Tag-arkiv: monarki

50 år med Dronningen

I dag er det 50 år siden, at Kong Frederik 9. døde og blev afløst af hans datter. Dronning Margrethe 2. har dermed regeret Danmark i et halvt århundrede, og har gjort det formidabelt indenfor de grænser, Grundloven, de konstitutionelle normer og almindelig anstændighed definerer. Det betyder ikke, at det er gået specielt godt, men blot at man må spørge sig selv om det ikke var gået dårligere uden dronningen.

Ser man på de 50 år, er økonomien først og fremmest vokset. Bruttonationalproduktet per indbygger er i reale termer blevet fordoblet og det private forbrug er steget med 72 procent. Det kan man naturligvis se som voldsomt fremskridt – hvilket det også er – men det er mindre udvikling end i flere af vores nabolande. I Sverige er BNP steget 118 % i samme periode, og i Storbritannien er det steget med 124 %, og begge lande har godt fordoblet privatforbruget. Relativt set er Danmark sakket bagud i en grad, så briterne har et større privatforbrug end vi har.

Det er dog ikke dronningens skyld, men en række elendige regeringer, med enkelte undtagelser. Det er langt mere langvarige og basale forhold, som man kan kreditere dronningen (og hendes familie) for. På tværs af verden viser forskning for eksempel, at monarkiers befolkninger har en større grad af tillid til hinanden, og typisk også har væsentligt bedre retsvæsener end andre lande. Der er også indikationer på, at de måske har mere stabil økonomisk udvikling, fordi monarker har en stabiliserende effekt på den førte politik (en idé som Martin Rode og jeg har planer om at se nærmere på).

Præcist hvad dronningen har gjort gennem et halvt århundrede er svært at sige, men der er svært ikke at være imponeret. Det forhold afspejler sig også med jævne mellemrum i den respekt, som der står om hende på selv den venstrefløj, der absolut ikke støtter monarkiet – institutionen er ikke ideologisk populær, men personen er højt værdsat. Dronningen skal ikke mindst roses for at have navigeret med stor og elegant ekspertise gennem et halvt århundredes store samfundsændringer. Mens nogle nytårstaler har været en smule tandløse, er der en række perler fra det første sympatiske forsøg i 1972 til rene klassikere som 1984-talens ’dumsmarte bemærkninger’, 1987s påmindelse om at tro på eget værd, og 2004s understregning af at den enkelte kan give frit udtryk for sine meninger.

Dronning Margrethe har siddet på tronen i 50 år, gennem godt og skidt, og mens hun naturligvis kun er prinsernes mor, er hun mange tusinde danskeres ’yndlingstante’: Den lidt skrappe, men begavede og varmhjertede kvinde der hjælper med at holde en familie på ret køl. Fra Punditokraterne skal der lyde et tillykke, og mange tak for de første 50 år.

80 år med Dronningen

Margrethe den anden af Danmark fylder 80 år i dag – et faktum som der næppe er mange danskere, der ikke er klar over. Dronningen bliver hyldet i dag, og med god grund. Hun har siden 1972 udfyldt sin rolle i de danske institutioner til topkarakterer, og ser ud til at have forberedt den næste generation omhyggeligt. Dronning Margrethe er med andre ord en dygtig udøver af et af verdens mærkeligste hverv.

I princippet er monarki en mærkværdig og ganske illiberal institution: Hvem kunne forestille sig at indføre en ordning i dag, hvor en enkelt familie får særstatus som kongefamilien, eller at en enkelt familie bliver pålagt de voldsomme pligter og restriktioner, som den lever med? Ingen af delene er konsistente med et princip om ligebehandling og lige rettigheder, og synes også helt udemokratisk. Det giver ingen mening, hvis man skal designe institutioner for et frit, rigt og velfungerende land.

Problemet for alle de principielle overvejelser er dog, at monarkiet virker! Der findes en lille og relativt ny forskningslitteratur, som dokumenterer flere konsekvenser af at have et monarki. Peter Kurrild-Klitgaard, den tidligere redacteur på denne blog, udgav for eksempel sammen med mig en artikel i 2014, der viste en helt bestemt type effekt: Store reformer har typisk omkostninger på kort sigt – virksomheder går fallit, folk bliver arbejdsløse osv. indtil de nye institutioner er etablerede og blevet forudsigelige – men disse omkostninger undgår monarkierne. Med andre ord er monarkier øjensynligt langt bedre til at håndtere store omvæltninger.

Mere overordnet peger nye forskning på, at monarkier helt generelt har bedre økonomier (læs her; med populære omtale  her). En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at monarkier også har væsentligt højere niveauer af social tillid (læs f.eks. her og her) og bedre institutionel kvalitet – dvs. bedre retsvæsener, lavere korruption og mere effektivt embedsværk. Der er også indikationer på, at monarkier har bedre credit ratings, alt andet lige, dvs. at de opfattes som mere troværdige lånere.

Mens det ikke vides, hvad der præcist ligger bag disse væsentlige forskelle, har vi en teori som passer godt på historiske eksempler: Monarker er særligt effektivt vetospillere. Dronning Margrethe er et glimrende eksempel på dette, da langt størstedelen af den danske befolkning tager hendes udmeldinger alvorligt. Hvis dronningen leverer et hint af kritik i nytårstalen, er det noget, Folketingets politikere bliver nødt til at overveje. Hun kan nemlig, ligesom sine kolleger i Storbritannien, Sverige eller Thailand, tale med en troværdighed og vægt, som selv de mest populære folkevalgte politikere kun kan drømme om. I 48 år han Margrethe navigeret denne rolle med en seriøsitet og ynde, som har skabt respekt langt udenfor grænserne. Så selvom man ikke kan stå med tusinder af andre danskere ved Amalienborg, skal der lyde en stor tak for dronningens bidrag til at gøre Danmark en smule rigere, friere og venligere.

Kongehuset gør os alle rigere

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?