Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Government failure galore II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. september 2005. 3 svar

Punditokraterne må gøre noget rigtigt.  Vi er nu blevet hecklet af en venstreorienteret amerikansk familie, der er bosiddende i Danmark.  De læser os åbenbart—, synes at vi er “kooks” og efterlyser, at vi nærmere undersøger årsagerne til tragedien i New Orleans.  Det gør de formodentlig mere retorisk end ud fra et reelt ønske, men lad nu det være— og lad dem få, hvad de ønsker sig.

Verdens formodentligt mest overvurderede kommentator, “økonomen” Paul Krugman, mener i hele to af hans ugentlige klummer i New York Times (her og her), at katastrofen i New Orleans skyldes … [dyb indånding, dyb tænkning] … [trommehvirvel] … Republikanerne?  Bush?  Reagan? Laissez-faire ideologer?  All of the above?

Naturligvis.

Fordi alle var klar over, at en orkan-oversvømmelse af New Orleans var en af de tre mest sandsynlige, slemme katastrofer, der ville kunne ramme USA.

Fordi hvis nu Bush ikke var løbet fra USA’s deltagelse i Kyoto Traktaten (hvilket han ganske vist aldrig gjorde, fordi begge partier i Senatet havde afvist at ratificere traktaten, og Clinton derfor aldrig sendte traktaten til kongressen …), så ville alle verdens “klimaproblemer” på fire-fem år være blevet forhindret, og så var der aldrig døde nogle mennesker, som ville være døde i New Orleans.

Fordi,

“the federal government’s lethal ineptitude wasn’t just a consequence of Mr. Bush’s personal inadequacy; it was a consequence of ideological hostility to the very idea of using government to serve the public good. For 25 years the right has been denigrating the public sector, telling us that government is always the problem, not the solution. Why should we be surprised that when we needed a government solution, it wasn’t forthcoming?”

Eller hva’ …?

Her er så lidt fakta at tage med i betragtning, når skylden skal uddeles, for det er faktisk sandt nok, når Krugman siger, at alle vidste, at New Orleans var i fare.  For byens vedkommende er det på baggrund af nyere tids statistikker beregnet, at den

  • gennemsnitligt strejfes eller rammes af en orkan: hvert 3,94 år
  • rammes direkte af en større orkan: hvert 13,4 år
  • næste gang ville blive ramt af en større tordenstorm eller orkan: 2005.

Selv hvis man mener, at beskyttelse mod orkaner udgør et rent kollektivt gode, som kun det offentlige effektivt kan sikre borgerne imod, så må man i hvert fald spørge sig selv: Hvis opgave er det i en forbundsstat?  Er det selve forbundsstaten? Delstaten? Amtet og kommunen?  Princippet bag både føderalisme og kollektiv gode-problemer er, at opgaven skal løses/finansieres på det niveau, hvor det er optimalt i forhold til, hvem nyderne er.  Min gamle ven, den fine “østrigske” økonom, Larry White, har denne fine kommentar på den nye økonom-blog DivisionOfLabour.com, vedrørende argumentationen om, at det var selve USA’s forbundsstat, der skulle have båret omkostningerne ved at forbedre digerne omkring New Orleans:

“But why was it a federal job? The beneficiaries of the levees were entirely in one city, in one state. Why didn’t the city or the state pay for levee improvements? According to one source, the US Army Corps of Engineers became responsible for the levees during the War of 1812. Before that New Orleans levied its own taxes (on shippers who used the port) for levee maintenance. After that taxpayers all over the US would pay, and folks in DC rather than Louisiana would choose how much would be spent on levee maintenance.

Clearly most New Orleans or Louisiana taxpayers would have been willing to pay for levee maintenance if they knew they had to, but of course the city and state didn’t volunteer – even though they knew the need for strengthening – because they were counting on the federal taxpayers to pay for it. Live by the federal subsidy, die by the diversion of federal subsidies to other priorities. A tragedy of over-centralization.”

Ovre hos Becker-Posner Bloggen er man—ikke så overraskende—fortalere for en cost-benefit analyse af, hvad man skal gøre i fremtiden.  Det lyder næsten som om, at dommer Posner konkluderer, at New Orleans ikke er en genopbygning værd.

PS. Ovre hos Powerline kan de heller ikke lide Krugman.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Samfundsvidenskabelig kanon?

Af Nicolai Foss, den 7. september 2005. 16 svar

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

Sælg månen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. september 2005. 5 svar

En del borgerlige—fra Jens Rohde til Brian Mikkelsen—og enkelte ikke-borgerlige (f.eks. Naser Khader) har fra tid til anden gjort lidt venligt grin med de liberale, der igennem årene har villet gå ganske langt med privatiseringer: Man har med et smil sagt, at vi jo syntes, at det var interessant at diskutere, “hvordan man kan privatisere månen eller verdenshavene eller …”  Hø, hø, hø.

Men hvad er der egentlig så sjovt ved det?

Som Niels Krause-Kjær (der selv har drillet med lignende ting) indsigtsfuldt har bemærket i et interview sidste år, så var mange af de ting, som nogle af os i 1980erne foreslog som privatiseringer dengang “ude på overdrevet” i forhold til, hvad der var mainstream, men i dag synes de ukontroversielle.  Så måske de lidt mere vidtgående forslag faktisk kan stimulere—og endog være med til at flytte—debatten?  Den moderate venstrefløjs langsigtede realpolitiske succes i en lang årrække var (er?) om noget et resultat af, at man hele tiden flyttede målene, således at højrefløjen konstant måtte halte halvhjertet efter og sige “OK hertil, men så heller ikke længere!”.

Tag nu bare den konference, jeg var til i forrige uge, hvor økonomer helt seriøst talte privatisering af hvaler.  Langt ude?  På dybt vand?  Det var det såmænd nok i 1980erne, da islandske økonomer begyndte at tale om bortauktionering af fisketilladelser og -kvoter.  Nu benytter flere og flere lande sig af den mulighed.

Alt sammen minder det mig om en fabel, som Madsen Pirie fra Adam Smith Institute i London ofte fortalte i 1980erne: Der var engang en planet, hvor staten forestod al skoproduktion—alt andet (f.eks. en markedsløsning) ville jo resultere i ulighed (at fattige måtte gå uden sko) og “market failure” (for lille eller stor produktion af højre- eller venstresko), o.s.v.  Efter nogle årtier ville ethvert forslag om at lade markedet løse den slags blive mødt med skepsis, hovedrysten og måske endog fjendtlighed.  Her er der i den grad tale om, hvad Milton Friedman har kaldt “The Tyranny of the Status Quo”.  Og netop derfor kan der være grund til at udfordre vanetænkning ved at gå et skridt længere end dét, der synes politisk opportunt.

Og hvorfor skulle man iøvrigt egentlig ikke også kunne sælge månen eller det ydre rum?  Ok, en legalistisk forhindring er, at FN for et kvart århundrede siden vedtog Sovjetunionens forslag om, at solsystemet tilhører alle kollektivt, og at alle profitter derfor skal tilfalde verdens nationer proportionalt i forhold til indbyggertal.  Men da FN jo heldigvis ikke har magt, som flertallet af lande har agt, så er det jo ikke noget, man umiddelbart behøver at bekymre sig så meget om.

De amerikanske skatteborgere burde derimod kunne bekymre sig over Bush-regeringens vilde planer om at “space out”.  Den fortræffelige John Tierney havde i august en morsom og indsigtsfuld klumme i New York Times om, hvorfor dét netop kunne være en god grund til at lade private komme til i det ydre rum.  Det har jeg selv syntes var en sjov idé, siden jeg var teenager.  Ikke så meget på grund af Star Trek, men fordi jeg i 1983 som 17-årig læste denne artikel om privatisering af månen.  Beam me up, Scotty!

Eller, med anvendelse af et andet kendt Star Trek udtryk: Det kan være, at de liberalt sindede i stedet for at spille de sikre kort altid skal huske på, “The final frontier: To boldly go, where no man has gone before”.

Che som helt

Af admin, den 5. september 2005. 2 svar

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.

Rehnquist, Hayek og ekstremisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2005. 1 svar

New York Times havde mandag en længere artikel om den nysafdøde, amerikanske højesteretspræsident William H. Rehnquist.

Der var et par ting i den, som jeg ikke vidste men fandt interessante.  F.eks. at Rehnquist i 1964 havde ført kampagne for Barry “Extremism in the defense of freedom is no vice” Goldwater, da denne som Republikanernes præsidentkandidat forgæves prøvede at slå Lyndon B. Johnson. Men også dette om Rehnquists ideologiske inspiration:

“Chief Justice Rehnquist often said that he was strongly influenced in his world view by a book he read as a young man, “The Road to Serfdom,” by Friedrich von Hayek, the Austrian-born, Nobel Prize-winning economist. A best-seller after its publication in 1944, the book warned of the dangers of collectivism and big government and predicted that socialism, the “road to serfdom” of the title, would eventually collapse.”

Der var også denne lille anekdote fra da Rehnquist i 1986 blev udnævnt til højesteretspræsident, inklusive en fin lille parafrase:

“While the new chief justice found the confirmation process extremely disagreeable, he kept his composure and even his wry sense of humor. At one point, a Republican Senator, Orrin G. Hatch of Utah, commended him for his recent dissent in Wallace v. Jaffree, the case on silent prayer in the Alabama public schools. Senator Hatch observed that the Senate Judiciary Committee had voted for a constitutional amendment to allow such prayer. “What you have been labeled extreme for, is something a majority of this committee supports,” Senator Hatch said.
Justice Rehnquist smiled and shrugged. “We’re all extremists together,” he said.”

To syn på Irakkrigen

Af admin, den 5. september 2005. Skriv et svar

Det skal ikke hedde sig, at vi ikke er alsidige her på bloggen, så her er to forskellige syn på krigen i Irak.

Det ene er en kronik i dagens Politiken af Peter Gundelach, Den fejlslagne krig.

Det andet er Christopher Hitchens i Weekly Standard, A War To Be Proud Of.

Læs selv, god fornøjelse.

Sommerlæsning – post festum III

Af Mikael Jalving, den 5. september 2005. 2 svar

Det er formentlig kun et fåtal af bøger, der kan tåle at blive læst to gange. Jeg skriver formentlig, fordi jeg kun meget sjældent tager mig tid til at genlæse en bog, selv dem, jeg holder allermest af. At bøger sjældent tåler gensyn, skyldes ikke blot, at de kan være billige paperbacks, der går i stykker, som man læser dem, bøjer dem eller tumler rundt med dem på stranden. Gensynets skuffelse skyldes også, at mange bøger simpelthen ikke tåler gentagelse, dvs. at de ikke holder over tid. Det, der måske imponerede første gang, klarer ikke til et gensyn, hvor man typisk er mere kritisk, ikke mindst fordi man netop er bevidst om, at man læser siderne atter en gang.

Saul Bellow’s roman Humboldt’s Gift (1973) eller Humboldts gave på dansk er en af de få bøger, jeg har læst to gange. Den ene udgave står hjemme i reolen sammen med sin tro følgesvend Philip Roth, en anden af de store amerikanere. Den anden udgave fandt jeg på et loppemarked i Nexø til 10 kr., og da prisen blev forhandlet ned til den halve, var jeg solgt til Bellow – igen.

Saul Bellow, f. 1915, døde tidligere på året, 89 år gammel – stort set uden at danske medier tog notits af det. Hvorfor skulle de også det? Han er jo blot en af de allermest populære forfattere i den angelsaksiske verden, herregud, hvad skal vi kende ham for, når vi har åndsfyrster som Klaus Rifbjerg og Ib Michael?

Alligevel: Saul Bellow kan anbefales. På det kraftigste. Læs ham, når hjertet er tungt, og du trænger til noget at grine ad og med, eller læs ham, når du er på toppen – og mærk suset. Suset fra en ånd, ikke en skønånd som de danske, men en ånd med appetit på verden, de store spørgsmål, de store gåder, menneskets sjæl, udviklet, udfoldet og udtalt af en mand med mange stemmer, som alle er værd at lytte til for deres menneskelighed, herunder svaghed, indbildskhed, storhed, smålighed, intellekt, mod, svigt mm. Brølet og vreden. Naturtro, og alligevel en tak bedre. Som i idéernes verden. Kondenseret.

Jeg har læst Bellow mange forskellige steder: på lokummet på korvetten Peter Tordenskjold. I Toscanas sol. På biblioteket i Edinburgh, da jeg gik død i primærkilderne. På Roskildefestivalen, midt i vrimlen. Og nu også på Bornholm. Men altid berørt, ramt. Sådan skriver en stjerne. Bellow, der bl.a. indhøstede Nobelprisen, Pulitzerprisen og National Book Award tre gange, er rørende uden at være patetisk, dybsindig uden at være dyb – og på højde med læseren uden at være plat. Gammeldags? Ja. Men også moderne. Belæst? Ja, men også beleven.

Bellow er i mine øjne verdens bedst skrivende sociolog. Emnet er det 20. århundredes Chicago, opbruddet, kapitalismen, den produktive klasse, de energiske typer, viljerne, juristerne, digterne, forbryderne, svindlen, konkurrencen på ord, dollars, kompetencer og kommunikation – alt sammen tilsat en solid gang sjælekval og gråd. Han er helt eminent. Også privat, hvor har var gift fem gange, som regel med russiske prinsesser eller noget, der lignede.

Bellow skrev idéromaner, har man sagt. Det er rigtigt, men samtidig et udtryk for, at skuffevis af romaner netop savner en idé, et mål, et postulat. Alle Bellows romaner, i hvert fald de bedste af dem – Humboldts gave, Regnkongen Henderson (1959), Herzog (1964), Seize the Day (1956) og Ravelstein (2000) samt novellerne – er postulater. Deres postulat er, at der findes en sådan verden, som den, romanerne beskriver, og det er lige før, man tror digteren. Det skal man naturligvis ikke – men Bellow er en af de få skønlitterære forfattere, hvis tekster adresserer deres tid og sted uden at blive til journalistik, krønike eller politik. Vi kommer ned i materien, som tilsættes ånd og ramsaltet humor. Der er således noget faktuelt ved Bellow, men det er aldrig tørt eller tamt. Hør f.eks. de første linjer i romanen The Adventures of Augie March (1953), hvor hovedpersonen, der på en måde altid er Bellow selv, beskriver sit ståsted:

“I am an American, Chicago born – Chicago, that somber city – and go at things as I have taught myself, free-style, and will make record in my own way: first to knock, first admitted: sometimes an innocent knock, sometimes not so innocent.”

Mest ikke så uskyldig, får man lyst til at tilføje. For Bellows skikkelser har mange jern i ilden, mange tanker, mange følelser, meget at berette.

Og hvad handler Humboldts gave så om?

Det røber jeg ikke. Læs ham selv. Hvis ikke nu, så næste sommer.

Her er, hvad en række beundrere har sagt om Saul Bellow:

“The backbone of 20th-century American literature has been provided by two novelists: William Faulkner and Saul Bellow. Together they are the Melville, Hawthorne, and Twain of the 20th century. Bellow’s special appeal is that in his characteristically American way he has managed brilliantly to close the gap between Thomas Mann and Damon Runyon.” – Philip Roth

“[Bellow’s] pre-eminence rests not on sales figures and honorary degrees, not on rosettes and sashes, but on incontestable legitimacy. To hold otherwise is to waste your breath. Bellow sees more than we see – sees, hears, smells, tastes, touches… Bellow will emerge as the supreme American novelist. The only American who gives Bellow any serious trouble is Henry James.” – Martin Amis

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt “Bellow is a humanist, and his attempt to sustain the humanism that has always been associated with the classic seriousness and worth of fiction is one part of his power. But he is also the writer writing of a post-humanist world: the world of survivors, after Auschwitz.” – Malcolm Bradbury

“What he did was create a new American idiom, what he did was infuse the native American idiom with his own Jewish, Western European inflection. He always said he was a writer first, an American second and Jewish third. But all three were elements of his genius.” – James Atlas, Bellows biograf.

En ny Lochner æra?

Af Jacob Mchangama, den 4. september 2005. 3 svar

Som den redigerende Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard har skrevet tidligere, er det lidet sandsynligt, at Janice Roger Brown bliver udnævnt som ny associate justice ved den amerikanske Højesteret (USC), dertil er hun for kontroversiel. Browns synd består bl.a.i, at hun har udtalt sig positivt om USC's afgørelse i Lochner v. New York. I denne afgørelse fra 1905 erklærede USC en lov der fastsatte et maksimum på bagere i New Yorks arbejdstid for forfatningsstridig. Afgørelsen er blandt både liberale (i ordets amerikanske betydning) og konservative jurister anset som en rædselsfuld dom, hvor aktivistiske dommere tiltog sig magt, der rettelig tilhørte den lovgivende (og udøvende) magt. Dommen lagde navn til en periode, hvor et flertal i USC erklærede en række love a la den i Lochner for forfatningsstridige. Lochner æraen førte til åben konflikt med Præsident Roosevelt, hvis "New Deal" reformer også blev invalideret af USC. Lochner æraen varede indtil 1937, hvor USC, nu med nye dommere udpeget af Roosevelt, afveg fra Lochner i dommen West Coast Hotel v. Parish.

Men var Lochner nu så forfærdelig en dom? Her er nogle nøglepræmisser:

In every case that comes before this court, therefore, where legislation  of this character is concerned, and where the protection of the Federal Constitution is sought, the question necessarily arises: Is this a fair, reasonable, and appropriate exercise of the police power of the state, or is it an unreasonable, unnecessary, and arbitrary interference with the right of the individual to his personal liberty, or to enter into those contracts in relation to labor which may seem to him appropriate or necessary for the support of himself and his family? Of course the liberty of contract relating to labor includes both parties to it. The one has as much right to purchase as the other to sell labor[…]

The question whether this act is valid as a labor law, pure and simple, may be dismissed in a few words. There is no reasonable ground for interfering with the liberty of person or the right of free contract, by determining the hours of labor, in the occupation of a baker. There is no contention that bakers as a class are not equal in intelligence and capacity to men in other trades or manual occupations, or that they are not able to assert their rights and care for themselves without the protecting arm of the state, interfering with their independence of judgment and of action. They are in no sense wards of the state. Viewed in the light of a purely labor law, with no reference whatever to the question of health, we think that a law like the one before us involves neither the safety, the morals, nor the welfare, of the public, and that the interest of the public is not in the slightest degree affected by such an act. The law must be upheld, if at all, as a law pertaining to the health of the individual engaged in the occupation of a baker. It does not affect any other portion of the public than those who are engaged in that occupation. Clean and wholesome bread does not depend upon whether the baker works but ten hours per day or only sixty hours a week. The limitation of the hours of labor does not come within the police power on that ground.

It is a question of which of two powers or rights shall prevail,-the power of the state to legislate or the right of the individual to liberty of person and freedom of contract. The mere assertion that the subject relates, though but in a remote degree, to the public health, does not necessarily render the enactment valid. The act must have a more direct relation, as a means to an end, and the end itself must be appropriate and legitimate, before an act can be held to be valid which interferes [198 U.S. 45, 58]   with the general right of an individual to be free in his person and in his power to contract in relation to his own labor[…]

It is also urged, pursuing the same line of argument, that it is to the interest of the state that its population should be strong and robust, and therefore any legislation which may be said to tend to make people healthy must be valid as health laws, enacted under the police power. If this be a valid argument and a justification for this kind of legislation, it follows that the protection of the Federal Constitution from undue interference with liberty of person and freedom of contract is visionary, wherever the law is sought to be justified as a valid exercise of the police power. Scarcely any law but might find shelter under such assumptions, and conduct, properly so called, as well as contract, would come under the restrictive sway of the legislature. Not only the hours of employees, but the hours of employers, could be regulated, and doctors, lawyers, scientists, all professional men, as well as athletes and artisans, could be forbidden to fatigue their brains and bodies by prolonged hours of exercise, lest the fighting strength [198 U.S. 45, 61]   of the state be impaired. We mention these extreme cases because the contention is extreme. We do not believe in the soundness of the views which uphold this law. On the contrary, we think that such a law as this, although passed in the assumed exercise of the police power, and as relating to the public health, or the health of the employees named, is not within that power, and is invalid. The act is not, within any fair meaning of the term, a health law, but is an illegal interference with the rights of individuals, both employers and employees, to make contracts regarding labor upon such terms as they may think best, or which they may agree upon with the other parties to such contracts. Statutes of the nature of that under review, limiting the hours in which grown and intelligent men may labor to earn their living, are mere meddlesome interferences with the rights of the individual, and they are not asved from condemnation by the claim that they are passed in the exercise of the police power and upon the subject of the health of the individual whose rights are interfered with, unless there be some fair ground, reasonable in and of itself, to say that there is material danger to the public health, or to the health of the employees, if the hours of labor are not curtailed. If this be not clearly the case, the individuals whose rights are thus made the subject of legislative interference are under the protection of the Federal Constitution regarding their liberty of contract as well as of person; and the legislature of the state has no power to limit their right as proposed in this statute.

USC fastslog med andre ord, at aftalefrihed var en personlig frihedsret på linje med andre fundamentale personlige frihedsrettigheder, samt at den amerikanske forfatning indeholdt en generel ret til frihed, som staten kun kan indskrænke, såfremt den løfter en tung bevisbyrde. Lochner er derfor, set med mine øjne, et højdepunkt i USCs historie, ikke en skamplet. Reaktionerne på Janice Roger Browns udtalelser viser dog desværre, at det er mere end usandsynligt, at en ny Lochner æra opstår indenfor den overskuelige fremtid.

The mother of all battles II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. september 2005. 1 svar

Nyhedsbureauerne har her til morgen meddelt, at USA’s højesteretspræsident William Rehnquist i nat oplevede dét, som John Maynard Keynes i sin tid associerede med “the long run”–som vi nævnte som en mulighed for flere måneder siden.  R.I.P.

Nu får Bush så muligheden for at udnævne hele to højesteretsdommere på kort tid, herunder at gøre en af dem (eller en af de siddende dommere) til ny højesteretspræsident.

Hvem bliver det så?

Jeg havde i forrige uge fornøjelsen at tilbringe en hel aften med at spise middag med US Appeals Court Chief Judge Douglas Ginsburg (som Reagan i sin tid nominerede til US Supreme Court, men som måtte trække sit kandidatur efter afsløringer om ungdommelig interesse for “inhalering”), og jeg kan kun sige: Hvis jeg var præsident, ville han være det oplagte valg.  Hold da op.  Han er endnu–for den branche–relativt ung, utroligt stærk rent akademisk, har en superb karriere som professor, vicejustitsminister og nu den reelt højest rangerende amerikanske dommer udenfor US Supreme Court–og så er han, set fra min personlige synsvinkel, en appetitlig blanding af at være meget frimarkedsorienteret på økonomiske spørgsmål, en “original intent” jurist på konstitutionelle spørgsmål og ikke en del af den mere statskonservative, religiøse højrefløj.*

Så ham bliver det næppe.

Jeg har også tidligere fremhævet den ideologisk-juridiske flammekaster Janice Rogers Brown (her og her).  Det er efterhånden desværre nok lige så usandsynligt.

Mere realistiske bud er dog nok en af disse fire dommere, som Bush havde på sin liste i foråret: J. Michael Luttig; en af de to Edith’er (Edith Clement og Edith Jones), som begge blev brugt af Det Hvide Hus som røgslør for nomineringen af Roberts tidligere på sommeren; Emilio Garza.  Alle disse er konservative “original intent”-fortolkere af forfatningen (ihvertfald i et eller andet omfang), og mindst tre af dem går for at være “socialt konservative” i en eller anden grad.  De vil givetvis udløse ramaskrig og slagsmål fra den amerikanske venstrefløj, og muligvis en ny debat om brugen af den såkaldte “filibuster”-regel ved udnævnelser, der skal behandles i Senatet.  Bush vil i.f.t. sit eget bagland ikke kunne slippe afsted med at udnævne en moderat konservativ i stedet for Rehnquist, men han vil i.f.t. venstrefløjen ikke slippe let afsted med at udnævne en, der er synligt meget mere konservativ end Roberts.

Så det kan blive det “Mother of All Battles” i amerikansk politik, jeg forudså tidligere på sommeren.  Omvendt vil erstatningen af Rehnquist med en Rehnquist-agtig dommer ikke flytte balancen–og derfor bliver slagsmålet for ingenting at regne i forhold til, når en af de nuværende højesteretsdommere fra den modsatte fløj skal erstattes–det vil være dér, at balancen for alvor kan skifte, og hvor de ideologiske frontkæmpere vil drage ud med alle de ressourcer, som de har sparet op til netop det formål.

* Det hører med til historien, at Reagan så i stedet for Ginsburg nominerede Anthony Kennedy, der lidt banalt og populært omtales som en af “sving-dommerne”, som nogle gange stemmer “til højre” og andre gange “til venstre”.  Kennedy var i den kontroversielle Kelo-dom fonylig den udslagsgivende stemme.  M.a.o.: Var Ginsburg blevet udnævnt, havde man–ceteris paribus–ikke fået den mildt sagt groteske dom.

Update: Jeg har tidligere nævnt den, men det kan godt gøres igen: Der er en ny blog, SCOTUSblog, som særligt følger US Supreme Court, og den er værd at holde øje med, hvis man synes, at emnet er interessant.

Update II: Andre er åbenbart–desværre–enige med mig m.h.t. Janice Rogers Brown.  Og når de siger det på VolokhConspiracy-bloggen, så er det givetvis sandt, for de er kloge derovre …

Government failure galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2005. 2 svar

Jeg orker ikke selv at skrive noget om tragedien i New Orleans; jeg har flere venner dér, var der selv så sent som i marts og skulle have været dertil igen i marts næste år, og det er ganske simpelt for smerteligt at tænke på den nærmest Hobbeske “state of nature”, der på rekordtid synes at være opstået dér.

Så her er i stedet (uden anbefaling eller det modsatte) et kort round-up af med links til, hvad forskellige frihedsorienterede stemmer på nettet har haft at sige om situationen og årsagerne til dens konsekvenser:

Min eneste kommentar iøvrigt er, at amerikanerne i en række nylige meningsmålinger afslører, hvad vi godt vidste i forvejen: At de har større tiltro til markedet end til det offentlige, og lægger mere vægt på individuelt ansvar end kollektiv free-riding …  Ikke så overraskende, men egentligt ret forbløffende.

Update: Her er et par mere:

Dagens citat: Leviathan i New Orleans

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. september 2005. 4 svar

Louisianas governør, Kathleen Blanco (D), har udsendt en advarsel til dem, der benytter situationen i New Orleans til at røve, voldtage og dræbe.  Om hundredevis af kampklædte og -prøvede National Guardsmen, som er sendt til området sagde hun ifølge AP:

“They have M-16s and they’re locked and loaded …  These troops know how to shoot and kill, and they are more than willing to do so, and I expect they will.”

Hvor er Tannehill RentAcop iøvrigt, når man har brug for dem?

Krøniken – DR slår til

Af admin, den 2. september 2005. Skriv et svar

Mit forsøg på at bringe denne blog ned på niveau med MSM indebærer også en (for-)omtale af Krøniken. Som bosat på Østerbro hører det til fornøjelserne, at nye afsnit indspilles i gaderne.

Lige nu indspilles en scene, der formodentlig foregår i 1960'erne. Den optages i forskellige varianter, men indholdet er det samme: hovedpersonen stiger ud af sin bil og konfronteres med nogle betjente, der forfølger nogle pæne demonstranter. Hovedpersonen bliver nu helt uskyldigt antastet af politiet, og i nogle af versionerne bliver han endda slået.

Temaet er velkendt i venstrefløjens historieopfattelse: Når vi blev så glade for diktaturer den gang i 1960'erne og 1970'erne, skyldtes det politivold og det repressive samfund. Naturligvis.

Det lader til, at Krøniken holder det historiske niveau fra Matador. Jeg glæder mig allerede.

Sommerlæsning – post festum II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2005. Skriv et svar

Jeg vil hjertens gerne følge min gode med-Punditokrat, Mr. Law, i hans opfordring til at fortælle, hvad af betydning man har læst i løbet af sommeren.

Mit problem er–som jeg skal vende tilbage til–at det ikke gik så godt med det, og ihvertfald slet ikke så godt som jeg havde planlagt.  Og jeg begyndte ellers med at forberede sommerlæsningen omhyggeligt.

I maj købte jeg Steven Levitts Freakonomics (som jeg endog apriori roste her på stedet).  Problemet er, at jeg købte den via Amazon, og at den først nåede frem i juli.  Da den så endelig ankom, havde jeg travlt med andre ting.  Og da jeg begyndte læsningen, blev jeg ærligt talt lidt skuffet; historierne og analyserne var helt fine–velskrevne og underholdende.  Men den var ekstremt irriterende i dens (d.v.s. journalisten, Dubners) dyrkelse af Levitt som en halvguddommelig økonom.  Faktum er, at Levitt er sjov og interessante grundet hans uortodokse emner, men hans metoder og indsigter er mildt sagt ret ordinære.  Steven Landsburg, David Friedman og adskillige andre er mindst lige så uortodokse i deres valg af emner.  Så den ligger nu ufærdig på mit bord.

Der ligger den ved siden af en anden fagbog, som jeg burde have læst: Torsten Persson & Guido Tabellinis nye The Economic Effects of Constitutions.  Den fik jeg ikke engang åbnet.

Ditto med William F. Buckleys roman Getting It Right: A Novel–en delvis autentisk, men romantiseret og dramatiseret, gengivelse af intriger på den amerikanske højrefløj anno 1960, involverende Ayn Rand, Robert Welch og sikkert også Buckley selv.  Den skulle være ret sjov–men jeg ved det som sagt ikke.

Så hvad fik jeg læst?  Faktisk ikke så meget.

Jeg fik som tidligere omtalt her på kanalen læst Lillelund & Rose antologien, hvoraf jeg synes, at enkelte indlæg var rigtigt, rigtigt gode.  Men jeg må tilstå, at det primært var, fordi Rose var så venlig at spørge mig, om jeg ville være hans sekundant i en udgave af Dahls Duel.  Ellers havde jeg nok ikke fået den læst.

Jeg fik også læst Christopher Arzrounis Helt uforsvarligt, men den havde jeg allerede læst i manuskriptform, ligesom jeg fik læst en dansk politologs bog, men det var i korrekturudgaven, og jeg havde set de enkelte dele før.  Så de tæller vist ikke helt.

Sommerstudier

Men faktum er, at min familie i løbet af sommeren blev udvidet med en lille mini-Punditokrat, hvilket lagde visse begrænsninger på vidensakkumuleringen.  Jeg fik dog (som dokumenteret her)–læst Leonie Friedas biografi af den magtfulde Catherine de Medici. Den var bestemt en læsning værd (og vistnok det eneste, jeg i sommer fik læst fra første til sidste side).  Men ret beset er den–trods bloddryppende historier, politiske intriger m.v.–ikke meget at berette om her på stedet.

Online koryfæer

Af Nicolai Foss, den 1. september 2005. Skriv et svar

Dette er ikke en klumme men blot en kort notits for at gøre opmærksom på, at Intercollegiate Studies Institute har et indtil i går mig ukendt link til The John M Olin Online Lecture Library.

Der er taler af Ludwig von Mises, Milton Friedman og David Meiselman blandt økonomerne, en spændende forelæsning af proto-libertarianeren Frank Meyer, bidrag fra excentrikere som Erik von Kuehnelt-Leddihn og Richard Weawer, og masser (masser!) af Russell Kirk.  Det meste er fra 1960'erne.

Vel taler Kirk et nydeligt amerikansk, men denne punditokrat havde nu nok foretrukket nogle flere af Mises kontante markeringer og mere af hans herlige austro-engelske:  "Humann bi-inks aaaare not ooenli a bajological klarsss …Humann bi-inks are først of årl kollaaboorætors."

Ugens citat: Zinmeister om tidens kunstneriske idealisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. august 2005. 2 svar

Ikke et ord om Evaristi, men dog noget nærliggende …

"There is no 'Guernica' painted for 9/11. Nothing like The Red Badge of Courage, or All Quiet on the Western Front, or Slaughterhouse-Five has been written…. The Manhattan creative class hasn't produced even a Forrest Gump to capture in popular form the circumstances and emotions of that searing day…. Lord knows, the creative class mobilized their artistry in response to the AIDS epidemic. Remember the endless AIDS Quilt projects? The interminable string of Broadway plays documenting the personal horrors of HIV? But recognizing that America has ruthless and evil Third World enemies who will kill us unless we kill them first? Umm, I think I'd rather work on my novel about the secret repression of gay pastors in Dallas."

Karl Zinmeister, i magasinet The American Enterprise.

Meget mere "flat tax" II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. august 2005. 3 svar

Det er ikke kun Punditokrater, der kan lide "fladskat" (flat tax).  Wall Street Journals politiske redaktør John Fund havde mandag en klumme med et "round-up" af nogle af de lande, der p.t. drøfter ideen.  Danmark er ærgerligt nok fraværende fra "trenden" i artiklen, desuagtet at det er lykkedes først og fremmest CEPOS på rekordtid at få emnet bragt højt på den danske politiske dagsorden.  Men måske WSJ's politiske redaktør ikke har stor tillid til, at det rent faktisk vil lykkes i Danmark?  Og hvem skulle kunne bebrejde ham det?

Hele pointen med klummen er i øvrigt, at fladskat-bølgen p.t. synes at gå udenom det nordamerikanske kontinent:

"Next month's report of the White House tax reform commission will likely stop short of advocating a complete scrapping of the tax code. But look for it to have warm words for how well the flat tax is promoting economic growth in the more than dozen places–ranging from Ukraine to Hong Kong–that have adopted variations of it.

It's about time the concept of taxing all income at a single rate, which presidential candidate Steve Forbes and then-House Majority Leader Dick Armey broached a decade ago, once again takes center stage. …

Here at home the flat tax is still routinely ridiculed. When Mr. Forbes floated the idea in 1995, President Clinton joked that Republicans were becoming "the party of flat-earthers and flat-taxers." But he has also told friends privately that he got a real scare during the 1992 primaries when Jerry Brown championed a flat tax. Mr. Brown won applause from audiences by pointing out that under our current system the rich will always be able to hire experts to lobby for tax loopholes and avoid the higher rate traps set for them.

That logic and the practical realization of it in country after country is winning adherents from all walks of life in the U.S. Donald Trump is full of praise for Mr. Forbes's new book, "Flat Tax Revolution." Actor Clint Eastwood praises a flat tax because it would mean "a little old lady on a home computer [could do] the work of all these thousands of bureaucrats and accountants." A variation on the flat-tax idea, junking the income tax in favor of a single-rate national sales tax is also gaining popularity. "The Fair Tax," a new book by Rep. John Linder and radio talk-show host Neal Boortz, is currently topping best-seller lists."

Som Fund pointerer, er ideen ikke bare ekstremt populær andre steder men også blevet implementeret eller på vej til at blive det:

"It's increasingly popular overseas, with Romania and the republic of Georgia adopting it last January. Greece is likely to introduce a 25% single rate for both corporate and personal income next month. If Poland's opposition parties win next month's elections they are likely to introduce a flat tax. In Italy, the Bruno Leoni Institute has just published an interview with former finance minister and current defense minister Antonio Martino detailing his support of the flat tax.

Even Germany, normally a center of intellectual stagnation when it comes to tax policy, has gotten the bug. Angela Merkel, the candidate of the conservative Christian Democrats in the Sept. 18 election, has appointed radical reformer Paul Kirchhof as her spokesman on taxes. While her party's manifesto falls far short of advocating Mr. Kirchhof's idea of a single rate of 25% for companies and individuals, she has stoutly defended his approach: "It's important that there is a man who wants to go further in principle and, when there is room for maneuver, says, now we can go the next step.""

Hvis de statsglade tyskere kan, hvorfor så ikke andre?  I Storbritannien har Gordon Brown argumenteret kraftigt imod en fladskat, som Adam Smith Institute og The Economist har ført på banen—men med den utilsigtede virkning, at det har givet idéen ekstra vind i sejlene:

"In Britain, die-hard opponents of the flat tax, such as Chancellor of the Exchequer Gordon Brown, were caught censoring portions of an internal Treasury paper on the subject that was obtained under the recently effective Freedom of Information Act. The unexpurgated version, leaked to the Daily Telegraph, found that a flat tax would likely make Britain more attractive to foreign investors, eliminate economic distortions and create a "mini-economic boom." The paper noted that under flat-tax systems in other European countries the rich end up paying a larger share of total tax revenues. In flat-tax countries, taxpayers in the highest brackets move from consumption or tax-sheltered investments to more productive, taxable investments. Many higher earners work harder or take additional risks, rewarded by higher after-tax returns."

Og ifølge Fund er der måske et land yderligere, der er på vej med fladskat, nemlig Kina:

"If China adopted a flat tax, more than a quarter of the world's population would be filling out tax returns on the back of a postcard. That would leave them a lot of time and money to eat our economic lunch."

Update: Her er iøvrigt et link til Adam Smith Institute-bloggens dækning af emnet "flat tax", inkl. omtaler af CEPOS' konference om emnet tidligere på sommeren.

Humanismens højborg

Af Mikael Jalving, den 29. august 2005. 1 svar

Hvis betingelsen for at være kunstner er bundløs uvidenhed om fortidens mennesker, strukturer og hændelser, så er Marco Evaristti en fremragende kunstner. Evaristti er manden bag den udstilling, der med kommunekassens hjælp skal brande cementbyen Aalborg som Che Guervaras revolutionære hjemby.

Det er der naturligvis intet i vejen med under vidensamfundets galopperende uvidenhed, hvor alt er tilladt og intet forkert, hvorfor kunstneren da også har det som en guldfisk i en blender og i det hele taget sprudler af vid. Che Guevara “var en meget stor humanist”, udtaler han til Politiken, ikke mindst fordi den fotogene revolutionshelt var imod “udnyttelse af svage mennesker”.

Humanist? Alternativ beskrivelse af en mand badet i blod. Hvis Che Guevarra er humanist, er Marco Evaristti anti-humanist. Humanister dræber mennesker, anti-humanister allerhøjst guldfisk. Hvis denne analyse holder vand, så forstår man bedre, hvorfor en guldfiskemorder ser op til en rigtig morder. Marco Evaristti vil så frygtelig gerne være humanist, dvs. mene og gøre det rigtige, gode og nødvendige, skønt ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, men under alle omstændigheder være på hold med De Svage uden at sky noget middel. “Man dræber eller bliver dræbt”, som humanisten forkynder. Held og lykke i Aalborg – det nye brand virker. Cementbyen er blevet til humanismens højborg.

Helle the Cannibal II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. august 2005. 4 svar

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

Sejret ad Helvede til?

Af Nicolai Foss, den 27. august 2005. Skriv et svar

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.