen igen. For spørgsmålet er, hvorfor de unge kommer til demonstrationerne. Er de grebet af socialistiske idéer som Astrid Krag og sociologerne argumenterer for – eller er forklaringen nærmere, at de er der fordi de vil have deres bid af kagen? Sammensætningen af demonstrationerne kan give mere end et hint, idet det er de mindst oplyste unge, der tropper op. Jo klarere basis man har for at gennemskue, at fagbevægelsens gamle mænd og uddannelsessystemets unge har absolut modstridende interesser, jo mindre er sandsynligheden for, at man deltager.

Måske overtolker jeg blot de informationer, vi har om demonstrationerne mod velfærdsreformer, og det man kunne se i gaderne og fjernsynet med det blotte øje. Men indikationerne er i det mindste så tydelige, at Nielsen, Karpantschof, Krag og mediernes konklusion ikke er troværdig. Og når fagbevægelsen samtidig brokker sig højlydt over, at de unge ikke melder sig ind hos dinosaurerne, kan man undre sig stærkt over, hvordan de kan komme til så optimistiske slutninger på så tyndt et grundlag. For bundlinien er vel, at danskerne – som punditokrat Kurrild-Klitgaard dokumenterede til CEPOS' årsdag – er blevet mere liberale de sidste par årtier. De unge, der deltog i sidste uges optog, er måske blot for unge til at have indset hvad deres interesser er. Og for de andres vedkommende? Tja, der har altid været noget, der hed ønsketænkning. Ellers havde vi vel ikke haft en velfærdsstat?

 

Velfærdsjunkier!

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2006. 33 svar

Jeg læser ofte kronikker, som jeg simpelthen bare må ryste på hovedet over. Så når der en sjælden gang imellem er en, som man ikke blot kan være enig med, men også er så skarp, at man sidder og klukker af grin ved frokostbordet – selvfølgelig omgivet af sine knap så liberale kolleger – er der al mulig grund til at reklamere for den.

Berlingerens kronik i dag er af præcist den type. Louise Karlskov Jensen, en cand. merc. aud.-studerende, finder her al sin harme over velfærdsstatens moralske korrumperen frem. Tricket er ret enkelt: Demonstrér hvordan flertallet af danskerne opfører sig som simple narkomaner, når det kommer til deres tørst efter velfærdsydelser – prisen er ligegyldig, den kan vi alligevel ikke se. Sammenligningen vil givetvis falde en masse mennesker for brystet, men hvor mange af dem kan ærligt sige, at den ikke rammer? Se bare her:

Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark – en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner – andres skattekroner. Men akkurat som med heroinmisbrugeren er rusen kortvarig og efterfølges af den helt store nedtur med abstinenser og ubehag. Narkomanen skaffer penge til sine stoffer ved indbrud, røverier og tasketyverier; velfærdsjunkien gør næsten det samme, men på helt legal vis. Gennem en hylen og en klynken i medierne påkalder velfærdsjunkien sig opmærksom og udstiller sin såkaldte elendighed, indtil næste velfærdsfix er sikret hos velfærdspusherne.

Resten af kronikken er krydret med provokerende observationer, som den her: "Politikerne bliver ved med at kaste velfærd i grams for befolkningen, som hæmningsløst rager til sig på bekostningen af samfundets virkelig svage". Men kan man være virkelig være uenig med hende? Læs den – og helst før din nabo!

Fra den videnskabelige frontlinie

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2006. 21 svar

Her på stedet er vi, hvis jeg skal sige det selv, efterhånden ret gode til at kommentere på aktuelle politiske begivenheder. Omvendt er vi ikke helt gode nok til at rapportere om relevante nye indsigter i samfundsvidenskaberne, selvom nogle af os har det som arbejdsområde. Så i og med at årets to konferencer om public choice netop er afviklede, vil jeg prøve at råde bod på vores problem.

Indenfor public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi – findes der to videnskabelige organisationer, der hver holder et årligt møde: Det amerikansk-baserede Public Choice Society, og the European Public Choice Society, hvor præsidenten pt. er hollænder. Konferencerne ligger traditionelt i marts-april med den europæiske tre uger efter den amerikanske.

Selvom den amerikanske stadig er værd at tage til, har det de seneste år været den europæiske, der har haft den bedste kvalitet. Amerikanerne har det problem, at deres gennemsnitsalder stiger, mens vi har en fornuftig aldersfordeling – specielt er konkurrencen mellem de yngre forskere knaldhård. Så her er et område, hvor man kan glæde sig over at være europæer. Med otte deltagere ud af de cirka 200, er Danmark også klart overrepræsenteret. Og det er ikke fordi vi leverer dårlig forskning. I 1999 vandt Toke Aidt Wicksell-prisen for bedste papir af en forsker under 30, og med Mogens Justesens velfortjente succes i år, er der to danske navne på en liste af bare 15 vindere gennem årene. Et land med 1½ % af Europas befolkning leverer 4 % af deltagerne og 13 % af priserne!

Så kommer vi til indholdet – er der nogen grund til at interessere sig for det, hvis man ikke lige er universitetsforsker? Svaret er ja, for en lang række vigtige og relevante emner bliver behandlet af nogle af de fremmeste forskere på området. Og det behøver ikke engang være kedeligt! Den schweiziske superstjerne Bruno Frey gav for eksempel endnu et brag af en præsentation på den session om lykkeforskning, jeg havde fornøjelsen af at lede i år. Hans pointe – at selvom vi er ved at få rimeligt godt styr på, hvad er gør folk tilfredse med deres liv, skal politikerne holde fingrene fra det – er da værd at tænke over. En masse andre emner er også relevante – her er blot et (stærkt subjektivt) udpluk fra det fulde program (link her):

–         Designet af folkeafstemninger og den ‘pakke’, man stemmer om, påvirker outcomes. Resultatet af den danske afstemning i 1993 blev foretrukket af et mindretal af danskerne, måske så lidt som 12 % (Mogens Kamp Justesen)
–         Hvordan måler man politisk stabilitet? Det er faktisk ikke så let, og stabilitet er meget mere end man tror (Richard Jon-A-Ping)
–         En større ØMU fører til mindre prisstabilitet, men noget mindre end vi går og tror (Philip Mohl og Christian Fahrholz)
–         Korruption kan være godt for økonomier, hvor staten overregulerer kraftigt (Pierre-Guillaume Méon)
–         Velfærdsstaten er en magnet på indvandring, men indvandrere er ikke så ‘socialt skolet’ som indfødte – og det fører til mindre offentligt forbrug (Karin Mayr og René Böheim)
–         Politikeres uddannelse og profession påvirker chancen for, at de gennemfører nødvendige liberaliserende reformer (Axel Dreher + PhD-studerende)

Overordnet er det inspirerende – og også forbløffende hyggeligt – at gå til disse konferencer. Men de åbner også ens øjne for en masse ting, man ikke vidste og måske slet ikke havde tænkt over. En masse af de indsigter, der bliver givet – det ovenstående er kun et lille pluk – når aldrig ud i debatten eller til politikerne. Nogle gange skal emner blot populariseres og forklares en smule – folk er ikke så dumme som politikere tror. Så her er en opfordring til både kolleger og Punditokraternes læsere. Kolleger – der er al mulig grund til at formidle jeres viden, og læsere – sig til, hvis der er noget I vil have uddybet.

Globalisering er ikke noget nyt!

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2006. 20 svar

Jeg tilbringer det meste af min arbejdstid – og en god bid af min fritid – på at forske på mit kontor, eller underholde studerende i de dertil indrettede lokaler på Handelshøjskolen her i Århus. Begge dele kan ofte være frustrerende, så når lejligheden byder sig, nyder jeg at stige ned fra elfenbenstårnet og møde rigtige mennesker. I og med at jeg har fået min uddannelse af samfundet, som pt. også betaler min løn, synes jeg at jeg har en forpligtelse til at formidle min specielle viden på de områder, jeg nu engang forsker i. At det så også er både sjovt og gavnligt for min forskning er blot en ekstra bonus – prøv at forklare komplicerede ideer til menigmand, og du vil hurtigt opdage om du selv har styr på dem!
Forleden var jeg inviteret til at holde et kort foredrag om globalisering for en af Rotary-klubberne i Århus, og som det nogle gange sker, blev jeg mindet om, at det der er almenviden i elfenbenstårnet, ikke altid er det i resten af samfundet. Denne gang drejede det sig om globaliseringens historie. Det viste sig nemlig, at selv Rotarymedlemmer, der som oftest er interesserede og informeret up-to-date, ikke er klar over, at globaliseringen som vi diskuterer den dagligt, slet ikke er et nyt fænomen.

Den folkelige myte, som selv en del af det akademiske parnas synes at tro på, siger at vi aldrig har set så store handelsmængder, så kraftige investeringsstrømme, eller en informationsrevolution som den, internettet har bragt os de sidste ti år. Det er en myte, som de fleste vel kan nikke genkendende til, politikere gentager og agerer efter, og sociologer bygger dommedagsscenarier over for vores sociale liv. Myten er ikke blot misvisende, men helt grundlæggende forkert.

Den moderne globalisering startede helt tilbage i det 15. århundrede med de store opdagelsesrejser – Columbus, da Gama osv. – der åbnede søveje til fjerne egne af verden og samtidens øjne for deres muligheder. Med tiden blev navigationen bedre, skibene blev større, hurtigere og mere sødygtige, og kontakterne med fjerne lande blev udbygget, enten gennem handelsstationer eller regulære erobringer. I første halvdel af det 19. århundrede var transportpriserne derfor kommet så langt ned, at det virkelig begyndte at batte noget. Samtidig meldte dampskibet sig på banen og Suez-kanalens indvielse i 1869 reducerede dramatisk søvejen til Indien. Og da Adam Smiths frihandelstanker langt om begyndte længe at fortrænge merkantilisternes økonomiske nonsens, både på det videnskablige og politiske plan, tog globaliseringen for alvor fart.

En anden udvikling, der fandt sted på samme tid, gav en virkelig revolution. I 1850 lagdes de første undervandskabler til telegrafaktivitet mellem England og Frankrig, og i 1866 lykkedes det ved hjælp af Brunell's kæmpeskib Great Eastern at lægge det første transatlantiske kabel, der holdt. Den første meddelelse indeholdt et tillykke, og beskeden om, at Preussen og Østrig havde sluttet fred. Verden var fra da af blevet næsten ubegribeligt meget mindre.

Perioden mellem cirka 1870 og udbruddet af første verdenskrig blev derfor karakteriseret ved en hurtigt stigende økonomisk integration mellem verdens lande og kontinenter. Med andre ord, perioden 1870-1912 kaldes ofte for den første globaliseringsbølge. Via den øgede handel og den langt hurtigere udveksling af informationer som for eksempel det transatlantiske kabel muliggjorde – dengang var det ikke internettet, men telegrafen der drev udviklingen – blev priser og investeringer i hele verden meget tættere sammenblandet. For eksempel begyndte aktiepriserne på børserne i New York og London at bevæge sig sammen, fordi de to lande nu delte økonomiske vilkår.

Det nye i globaliseringen i de sidste år er således ikke omfanget. Vi er blot ved at være tæt på det niveau, vi kendte til for hundrede år siden. Det nye er heller ikke, at fattige lande nyder godt af den, på trods af hvad sociologer og den marxistiske venstrefløjs ideologiske dinosaurer påstår. Nu er det lande som Chile, Thailand og Mauritius, der har enorm gavn af at udnytte de globale fordele, som de nu engang har. For hundrede år siden var det USA, der benyttede sig af dets billige arbejdskraft, Argentina, der rykkede ind i de rige landes klub ved at udnytte sine naturressourcer, og et lille land i Europas nordligste periferi, der blev uhørt rigt på at sælge smør og bacon. Og hvis nogen skulle være i tvivl (hvad jeg ikke håber på!), er det sidstnævnte land selvfølgelig Danmark.

Hvis vi vil tage ved lære af den første globaliseringsbølge, i stedet for at lukke øjne og ører for den og gøre som om vi ikke forstår den, vi sidder i lige nu, bør det være klart for alle, at globaliseringen er en fantastisk mulighed. Om man så bruger den, er en anden sag. Som landmænd nogle gange siger: Man kan trække et svin til truget, men man ikke tvinge det til at æde. Globaliseringen skal omfavnes og ses som en mulighed i stedet for en trussel. De lande, der gjorde det for hundrede år siden, blev rige dengang. Og dem – der som vores eget land – blev ved med at være åbne, fik en gradvist højere levestandard, mens andre – som for eksempel Argentina – der efterfølgende lukkede sig om sig selv, faldt tilbage i rækkerne igen, med de fattigste som de største tabere.

Hele pointen i dag er: Lær af historien! Dampskibe og tog transporterede folk, som fly gør det i dag, og telegrafen var tidens internet for hundrede år siden. Hvis vi gider interessere os for historien, i stedet for blindt at skrige, at det hele er nyt og vi forstår det ikke, kunne det være, at vi kunne få en kvalificeret debat om globaliseringen. Og så kunne vi måske undgå de gigantiske skæverter som både EU og vores hjemlige politikere slår i frygt for vælgere og resten af verden. Historien viser os, at der intet er at være bange for.

Skønhed og politik – anden del

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2006. 4 svar

Som det er blevet overvældende klart på det sidste, specielt efter Samuel Rachlins indlæg i de amerikanske medier, har Punditokraterne venner og læsere over hele verden. Vi er derfor glade for at kunne hjælpe vores udenlandske venner når de har behov for det – de bakker op om os derhjemme.

 

Tre af vores nordiske venner – både i Punditokrat-regi og personligt – er igang med at gennemføre et studie i, om udseende og deslige betyder noget for vælgere og politikere. Altså, er Helle Thorning S-formand fordi hun ser godt ud? Er Anders Fogh statsminister fordi hans mørke hulemandsudstråling appelerer til vælgerne? Når seriøse og dygtige kolleger – Niclas Berggren fra Ratio Instituttet i Stockholm, Henrik Jordahl fra Universitetet i Uppsala og Panu Poutvaara fra Universitetet i Helsinki – gennemfører et studie, vil vi gerne hjælpe.

 

Derfor er her en opfordring til vores læsere: Besøg projektets hjemmeside (link her) og udfyld spørgeskemaet. Det tager cirka 10 minutter af jeres weekend. I må også gerne reklamere for det hos venner, familie, kolleger og eventuelle studerende – jo flere svar, jo bedre. Til gengæld vil vi her på bloggen (det betyder undertegnede) love at rapportere fra undersøgelsen så snart resultaterne begynder at rulle ind.

 

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2006. 22 svar

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2006. 12 svar

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Globalisering – ser Danmark virkelig så godt ud?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2006. 5 svar

Globalisering er et komplekst fænomen. Det dækker både det økonomiske – det har vi godt styr på – men også blødere ting. Man kan tale om social globalisering, som f.eks. dækker turisme, oversættelse af bøger og internetadgang, og politisk globalisering, som når Danmark deltager i FN-aktioner og er medlem af WTO.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.

Det virker sgu'tte II

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2006. 8 svar

For en uge siden bemærkede Peter Kurrild-Klitgaard her på stedet, at et nyt studie fra det ansete NBER peger på, at ulandsbistand er uden effekt. Stanislaw linkede tidligere i dag til William Easterlys kritik. Økonomerne Raghuran Rajan og Arvidn Subramaniam har gennemført en stort, systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem bistanden og økonomisk vækst (og dermed fattigdomsbekæmpelse) og konkluderer at “we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth”. Rajan og Subramaniams studie er kun det sidste i en lang og deprimerende række undersøgelser, der peger på at ulandsbistand overhovedet ingen effekt har. Martin Paldams relativt nye litteraturstudie peger på det samme. Den logiske konklusion er altså, at et land som vores eget smed 12 milliarder kroner ud ad vinduet sidste år i et helt forfejlet forsøg på at hjælpe de fattige, og at det har vi gjort i mange år. Man behøver vel blot se på Tanzania, der har modtaget hundredvis af millioner kroner gennem årene, men netto ikke har haft nogen vækst siden 1960. Samtidig viser en række meningsmålinger, at såvel danske politikere som den brede befolkning i stor stil støtter ulandsbistanden på trods af, at fagøkonomer næsten altid (Danidas egne folk undtaget) finder at pengene er spildt. Et eller andet sted må kæden vel hoppe af?
Jeg tror – og det er min personlige holdning – forklaringen skal søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå. Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt. Vi ser endda manglerne i vores eget land. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.
For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. For et års tid siden havde jeg en kort debat i Berlingske med de Konservatives Viggo Fischer, der tydeligt eksemplificer problemet. VF er stærk tilhænger af ulandsbistand og har set mange projekter. Det samme gælder for mange andre politikere, ikke kun i Danmark. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – og vis mig den politiker, der er en ørn til statistik og jeg skal vise dig en politiker, der ikke blev valgt til Folketinget.
Pointen er, at på trods af de gavnlige – og synlige – effekter af mange udviklingsprojekter, giver hjælpen problemer for økonomien og samfundet som helhed. Hjalte Tins bog om nødhjælp viser med pinagtig tydelighed hvordan incitamenter til at gøre en individuel indsats ødelægges – hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os? Stephen Knack i Verdensbanken har peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. Andre har vist hvordan hjælpen kan være skadelig for ulandes internationale konkurrenceevne, blæse den offentlige sektor op og øge korruptionen. Alt sammen er det ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af deres indkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker får en helt arbejdsfri gave på 42000 kroner hvert år.
Hvis man holder blikket stift rettet mod projektere, ser man aldrig bistandens slagside, og hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?