Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

De svageste må betale …

Roald Als har gjort det igen. Forsiden af Politiken den 26. august viser Thor Pedersen bade sig i penge som en anden Joakim von And, mens en fattig, bedrøvet pensionist giver en skærv. "Nogen skal jo betale gildet," siger Venstre-vikingen hånligt.

Roald Als er både en af de bedste og en af de mest dødkedelige bladtegnere. I sine gyldne øjeblikke spidder han magthaverne – som da han i 80'erne tegnede Schlüter-regeringens ministre med en taburet klistret bagpå. I sine mest åndssvage perioder ligger han på maven for den dummeste og mest primitive socialisme. Det er, som om han forsøger at vippe DKP-tegneren Herluf Bidstrup af pinden.

Regeringen har lige præsenteret alle tiders mest omkostningskrævende finanslov (set fra et skatteyderperspektiv). Og de eneste besparelser er småtterier i den store sammenhæng. Det gælder især de to besparelsesforslag på boligstøtten.

Det første forslag går ud på at omdefinere aldersgrænsen for børn fra 23 til 18 år. Hidtil har hjemmeboende børn talt med i beregningsgrundlaget for boligsikringen i adskillige år efter, at myndighedsalderen indtrådte.

Det andet forslag går ud på at beregne boligydelsen til pensionister i forhold til pensionisternes faktiske udgifter. I dag lægger man automatisk 5000 kr. ekstra ind i beregningsgrundlaget – altså fiktive udgifter.

Kort sagt: Regeringen vil ikke længere bruge penge på børn, som ikke er børn, eller give støtte til udgifter, som ikke er afholdt. Heraf ramaskriget fra Politiken, Enhedslisten – og alle de andre, som holder af Politikens nye slogan: "Venstreorienteret propaganda".

Regeringen skældes ud, selvom den har hoppet på tungen for ikke at genere nogen. Ingen "svag" skal betale noget som helst. Enkelte danskere få lidt mindre i tilskud – fordi man standser tilskud til fiktive udgifter. Og oven i købet skal de nye besparelser slet ikke gælde dem, der modtager midler i dag.

Faktisk er besparelerne så små, at man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen overhovedet gider alt det besvær for nogle sølle hundrede millioner. En nærliggende forklaring er ideologi. Men det klinger hult i en tid, hvor (borgerlig) ideologi er lagt i kummefryseren. Til gengæld fejler bogholderideologien ikke noget.

Vinder man valg med den?

Mont Pelerin på Island

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Frihedens forfatning?

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

En ny østrigsk blog – og Henriette Kjær

Her på Punditokraterne vil vi gerne benytte lejligheden til at slå lidt på tromme for en spritny blog.  Det drejer sig om The Austrian Economists som skrives af Chris Coyne og Peter Leeson, Frederic Sautet og ikke mindst Pete Boettke, mangeårig libertariansk aktivist og fremtrædende østrigsk økonom. 

Sidstnævnte har en fin post om James Buchanans (kollega med Boettke på George Mason University) politiske filosofi, og hans kritik af økonomiske aktørmodeller. (Ikke mindst essay-samlingen What Should Economists Do? giver en fornem præsentation af Buchanans politiske filosofi og økonomiske metodologi). Max U er ifølge Buchanan en stupid, passiv kalkulator og ikke et kreativt, handlende individ.  Traditionel økonomisk teori giver – igen alt ifølge Buchanan – kun mulighed for et problematisk konsekventionalistisk forsvar for frihed, og kan ikke rumme den grundlæggende indsigt at "man wants liberty to become the man he wants to become."  Boettke argumenterer om Buchanans "human flourishing"-forsvar for frihed:

"… this image of man as active chooser also requires that individuals willingly embrace the challenge of constructing their life and accept the responsibility for the consequences of their decisions. … Autonomy is valued and cherished by individuals across the political spectrum even if they don't recognize the full impact of the concept in their political and economic philosophy.
…. But Buchanan has more recently argued that we may be losing this sense of ourselves in the modern age. Autonomy is losing its appeal. The learned helplessness we have acquired by living in a political culture of preferential treatment and protection from ourselves may have left the modern mind incable of accepting the responsibilities of freedom. We are instead afraid to be free. This shift in our human imagination is perhaps the most dangerous threat to economic and political freedom we have faced yet. 
….
We must remember that one of the 18th century arguments that Smith and his contemporaries made about the superiority of commercial society was the character development it engendered by making individuals responsible for their choices and accountable to others through the discipline of repeated dealings on the market."

Så sandt som det er sagt!  Hvilket bringer os til Henriette Kjær, som efter de Konservatives sommergruppemøde på Rolighed i dag ifølge Berlingske Tidende udtaler at "[v]i kan se, at flere og flere interesseorganisationer og politikere ofte er ude og kræve, at nu må der laves løsninger for det ene og det andet. Der mener vi, at det enkelte menneske faktisk er rigtig god til at leve sit eget liv og selv bestemme og tage ansvar for sit eget liv. Det vil vi være med til at sikre."

Vi tror gerne at Henriette har smuglæst What Should Economists Do? under de mindre inspirerende indlæg på Rolighed. Men vi håber at hun også får tid til at læse, hvad Buchanan skriver om government failure, for minsandten om det ikke efterfølgende konstateres, at "[k]onkret forestiller De Konservative sig, at det skal ske ved, at embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet skal vurdere alle større lovforslag om, hvilken betydning de har for det personlige ansvar – ligesom det i dag sker i forhold til blandt andet miljø og ligestilling"!

 

 

 

Højrefløj mod skattelettelser

Wall Street Journals Brendan Miniter spekulerer i sin klumme dagens WSJ i, at vindene i USA–desværre–synes at være ved at vende m.h.t. Republikanernes syn på skattelettelser og skattetrykket.

Efter i knap 30 år at have en ihvertfald i retorikken, men ofte også i praksis, radikal tilgang til skatterne, er de amerikanske konservative nu ved at blive konservative i ordets mere konserverende forstand. Det er naturligvis også sjovest at være mod skattetrykket, når det er modstanderne, der sidder på statsapparatet; når man selv sidder på flæsket, bliver man på forunderligvis lidt mere opmærksom på, hvor svært det kan være at gennemføre skattelettelser–og hvor attraktivt det er at dele andres penge ud til ting, man godt kan lide. Så får skatterne pudsigt nok omtrent den størrelse, som skatter nu engang gerne skal have.

Her er noget af, hvad Miniter skriver:

"Like Reagan, President Bush has been bold in pushing for tax cuts. He didn't flinch on cutting the top income tax rate in 2001. In 2003, when the economy still appeared to be shaky, he pushed through a second round of cuts, including on dividends and capital gains. But here too Republicans seem to have set an arbitrary floor on how low they'll allow taxes to fall. Mr. Bush's top income tax rate is still a few points higher than Reagan's top rate. And both rounds of the Bush tax cuts were given expiration dates, so Republicans will have to fight the same battles over again in the next couple of years just to keep the tax rates where they are now. There's also the small issue of tax reform this year. The president is promising to "simplify the code," but he's not pushing for a second-term tax cut to go along with an easier-to-fill-out tax return–a clear sign that even officials high up in the Bush administration are working off the assumption that there is little to be gained economically or politically from cutting taxes further.

Conservatives were once able to demand unwavering support for cutting taxes of almost every candidate who wanted a Republican nomination. Grover Norquist, president of Americans for Tax Reform, even developed a pledge that Republican candidates had to sign if they want to be taken seriously. The first President Bush famously broke his pledge, and everyone on the right could read his lips as he conceded defeat to Bill Clinton in 1992. This era of big, dramatic tax cuts, however, may now be over."

Det lyder næsten bekendt–bortset fra at vi danskere ikke nåede at se meget til denne "era of big, dramatic tax cuts".

George Will om George Allen

Jeg har et par gange (vistnok som den eneste øst for Hans Ø) peget på Senator George Allen (R-VA) som et godt bud på, hvem der kunne blive Republikanernes kandidat i 2008 (bl.a. i en kommentar og i en opfølgning). Dét (altså Allen, ikke mig) havde den konservative kommentator George Will en klumme om for nogle uger siden. Jeg fandt dette metafor særligt interessant:

"The ideal Republican candidate can meld two Republican tendencies that are in tension — social conservatism and libertarianism. Social conservatives have no complaints with Allen, and libertarians vibrate like tuning forks to his invocations of “Mister Jefferson,'' as Virginians refer to their saint of minimal government."

PS. I Washington Post søndag havde Michael Shear den forudsigelse, at 2008-valget meget let kunne blive mellem George Allen og hans efterfølger som Virginia-guvernør, Mark Warner. Hmmmmm. Jeg tror fortsat, at det bliver Hillary C., der får nomineringen–og derefter taber selve præsidentvalget, fordi hun som den 8. Demokratiske præsidentkandidat i træk får under 50 pct. af stemmerne.

PPS. Tirsdag i Wall Street Journal mente Brendan Miniter derimod i sin klumme, "Bush 44", at Jeb Bush–familiens konservative får–i realiteten ser stærkere og stærkere ud som storebroders efterfølger i 2008.

Government failure?

New York Times har tirsdag denne interessante top-historie:

"More than a year before the Sept. 11 attacks, a small, highly classified military intelligence unit identified Mohammed Atta and three other future hijackers as likely members of a cell of Al Qaeda operating in the United States, according to a former defense intelligence official and a Republican member of Congress.

In the summer of 2000, the military team, known as Able Danger, prepared a chart that included visa photographs of the four men and recommended to the military's Special Operations Command that the information be shared with the Federal Bureau of Investigation, the congressman, Representative Curt Weldon of Pennsylvania, and the former intelligence official said Monday. The recommendation was rejected and the information was not shared, they said, apparently at least in part because Mr. Atta, and the others were in the United States on valid entry visas. Under American law, United States citizens and green-card holders may not be singled out in intelligence-collection operations by the military or intelligence agencies. …

"We knew these were bad guys, and we wanted to do something about them," the former intelligence official said."

Jeg tror, at grundbøgerne i public choice teori skal opdateres med et nyt eksempel på "government failure".

Existence exists

Hver gang jeg hører en relativistisk, post-modernistisk pseudo-intellektuel udbrede sig om, at "al virkelighed er socialt konstrueret" (d.v.s. ca. hver anden gang, jeg hører en studerende udtale sig), tænker jeg på, hvad Ayn Rand skrev, at hun fik lyst til at gøre, når nogen benægtede, at verden eksisterer: Hun ville vride armen rundt på ham og sige, "I mean this!".

Nå, men et alternativ til at vride armen rundt på en Simon Pritchett-agtig po-mo er at købe en ny bog og slå vedkommende hårdt i hovedet med den. Og et godt køb i så henseende synes at være Daphne Patais og Wilfrido Corrals nye antologi Theory's Empire: An Anthology of Dissent. Den har 736 sider, så den kan nok anvendes til formålet. Derudover så har den en stjernebesat samling af 47 essays, der kritiserer forskellige former for postmoderne "Teori".

Jeg har ikke læst den, men det har James Seaton, som har anmeldt den i Wall Street Journals OpinionJournal, og her er et uddrag:

"For most people outside the academy what is most striking–and most puzzling–about Theory is the prose in which it is couched. To take an example offered by contributor D.G. Myers: Homi Bhaba, a major theorist, refers to "the desperate effort to 'normalize' formally the disturbance of a discourse of splitting that violates the rational, enlightened claims of its enunciatory modality." (Whatever that may mean.) The theorist Luce Irigaray asks more clearly, though not more cogently: "Is E=MC² a sexed equation? Perhaps it is.

Let us make the hypothesis that it is insofar as it privileges the speed of light over other speeds that are vitally necessary to us. What seems to me to indicate the possibly sexed nature of the equation is not directly its use by nuclear weapons, rather it is having privileged what goes the fastest."

It all makes one wonder how anyone could ever have taken such pronouncements seriously."

Indeed, indeed …

Ugens citat: Posner om indvandring, terror & velfærd

I en tid, hvor spørgsmål om indvandring, terror og velfærdsstat synes at kunne slå skår i de fleste private samtaler og offentlige alliancer, kan man med fordel læse de to kloge hoveder på Becker-Posner Blog. Her er dommer Posners konkluderende perspektiv:

"Advocates of the European model point to the pockets of poverty in the United States, but may not realize that poverty cannot be abolished without recourse to measures that produce the social pathologies that we observe in Europe. Social mobility implies the opportunity to fail. If society protects jobs, the employment opportunities of ambitious newcomers are reduced and they may end up at the embittered margin of society. Thus, it is not poverty that breeds extremism; it is social policies intended in part to eradicate poverty that do so, by obstructing exit from minority subcultures. If Muslims in European societies do not feel a part of those societies because public policy does not enable them to compete for the jobs held by non-Muslims–if instead, excluded from identifying with the culture of the nation in which they reside they perforce identify with the worldwide Muslim culture–some of them are bound to adopt the extremist views that are common in that culture. The resulting danger to Europe and to the world is not offset by long vacations."

Og her er Nobelprisvinder Beckers perspektiv samme sted.

Ros til Rose-bog

Jeg har her til morgen netop modtaget den helt nye antologi fra d’herrer Jyllands-Posten redacteurs, Niels Lillelund og Flemming Rose: Velfærd tur-retur: Efter socialdemokratismens sammenbrud (Gyldendal). Bogen indholder bidrag af redaktørerne selv, samt Bent Blüdnikow, Katrine Winkel Holm, Niels Gunder Hansen, Anders Raahauge, Claus Thomas Nielsen, Henrik Gade Jensen og vores med-Punditokrat Mikael Bonde Nielsen.

Jeg har kun haft kort tid til at skimme den og har blot kunne nærlæse de tre sidste bidrag, som er absolut fortræffelige. Henrik Gade Jensens “Monumenter over tidens fordomme” er en velskrevet, omend deprimerende, oversigt over den politiske korrekthed blandt tidens danske åndselite: fra synet på besættelsestiden til synet på kommunismen og Encyklopædi-debatten. Næppe så meget nyt, men indsigtsfuld og nødvendig læsning.

Flemming Roses “Frihed og ejendomsret” er et essay med udgangspunkt i nogle “selvbiografiske” tilbageblik, som på fortræffelig vis–og for danske vedkommende: sjælden vis–argumenterer for, hvorfor privat ejendomsret er forudsætning for frihed, og hvorledes lighedspunkterne mellem Sovjetunionens planøkonomi, nationalsocialismens ånd og dansk velfærdsstatslig nivellering er flere, end man skulle tro. Det er fint essay, der på usædvanlig vis blander C.V. Jørgensen-tekster, mediekritik, økonomisk teori og common sense på bedste vis.

Jeg er ikke ked af at sige–og det kommer næppe som den store overraskelse–at samlingens bedste essay formodentlig (med det forbehold at jeg ikke har nærlæst alle) er Mikael Bonde Nielsens “Det personlige ansvar i frit fald”. Det er simpelthen så sprogligt elegant, humoristisk veloplagt og substantielt–en fabelagtig kombination af samfundsvidenskabelige indsigter og moralfilosofiske vinkler, som få andre borgerligt-liberale intellektuelle herhjemme kan mestre. Vi må endnu engang ærgre os over, at Mikael har et “day time job” i “den virkelige verden”, men vi kan også endnu engang glæde os over, at han skriver blandt os på disse sider.Skal der lyde et hurtigt kritikpunkt mod antologien, er det formodentlig, at der egentligt er relativt lidt, der binder de enkelte essays sammen–men givet kvaliteten af dem, jeg har læst, gør det ikke så meget; de kan sagtens stå for sig selv.

Herfra et hurtigt tillykke–og tak–til redaktørerne! Og til Punditokraternes læsere: køb den.

Negerhytteforedrag

Udenrigsminister Per Stig Møller har altid være omgærdet af en eksempelløs intellektuel stråleglans. Hver gang hans navn bringes i spil sker det med en sikker påmindelse om, at det er en særdeles kundskabsrig herre, vi taler om. Undertiden kan det dog være temmelig vanskeligt at se, hvori hans visdom består. Min sommerlæsning har gjort det sværere.

I 1973 udgav Stig Vendelkjærs forlag Utopi og virkelighed; en bemærkelsesværdig antologi med bidrag fra Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich. I denne lille samling udvikler Møller nogle ganske forskrækkelige indfald, der i sit rene og skære vanvid både foregriber og overhaler bestselleren Oprør fra midten venstre om. Lad mig blot nævne tvangskollektivisering af privat ejendom, borgerløn, påbud om partnerbytte, etablering af statstrykkeri m.v.

Nuvel, man kan tage fejl og vedkende det på et senere tidspunkt. Derfor var det med en vis forventning, at jeg købte Virkelighed og utopi, der udkom tidligere på året. Heri gives de tre forfattere mulighed for at kommentere de tanker og ideer, de leverede for mere end tredive år siden, og således også mulighed for at lægge afstand til holdninger, som dengang som nu forekommer bindegale. Altså et stykke bekendelseslitteratur, der umiddelbart skulle være til megen gavn for den ældre Møller. Men nej, muligheden forspildes.

Per Stig Møller leverer i stedet et forvrøvlet forsvar for de fleste af profetier, han fremsatte i sin utopi. Og han gør det med en så arrogant indbildning, at man fristes til at konkludere, at han lever i den samme sjælelige osteklokke som Al Gore.

“Jeg forudså den udbredte og individualiserede kommunikation, som siden er kommet med internettet. Alternativet til passiviseringen via tv-mediet var således en ny, frembrydende utopi: “Utopien om medvirken, medværen””.
Da Al Gore hævder at have opfundet internettet, må Møller naturligvis være mere beskeden, men så kan han til gengæld byde ind på andre områder. Inspireret af Georges Soros’ enfoldige kapitalismekritik, som han betragter som en bekræftelse på den kritik, han selv fremførte i 1973, kaster vor litterat sig ud i meget konkrete overvejelser om valutaspekulationens fortrædeligheder og mulige endeligt. Med originalitetens snilde afviser han Tobin-skatten, bl.a. fordi det kræver en global myndighed at fordele skatteprovenuet. Men bemærk og smag så lidt på dette alternativ:”I stedet kunne man i FN via ECOSOC, det økonomiske og sociale råd, skabe regler for valutaoverførsler mellem lande til forhindring af spekulation og hvidvaskning af penge med indbyggede sanktioner mod de lande, der overtræder reglerne”.
Her fødes en kapitalistisk kritikfigur, som landets konservative udenrigsminister giver yderligere næring i umiddelbar forlængelse:

“I 1990’erne oplevede vi ligeledes talrige eksempler på fjendtlige virksomhedsovertagelser, der gjorde “spækhuggerne” rige og arbejderne arbejdsløse, og som kapitlet [i artiklen fra 1973, red] tager afstand fra med ordene: “En mængde menneskers velfærd står på spil, men de rokkers rundt som brikker””.
Hvad bestiller dette menneske i Det konservative Folkeparti? At partiet imellemstunder har været under indflydelse af de mest ubegribelige indskydelser er jo en kendsgerning. Men på et eller andet tidspunkt må man da blive træt af det, som kendere af partiet har døbt Per Stig Møllers negerhytteforedrag. Den intellektuelle aura er væk.

Ungarsk post

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en god ven i Bruxelles, der angiveligt skulle pirke lidt til mine forudfattede anskuelser i relation til Europas manglende potentiale og økonomiske råstyrke. I en vedhæftet og tilsyneladende meget faktoid artikel – European Union: Crisis and Renewal – forsøger den ungarske økonomiminister György Matolcsy at styrke den europæiske selvværdsfølelse ved at fremhæve en række områder, hvor Europa er USA og Asien overlegen. Jeg skal ikke trætte med de mange anstrengte eksempler, selv om det nok er en messe værd at gå dem efter i sømmene. Men for at give en fornemmelse af, hvad vi taler om, vil jeg bringe en specifik forekomst:

“Among the 140 largest companies in the world 61 are European, whilst only 50 are American and only 29 are Asian”.

Matolcsy er tydeligvis af den opfattelse, at virksomheders størrelse er et udtryk for, hvor godt regionale økonomier klarer sig i den internationale konkurrence. Det er er jeg ikke, men hvis jeg skulle tage alvorligt fejl, så er det da mere interessant at notere, at der blandt de 10 største virksomheder i verden ikke findes ét eneste kontinentaleuropæisk selskab. De to europæiske selskaber, der figurerer i Top 10 i Forbes Global 2000, er britiske BP og HSBC. Et enkelt japansk selskab får også plads; ellers er resten amerikanske.

Nå, men som sagt mener jeg ikke at denne form for Big is Always Beautiful er synderlig interessant, når man vil sammenligne styrkeforholdet mellem den europæiske og amerikanske økonomi. Derfor vil jeg i stedet henlede opmærksomheden på tre kontante forholdstal, der bør ligge i enhver europæisk politikers baglomme:

Beskæftigelse: Europas beskæftigelsesniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1978 Indkomster: Europas BNP pr. capita i 2003 blev nået af amerikanerne i 1985 Produktivitet: Europas produktivitetsniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1989

Er man interesseret i at vide, hvor mange år det vil tage Europa at indhente USA på disse tre parametre ? forudsat at vi i fremtiden gør det 0,5 pct. bedre end vore amerikanske venner ? kan jeg anbefale at man besøger Eurochambres. For så vil man hurtigt erfare, at amerikanerne er lidt bedre til Ungarsk post, end vi europæere.

PS: Hvis man af uforklarlige grunde har en særlig forkærlighed for ungarske sites, vil jeg foreslå at man i stedet konsulterer Budapest Business Journal. Her kan man faktisk finde nogle ganske sunde, liberale og frem for alt kritiske tilgange til tingene.

Pas på tyven!

Forestillingen om, at Danmark er et land uden vold og kriminalitet er en gammel traver, som mindst går tilbage til plakaten med den rare politimand, der stopper trafikken for at lede en andefamilie over vejen. Ofte garneres forestillingen med socialdemokratisk visdom, f.eks. personificeret ved BT’s chefredaktør Erik Meier Carlsen, hvis alter ego må være omtalte politimand.

Forleden rykkede redaktøren atter ud til fordel for den egalitære velfærdsstat og roste danskerne for et enestående kammeratskab og masser af tillid. Men socialdemokraternes sufflør skulle måske kaste et blik på de kriminalitetsstatistikker, der modsiger skønmaleriet. Tager vi en statistik fra Interpol, så ser vi, at Danmark ligger i toppen, hvis vi tæller alle former for kriminalitet med, herunder indbrud i sommerhuset, biltyveri, hærværk mm. Her er vi ganske simpelt et foregangsland, præcis som vi elsker at være det … langt foran USA … for danskerne stjæler med arme og ben. En forklaring kunne være, at vores lighedskultur har så svært ved at acceptere, at nogle har mere end andre, og at den derfor nok skal få fingre i det … via skat eller tyveri, forskelen er ens. Hvis denne forklaring er plausibel, kunne det tyde på, at velfærdsstatens forbrug af andre folks penge er med til at undergrave folks moral, og at de derfor gør rapseriet og vandalismen til samfundsnorm. Når de ser, at staten alligevel smider om sig med andres værdier, så kan de lige så godt sørge for deres eget. Altså: At velfærdsstaten faktisk fremmer den egoisme, som den påstår at fjerne.

Se, dét ville være en nyhed i BT.

Med den slags allierede …

Mens Bush-regeringen–med en vis ræson–argumenterer, at det gælder om at skabe mere frihed i verden, fordi kun mere frihed i længden vil mindske vold og terror, står det fortsat skidt til med friheden i nogle af de lande, der er … USA's allierede. Jeg tænker her ikke så meget på det danske skattetryk, men f.eks. på Pakistan, hvor lovgivningen og retssikkerheden tilsyneladende fortsat er en by i … Baluchistan.

Nicholas D. Kristof har i denne uge i New York Times to klummer (her og her) om Dr. Shazia Khalid fra Pakistan, hvor en voldtægt skønnes at finde sted hver anden time. Hun blev et offer for den særlige pakistanske "hudood"-lovgivning:

"Under Pakistan's hudood laws, a woman who reports that she has been raped is liable to be arrested for adultery or fornication – since she admits to sex outside of marriage – unless she can provide four male eyewitnesses to the rape."

Man er, med andre ord, selv skyldig i den kriminelle handling, man er blevet udsat for, indtil det er bevist, at man ikke er! Q.E.D. Den 32-årige kvindelige doktor fik sig en ordentlig tur: først af en voldtægtsmand og så af den pakistanske stat, der spærrede hende inde på sindssygehospital–hvorefter hun forsøgte selvmord. For lige at sætte trumf på fik hendes mand husarrest. Og så antydede regeringen, at hun nok var prostitueret–hvorefter svigerfamilien forberedte at begå æresdrab på Shazia. Da Musharraf-regeringen efterhånden syntes at ægteparret var ved at blive lidt irriterende, beordrede man hende ud af landet–ellers ville hun, og måske hendes familie, blive myrdet. Det er skræmmende læsning, som–i bedste fald–får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Man får lyst til at betegne den slags som "middelalderligt", men det ville være særdeles unfair … overfor middelalderen.

Vredens druer II (Restaurant Mao)

Apropos det med Chic Ché, så er vi jo en del, der i tidens løb forarget har brokket os over det smagløse ved "Café Castro" på Nørrebro og restaurant "KGB" i (af alle steder) Dronningens Tværgade (der heldigvis blev udsat for en gang hård kapialisme). Og ved sådanne lejligheder har vi passende nok kunne fabulere over, hvor forskellige folks reaktioner ville have været, hvis der mon havde været f.eks. en "Hitler Ølstue", et "Hotel Himmler", et "Pizzaria Pinochet", en "Bodega Benito", en "Café El Caudillo Franco", et "Dachau Disco", eller en "Der Stürmer" sportsklub, o.s.v. For det kan da ikke være tilfældet, at folk på venstrefløjen er både smagløse og intolerante: at de kun synes, det er sjovt at spise eller bo eller feste på steder opkaldt efter venstreorienterede mordere?

Men jo: Jeg–der fra min barndom husker, hvordan Irma solgte Mao-tøj til børn–kan nu konstatere, at der faktisk ikke er grænser for smagløsheden: dejlige San Francisco–en af de amerikanske byer med flest indbyggere af kinesisk baggrund–har såmænd en Mao Zedong Village Cuisine Chinese Harvest Restaurant. Sikke en humor, sikke en anstændighed–at opkalde en restaurant efter en mand, der brugte hungernød overfor egne landsmænd som et bevidst politisk våben!

Hat tip: Café Hayek.

Hat tip II: Kasper Kyndsberg for at have mindet os om Liberators "Café Hitler".

Update: For de knap så Ché-chic, er der et oplagt alternativ: El MiChé

Ugens citat: Tony Blair om wake-up call

Man kan være enig eller uenig, men dette er altså et godt metafor:

"September 11 for me was a wake up call. Do you know what I think the problem is? That a lot of the world woke up for a short time and then turned over and went back to sleep again."
— British Prime Minister Tony Blair.

Spredt fægtning II – om Roberts og SCOTUS

Nå, så blev det dommer John G. Roberts, der blev Bushs første nominerede til USA’s forbundshøjesteret.

Jeg ved–som de fleste–ikke meget om manden, men tilsyneladende er Demokraterne nu virkeligt ved at få skovlen under Roberts: Han er veluddannet (hvilket ellers er forbeholdt Demokrater), har ikke skrevet nogle synderligt kontroversielle domme (hvilket må siges at være dybt mistænkeligt), han og hustruen er katolikker–som oven i købet går til messe! (og vi ved jo nok, hvad betyder!)–og … [trommehvirvel] … og så har han måske været medlem af Federalist Society for Law and Public Policy Studies! Holy Batmobile!

Det er ikke kun i Danmark, at man skal passe på med, hvilke “ekstremistiske” fora, man associerer sig med. Det næstmest venstreorienterede af USA’s to førende dagblade, Washington Post, er i en artikel rødglødende over, at Roberts måske engang for 7-8-9 år siden har været medlem af det selvbetegnede “conservative and libertarian” Federalist Society. For, som avisen skriver,

“In conservative circles, membership in or association with the society has become a badge of ideological and political reliability.”

Det kunne næsten ikke være værre. (Bemærk i øvrigt, at WP her benytter samme lille fif, som DR for nylig gjorde i et nyligt P1-indslag om Libertas: hvis man som forening ikke udleverer sine medlemslister til journalister, så har man dermed en “hemmelig medlemskreds” …)

SFW? Flere andre har været eller er medlemmer af Federalist Society. Inklusiv en brintoveriltet babe, Ainsley Haynes, der arbejder som Associate White House Counsel for en Demokratisk præsident–om end denne altså er Jed Bartlett og kun i TV-serien West Wing …, samt en enkelt dansk lektor i statskundskab.

Roberts’ måske-medlemskab har hurtigt fået Demokraterne til at fare i flint–og Republikanerne i defensiven. Wall Street Journal havde en god leder om det emne.

Sammesteds skrev Manuel Miranda i sin klumme et par kloge ord om dét–og om hvorfor (borgerlige) politikere ofte gøre deres (borgerlige) bagland en bjørnetjeneste, når de skynder sig at distancere sig fra organisationer, som er politisk ukorrekte. Det burde andre skrive sig bag øret.

Professor Richard Epstein (Chicago)–en af USA’s bedste juridiske begavelser, og uden tvivl en af de mest produktive og frihedsorienterede jurister–støtter i Wall Street Journal Roberts, og hans svar på Senator Charles Schumers (D-NY) spørgsmål til Roberts om, hvilke der er de dårligste højesteretsafgørelser, er meget passende: “Where shall I begin?” Sjældent har jeg set en amerikansk intellektuel give et så koncist–og fra mit perspektiv: tiltalende–svar på, hvad der er vedkommendes egen filosofi for, hvorledes domstolene skal dømme:

“What presumption should attach to the constitutionality of the use of state force? This vexed question of the “standard of review” is nowhere stated in the Constitution, and thus ultimately derives from a sense of its basic purposes, which I take to be the preservation of “ordered liberty”–with a state strong enough to rule, but not so strong as to snuff out the liberties of ordinary people to own property, enter contracts, worship, and speak as they please.

Given that view, the proper response to all forms of state regulation of private activities should be to subject them to serious judicial scrutiny, in order to see that they achieve their legitimate objectives. Judged by this twin standard, many decisions come out badly.”

You go, professor! Roberts synes umiddelbart for denne observatør ikke så dårlig, men for pokker … Hvis det dog bare havde været Epstein i stedet!

Men af dem, der var på tale (men som altså ikke fik nomineringen), bliver jeg dog mere og mere begejstret for Janice Rogers Brown (som jeg tidligere har omtalt)–og vi må håbe damen får chancen ved en senere lejlighed. Her er et par uddrag af, hvad kritikerne siger om den F.A. Hayek og Ayn Rand citerende dommer:

“She believes we would be better off if we returned to a time when protections like the minimum wage, food safety standards, and Social Security and Medicare were ruled unconstitutional–never mind what voters and elected officials think. She equates affordable housing regulations with theft. She argues that much corporate behavior can only be regulated if companies agree that it’s in their best interest. She calls court decisions upholding the New Deal “our own socialist revolution.” (People for the American Way)

“Justice Brown equates democratic government with “slavery,” claims that the New Deal “inoculated the federal Constitution with a kind of collectivist mentality,” calls Supreme Court decisions upholding the New Deal “the triumph of our own socialist revolution,” accuses social security recipients of “blithely cannibaliz[ing] their grandchildren because they have a right to get as much ‘free’ stuff as the political system permits them to extract,” and advocates returning to the widely discredited, early 20th century Lochner era, where the Supreme Court regularly invalidated economic regulations, like workplace protections. “Where government moves in,” Justice Brown declares, “community retreats, civil society disintegrates, and our ability to control our own destiny atrophies. The result is: families under siege; war in the streets; unapologetic expropriation of property; the precipitous decline of the rule of law; the rapid rise of corruption; the loss of civility and the triumph of deceit. The result is a debased, debauched culture which finds moral depravity entertaining and virtue contemptible.”” (Alliance for Justice)

“Justice Brown’s disdain for government runs so deep that she urges “conservative” judges to invalidate legislation that expands the role of government, saying that it “inevitably transform[s]… a democracy … into a kleptocracy.” Following her own “pro-activist” advice, Justice Brown – always in dissent – uses constitutional provisions or defies the legislature’s intent to restrict or invalidate laws she doesn’t like, such as California’s anti-discrimination statute (which she condemns as protecting only “narrow” personal interests), hotel development fees intended to preserve San Francisco’s affordable housing supply, rent control ordinances, statutory fees for manufacturers that put lead-based products into the stream of commerce, and a false advertising law applied to companies making false claims about their workplace practices to boost sales. Justice Brown’s colleagues on the court have repeatedly remarked on her
disrespect for such legis
lative policy judgments, criticizing her, in different cases, for “imposing … [a] personal theory of political economy on the people of a democratic state”; asserting “such an activist role for the courts”; “quarrel[ing]… not with our holding in this case, but with this court’s previous decision … and, even more fundamentally, with the Legislature itself”; and “permit[ting] a court … to reweigh the policy choices that underlay a legislative or quasi-legislative classification or to reevaluate the efficacy of the legislative measure.” Justice Brown’s record of injecting her virulently antigovernment views into her opinions is particularly troublesome given that she has been nominated to the D.C. Circuit, a court with special jurisdiction over the interpretation of numerous federal statutory and regulatory protections.” (Alliance for Justice)

“… when nominated to the California Supreme Court in 1996, Justice Brown received a not qualified rating from the California Judicial Commission. Among other things, the Commission cited a “tendency to interject her political and philosophical views into her opinions” and complaints that she was insensitive to established legal precedent, lacked compassion and intellectual tolerance for opposing views, …” (Alliance for Justice)

Vent lige lidt–det var kritikken …?

Wall Street Journals politiske redaktør, John Fund, mener, at der skal være term limits for højesteretsdommere–på samme måde, som der er for præsidenter, samt i en del delstater for guvernører, borgmestre og andre lokale embeder. Han foreslår, i lighed med andre, en grænse på 18 år i stolen. Ja, hvorfor ikke? Havde den været sat således, ville John Paul Stevens, som blev nomineret af den Republikanske præsident Gerald Ford i 1975, og som har skrevet de værste af de seneste årtiers domme, for længst være blevet pensioneret. Og så var senest Kelo vs. New London næppe blevet, som den blev.

Og apropos dén monstrøse dom: Tre medlemmer af kongressen, som alle tre er forhenværende dommere, har skrevet en kort kronik, hvori de forklarer, hvorfor privat ejendomsret er privat og retfærdigt, og hvorfor det er skadeligt at lave om på det ved tage fra nogen og give til nogle andre.

Update:Wall Street Journals John Fund har denne passende observation vedr. Roberts’ kritikeres fascination af hans (måske-)medlemskab af Federalist Society:’

“[When] Judge Edith Clement, the runner-up to Judge Roberts for last week’s Supreme Court pick, was nominated in 2001 to the U.S. Court of Appeals, Vermont Senator Pat Leahy presented her with a long list of questions related to the group, such as: “With what (if any) Federalist Society positions do you disagree?” and “Did you consider resigning from the Federalist Society when you became a judge? If not, why not?” That line of questioning struck some as an echo of Joseph McCarthy’s infamous mantra: “Are you now or have you ever been a member of the Communist Party?” Indeed, back in 1998 even Senator Leahy had expressed concern over judicial nominees being roasted over tangential ties with a group.When Clinton nominee Susan Graber was being interrogated about two briefs she had written in cases involving the ACLU more than 15 years previously, Senator Leahy rose to her defense. He told the Senate: “She was asked whether she is now or ever has been a member of the ACLU. She was asked whether she personally agreed with a number of positions taken recently by the ACLU. I objected to this line of questioning at the hearing and caution the Senate that we are headed down a road toward an ideological litmus test that does not well serve the Senate, the courts or the American people. “Let’s see if Senator Leahy will call for similar restraint when it comes to Judge Roberts’ alleged ties to the Federalist Society.”

Hårdt at være undertrykker

Det er ikke noget let job at være fængselschef i Den Islamiske Republik Iran. Fængslerne bugner med indsatte, allehånde undergravende og fredsforstyrende elementer, f.eks. den iranske journalist Akbar Ganji, der på fjerde år sidder indespærret for sine kritiske artikler om præstestyret. Præstestyret kan nemlig ikke lide journalister – særligt ikke de kritiske af slagsen – ligesom det af princip er afmålt i forhold til forfattere, videnskabsfolk eller kvinder for at nævne et par af de mest berygtede eksempler – og i løbet af bare fem år har regimet lukket over 100 aviser på grund af “blasfemi” og “fornærmelser” imod styret.

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.

En kedelig tradition

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

Sexforbrydere, subsidier og Says Lov

Jeg faldt idag i International Herald Tribune over en næsten to måneder gammel nyhed: Tilsyneladende har 800 dømte sexforbrydere, voldtægtsmænd m.v. i 11 stater i USA fået Medicaid-tilskud fra det offentlige til køb af Viagra.

Endnu et eksempel på, at når det gælder offentlige aktiviteter og udgifter, er det i den grad tilfældet, at efterspørgslen stiger med et "stigende" udbud … Det var sørme godt, at Bush i valgåret 2004 fik givet Medicaid-udgifterne en historisk stor "rejsning".