Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Autonomes udemokratiske opførsel => kritik af politiet?

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2006. 29 svar

I weekenden fik vi næste akt af farcen om det såkaldte Ungdomshus, som vi før har omtalt her på stedet (læs her og her). Tre retsinstanser har afgivet domme, der alle entydigt viser, at frimenigheden Faderhuset ejer Jagtvej 69 i Købehavn, og at de autonome unge (og andre) derfor skal forlade huset. Det fik først venstrefløjen i den københavnske Borgerrepræsentation til at ville blæse højt og flot på grundloven ved at lave en speciallokalplan for ejendommen. Da det gik op for flere, at den løsning simpelthen var for tydelig magtfordrejning, trak politikerne forslaget tilbage.

Nu har de autonome så taget skeen i den anden hånd. Hvis de ikke længere må hærge Jagtvej 69, kan de i det mindste udtrykke deres protest ved at hærge Faderhusets andre ejendomme. Så i går brød de ind i en gudstjeneste hos frimenigheden og begik omfattende hærværk. Politiet blev naturligvis tilkaldt og måtte i flere tilfælde trække og bruge deres knipler for at beskytte sig (se omtalen i Politiken her).

 

Og så var det jeg undrede mig, da hændelsen blev omtalt i aftenens TV-Avis. For mens man viste billeder fra anholdelserne og enkelte billeder fra de hærgede lokaler hos Faderhuset, gik en stor del af reportagen på politiets brug af knipler. Naturligvis skal det undersøges, om enkelte betjente gik for langt, men jeg mener at man bør holde fast i to ting: 1) Politiet har knipler af en meget god grund, nemlig for at kunne beskytte sig selv uden at skulle ty til stærkere midler (f.eks. deres pistoler), og må derfor også have mulighed for at bruge dem når de trues; og 2) Medierne bør fastholde rimelige proportioner i dækningen af denne sag, som i alle andre sager.

 

Mht. punkt nr. 1 har jeg naturligvis ingen problemer med, at politiet holdes ansvarlige for eventuelle overreaktioner. Men når det kommer til punkt 2, mener jeg man må være meget mere bekymret. At MSM behandler den autonome gruppe omkring Ungdomshuset på særlige vilkår burde være tydeligt. Et helt specielt problem opstår desværre, når en gruppe unge, der på ingen måde respekterer de almindelige spilleregler i en demokratisk retsstat som Danmark, bliver behandlet på en måde, der betyder at deres udemokratiske og voldelige opførsel fører til offentlig kritik af den institution samfundet har til at beskytte borgernes sikkerhed.

 

Sagt på en anden måde, betyder mediernes særlige fokus, at de autonomes voldelige overfald på den retmæssige ejer af Jagtvej 69, munder ud i en kritik af politiet, og ikke de autonomes helt bogstaveligt talt skrigende mangel på respekt for samfundets basale institutioner. Det er en helt Kafkask situation, at politiet mistænkeliggøres mens der slet ikke stilles spørgsmål ved de unges og visse politikeres foragt for og politisering af den private ejendomsret. Det er også – hvis man skal være pessimistiske – måske et tegn på en dybere strømning i samfundet, der betyder at de grundlæggende menneskerettigheder – in casu ejendomsretten – i stigende grad må vige for politisk prægnante enkeltsager. Skal man bare sidde og se på? Det mindste man kan gøre er vel at pege på et muligt problem, før principielle rettigheder bliver politiseret som i en anden bananrepublik.

Nordkoreas Statsbaner

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2006. 14 svar

Sidste uge var jeg to gange i København, en gang i Ålborg og en tur hos mine forældre i Haderslev. Idet jeg fik et lift hjem til Århus om søndagen, betød det at jeg – da jeg ikke har bil – kørte med DSB syv (7) gange den uge. Jeg undrer mig stadig over, hvordan min tålmodighed holdt til det, for hvis der findes en virksomhed eller organisation i Danmark, der minder mig om Nordkorea, er det DSB.

 

Eksemplerne bliver ved med at vælte ind, næsten hver gang man kører med de statslige tog. Fredag i sidste uge, da jeg kørte hjem fra København, manglede lyntoget vogn 41 og 42. DSB suspenderede derfor alle pladsreservationer i de to vogne – de var der jo ikke – og jeg undrede mig ligesom jeg gjorde i vinters, da man suspenderede alle pladsreservationer på et tog, der aldrig kom. Det blev i øvrigt gjort over højtalerne efter nogle folk havde ventet i frostvejr på en perron i mere end en time. Findes der nogen anden virksomhed i Danmark, der tillader sig blot at meddele, at den vare man har købt – en pladsreservation – ikke bliver leveret, men at man i øvrigt ikke får sine penge tilbage? Jeg har svært ved at komme på andre eksempler.

 

Der er masser af andre frustrationer. Samme tur med lyntoget fredag aften varede næsten 3½ time, noget i retning af tre kvarter for længe. Hvorfor det skulle vare så længe, og hvorfor vi blev holdende i et kvarter på Hovedbanegården efter den planlagte afgang, blev der ikke givet nogen besked om. Det er i de situationer, jeg kan få helt ondt af personalet, der ikke kan svare på ens spørgsmål. De får nemlig heller ikke noget at vide. Det må være en særlig tålmodig (eller resignerende) type mennesker, der vælger at arbejde for dén virksomhed.

 

En tredje frustration bluser op, hver gang jeg er på besøg hos mine forældre i Haderslev. Det er nemlig besværligt at komme med offentlig transport, hvis man skal syd for Kolding. Man tager enten toget til København og skifter i Fredericia og Kolding, eller tager toget mod Esbjerg, som kører sydpå indtil Kolding, og så drejer vestpå til Esbjerg. Skal man til Sønderjylland, skal man skifte tog. Regionen blev genforenet med Danmark i 1920, men den bid information er åbenbart ikke rigtigt nået så langt ind i DSB, at man lægger køreplaner, der behandler Sønderjylland som en del af landet. På et vist plan er det derfor sigende, at den eneste mulighed for at køre direkte til noget sted syd for Kolding, er ved at tage Deutsche Bahns tog til Hamborg.

 

Jeg kunne blive ved, men det er sandsynligvis ikke sundt for mit blodtryk. Så spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det? DSBs eget svar er massive investeringer i den kollektive trafik – altså i DSB. Det prøver man så på gennem at købe IC4-toget. Der er bare ingen der ved, hvornår de nye tog kan tages i brug. På trods af det, glæder man sig i virksomheden over de nye tog. Jeg føler mig i stedet hensat til det afsnit af Yes Minister, hvor ministeren bliver præsenteret for det mest velfungerende hospital i England – der ikke tager patienter ind… Hvis man spørger politikere, er svaret mere politisk styring. Men hvis man ser på de sidste hundrede års dansk politik, synes den relevante konklusion mere at være, at DSB har været dygtig til at styre politikerne end det omvendte. Så effektivt set er politikernes svar at give DSB mere politisk indflydelse.

 

Som jeg ser det (helt personligt) er der kun to mulige løsninger: En total privatisering, eller 'General Park-løsningen'. Begge løsninger vil kunne give det, DSB har manglet i årtier: Konkrete incitamenter til at levere en ordentlig vare. For at tage den sidste først, vil den løsning være i stil med den måde, Sydkoreas regeringsleder Chung Hee Park brugte overfor landets store, ineffektive industrikonglomerater efter magtovertagelsen i 1961. Han indkaldte til et møde, hvor beskeden var, at man nu mødtes hver fjortende dag og monitorerede virksomhedernes effektiviseringsbestræbelser. Og hvis en virksomhedsleder ikke viste positive resultater? Så smed man ham i fængsel. Virkningen var, at Sydkoreas industri på næsten mirakuløs vis blev mere effektiv fra starten af 60'erne.

 

Nu er Park-løsningen sikkert ikke mulig i Danmark (og det er nok ikke så skidt endda). Så den eneste anden måde, man kan løse DSBs problemer på, er at privatisere. Ikke halvt, ikke på en måde der betyder, at staten bevarer en aktiemajoritet, men helt og fuldt, så togdriften i Danmark bliver frigjort fra politisk indflydelse. Nogen vil muligvis have den indvending, at så bliver offentlig transport meget dyrere, men erfaringen viser, at det ganske enkelt ikke er rigtigt. Det eneste 'offentlige' alternativ til DSB, hvis man skal fra Århus til København, er Abildskous Rutebiler, som tilbyder at køre tur-retur cirka 200 kroner billigere end med DSB. Firmaet får ingen støtte, men har stadig et overskud! Hvis det kan lade sig gøre, hvorfor kan DSB så ikke?

 

 

Svaret er simpelt: DSB har intet incitament til at køre effektivt, begrænse omkostningerne, eller levere en service, der i det mindste giver indtryk af, at man har respekt for sine kunder. Det er en monopolvirksomhed, der ikke bare scorer en almindelig monopolgevinst, men også offentlige støttekroner og politisk beskyttelse oveni. Guderne må vide, hvad det firma koster Danmark. Hvis der er anstændighed tilbage i dansk politik, må Folketinget indse, at det er på høje tid at privatisere togdriften.

Er sort arbejde problem eller symptom?

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2006. 15 svar

Normalt prøver vi at være med på dagens nyheder, men sommetider er det bare ikke muligt. For mit vedkommende var det ikke muligt i går da jeg først fik læst dagens gratisaviser om aftenen. Når dagens post alligevel handler om en kort debat i gårsdagens Nyhedsavis – som jeg i øvrigt får leveret meget tidligt om morgenen af et bud, der insisterer på at klappe så højt som muligt med brevsprækken – er det fordi den er af mere principiel karakter.

Nyhedsavisen har en gang imellem en pro-et-kontra klumme – to modsatte syn på samme sag. Og i går var sagen eksistensen af sort arbejde i Danmark. Socialdemokraternes skatteordfører John Dyrby argumenterer ikke overraskende for, at “sort arbejde skal bekæmpes”. Han skrev, at problemerne starter “når sort arbejde bliver en sport, som udelukkende har til formål at omgå skattesystemet”, og fremhæver også i bedste socialdemokratiske tradition, at sort arbejde er “en lønpresser uden lige”. Avisens chefredaktør, David Trads, gav ikke overraskende det modsatte synspunkt, som han udtrykte således:

“Problemet er jo et andet – nemlig at vi betaler så høj skat og har så høj en minimumsløn i Danmark, at det er umuligt for almindelige danskere at betale for små serviceydelser, hvis der skulle betales skat af det. Sort arbejde i småskalaen er nødvendigt for at få samfundet til at hænge sammen”

Nyhedsavisens debat i går rejser det helt fundamentale – og særdeles vigtige – spørgsmål, hvorvidt eksistensen af sort arbejde i Danmark er et problem i sig selv eller blot et symptom på dybere fejl i samfundet. Svaret afhænger selvfølgelig til en vis grad af, hvor man står politisk, men kan også anskues stort set apolitisk, jf. Tradses indlæg.

Forestil dig en almindelig dansk familie med to børn, hvor begge forældre er akademikere og derfor som oftest uden ‘almindelig’ arbejdstid. Børnene skal afleveres i skole, hentes fra skole og på den ene eller anden måde passes indtil forældrene har fri fra arbejde. Når det så sker, har forældrene valget mellem at bruge deres tid på hverdagens småting – opvask, rengøring, havearbejde, regnskab osv. – eller for eksempel at bruge lidt tid på deres børn og evt. lave noget ordentlig aftensmad (ikke en selvfølge i dagens Danmark).

Hvor ville denne familie være uden sort arbejde? En studerende til at gøre rent uden regning, en sort børnepasning, måske endda kun en nabo som man har en fast aftale med, en pensionist der for en check i en brun konvolut sørger for at haven bliver passet. De eneste alternativer til sort arbejde, er at købe serviceydelser på det åbne marked. Og som David Trads rigtigt påpeger, er det til en pris som meget få danske familier kan betale. Prisen presses nemlig op af både verdens tungeste beskatning og en meget høj de facto minimums timeløn, som jf. et af mine tidligere indlæg her på stedet kan være højere (sic!) end akademikerforældrenes.

For mit vedkommende er sagen helt klar: Sort arbejde er ikke blot nødvendigt for at få et samfund som det danske til at hænge sammen, i og med at det sikrer, at visse nødvendige serviceydelser faktisk kan købes af dem, der har det største behov for dem. Sort arbejde i Danmark er også moralsk rigtigt, eller i hvert fald ikke moralsk forkert. For hvordan kan man fordømme eksistensen af sort arbejde i et samfund, der på den ene side presser lønstrukturen så tæt sammen, at selv de højest uddannede ofte ikke kan betale for almindelige serviceydelser, mens det på den anden side sikrer sig mod det, S-ordføreren kalder “lønpres”, så lønningerne i servicesektoren og dermed prisen på serviceydelser stiger? På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at danske kvinder er mere tilbøjelige til at acceptere sort arbejde end mændene?

Danmark har i forvejen meget lidt sort arbejde, delvis på grund af danskernes ærlighed, delvis på grund af systemets tætte overvågning af danskerne. Når man fra forskelligt politisk hold udskriger det eksisterende sorte arbejde som et reelt problem, vidner det om politikernes nogle gange nærmest uendelige tilbøjelighed til ansvarsforflygtigelse. Det sorte arbejde, der findes i Danmark, er ikke moralsk forkasteligt. Det er skabt af den velfærdsstat, som de danske politikere er så glade for. Derfor er det sorte arbejde ikke almindelige danskeres moralske ansvar, men Folketingets medlemmers. Deal with it!

Når forskning bliver misforstået (med vilje?)

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2006. 18 svar

Hvis man er samfundsforsker, oplever man tit at folk misforstår ens forskning, dens resultater og i særlig grad dens implikationer. Det kan man ikke sikre sig imod, udover naturligvis at præsentere tingene så pædagogisk som muligt overfor journalister og andre interesserede. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at man bliver misforstået med vilje, for ellers er der ikke en historie at skrive.

Det er blandt andet det, der er sket for to særdeles velrenommerede økonomer i USA. Miseren drejer sig om deres nye arbejdspapir “Stature and Status: Height, Ability, and Labor Market Outcomes”, der er kommet i verdens mest prestigefyldte working paper serie, NBER (nummer 12.466). I og for sig er der ikke ret meget nyt i den historie, forfatterne Anne Case og Christina Paxson kan fortælle. Højere børn klarer sig i gennemsnit bedre i kognitive tests som f.eks. intelligenstest, højere voksne i gennemsnit tjener mere, og hvis man er høj som barn bliver man normalt også høj som voksen. Alt i alt viser deres tests, at man som voksen i USA gennemsnitligt tjener cirka én procent mere per ekstra centimeters højde.

Det nye er, at Case og Paxson peger på grunden til at høje mennesker tjener mere: Det er udelukkende fordi de har en kognitiv fordel med fra deres barndom. Det er altså ikke, som andre har foreslået, at arbejdsmarkedet på en eller anden måde diskriminerer mod lave mennesker. Men det var åbenbart ikke nok for Reuters, som postede ‘nyheden’ under titlen “Tall People are Smarter”. Den titel endte hos Washington Post med at blive bragt som et direkte citat fra papiret, og så brød helvede løs.

Angus Deaton fortæller historien i det nye nyhedsbrev fra the Royal Economic Society, men med den specielle twist, at han er gift med en af forfatterne (Anne Case). Han foreslår først, at man søger på Case+Paxson+Height+Princeton for at få en idé om omfanget af diskussionen. Google giver cirka 24.500 hits! En meget stor del af dem er rene nonsens links – cirka 160 af dem indeholder også ordet “bitch” – så kan man gætte på, hvor seriøse de er (!) – men en hel del tager Case og Paxsons papir dødsens alvorligt. “Amy” på bloggen ShortSupport skriver for eksempel, at ” The release of a report like this without disclaimers is really a grave oversight – and dare I say, ethically questionable?”

Eksemplet er selvfølgelig ekstremt, men det kaster også et vist lys over en situation vi også til en vis grad ser snige sig ind på Danmark. For eksempel kræver Amy klart, at man tager en masse forbehold – og reelt tager afstand – fra sine egne forskningsresultater. Hvorfor skulle man det, hvis man er rimeligt sikker på at man har lavet et grundigt stykke arbejde? Og hvorfor burde man overhovedet bekymre sig om, at man bliver misforstået af lægmænd, der ikke har nogen som helst basis for at forstå de forbehold, man som nationaløkonom helt automatisk tager overfor et hvilket som helst empirisk resultat?

For mit vedkommende mener jeg, at det er meget vigtige spørgsmål, min mine egne svar på dem burde være klare for enhver læser. Man tager naturligvis ikke afstand fra sit eget arbejde, og man skriver videnskabelige publikationer til ét bestemt publikum – ens kolleger. Hvis man pludselig skal til at bekymre sig om, hvorvidt ens publikum er hele befolkningen, skal man nok skifte profession! Det er desværre bare den slags problemer man kan få, hvis man skal bekymre sig om hvordan andre formidler ens egen forskning. Vi har en både moralsk og formel forpligtelse til at formidle vores forskning – og det kan man for eksempel gøre på en blog. I et bredere perspektiv er det også det samme problem, man kan løbe ind i, når man tegner satiriske tegninger af forskellige profeter i det man tro, er private omstændigheder. For kan man klandres for at gøre eller sige noget i ét bestemt forum – et videnskabeligt eller privat/hyggeligt – som man ikke ville gøre eller sige i et andet strengt offentligt forum, hvor modtagerne af ens budskab er helt andre med andre muligheder for at forstå det? Jeg håber blot, at danskerne ikke er lige så hurtige til at blive fornærmet over dette og hint som andre folkefærd åbenbart er.

Læs hele papiret her.

Midtvejsvalg – en amerikansk analyse (på mandag)

Af Christian Bjørnskov, den 9. november 2006. 4 svar

Som det sikkert er vores læsere bekendt, er de amerikanske midtvejsvalg endt med en markant demokratisk sejr. Mr. Law har allerede skrevet om det ønskelige i dette resultat, set fra en juridisk og demokratisk vinkel (se her). Jeg kan kun være enig: Det er demokratiets fornemste opgave at sørge for, at man skifter regering en gang imellem, særligt hvis regeringen begynder at vise tegn på metaltræthed.

Normalt reklamerer vi ikke for arrangementer her på Punditokraterne, men i denne specielle forbindelse bruger jeg i dag plads på – ikke at reklamere – men at gøre opmærksom på et gå-hjem møde i København på mandag. Fra 15 til 16 er John Fortier fra the American Enterprise Institute på besøg hos tænketanken CEPOS. Hans seminar vil fokusere på hvad han, fra den amerikanske vinkel som vi af naturlige grunde ikke kan dække her på sitet, ser som de indenrigspolitiske samt udenrigs- og handelspolitiske konsekvenser af valgresultatet. Vi håber i den forbindelse også at kunne bringe et overblik over debatten på mandag, for de af os der ikke har mulighed for at komme til arrangementet. For de interesserede er der mere information at hente her.

 

Europas ubegavede presse

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2006. 33 svar

Berlingske Tidende har idag et glimrende interview med Bret Stephens fra WSJ, som Bent Blüdnikow står for. Bret Stephens er redaktør på den amerikanske avis Wall Street Journal. Han undrer sig over europæisk presses antiamerikanisme og beskylder samme presse for mangel på reel pluralisme. God fornøjelse!

Europa har ikke en begavet presse 

Berlingske Tidende 30.  oktober  2006, 2 sektion, magasin, side 10 

Af Bent Blüdnikow 

Bret Stephens var lidt af et drengegeni. Blot 28 år gammel blev han chefredaktør for den israelske avis Jerusalem Post. Nu som 32-årig er han med i ledelsesgruppen for en af de vigtigste aviser i verden, nemlig Wall Street Journal, hvor han også skriver sine kommentarer om verdens tilstand.

Han begyndte sit liv et helt andet sted på jordkloden, nemlig i Mexico, hvor hans far stammer fra, mens hans mor er italiensk jøde. Hans hustru er tysker, og deres børn har tysk statsborgerskab. Selv tilbragte han tre år i Bruxelles som Wall Street Journals udsendte mand til EU. Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«
Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer.

Overrasker det dig?

»Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

De fleste europæere vil næppe kunne se, at de har en indsnævret meningsdannelse?

»Nej, det skal man nok være fra et andet kontinent for at kunne se, men tro mig, herfra er det tydeligt.«

ENHVER KAN GÅ på internettet og under Wall Street Journals Opinions læse Stephens' indsigtsfulde udenrigspolitiske artikler. Wall Street Journal er med 2,6 millioner i oplag den næststørste avis i USA, kun overgået af US Today. Desuden udkommer Wall Street Journal i flere internationale udgaver.

Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

»Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

»Bush' sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

Hvem styrer da europæisk presse?

»Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

»Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

STEPHENS ER DYBT i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

»Nej, for almindelige mennesker sluger ameri
kansk kultur og rejser her
til i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

»Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

Er du enig i den kritik?

»Nej, men den er seriøs, og den finder sted her og nu i USA.«

Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

»Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«

Hvad skal der til, før de europæiske medier – i dine øjne – bliver bedre?

»Hør her, Europa er på vej ud i en alvorlig eksistenskrise. En krise der er forårsaget af dybtgående faktorer. Befolkningsudviklingen er negativ, bortset fra den muslimske minoritet. Økonomien er stagnerende. Den kulturelle identitet er vaklende, og det politiske mod til at stå sammen mod islamismen og terrorismen er svag. På et eller tidspunkt må nyhedsmedierne tage disse truende problemer alvorligt. USA er derimod et kontinent i fremdrift med høj befolkningstilvækst, god økonomi og en masse optimisme og vitalitet. Der er dog grænser også i et frit samfund for mediernes selvbedrag. Når den europæiske selvransagelse først indtræffer, så vil den skarpe antiamerikanisme også aftage. Men den selvkritik kræver en mere begavet presse, end I har nu.«

To Europaer mødtes – og mødes igen

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2006. 14 svar

I dag for nøjagtigt 591 år siden stod to hære overfor hinanden på en bakket strækning af det nordøstlige Frankrig. Den ene bestod af veludrustede, friske mænd der havde sovet godt i ly af deres telte på trods af at regnen havde væltet ned hele natten og forvandlet markerne omkring dem til et mudret ælte. Den anden havde været på kampagne gennem Frankrig i ti uger, var trætte og syge – mange led af dysenteri – var blevet decimeret gennem tidligere slag og sygdom, og de fleste havde sovet ude og var derfor gennemblødte. Den veludrustede hær var fransk og talte ifølge de fleste troværdige historiske kilder mellem 24.000 og 30.000 mand, den anden var primært engelsk og kunne kun mønstre cirka 6000 mand. Det drabelige slag, de to hære udkæmpede den dag blev som traditionen bød opkaldt efter en nærliggende borg, og er blevet en af de mest berømte dele af europæisk historie: Slaget ved Agincourt. Det var ikke blot et slag mellem to konger og to lande, men på et vist plan også et slag mellem to systemer, der kan spores helt til vore dage og til vore dages politiske slag.

Hvis resultatet var blevet som al umiddelbar fornuft tilsagde, ville Agincourt blot have været et af mange blodige slag i Europas historie og en blandt mange fodnoter i historiebøgerne, men sådan skulle det ikke gå. Fire timer efter slaget var gået i gang var markerne dækket af flere tusinde faldne, hvilket i sig selv ikke var mærkeligt – middelalderens krige var lige så blodige som det 20. århundredes. Det særlige var blot, at modsat al fornuft og militær logik, bestod det, en samtidig engelsk kronikør beskrev som "masserne, dyngerne og stakkene af faldne" næsten udelukkende af franske soldater. Størstedelen dele af den franske krigeradel var dræbt i slaget og flere hundrede var blevet taget til fange af engelske styrker. På den anden side havde England kun mistet to adelige og nogle få hundrede almindelige soldater. Mens Agincourt var en katastrofe for Frankrig, kunne Englands kong Henry V kun beskrive slaget som et mirakel. På trods af kongens ydmyge karakteristik lå der dog mere bag sejren, ikke mindst en afgørende forskel på hvordan rigerne blev styret.

Agincourt skulle blive et af en række slag mellem Europas to stormagter gennem de næste århundreder, hvor England trak det længste strå. Næsten præcist 390 år senere – på nær fire dage – pulveriserede landets flåde en samlet fransk-spansk styrke i slaget ved Trafalgar, og ingen behøver vel at mindes om den slående forskel på de to landes succes i Anden Verdenskrig? Da verden var kommet så langt, var det relativt lille engelske rige også vokset til et imperium som solen aldrig gik ned over, englænderne var Europas rigeste befolkning og landet var kommet sig hurtigere over depressionen end næsten alle andre Europas økonomier. Mens man kan finde særlige forklaringer på hver enkelt sejr, er det store spørgsmål derimod, hvad der kendetegner et land med en så markant historisk succes. Hvordan kunne England vinde ved Agincourt, og hvad har et slag for 591 år siden at gøre med nutidens Europa?

Optakten til Agincourt var sigende i sig selv. Begge lande havde været gennem borgerkrigslignende tilstande, Frankrig var i stadig konflikt mellem Valois-kongerne og hertugerne i Burgund, og Henry den femtes far, Henry IV, havde kuppet sig til den engelske trone. Men samtidigt med at de franske konger førte en karakteristisk ødsel livsstil og indførte stadigt mere enevældige tilstande, blev Henry IV på et tidspunkt sat under administration af det engelske parlament, der ikke ønskede at finansiere en sammenlignelig ødselhed. Hans søn voksede derfor op med den særlige indsigt, at hvis han skulle bruge penge eller nogen som helst andet, måtte parlamentet som minimum være bag ham. På den anden side af kanalen kunne den franske regent, dauphinen som regerede idet kongen, Charles VI, var mentalt ustabil, bruge løs uden at frygte parlamentet. Der var nemlig ikke noget. Så mens den franske regent havde frie hænder, lærte englænderen Henry værdien i at opbygge et ry for finansiel stabilitet og troværdighed der gjorde, at adel, byer, kirke og endda enkeltpersoner var villige til at låne ham penge til den franske krig. På den anden side af kanalen måtte man tvinge pengene ud af folk.

Denne situation skulle, som Niall Ferguson argumenterer i sin forrygende The Cash Nexus, i de følgende århundreder være en vigtig faktor i at forklare, hvordan et relativt lille land som England kunne vinde krig efter krig mod Frankrig og andre kontinentale magter. De engelske regenter betalte nemlig tilbage, og lettede beskatningen når krigene var overstået! De kunne derfor finansiere større udgifter til krige end det væsentligt større franske rige. Den samme tilbageholdenhed blev aldrig et fransk kendetegn, og er det bestemt heller ikke i dag. Når institutionelle økonomer derfor taler om path dependency – at samfund i høj grad er formet og stadig formes af deres historie – kan Agincourt således minde os om, hvor dybe de historiske rødder er. På helt centrale punkter opfører Frankrig sig i dag påfaldende meget som landet gjorde i 1415.

Et af disse punkter er, hvordan de respektive regenter opførte sig. Den franske dauphin sad hundrede kilometer væk i sikker luksus og overlod slaget til Charles d'Albret, den franske øverstkommanderende. Henry V var med i frontlinjen i slaget, og havde opført sig markant anderledes end den franske regent eller hans officerer, der som traditionen bød, igen holdt markant afstand til fodfolket. Både på dagen og aftenen før var den engelske konge gået rundt i lejren for at tale med folk om deres angst, deres familier, og havde i det hele taget givet sin hær det, som Shakespeare i sin skildring af ham så præcist kaldte "a little touch of Harry in the night". Denne forskel i indstilling kan genfindes i vore dage (kunne man forestille sig Chirac mænge sig med almindelige mennesker?), hvor England nok har en mere ulige indkomstfordeling – forskellen er cirka fire point på Gini-koefficienten – men i det store og hele har langt lettere ved at håndtere ulighed end Frankrig, hvor strejker og voldelige optøjer har været en del af den politiske dagsorden i flere hundrede år.

Et andet punkt, der er værd at bemærke er, at det var to elitestyrker, men to meget forskellige eliter, der mødtes på slagmarken. Den franske elite var også samfundets top – adelens stolte sønner der red ud i fuldt, skinnende udstyr fast overbevist om deres overlegenhed – mens den engelske elite kom fra alle dele af samfundet. Det var bueskytterne, der uden ret meget andet udstyr end deres langbue, pile i stakkevis, og deres egne, imponerende, individuelle evner gjorde forskellen, først ved at fælde de franske riddere, derefter ved at gøre arbejdet så grundigt færdigt med deres simple blyhamre, at flere hundrede franske adelige aldrig blev identificeret. Igen er håndteringen af ulighed og elite værd at bemærke: den synlige elite med dens bannere og højrøstet skinnende rustninger måtte vige for de objektive evners elite.

Eliterne er de to lande er også i dag meget forskellige. Der er masser af 'gamle penge' i Storbritannien i dag, en synlig adel og en gammeldags 'klassebevidsthed', men landet er stadig grundlæggende meritokratisk. En universitetsgrad fra Oxford, Cambridge, London School of Economics eller f.eks. St. Andrews eller et andet godt, mindre universitet er naturligvis stadig et godt signal, men hvis man er særligt dygtig, kan man have læst i Bath eller Swansea og stadig ende på en toppost i det private eller centraladministrationen. Situationen er ganske anderledes i Frankrig. Hvis man ønsker at komme til tops i Paris – det eneste sted man kan komme til tops – er en eksamen fra én og kun én institution et must: l'Ecole Nationale d'Administration, i daglig tale ENA. Praktisk taget alle franske topem
bedsmænd har gået på EN
A, har fået den samme skoling og har det samme syn på verden. Det franske embedsværk har derfor en og kun en sandhed, faglig baggrund og ideologi – statens sandhed, faglig syn og ideologi, som også er ENAs. Magtfuldkommenhed er med andre ord noget, de franske embedsmænd har fået ind med deres universitære modermælk. Det britiske embedsværk er, dets mangler til trods, langt mere pluralistisk og derfor i en bedre position til at udvikle sig og lære af dets fejl. En af konsekvenserne er, at man stadig regulerer mere lempeligt i Storbritannien end i Frankrig, særligt efter Thatchers lille revolution først i 80'erne. En anden er, at mens briterne scorer mere end et helt point mere end Frankrig på den årlige korruptionsliste på trods af at landene er stort set lige rige. Også på dette punkt er England et mere fair samfund. Og hvis man endelig vil se det i et andet historisk lys, kan man jo sammenligne det to landes kolonihistorie.

Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal vi bekymre os om historiske forskelle mellem Frankrig og Storbritannien? Mit svar vil være, at det skal vi, fordi slaget ved Agincourt genspilles i nutidens institutioner, helt specifikt i EU. Frankrig kæmper en kamp for at få en EU-forfatning, et sæt politisk bestemte spilleregler og en langt stærkere central kontrol med både unionen, dens virksomheder og individer, men også med de internationale valutamarkeder og 'globaliseringen'. Briterne, der heldigvis stadig holder sig udenfor euroen og visse dele af det europæiske samarbejde, trækker i den anden retning, mod mindre central indflydelse og i bund og grund et mere meritokratisk og mindre politisk Europa.

Danmark står lidt midt mellem de to, med en stærk præference for det godes side når det kommer til handelspolitik, men også som en af unionens duksedrenge når det handler om at implementere centrale beslutninger og styrke den politiske indflydelse. Historisk har vi holdningsmæssigt og institutionelt helt ubetinget hørt til i den britiske lejr, men politisk har vi siden Napoleon – og muligvis endda før – valgt den franske side. Dagens spørgsmål er derfor, hvilken side vi vil vælge i dag? Det er et svar, som en hvilken som helst af vores læsere må gøre op med sig selv, men for mit vedkommende er der ingen tvivl. Mit svar blev besluttet for 591 år siden i et nordøstligt hjørne af Frankrig da min side vandt.

Støtten til Ungdomshuset smuldrer – måske er det dét værd at brokke sig?

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2006. 10 svar

Politikken skriver i dag, at den politiske støtte til en plan, som R, SF, S og Enhedslisten ellers havde kogt sammen i Københavns Borgerrepræsentation, nu synes at smuldre. Dagen efter at Punditokraterne sammen med bl.a. professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet kritiserede aftalen som grundlovsstridig og magtfordrejning, sprang de Radikale fra aftalen, da Manu Sareen overfor TV-Avisen afviste, at partiet ville indgå i en aftale der befandt sig i en juridisk 'gråzone'. Og nu springer Socialdemokraterne så sandsynligvis fra aftalen. Partiets gruppeformand på rådhuset, Jesper Christensen, har i hvert fald afvist man har forsøgt at omgå ejeren. Begrundelsen er dog ikke helt fin i kanten: "Vi har trukket os fra lokalplanen, fordi det nu viser sig, at husets ejere i så fald ville kunne kræve erstatning, og at vi skal købe ejendommen tilbage. Og det er vi ikke interesserede i."

 

 

Planen, som tydeligvis havde til formål at tvinge den retmæssige ejer (frikirken Faderhuset) til at sælge huset til en bestemt køber (en fond der efterfølgende ville overdrage huset til de 'unge'), har kulturborgmester Martin Geertsen fra Venstre karakteriseret meget rammende: "Det er nærmest et set-up til en Godfather-film, hvor partierne truer med, at hvis du ikke betaler dine dummebøder, skal vi sørge for, at straffen falder ned over dig. Det eneste, der mangler, er nærmest et hestehoved, der falder ned i Ruth Evensens seng."

Fra vores og andres side har det åbenbart givet pote at brokke sig højlydt. Herfra skal der lyde ros til de Radikale for at være bakket ud af aftalen af de rigtige grunde, nemlig at den er på kant med Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten, og mere end på kant med almindelig anstændighed. På den anden side må man ryste på hovedet af Socialdemokraterne, hvis egentlige motiv åbenbart er at undgå, at kommunen kommer til at betale erstatning for dens brug af mafiametoder. Og venstrefløjen på rådhuset ryster stadig ikke på hånden når de gør vold på det, der nødvendigvis må – men bestemt ikke altid bliver – betegnes som en menneskeret, nemlig retten til retmæssigt ejendom. Hvis man nogensinde havde illusioner om politikeres moral…

 

Italiensk forretningskunst, paneuropæisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2006. 12 svar

Italien er på mange måder et sjovt land, eller i hvert fald et jeg med jævne mellemrum morer mig over. I dag var ingen undtagelse, da Berlingske Tidende igen skrev om landets nationale flyselskab, Alitalia, og dets genvordigheder. Som avisen pointerer, fik selskabet for et år siden et katastrofelån på 7½ milliarder kroner, som den italienske stat vel at mærke kautionerede for. Dengang lovede direktøren Giancarlo Cimoli, at netop dét lån ville sikre, at Alitalia fik sorte tal på bundlinien i år.

 

Og nu er den så gal igen på trods af, at den italienske stat – der i øvrigt ejer 49 % af aktierne – gennem de sidste ti år har givet erhvervsstøtte til selskabet på alt i alt cirka 35 milliarder. Staten var ifølge Berlingskes kilder også denne gang villig til at give 11 milliarder ekstra, indtil Europakommissionen advarede mod, at den slags støtte nok er i strid med EU-regler. Så nu gør man fra politisk hold hvad man kan, for på anden måde at redde nationens stolte selskab fra fallitten.

 

Og her er så dagens pointe: Man gør hvad man kan fra politisk hold. Alitalia er nemlig ikke blot halvvejs statsejet, men også gennempolitiseret. Til avisen udtaler en transportøkonom med særlig indsigt i sagen – Marco Ponti fra Politecnico di Milano – at selskabets problem er at "fagforeningerne og politikerne har i mange år lagt så stort pres på Alitalia, at omkostningerne er betydeligt højere, end de burde være". Er det et problem, man måske kan nikke genkendende til i SAS hvor alt skal deles broderligt mellem tre lande?

 

Hvis det blot var et italiensk problem, kunne man måske se bort fra det og blot hygge sig med, hvad idioterne nede sydpå nu har fundet på. Men tænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres 'sociale sindelag' og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

 

Udskift nu ordet 'firma' med 'sydeuropæisk skotøjsindustri', 'værfter', eller 'landbrug', og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. Og desværre bliver Alitalia nok også repræsentativ på lidt længere sigt for en del europæisk industri, som politikerne har fingrene i. I det øjeblik man rykker ind med en 'genopretningsplan' eller lignende, fjerner man industriens eget incitament til at gøre noget ved problemerne. Man skader også de konkurrenter, der reelt kan konkurrere på markedsvilkår, og giver dem incitament til at spille efter de politiske regler. Alt sammen betalt i eksorbitant dyre domme af skatteydere og forbrugere. Velkommen til det Europa, vi er så vilde efter at blive tættere integreret med.

Hvad er ejendomsrettens værdi i København?

Af Christian Bjørnskov, den 18. oktober 2006. 30 svar

Det såkaldte 'Ungdomshus' på Jagtvej i København har længe været en plet på området. For lad os bare sige det lige ud: Stedet er tilhold for en kerne af den autonome bevægelse, der mildt sagt ikke har overvældende respekt for samfundets almindelige spilleregler. Gruppen har derfor de facto holdt huset besat i en årrække. Det har Fogedretten forleden besluttet skal have en ende efter at ejeren, frikirken Faderhuset, har anmodet retten om at tvangsfuldbyrde Landsrettens dom fra tidligere i år. Klokken 9 den 14. december skal de unge være ude af huset, og hvis ikke bør politiet fjerne dem med magt.

 

 

Så langt, så godt – eller det skulle man da tro. For Politiken skriver i dag, at S, R, SF og Enhedslistens medlemmer af den københavnske Borgerrepræsentation vil forsøge at udarbejde en lokalplan, der skal tvinge ejeren til at sælge huset til Fonden Jagtvej 69, som efterfølgende vil 'overdrage' huset til de unge, der holder det besat. Jesper Christensen (S) ekesemplificerer tankegangen godt ved at udtale til Politiken, at "Vi kan ikke pålægge dem, der ejer huset, at drive Ungdomshuset, som vi kender det i dag. Men vi kan sige, hvilke aktiviteter, der skal være i huset".

Dagens store spørgsmål er derfor, hvad ejendomsretten egentlig er værd i København, når de flinke folkevalgte på Rådhuspladsen vil tvinge den retmæssige ejer af en på sigt ganske attraktiv ejendom et valg mellem: 1) at sælge ejendommen, som man ikke frivilligt ønsker at afhænde; eller 2) at acceptere, at man reelt ikke har brugsret over sin egen ejendom, men må se passivt til, mens en gruppe identitetssvage bøller ødelægger huset.

Dagens store spørgsmål er derfor, hvad ejendomsretten egentlig er værd i København, når de flinke folkevalgte på Rådhuspladsen vil tvinge den retmæssige ejer af en på sigt ganske attraktiv ejendom et valg mellem: 1) at sælge ejendommen, som man ikke frivilligt ønsker at afhænde; eller 2) at acceptere, at man reelt ikke har brugsret over sin egen ejendom, men må se passivt til, mens en gruppe identitetssvage bøller ødelægger huset.

 

Nok må vi i Danmark acceptere en i forvejen tung offentlig regulering af samfundet, men dagens eksempel er langt ud over den famøse dråbe, der får bægeret… Grundlovens paragraf 73, stykke 1 siger klart at "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning." Man kan vel ikke ligefrem påstå, at de autonome bz'ere på Jagtvej repræsenterer 'almenvellet', kan man? De københavnske politikere er ude på grundlovsmæssigt meget tynd is!

Nobels fredspris: Lån i stedet for hjælp

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2006. 16 svar

Nobels fredspris er, som princip, en meget fin ting, men den er alt for mange gange gået til de forkerte. Værst er måske eksemplet fra 1994, da  Arafat, Rabin og Peres (rettet, tak for korrektionen) delte prisen for at have sat Palæstina på en 'bæredygtig' vej til fred. Når man tænker tilbage på, hvor fremsynet dén pris var, kan man vel kun udbryde Yeah Right! Heldigvis er 2006-prisen anderledes. Den går nemlig til Mohammad Yunus og Grameen Bank i fællesskab for deres arbejde med at afhjælpe dyb fattigdom gennem såkaldt 'mikrokredit'. At man måske så skal udvide fredsbegrebet lidt for at få den til at passe, ser vi stort på i dag.

Og hvis nogen af vores læsere ikke ved, hvem det er, kommer forklaringen her. Yunus startede i 1976 Grameen Bank ud fra en meget simpel devise om, at med lidt kreativitet kan man skaffe fattige adgang til basal finansielle service. Et af de anerkendte problemer med at udrydde fattigdom er nemlig – hvis man ikke lige tror på marxistisk afhængighedsteori eller lignende nonsens – at fattige ofte ikke sparer op, og dermed heller ikke investerer. Yunus' indsigt var, at de fattige i Bangladesh ikke sparer op, fordi de ikke kan, men fordi de ikke har adgang til det, man kan kalde 'opsparingsteknologi': En bankkonto eller lignende. Problemet er, at fattige ofte vil indbetale og hæve meget små beløb, men stadig tager den samme tid som andre kunder, der har langt større transaktioner. Det kan derfor ikke betale sig at have dem som kunder i traditionelle banker.

Yunus indså altså, at fattige ikke bare er stakler uden ressourcer, men derimod stakler der ikke kunne udnytte de ressourcer, de faktisk har! I en udviklingsøkonomisk sammenhæng var det ikke blot revolutionerende, men også stærkt provokerende. Hvis de fattige kan selv, hvad skal vi så med Danida og alle de andre aktører i hjælpeindustrien? For ikke nok er Grameen bygget op omkring idéen at fattige tager lån, de skal også betale dem tilbage.

Her ligger den egentlige innovation, og måske den som Nobelprisen i virkeligheden bliver givet til. Man havde prøvet at give subsidierede lån i offentlige statsstøttede projekter, men de havde fejlet helt forfærdeligt. I dele af Indien blev mindre end 20 % af lånene hos de offentlige projekter betalt tilbage. Ved at give meget små lån – nogle gange under 20 dollars, deraf navnet mikrokredit – til grupper på typisk fem kvinder, der hæfter fælles for hvert enkelt medlems lån, formår Yunus og hans banksystem at holde omkostningerne nede, så det rent faktisk kan betale sig at servicere de fattige. Og ikke nok med det, ved at man udnytter gruppepresset i kvindegrupperne, har Grameen Bank og de fleste andre mikrofinansinstitutioner rundt omkring i verden tilbagebetalingsrater et stykke over de 90 %. Pudsigt nok bliver de høje rater opretholdt netop fordi man typisk giver lånene til kvinder – mænd i mange ulande er nemlig dårligere betalere.

Nobels fredspris bliver derfor i år givet til en professor i økonomi og hans banksystem, fordi det demonstrerer, at man kan skabe udvikling ved at lade være med at give ensidig hjælp, men derimod stille krav til økonomisk ansvarlighed til nogen af verdens fattigste. Det har ført til en masse økonomisk fremgang, som nok ikke er så fotogent som store vestligt betalte udviklingsprojekter, men som er vedvarende. Historier som den om enken i Dhaka, der lånte 20 dollars hos Grameen i starten af 80'erne, og nu ejer en systue med samarbejde med Nike, er ikke usædvanlige. Det er også almindeligt at se kvinder i Bangladesh – der vel at mærke er overvejende muslimsk – blive ligestillet med manden i familien, når hendes første lån og investering har løftet familien det første stykke væk fra sult. Men for at få den slags udvikling i gang, må man slippe idéen om, at nogen grupper er svage og skal have ensidig, envejs offentlig hjælp. Kunne vi måske lære noget af det i Danmark?

Tillykke til Mr. Pundit!

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2006. 2 svar

Det er utroligt, men sandt: Idag for 40 år siden blev Peter Kurrild-Klitgaard født. Utroligt fordi han ikke virker så gammel – måske blot, som en af aviserne skrev igår, lidt gammelklog – men også utroligt fordi hvis man læste hans CV uden at kende hans alder, ville man regne med at møde en noget ældre person.

Uden at ville svælge i PKK’s præstationer, som Berlingske, Jyllandsposten og Politiken alle oplistede i deres omtaler igår, er han jo ikke mindst idemand og grundlægger af Punditokraterne. Han har også været en af bagmændende bag Libertas og CEPOS, og er en af de skæggeste kommentatorer i danske medier. Og nå ja, han er ekspert i heraldik, professor i statskundskab på Københavns Universitet, europæisk redaktør på et af hans forskningsområdes flagskibe, tidsskriftet Public Choice, med-redaktør på Advances in Austrian Economics, og siden eftåret også far.

Hvordan PKK når det hele overstiger min forstand. Herfra skal blot lyde et meget stort tillykke fra samtlige hans med-punditokrater. Vi håber at han for engangs skyld får en rolig dag sammen med dem, han helst vil dele den med!

Nobelpristageren i økonomi 2006: Edmund Phelps

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2006. 9 svar

I går klokken lidt over et annoncerede Sveriges Riksbank hvem den årlige Nobelpris i økonomi går til i år. Modtageren bliver amerikaneren Edmund Phelps fra Columbia University i New York. Herfra skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til Phelps, ikke mindst på baggrund af hvad det er for indsigter han får sin Nobelpris for.

Den mest banebrydende er nemlig den, der førte til et fundamentalt brud med keynesiansk økonomisk politik – i hvert fald i den akademiske verden. Indtil Phelps i slutningen af 60’erne troede de fleste på den såkaldte Phillips-kurve, der viser at der er en trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Politikere troede derfor, at økonomisk politik i høj grad blot var et spørgsmål om at finde den rette kombination af lav arbejdsløshed og ikke alt for høj inflation. Nok var Phillips-kurvens teoretiske grundlag noget usikkert (for at sige det mildt), men ideen appellerede tydeligvis til tidens tendens til at tro, at man kunne regulere sig ud af alle problemer ved gennem offentlig politik at finde det rette niveau.

Phelps viste, at det var forkert. Ved at fokusere på, hvordan en teoretisk forklaring på Phillips-kurven kunne se ud, fandt han frem til en mere korrekt sammenhæng. Hvis man fører ekspansiv pengepolitik, og dermed øger inflationen, øger man naturligvis også efterspørgslen i en økonomi – der flyder jo flere penge ud i samfundet. Men idet inflationen øges – priserne stiger hurtigere – vil lønmodtagere også kræve en løn, der som minimum modsvarer stigningen i deres udgifter. Kravene til næste års løn baseres derfor på den forventede inflation, altså på forventningen om hvordan prisniveauet ser ud. Så høj inflation indebærer højere lønkrav, der logisk nok indebærer højere arbejdsløshed – arbejdskraft er jo blevet dyrere. På bare lidt længere sigt er der således ikke længere nogen trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Phelps banebrydende indsigt var dermed, at en øget inflation fører blot til øgede lønkrav og dermed øget løninflation, men samme arbejdsløshed. Hvad værre er, medfører en for hurtigt løn- og prisudvikling et tab af international konkurrenceevne, da danske produkter bliver dyrere i forhold til udenlandske.

Phelps arbejde var et af de store søm i den keynesianske politiks ligkiste ved at påpege, at der ikke er en fundamental balance mellem inflation og arbejdsløshed, men at forholdet i stedet er af en intertemporal natur: Man kan bruge øget inflation (aktiv pengepolitik) til at sænke arbejdsløsheden midlertidigt, men med omkostninger der kommer senere hen. Dette intertemporale aspekt førte andre økonomer frem til teorien om dynamisk inkonsistens i pengepolitik, som der blevet givet Nobelpris for sidste år, og som ligger til grund for at for eksempel den europæiske centralbank udelukkende har en stabil prisudvikling som mål, og ikke tager hensyn til arbejdsløshed osv. Som Phelps viste, retter den sig alligevel ind relativt hurtigt.

Man kan håbe, at dette års Nobelpris får en politiker eller to til at tænke sig en ekstra gang om. Som det er nu, tænker forbløffende mange af dem økonomi som man gjorde før Phelps. Det gælder i særlig grad politikere i Sydeuropa, men også en tidligere dansk statsminister har ikke helt fået Phelps indsigter med (se her). Der er snævre grænser for, hvad man kan gøre med økonomisk politik, og en af forklaringerne til disse grænser bliver belønnet med en Nobelpris i år. Det burde da være signal nok.

Dagens citat: Ole Thyssen om velfærdssamfundet

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2006. 7 svar

Vi har her på stedet skrevet af flere omgange om pædagogkonflikten, der spredte sig fra Århus til resten af landet. I et større perspektiv er konflikten naturligvis et sammenstød mellem mange folks ønske om 'mere velfærd' og de relativt snævre rammer, regering og kommuner har at operere indenfor, hvis der skal være råd til den såkaldt 'danske model' i fremtiden. I den forbindelse har Berlingske Tidende i dag interviewet filosoffen Ole Thyssen, som giver et par velrettede – og velfortjente – spark til danskerne:

 

"Velfærdstanken er ved at miste sin legitimitet. Vi har folk, der har behov for hjælp, naturligvis. Men vi har dertil også en række folk, der måske tidligere hørte til kategorien jeg-vil-ikke-ligge-samfundet-til-byrde, men som i dag forlanger alle deres skattekroner tilbage i form af bedre institutioner, veje eller kulturtilbud. Og utilfredsheden vokser på ryggen af hver eneste vundne rettighed. Denne stadige inflation af krav er giftig for samfundet. Ikke bare økonomisk, men også mentalhygiejnisk. Man kan sige, at vi bliver rigere og rigere, og samtidig bliver vi mere og mere utilfredse. Vi har dermed fået en velfærdsinflation. En overophedning af forventning, der må køles ned."

Et af problemerne er, at der af indlysende, rationelle grunde ikke er politisk vilje til at gøre noget. Den første politiker, der går i medierne og maler et sandfærdigt billede af situationen, kommer nemlig til at tabe stemmer i stor stil. Derfor får man det, Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersen i artiklen kalder et troværdighedsproblem i velfærdsdebatten – "man forsøger at skabe et billede af, at tingene kan fortsætte uændret". Lidt i stil med udsagn om, at 'når vi nu er så rige, hvorfor har vi så ikke råd til X'. Sæt selv en offentlig udgift ind i stedet for X.

 

Thyssen vurderer, at danskerne er tæt på at være udenfor pædagogisk rækkevidde – og for egen regning kan man tilføje, at det samme er forstemmende mange politikere. Begge grupper hører primært, hvad de gerne vil høre, og så kommer man lynhurtigt i den særlige situation hvor keynesianske fortidslevn fra RUC og andre mærkværdige institutioner får reel indflydelse i debatten. Vi andre får blot endnu engang en mærkat i pande med påskriften 'mørkemand'.

Nederlag til frihandlen i EU – igen

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2006. 17 svar

Forleden kommenterede jeg i Berlingske på de da pågående forhandlinger i EU om at indføre en straftold på import af lædersko fra Kina og Vietnam. Beggrunden var, at Polen og den sædvanlige samling sydeuropæiske lande havde lobby'et for at få beskyttet deres producenter mod hvad de -i hvert fald officielt – mente var dumping af billige sko på de europæiske markeder. Onsdag endte forhandlingerne så med det forkerte, men måske forudsigelige, resultat: EU har med virkning fra i morgen indført en straftold på skoimport fra Kina og Vietnam.

 

 

Resultatet er dybt deprimerende for alle der arbejder for mere frihandel i verden, og ikke mindst for de af os der bor i EU. Unionen er som bekendt ikke verdens mindst protektionistiske område – faktisk lige modsat, som dokumenteret her – så ethvert skridt i den forkerte retning gør ekstra ondt. Det gør også ekstra ondt at forstå baggrunden for, hvordan EU kan komme til den mærkværdige konklusion, at to fattige lande kan dumpe deres produkter på det interne marked.

Hvordan når man den konklusion? Først skal man naturligvis vide, hvad dumping er. Det defineres ved at et land eller firma sælger sine varer på et marked til en pris, der er lavere end omkostningerne ved at producere varen. Det vil naturligvis være tabsgivende på kort sigt, medmindre en stat går ind med tilskud og dækker tabet. I forbifarten kan det nævnes, at det netop er det EU i stor stil gør for bl.a. de europæiske sukkerproducenter. I og med at man ganske let kan finde prisen på vare, er problemet at finde ud af, hvad omkostningerne har været – ellers kan man ikke vide, om der er tale om dumping.

Og det er her, kæden hopper af for EU's embedsmænd, eller at de sandsynligvis bare leverer et stykke bestillingsarbejde. Onsdag aften kunne Syed Kamal, britisk medlem af Eruopaparlamentet, oplyse BBC World hvordan det praktisk bliver gjort: Man 'benchmarker' simpelthen kinesisk og vietnamesisk produktion mod andre lande med stor produktion af lædersko, hvor man kender lidt mere til omkostningerne. Typisk for benchmark-landene er Brasilien, hvor producenternes omkostninger er rimeligt velkendte. Det er i denne detalje, djævlen ligger på skjul!

Brasilien er nemlig en helt forkert sammenligning! Ikke nok er Brasilien væsentligt rigere end Kina eller Vietnam, og lønninger og andre omkostninger er derfor betragteligt højere, men de brasilianske skoproducenter har gennem efterhånden mange år satset på at fremstille sko af ganske pæn kvalitet. Det i sig selv indebærer indlysende nok også højere omkostninger. Så EU har valgt at benchmarke producenter i to fattige lande med produkter fra et mellemindkomstland, hvor producenterne gennem at satse på højere kvalitet kan bære højere omkostninger. På den måde blander man kortene til sin egen 'fordel', så man uanset situationen i virkelighedens verden får det til at se ud som om Kina og Vietnam sælger sko til under produktionsprisen.

Bundlinien er, at man kommer til at beskytte ineffektiv polsk og sydeuropæisk produktion, der ikke er konkurrencedygtig. EU har endnu engang vist sig at være frugtbar jord for særinteresser, der for deres egen vindings skyld er villig til at pålægge forbrugerne uforholdsmæssige udgifter. Det er i sig selv ikke odiøst, men konkurrenceinstitutioner og politikere er til for i det mindste at balancere særinteresserne mod det brede samfunds totale interesser. Her har EU altså igen vist sig at fejle aldeles miserabelt. Resultatet bliver, at (ifølge BBC World) 11 procent af alle sko solgt i Europa bliver berørt af straftolden. Guderne må vide, hvor mange millioner den sydeuropæiske protektionisme denne gang kommer til at koste os alle sammen.

Pædagogkonflikten: Misforståelser, misinformation og gøen op ad det forkerte træ

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2006. 13 svar

Da jeg gik hjem fra mit kontor i går, slog jeg et smut omkring en fortovscafé for at drikke en kop kaffe med en ven – med vejrudsigten og erkendelsen af, at det altså er blevet oktober, er det nok sidste chance. Mens vi sad der, blev der ved med at strømme folk med røde t-shirts, skilte og bannere forbi, så man følte sig hensat til de mørkeste 70'ere. På vej gennem strøget var det næsten ikke til at sparke sig vej for gymnasieelever – ikke ligefrem typen med slips, høje hæle eller Nik&Jay-hår – der væltede frem mens de råbte 'Velfærd' eller 'Ned med Fogh'. Det var ikke just den mest oplyste demonstration til dato, men da min ven tillod sig at bemærke, at eleverne vist ikke havde forstået princippet bag kommunalt selvstyre, udbrød en overvægtigt, midaldrende dame bag os højlydt "Årh hold da kæft!" Mine oplevelser med denne dag, der er blevet udråbt til den store demonstrationsdag, har blot bekræftet mig i mine værste anelser, som jeg udtrykte sidste uge (se her). Konflikten omkring nedskæringer på daginstitutioner i blandt andet Århus har rod i tre forhold.

1)      Folk oplever nedskæringer, og i visse kommuner som min egen (Århus, hvis nogen skulle være i tvivl) er nedskæringerne på området ganske reelle. Det første problem opstår da den danske befolkning som helhed ikke rigtigt forstår princippet omkring kommunalt selvstyre. Hver kommune opkræver hvert år skat og får et tilskud fra staten som kommunalpolitikerne selv kan disponere over og derfor selv prioritere! Når Århus således vælger at nedprioritere et område, der i øvrigt er usædvanligt dyrt i byen, er det derfor ikke udtryk for at regeringen eller nogen anden national instans har skåret ned på noget, men derimod at kommunalpolitikere anført af borgmesteren Nicolai Wammen (S) vælger at bruge relativt flere midler på andre formål. At anråbe regeringen og skyde skylden på regeringen er altså, med et pragtfuldt engelsk udtryk, 'barking up the wrong tree' – at man gør op ad det forkerte træ. Hvis man vil samles på rådhuspladsen i Århus eller hvilken som helst anden by i Danmark for at skælde ud på politikere, bør man logisk set gøre det på de kommunale politikere i stedet for Fogh-regeringen. Den har i de seneste år tilført det kommunale selvstyre cirka 30 milliarder kroner ekstra. At de øjensynligt ikke går til daginstitutioner, er ikke regeringens prioritering.

2)      Når folk nu engang er kommet på barrikaderne, om end (eller måske fordi) det er af de forkerte grunde, er der naturligvis straks organisationer, der griber muligheden for en større protest med kyshånd. Socialdemokraterne er ikke overraskende glade for protesterne, ikke mindst fordi enhver modstand mod regeringen bliver set som tilslutning til det skrantende, gamle arbejderparti. Det passer ydermere som fod i hose på Helle Thornings ideer om næste års finanslov, hvor hendes partis udspil indebærer en relativ stigning i de offentlige udgifter på 1,6 procent – altså en ret betragtelig finanspolitisk ekspansion. Hvis man kan få folk overbevist om nødvendigheden af at øge tilskud til kommuner osv., stiger vælgertilslutningen naturligvis til et udspil, som Bendt Bendtsen i weekenden karakteriserede som 'Anker Jørgensensk' økonomisk politik. Selv internt i Socialdemokratiet er det næppe en kompliment! BUPL – pædagogernes fagforening – har også grebet muligheden for at skabe opbakning om flere penge til dens medlemmer, men den har ikke ladet det blive ved det. BUPL har også offentliggjort beregninger, der angiveligt viser, at regeringens nedskæringspolitik (sic!) vil koste op mod 3000 pædagogstillinger. Beregningerne er baseret på svar fra halvdelen af kommunerne på, om de vil spare eller ej næste år. Halvdelen af de adspurgte – en fjerdedel af de danske kommuner – siger at det vil de, hvorfor BUPL i beregningerne glad og fro går ud fra, at alle kommuner sparer næste år, og de sparer nok 3 procent. Så kan man antage, at alle besparelser indebærer fyringer – BUPL tror åbenbart ikke at man kan spare på kursusudgifter osv. – og på den måde kommer man til skræmmetallet 3000. Andre regneeksempler fra samme kilde, der benytter sig af en lidt mærkværdig ad hoc måde til at vise at der er blevet færre voksne per barn i de danske institutioner, blev i tirsdagens Politiken afvist af adjunkt i statskundskab (Århus Universitet) Lotte Bøgh Andersen. Hun var ganske klar i mælet ved at pege på, at "Retorikken, som især BUPL har kørt, giver indtryk af, at der er sket massive besparelser, men det er der generelt ikke". BUPL har en stærk interesse, ikke blot som Danmarks suverænt mest venstreorienterede fagforening, til at bære brænde til bålet, og det har de valgt at gøre med ren propaganda.

3)      Sidst, men ikke mindst, har deltagerne i demonstrationerne effektivt malet sig op i et hjørne.  Århus-borgmesteren Nicolai Wammen har satset sin politiske troværdighed på at overbevise vælgerne om, at det er regeringens fejl det hele – og det er moderpartiet vel ikke helt utilfreds med – og demonstranterne selv har stået der så lang tid og råbt så højt, at det simpelthen ville være for pinligt at krybe hjem med en undskyldning for at vi ikke forstod det med det kommunale selvstyre. Den menneskelige natur er nu engang sådan, at jo længere og jo stejlere vi har holdt på vores synspunkt, og jo vigtigere vi har hævdet det var, jo sværere bliver det at indse – ikke mindst overfor os selv – at vi har taget fejl.

Bundlinien er deprimerende klar. Protesternes fodtudser har derfor svært ved nu, både overfor deres kolleger, deres familie og sig selv, at bakke ud af bevægelsen, og mange holder sig derfor derinde selvom de måske inderst inde godt ved, at de tager fejl. En del af dem – pædagogerne – har også et rent økonomisk incitament til at deltage, da flere midler til deres område typisk betyder mere fryns og måske endda flere kolleger. Og sidst, men ikke mindst, har mange politikere – ikke blot socialdemokratiske, men også nogle frustrerende eksempler på borgerlige lokalpopulister – bundet deres politiske prestige og troværdighed op på, at få flere statslige tilskud ud af sagen, og helst uden at borgerne opdager deres fupnummer. Hvis der er nogen rimelighed til i verden, betyder det et farvel til Wammen og co. til næste kommunalvalg, men det forudsætter, at vælgerne gennemskuer politikerne. Og det er nok lidt for meget at forlange.

Når danske børn bliver gidsler

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2006. 15 svar

Ligesom sidste tirsdag var i går anderledes. Efter at have undervist fra 8-10, har jeg de dage kun haft tid til at tage ned på mit kontor og læse min post før jeg har haft en helt anden opgave: 11.45 stod jeg nemlig igen i går blandt bedsteforældre, forældres venner og en enkelt onkel (mig) for at hente børn fra skole – i mit tilfælde altså min nevø. Naturligvis holder jeg meget af drengen og vil gerne hjælpe min søster med problemet, men det er jo ikke ligefrem børnepasning, Handelshøjskolen betaler mig for (selvom man nogle gange kan komme i tvivl når man underviser).

Grunden er, at pædagogerne i en række skolefritidsordninger og andre daginstitutioner i Århus strejker, og andre steder er blokeret af vrede forældre. Området er nemlig et af dem, der for nylig er blevet 'ramt' af besparelser. Og budskabet som pædagoger og forældre ønsker at sende til politikerne er åbenbart, at gud ve og trøste den, der sparer på vores børn. Forældrenes vrede er desværre blot blindt raseri for godt nok bliver der sparet, men man må som altid se det i forhold til hvilket udgiftsniveau man kom fra og hvilken politisk situation, man befinder sig i.

Før nedskæringen havde Århus Danmarks dyreste daginstitutioner, og efter har byen stadig et af de dyreste systemer. Der er således muligvis tale om en serviceforringelse i det omfang, pædagoger m.fl. lader nedskæringerne falde primært på børnenes aktiviteter – de kan jo også skære i kursusaktivitet, mellemlederstillinger osv. så man undgår at skære i børnenes hverdag. Den århusianske reaktion på nedskæringerne er derfor – hvis man må have lov til at sige det – en blanding af tidligere tiders offentlig forkælelse og en helt anden ting: Politisk opportunisme.

Den politiske opportunisme kommer ind i form af byens nuværende borgmester Nicolai Wammens (S) reaktion på nedskæringerne. Den gælder for den sags skyld mange andre borgmestre, højreorienterede som venstreorienterede, for eksempel Helsingørs Per Tersbøl, som har valgt (så vist jeg er informeret – Helsingør er langt fra Århus) at finansiere sit kommunale udgiftseventyr med båndlagte midler. Grunden til at fokusere på Århus – udover at det nu engang er der jeg bor – er at den er et særligt 'rent' eksempel. Den opportunistiske reaktion er selvfølgelig som altid at sige, at det er nogen andres skyld, i dette tilfælde Christiansborg-politikerne og i særdeleshed regeringen. Der er naturligvis nogle kommuner der oplever en reel indtægtsnedgang pga. udligningsreformen, men som professor Poul Erik Mouritzen fra SDU påpegede i Deadline torsdag den 21/9, hører man jo aldrig fra de mange, der vinder ved reformen. 

Og kommuner som Århus klager sig selvom skylden for deres genvordigheder skal findes i de senere års uansvarlige politik. For fire år siden gennemførte Århus således en væsentlig ekspansion af det kommunale budget. Denne ekspansion blev primært orkestreret af den socialdemokratiske gruppe i byrådet, som efterfølgende altså har leveret byens nye borgmester, og den blev gennemført udenom, og til stor irritation for, byens daværende borgmester, Louise Gade (V). Allerede dengang advarede enkelte århusianere mod, at gildet skulle betales på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu, men som det altid har været en del af det politiske spil mellem stat og kommuner, sørger kommunerne tit at male sig op i et hjørne. Fra deres selvvalgte hjørne kan de derefter råbe, at staten må hjælpe til at 'løfte byrderne' – alle kan jo se, at kommunens forpligtelser overstiger det bloktilskud, den får fra staten. På det sidste har vi bare haft finansministre, der holder fast overfor kommuner, der opfører denne uansvarlige krigsdans. Og når spillet mislykkes for kommunerne, må de gå til deres egne borgere med beskeden om, at de har brugt for mange penge. Den besked, der sendes til borgerne er bare ikke sandheden, men at nogen andre – staten og den onde regering – har påtvunget dem nedskæringer og serviceforringelser.

Det fantastiske er derfor den underliggende grund til at jeg de sidste to tirsdage har måttet hente min nevø i skolen: Grunden er, at folk overreagerer ved at tro på nogle aldeles utroværdige kommunalpolitikere, der skyder skylden på regeringen. Virkeligheden er, at århusianske politikere udenom en ansvarlig borgmester for fire år siden gennemførte et uansvarligt udgiftshop. Man tissede økonomisk i bukserne og det varmede så dejligt dengang. Nu er det så alle andres skyld at de fryser og den kommunale økonomi er begyndt at stinke. I går hentede jeg min nevø, som for længe siden holdt op med at tisse i bukserne, fordi danske kommunalpolitikere stadig ikke er renlige.

Krav til akademikere, myter om deres løn og dansk forskning

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2006. 22 svar

En del af regeringens globaliseringsstrategi handler om, at Danmarks forskning skal bringes op på absolut internationalt topniveau. Det skal blandt andet gøres ved at der stilles større krav til forskerne, og at man i højere grad end hidtil rekrutterer udenlandske topforskere til de danske universiteter. Samtidig ønsker man naturligvis at højne uddannelsesniveauet så danske studerende og deres fremtidige arbejdspladser bliver bedre stillet i den internationale konkurrence, og man vil tiltrække flere PhD-studerende, så man også i fremtiden får en stor pulje danske forskere at trække på.

Strategier der går ud på at styrke dansk forskning er indlysende rigtige, og ikke blot fordi jeg er en af dem, der kunne gå hen at blive styrket. Forskning i ny viden – hvad den end viser sig at være – har været en af hemmelighederne ved Vestens fantastiske fremgang de sidste 400 år. Ideen med at stille krav til sine ansatte er også god – selvfølgelig skal man det. Men der er et problem.

Dette problem gælder i og for sig ikke kun universitetsforskere, men også andre grupper såsom jurister i centraladministrationen, der også oplever stigende krav til at producere resultater, og helst politisk synlige resultater. Problemet er lønnen, og i særdeleshed almindelige menneskers forestillinger om den.

I 2002, da jeg som PhD-studerende deltog i en i øvrigt fin debat hos Folkekirkens Nødhjælp, oplevede jeg for første gang dette problem. Efter at have fremlagt mit syn på emnet der blev debatteret, rejste en ældre, svært overvægtigt mand ved navn Per sig og råbte rasende, at sådan nogen svin som mig der tjente 50.000 om måneden bare ikke gad hjælpe de fattige. Per var tydeligvis udenfor pædagogiske rækkevidde, men en del andre blandt publikum var også meget overraskede da jeg fortalte, hvad jeg i virkeligheden tjente. Den samme forbavselse møder mange danske akademikere gang på gang når emnet løn kommer op.

Nu vil jeg gerne, før jeg går videre, understrege at jeg ikke skriver denne post for at skabe sympati. Min indtægt dækker udmærket de udgifter min livsstil indebærer. Min pointe – det dilemma der er gemt her – kommer derimod fra det paradoksale i at danskerne er gode til at stille rimelige krav. Vi kræver ikke at den 17-årige gymnasiepige henne hos bageren ved præcist hvor jordbærrene i ens kage søndag eftermiddag kommer fra. Hvis vi derimod køber en flaske St. Emilion til 400 kroner, accepterer vi ikke at manden bag disken ikke kan fortælle, hvad der var særligt ved netop dén årgang.

Og deri ligger problemet, for vi ved præcist hvad vi betaler for kagen og vinen, og derfor hvad vi rimeligvis kan stille af krav. Paradokset kommer af at befolkningen som helhed også har relativt klare forventninger om, hvad danske universitetsforskere eller statsansatte jurister tjener. Mens jordbærkagen ved min lokale bager koster 19 kroner – det står der på den så det ved jeg – er folks ideer om akademikeres indtægt derimod som oftest meget forkerte! Men det er de ideer, der bestemmer hvad de mener man kan stille af krav, ikke virkelighedens lønninger.

Forskellen på, hvad folk tror, og hvad akademikere i virkeligheden tjener, kan ikke overvurderes. Sidste år tjente jeg således lige knap 360.000 kroner som adjunkt med landets højest mulige uddannelse. Jeg arbejdede i gennemsnit 55 timer om ugen – og det er der ikke overtidsbetaling i, for begrebet arbejdstid eksisterer ikke i forskerverdenen – og holdt fire ugers ferie, alt inklusive. Selvom man er flink og regner med, at jeg nok har slappet lidt af i sommermånederne, ender man alligevel på en timeløn på omkring 140 kroner. Som omtalt før her på stedet, er det mindre end den mindsteløn som visse fagforeninger påtvinger polske håndværkere i København. Det er også mindre end den timeløn min søster får som uuddannet folkeskolevikar.

Det vigtige er, at det i særdeleshed er mindre end den løn, almindelige mennesker tror jeg tjener. Med den sædvanlige antagelse om, at universitetsforskere nok tjener lige omkring en halv million om året – Per regnede åbenbart med 600.000 – holder de almindelige seks ugers ferie og arbejder omkring almindelig arbejdstid, ender man på en timeløn på omkring 250 kroner. Det er dén betaling, folk danner deres rimelige krav på baggrund af – og det er de krav, politikerne stiller til danske akademikere. Der er derfor ikke et, men to sammenligningsgrundlag: Det folk tror man tjener – grundlaget for de krav der bliver stillet – og de krav, der reelt stilles til konkurrenterne. For man kan naturligvis ikke stille mindre krav til ens konkurrenter, ellers bliver man hurtigt udkonkurreret.

Så hvad tjener konkurrenterne og hvem er de? For at tage det sidste spørgsmål først, er de typisk fra amerikanske, britiske, og i mindre grad andre europæiske, japanske og koreanske institutioner. På mit eget område (samfundsvidenskab) i særdeleshed er det de østkystamerikanske og enkelte engelske universiteter, konkurrence kommer fra. Verdens topuniversiteter, som Helge Sander så brændende ønsker at vi kan konkurrere med, er steder som Oxford, Colombia, Harvard og en række andre mindre prestigiøse steder. Her tjener en almindeligt dygtig adjunkt netop omkring den halve million, som mange danskere tror, vi andre tjener (og så har vi ikke talt skat). Så et eller andet sted er kravene til at danske samfundsforskere kan konkurrere med dem jo på pervers vis helt rimelige!

Problemet – eller dilemmaet, om man vil – er derfor at danskerne stiller helt rimelige krav til forskningen, men selvfølgelig givet de ideer de har om forskernes belønning. Og politikerne kan derfor stille krav, der er på niveau med toppen af den internationale forskning uden at betale for det. At give forskerne væsentligt højere lønninger ville jo være helt urimeligt, da folk tror de i forvejen tjener ganske pænt!

Hvorfor gider jeg bruge tid og energi (i min fritid) på at skrive denne post? Jo, fordi det dilemma, jeg mere eller mindre klart har forsøgt at opridse her, er en godt skjult bombe under den danske universitetssektor. På et punkt har forskningsministeren ret, nemlig at man bør tiltrække internationale topforskere til danske universiteter. Men når jeg taler med mine udenlandske kolleger om det ønske og spørger, om de ville flytte til Danmark, slår de fleste – de dygtige af dem – for det meste en høj latter op. De flinkeste klasker måske en på skulderen og spørger, om det ikke er tid til at gå i baren. Ingen – siger og skriver ingen – tager spørgsmålet alvorligt, og en del af dem har endda spurgt hvorfor jeg gider at arbejde i Danmark.

Bundlinien er, at man stiller internationale krav i vores land, og at man stadig har internationalt anerkendte forskere som blandt andet Punditokraternes tidligere redaktør, men det er ved at ændre sig. Det eneste, der holder dygtige danske forskere i landet, er enten kærlighed til familien, kærlighed til landet, eller rene tilfældigheder. Det samme kan man i og for sig sige om dygtige akademikere i centraladministrationen og hvorfor de ikke flygter til det private. Der er ganske enkelt ingen økonomiske incitamenter til at blive, kun enkelte svage, sociale grunde, og dem kan man ikke bygge en vidensbaseret fremtid på. Enten må man betale hvad det koster at stille konkurrencedygtige krav, eller også må man sænke kravene til det man er villig til at betale for. Jeg skal ikke bestemme hvad man bør gøre – min mission her er udelukkende at gøre dilemmaet og balancen tydelig for folk – men det er på tide for politikerne at gøre det. Ellers bliver det lynhurtigt svært at blæse og have mel i munden på samme tid. Og det er det, de prøver at gøre.

Militært demokrati eller demokratisk redning?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2006. 4 svar

Det sker ikke alt for tit, at jeg er enig med Politikens leder. Men i dag var en undtagelse. Som bekendt har militæret i Thailand forleden kuppet den demokratisk valgte premierminister Thaksin og lovet at genindføre demokratisk styre i løbet af fjorten dage.

Politiken skriver i dag i sin leder befriende klart om situation:

Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret.

 Situationen i Thailand har i den grad delt vandene, for hvordan håndterer man den? På den ene side mener alle renhjertede og velmenende kræfter, at demokratiet er ubetinget godt, men på den anden side kan man realpolitisk sommetider se, at ledende politikere blive valgt og genvalgt imens de fører politik, der bestemt ikke er til gavn for landet. I Thaksins tilfælde har den handlet om personlig berigelse, mens han ret konkret har bestukket vælgere i landets fattige yderdistrikter – netop de vælgere der er længst fra det politiske spil og mindst tilbøjelige til at læse aviser eller på anden vis holde sig informeret.

Selv hårdnakkede demokratitilbedere græder tørre tårer over Thaksins nederlag, men få tør rose militæret for dets indgreb. For politologer og politiske økonomer (som der er nogle stykker af her på bloggen) illustrerer eksemplet på vidunderlig vis det dilemma, der i høj grad er demokratiets: hvad gør vi, når vi er utilfredse med den førte politik, men ikke har hæderlige politiske alternativer? Forleden var løsningen at militæret rykker ind, men i de fleste lande (måske uden Thailands smukke eksempel på monarki?) er den løsning decideret farlig. Det er ikke just en win-win situation, så jeg holder mine fingre krydset for, at landets militær faktisk viser sig at være en demokratisk redning!

EU's plan: Undgå nye forhandlinger

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2006. 12 svar

I juli brød frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO endeligt sammen. Og selvom man selvfølgelig kan skyde skylden for det på mage forskellige lande – ingen er udskyldsrene – var EU hovedskurken i det spil (se her). Da forhandlingsrunden fra starten så lovende ud for en række fattige lande – og forbrugere over hele verden! – forsøger flere lande for tiden at redde den såkaldte Doha-runde ved at file på egne og andres forslag.

Med Australien i spidsen har Cairns-gruppen – en gruppe af 18 både rige og fattige fødevareeksporterende lande – foreslået at USA skærer fem milliarder dollars af deres landbrugsstøtte, og at EU forbedrer deres udspil på toldområdet med fem procent. WTO-chefen Pascal Lamy har bredt set støttet forslaget offentligt, som er blevet kendt under navnet "the five and five idea".

Og hvordan reagerede EU så? Unionens chefforhandler og handelskommissær Peter Mandelson afviste planen som 'undoable' og sagde i et interview med The Australian Financial Review, at det ville være at kræve for meget af EU, der allerede – efter hans mening – har gjort mere end man kunne forvente. I en tale i Berlin den 18. september forleden forklarede Mandelson derimod, at EU er stærkt positiv overfor det multilaterale handelssystem i WTO, og således forsøgte at lave flere frihandelsaftaler. Pudsigt nok er de alle bilaterale – altså aftaler mellem et meget stærkt EU og enkelte ulande eller smågrupper af dem. Hvor er det multilaterale i det? Og man kan spørge, hvor frihandelen er? De aftaler, jeg har set indtil videre, er i hvert fald fulde af undtagelser og skjulte barrierer, så det 'frie' i 'frihandel' er til at overse.

For en der har fulgt forhandlingerne siden de gik i gang i 2001, er det i stigende grad klart, at EU's plan i første omgang var, at Doha-runden ikke skulle føre til noget konkret. Den plan lykkedes i og for sig da runde brød sammen. Nu er planen så åbenbart at forhindre, at der kommer nye forhandlinger i gang til fordel for fattige lande og forbrugere overalt. Verden er virkelig af lave for tiden, når en franskmand står i spidsen – og gør et godt job der – for at liberalisere verdenshandlen, mens en brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt.