Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Økonomisk globalisering: Civiliserende!

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2007. 4 svar

Debatten om globalisering er sommetider helt surrealistisk, specielt hvis man ser den gennem en moderne samfundsvidenskabelig optik. En ting er, at stort set alle modstandere af økonomisk globalisering benytter sig af eksempler, man som fagøkonom blankt kan afvise. Når man for eksempel læser Naomi Kleins eksempler på frygtelige arbejdsforhold og lave lønninger, er de ikke bare outliers og dermed ikke repræsentative, men faktisk helt modsat af hvad der ville være repræsentativt. På den måde formår antiglobalister at vilificere globaliseringen som fænomen på basis af enkelte, beklagelige eksempler.

Det andet forhold, der er så mystisk, er antiglobalisternes begejstring for centerløst, socialt samkvem på tværs af landegrænser og kulturer, samtidig med at de nærer et dybt had til økonomiske og professionelle globale kontakter – måske lige med undtagelse af fagforeningssamarbejder. Man får fornemmelsen, at det er det rationelle element, som antiglobalisterne ikke kan lide. Og én helt særlig ting, de ikke kan lide er, at globaliseringen som udvikling er et moderne og meget nyt fænomen – eller det påstår de da. Man fristes næsten til at tolke holdningen sådan, at problemet med det moderne, er at det er en trussel mod den smukke traditionalisme hos de ædle vilde.

Men ligesom kærlighed gør had nogle gange blind. En stor del af de sociale kontakter på tværs af lande, som Naomi Klein og hendes bande elsker, skabes nemlig som uventede sidevirkninger af de rationelle, professionelle kontakter de hader så inderligt. Og uden dem – økonomisk samvær og andet, der kommer af ren selvinteresse – ville vi have meget få sociale kontakter udenfor vores egen kultur. Handel, udenlandske investeringer, og professionel kontakt, er ganske enkelt bærere af de sociale samkvem! Lad mig give eksempler fra to områder: 1800-tallets klassiske musikliv i Europa, og mit eget beskedne, faglige netværk.

I 1840 debuterede den danske komponist Niels W. Gade med ouverturen ’Gjenklange af Ossian’, der vandt en konkurrence i København. To år efter var hans første symfoni klar, men mod forventning afviste Kjøbenhavns Musikforening den. Gade havde dog mere end nationalt udsyn, og sendte derfor symfonien ud af landet til det europæiske musiklivs fænomen i Leipzig, Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Gade til Leipzig, hvor symfonien ’Paa Sjølunds Fagre Sletter’ i 1843 blev uropført af Gewandhaus-orkesteret med Mendelssohn som dirigent. Publikum såvel som dirigent var ellevilde, og danskeren havde fundet sit marked – udenfor Danmark!

Gades professionelle liv begrænsede sig derfor ikke til Danmark, men var globalt i den tids optik. Når man således ser på hans – en i vore dage relativt ukendt komponists – professionelle kontakter, må man slås af, hvor meget det ligner et moderne, fagligt netværk. Gade arbejdede tæt sammen med Mendelssohn, som han også knyttede nære personlige bånd til. Men senere lærte han gennem sit arbejde datidens superviolinist, ungareren Joseph Joachim at kende, han kendte tjekken Antonin Dvorak, var venner med nordtyskeren Johannes Brahms, der boede i musikmekkaet Wien, og kendte Brahms mentor Robert Schumann, med vis kone Clara han ligesom tyskeren knyttede et livslangt venskab. Sidstnævnte, der som bekendt er en af musikhistoriens største skikkelser, lærte endda et trick eller to af danskeren. Også dengang var der læringseffekter af globaliseringen, og nationale spill-overs: Både Joachim og Clara Schumann spillede i København, inviteret op til økonomiske gevinster og københavnernes begejstring af deres ven Niels Gade, efter at han i 1848 efter udbruddet af den dansk-prøjsiske krig flyttede hjem.

Gades netværk skabtes således af hans ambition om at blive musikalsk konkurrencedygtig på europæisk plan, men medførte som en utilsigtet men behagelig konsekvens en række personlige venskaber med nogle af tidens største musiknavne. Med andre ord skabte en professionel globalisering in sidste halvdel af 1800-tallet også en række venskaber på tværs af landegrænser – en social globalisering.

Med udgangspunkt i mit eget lille faglige netværk kan man også undre sig over, hvordan antiglobalister a la Klein overhovedet kan finde på at skille økonomisk rationale og social kontakt ad. De fleste af mine internationale kontakter – som jeg tror det er tilfældet for snart sagt alle forskere og andre erhvervsgrupper – er netop resultatet af fælles professionelle interesser. For eksempel har egeninteresse i forbindelse med mit arbejde det seneste år resulteret i disse aktiviteter:

 

  • Middag på Vilhelmsborg med Martin Paldam, Gert Svendsen og Ric Uslaner (University of Maryland)
  • Udveksling af gratis link med Rachmaninovs anden symfoni (og glæde over den) under sommerens BBC Proms koncerter med Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm)
  • En gåtur i solskinnet i Amsterdam med Karin Mayr (Universitetet i Linz)
  • En flok store fadøl med blandt andet Guillaume Méon (det frie universitet i Bruxelles), Ivo Bischoff (universitetet i Giessen) og Axel Dreher (ETH i Zürich)

Alle disse aktiviteter udsprang oprindeligt af fælles arbejdsinteresser – den rationelle type global kontakt, som antiglobalisterne nærer så stort had til. Og i tilknytning til eller under alle aktiviteterne diskuterede vi også professionelle forhold.

Så dagens spørgsmål her på stedet må være: Hvad er der galt med at knytte sociale kontakter som en bivirkning af professionel, rationel aktivitet? Hvad var der galt med Gades europæiske netværk? Hvad er det, der er så frygteligt ved at rationel, økonomisk globalisering medfører en masse social globalisering – at den økonomiske globalisering kommer før den sociale? Med andre ord, hvorfor kan Naomi Klein og co. ikke lide, at økonomisk globalisering i Alfred Hirschmans ord er ’civiliserende’? Jeg forstår det ikke – men jeg nyder det da, når det sker!

Pseudovidenskabelig politisk manipulation

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2007. 4 svar

Det er til tider deprimerende at følge det, der burde have været videnskabeligt baserede danske debatter, men heldigvis bliver fejl og manipulation nogle gange opdaget. Således også i Jyllandspostens leder i går (læs her), hvor man gjorde opmærksom på stærkt kritisable fortolkninger i Socialforskningsinstituttets (SFI) seneste, højtprofilerede rapport om ”Børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv”. Rapporten, der kan læses her, konkluderer at ”ca. 3 ud af 4 kvinder og mænd er meget tilfredse med balancen mellem deres familie- og arbejdsliv, mens resten er mindre tilfredse.”

Derudfra burde man kunne konkludere, at den sidste fjerdel af danskerne er utilfredse med balancen mellem familie og arbejde, men som Jyllandsposten påpeger, er det ikke tilfældet. SFI-forskerne Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen her spurgt folk om deres tilfredshed med balance på en seks-punkt skala, hvor 1 er stærkt utilfreds og 6 er stærkt tilfreds. Standard ved brug af den type skala – og de bruges i utallige surveys – er at splitte skalaen på midten, eller eventuelt inddele den i tre grupper, når man skal præsentere de overordnede resultater. Men det har SFI valgt ikke at gøre. De retfærdiggør deres valg således:

”For simplificeringens skyld opdeles tilfredsheden med balancen i to grupper, således at personer, der har svaret 1-4, placeres i kategorien ”lav tilfredshed”, mens personer, der har svaret 5-6, placeres i kategorien ”høj tilfredshed. Når skalaen ikke deles lige over, skyldes det som nævnt i kapitel 3, at kun meget få personer bruger skalaens nedre ende.” (side 99)

Med andre ord har man valgt at inddrage kategorien ’4’ – danskere som er relativt tilfredse i og med at de placerer deres svar over midten af skalaen – i gruppen af ’utilfredse’, fordi der er for få der er utilfredse! Derefter konkluderer man, at en fjerdedel af danske børnefamilier er utilfredse med deres arbejds/familie-balance. Da jeg læste det, og særligt da jeg efterfølgende checkede tallene i rapporten, følte jeg mig hensat til en helt sovjetisk verden, hvor statistik viser det vi ideologisk set skal tro på i forvejen.

Det fantastiske er, at forskerne – hvis de da fortjener betegnelsen efter dén brøler – ikke angrer deres talfusk. SFI’s svar (læs her) omtaler blot manipulationen som ”sproglig forenkling”, og afviser enhver kritik. Som Jyllandsposten skriver, burde det have haft øjeblikkelige konsekvenser for de implicerede ansatte, men SFI har altså valgt at forsvare dem i stedet for at forsvare instituttets troværdighed.

Sagen er ikke blot kritisabel for de implicerede og instituttet generelt, men har konsekvenser på flere andre niveauer. For det første bruger politikere ofte den type rapporter som lejlighed til at bringe forhold til diskussion og stille konkrete forslag, men hvordan går det lige, hvis rapporterne selv er biased i en bestemt retning og mod et bestemt resultat? For det andet går det faktisk ud over andre dele af SFI, hvor der sidder dygtige og samvittighedsfulde forskere, der nu får deres troværdighed beklikket by association.

De to konklusioner, man kan drage af SFI-rapporten er således disse to: 1) at enkelte rådne æbler kan forurene en hel kurv, selv i den videnskabelige verden; og 2) at danske børnefamilier faktisk er ret tilfredse med balancen mellem deres arbejds- og familieliv. Men det var jo ikke meningen med rapporten, var det vel?

Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2007. 4 svar

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

Populistisk politik – Latin American Style

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2007. 27 svar

Latinamerika er et af verdens politiske smertensbørn. Politik, der i Europa ville synes aldeles vanvittig, er meget mere end historiske tilfældigheder, og senest har både Venezuela, Bolivia og Peru valgt venstrepopulistiske præsidenter, der lover guld og grønne skove til landenes store grupper af fattige. Midlerne, der skal bruges for at nå til disse mål, er vel at mærke velprøvede – men velprøvede i den forstand, at de gang på gang har vist sig at føre til fattigdom, elendighed og undertrykkelse. Senest er Venezuelas præsident Hugo Chávez – en af Fidel Castros store venner, en på mange måder farverig person og en hovedskikkelse i den nybolivarianske bølge i Sydamerika – begyndt at ryste alvorligt med sablen. Han har givet sig selv 18 måneder, hvor han kan regere udenom parlamentet, og viste forleden, hvad han har planlagt at bruge sine diktatoriske beføjelser til.

Jyllandsposten rapporterede forleden om Chávez’ udskejelser under overskriften ”Chávez truer med nationalisering af banker”. I en af sine flormvundne og meget ordrige TV-taler – et særligt træk han deler med Castro – signalerede præsidenten, af nationaliseringerne af telekommunikation, el- og oliesektoren sandsynligvis ikke er de sidste. Han krævede således ’større engagement’ i lokal industri, en klassisk omskrivning af den traditionelle ISI-strategis fokus på lokal produktion, hvor uprofitabelt ineffektiv den end måtte være.

Chávez kom med en konkret trussel: ”Private banker må prioritere lavt forrentede lån til den lokale industri. Hvis de ikke er enige i dette, er det bedre, at de forsvinder, at de overlader bankerne til mig, så vi kan nationalisere dem og få alle landets banker til at arbejde for landets udvikling i stedet for at spekulere og skabe enorme overskud”. Truslen omfattede også stålproducenten Sidor, der eksporterer en stor del af sin produktion. Mens en stærk eksportorientering nok ville blive hilst meget velkommen i et land som Danmark, kræver Chávez nu, at virksomheden i langt højere grad bør sælge sine stålprodukter til lokal, venezuelansk industri, og særlig grad hans favoritter i oliesektoren.

Hugo Chávez, der reelt er diktator i Venezuela, rammer således også argentinsk industri, da Sidors søsterselskab, Ternium, er ejet af argentinske Techint Group. Nogle af de samme problemer gælder for de nationaliseringer, Bolivias Evo Morales under stærk indflydelse af Venezuelas eksempel er i gang med at gennemføre i landets større industrisektorer. Tragedien er således, at vanviddet ikke blot endnu en gang går ud over Venezuelas og Bolivias fattige, men kan risikere at brede sig til andre dele af Latinamerika. Det er et kontinent, der på mange områder synes at nægte at lære af fortidens fejltagelser. Venezuela er således i dag cirka lige så rigt, som det var i midten af 1960’erne (cirka 7000 PPP-korrigerede US dollars per hoved), og Bolivias økonomi befinder på mange måder – ikke blot på gennemsnitsindkomsten (cirka 3000 USD) – stadig i 50’erne. Det er stort set kun Chile, der virkeligt er rykket økonomisk og socialt, med en fordobling af gennemsnitschilenerens indkomst siden tiden under Salvador Allende. Men hvilket land vil man for guds skyld ikke lære fra eller kopiere i Latinamerika? Rigtigt set – Chile. I stedet prøver man for hvem ved hvilken gang den gamle protektionistisk-populistiske kurs, som har fejlet hver gang. Det er svært at forstå, og endnu sværere at holde ud at se på.

4. maj

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2007. 15 svar

Hvis det skulle have undsluppet nogen læsers opmærksomhed, er det i dag den 4. maj. Det vil sige, at i aften klokken otte er det 62 år siden, at BBC kunne meddele danskerne, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig. At se billederne fra den gang, og tale med de få, der oplevede den aften og den næste dag og stadig lever, bekræfter at sangen taler sandt: Der blev flaget så meget, at byer rent faktisk blomstrede i rød og hvidt! Det er 62 år siden, men som det stadig er tradition i Sønderjylland (hvor jeg kommer fra) og enkelte andre steder i landet, har jeg levende lys i vinduerne i aften. Hvis der er noget, der skal huskes, er det den dag og de ofre der gik forud for den.

Den danske modstandsbevægelse var en af årsagerne til, at Danmark i sidste ende blev betragtet som en allieret nation, og ikke blot en af Nazitysklands medløberstater. Og der var ikke bare tale om nogle drenge, der legede krig, som enkelte historikere synes at mene. Jeg voksede op med en morfar, der havde været med i modstandsbevægelsen fra tidligt i krigen, og en mormor der fragtede dokumenter for bevægelsen mellem Haderslev og København fra hun var 18 år gammel. Nogle af mine klarest minder om min morfar er de sjældne gange han fortalte historier fra krigen. De var spændende og medrivende, men med dem fulgte altid en undertone fra de historier, der ikke blev fortalt – dem hvor kammerater blev taget af Gestapo, hvor nazisterne vandt, hvor venner døde.

Min mormor, derimod, fortalte aldrig et ord om krigen. Min søster og jeg hørte intet om hendes rolle, min mor og moster heller ikke, og hvis min morfar og hun talte om det, var det aldrig mens der var andre tilstede. Måske var det simpelthen for smertefuldt at tænke tilbage på den tid, for hvordan præger det en teenagepige at sidde i et tog i seks timer – den tid det dengang tog fra Sønderjylland til hovedstaden – med dokumenter som man alt for godt ved, kan betyde liv eller død for en selv og ens nærmeste venner? Man kan lige så vel spørge sig selv, hvordan man lever sit liv, når man har haft år hvor man risikerede sit eget og andres liv for at kæmpe mod en overmagt, der stod for en umenneskelighed og et vanvid, som man ikke behøvede få ind på livet?

Men fakta er, at mange danskere tog det eneste moralsk rigtige valg og gjorde modstand. De vidste, at de risikerede alt, og de vidste sandsynligvis også, at de aldrig blev de mennesker, de ville have været uden krigen eller hvis de valgte den lette løsning og accepterede nazismen. Jeg vil nødig lyde plat og sentimental, men jeg har intet andet udtryk for det: Selv de der overlevede, gav deres liv for modstanden – det normale og lettere liv, de havde haft hvis de havde valgt anderledes. Ligeledes valgte andre også modstanden, om end på en anden måde. Mange danske bønder havde mulighed for at tage arbejde for nazisterne på den del af Atlantvolden, der stadig i form af næsten uforgængelige bunkere står op langs med den jyske vestkyst. Jeg er derfor stolt af, at min farfar valgte den mulighed fra. I stedet fristede han og min farmor en tilværelse som – helt bogstaveligt – desperat fattige bønder på den hårde jord i Sønderjylland. Et fravalg er også et valg, og derfor en moralsk stillingtagen.

Og hvorfor så skrive om det, når det nu er 62 år siden? Skulle vi ikke være kommet videre for længst? Og er ham Bjørnskov ikke bare en af de sædvanlige sønderjyder, der kan diskutere moral, tyskere, og hvem der laver de bedste ringridderpølser herfra til helvede? Jo, det kan godt være, og måske er jeg også stolt af mine bedsteforældre, men der er mere i det end som så. For da 1945 kom, havde mange danskere forståeligt nok travlt med at bortforklare deres arbejde for nazisterne, og mange havde travlt med at hoppe med på modstandsvognen. Da det blev omkostningsfrit at tage et valg for et frit Danmark, blev valget selvfølgeligt populært. Men dem, vi skal mindes i dag, er ikke de sidste dages frelste, men derimod de danskere, der villigt lod sig mærke på krop og sjæl af deres valg i starten af krigen.

Dem, jeg vil huske, er de mennesker der tog det rigtige valg mens det stadig var upopulært, og holdt fast i det, også selvom det valg i flere år så ud til at være forbundet med en tabersag. Hvis man bringer den holdning op til en nutidig debat, kan man måske godt være lidt Jeronimus-agtigt skeptisk overfor medierne og danskernes rygrad i al almindelighed. Holder danskerne for eksempel fast når danske soldater dør mens de beskytter almindelige afghanere mod en af de mest formørkede politiske bevægelser i de sidste 100 år? Eller hvis det samme sker i Irak? Og hvor mange ledende politikere og meningsmagere holdt egentlig fast i ytringsfriheden som ideal, da danske virksomheder tabte markedsandele i Mellemøsten og danske ambassader brændte? Hvis vi endegyldigt holder op med at holde fast i vores værdier når det gør lidt ondt, ender vi så på den rigtige side af det næste jerntæppe? Det er hverken rare eller lette spørgsmål, vel?

Så for mig er 4. maj en meget personlig påmindelse om to ting. For det første er det en reminder om, hvor vigtigt det er at have holdninger og værdier, og særligt hvor vigtigt det er at forsvare dem, når de umiddelbart begynder at koste noget. For det andet er den 4. maj en lejlighed til at mindes mine bedsteforældre og en helt særlig ting ved dem: Miraklet at de på trods af deres oplevelser og deres ofre under krigen blev de mennesker, jeg har elsket så højt som nogen. Men måske har sangen ret – livet er ikke så svært, hvis man kæmper for alt man har kært.

DRs bløde budget og Plummers mesterstykke

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2007. 19 svar

Som det vel næppe er undsluppet vore læseres opmærksomhed, har Danmarks Radios nye prestigebyggeri medført nogle store slagsmål, både internt i DR og politisk. Grunden er naturligvis at den nye DR-by i Ørestaden efter alt at dømme bliver 60-70 procent dyrere end oprindeligt budgetteret. Generaldirektør Kenneth Plummer er derfor tvunget til spare, da dette er en stor overskridelse, selv i en offentlig kontekst hvor budgetter ikke rigtigt har samme status som i det private. Så forleden præsenterede Plummer det, han regner med er den endelige spareplan – i hvert fald i hans tid som chef. Og det er en på alle måder smart plan.

En del af planen er nemlig at skære DR-Sportens udgifter ned til en tredjedel af de nuværende. Det vil blandt andet betyde, at de olympiske lege i Beijing næste år udelukkende bliver dækket af TV2 og eventuelle andre private kanaler. Sparerunden betyder også, at DR som helhed – ikke blot Sporten – skal spare 275 medarbejdere væk. De første er allerede forsvundet fra sportsredaktionen under store protester. Planen betyder derfor med en vis sandsynlighed at Danmarks Radio de kommende år mister den del af deres seere, der primært har lukket op for brede sportsudsendelser – fodbold og håndbold – og lørdagsunderholdningen, dette mærkværdige flagskib/fortidslevn som mange andre af os holdt op med at se år tilbage.

Hvorfor er lige netop dét en smart spareplan? Hvordan, kunne man spørge, kan det være smart at ramme de mest populære TV-blokke? Svaret skal findes i det, der kaldes 'bløde budgetbegrænsninger', et særligt forhold som den ungarske økonom Janos Kornai opdagede i sine studier af kommunismens interne logik. Det, Kornai fandt, var nemlig at budgetbegrænsninger ikke rigtigt er begrænsninger i tilstrækkeligt offentlige virksomheder. Mens private virksomheder har et budget, der lægges på grundlag af de forventede udgifter og indtægter, er der mere 'slack' i offentlige virksomheder. De behøver nemlig ikke overholde budgetterne, som i en vis forstand kun bliver forhandlingsoplæg overfor virksomhedernes principaler – politikerne. Hvis indtægterne svigter i det private, må man skære ned på udgifterne eller gøre noget drastisk for at hæve indtægterne næste år. Hvis indtægterne derimod svigter i det offentlige, kan man vifte de ansvarlige politikere om ørerne med en trussel om at afskedige mange medarbejdere for at få budgettet til at balancere. Da arbejdsløshed under kommunismen var officielt afskaffet, kunne denne trussel i de fleste tilfælde afstedkomme, at virksomheden enten fik større tilskud eller på mystisk vis modtog større ordrer fra det offentlige. Den del af ordet 'budgetbegrænsning' der handler om begrænsning blev derfor særligt elastisk, hvilket blandt andet ødelagde virksomhedernes incitamenter til at holde igen på udgifterne, og til at arbejde for at blive mere effektiv.

På samme måde har DR også en blød budgetbegrænsning. Når DR-Byen først er påbegyndt, er der investeret så stor politisk kapital i den, at man ikke kan stoppe byggeriet, skære ned på det, eller eventuelt lade et privat konsortium overtage dele af den (f.eks. koncertsalen???). For Danmarks Radio er et nationalklenodie, ikke mindst i de fleste politikeres verdensforståelse. De politiske omkostninger ved at tvinge DR til at overholde et budget bliver dermed hurtigt ganske høje, hvilket indebærer at DR kan tillade sig meget overfor Folketinget uden at frygte egentlige sanktioner. At man nu er nået så langt ud, at der er hårde ord fra den front, har man muligvis ikke set komme i mediemastodonten. Men verden er blevet en smule anderledes efter at A.P. Møller byggede et operahus på budgettet og gjorde det færdig til tiden. Når en privat virksomhed – selvom det er A.P. Møller – kan gøre det kunststykke med så stort og ambitiøst et projekt, hvorfor skal DR så gå 60 procent over budgettet? Operahuset har sandsynligvis været en øjenåbner for mange politikere og andre mennesker, der arbejder med offentlige virksomheder.

Og det er i denne optik, at Plummers spareplan er så smart – også hvis den skulle vise sig ikke at virke. Ved at spare på netop de sendeflader og de tilbud, som hr. og fru Danmark – medianvælgerne – benytter sig mest af hos DR, maksimerer Plummer de politiske omkostninger ved at stå fast på det kraftigt udvidede budget, man er nået til. Med andre ord benytter generaldirektøren den interne logik omkring offentlige virksomheders bløde budgetbegrænsninger til grænsen. Han synliggør DR's problemer, og sandsynliggør overfor den typiske vælger, at et krav om en almindelig, hård budgetbegrænsning for DR vil ramme hende. Og han sørger for at den nuværende plan for at holde sig rimeligt indenfor det nyeste budget vil ramme medianvælgeren og hendes mand med størst mulig styrke. Og hvis medianvælgeren pludseligt støtter øget støtte til DR, viser de senere års erfaring, at de danske politikere løber begejstrede i den retning.

Sådan går der politisk økonomi i små som store offentlige aktiviteter. Vi mangler stadig at se, om de danske politikere har rygrad til at modstå det kombinerede pres fra DR og vælgerne. Men under alle omstændigheder må man lykønske Kenneth Plummer for den flotte, tekniske udførsel af sit politiske trick. Den typiske vælger er berørt personligt – eller føler sig sådan – og en række personer med særinteresser i DR råber vagt i gevær så højt de kan. Det er virkeligt mesterlig udnyttelse af de politiske faktorer i DR's egeninteresse.

Boris Jeltsin (1931-2007)

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2007. 1 svar

I går døde Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin, og nyhederne har siden været fulde af forskellige eksperters vurderinger af ham. Jeltsin blev født i Butka i Sverdlovsk-regionen, hvor hans barneår utvivlsomt prægedes af hans fars tre år i Gulag, dømt for anti-sovjetisk propaganda. På trods af denne tidlige oplevelse voksede han op til en ingeniøruddannelse og blev partyboss i Sverdlovsk og borgmester i Moskva 1985-1987.

Han var således en apparatjik, men en noget rebelsk af slagsen. Han blev frataget sine officielle poster i 1987 efter at have kritiseret Gorbatjovs kone for at blande sig i statslige sager. Denne degradering og efterfølgende kritik kastede ham ud i en af de depressioner, der var et af mandens kendetegn og svagheder. En anden af hans svagheder – den for alkohol – kom også ganske tydeligt frem i de sovjetiske medier i denne tid. Jeltsin valgte da, efter nogle overvejelser og en intern magtkamp i partiet, at træde ud af kommunistpartiet i juli 1990.

På trods af disse svagheder og Jeltsins til tider uforudsigelige opførsel – eller måske netop på grund af – blev han valgt med 57 % flertal i Ruslands første demokratiske præsidentvalg i 1991, hvor han slog Gorbatjovs kandidat. I august forsøgte hardline kommunister at kuppe sig tilbage til magten i Rusland, hvorefter Jeltsin tog til pladsen foran parlamentsbygningen og trådte i karakter. For hvem kan glemme billedet af ham den dag? Stående foran den symbolske bygning hvor på en kampvogn, hvorfra han holdt en dundertale til russerne.

Derfra var vejen banet for russisk demokrati, om end det blev en vej med mange mærkelige sving. Jeltsin valgte chokterapi og en 35-årig økonom med hang til dybe reformer – Jegor Gaidar. Den første regering blev en af mange, der nogle gange syntes at blive udskiftet alt efter mandens luner og humør lige den dag. 90'ernes politiske ustabilitet er netop en af de faktorer, som mange har klandret Jeltsin for. Hvorfor kunne man ikke tage en mere lige vej mod demokrati? Hvorfor skulle det hele være her og nu? Hvorfor kunne man ikke – som mange kommentatorer har valgt at spørge om – have implementeret markedsreformer i et mere 'menneskeligt' tempo?

Og det er her, vi er fremme ved Jeltsins særkender, og det jeg håber han vil blive anerkendt for. Hviderusland og Ukraine var meget mere stabile, men netop også stabile på den måde, at intet skete. Stabilitet i et land, der har været kommunistisk siden 1917 betyder nemlig som oftest, at de stærkeste og mest veletablerede særinteresser er dem, der arbejder for status quo. Og Jeltsin så korrekt, at Rusland ikke havde behov for den slags stabilitet. Det havde behov for at stoppe med at være Sovjetunionen, og starte med at være Rusland igen. Det havde behov for et nybrud hvor gamle strukturer og interesser mistede indflydelse, og hvor der blev plads til både nytænkning og eksperimenteren.

Om Jeltsin gjorde det hele bevidst eller om han blot væltede det politiske bord i det perioder, han mest af alt lignede en vodkavåd cirkusklovn, kan jeg ikke sige. Men for mig står det klart, at netop hans uforudsigelighed og lejlighedsvise mangel på tålmodighed gjorde det særdeles svært for særinteresser – om de så var gammelkommunistiske eller kom fra de nyrige oligarker – at få nogen afgørende indflydelse. Ved at holde Ruslands politiske system flydende sikrede Jeltsin, at det flød med strømmen i den rigtige retning.

Jeltsin-perioden var ikke blot en sjældent spændende og lejlighedsvist stærkt underholdende periode. Den var også den mest demokratiske tid i Ruslands historie, for med mandens efterfølger Vladimir Putin vendte sovjettidens kontrolmani tilbage i skikkelse af en præsident med en dunkel fortid i KGB. Pressefrihed er nu blevet en by udenfor Rusland – i Reporters sans Frontiers ratings er Rusland nummer 147 af 168 lande, og dermed på linie med lande som Gambia og Congo – og Freedom House har placeret landet med en rating 6 ud af syv mulige på 'political rights', der måler mangelen på demokrati. Med Putins stabilitet har en bestemt gruppe særinteresser vundet, og andre som Mikhail Khodorkovski er sendt i fængsel. Det er svært ikke at savne Jeltsins ustabilitet og dermed hans forrygende mangel på politisk styring af et land, der var sendt ud i en stinkende sump af 70 års politisk kontrol. Ustabiliteten emulerede simpelthen den grad af demokratisk styring og 'accountability' som landet havde været foruden siden zarerne blev en faktor.

Man kan derfor klandre Jeltsin for mange ting, ikke mindst den uheldige måde hvorpå Ruslands privatisering foregik, og måske også den sociale nød der fulgte, selvom erfaringen fra resten af Østeuropa er, at den er uundgåelig i en transition mod at blive rigt og demokratisk. Manden var uforudsigelig, havde hang til stærk alkohol, dyb melankoli og endda selvmordstruende depressioner, og han var ikke altid helt gennemtænkt. Men Boris Jeltsin var også en mand af stort personligt og politisk mod, der fulgte sin overbevisning og aldrig lod nogen i tvivl om sin kærlighed til sit land. Russerne holdt ikke af ham ikke på trods af disse forhold, de gjorde det på grund af dem. Russerne elskede Jeltsin fordi han i et og alt var en stor russer, med alle de selvmodsigende forhold det indebærer!

Norberg om den borgerlige EU-skizofreni

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2007. 7 svar

Johan Norberg – et af liberalismens og den sunde fornufts fyrtårne i Sverige – har i dag sammen med en række yngre svenske politikere et interessant indlæg i Expressen (læs her). Indlægget er ikke blot interessant, men også tankevækkende, specielt når man overvejer hvor ens Danmarks og Sveriges EU-politik er.

Norberg peger helt rigtigt på, at medlemskab i EU historisk har været en hjertesag for mange borgerlige politikere, men at det i dag er fælles for brede dele af det politiske spektrum. Men de selv samme politikere har i dag lidt af et forklaringsproblem overfor deres kernevælgere. Som han skriver. " Generationen borgerliga politiker som kämpade för EU-medlemskapet har inte förmått att förändra sin syn på samarbetet i takt med att EU ökat sin fokusering på att likrikta medlemsländerna och reglera näringslivet."

EU i dag er ikke det, Uffe Elleman så brændende ønskede os med i. Det er på mange områder i højere grad blevet en centraliseret og detailstyrende organisation, der som ethvert andet monopol ønsker ensretning af 'produktet' der leveres at de europæiske stater – medlemmerne af kartellet, om man vil. Ensretningen hedder bare 'standardisering', 'harmonisering', eller andre fraser som legal konvergens. Så mens hensigten fra starten var at øge konkurrencen på det interne marked, gør EU i dag i stigende grad det modsatte på det politiske marked. Man begrænser den institutionelle konkurrence, senest eksemplificeret ved den forfatningstraktat, som flere medlemsstater prøver at blæse nyt liv i.

For mit personlige vedkommende har Norberg fat i et helt centralt problem, når han taler om en generationskonflikt mellem borgerlige politikere – og for mig mellem borgerlige i det hele taget. Hans syn på problemet er, at for de ældre interesserede – politikere eller ej – har spørgsmålet altid været binært: Er du for eller imod EU? Men som det er nu, er der meget få, der er decideret imod tæt europæisk samarbejde som hensigten med EU var. Det betyder blot ikke, at man kan være særligt tilfreds med måden, samarbejdet udmøntes på, og de 'resultater' det giver. Norbergs løsning er ganske simpel: Regeringens Europa-politik må nødvendigvis laves om: "Ska generationsklyftan i borgerligheten övervinnas bör regeringen ta detta tillfälle att lansera en europapolitik som betonar öppenhet, suveränitet, frihandel och flexibel integration."

Det er ikke bare pjat, men dødelig alvor for Europas økonomiske velbefindende på langt sigt. Norberg pointerer som vi har gjort flere gange har på stedet, at Europas historiske teknologiske og økonomiske succes i meget høj grad beroede på, at kontinentet var delt mellem en lang række selvstændige stater, der konkurrerede som gale. Konkurrencen skabte incitamenter for individer, men også for stater til institutionel innovation, som førte til en stadig forbedring af retsvæsener, ejendomsret og senere hen også de demokratiske politiske systemer, som vi skatter så højt.

Det foruroligende i den europæiske udvikling er netop, at EU begrænser denne konkurrence. Dette forhold skaber absurde situationer. Selvom en række nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen i mange år har indset, at den fælles landbrugspolitik ikke blot skader ulandene, men også EU's egne borgere, og derfor burde afskaffes, er det ikke den enkelte stat der tager beslutningen, men derimod EU. Og så længe Frankrig med enkelte sydlige venner ikke vil af med landbrugsstøtten, er vi alle begrænset af den, og fattigere af den grund. Uden EU's magt på dette område kunne vi have afskaffet den for længe siden, og dermed vise vejen for Sydeuropa. Men uden denne mulighed er der per konstruktion ingen mulighed for institutionel læring på tværs af stater på vores kontinent.

Norberg og co. slutter derfor af med at konkludere, at "ska vi få mindre av politisk styrning och mer frihet för den enskilda människan måste EU:s makt rullas tillbaka." Det er unægteligt svært at være uenig. Derfor er det så meget desto vigtigere at tage et opgør med de ældre (i sind) politikere, for at få ryddet ideen af vejen, at man enten er med dem eller mod dem. Den holdning har sjældent bragt folk ret langt.

Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2007. 16 svar

Nogle gange skal man tage chancen og prøve noget anderledes. Hvis man lader være med at passe på, lærer man måske endda noget nyt. Så det var det, jeg gjorde i går. Ikke nok med at jeg som nationaløkonom har sneget mig med til MPSA – verdens næststørste politologikonference – men jeg valgte i går eftermiddags at tage til et panel, der handlede om den britiske 1800-tals samfundstænker John Stuart Mill.

Det var et farvel til formler og tal og et goddag til store, gamle tanker og ny gentænkning af dem. Jeg overlevede de første tre talere og fik så lov til at opleve Sujith Kumar fra London School of Economics og hans bud på, hvorfor Mills stivstikkeri ind imellem de liberale tanker måske ikke var så dumt og uliberalt alligevel. Sujiths idé er, at Mill muligvis har haft to niveauer i tankerne, da han skrev ‘On Liberty’.

Han demonstrerede det med et sjovt eksempel, der kun blev sjovere af at blive illustreret med pile ovenpå et foto af den gamle Mill. I den klassiske liberale tradition skal folk have frihed til at drikke øl, og lige så meget som de har lyst til. Mill bruger sit ‘Harm Principle’ som udgangspunktet for diskussionen: Individer skal have lov til at gøre alt, så længe det ikke direkte skader andre individer. Men mange bryder sig ikke om dette princip, og Mill selv var måske ikke helt konsistent – efter sigende syntes han for eksempel ikke alt for godt om homoseksualitet.

Selvfølgelig kan man argumentere ud fra en slags ‘samfundsnytte’ – som mange danske politikere for eksempel gør – men det bliver hurtigt absurd. Et dansk eksempel kunne være, at man burde begrænse tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsens frihed til at drikke store fadøl. Hans forbrug er sandsynligvis skadeligt for ham selv, og indebærer en byrde for det danske sundhedsvæsen – og måske endda et problem for Århus-borgerne. På samme vis kan man argumentere for, at min adgang til chokolade bør begrænses, fordi der er en reel risiko for at jeg i fremtiden bebyrder sundhedsvæsenet fordi jeg spiser for meget af ‘gudernes føde’.

Men for os alle vil disse drypvise indgreb blive absurde – hvor de end ender, og hvor man starter – og betyde et stort tab for alles frihed. Så hvorfor var Mill så personligt ambivalent? Sujiths forklaring er, at en genfortolkning af Mill afklarer hans mærkelige position. Mill argumenterer i hans optik for, at man på et første niveau skal have fuld frihed til at konsumere øl eller chokolade. Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget. Et andet af hans eksempler er ikke helt ved siden af, når man tænker på forskelle mellem Danmark og Sverige. Sujith forklarede nemlig, at de fleste kan være enige om, at racisme og racistiske holdninger og ytringer er forkerte. Det betyder bare ikke, at sagen ender der – man bør nemlig have frihed til at ytre visse holdninger. Denne frihed indebærer nemlig, at ‘samfundet’ får hvert individ til at reflektere over sin adfærd. Holdninger fører til adfærd – på det første niveau – men holdningerne kommer også et sted fra – det andet niveau.

Således bliver Mills fordømmelse af for eksempel homoseksualitet faktisk logisk konsistent med en liberal position. Som han skriver i On Liberty: “Human beings owe to each other to help to distinguish between the better and the worse”. En frihed til både at handle i overensstemmelse med sine egne holdninger og præferencer og diskutere, kritisere og fordømme andres adfærd fører netop til – ifølge manden fra London – at man reflekterer over, hvorfor racisme eller overdreven øldrikning er forkert. Dermed bliver folks holdninger udtryk for en ‘levende sandhed’ i stedet for ‘døde dogmer’.

Og for at komme til forskellen mellem Danmark og Sverige – og måske forskellen mellem frie vestlige borgere (både dem der er født her og andre) og indvandrere med fødderne solidt plantet i Mellemøstens mest tilbagestående støv – er Sujiths indsigter og tanker om Mills logisk konsistens og inkonsistens alt andet end fra det nittende århundrede. For hvorfor diskuterer vi danskere indvandring så frit og med en tone, som mange ikke rigtigt bryder sig om? Hvorfor gør de det ikke i Sverige? Tja, måske fordi Mills Harm Principle gælder i begge lande, men skellet mellem hvad der sker på andet niveau er markant? Sverige som samfund virker ikke i denne henseende – man tager holdninger osv. for givet og ender derfor med at lovgive om individuelt moralske forhold. Ligeledes gælder det netop, at nogle mellemøstlige muslimer nægter andre – og sig selv – adgang til at diskutere muslimsk/arabiske holdninger.

Dermed bliver megen islamisk lærdom og svenskeres holdning til for eksempel døde dogmer, mens de i Danmark enten er levende sandheder (racisme er skidt) eller døende misforståelser. På andre områder må man vel indrømme, at der er ting i Danmark, som er døde dogmer fordi vi netop ikke forstår at udnytte det, man hvis man strækker Mill (rigtigt, rigtigt) vidt kunne kalde andet-niveau-frihed. Nogle gange nytter det simpelthen at åbne for helt anderledes idéer og acceptere, at nogle af dem måske ikke er særligt nyttige endsige interessante. Nogle gange skal man lede udenfor lygtens skær efter sine bilnøgler. Man risikerer nemlig at finde mere end man ledte efter, så længe man har friheden til det. Og det ville gamle John Stuart Mill vel ikke have været uenig i, vel?

Sanders samlebåndsmodel for forskning

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2007. 7 svar

Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.

Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.

Modellen bliver populært kaldt for ‘samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?

Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.

Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?

Hvem har brug for uniformering?

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2007. 19 svar

Så er påsken vel overstået, ferien er forbi, og dagligdagens pligter kalder igen. For mit vedkommende har der været lidt rigeligt ferie, da min computer for tredje gang på ni måneder brød sammen på vej hjem fra en konference. Det har derfor betydet endnu mere tid til skønlitteratur, avislæsning og den særlige feriedisciplin generel tom gloen ud i luften.

En af avishistorierne i påsken foråsagede faktisk lidt gloen – og en del tænken. Mere præcist var det en bid af Berlingskes søndagsintervire med Lotte Hansen – eks-spindoktor, konsulent, og fast medvirkende i DR2s 'Jersild og Spin'. I interviewet beretter hun om hvordan hun engang fik fortalt, at "alle damerne over 50 år" til et foredrag i Undervisningsministeriet havde kommenteret, at hun havde flade gummisko på. De havde ganske enkelt ikke hørt, hvad hun havde at sige, fordi hun "ikke havde haft højhælede sko på".

Hvorfor er det vigtigt at få at vide? Jo, fordi Lotte Hansen ikke er den eneste, der har oplevet ikke at blive taget alvorligt fordi hun ikke er klædt på efter en streng, stereotypisk forventning. de af læserne, der kender mig tilstrækkeligt godt, ved at jeg aldrig går med skjorte og slips – primært fordi jeg aldrig går med skjorte. Det skaber af og til absurde situationer ikke ulig den, Lotte Hansen var i til sit foredrag i Undervisningsministeriet.

Danskerne er sådan set ikke de værste – prøv at tage til en samfundsvidenskabelig konference og oplev der den negative korrelation mellem folks påklædnings-'kvalitet' og kvaliteten i den forskning, de præsenterer. Men selv mange danskere reagerer med skepsis, når man tropper op uden slips og måske endda . og ve, oh skræk - i et par jeans.Langt de fleste tør heldigvis hurtigt op, når det viser sig at det man siger ikke er helt tåbeligt. Dem, der er mindst tilbøjelige til at smide deres skepsis, falder dog i min erfaring i to særdeles uheldige grupper.

1) Politikere og ældre embedsmænd har de klareste forventninger til, atr man møder op i uniform. For det er det, udstyret jakkesæt og slips er for mænd, ligesom nederdel og højhælede er det for kvinder – en uniform. Desværre er det også de to grupper, der som oftest ville have mest gavn af at lytte med et åbent sind, og dermed følge med i, hvad der rører sig i samfundsvidenskaberne!

2) Den anden gruppe, der er utilbøjelig til at høre efter hvis man ikke møder i uniformen, er – desværre – borgerlige. Det er min helt tydelige erfaring, at dem jeg deler politisk side og generel livsanskuelse med. af en eller anden grund også ofte er dem, der er mindst liberale når det kommer til folks påklædning.

Deri ligger dilemmaet: Hvis folk ikke tager en alvorligt fordi man møder op i en mørk rullekrave, er det deres egen sag – det kan jeg ikke tage mig af. Men Lotte Hansens og mine erfaringer peger på en fundamental mangel på konsistens i mange borgerligt-liberales holdninger. Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.

Hvorfor har Lotte Hansen ikke højhælede på? Hvorfor kan Morten Albæk ikke tage sig samme og blive klippet? Hvorfor kan ham Bjørnskov ikke tage et slips på? Måske fordi vi håber, at folk fokuserer på indholdet i vores budskaber og lader vores tøj være et individuelt valg efter individuelle præferencer? Hvorfor folk alligevel har et så udtalt behov – særligt på min egen fløj, endda – for uniformer i det offentlige rum, undrer mig stadig. Svar udbedes!

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Om storkonflikter og vrangforestillinger

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2007. 26 svar

Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).

Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.

De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?

Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?

Velkommen til ny Punditokrat

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2007. 1 svar

Her på nippet til weekenden har vi den store fornøjelse at sige velkommen til en ny Punditokrat, Jonny Trapp Steffensen. Jonny er tidligere adjunkt i EU studier ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, men har fornylig forladt elfenbenstårnet til fordel for en større dansk erhvervsvirksomhed. Vi lender Jonny som en dygtig og tænksom fyr med spændende synspunkter, og glæder os til at læse hans indlæg i fremtiden!

Globale gennemsnitstemperaturer giver ingen mening!

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2007. 77 svar

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Den nyeste public choice forskning– gratis tilgængelig for alle

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2007. 2 svar

Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.

Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:

Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?

Ny borgerlig netavis

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2007. 9 svar

Vi har her på bloggen ofte klaget over den journalistiske kvalitet i MSM. Det er derfor med stor fornøjelse at vi kan bringe den korte nyhed, at Thomas Breitenbach Jensen og Ole Birk Olesen er ved at starte en netavis med et hårdt tiltrængt borgerligt tilsnit. I den forbindelse søger de også skrivestærke studenter. Interesserede læsere kan læse opslaget her. Herfra ønsker vi Thomas og Ole held og lykke.

Klimaforskere –- grund til optimisme

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2007. 12 svar

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Tak Jacques

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2007. 26 svar

I søndags meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at han siger farvel til politik (læs her), og der skal nok være dem i Europa, der føler et vist vemod ved den besked. Den 74-årige Chirac har trods alt været en del af fransk politik i årtier, blandt andet som premierminister 1974-1976, borgmester i Paris fra 1977 til 1995, og fra 1995 som fransk præsident. Her på stedet er det så som så med vemodet.

For hvordan har Chirac klaret sig? Hvis man selv vil læse om det, kan man for eksempel prøve Wikipedia's glimrende biografi. Her skal jeg blot dykke ned et par steder i hans karriere, der som for så mange andre franskmænd startede på l'Ecole Nationale d'Administration, Frankrigs eliteanstalt hvor stort set alle embedsmænd bliver uddannet og ensrettet.

Chirac viste virkelig sit politiske ansigt for første gang i 1975 i en klassisk demonstration af fransk realpolitik. Det år besøgte han Saddam Hussein i Bagdad, hvor de bl.a. indgik en aftale om salg af en fransk atomreaktor, der var specielt gearet til at producere plutonium. Pudsigt nok var det ikke noget, franskmændene reklamerede med, da de harcelerede over invasionen af Irak og diskussionen om Saddams planer om masseødelæggelsesvåben. Men måske var det fordi Israel da for længst havde bombet anlægget.

Senere demonstrerede Chirac sin politiske flair, French Style, i sin helt Berlusconi-agtige evne til at slippe udenom anklager for korruption og offentligt spild. Og som præsident fortsatte han Mitterands og andre franske præsidenters traditionelle arrogance og magtfuldkommenhed. CHirach stod for eksempel i spidsen for genoptagelsen af atomprøvetests på Mururoa atollen i Stillehavet, og fortsatte også landets interventionistiske politik i det Vestafrika, de aldrig rigtigt har forstået, ikke længere er fransk jord. Hans napoleoniske ambitioner i Europa – heller ikke et særsyn hos en fransk præsident – har blandt andet betydet at den foragtelige fælleseuropæiske landbrugspolitik stort set har undgået reelle reformer. I 2004 var Chirac endda ude i de franske medier med en forsikring om, at Frankrig altid ville nedlægge veto mod enhver nedskæring af støtten til franske landmænd. Andre særinteresser, han aktivt har beskyttet, er franske håndværk, hvor præsidenten ikke har gjort noget for at dæmpe skrækkampagnen mod 'den polske blikke blikkenslager'.

Derfor er jeg ganske godt tilfreds med at Chirac nu forlader fransk og international politik, og vil sige tak til ham for det – bedre sent end aldrig. Frankrig har om nogen behov for at få luftet ud, både politisk og økonomisk. På den ene side lover Segolène Royal, den socialistiske præsidentkandidat, kun mere af det samme: Svulstig retorik og statens klamme, centralistiske hånd på samfundet. Men Nicholas Sarkozy, den gaullistiske kandidat, er for det første ikke kandidat fra ENA, han er en gang imellem inspireret af Thatcherismen og er således den eneste franske toppolitiker i mange år med noget der ligner liberale holdninger. Ikke overraskende har hans venstreorienterede modstandere ofte italesat ham som det store dyr i åbenbaringen. Men tænk hvis sådan en får indflydelse i fransk politik og måske får franskmændene til at koncentrere sig mindre om la Gloire de la France og mere om de mange skud i egne fødder, de konstant leverer. Tak til Chirac for – hvor modvilligt det end var – at give plads til nytænkning.