Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2007. 3 svar

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

USA's varmeste år nogensinde: 1934

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2007. 74 svar

Et af de mest effektive argumenter for at globale klimaforandringer er kritiske og der bør ’gøres noget’ ved dem fra politisk hold er, at de seneste år har været meget varme. I USA har flere politikere således touret rundt med påstanden om, at 1998 var det varmeste år nogensinde, og herhjemme slår miljøminister Connie Hedegaard på tromme for FN-styring med lignende argumenter.

Men for nylig har økonomen Steve McIntyre på Climate Audit påpeget, at der er fejl i de officielle amerikanske klimadata (tak til Niels A. Nielsen for tippet). NASA, der står for the GISS Surface Temperature Analysis, har indrømmet fejlen på 0,15 grade Celsius. Indtil nu har man regnet 1998 som det varmeste år i amerikansk historie, men med de korrigerede tal viser de sig, at det ’nye’ år i førertrøjen er mere end to generationer gammelt – det er 1934!

Mens de officielle temperaturstatistikker for USA i forvejen viste en meget moderat stigning i dette århundrede, er McIntyre sikker på, at de største problemer med temperaturstatistikkerne findes i resten af verden. Her har vejrstationer i endnu højere grad en tendens til at være placeret i eller nær byer, hvor en kraftig urbanisering har skabt “urban heat islands”. Med andre ord måler man temperaturerne i byer, hvor lys, mennesker og bilkørsel i stigende grad skaber varme omkring målerne. Med tiden kommer temperaturdataene derfor til at stige kunstigt i takt med urbaniseringen, og kan derfor ikke bruges til egentligt naturvidenskabelige forhold. Men altimens fortsætter mediehysteriet for fuld skrue…

Ja fra Sarkozy til våbenaftale med Libyen

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2007. 4 svar

Et af argumenterne for at få en mere integreret, om måske endda fuldt fælles, europæisk udenrigspolitik er, at man kan virke som en mere moralsk modvægt til det, mange ser som amerikansk Realpolitik med gustne motiver. Frankrig er som bekendt en af de stærkeste fortalere for fælles EU-politik, en officiel holdning der bestemt ikke er ændret med den nye præsident Sarkozy. Som sådan skulle man tro, at EU – hvis de officielle intentioner var sande – ville afstå fra kontakt med nogle af verdens mest menneskefjendske regimer. Men intentionerne og de fine ord er ligesom tønder – de larmer mest når de er helt tomme.

Den type regimer er Libyen et pragteksempel på. Landet har stadig en række politiske fanger siddende i dets fængsler, brugen af tortur er udbredt, og man har fra officielt hold nægtet enhver undersøgelse af borgere, der regelmæssigt forsvinder sporløst når de har været i politiets varetægt. Befolkningen har heller ikke skyggen af politiske rettigheder i et land, der siden 1969 er blevet styret diktatorisk af Moammar Gaddafi. Ytrings- og pressefrihed er også en by i Rusland. På Reporters Sans Frontières årlige indeks ligger Libyen lunt mellem så velkendt ’frie’ lande som Hviderusland og Syrien.

Men den officielle europæiske moral har ikke forhindret Frankrig i at indgå en større våbenkøbsaftale med Libyen. Politiken skriver i dag, at de to lande har indgået en aftale om salg af panserværnsraketter og kommunikationsudstyr til en værdi af cirka 3 milliarder kroner. Den hjemlige franske opposition kritiserer regeringen for at indgå aftalen, ligesom den tidligere kritiserede Chirac-regeringen for at indgå en større aftaler om salg af nuklearteknologi til Libyen. Herve Morin, Frankrigs nye udenrigsminister, kalder kritikken ”et systematisk forsøg på at ødelægge en virkelig diplomatisk succes” for Frankrig.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik. Når man evaluerer spørgsmålet, om det er ønskværdigt at fortsætte den politiske integration i Europa, er det derfor helt centralt også at spørge, hvilken type udenrigspolitik, der vil blive ført. Dagens absurde nyhed betyder således kun, at jeg er blevet endnu mere skeptisk mht. EU’s politiske overbygning. Vil vi virkelig lade vores udenrigspolitik diktere af et land, der sælger våben til verdens mest menneskefjendske regimer så snart internationale embargoer ophæves? Vil vi lade Frankrig – der umiddelbart før Irak-krigen var en af landets tre største kreditorer (rigtigt gættet, Irak skyldte penge for køb af våben og atomteknologi) – udbrede sin globale indflydelse med dansk, svensk og britisk opbakning? For mig er svaret entydigt.

Absurd protektionisme ad den EU-retslige bagdør

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2007. 2 svar

Det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at EU til tider implementerer stærkt protektionistisk politik. For et stykke tid siden kom der endnu et eksempel på det, og i går demonstrerede Fogedretten i Århus så det danske politiske og retslige systems magtesløshed overfor den primært sydeuropæiske økonomisk idioti.

DR beskriver i dag hvordan Fogedretten har lukket internetbutikken CD Wows hjemmeside. Grunden er, at det danske retsvæsen skal opretholde et EU-direktiv, kendt som infosoc-direktivet, som ulovliggør parallelimport af f.eks. musik og film. Videresalg af varer som CD’er som er indkøbt udenfor EU er kun lovligt, hvis man har indhentet tilladelsen fra den, der har rettighederne til værket. Mens Danmark oprindeligt var imod direktivet med den begrundelse at det udhuler princippet om fri handel, gav man sig i 2002 og i dag ser man virkningen. For dem, der er bekendt med økonomisk teori, tilader Infosoc-direktivet nemlig pladeselskaberne – der holder de intellektuelle rettigheder til musikken – at prisdiskriminere mellem markeder. Med andre ord betyder direktivet, at branchen med rettens beskyttelse kan opføre sig som en perfekt monopolist.

Sagen er ført af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, hvis advokat udtaler til DR at ”Vi har mange gange haft fornemmelsen af, at der er sket ulovligheder i firmaet. Og den formodning fik vi bekræftet, da vi udførte kontrol af selskabets aktiviteter, efter vi flere gange har haft fat i dem”. Det er vel næppe overraskende at det netop er IFPI, der fører sagen, eller at man konsekvent omtaler CD-Wows aktiviteter som ulovlige. Hvad medierne desværre ikke har interesseret sig for, med DR Harddisken som en enkelt undtagelse, er hvorfor EU har forbudt parallelimport.

Egentlig er det public choice teori for begyndere. En brancheorganisation kan naturligvis profitere ved at lobbye politikere for, for eksempel, at begrænse udefrakommende konkurrence mod dens medlemmer. Problemet er, at forbrugerne – den store gruppe danskere – alle som én taber hvis konkurrencen bliver begrænset. Ikke blot stiger prisen på de pågældende varer – det er jo derfor branchen ønsker konkurrencebegrænsningen – men den fører typisk også til et mindre varieret udbud af varetypen.

Konkurrencebegrænsninger osv. bliver alligevel ofte indført fordi benefits er koncentrerede – branchen vinder – mens omkostningerne er spredte – hver forbruger taber jo ’kun’ en ti-tyve kroner per CD-køb. Så der er ingen tvivl om, hvem der råber højest i politikernes ører, selvom de koncentrerede benefits på ingen måde kan opveje summen af næsten 400 millioner forbrugeres tab.

I sidste ende er EU-direktivet et alvorligt nederlag for frihandelen og dermed for danske og europæiske forbrugere. Det er også en demonstration af hvordan politikere ofte misligholder deres forpligtelser – deres job er jo på en meget virkelig måde at samle de almindelige vælgeres/forbrugeres interesser. Det gør man også til en vis grad i Danmark, men når aggressive særinteresser bakkes op af sydeuropæiske regeringer, strækker vi gang på gang våben. Tragedien er, at hvis det fortsætter er det ikke kun Sydeuropa, der skades af protektionistiske og halvkorrupte politiske traditioner, men os alle. Og så bliver EU for alvor en fiasko.

Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2007. 30 svar

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

EU på protektionistisk glidebane

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2007. 9 svar

Stærke kræfter i EU kæmper for tiden med næb og kløer for en ny europæisk forfatningstraktat. I den forbindelse var det en helt surreel oplevelse, da den tyske forbundskansler Angela Merkel i sidste uge begyndte at plædere for at EU-lande bør beskytte ’vitale industrier’ mod overtagelse af udenlandske investorer. Merkel er dermed rykket på linje med Frankrigs Nicolas Sarkozy efter at det kom frem, at den russiske bank Vneshtorg, der ejes af staten, stille og roligt har købt fem procent af aktierne i det fælleseuropæiske konsortium EADS, der blandt andet producerer Airbus-flyene.

Merkel argumenterer nu for, at EU skal definere fælles retningslinjer for, hvad en ’strategisk industri’ er, for at man kan forsvare disse industrier mod opkøb fra særligt totalitære lande. Med andre ord er det blevet EU’s største lands officielle holdning, at EU bør indføre de samme protektionistiske regler for udenlandske investeringer som Frankrig har. Tyskernes nye europolitiske linje dækker nu også en intention om at stække kapitalfondes muligheder for at investere frit, ligesom Frankrig presser stærkt på for at svække den europæiske centralbanks uafhængighed.

Problemet er, at selvom forslagene italesættes med positive vendinger som ’forsvar’ af strategiske industrier og politisk indflydelse på centralbanken af ’beskæftigelsesmæssige’ hensyn, er Merkel og Sarkozys forslag udtryk for en helt surreelt gammeldags politisk-økonomisk tænkning. Sarkozy har ligesom sin forgænger, Jacques Chirac, glædet sig officielt over franske overtagelser af amerikanske eller japanske virksomheder, men når det modsatte sker, er forargelsen til at tage og følge på. På samme vis har franske politikere og deres tyske holdningsfæller på venstrefløjen argumenteret for, at centralbanken skal tage hensyn til beskæftigelse og europæisk konkurrenceevne, på trods af netop bankens fulde uafhængighed har forhindret et ødelæggende politisk inflationspres fra at skade begge forhold. Forslagenes kerne og mål er i begge tilfælde, at øge politikeres indflydelse på økonomien og samfundet. I begge tilfælde har europæisk historie demonstreret hvor dårlig idéen er, men de også tydelige udtryk for den nyprotektionistiske retning, EU er ved at tage i disse år.

Man må håbe, at Fogh-regeringen på disse punkter kan finde ud af at slå sig sammen med andre liberalt og moderne indstillede kræfter som Sverige og Storbritannien, for at modstå de tysk-franske anslag mod europæisk økonomisk frihed og åbenhed. Ellers bliver det blot endnu et eksempel på, hvordan EU bremser den fremgang og de muligheder, som en global økonomi ellers i rigeligt mål byder på. På trods af salgsord som forsvar og beskæftigelse, fører politikerne ikke til andet end et skud i den fælleseuropæiske fod. Og selvom Danmark kun er en tå på foden, har vi ikke råd til at bløde mere på den økonomiske front, end vi gør i forvejen.

Dansk højredebat i norske medier

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2007. Skriv et svar

Ole Birk Olesen gjorde mig i går opmærksom på, at den danske højrefløjsdebat som Punditokraterne også er udtryk for, har været diskuteret i norske medier. Det er det liberale tidsskrift Minerva, der under overskriften ”Høyresuksess i Danmark” har interviewet Ole Birk Olesen (180 Grader), Henrik Gade Jensen (CEPOS), Kim Fournais (Saxo Bank), Arne Hardis (Weekendavisen) og Søren Pind (Venstre).

 

Der kommer mange hip til regeringen og gode indsigter ud af det. Ole Birk Olesen får udtalt, at blomstringen på højrefløjen primært skyldes skuffelse over regeringen, Hardis får kaldt statsministeren for en ”vagtmester i den socialdemokratiske velfærdsbygning” og Fournais stiller alternativet til et effektivt opgør med velfærdsstaten op: Vi bliver en tabernation. Det er virkelig fornøjelig læsning om fem af de skarpeste højrehjerners syn på debatten og dens fremtid.

Er pædagogernes pensionskasse ’dobbeltmoralsk’?

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2007. 12 svar

En af weekendens mærkeligste mediesager var den om, at en række pædagoger er stærkt utilfredse med deres pensionskasse, PBU. Grunden er, at pensionskassen er begyndt at sælge ud af de ellers meget billige boliger, som udlejes til dens medlemmer. TV2 bragte et interview med en Birte Rugbjerg, en menig pædagog, der syntes det var ’dobbetmoralsk’ at PBU var i gang med at sælge de 520 boliger, den ejer på Østerbro. TV3 solgte derfor sagen som et stort problem, som ’i høj grad er fagforeningernes skyld’.

En række andre pensionskasser gør det samme som PBU for tiden, da boligmarkedet er stagnerende, og endda på vej ned i visse områder. Da pensionskassernes opgave er at sikre deres medlemmer den bedst mulige pension, medfører denne opgave, at de kontinuert må optimere deres investeringsportefølje for at undgå lave afkast og underskudsgivende forretninger. Og da lejeboliger ikke just er et attraktivt investeringsobjekt længere – ikke mindst på grund af de byzantinske, offentlige reguleringer på området – er mange pensionskasser begyndt at sælge ud af dem, og investere i andre aktiver.

Hvis man ser lidt nærmere på sagens fakta, præsenterer de dog et noget andet billede end det forargede, som TV2 viste igår. Pædagogernes klage går ikke på, at deres pension er i fare, men på at de ikke længere har adgang til nær så mange (meget) billige boliger. Med andre ord er de voldsomt forargede over, at deres egen pensionskasse ikke længere i samme omfang ønsker at subsidiere deres boligforbrug. For det er netop det man gør, når man udbyder boliger til en snævert afgrænset gruppe til langt under markedspris.

Pædagogen, som TV2 interviewede i går, synets at mene at adgangen til de billige boliger var en del af det, de betalte for hos pensionskassen – og hos fagforeningen, som mange har svært ved at skille fra pensionskasserne. Hvis det skulle være sandt, ville medlemmerne naturligvis opleve et problem i og med at servicen blev forringet. Men hvor stort er ’problemet’ så, hvis man overhovedet vil kalde det et problem?

Ifølge PBUs hjemmeside, ejer pensionskassen 621 boliger, hvoraf 343 ligger i Københavnsområdet, 106 i Århusområdet og 172 i resten af Jylland-Fyn. Dvs. at selvom man antager, at alle boligerne kun har ét medlem af PBU, indebærer tallene at 1,1 % af medlemmerne bor i en af pensionskassens boliger. En lang række af boligerne i København og Århus har ydermere ventetider på op til 20 år, og er derfor reelt ikke tilgængelige for de fleste medlemmer.

Hvad man således gør, er at subsidiere en meget lille del af pensionskassens medlemmers privatforbrug på bekostning af den brede medlemsskares fremtidige pensionsudbetalinger. I og med at PBU er en privat organisation, må den naturligvis gøre præcist hvad den vil, men sagen er alligevel – vil jeg mene – en god refleksion af en dansk, velfærdsstatslig rygmarvsreaktion. Meget små grupper med store privilegier kan ofte komme i medierne med krav om lovindgreb overfor fuldstændigt rationel og fair adfærd, der truer deres privilegier – og få betragtelig politisk opbakning!

Birte Rugbjerg og hendes medpædagogers krav om billige boliger er på et meget virkeligt plan således intet andet end en særligt usolidarisk velfærdsorienteret og parasitær adfærd, som mange danskere paradoksalt nok mener, er ’retfærdig’. Hvis de kommer igennem med deres krav, er den naturligvis rationel for dem, men bestemt et tab for pensionskassen og alle dens andre medlemmer. Så hvorfor TV2 eller andre medier ikke tog dén vinkel op, er måske det store spørgsmål i sagen. Men i et samfund hvor store grupper har vænnet sig til, at det offentlige og halvoffentlige forsvarer deres særinteresser, er det måske ikke helt så mærkeligt?

Om omfordeling og social mobilitet

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2007. 8 svar

Et af de få økonomiske argumenter, der nogle gange bliver brugt for at forsvare velfærdsstatens massive omfordeling er, at den mindskede forskel på rig og fattig øger den sociale mobilitet. I og med at social mobilitet er en nødvendig betingelse for, at samfundet udnytter sine ressourcer effektivt – så kloge børn af fattige forældre, for eksempel, får de videns- og ansvarstunge jobs i stedet for rige folks dumme børn – er ideen om at velfærdsstaten øger den sociale mobilitet også kernen i argumentet for at den ikke ’koster’ noget i form af tabt dynamik – at den statslige omfordeling med en Milton Friedman-parafrase er en ’gratis frokost’.

En ny artikel på vej i trykken i det velanskrevne fagtidsskrift Economics Letters gennemhuller dette argument. De tre spanske økonomer Rodríguez, Rodríguez og Salas, der i øvrigt ikke nævner velfærdsstaten med et eneste ord, undersøger her sammenhængen mellem social mobilitet og indkomstulighed efter al omfordeling har haft sin virkning. Ved hjælp af the European Community Household Panel fra de otte år mellem 1993 og 2000 måler de ulighed og social mobilitet i de 15 gamle EU-lande. Måden de gør det, muliggør også at dekomponere ulighedens virkning på mobilitet i dens tre komponenter: 1) virkninger af økonomisk vækst (som påvirker det specifikke ulighedsindeks); 2) virkninger af indkomstforskelle; og 3) virkninger af rene rang-forskelle – når nogen bliver rigere og andre bliver tilsvarende fattigere.

Når den sociale mobilitet måles i artiklen, viser der sig her som i andre undersøgelser, at den har meget dårlige kår i Danmark. Den såkaldt ’sociale arv’ er kun sværere at bryde i Luxembourg og Tyskland, hvis arbejdsmarkedsreguleringer ikke just er misundelsesværdige. Men hvis argumentet for velfærdsstaten – at velfærdsstatens omfordeling øger den sociale mobilitet – havde noget på sig, ville man forvente en negativ sammenhæng mellem indkomstulighed og social mobilitet. Rodríguez, Rodríguez og Salas finder derimod en klar og sikker positiv sammenhæng.

De tre økonomer fortolker sammenhængen som bevis for, at en høj grad af social mobilitet fører til en lille efterspørgsel efter statslig omfordeling, og at lande med høj social mobilitet derfor får en relativt høj grad af ulighed. Det skal dog bemærkes, at de ikke udfører nogen form for kausalitetstests. En lige så valid fortolkning er derfor, at den større grad af ulighed netop skaber en større grad af social mobilitet, da der er konkrete incitamenter for at alle, ligegyldigt deres forældres position i samfundet, arbejder for at forbedre deres situation. Og som det er blevet noteret af økonomer mindst siden Ludwig von Mises underminerer statslig omfordeling disse incitamenter.

Under alle omstændigheder demonstrerer de tre spanske økonomers forskning det absolut modsatte billede af det, der er nødvendigt for at opretholde et af de få økonomisk-teoretiske argumenter for velfærdsstaten. Bundlinien er, at udviklingen af den omfattende danske velfærdsstat siden starten af 1960erne ikke har påvirket den totale ulighed. Målt ved hjælp af Gini-koefficienten har den ligget på cirka 22½ siden den første internationalt sammenlignelige måling fra 1963. I samme periode er Danmark faldet fra at være verdens femterigeste land til at være nummer ti, og fra at have verdens sjettehøjeste privatforbrug til at være nummer 22. Det bliver stadig sværere at bortforklare, at velfærdsstaten er ansvarlig for at flere og flere lande overhaler os.

Frankrig trodser Europa og fornuften – igen

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2007. 18 svar

Som det nok vil være klart for mange læsere af denne blog, er jeg meget glad for Frankrig som land, men at jeg samtidig føler dyb afsky for fransk politik og franske politisk-økonomiske holdninger. Den afsky blev fodret i går med en helt særlig nyhed. Eurozonens finansministre holdt nelig et af deres jævnlige møder i Bruxelles, hvor ingen andre end Frankrigs nye præsident Nicolas Sarkozy deltog. Og han meldte klart ud.

Sarkozy udtalte blandt andet, at ”jeg reducerer ikke Frankrigs underskud for at glæde EU-Kommissionen” (iflg. Berlingske). Selvom hans intention er, at Frankrig skal overholde Vækst- og Stabilitetspagtens budgetregler – som landet har brudt i de seneste år – er det øjensynligt hans plan at det først skal ske i 2012, da hans officielle holdning er, at reglerne skal fortolkes ”pragmatisk og intelligent”. Når en fransk præsident udtaler den slags, ved man godt hvad det betyder: At reglerne ikke skal gælde Frankrig når det ikke lige passer i deres kram. På mærkværdig vis har eurogruppens talsmand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, ikke formået at tage afstand fra denne undsigelse af grundlaget for den fælles valutas eksistens, da han i stedet støttede Sarkozys holdning og endda kaldte Frankrig ”the country of reform” (læs her).

Ved at køre med stadige budgetunderskud og dermed føre klassisk keynesiansk finanspolitik, fodrer Frankrig ikke blot den europæiske inflation, men bidrager også aktivt til at euro-kursen holdes oppe. Det bryder Sarkozy ikke sig om, så hans økonomiske idioti stopper ikke her. Han indrømmer selv, at han og den europæiske centralbanks direktør Jean-Claude Trichet altid har ”været helt på bølgelængde”, hvilket har en indlysende grund. Sarkozys holdning er ligesom hans forgængers, at ECB skal underlægges politisk kontrol, så man også kan bruge pengepolitikken ekspansivt. Dermed er det Frankrigs holdning, at euroen skal devalueres for at øge EU’s konkurrenceevne.

Ved at bringe den idé på bane, demonstrerer Sarkozy to ting. For det første viser hans udtalelser – og den brede opbakning, de har i Frankrig – hvor forældet den franske politisk-økonomiske debat og indsigt er. Ekspansiv finanspolitik og devalueringer er præcist som at tisse i bukserne, som den østrigske Der Standard på en lidt pænere måde bemærkede i går i en kommentar, der også kaldte Sarkozy en ”plageånd”. På bare lidt længere sigt udløser den intet andet end inflation og dermed faldende konkurrenceevne, men efterlader en større statslig beskæftigelse på bekostning af det private. For det andet demonstrerer Sarkozy, hvor lidt respekt franske politikere har for det europæiske samarbejde. Mens tyskerne har arbejdet hårdt for at bringe orden i deres egne finanser og dermed komme i overensstemmelse med euro-pagten, og andre lande har styr på dem, er Sarkozys ophøjede foragt for fælles-europæiske aftaler nærmere en politik, der vinder stemmer i Frankrig.

Den franske præsidents ’enegang’, brud på aftaler og ideer om at politisere selv den europæiske centralbank er endnu et eksempel på den politiske patologi, der får franske vælgere til at juble over la Gloire de la France, selvom landets holdninger og politiske opførsel mest af alt ligner en kriminel teenagers. Det er på tide at sætte Europas syge mand på plads.

Var Bulgarien og Rumæniens EU-medlemskab en fejltagelse?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2007. 6 svar

Forleden kunne man læse i Berlingske Tidende, at EU ” freder Bulgarien og Rumænien trods stigende lovløshed”. Problemerne er omfattende, og inkluderer blandt andet mere end hundrede kontraktmord i Bulgarien de seneste år, og voldsomme korruptionsproblemer i Rumænien. Ved ikke at gøre noget for at imødegå disse – og mange andre – problemer, bryder landene dermed de betingelser, som gjaldt for deres optagelse i EU per 1. januar i år. Landene kunne i princippet idømmes en form for bøder, men kommissionen har valgt at give en frist til næste sommer til at rette op på de væsentlige problemer. Der er derfor værd at tage et kig på hvordan disse lande klarer sig på en række mere eller mindre objektive indikatorer i stedet for i kommissionens svært gennemskuelige, politiserede vurderinger. Med andre ord: Hvor tæt er de på at være udviklede lande med fair retsvæsener, respekt for menneskerettigheder og demokrati, og med en fungerende markedsøkonomi?

Der findes mange forskellige kilder til sådanne data, men et udgangspunkt er EBRD’s såkaldte transitionsindeks. Dette indeks viser, hvor langt man er kommet i transitionen fra plan- til markedsøkonomi på en skala fra 1 (ingen transition) til 4 (fuldført transition). Her scorede Bulgarien sidste år 3,67, Rumænien 3,48, mens Kroatien – der som bekendt ikke er medlem – scorede 3,62. Til sammenligning var gennemsnittet i 2003 for de lande, der blev optaget i 2004 3,76. Med andre ord ser det ikke så dårligt ud, om end man må sige at Rumænien halter lidt bagefter.

Ser man i stedet på landenes korruptionsproblemer, er billedet i praksis det samme. Målt på Transparency Internationals CPI – en skala fra 0 (endemisk korruption) til 10 (ingen korruption), var gennemsnittet i de gamle EU-lande sidste år 7,7. Finland og Danmark lå i toppen, og Grækenland og Italien i bunden. Gennemsnit i de 10 lande, der blev optaget i 2004 var 5,3, hvilket er næsten uændret siden 2003 med Estland i toppen med en score på 6,7 (altså stort set som Spanien). Situationen er værre i de nye lande, hvor Bulgarien scorer 4,0 og Rumænien 3,1. Kroatien er igen mellem de to med en score på 3,4. Her er det også værd at bemærke, at Tyrkiet faktisk har bedre styr på sine korruptionsproblemer end Rumænien.

De samme forhold gør sig gældende på Freedom Houses to indikatorer for politiske rettigheder og civile friheder, der måles på en skala fra 1 (fuld frihed) til 7 (Nordkorea). Her scorer Bulgarien henholdsvis 1 og 2, mens både Rumænien og Kroatien får 2 på begge indikatorer. I Reporters Sans Frontiers pressefrihedsindeks er Bulgarien også foran med en score på 9, Kroatien i midten med 13 mens Rumænien halter bagefter med en score på 14. Rumænien ligger dermed placeret mellem Polen (efter Kazcynski-brødrenes regeringsdannelse)og den Centralafrikanske Republik, hvilket næppe er en flatterende position for et angiveligt europæisk land.

Hvis man breder rettighedsbegrebet ud til at dække de to hovedområder i Cingranelli og Richards menneskerettighedsindeks – fysisk integritet (skala 0 til 8) og empowerment (skala 0 til 10, der dækker fuldt demokrati), ser det endnu værre ud. Bulgarien får scorerne 5 og 6, Rumænien 5 og 3, mens Kroatien er langt foran med 7 og 8. Med hensyn til fysisk integritet – fraværet af f.eks. politiske fængslinger og forsvindinger – ligger de to nye medlemslande dermed sammen med Cuba og Nicaragua, mens Kroatien er på linie med Canada og Afrika-hemmeligheden Botswana. Når det kommer til rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed er Rumænien reelt et uland.

Hvad kan man så lære af dataøvelsen ovenfor? Tja, konklusionen må være, at det ikke ser alt for godt ud for de to nye medlemslande. Hvis man særligt overvejer den manglende dynamik i en række indikatorer – problemerne er endemiske og ser ikke ud til at blive bedre over tid – er det derfor en nærliggende konklusion at de to lande er blevet optaget for tidligt. Tilhængere vil nok sige, at det netop er pointen – at de bliver lukket ind for at vi kan hjælpe dem med at overkomme deres problemer. Men det er med EU-medlemskab som med så mange andre politiske arrangementer: Man kan stort set ikke vise, at det har nogen gavnlig virkning. Se bare på Grækenlands problemer efter 26 års medlemskab.

Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år. Under alle omstændigheder virker det mærkeligt, at man ikke også i samme ombæring har ladet Kroatien blive medlem. Landet klarer sig lige så godt eller bedre på de fleste indikatorer, og er med en PPP-justeret nationalindkomst på 10.131 dollars i 2004 endda rigere end begge. Hvorfor skulle det pinedød være Bulgarien, der stadig trækkes med voldsomme problemer, og Rumænien, der som man siger på engelsk på mange måder er en ’basket case’? Europæisk politik er ofte en øvelse i absurditet!

 

Zimbabwe i frit fald

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2007. 21 svar

At beskæftige sig med udviklingsøkonomi, og i særlig grad med Afrika, er ofte en øvelse i at acceptere store skuffelser. De seneste år har det dog også været en særlig prøvelse at forstå et af de mest absurde regimer, verden har set i mange år – Robert Mugabes Zimbabwe. Mugabe, som har regeret landet med tiltagende diktatoriske beføjelser siden 1980, har de sidste ti år fuldstændigt ødelagt økonomien i et land, der engang var Sydafrikas brødkammer. Sidst 9 90’erne, da han syntes presset politisk, gennemførte han en af de mest omfattende ’jordreformer’ som Afrika har set, idet han lod såkaldte krigsveteraner besætte og overtage hvide landmænds jord. Det skete ofte voldeligt, og i en lang række tilfælde med døden til følge for de retmæssige indehavere af jorden. Skiftet fra et landbrug med professionelle, dygtige farmere til en masse småbrug med beboere fuldstændigt uden landbrugserfaring eller -evner og store områder frugtbar jord, der ikke dyrkes, har haft drastiske vølger. De seneste år har det Zimbabwe måttet importere fødevarer, og det vurderes at fire millioner mennesker i år er afhængige af nødhjælp.

 

Senere har Mugabe slået ned på sine modstandere med endnu mere hårdhændede metoder, da han ryddede en shantytown udenfor hovedstaden Harare, hvor folk primært stemte på oppositionen. Flere hundredetusinde mennesker stod pludselig uden bolig, da ’ryddet’ i Mugabes Zimbabwe helt konkret betyder, at bulldozere kørte ind og jævnede området med jorden.

 

En sådan politik har naturligvis store økonomiske og menneskelige følger. Vækstraterne de seneste år fortæller en stor del af historien: 0 % i 1999, -6,1 % i 2000, -6,5 % i 2001, -12,1 % i 2002, -13,6 % i 2003, -8,2 % i 2004, -7,7 % i 2005, og -4,4 % sidste år. Alt i alt betyder det, at Zimbabwes gennemsnitsindkomst er faldet med ikke mindre end 74 % siden 1999! Den årlige inflation har for tiden nået 3700 %, og peger på, at den vil fortsætte med at stige. Situationen begynder dermed at nærme sig de kaotiske tilstande i 1920’erns Tyskland, hvor inflationen fra maj til juli 1923 var 700 %. Læsere med en smule historisk viden vil vide, hvad det samme problem gjorde ved det tyske samfund.

I onsdags kunne Berlingske Tidende så rapportere, at Mugabe i et ’forsøg’på at løse problemerne med et stort snuptag. Han har ganske enkelt besluttet sig for at nationalisere alle udenlandske virksomheder i landet (læs her). Mugabes svar på inflationsproblemet kan heller ikke karakteriseres som andet end et forsøg på kommandoøkonomi: Det er et krav om, at alle dagligvarebutikker halverer priserne på almindelige varer som sukker, mel og kød.

Sådan kan en mand med et tilstrækkeligt stærkt sikkerhedssystem ødelægge et helt land. Ikke engang den forsamling jurister og psykologer, som jeg tilbragte første halvdel af ugen med, var uenige da jeg til frokost kaldte ham sindssyg. Psykologerne ved mit bord var faktisk tilbøjelige til at mene det samme! Men hvad mener de internationale organisationer om Robert Mugabe? I hvert fald ikke nok til at gøre noget synligt eller effektivt. EU har et par gange udtrykt bekymring, FN er ikke tilbøjelige til at kommentere, da en kritik af Zimbabwe også vil føre til en kritik af mange andre stater i en organisation, hvor kun et mindretal af medlemmerne er demokratier, og det britiske Commonwealth er ikke nået videre end til at true med eksklusion. Nabolandet Sydafrikas præsident og udenrigsminister har også afholdt sig fra enhver kritik, og synes nærmest at holde hånden over landet i den afrikanske union.

Kun én statsleder har (efter sigende) valgt at gøre det moralsk rigtige. Mildt sagt overraskende – givet at hans land ikke ligefrem er en menneskeretslig oase – er det Nigerias daværende præsident Olusegun Obasanjo, der forleden nægtede at blive fotograferet sammen med en Mugabe, som han umiskendeligt foragter. Så dagens spørgsmål er ret simpelt: Hvad er det for en verden, vi lever i, og hvad er dens internationale organisationer værd, hvis det moralske lederskab i en så klar sag skal komme fra Nigeria?

Måske en af de dyreste valgsejre nogensinde

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2007. 10 svar

Jeg vil tillade mig en smule skamløs selvpromovering, da jeg har skrevet dagens klumme ovre hos vennerne på 180 Grader. Klummen, der kan læses her, er en lille analyse af den nye trepartsaftale for de offentlige ansatte, som jeg argumenterer for kan blive endda meget dyr.

Det skal også med her – som Finn Ziegler pointerer i en af kommentarerne – at Schlüter-regeringen i 1987 indgik en lignende aftale. Sådan kan selv de bedste sælge ud af ansvarligheden, hvis de er tilstrækkeligt pressede politik.

Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

Af Niels Westy, den 27. juni 2007. 13 svar

I Amerikanske Tilstande II skriver Jacob Mchangama om amerikanernes iver for at give til velgørende formål – en iver der i kolde kontanter er mere end 6 gange så høj som danskernes.

Jacob slutter af med at konkludere, at

“Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre”.

Man fristes til at stille det spørgsmål om ikke den tvangsmæssige “solidaritet” i realiten er medvirkende til at fremme den egoisme som velfærdsjunkierne normalt påstår er et resultat af markedskrafterne (med al dens væmmelige konkurrence og alt det der). Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?

Hvis man ser på hvorfor USA ikke har opbygget så omfangsrig en velfærdsstat som de fleste europæiske – ikke mindst de skandinaviske lande, kommer Alberto Alesina, Edward Glaeser and Bruce Sacerdote frem til ( “WHY DOESN’T THE US HAVE A EUROPEAN-STYLE WELFARE STATE?”) at det skyldes at “Racial animosity in the US makes redistribution to the poor, who are disproportionately black, unappealing to many voters. American political institutions limited the growth of a socialist party, and more generally limited the political power of the poor”.

Der er næppe grund til at tro, at det historisk alene har været et spørgsmål om hudfarve – f.eks. var irske indvandrere ikke særlgt vellidte i det 19. århundrede – de var jo katolikker – og i det hele taget har indvandrernes rolle historisk været, at være prügelknabe indtil social opstigen gennem hårdt arbejde har givet en ny og accepteret social placering – en rolle og proces man også kunne iagtage i Danmark før 1960. En væsentlig forskel på amerikansk og europæisk opfattelse af redistribuering af velstand skyldes måske den amerikanske “exeptionalism” der indebærer at amerikanere overvejende opfatter fattigdom som selvforskyldt, mens europæere har en tendens til at se det som resultatet af “bad luck” – ligesom Amerikanere mener, at det er muligt at undslippe sin “skæbne” i modsætning til europæere.

Op mod 90% af danskerne er tilhængere af den danske velfærdsmodel og ca. 80% er tilhængere af en stram indvandrerpolitik (Institut for konjunktur-analyse februar 2004), hvilket passer meget godt med, at “solidaritet” er noget man udviser overfor dem der er “lige som en selv” Men hvis man er parat til at hjælpe dem der er “lige som en selv” er der jo ingen grund til at den skal være tvungen – det er veldokumenteret at statsliggørelse af velgørenhed har en “crowding out” effekt på privat velgørenhed – så hvad er pointen? – jeg er sikker på at mange af bloggens læsere har en række gode nær-konspiratoriske svar på dette spørgsmål.

Og så er der ét centralt problem, nemlig hvad det gør ved os, når der ingen sammenhæng er mellem at give udtryk for velgørenhed og rent faktisk at skulle finansiere den selv. Økonomisk er et godt bud at den faktisk givne velgørenhed er langt mindre effektiv – og moralsk/holdningsmæssigt er der grund til at tro, at det øger vores forventninger til hvad andre/samfundet skal gøre for os, mens det omvendte gælder for hvad vi skal gøre overfor andre.

Det er slående, at i USA, hvor man jo både har den (efter europæisk målestok) skrækkelige holdning at mene, at de fattige har et medansvar for deres situation og opdrager sine børn til noget så gammeldags som, at “hårdt arbejde har en værdi i sig selv” er 6 gange så villige til at hoste op til velgørenhed end de danskere, der dels synes det er synd for de fattige – de er blot er uheldige – og som ikke finder at det er så væsentligt at kunne forsørge sig selv at de mener de skal præge deres børn med dens slags pjatterier (ifølge Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”).

Med en omskrivning af et kendt Kennedy citat kunne man måske mene, at velfærdstaten – som vi kender den – medfører at følgende bliver til ledetråden:

“Ask not what you can do for others, but what others should do for you”

Og det skal ikke lægges borgerne til last – for det er jo forventeligt.

EU slår handelsrunde ihjel – igen

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2007. 14 svar

Hvis man synes, at forhandlingerne om EU’s nye forfatningstraktat har været besværlige, skal man overveje at se på de tilsvarende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO. Den nuværende runde som man stadig tale om, selvom den reelt døde sidste år, blev indledt i november 2001. Doha-runden, som den kaldes, skrantede fra starten, men en række lande har forsøgt at holde den på diplomatisk respirator det seneste års tid. I denne uge mødtes fire ad de helt store spillere i runden – Brasilien, EU, Indien og USA – så i Potsdam for at forsøge gennem en række uformelle samtaler at afklare en del af den uenighed, der pt. forhindrer at WTO når til en ny handelspolitisk aftale.

Og så skete det igen: Samtalerne brød sammen, selvom planen var at fortsætte hen over weekenden. Men som Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim sagde til journalisterne i Berlin, ”It was very clear at lunchtime and was said at lunch that it  was useless to continue the discussion based on the numbers on the table. `The decision not to continue with the negotiation was not ours.”

Brasiliens klare udmelding – vi kommer ingen vegne så nu tager vi hjem – reflekterer desværre ret godt virkeligheden i disse forhandlinger. Meningen har fra starten været at Doha-runden skulle tage specielt hensyn til fattige landes situation og ønsker, og det viste sig meget hurtigt at være en markant reduktion af rige landes toldmure og deres landbrugsstøtte. De tal, Amorim refererede til i sin forklaring, er derfor hvor meget EU og USA er villige til at sænke støtten til deres landmænd. Nu er EU så igen i gang med et ’blame game’, eksemplificeret ved handelskommisær Peter Mandelsons klager over, at USA ikke er villig ”to accept or even acknowledge the flexibility of others shown in the room.”

Hvis jeg var Mandelson, ville jeg sidde med en meget dårlig smag i munden. Grunden til at Doha-runden kollapsede sidste år var, at EU var helt og aldeles ufleksibel mht. til at reducere landbrugsstøtten. Unionens strategi var at man kun ville acceptere reduktioner på ét område, når man til gengæld fik indrømmelser på andre specifikke områder, der ville gøre de første reduktioner meningsløse og uden effekt. Nu sidder han så igen og beskylder USA for mangel på fleksibilitet. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er rykket i en mere protektionistisk retning – både pga. næste års præsidentvalg og pga. udløbet af den særlige ’fast track’ autoritet – men reelt har alle EU’s forhandlingsforslag drejet sig om at sikre europæiske landmænd fortsat høj og forvridende støtte. Brasilien og Indien har for længst gennemskuet den strategi. Hvorfor de overhovedet kom til mødet i Potsdam skyldes vel de sædvanlige diplomatiske spil, men grunden til at de tog hjem er klar: EU rykkede sig ikke en tomme fra sin betonposition. At det så koster fattige lande milliarder af dollars i tabte eksportmuligheder, er der åbenbart ingen der bekymrer sig om.

Lighed er ikke sammenhængskraft!

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2007. 14 svar

I den forgange uge har man ´blandt andet i 180 Grader kunnet læse om Økonomi- og Erhvervsministeriets nye rapport om Danmarks konkurrenceevne, og dens mærkværdige konklusioner, og ikke mindst de Konservatives erhvervsordfører Per Ørum Jørgensens mildt sagt underlige holdninger på området. Sagen er, at ministeriet mener at Danmarks konkurrenceevne har det godt, og at det i høj grad skyldes den særlige danske sammenhængskraft.

At sammenhængskraft, hvordan man end vil definere det, skaber konkurrenceevne, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Mål som social tillid, dvs. graden af tillid som danskerne har til folk de ikke kender, ligger Danmark i den absolutte top i verden sammen med Norge og Sverige – og faktisk også sammen med New Hampshire og enkelte af de canadiske provinser. Tilliden bidrager til uddannelse, kvaliteten i retsvæsenet, og tillader os at arbejde mere effektivt sammen, da såkaldte transaktionsomkostninger kan holdes på et minimum. Som mange erhvervsfolk har lært, er der noget om det når man nogle gange hører, at  det er lettere at lede 200 danskere end 20 tyskere. Der hvor man både som liberal og som selvstændigt tænkende menneske af enhver politisk overbevisning må undre sig, er derimod i ministeriets påstande, og i Jørgensens glæde ved enkeltdele af socialismen.

Erhvervsordføreren udtaler således til Berlingske i dag, at ”i opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt.” Til 180 Grader har han også udtalt, at ”Det er jo udtryk for, at vi lever i et land, hvor der er muligheder for alle, og hvor vi ikke har den store sociale klasse, hvor den tunge ende virkelig vender nedad. Og det er jo netop med til at skabe sammenhængskraft, at folk har et arbejde og en indtægt,”.
Jeg er ikke sikker på, at Per Ørum Jørgensen helt ved hvad han taler om. Det i sig selv er som bekendt ikke noget, der nogensinde har forhindret politikere i at udtale sig skråsikkert om dette og hint, men når en konservativ begynder at rose socialismen, er der noget mere basalt fat. Om noget har sammenhængskraften da lidt under socialistiske forestillinger i befolkningen, for hvordan er det nu, socialismens forestillinger om lighed ser ud? Jo, for en overbevist socialist er ulighed uretfærdig fordi den er udtryk for at en ’klasse’ – de rige – udbytter en anden ’klasse’ – de fattige, eller proletariatet.

Hvordan omfordeling på dén normative basis kan føre til øget sammenhængskraft på tværs af samfundets forskellige indkomstsegmenter har jeg svært ved at se. Ligheden gennem offentlig omfordeling bliver jo skabt på et idemæssigt fundament af mangel på fairness og næstehensyn. Hvad mere er, vil en øget offentlig omfordeling indebære, at langt flere mennesker i samfundet får interesse i at identificere sig som medlemmer af en gruppe, der står i modsætningsforhold til mindst en anden gruppe i samfundet (var der nogen der tænkte Ældresagen?). Indkomstfordelingen, og endda selve spørgsmålet om, hvilken indkomst folk bør have, bliver et rendyrket politisk spørgsmål med ubehagelige konsekvenser i sig selv.
 

Som Friedrich Hayek skrev i sin klassiker fra 1944 The Road to Serfdom: “Inequality is undoubtedly more readily borne, and affects the dignity of the person much less, if it is determined by impersonal forces than when it is due to design”. Med andre ord, hvis ulighed skyldes upersonlige kræfter og grundlæggende forskelle i talent, evner og hvordan individer vægter arbejde mod familie/fritid osv., er den grundlæggende fair så længe man individuelt har ret til frugterne af sit arbejde, og at den ret håndhæves af samfundets bærende institutioner. Men med en stor velfærdsstat kappes linen mellem individets evner og hans/hendes udkomme. I stedet kan man med en vis ret hævde, at ens lave indkomst skyldes staten, og dermed en elite/dem der stemte på regeringen/systemet osv. Hvor sammenhængskraften kommer fra i den sammenhæng har jeg igen svært ved at se.
 

Per Ørum Jørgensen er dermed på noget gyngende grund med hensyn til det idemæssige, og endnu mere når det kommer til den rent empiriske opbakning til hans og ministeriets synspunkter. Jeg skal ikke kede vores læsere unødigt med tørre tal, men det er værd at bemærke et par forhold. For det første udtaler Jørgensen til Berlingske i dag, at ”Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være enorme forskelle mellem de stærke og de svare i samfundet”. Det er ikke korrekt. Som blandt andet Punditokraternes svenske ven Niclas Berggren har vist, har samfund der er kendetegnet af stor økonomisk frihed generelt lavere ulighed, vel at mærke før staten har foretaget omfordeling. Chiles eksempel viser også med stor klarhed, at en omfattende liberalisering af samfundet ikke fører til større ulighed. Siden midten af 1970’erne har uligheden været cirka stabil i Chile mens fattigdommen er blevet reduceret markant.
 

For det andet ligger der i Jørgensens holdning en forestilling om, at velfærdsstaten har skabt den danske sammenhængskraft. Hvis vi igen tager den sociale tillid som indikator for sammenhængskraft, er det værd at bemærke, at der absolut ingen forbindelse er mellem velfærdsstater og graden af tillid i et land. På tværs af alle lande, er højere lighed ganske rigtigt forbundet med højere tillid, men det er ligheden før der er sket omfordeling – i tekniske termer er det pre-transfer Gini-koefficienten der kører relationen. Hvad staten gør for at skabe større eller mindre indkomstforskelle gør ingen forskel. På det punkt mangler ministeriet såvel som erhvervsordføreren at holde sig up to date. Og for at gøre det hele værre: I et stadigt upublicerede forskningsresultater (af undertegnede) viser det sig, at lighed-tillids-forbindelsen faktisk slet ikke holder for relativt små lande! Med andre ord er det måske slet ikke relevant for et land som Danmark.
 

Læren af denne uges politiske spil hund og kegler må være, at selv højrefløjen i dag er så forhippet på at hylde velfærdssamfundet og den socialdemokratiske ’arv’, at de er parat til at påstå de mest absurde ting. For min skyld må de gerne gøre det – det eneste der sker, er at befolkningens politikerlede tager til – men de må blande deres ministerier udenom. For Økonomi- og Erhvervsministeriets rapport må betragtes som et politisk bestillingsarbejde – selv ikke ’forskere’ fra RUC kunne have skrevet mere velfærdsstatsvenligt vrøvl.

Topskat og de dygtigste

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2007. 3 svar

Efter at Ny Alliance har meldt sig på den politiske bane i Danmark – og efter at partiet er ved at nå en ’normal’ politisk tilværelse – er debatten om det danske skattesystem blusset op igen. Debatten føres som oftest på basis af nogle få punkter: Vil en fladere skat, dvs. en lavere eller eventuelt helt fjernet topskat, føre til et større arbejdsudbud, og afhjælpe det stigende pres på arbejdsmarkedet? Kan og vil man finansiere ændringer, og i hvor høj grad er en nedsættelse af topskatten selvfinansierende? Og vil ændringer i skattesystemet føre til øget ’ulighed’?

Et fjerde, vigtigere aspekt af debatten bliver enten overset eller summarisk afvist af de fleste politikere og meningsdannere. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det danske skattesystem på sigt er en hindring for dansk udvikling i en stadig mere globaliseret verden. Der er bred politisk enighed om, at dansk forskning og uddannelse bør tilhøre den internationale top, og at man derfor må kunne tiltrække de dygtigste udenlandske og fastholde de bedste danske forskere. I den sammenhæng er centrale elementer i den danske velfærdsstat fremtidige barrierer. En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet viser således, at der netto er udvandring af danskere med en ph.d.-grad og naturvidenskabelige uddannelser.

Hvis regeringens forskningspolitik skal lykkes, er det netop disse mennesker, man skal fokusere på at tiltrække og beholde i dansk forskning. I den forbindelse er både skattesystemet og den traditionelle danske lighed, der også bibeholdes af andre velfærdspolitiker, et væsentligt problem. Først og fremmest har danske frontvirksomheder som Grundfos svært ved at skaffe internationale forskere til deres udviklingsafdelinger, og på universiteterne er situationen på ingen måde bedre. Nok lokker Danmark med en skatteprocent på 25 de første tre år, men i forskningsverdenen såvel som i industriens udviklingsafdelinger, er tre år relativt kort tid.

For det andet er de universiteter, man ønsker at sammenligne sig med, ofte placeret i Storbritannien, USA og Canada. En typisk startløn for en adjunkt – den første universitetsansættelse – ligger på cirka 450-500.000 kroner om året i USA, og det vel at mærke med en meget lavere total og marginal beskatning end i Danmark. En dygtig, ung forsker på et godt, amerikansk universitet kan dermed tjene det samme som en erfaren dansk professor – før skat. Det er derfor ikke så underligt, at danske virksomheder og forskningsenheder har særdeles svært ved at tiltrække de bedste medarbejdere, men derimod tit kun folk fra anden og tredje division.

Dette problem er hverken nyt eller i bedring. Da lektor Peter Guldager fra Handelshøjskolen ved Århus Universitet officielt gik på pension i vinters, holdt han et afskedsseminar med titlen ”40 års lønudvikling på ASB”, Med baggrund i sin egen situation som overenskomstaflønnet universitetslektor, kunne Guldager vise at en dansk lektorlønning, korrigeret for den almindelige prisudvikling, ikke er steget siden 1982. Som han lakonisk bemærkede, er det næppe forskere, der har bidraget til den svagt stigende ulighed. Der er ingen tegn på, at denne mangel på udvikling er vendt.

I en stadig bredere global konkurrence er Danmarks vigtigste konkurrenceparameter viden og kvalitet, men ingen af delene kommer magisk ud af den blå luft. Tværtimod har danske virksomheder som sagt svært ved at finde dygtige udlændinge, der er villige til at flytte permanent til Danmark. Ligeledes er det stort set umuligt for universiteterne at fastholde de bedste danske forskere – dem der på længere sigt kan give Danmark nye konkurrencefordele. Der er for eksempel intet tilfældigt i, at den danske superfysiker Lene Hau – hende der stoppede lyset – sidder på Harvard i stedet for Københavns Universitet. Forholdene er ganske enkelt bedre, også privatøkonomisk.

Når Ny Alliance og Liberalisterne har bragt ny fokus på skattesystemet, er der derfor ikke nok blot at diskutere lighed og finansiering af offentlige budgetter. På den lange bane er skattestrukturen og dele af velfærdssamfundet med til at svække Danmarks evne til at agere i en global kontekst. Uden reformer vil andre lande overhale os i kampen om markedet, og i kampen om de bedste hjerner.

Myter om USA's sociale tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2007. 14 svar

I store dele af den danske befolkning hersker der en række myter om USA. Ifølge disse myter, er USA et voldeligt, raceopdelt og kynisk samfund, hvor enhver er sin egen nærmeste og alle er ude på en ting: At tjene millioner. De er ligeglade med miljøet mens de kører derudaf på livstruende overvægtig førsteklasse, direkte mod afgrunden mens de rige ikke værdiger de millioner fattige et blik. Det var denne karikaturbillede af amerikanerne, som min nevø havde fået fra sin venstreekstremistiske far før han skulle til USA på sommerferie sidste år. Og selvom det er en karikatur, kan vi vel alle sammen genkende dele af billedet fra den danske debat.

Forleden udgav statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, så en bog om ”Amerikanske Tilstande”, hvor han gør op med disse myter. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har læst bogen endnu, men har nøjedes med forfatterens kronik i Berlingske Tidende forleden. Da jeg synes formålet med bogen er vigtigt, skal den lille detalje derfor ikke forhindre os i at skyde et par myter ned her på stedet.

Den første er myten om de fattige amerikanere, altså at der er en stor befolkningsgruppe, der lever i dyb fattigdom. Det er korrekt at USA har større forskelle mellem rig og fattig end Danmark, men man skal aldrig forveksle relativ fattigdom med absolut fattigdom. Og hvis man tager de seneste tal for indkomstfordelingen i de to lande, tjener de fattigste 10 % faktisk den samme andel af nationalindkomsten – 18 %. Det betyder, at amerikanske fattige har en gennemsnitsindkomst på 6465 dollars, mens de tilsvarende danskere må nøjes med 5120 (købekraftskorrigerede) dollars (kilder: Penn World Tables, mark 6.2 og the World Income Inequality Database). Grunden til, at USA er mere ulige er ikke, at de fattige er fattigere, men at de rige er væsentligt rigere. Når man kombinerer det med det forhold, at amerikanerne som gennemsnit er væsentlig rigere, kommer billedet af fattigdommen i USA altså til at se en anelse anderledes ud. De to lande håndterer derimod forskellene på to ulige måder. I USA fokuserer man på at skabe muligheder for de fattigste, i Danmark får de offentlige overførsler og bedøves dermed af systemet, så de ikke ’truer’ en høj fagforeningsbestemt løn for dem med fodfæste på arbejdsmarkedet. (I den henseende er det faktisk lidt skræmmende at bemærke, at den fattigste tiendedel i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien tjener noget mere end i USA eller Danmark)

En anden myte er, at USA som helhed er stærkt kriminelt. Mens det som helhedsbillede er korrekt, dækker det dog over store forskelle. I 2005 blev der dræbt 6,9 mennesker per 100.000 indbyggere i Californien, et tal der synes at præge den danske debat selvom det er højere end det totale for USA (på 5,6 per 100.000). Men for det første peger Henrik Fogh Rasmussen helt rigtigt på, at de høje mordrater er koncentreret i relativt små områder – dårlige etniske kvarterer i storbyer som Washington og Los Angeles – og for det andet er der ganske store forskelle mellem de 50 stater. Hvis man vil have et andet billede af landet, kan man tage til New Hampshire eller Vermont – begge i New England – hvor det tilsvarende tal i begge stater er 1,3. I Danmark har den årlige mordrate svinget mellem 1 og 1,5 de sidste femten år, så man må spørge sig selv, om der virkelig er så stor forskel. Faktisk er der færre mord i disse New England-stater end i, for eksempel, Tyskland og Storbritannien, men ingen taler nogensinde om ’tyske tilstande’.

Sidst, men ikke mindst, har jeg ofte, når jeg har været ude at tale om min tillidsforskning, hørt folk udbryde, at der da må være meget lav tillid i USA. Svaret her er, at det vist må afhænge af øjnene der ser det. Danmarks tillidsniveau er ekstremt højt – to tredjedele af befolkningen i de tre skandinaviske lande svarer, at man kan stole på de fleste mennesker – mens niveauet i Storbritannien er 30 % og 33 % i Tyskland udenfor Slesvig-Holsten (50 %) og det tidligere DDR (25 %). I den seneste General Social Survey i USA er niveauet for landet som helhed 35 %, men igen dækker det over store forskelle mellem de ni amerikanske census regioner. Både New England (Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont), Mountain-regionen – staterne lige øst for Californien, og West North Central, der blandt andet tæller skandinavstaten Minnesota, har tillidsniveauer på cirka 40 %. Det er faktisk mere end ti procent over det globale gennemsnit og altså markant højere end i Tyskland eller England. Som sådan er det vel ikke helt skidt?

Hvis man glemmer myterne et øjeblik og ser på de hårde fakta for USA, er det først og fremmest svært at se det som ét land. For eksempel er den rigeste stat (Connecticut) cirka 80 % rigere end den fattigste (Mississippi), og en række andre forhold varierer også ret markant på tværs af staterne. Vi begår desværre den fejl igen og igen, nøjagtigt ligesom amerikanerne taler bredt om ’Europa’, som om det var et land. Som sådan er det for det første svært at tale om amerikanske tilstande, for hvad er USA andet end 50 stater med en fælles forbundsregering og 200 års forsøg på at blive en nation? For det andet er der, når man ser på tallene, en række af de myter vi går og tror på, der er lodret forkerte. De amerikanske fattige tjener ikke mindre end de danske, og New England staterne har ikke flere mord per indbygger end Danmark.

På en så central parameter som folks tillid til deres medborgere – et centralt mål for et lands sammenhængskraft – er særligt New England tættere på os end de fleste af vores europæiske naboer. Som min nevø sagde, da han kom hjem fra tre ugers sommerferie i USA: Jamen, de er så flinke! Jeg har altid samme følelse af at være velkommen, når jeg kommer til USA – ikke just den samme fornemmelse som når man lander i Paris. Så i stedet for at sige, at vi nok egentlig ikke er så forskellige fra tyskerne, englænderne, eller hvem vi nu siger det om, skal vi måske til at sige, at vi ikke er så forskellige fra dem i New England? Hvis man ser objektivt på det, er det faktisk mere rigtigt end det sædvanlige euro-mantra.

Ideologi betyder noget – bare ikke i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2007. 7 svar

Et af de mest omdiskuterede forhold i de seneste 15 års makroøkonomisk forskning har været, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for landes økonomiske udvikling. Tidlig 90’erforskning pegede på, at store forskelle mellem rige og fattige førte til lavere vækst, men to artikler fra 2000 (af Kristin Forbes og økonomfænomenet Robert Barro) der begge brugte væsentligt længere dataserier og derfor mere avancerede metoder, fandt derimod at ulighed er godt for den økonomiske vækst. Og hvad skal man så tro på?   Denne debat er også relevant i dagens Danmark, hvor Ny Alliance har formastet sig til at tage et lille opgør med velfærdsstatens omfordelingsshow. En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig. Så lad os for et øjeblik glemme den lidt absurde debat om, hvor meget en flad skat vil ’koste’ den danske stat. For er der nogen som helst grund til at beskytte statens indtægter, når de så ofte synes at blive brugt på populistisk nonsens?

Pointen her er selvfølgelig, at hvis mindre indkomstforskelle fører til hurtigere vækst, som den tidligere forskning pegede på, ville omfordeling gøre de fattige relativt rigere samtidig med at samfundet som helhed også bliver rigere – altså en win-win situation. Hvis Forbes/Barro-fløjen derimod har ret, vil omfordeling gøre de fattige rigere, men føre til lavere vækst, dvs. en situation hvor de fattiges fremtidige perspektiver bliver dårligere. Det er langt fra et trivielt spørgsmål, særligt ikke hvis et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.

Her kommer så dagens skamløse selvpromovering ind. Jeg har nemlig en artikel på vej ud i det ganske fornuftige tidsskrift Journal of Development Economics, der peger på at begge – på en eller anden måde – har ret. Det hele afhænger simpelthen af, hvilken slags regering man har. Hvis man ser på forholdet mellem ulighed og økonomisk vækst, er der generelt set intet forhold. Men der begynder at ske ting og sager, hvis man deler lande op efter, om de har en højre- eller venstreorienteret regering. Under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer.

Skal vi så prise os lykkelige for at have en højreorienteret regering – hvis man da kan tillade sig at konkludere på det grundlag? Nej, egentlig ikke. Danmarks ulighed er så lav, og har været så lav siden 50’erne, at ændringer i uligheden eller i regeringens politiske farve ikke betyder noget som helst. Den på en gang underholdende og lidt skræmmende konklusion er nemlig, at for lande med specielt små forskelle på rig og fattig betyder regeringens politiske ståsted intet, så længe man ikke har en brændende kommunist ved roret. 

Med andre ord kan man – lidt ude af tangenten – fortolke fundene som en refleksion på, at økonomisk politik i særligt lige samfund som Skandinavien eller Sydkorea foregår rundt omkring lidt ligegyldigt vrøvl på den politiske midte. Måske er vi dømt til at leve vores økonomiske liv i en slags socialdemokratisk tusmørke, mens knap så lige lande (var der nogen der sagde Chile eller Estland) bliver stadig rigere på en grobund af initiativ, dynamik og et fravær af statslig intervention? Jeg håber det bestemt ikke, men under alle omstændigheder er det da rart at vide, at politik handler om så meget andet. For det gør den da, gør den ikke?

Global opvarmning – NASA-chefens syn

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2007. 62 svar

Debatten omkring det globale klima har raset i flere år, og i stort set alle medier. Ikke mindst på denne blog har vi været kritiske overfor den måde, debatten kører på i MSM og den måde, særligt FNs klimapanel IPCC fungerer på, både på et videnskabeligt og kommunikationsmæssigt plan. Man kan have mange syn på debatten, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at finde hoved eller hale i den. Naturvidenskaben er – modsat hvad FN påstår! – internt i splid over spørgsmålet om, hvor stor den globale opvarmning er, ligesom der heller ikke er konsensus omkring, hvad der skaber den. Svensmark og Nigel Calders nye bog om ’The Chilling Stars’ er i den henseende en af de bøger, der står højest på min ønskeseddel.

Men helt fraset den totale mangel på konsensus om fakta, er det et åbent spørgsmål hvorvidt en eventuel opvarmning overhovedet er et problem. Jeg var derfor glad for at få et link til et interview tilsendt fra to kontakter (tak Kasper og Niels), hvor NASAs chef Michael Griffin udtaler sig om problemerne. Naturligvis har klimaalarmisterne reageret stærkt, men Griffin får også opbakning fra dele af den videnskabelige top (læs her).

Specielt svaret på et bestemt spørgsmål er interessant. Adspurgt om hvor vigtig global opvarmning er – ”Do you have any doubt that this is a problem that mankind has to wrestle with?” – svarer NASA-chefen:

“I have no doubt that … a trend of global warming exists. I am not sure that it is fair to say that it is a problem we must wrestle with. To assume that it is a problem is to assume that the state of Earth’s climate today is the optimal climate, the best climate that we could have or ever have had and that we need to take steps to make sure that it doesn’t change. First of all, I don’t think it’s within the power of human beings to assure that the climate does not change, as millions of years of history have shown. And second of all, I guess I would ask which human beings — where and when — are to be accorded the privilege of deciding that this particular climate that we have right here today, right now is the best climate for all other human beings. I think that’s a rather arrogant position for people to take.”

Dét er et svar, jeg gerne vil tænke lidt videre over! For hvornår overvejer vi nogensinde de implicitte moralsk-normative antagelser, der ligger til grund for debatten? Er klimaet i dag specielt godt for menneskeheden, eller var middelalderens varmere tider måske i virkeligheden at foretrække? Og er vi ikke bare storhedsvanvittige når vi ophæver os til dommere over, hvad naturen bør og ikke bør gøre, når vi nu så gerne vil påvirke klimaet selv? For mig er det rigtige weekendspørgsmål. God tænkelyst.