Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Airbus – politiske problemer igen

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2007. 3 svar

Forleden meddelte chefen for den europæiske flyproducent Airbus, franskmanden Louis Gallois, at man i løbet af de nærmeste år nedskærer staben med cirka 10.000 jobs. Gallois ønsker så vidt som det er muligt, at nedskæringerne sker ved frivillig eller naturlig afgang, men på trods af dette fromme ønske, har udmeldingen fra verdens næststørste flyproducent skabt høj bølgegang på både markedet og langt ned ad flere europæiske regeringskorridorer.

 

At Airbus er ude i en relativt dyb krise er ikke en hemmelighed, hvilket der er en hel række grunde til. Først er det tydeligt, at den lave dollarkurs skader dets konkurrenceevne overfor amerikanske Boeing. Det rammer Airbus hårdt, da den eneste alvorlige konkurrent på markedet netop er Boeing, som man har positioneret sig bevidst overfor: A320-serien er direkte konkurrent til Boeings 737, A330/340 konkurrerer mod 777-serien, og det nye kæmpefly A380 bygges for eksplicit at tage konkurrencen op mod Boeings jumbojet, den mere end 30 år gamle 747-serie. For det andet er dette sidste nye fly ramt af en række tekniske problemer, og i går meddelte man så, at man foreløbig har stoppet udviklingen af en fragtudgave af A380. Selvom Airbus har en række ordrer liggende på den almindelige passagerudgave, svirrer markedet nu af rygter om, at flere flyselskaber måske aflyser deres ordrer for at i stedet at satse på Boeings seneste opgradering af 747. Leveringssikkerhed er nemlig af indlysende grunde ekstremt vigtigt i en branche, der ikke har råd til at mangle fly fordi producenten ikke lige blev færdig til tiden.

 

 

Mens disse to forhold naturligvis er store udfordringer, er den vigtigste grund til Airbus' problemer blot ikke teknik eller almindelig konkurrenceevne. Det er derimod den tunge politiske styring, som koncernen har været udsat for siden sin fødsel. Således nævnte Gallois eksplicit "nationale konflikter" som "en gift" for driften af Airbus. Og de nationale konflikter er uundgåelige, da produktionen af rent politiske grunde er fordelt over fire europæiske lande og 15 produktionsfaciliteter. Dele fra den nye gigant A380 skal endda fragtes over større afstande, fordi det ikke går politisk at ét land (læs: Tyskland) står for en så prestigiøs opgave. Der er derfor rent nationalt politiske grunde til, at Airbus har haft særdeles svært ved at holde omkostningerne nede, og hvorfor de på den anden side har formået at lobbye sig til massive tilskud fra bl.a. EU.

 

 

Man kunne naturligvis håbe, at det politiserede ledelsesmareridt nu var overstået, men det er næppe tilfældet. En repræsentant for det europæiske metalarbejderforbund har udtalt, at "Vi er fuldstændig imod lukning af enhver afdeling og vil ikke acceptere nogen som helst fyringer". Det er ikke just en produktiv holdning, når Airbus netop ønsker at lukke tre produktionsenheder, to i Tyskland og en i Frankrig. Og mens en situation med militante fagforeninger er slem nok, kunne man uden at vide mere om sagen frygte, at politikerne allerede nu blandede sig til det værre.

 

Det er netop hvad de gør. Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal har meldt klart ud, at hun øjeblikkeligt vil standse nedskæringerne, hvis hun bliver valgt. Så er den traditionelle franske politiske linje ligesom lagt – private virksomheder er kun private indtil de gør noget der ikke er politisk opportunt. Andre politikere som Tysklands venstreorienterede wacko Oscar Lafontaine ville overraske, hvis de ikke 'støtter' Airbus-arbejdernes sag. Det tragiske aspekt i denne sag er derfor, at det nok hverken er første eller sidste gang at europæiske politikere blander sig i erhverslivet og dermed ødelægger europæiske produktion og – på langt sigt – europæiske arbejdspladser.

 

 

Vi har tidligere skrevet om farcerne omkring det statsejede italienske luftfartsselskab Alitalia, som reelt burde være gået fallit for mange år siden. Firmaet holdes blot på respirator af politiske krumspring, bl.a. et katastrofelån på 7½ milliarder kroner i 2005, som den italienske stat kautionerede for. Man kunne naivt håbe på, at politikerne lærte af deres allerværste fejl, men det er som oftest ikke tilfældet i Danmark, der ellers er et af verdens mest velfungerende demokratier. Situationen i vores nabolande syd for Vogeserne er endnu værre, da man aldrig rigtigt har brudt med en solkonge-agtig tradition for at politikerne blander sig i alle samfundets forhold. Hvis de kunne have holdt sig til deres egne lande, havde det betydet knap så meget for Danmark, men i og med at vi er medlem af EU, er den latineuropæiske tradition et problem for os alle. Airbus-eksemplet i denne uge er blot et af mange.

Punditokraterne på P1

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 14 svar

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2007. 28 svar

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Ligestilling i Wimbledon – eller hvordan er det nu?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2007. 20 svar

Forleden blev det meddelt at Wimbledon, verdens absolut fineste tennisturnering, har indført ligestilling (se f.eks. her og her). Så mens Amelie Mauresmo, 2006-vinderen for damer, fik 300.000 kroner mindre end fænomenet Roger Federer, vil vinderne i år få præcist lige meget. Tidligere vindere som John McEnroe og Billie Jean King udtrykte deres store tilfredshed med ændringen i præmiesummen, og mange andre som f.eks. de britiske konservatives leder David Cameron har ligeledes luftet deres glæde offentligt. For nu er der endelig fuld ligestilling i en af klodens førende sportsbegivenheder. Eller er der?

Vi er ikke for vane at skrive om sport her på Punditokraterne, heller ikke selvom det er en sport der står redaktørens hjerte nær. Så der må være en anden logisk forklaring på, at vi bringer Wimbledon op. Og det er der selvfølgelig, for man kan aldeles provokerende spørge, om turneringen ikke har indført fuld diskriminering af de mandlige spillere? Umiddelbart lyder lige betaling jo som ligestilling, men ligestilling må nødvendigvis defineres som lige løn for lige arbejde. Ellers giver begrebet ikke rigtigt mening.

Den faktor, som mange ellers begavede og velmenende meningsdannere glemmer, er nemlig at mens mændene i Wimbledon som i alle fire Grand Slam turneringer spiller kampe efter princippet 'bedst af fem' – dvs. man skal vinde tre sæt for at vinde kampen – spiller kvinderne 'bedst af tre' kampe, hvor vinderen er den, der først har vundet to sæt. Med andre ord har kvinderne væsentligt kortere arbejdstid. For eksempel tog det Mauresmo 27 partier og 122 minutter at vinde sin finale, mens Federer – muligvis den bedste tennisspiller nogensinde – brugte 41 partier og 170 minutter på at vinde. Det er en 40 % forskel, og damefinalen var endda usædvanligt lang for en damekamp på de engelske græsbaner.

Lørdagens meget politisk ukorrekte og provokerende spørgsmål til vores læsere er derfor, om Wimbledon har indført ligestilling? Nok får kønnene nu den samme slutløn, men faktum er at damernes timeløn er blevet ganske væsentligt højere end mændenes. Lad os endelig understrege, at det kan i en markedsøkonomisk optik kan være helt rimeligt hvis damekampe er mere underholdende – så der er større efterspørgsel efter dem – eller at de har en større 'herlighedsværdi'. Men kan de faktorer opveje en så stor forskel i timeløn? Er der blevet lige løn for lige arbejde?

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Showdown om vestlige værdier i Paris

Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2007. 13 svar

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 56 svar

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 5 svar

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?

Karen Jespersen rykker til Venstre

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2007. 36 svar

Her på Punditokraterne forsøger vi efter bedste evne at følge med i nyhederne. Og dagens nyhed er uden tvivl, at Karen Jespersen stiller op for Venstre. Den tidligere VS'er, socialdemokratiske socialminister, TVA-og Information-journalist og – tør vi vist godt sige – kontroversielle debattør er dermed kommet en lang vej rundt i dansk politik, fra den ene yderpol i 70ernes Danmark (når vi ser bort fra de revolutionære grupper, der endte i Blekingegade) til et parti, der står en lille smule til højre for S i dag.

Begrundelsen for Jespersens partiskifte er ikke det mindst interessante. Jespersen mener nemlig, at Venstre er bedre til at sikre samfundets sammenhængskraft og mere end noget andet parti " står vagt om grundlæggende liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling". Hun har dermed taget det, der for hende utvivlsomt er et logisk skridt: Skridtet mod den lejr, der forsvarer individets rettigheder.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2007. Skriv et svar

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?

Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2007. 76 svar

Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.

I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.

Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.

Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.

Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.

Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.

Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.

For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.

På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.

Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.

Forhandlingerne fra helvede

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2007. 8 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, er overenskomstforhandlingerne gået i gang. Det giver nogle problemer, der er særegne for det danske system og for den særlige danske situation i øjeblikket. For som vores system er skruet sammen, bliver en betragtelig del af de danske lønmodtageres løn de næste to år besluttet centralt i forhandlinger mellem arbejdsgiverforeningen og fagforeningerne, og en stor del af det resterende arbejdsmarked vil have en tendens til at følge med den struktur, der besluttes centralt. Så på trods af den megen snak om decentrale forhandlinger og individuel løn, er de centrale overenskomstforhandlinger af særskilt vigtighed.

Først er der to parter i forhandlingerne med hver deres medlemsskare, der skal stilles tilfreds: 1) Arbejdsgiverforeningen, der repræsenterer en medlemsskare af danske virksomheder; og 2) Fagforeningerne, der repræsenterer en blandet medlemsskare af danske lønmodtagere. Begge hovedparter – arbejdsgivere og fagforeninger – har hver deres præferencer og hver deres konsekvensberegninger af forskellige outcomes af forhandlingerne. Hver part kan med andre ord finde ud af at regne på, hvilke nationaløkonomiske konsekvenser forskellige kombinationer af lønstigninger, ferieregler og andre tilbud til lønmodtagerne har.

Det er velkendt at de to parter ofte når til forskellige konsekvensberegninger, når scenarierne vurderes, men det er lige så velkendt, at specielt i de senere år er sådanne beregninger blevet kvalitativt ens. Om man er DA- eller LO-økonom er ens fundament nemlig det samme, så forskellene i konsekvensberegninger bliver nogle gange relativt subtile, mens parterne er enige om hovedlinierne.

Så langt så godt, kunne man fristes til at sige. For konsekvenserne er ikke det specielle problem i Danmarks situation for tiden. Det egentlige problem er i stedet, at enhver aftale, som de to parter kunne tænkes at nå, også skal kunne sælges til deres medlemmer. Derfor kommer man i en situation, der i økonomiske fagtermer kaldes et principal-agent problem, men med en særlig twist: Normalt er der en principal – en virksomhedsleder – og mange agenter – de ansatte, som man skal aflønne uden at kunne se direkte, hvor meget de laver, men i denne situation er hver forhandlingspart en agent, med mange principaler – medlemmerne – der muligvis ikke kan se, hvor god en aftale principalen når frem til.

Og deri ligger hele problemet. Arbejdsgiverforeningens medlemmer, de enkelte virksomheder, uden problemer kan forudse hvad enhver aftale betyder for deres egen virksomhed, og dens up- og downstream kontakter. Problemet er fagforeningernes medlemmer, som ingen mulighed har for at kunne overskue, hvilke konsekvenser lønstigninger osv. har for dem som helhed. Mens en lønstigning i første omgang kommer lønmodtagerne til gode og derfor fører til større efterspørgsel – folk skal jo bruge deres penge på noget – skal man ikke have den store indsigt for at se, at lønstigninger påvirker virksomhedernes omkostninger. For at dække de ekstra omkostninger, er der to muligheder, der begge bruges: Hæve priserne på slutprodukterne, og afskedige ansatte. For høje lønstigninger fører altså til højere arbejdsløshed, alt andet lige. Men alt andet er ikke lige i denne situation: Højere danske priser underminerer danske konkurrenceevne, og fører derfor til en forværret betalingsbalance. Her ligger ekstra problemer.

For det første har politikere, ikke mindst statsministeren, i længere tid reklameret med hvor godt det går for dansk økonomi, hvilket har givet vælgerne et indtryk af at 'vi har råd til det'. Men det er ikke helt præcist. OECD vurderer for eksempel, at den danske vækst om to år vil være en af de laveste i den vestlige verden, og på et mere overordnet plan, har man slet ikke løst en række strukturelle problemer som ældrebyrden – regeringens 'reform' løser i bedste fald halvdelen af problemet – og den tunge offentlige sektor, som bliver stadig dyrere. I stedet har man bildt vælgerne ind, at problemerne er løst, og valgt at øge det offentlige forbrug med 1,3 % næste år på trods af advarsler fra både OECD, vismændene og Nationalbanken.

For det andet ser dansk økonomi ikke så godt ud lige nu som man umiddelbart skulle tro. Et af de to elementer er, at danske arbejdspladser er blevet langt lettere at flytte ud. En svækkelse af dansk konkurrenceevne fører derfor væsentligt hurtigere til, at arbejdspladser flytter permanent ud af landet. I sidste overenskomstforhandlinger var dette et element, som de fleste tog alvorligt, da man på samme tid havde rapporter i medierne om danske slagterijobs, der flyttede til Tyskland og Polen. I den nuværende situation er der ingen avishistorier til at sensitere lønmodtagerne for dette problem. Det andet element er, at selvom Danmark har et meget stort overskud på handelsbalancen for tiden, bliver overskuddet stort set udelukkende genereret af to ting: Olieeksporten, pga. den høje oliepris, og søtransporten, som stort set ikke afhænger af danske forhold. En ny bankanalyse har vist det, en del af os frygtede, nemlig at uden de to elementer, ville den danske betalingsbalance være i minus.

Som jeg startede med at påpege, er forhandlingsparternes potentielle problem, at de skal sælge en aftale til deres medlemmer. For arbejdsgiverne er dette ikke et reelt problem, men for fagforeningerne er det meget virkeligt. De ovenfor nævnte problemer med dansk økonomi, og den væsentlige trussel som for store lønstigninger repræsenterer, er ikke noget fagforeningernes medlemmer – almindelige danskere – tager med i betragtning, når de vurderer, hvor store eller lave lønstigninger, de er villige til at acceptere som del af en ny overenskomst. I stedet betyder danske politikeres forsikringer om den danske økonomis sundhed, at de fleste tror på, at der er råd til store lønstigninger. Fra enkelte fagforeninger lyder der derfor krav om lønstigninger i omegnen af 5 % næste år.

For begge forhandlingsparter, og for fagforeningernes repræsentanter i særdeleshed, er dette års overenskomstforhandlinger derfor forhandlingerne fra helvede. Hvis de når til en ansvarlig aftale, der med begrænsede lønstigninger og byrder på virksomhederne bibeholder en allerede middelmådig national konkurrenceevne, er der meget små chancer for at lønmodtagerne vil acceptere aftalen. Hvis fagforeningerne i stedet forsøger at forhandle en aftale hjem, som deres medlemmer vil acceptere, ved de at de er med til at underminere dansk økonomi og tage jobbet fra mange medlemmer, og at arbejdsgiverne ikke vil acceptere udspillet. Hele miseren er skabt af, at danskerne på den ene side af indlysende grunde ikke er opmærksomme på alle problemerne, og på den anden side at politikerne har bildt dem ind, at det går ufatteligt godt. Overenskomstparterne skal af disse grunde finde en umulig balance mellem deres egen viden om hvad ansvarlighed er og lønmodtagernes stærkt uansvarlige krav. Jeg håber det ikke kommer så vidt, men det er meget nærliggende at sige ordet: Storkonflikt.

Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2007. 8 svar

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at få børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Drop Østaftalen

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2006. 2 svar

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

Et 'julekort' fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2006. 4 svar

Så nærmer julen sig, og det er tid til at skrive julekort. I det traditionelle danske julekort opsummerer man typisk hvordan året er gået, og hvilke håb man har for det nye år. Det er i og for sig en fin tradition at man – for sig selv og andre interesserede – tager et tilbageblik på året. Derved får overblik over hvad der har været godt, og hvad man måske kan gøre bedre – også selvom man nok har en naturlig tendens til at fokusere på det første. Så det er det, jeg vil tillade mig at gøre for vores læsere denne sidste dag før julens familiemæssige eskapader.

Først og fremmest er der al mulig grund til at takke de mange læsere, både dem der 'blot' følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Ikke mindst i december har vi haft mange besøg. Fire hektiske dage med debat om så forskellige emner som journalisters politiske observans (25 kommentarer), Grevil-sagen (26 kommentarer), Baker-Hamilton-rapporten (19 kommentarer) og klodens fremtidige klima (59 kommentarer) gav over 800 besøg om per dag, et antal vi ikke har været oppe på siden Muhammed-krisen var på sit højeste. Det tager vi bestemt som et sundhedstegn – ikke så meget hos os selv da vi bare bliver ved med at poste om emner, der interesserer os og som vi er kvalificerede til at sige noget fornuftigt om – men måske mest hos vores læserskare, der ikke begrænser sig til at være enige med os. På den ene side er vi lykkelige for at skabe debat på et andet, og bedre funderet, grundlag end MSM og den ensrettede politiske debat her i landet. På den anden side kan vi også være taknemmelige for, at vores argumenter bliver udfordret konstant. Gud nåde og trøste den, der kommer med et uholdbart argument hér på stedet! Tænk hvis politikerne fik samme behandling – og tænk hvilken politik de så blev nødt til at føre.

For det andet er der, på en noget bagvendt måde, grund til at takke de danske politikere for den konstante strøm af emner at kommentere på. For mit eget vedkommende har hele balladen om Ungdomshuset, og hvad den afslørede om københavnske politikeres næsten afgrundsdybe disrespekt for den private ejendomsret, været en dyb kilde til forarget undren her på stedet. MSM selv har også været en fin kilde til kommentarer, når de bevidstløst har gentaget fornærmet fransk anti-amerikanisme eller åbenlyst Clinton/Kerry-venlige amerikanske mediers fejlagtigheder.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil vi derfor tillade os at læne os tilbage i de kommende dage og koncentrere os om en af de få ting, mennesker af alle politiske observanser (uden for den rent nordkoreanske stalinisme) kan enes om, nemlig julens samvær med familie og venner. Man kan beskylde julen for at være et kommercielt gaveræs, men vi deltager jo alle i det, og accepterer det dermed. Og hvem kan ærligt – jo venstreorienteret man end er – tillade sig at dømme, når nevøen får lige netop dét stykke larmende og uforståeligt legetøj, han havde ønsket sig? Og for mig personligt er et af julens højdepunkter Danmarks Radio den 24. mellem 16 og 16.50, når Disneys Juleshow toner frem på skærmen. Filmene blev lavet for at tjene penge, men er i dag nogle af amerikansk kulturs fornemste øjeblikke. Gør det juleshowet dårligere?

Så julens fineste øjeblikke kan være stærkt kommercielle i deres udgangspunkt, og de kan være helt ukommercielle – samværet med familien. For en gangs skyld vil vi hverken dømme eller bedømme her på stedet. Den eneste – og aldeles uvidenskabelige og ukontroversielle – pointe med denne post er simpel. Jeg ønsker alle vores bidragsydere og læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Augusto Pinochet (1915-2006) – hvad skal man mene?

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2006. 18 svar

I forgårs døde Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, 91 år gammel. Nekrologerne i de danske aviser spejlede fint den globale stemning: Verden jubler over hans død. Vi kunne nøjes med at gøre det samme, men den lette løsning er ligesom den korte version – den fortæller som oftest kun en lille bid af historien. Den egentlige grund til at dvæle ved Pinochet når han nu er død, er derfor at hans liv, og den måde det er viklet sammen med Chiles historie og har påvirket den, repræsenterer et svært og ubehageligt etisk dilemma. For Pinochet var et ondt menneske – ingen tvivl om det – men mens han var ansvarlig for et grusomt militærregime, var han også noget andet, som vi kommer til nedenfor.

Pinochet indkaldte for tre uger siden til et pressemøde hvor han udtalte, samtidig med at han understregede sin kærlighed til Chile, at "Jeg tager det politiske ansvar for alt, der blev gjort". Han vidste hvad der foregik – det var det onde magtmenneske Pinochet der stod som hovedansvarlig for de 3000 forsvundne chilenere mellem 1974 og 1988. For de 3000 familier, som enten må leve i uvished eller med visheden om, at militærregimet slog deres kære ihjel, er der ingen undskyldninger. For de millioner, der fik deres basale frihedsrettigheder indskrænket er der heller ikke mange undskyldninger, der kan opveje blot en del af tabet. Og de tab var Pinochets ansvar, et faktum som selv hans eget barnebarn understregede forleden.

Men hvis det var så let, kunne jeg nøjes med at linke til de almindelige mediers nekrologer – til MSM-dækningen. Problemet er blot, at de færreste aviser og kommentatorer starter ved den egentlige begyndelse. Og det er nødvendigt for at få det fulde billede af Pinochet, og for at se det svære etiske dilemma.

I slutningen af 60'erne valgte chilenerne socialisten Salvador Allende til præsident ved et demokratisk valg. Allende var som så mange andre på det tidspunkt både en populist med 'hjertet på det rette sted', men også overbevist socialist af den særlige latinamerikanske slags. Så i takt med at han fik magt som agt, blev virksomheder nationaliseret, handelen blev begrænset og staten bredte sine fangarme. Allendes støtte i befolkningen var længe stærk, da han blandt andet lettede fattiges vilkår gennem direkte støtte og i det hele taget førte en række politikker, som i dag bliver indført i for eksempel Venezuela under hyperpopulisten Hugo Chavez. Men som enhver med en smule kendskab til økonomi ved, fører stærkt ekspansiv politik på lidt længere sigt til stærk inflation og gældsættelse, hvis den ikke relativt hurtigt finansieres af lige så stærkt øgede skatteindtægter. Da verden kom til 1973 var Chiles økonomi derfor i frit fald på samme måde som Nicaraguas økonomi kom det under sandinisterne i 1980erne. Det er et faktum som langt de fleste kommentatorer behændigt overser.

Her trådte militæret derfor ind og formede kupplaner. Pinochet, som Allende selv havde udnævnt til hærchef, var den sidste der trådte ind i gruppen, der planlagde kuppet, men efter da ændrede han kurs. Pinochet blev lederen af militærjuntaen og styrede derefter landet med meget hård hånd. Eller næsten hele landet. Efter trekvart år indså han nemlig det, de færreste diktatorer nogensinde indrømmer overfor sig selv og deres land: Han forstod ikke at styre landets økonomi, ligesom hans demokratisk valgte forgænger ikke gjorde det, men i modsætning til Allende fralagde han sig styringen. I stedet inviterede militærjuntaen en gruppe unge chilenske økonomer til landet. Gruppen, der havde det tilfælles at de alle havde studeret på University of Chicago under den chilensk-amerikanske stjerneøkonom Arnold Harberger, blev kendt som 'the Chicago Boys'.

Det er her, de etiske problemer med at dømme Pinochet helt utvetydigt indtræder. For mens han helt og uden tvivl var et ondt menneske – hvis man da kan sige at der findes utvetydigt onde mennesker – var alle hans handlinger ikke onde. Man kan ikke engang sige, at intentionerne bag dem var helt igennem onde. Det han lod the Chicago Boys gøre var nemlig at gennemliberalisere økonomien, og i Latinamerika betød det også et rent brud med de økonomiske særinteresser, der ellers havde forvredet og forarmet landet som de har gjort det på resten af kontinentet. Reguleringer blev lettet, handelsbarrierer blev nedbrudt og udenlandske investeringer blev velkommet. Chile havde i 1973 en nationalindkomst på cirka 70 % af Argentinas og cirka halvdelen af Venezuelas, men liberaliseringerne i slutningen af 70'erne har haft dramatisk virkning. Chilenerne er i dag godt 40 % rigere end argentinerne og næsten 60 % rigere end folk i oliestaten Venezuela.

Heri ligger problemet, for mens Pinochet var et ondt menneske og skal dømmes på det, var han også hovedansvarlig for Chiles imponerende økonomiske succes siden 1975. Chile er på mange måder ikke længere et latinamerikansk land, blandt andet fordi den økonomiske fremgang også – som den slags fremgang gør det alle andre steder den findes – har bragt bemærkelsesværdig social fremgang. Andelen af befolkningen, der lever i dyb fattigdom er reduceret til kun 2 %, hvorimod den tilsvarende andel er den tredobbelte i Argentina, den femdobbelte i Brasilien og den seksdobbelte i Venezuela. Korruptionen – der ellers er en særlig latinamerikanske specialitet – er reduceret til mindre end de fleste sydeuropæiske lande. Og demokratiet, der blev genindført sidst i 80'erne, er både mere stabilt og har langt mere moderate politiske partier end på resten af kontinentet.

Pinochets død stiller os således overfor det grundlæggende etiske spørgsmål, hvordan vi skal dømme mennesker, der på samme tid har gjort chokerende meget ondt, men hvis handlinger også har bragt imponerende positiv fremgang. Ingen af os er rendyrket onde, ingen af os kan påstå at alle vores handlinger eller intentioner er gode, men vi kan i det daglige se bort fra det dårlige, vi gør. Når størrelsesordenen bliver et helt lands skæbne, er det bare anderledes, og i tilfælde som Pinochet bliver det helt klart, at vi ikke altid kan dømme folk uden at tænke nærmere over det.

Jeg er glad for at jeg ikke er chilener. Pinochet var et ondt magtmenneske, og mange familier vil aldrig kunne se ham som andet – og det er både forståeligt og rigtigt. Men det chilenske folk må i fremtiden forsøge at finde en måde, så det kan rumme både den militære, menneskefjendske ondskab, som Pinochet så tydeligt repræsenterede, men også indsigten at han i høj grad var instrumentel i landets forvandling fra korrupt, statsstyret hul til et latinamerikansk åndehul af velstand og frihed. Der er ingen enkel og entydig dom, og spørgsmålet er om menneskers sjæl overhovedet kan rumme bevidstheden om det. Måske kan de ikke – i hvert fald er chilenerne langt fra enige om, hvordan man skal reagere på Pinochets død. Jeg misunder dem ikke – det bliver ikke let at leve i et land, der hviler på et etisk paradoks.

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2006. 59 svar

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Ungdomshuset – når danske institutioner svigter

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2006. 48 svar

Moderne, velfungerende stater har alle to karakteristika tilfælles: 1) De har effektive og fair retsvæsener, der skiller ret fra uret og forsvarer folks ret til eget liv og ejendom; og 2) de har et velfungerende politi, der bringer retsvæsenets domme til fuldbyrdelse. Det sidste er særligt vigtigt i de tilfælde, hvor den dømte ikke af sig selv er villig til at acceptere dommen. Disse to institutioner er ikke bare karakteristika, men en stor del af fundamentet for samfundets ve og vel. De er også en stor del af forklaringen på, at Vesteuropa – og ikke de mange andre steder i verden, der måde matchede og overgik Europa i teknologisk formåen i 1500-tallet – begyndte at vokse hurtigere end man før havde set.

De seneste måneders tragikomedie omkring ejendommen Jagtvej 69 på Nørrebro – det såkaldte Ungdomshus – afspejler desværre et sørgeligt forfald i de danske institutioner, og måske også en lige så sørgelig atrofi af danskernes og de danske politikeres rygrad. På den ene side har Danmark nemlig et af verdens bedste retsvæsener. Af de 195 lande, som Verdensbanken har målt i dens såkaldte Kaufmann-index, er vi nummer 5 og kun marginalt dårligere end de fire første (Schweiz, Island, Luxemborg og Finland), og alternative mål fra for eksempel Fraser Instituttet og the Heritage Foundation viser det samme. Men på den anden side har danskerne åbenbart en efterhånden vattet holdning til, hvordan man håndhæver landets love og rettens bud. Denne holdning er senest udtrykt i politiets udmelding om, at man ikke har til hensigt at rydde Jagtvej 69, som man ellers de facto er blevet påbudt af Fogedretten.

Danskerne er et fredeligt folk, hvilket i denne sammenhæng bliver det paradoksale problem. De fleste af os har nemlig stor respekt for landets lov og ret, og følger den uden brok, men på samme tid vil vi helst ikke se, at det på nogen måde koster noget at få mindre villige borgere til at følge domstolenes bud. Netop det er kernen i miseren omkring den københavnske rede af autonome og andre småforbrydere, der kendes som Ungdomshuset. Det er almindelige danskeres modvilje mod at acceptere, at det nogle gange må gøre ondt – i konkret eller overført betydning – der skaber muligheden for, at de autonome kan blive siddende i huset på trods af tre retsinstansers bekræftelse af, at frimenigheden Faderhuset er den retmæssig ejer, og at de 'unge' skal forlade ejendommen.

Spillet er i virkeligheden meget simpelt. Domstolene har bekræftet, at dansk lovgivning siger, at de unge skal forlade eller tvinges til at forlade en ejendom de holder ulovligt besat, og det er politiets opgave at føre denne dom ud i livet. Det er derfor i politiets åbenlyse interesse, at ejendommen forlades så roligt som muligt. Hvis de derimod bliver nødt til at sætte beboerne ud med magt, er det som minimum vigtigt for politiet at have politisk opbakning til aktionen, altså at kunne foretage udsætningen med den viden, at ingen i Borgerrepræsentationen eller Folketinget vil bruge en nødvendig magtdemonstration til at slå politisk plat på. De autonome ønsker derimod at blive i huset, og truer derfor med at skabe så meget vold og kaos som muligt hvis det skulle komme til det, de eufemistisk kalder en 'konfrontation' med politiet. Denne trussel kunne være tom, men er desværre troværdig, da de gennem flere år har vist en ret udansk villighed til at bruge vold mod enhver trussel.

Politiet må derfor foretage en afvejning mellem hvor stor, modstanden bliver fra de autonome, og hvor meget magt de derfor må bruge for at rydde ejendommen. Jo stærkere og jo mere troværdig, den politiske opbakning bag politiets aktion er, jo mere magt kan man sætte bag aktionen, og jo mindre chance bliver der også derfor for, at problemerne breder sig til Nørrebro udenfor Jagtvej 69. Her kommer det mærkelige politiske spil i Borgerrepræsentationen ind, for jo mere de autonome truer om vold, jo større bliver de lokale borgeres pres på politikerne for at politiets udsætningsaktion ikke skal ske – i hvert fald ikke nu, og hellere hos de andre end hos os.

Politiet er derfor fanget som en lus mellem to negle: På den ene side må de bruge mere magt, jo mere vold de autonome udøver; på den anden side svinder deres politiske opbakning ind, jo mere vold de autonome truer med at bruge. Derfor stillede politidirektør Hanne Bech-Hansen op til et møde forleden dag, der udelukkende handlede om at finde en 'anden løsning' på problemet omkring Jagtvej 69. Mødet, der også talte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard og repræsentanter for en fond, der ønsker at købe huset til brug for de autonome, endte med en opfordring til Faderhuset om at sælge ejendommen. Man udtrykte på mødet således en bestemt holdning, som kan opsummeres ret simpelt: "Vi anerkender, at Faderhuset ejer Jagtvej 69, men det synes vi altså ikke de skal".

Hele miseren er beskæmmende for det danske retssamfund, som har udvist en næsten fuldstændig mangel på forståelse for, at love en gang imellem skal håndhæves med magt. I stedet fører man en politik, der i ubehagelig grad minder om Chamberlains appeasement-politik i 1930'erne. Eller som Churchill karakteriserede den: Man fodrer krokodillen med småbidder i håb om, at man bliver den sidste, den spiser. Det er en på sigt meget farlig politik, da den på samme tid gør to ting: 1) Den sender et signal til det autonome miljø og andre om, at voldstrusler betaler sig, bare de er stærke nok; og 2) den ender med at politisere politiet. Særligt det sidste er et voldsomt problem, da det betyder at voldstrusler i fremtiden kan blive mere effektive når politiet af politiske grunde ikke ønsker at tage en konfrontation med de voldelige kræfter.

Farcen omkring Jagtvej 69 illustrerer derfor et væsentligt problem: Et land kan i princippet have verdens bedste love, men uden en effektiv, fair og rettidig håndhævelse af lovene er de ikke det papir værd, som de er skrevet på. Man kan sagtens have et velfungerende og uafhængigt retsvæsen, men hvis politiet kommer under markant politisk indflydelse, bliver udøvelsen af lov også politiseret. Der er derfor to vigtige forholdsregler, der skal tages, og det hellere før end senere. For det første må Folketingets politikere træde i karakter og insistere på, at landets love skal håndhæves – også i København. Og for det andet må politiet slippe forestillingen om, de altid bør have politisk opbakning. De har, hvis de opfører sig regelret, opbakning i landets love. Det er det eneste, de nogensinde kan håbe på at få, og det burde også være den fineste opbakning der gives. Hvis disse tiltag ikke tages, risikerer vi at sætte os på en politisk og retslig glidebane. Medmindre farcen stoppes nu, er dette ellers det første skridt mod at Danmark bliver den nordligste bananrepublik.

Reality TV – nu med fattige!

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2006. 7 svar

Politik kan en gang imellem være ret underholdende. Sådan var det i hvert fald i denne uge, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede et forslag, der helt sikkert fik en del mennesker i udviklingsmiljøet til at få morgenkaffen i den gale hals. Ministeren vil sende kendte danskere til at tage til ulande for at udvælge udviklingsprojekter. På den måde håber hun at skabe mere opmærksomhed om ulandenes problemer og – må man da formode – en mere positiv stemning omkring den danske ulandshjælp. Tørnæs fastholder, at problemet er oplysning. Til Politiken udtaler hun f.eks. " Tag bare 2015-målene. Det er under halvdelen af den danske befolkning, der ved, hvad de går ud på. Det er et hul i oplysningen, og det forsøger vi at gøre noget ved". Reaktionen fra ulandsmiljøet er helt forudsigelig. Ord som 'poppet', 'forkastelig' og 'dumt' bruges i snart sagt alle kommentarer, og de er vel også på et vist plan dækkende. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen spørger således "Hvorfor bruger man ikke de eksisterende rammer for bistand – hvor der ligger meget grundige overvejelser til grund for at give bistand til udvikling i form af analyser, strategier og saglige vurderinger. Alt dette tilsidesættes her."

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.