Sommerferielæsning – punditokraterne anbefaler I – Store forandringer af Søren Mørch

Vi plejer hvert år, når sommerferien står for døren, at komme med et par anbfalinger af bøger udgivet i det forgangne år. I år er ingen undtagelse.

Den første anbefaling er Søren Mørchs “Store forandringer”, der er udkommet på Politikens forlag.

Jeg altid er til fals for personlige og velskrevne bøger, ikke mindst af den mere kølige – nogle vil måske kyniske – slags, og især når de er intelligent skrevne. Og selv om der bestemt er ting jeg ikke er enig med Søren Mørch i, så kalder han altid til eftertanke. Men det trækker selvfølgelig ikke fra, at der i grudnsubstansen er en enighed om at foretrække moderniteten – og at jeg kun kan bifalde, når Søren Mørch forsager den kvalmende civilationskritiske histroriefortælling, hvor vi (den europæiske/vestlige civilisation) altid ender op med at blive stillet overfor et krav om “at skulle undskylde eurocentrisme, racisme, slavehandel, antifeminisme, imperialisme, krigsliderlighed, mangel på økologisk bevidsthed og disrespekt for menneskerettigheder på for længst døde hvide mænds vegne”, som han skriver i de ekstra noter til bogen, som man kan finde på hans hjemmesider.

“Store forandringer”, eller rettere “Store forandringer” del 1. Bogen stopper ca. år 1800 og anden del kommer til efteråret, forsøger at besvare spørgsmålet om hvorfor det blev den europæiske civilisation, der endte med at dominere (langt hen af vejen af definere) verden. Og mens selve Europas dominans for længst har stået i zenith (glæder mig til at se hvordan Søren Mørch vil behandle dette i 2. del), er det altid værd at få genopfrisket/forklaret, hvordan et kontinent, der kun er et kontinent, fordi det var os selv der “opfandt dem”, og som for 500 år siden efter at have oplevet en gigantiske civilisatorisk nedtur siden Romerrigets fald skulle ende med at blive langt mægtigere end datidens stormagter Kina, Indien og de muslimske stater. Så sent som i begyndelsen af det 17. århundrede regner man med at Indien og Kina fortsat stod for over halvdelen af verdens økonomiske aktivitet.

Mørch viser f.eks. på overlegen vis betydningen af opfindelser som uret, skriftsproget og senere bogtrykkerkunsten og giver både personlige og intelligente bud på afgørende hændelser, centrale begivenheder og opblomstringen af videnskaber og europæiske lande.

Hvis man ønsker en bog der både er velskreven, underholdende, intelligent og maner til eftertanke, kan jeg ikke komme i tanke om en bedre bog fra det seneste år end “Store Forandringer”, som jeg anbefaler på det varmeste. Og når man er færdig med bogen, kan man glæde sig til næste bind, der kommer til september. Jeg for min del synes at der er alt for langt tid til september.  

Hvordan man ikke undersøger lykke

Jeg blev tidligere i dag interviewet i P1. Baggrunden var, som så ofte når medierne kontakter mig, min status som en af Skandinaviens få ’lykkeforskere’. Det var derfor naturligt, at journalisten kontaktede mig for at få et rimeligt videnskabeligt bud på en ny engelsk undersøgelse, som Politiken omtalte her til morgen (læs her).

I undersøgelsen påstår Lion Shahab og Robert West fra University College London, at folk der er holdt op med at ryge, er lykkeligere end da de røg. Den politiske konklusion er derfor, at man skal have folk til at holde op med at ryge og så bliver de både sundere og lykkeligere – altså en win-win situation! Dét undrede mig, da en af den seriøse lykkeforsknings mest robuste konklusioner er, at objektiv sundhedsstatus intet betyder for folks lykke. I stedet handler helbred-lykke forholdet om, hvor godt helbred man synes man har i forhold til den livsstil, man har valgt.

Jeg stod i samme situation tidligere på ugen, da jeg var i København for at bånde en debat om sundhedspolitik mod overlæge Bente Klarlund Petersen. I den ganske ubehagelige debat påstod min modkombattant flere gange, at sunde mennesker er lykkeligere, dvs. at debatten endte i påstand mod påstand på trods af, at forskningen er ganske klar på området. I løbet af de 50 minutter i kafkask diskussion, gik det op for mig hvad lægerne gør, og hvor helt absurde deres undersøgelser er.

De medicinske studier, der tilsyneladende peger på at f.eks. rygning er dårligt for lykken, laver nemlig alle sammen én helt basal fejl. Eksperter i spørgeteknik har vidst det i mange år, og lykkeforskningen viser det også med al mulig tydelighed: Man må aldrig spørge for direkte til lykke og andre stærkt subjektive forhold. Men spørgsmålet i den engelske rygeundersøgelse er netop direkte. Shahab og West bad deres respondenter om hvilket udsagn, der erklærede sig mest enige i: 1) ”I feel happier now than when I was smoking”; 2) ”I feel about the same now as when I was smoking”; eller 3) ”I feel less happy now than when I was smoking”.

I denne type spørgsmål er der helt klart ét ’korrekt’ svar, forstået på den måde at der er et svar, der er konsistent med de herskende sociale normer på området. Rygning er socialt set ’dårligt’ (helt fraset sundhedskonsekvenserne), så respondenter, der svarer 2) eller 3) vil derfor svare imod hvad det politiske korrekt / feelgood svar er. Erfaringen viser endda, at hvis man spørger folk om at erklære sig enige/uenige i et udsagn, får man typisk flere enige svar, end hvis der spørges mere frit. Shahab og Wests artikel i Nicotine & Tobacco Research, ligesom meget store dele af den medicinske pseudoforskning i lykke, dumper derfor på to punkter.

Jeg ved udmærket godt, at mange spørgeskemaundersøgelser fejler på disse punkter. Mange af dem fejler endda helt bevidst, fordi der enten er et officielt oplæg til det (et eksempel er Aarhus Universitets nylige, og ret håbløse, medarbejdertilfredshedsundersøgelse) eller fordi forskerne har et klart, politisk formål med den. Derfra og til at stille sig tilfreds med tingenes tilstand er der dog langt. Formålet med denne post er derfor at påpege, hvor lidt man kan lære af denne type ’undersøgelse’. Og ikke mindst at understrege, hvor farligt det er at føre politik på dette grundlag. Det bliver hurtigt til en konklusion om, at folk ikke kan finde ud af at leve deres liv selv, så vi må nok hellere regulere deres livsstil. Den dag det sker, har vi valgt et fascistisk samfund.

Den demokratiske illusion ("Den vulgære ensrettende korrupte ubehagelige kapitalisme part II)

Søren Pinds grundlovstale har så sandelig givet en del efterdønninger – vist nok med startskud her på bloggen ved Altmanns indlæg “Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme“, som Christopher Arzrouni fulgte op med i et indlæg “Misforstået afmagt” i JP, skrevet i den særlig lune tone, som Arzrouni ofte har vist mestre til fulde.

Jeg er ikke overraskende meget enig i det Altmann og Arzrouni skriver, omend denne uges weekendklumme i 180grader, “Den demokratiske illusion” er skrevet med en anden indgangsvinkel, og hvis nogle sporer en hvis irritation i klummen, så er det helt korrekt.

Jeg skal blankt erkende, at jeg til tider har haft meget svært ved at finde ud af hvad Søren Pind egentlig mener og står for, måske fordi jeg i min vildfarelse troede at han var liberal, men har jeg ikke fattet det før, så gør jeg det nu. Hr. Pind er først og fremmest nationalkonservativ og så forstås glæden ved kollektivistisk begrænsning af det frie valg og den elitære væmmmelse ved konsekvenserne af almindelige menneskers “vulgære” preferencer. Der står dog så tilbage, at det undrer mig, at han fortsat gladeligt citerer Ronald Reagan. For et par år siden luftede Søren Pind at han ville skrive en biografi om Ronald Reagan, mon ikke sandsynligheden nu er større for at den bliver om Søren Krarup? Hvis Søren Pinds udlægning af venstres “guddommelige” rolle i dansk politik er udtryk for en bred selvforståelse hos partiet, vil jeg da også foreslå at man skifter navn til “Venstre – Danmarks nationalkonservative parti”, måske med sloganet “Din garanti for fortsat at blive behandlet som et pattebarn ”

Som jeg skriver i klummen er jeg ikke ude på at ligestille præstestyret i Iran med vores eget repræsentative demokrati. Men efter at have set og hørt  Ayatollah Ali Khameneis fredagsbøn i dag, at så adskiller demokratiske valg her i landet sig ikke meget fra et valg mellem Mousavi og Ahmadinejad, bortset fra den helt afgørende forskel (og tak og lov for det), at de fastsatte rammer for magtspillet er nogle helt andre.

De mystiske normer

I sidste uge deltog jeg sammen med min kollega og medforfatter Kim Sønderskov fra Statskundskab i en to-dages workshop i Aalborg. Workshoppens formål var at samle forskere med fokus på begrebet ’social kapital’. Social kapital, der bredt set handler om hvad sociale relationer gør ved samfundet, har været et varmt emne i samfundsvidenskaberne siden 1993. Det år sendte Harvard-professoren Robert Putnam sin bog Making Democracy Work på gaden, hvor han forklarede den markante forskel i regeringsførelse og økonomi mellem Nord og Syditalien med netop forskelle i social kapital.

Putnam definerede social kapital som ” aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. På den måde ramte begrebet direkte ned i midten af samfundsvidenskabernes virkeområde – kollektive, koordinerede handlinger – og ’lød’ rigtigt i manges ører. Siden da er begrebet blevet diskuteret i lange baner, og mange er efterhånden kommet til den konklusion, at det faktisk er et dårligt videnskabeligt koncept. Men det var alligevel ganske morsomt at opleve reaktionerne, da Kim og jeg tirsdag eftermiddag præsenterede både koncept-teoretiske og empiriske argumenter på flere analytiske plan for, præcist hvorfor det er et helt håbløst begreb.

Vores hovedargument, helt populært præsenteret, er at for at konceptet skal give reel mening og kunne bruges, skal de tre hovedelementer – tillid, netværksaktivitet og sociale normer – hænge sammen, og helst på en måde som Putnam selv beskriver som ”godt rystet spaghetti”. Men de teoretiske argumenter er ganske tynde, som vores ven Eric Uslaner var en af de første til at påpege, og på det empiriske plan finder man tre fænomener, der er praktisk taget fuldstændigt separate. Med andre ord er tillid, netværksdannelse og sociale normer tre forskellige ting, der ikke kan samles i et koncept på en meningsfuld måde.

Litteraturen om netværkseffekter er lang og broget og eksisterede lang tid før litteraturen om social kapital. Der er intet nyt under solen på dén front. Literaturen om social tillid, dvs. tillid til fremmede mennesker, er væsentligt nyere, men har for længst skilt sig ud fra diskussioner om social kapital og lever sit eget frugtbare liv i dag. Og det betyder, at det eneste ’nye’ (og det er ikke frygteligt nyt) i social kapital er det empiriske fokus på styrken af sociale normer. På det punkt har forskningen næppe bragt os meget videre, ikke mindst fordi der ikke er de store argumenter for, at normer i sig selv burde betyde noget.

Normalt måles og konceptualiseres folks sociale normer med spørgsmål som ”Hvor acceptabelt mener du det er at køre i tog uden billet?”, med svar på en skala fra 1 (altid acceptabelt) til 10 (aldrig acceptabelt). Der er lignende spørgsmål om at modtage bestikkelse, søge offentlig støtte som man ikke har brug for osv. ”Jenne goe sajer” som der engang var en forretning i Brønderslev der hed – ikke noget ret mange kan være uenige i, men der er også mange dårlige normer. Lad mig give et eksempel på dysfunktionelle normer fra min egen luksus-hverdag. Danskere er ofte ganske frie i deres omgang med andre mennesker, men det giver sig udslag i mindst ét forstyrrende fænomen: De hoster! Bevares, de fleste danskere holder sig for munden år de gør det, men hvis de – som senest i lørdags i Musikhuset Aarhus – gør det under en klassisk koncert, kan det være aldeles uudholdeligt.

Normen, som enhver der går til sådanne koncerter kender, tilsiger at man er så stille som muligt, og derfor også lader være med at hoste. Den gælder over hele verden, men der er store forskelle på, i hvor høj grad folk rent faktisk følger normen. I Danmark gør vi ikke – særligt i vinterhalvåret kan danske klassiske koncerter være infernoer af hosteri og pudsen næse. For nogle få år siden gik det så galt i Tivolis Koncertsal, at den tyske stjerneviolinist Anne-Sofie Mutter afbrød en koncert, skældte ud på danskerne, og derefter startede forfra. Det påvirker dog ikke danskerne, der stadig alle synes at mene, at man skal være stille til koncerter, men i stort antal bryde med normen. For hvis alle andre gør det, hvorfor skal man så være idioten der holder sig stille?

Man kan komme med mange andre eksempler på normer og normdannelse, der enten er helt uden konsekvenser eller har ganske andre konsekvenser end folk normalt forestiller sig. Mit andet yndlingseksempel er fra tennissens specielle verden, hvor de fleste ikke-spillere adspurgt mener, at der må være en norm der beskytter spillere ved nettet i at blive ramt af bolden. I sig selv er det ikke en underlig tanke, da de fleste bare rimeligt gode spillere sagtens kan slå et stykke over 100 kilometer i timen, men sådan fungerer normen ikke. I stedet har der dannet sig en norm der tilsiger, at hvis man rammer en modspiller ved nettet, bør man undskylde. At ramme modspilleren, eller rent faktisk bevidst at gå efter at ramme, betragtes ikke som usportsligt og der er således ingen norm, der beskytter mod at få store, blå mærker i den hvide
sport.

På den måde er normers rolle i samfundet en ret mystisk størrelse. Den omfattende litteratur om social kapital har i årevis behandlet sociale normer som en fast størrelse som til enhver tid påvirker folks adfærd, men hvis man tager de empiriske studier alvorligt, er det langt fra tilfældet. I stedet gælder det, at normer i sig selv er næsten ligegyldige. Hvad der betyder noget er, om man tror på at andre folk følger normerne. Og hele historien om dét aspekt af samfund er noget længere og (heldigvis) knap så mystisk. Men medier og politikere vil hellere tale normer end om, hvorvidt folk har incitament til at følge dem.

Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme

Her kommer et dagsaktuelt citat, og vi overlader det til bloggens kloge og belæste læsere at vurdere, hvem ophavsmennesket mon kunne være.  Her er noget, hvor vedkommende taler om De Autonome:

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

D-Dag, a day to remember

I de senere år er jeg blevet væsentligt mere kritisk indstillet overfor (aktivistisk) amerikansk udenrigspolitik, – ikke fordi jeg som venstrefløjen opfatter den som “ond” eller særlig “imperialistisk” – men fordi amerikansk udenrigspolitik synes at være præget af en næsten forbløffende naivitet, historieløshed og sagt lige ud inkompetence. Det bunder muligvis i en kronisk overvurdering af egne evner (hvilket tilsyneladende deles af bl.a. venstrefløjen, der uafladeligt kan anføre at hvis bare amerikanerne ville… men det kan de altså ikke bare.).

Det er ej heller et forsvar for den “europæiske (skiftevis passifistiske og selvovervurderende – til tider begge dele på en gang) model”. Hverken når den har været præget af en ekstrem naivitet og tåbelig tro på diplomatiske løsninger – 1930ernes fejltalgese overfor Hitler gentog man jo med næsten uhyggelig præcision igen i 1990ernes Jugoslavien (her virkede en omgang rask aktivistisk amerikansk udenrigspolitik, da europæerne endelig opgav ævret jo ganske hæderligt) – eller periodevis storhedsvanvid (mellemøsten i 1950erne).  

Som det indikeres af overskriften er dette indlæg vel først og fremmest en hyldest til USA og dets befolkning – og til en af de få gange hvor det lykkedes (nogenlunde) med sit forehavende, hvilket fremgår senere i indlægget.

Men lige lidt om aktivistisk udenrigspolitik og imperialisme. Hvis man ved imperialisme forstår, at man ønsker at omskabe resten af verden i sit eget billede er USAs udenrigspolitik naturligvis imperialistisk – uanset om amerikansk selvforståelse fra nationens grundlæggelse har været båret af at man er det modsatte. På den anden side er det jo værd at medtage, at efter denne definition er europæerne jo heller aldrig holdt op med at være imperialister, og mens ophævelsen af slaveriet, FN og dets menneskerettighedserklæring kan som sådan ses som højdepunktet af “den gode” vestlige imperialisme – kan ulandsbistand, hvor man efter 50 år og op mod 3 trillioner USD. formentlig har gjort mere skade end gavn, ses som et lavpunkt.

USAs historieløshed kommer næppe bedre til udtryk end gennem de neokonservatives naïve forestillinger om demokratiskabelse og fred I resten af verden kædet sammen med national sikkerhed. Jeg skal med beklagelse erkende at jeg før invasionen af Irak selv købte forestillingen om at man/Vi kan invadere et andet land og skabe demokrati, fred og velstand – hvilket jeg ikke et øjeblik er I tvivl om OGSÅ var formålet med invasionen.

Jeg kan kun forsvare mine naïve forestillinger med uvidenhed, og det er vist langt fra verdens bedste forsvar. Ikke fordi jeg tror, at Irakerne ikke gerne vil have demokrati, det kan man bla. a. se her at de gerne vil. Jeg håber naturligvis at den positive udvikling som Irak har været inde I siden 2007 fortsætter, men må erkende at jeg har mine tvivl om hvad der sker efter USA og hvad der måtte være tilbage af allierede tropper forlader landet igen. For ser vi tilbage på de utallige lignende operationer USA tidligere I historien har udført, ikke mindst I Central Amerika, ser det ikke godt ud.

Konsekvensen af USAs hyppige indgreb I regionen op igennem det 20. årundrede har ofte været baseret på to ben, dels behovet for national sikkerhed og det der kan udtrykkes i mere altruistiske termer, at skabe stabile demokratiske samfund (en forestilling der naturligvis hænger og hang sammen)  – lyder det familiært? Det burde det gøre, for det ligner til forveksling den førte politik under George Bush, en politik der I vid udstrækning fortsætter under den nuværende Barrack Obama, omend med en europæisk tvist der næppe vil være befordrende.

Og hvad fik amerikanerne ud af deres indvolvering i lande som Mexiko, Cuba og Nicaragua? I førstnævnte land kan man sige at der går en lige linie fra amerikansk indvolvering ved udbruddet af den mexikanske revolution til socialisme og nationalisering af (amerikansk) olieindustri i 1930erne og en populistisk nationalistisk økonomisk politik frem til 1990erne der efterlod Mexiko som et korrupt ineffektivt semi-socialistisk samfund med en elendig indenlandsk ressoruceallokering. Og nok er forholdene bedret en smule efter NAFTA medlemsskabet, privatiseringerne og den delvise åbning af den mexikanske økonomi i 1990erne, men der er (mildt sagt) lang vej igen. 

Ville udviklingen have været anderledes uden amerikansk indblanding? Formentlig ikke, men til gengæld havde det været vanskeligere at give USA ansvaret for alt der gik skidt. 

I Nicaragua indebar amerikansk indblanding I første trediedel af det 20. århundrede at Somoza familien kom til magten, hvilket banede vejen for at Sandinisterne, der ikke var et hak bedre overtog styringen, og på trods af at Nicaragua nu I ca. 20. år har haft demokrati, er det et af centralamerikas dårligts fungerende lande.

Jeg siger ikke med ovenstående at alt er gået skidt, at Nicaragua ikke endte med at være en Cubansk lydstat, der kunne bruges til at eksportere voldelige revolutioner til nabolandene kan naturligvis beskrices som en succes, på den anden side skal man heller ikke underkende betydningen af sovjetblokkens sammenbrud – der selvføgelig i den udstrækning at man antager af amerikansk oprustning i 1980erne spillede en afgørende rolle kan ses som en succes.   

Og så er der Cuba, hvis selvstændighed blev sikret gennem den Spansk- amerikanske krig, og hvor USA I flere omgange stod for administrationen af øen (først I et par år efter afslutningen af den spansk-amerikanske krig, og senere igen I nogle år da det demokratiske system som man havde forsøgt etableret brød sammen).

Op gennem det 20. århundrede blev en anti-amerikansk og meget nationalistisk retorik en betydelig faktor I Cubansk politik, og bl.a. Gennemførtes en række tiltag I 1930erne der bestemt ikke var til fordel for amerikanske interesser (Den stærke mand i Cubansk politik i 1930erne var den fra 1940 til 1944 demokratisk valgte præsident og siden diktator fra 1952 frem til 1. januar 1959 , Fulgencio Batista).

Batistas regime I 1950erne var uden tvivl et gennemkorrupt og autoritært regime, omend ikke et af de værste i regionen. Cuba var i denne periode godt nok præget af betydelige uroligheder, og Batista styret var både hadet, frygtet og forargtet af især den betydelige cubanske middelklasse, mens han havde en del støtte blandt de fattigste og fagforeningerne. Samtidig var Cuba blandt Latinamerikas rigeste nationer, mens det i dag roder rundt på niveau med Bolivia.

Overgangen fra Batista til Castro var som at komme fra asken ind i ilden, og endnu en gang spillede en mildt sagt ikke alt for intelligent amerikansk udenrigspolitik en betydelig rolle i at bane vejen for Castro og hans kumpaner. Samtidig med at man boykottede våbenleverancerne til Batista, og udenrigsministeriet var meget skeptisk overfor Castro, modtog denne efter alt at dømme økonomisk støtte fra CIA, mens Castro selv dyrkedes i
den amerikanske presse.

Syndskatter – er de overhovedet effektive?

Min ven og kollega Niclas Berggren ovre på Nonicoclolasos omtaler i dag et nyt studie, der har set på om relative prisforhøjelser på fedende/usund mad forbedrer folks generelle sundhedsstatus. Hvis regeringen og forbudskommissionens ideer om at tvinge danskerne til at leve længere skal virke efter hensigten, skal svaret være ja, og helst et rungende et. Ellers er afgifter på sukker, fedtholdig mad osv. intet andet end ekstra tilskud til statskassen og dermed Danmarks rekordhøje offentlige udgifter.

I studiet finder Jonah Geldbach, Jonathan Klick og Thomas Stratmann at ja, der er en tydelig effekt. Som de konkluderer:

Our estimates imply, for example, that a 100 percent tax on unhealthful foods could reduce average BMI by about 1 percent, and the same tax could reduce the incidence of being overweight and the incidence of obesity by 2 percent and 1 percent respectively.

Med andre ord ville det betyde, at hvis regeringen valgte at pålægge chips, cola og anden usund mad og drikke en 100 procent afgift, ville vi kunne forvente at få én procent færre svært overvægtig, og to procent færre overvægtige. Alle vi andre ville på den anden side skulle betale i meget dyre domme for at nyde livet en anelse. Som vi har understreget flere gange her på stedet, er den nuværende fy-skamme-sundhedspolitik ikke blot uliberal. Den er skrigende udansk og på alle måder ganske absurd. Men videnskabelig evidens overbeviser næppe Jacob Axel Nielsen om at glemme den implicitte hetz mod danskere, der vælger et liv han ikke synes om.

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet for en legalisering af narkotikamarkedet, – denne gang er det blevet til et indlæg sammen med Kjeld Flarup i Information. Ordet legalisering er her helt afgørende. For mens en afkriminalisering nok betyder bedre vilkår for misbrugerne, hvilket i hvert fald er konklussionen på den afkriminalisering der fandt sted i Portugal i 2001, betyder det formentlig ikke at det hjælper på det der er det absolut største problem i forbindelse med det illegale narkomarked, nemlig at de meget høje profitter i vid udstrækning finansierer en række af verdens mest brutale kriminelle organisationer samt terrorister fra Latinamerika til den muslimske verden. For at dette skal ændres er en egentlig legalisering nødvendig.

Jeg skal gøre opmærksom på at indlægget er skrevet i sidste måned, det vil sige inden regeringen i USA signaliserede en ændring af narkotikalovgivningen hen mod en mindre restriktiv lovgivning så længe der alene er tale om afkriminalisering vil effekterne som nævnt være begrænsede, omend lidt er bedre end ingenting. Det samme kan jeg dog ikke sige om det forsøg til 200.000 kroner per narkoman man vil lave herhjemme – det er ganske absurd og virker først og fremmest som endnu et udtryk for den ekstreme mangel på respekt skatteyderne der hersker i dette land. Det kan gøres meget billigere – reelt uden omkostning for skatteyderne. Udlevering af kanyle og stoffer mod kostpris (inkl. til husleje og ansatte)  burde være rigeligt – man må gå ud fra, at narkomaner afhængige af heroin nok selv kan finde ud af at tage stoffet.

 

FN’s Human Development Index – rent nonsens

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.

Weekendklumme: om Obamas egentlige legacy

Jeg har denne weekend en klumme i 180 Grader. Emnet er – igen – Barack Obama og hans økonomiske politik, som jeg finder aldeles uansvarlig på langt sigt. Men det lange sigt er der øjensynligt ingen, der taler om i USA eller her. Her er et kort pluk:

Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.

Hele klummen kan læses her. God weekend.

Amanda Taubs Love Actually Test

Hvis man er interesseret i debatter om ulandshjælp er AidWatch, der bl.a. køres af NUY professoren William Easterly, simpelthen stedet. Den er hermed anbefalet! Men posten i dag har bredere interesse. Easterly har læst Amanda Taubs blog, og fremhæver en ekstremt vigtig pointe, som også ringer sandt i en dansk kontekst. Han beder læseren om at forestille sig et frygteligt problem – fattigdom i ulande, beskidte skoletoiletter på Vestegnen, finanskrisen, you name it – og forsimpler tingene en smule ved at sige, at der kun er to politiske muligheder:

(A) Do nothing.
(B) Do something to make the problem worse.

Kritikere vil naturligvis sige, at (B) ikke er sandsynlig, for gør vores politikere da ikke deres bedste? Svaret er nogle gange et rungende nej, nogle gange jo, men deres incitamenter er ikke i retning af befolkningens bedste. Her er det den glimrende Amanda Taub rykker ind med sin Love Actually Test:

Here at Amanda HQ you’ll find a wholehearted embrace of doing nothing, when all of the proposed somethings to do are crummy. If a proposed policy doesn’t pass my “is enacting this policy more likely to reduce suffering and end conflict than staying in to watch Love Actually again?” test, then I for one would vote for movie night.

Prøv at applikere testen på dansk politik. Spørgsmålet til læserne er, hvor tit består politikerne testen?

Innovation på nettet – et eksempel

Jeg har ofte påpeget overfor de mange, der ønsker at ’styre’ forskning og innovation, at det er umuligt. Man kan af indlysende logiske grunde ikke bede forskere om at opfinde hjulet, transistoren eller relativitetsteorien. De dukker op af sig selv på uforudsigelige tidspunkter af uransagelige grunde. Eksemplerne er legio: Ørsteds opdagelse af elektromagnetiske felter, Intels opfindelse af computerchippen, opdagelsen af helicobacter-bakterien.

Men man behøver ikke engang gå så langt ud i videnskabshistorien for at finde eksempler på umiddelbart underlig innovation, der viser sig at fylde et hul. Min snart 20-årige halvbror gjorde mig forleden opmærksom på et fænomen på nettet, som jeg ikke kan lade være med at være lidt fascineret af. Fænomenet hedder Hot for Words.

Hot for Words er en internetsite med abonnement, hvor man – helt konkret – kan få stillet sin nysgerrighed efter etymologisk viden. Den er startet og drives af den 28-årige russiske lingvistikker Marina Orlova. Og hvis man synes, at det da lyder frygteligt kedelig og støvet, skal man prøve at klikke på linket. Orlova er den sære blanding af 1) en køn, storbarmet (og noget slutty) russisk blondine, der  2) forklarer engelske ord på en pædagogisk og klar måde. Hvis man for fem år siden havde spurgt en gennemsnitlig dansker – eller en almindelig politiker – om nettet ’burde’ bruges til den slags, havde svaret sandsynligvis været et rungende nej.

Men resultatet af Hot for Words, der for nylig faktisk passerede de 200.000 abonnenter, er at tusindvis af mennesker verden over har fået øjnene op for et ellers støvet område: Hvor kommer ordene fra? Sådan er det umuligt at forudsige, hvordan innovationer, der egentlig kan synes absurde, pludselig har virkninger vi ikke kunne forudsige! Se for eksempel Orlova forklare ordet ’capricious’ her.

Topøkonomer anbefaler skattelettelser

I de næste uger kommer resultater og anbefalinger fra en såkaldte Danmarks Konsensus, et projekt der er lavet i samarbejde mellem Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-institut og Politiken. Projektet går ud på at undersøge, hvad man bedst kan gøre for at møde udfordringer i den nærmere fremtid på en række områder. Og i går kom så den første analyse i form af en kronik i Politiken med et tilhørende baggrundspapir om, hvordan man bedste løser fremtidens finansierings- og arbejdsudbudsproblem.

Forfatterne er ikke hvem som helst. Af de tre er Jan Rose Skaksen professor på CBS og tidligere vismand, Jens Sand Kirk er fuldmægtig og Peter Stephensen er forskningsleder ved DREAM-modellen i det Økonomiske Råd. Deres konklusioner er klare. Selv med det, der i baggrundsnotatet ligner nogle meget venlige antagelser omkring offentlige investeringer, giver en krone brugt på sådan nogen kun borgerne en indkomstfremgang på 1,28 kroner, mens en krone brugt på skattelettelser i toppen giver 1,98 kroner (læs her). Grunden er, som vi har skrevet om før, at lettelser i den marginale skattesats medfører et større arbejdsudbud. Igen skal det her med, at Skaksen og hans team opererer med en indkomstelasticitet på 0,1, altså dermed et ret konservativt bud, der er væsentligt mindre end de 0,3-0,4 som analyser af den svenske reform i 90erne har peget på.

Så selv med antagelser, der er meget venligt stemt overfor offentlige investeringer (en række studier finder faktisk at mere offentligt forbrug er direkte skadeligt for væksten på langt sigt) er skattelettelser stadig væsentligt mere effektive, så snart man kommer ud over en tidshorisont op et par år. Og hvordan bliver den besked så modtaget i den danske andedam? Svaret er – som forventet. AE-rådet hævder hårdnakket overfor TV2, at offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur giver samme effekt som skattelettelser (læs her). Socialdemokraternes Nick Hækkerup gik et skridt videre på TV2-News i et nærmest pinligt interview, hvor hans svar var, at ’man kan jo forestille sig’ at danskerne alligevel bliver hjemme og ikke vælger at arbejde mere. Hækkerup, der tidligere har benægtet eksistensen af dynamiske effekter, gentog dermed kunststykket at benægte meget forsigtige analyser baseret på fakta.

Man kan begynde at spørge sig selv, om to ting. For det første, hvordan de næste analyser fra Danmarks Konsensus vil blive modtaget. Vil det blive med samme foragt for grundig sagkundskab? Og for det andet, hvad et er for et udgangspunkt, en eventuel, fremtidig S-regering vil basere sin finanspolitik på. Begge spørgsmål peger frem mod svar, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Mens Bernanke mener at have set lyset……

Ifølge FEDs præsident Bernanke har vi muligvis ramt bunden (eller rettere USA har ramt bunden) og har ser lys for enden af tunnellen ifølge pressen, se bl.a. her. Det kan der dog være delte meninger om, omend økonomen Peter Schiffs håb om at denne krise en gang for alle vil gøre op med Keynes ideer nok er temmelig “optimistisk”. 

Til gengæld vil jeg gerne anbefale de der ikke har set hans foredrag ”Why the meltdown should have surprised no one” fra d. 13. marts i år afsætter den time det tager. For de der ikke kender til Peter Schiff, skal det medtages, at han i hvert fald ikke var overrasket, hvilket også har gjort ham til lidt af en kultfigur på Youtube, hvor en række videoer illustrerer reaktionerne på hans advarsler igennem de seneste år, se bl.a. “Peter was right“. Ret skal være ret, han var bestemt ikke den eneste, her skal blot nævnes The Economist og Paul Volkner, Greenspan og Bernankes forgænger som præsident i FED, og der er mange flere (men kun få politikere).

For en en anden og mere global indgang til krisen (Peter Schiff er meget USA-centreret) vil jeg anbefale Niall Fergusons foredrag på Hoover Institute, “Geopolitical Consequences of the Credit Crunch“. En del vil formentlig kende Niall Ferguson fra serien “Ascent of Money” om den finansielle historie, der blev sendt på DR2 for et par måneder siden. flere af seriens afsnit kan ses her. For de der ikke har set serien, vil jeg varmt anbefale at gøre det.  

I foredraget er måske især afsnittet om det særlige forhold mellem USA og Kina (Chimarica) er “alle pengene” værd, mens hans pointe om at det IKKE bliver USA der kommer til at “betale” den største pris er værd at huske på.

Endelig vil jeg gerne gøre lidt reklame for Lasse Christensen Dyrbyes temasider om den østrigske skole og “Den store depression og andre kriser“.

Med ovenstpående og gårsdagens indlæg med links til foredrag af Jeffrey Sachs og William Easterly skulle der vist ikke være nogen grund til at kede sig, selv om vejret muligvis ikke opfordrer til udendørsaktiviteter i den kommende weekend – eller man bare gerne vil blive lidt klogere.

Og hvis nogen spørger mig om hvad der vil ske i de kommende år, vil svaret fortsat være, “at jeg håber at monetaristerne har en pointe, men frygter at den østrigske skole har ret”.

"Big Plans, Big Flops" – mere om Jeffrey Sachs, William Easterly og udviklingsbistand

En af de tilbagevendene emner her på bloggen er, hvad vi kan kalde udviklingsøkonomi – hvor spørgsmålet ofte er om ulandshjælp overhovedet nytter – , se Christian Bjørnskovs seneste indlæg om emnet,  “er ulandshjæpen slet ikke effektiv?“, der adstedkom ganske mange kommentarer.

På den internationale scene står to økonomer helt centralt, Jeffrey Sachs – “De store planer og de rigtige meningers yngling” og “mørkemanden” William Easterly, der er hinandens modsætninger i udviklingsdebatten – som også påpeget her.

I en kommentar til sit eget indlæg om bistandens manglende effektivitet omtaler Christian Jeffrey Sachs udvikling fra en yderst aktiv forsker i 1980erne til hans status i dag som “de rigtige mennesker med de rigtige meningers” ynglingsøkonom med ordene “han har ikke lavet forskning i årevis og er blevet meget underlig”.

Nu tror jeg egentlig ikke at Jeffrey Sachs har ændret sig meget i de mellemliggende år, det har til gengæld debatten – og Sachs placering.

I 1980erne var man en “sort” økonom vis man insisterede på kedelige ting som ansvarlig offentlig finanspolitik. Med andre ord var man en “neoliberalist”, hvis man troede på det der i 1989 blev listet som “The Washington Concenus” – se f.eks. her. Hvis man mener at en tilslutning til Washington Consensus er ensbetydende med at man er neoliberalist, skal jeg hermed skynde mig at understrege, at så er Jeffrey Sachs neoliberalist. Som jeg tidligere har skrevet om, er det dog også helt forfejlet at betegne Washington Consensus som særlig “neoliberalistisk”.

En gennemgang af Sachs karriere kan ses i CBC Hottimes ca. 25 minutter lange video “Economist Jeffery Sachs on Africa, Poverty & Sweatshops”, hvor Sachs ironisk nok introduceres med et citat fra Bono, om at han (Sachs) mere er en ”Harlem preacher than a Boston bookworm” – hvilket vist skal læses som en kompliment fra Bonos side, stærkt troende som han er. Set fra undetegnedes vinkel siger det dog noget helt andet, nemlig en hel del mere end hvad måske godt er om, hvad der er det centrale i den internationale bistandsindustri – nemlig betydningen af religiøs tro og imperialisme. 

Ja man kan med rette argumentere for at den vestlige verdens ulandsbistand, de mange FN-hjælpeorganisationer inkl. verdensbanken mv. ligger i direkte forlængelse af den kristne religiøse del af 1800tallets imperialisme, som den bl.a. kommer til udtryk hos bevægelsen for ophævelsen af slaveriet og hos f.eks. den socialliberale John Stuart Mill, der helt klart hylder ideen om at vi (dengang i første omgang englænderne) havde/har en historisk mission der går ud på at civilisere de indfødte – i dag ville det nok mere omtales som at redde menneskeheden. 

Med andre ord er det helt forfejlet, hvis man alene gør udviklingsøkonomiske spørgsmål til et spørgsmål om hvorvidt man er ventreorienteret eller højreorienteret ud fra en traditionel politisk akse. På en sådan akse er f.eks. netop Jeffrey Sachs klart “højreorienteret” i en traditionel akse, hvilket hans tidligere indvolvering i f.eks. stabiliseringen af Bolivia i midten af 1980erne og senere Polen i begyndelsen af 1990erne viser med al tydelighed.  

Det der er afgørende er hans tro på FN – en tro han deler med f.eks. en Per Stig Møller og Connie Hedegård, og hans promovering af FNs millenium goals og andre “Big Plans” – Sachs er i dag først og fremmest at opfatte som en politisk figur med en stærk tro på hvad elite og planlægning kan gøre.

Overfor Jeffrey Sachs forestillinger (der forøvrigt i vid udstrækning deler fundament med f.eks. Bjørn Lomborgs “Copenhagen Consensus”) står så William Easterly, som også har været omtalt flere gange her på bloggen, senest i “tror gud på Jeffrey Sachs“.

Da Sachs udsendte sin “The end of poverty” udsendte Easterly “White Mans Burden”. For de der ikke har læst denne fremragende bog – og ikke mener at have tid til det, vil jeg anbefale, at man ser hans gennemgang her – og hvis man ønsker at kunne downloade præsentationen (varer ca. en time) kan man gøre det ved at gå ind på denne side (se også “tips og tricks” nedenfor). Her får man samtidig en god fremstilling af Sachs forestilinger.

En af Easterlys centrale pointer er, at de store og grandiøse planer, som netop FN-systemet er så glade for, oftest (altid?) ender som lige så store fiaskoer. Som han påpeger, kan man kalde det en skandale, at der ca. dør ca. 1,8 mio. børn om året af dehydrering der kunne være reddet ved en indsats på ca. 10 cent per barn. Men så det vel en endnu større skandale at man tror på et system og en planlægningstilgang, der på trods af at man i løbet af det sidste halve århundrede har brugt mere en 2 trillioner dollar stadig ikke er i stand til at fremskaffe udstyr til 10 cents per barn – og bliver ved med at satse på samme system.

Videoen med Easterly er oprindeligt lavet af google i en serie med en lang række forfattere. Samme google har også sikret os, at man kan se Jeffrey Sachs fortælle om alle de udfordringer vi står overfor hvis FN skal opfylde “The millenium goals”. Denne video kan ses og downloades her.

Og når jeg nu er ved William Easterly og udviklingsmuligheder, så vil jeg opfordre til at man også tager et kig på denne 10 minutter lange video fra CATO, hvor Easterly fremhæver, at den der nok havde mest ret omkring mulighederne for at fremme økonomisk udvikling er gode gamle Hayek, hvilket bestemt ikke altid er karrierefremmende at påpege.

TIPS TIL AT SE VIDEO FRA F.EKS. YOUTUBE PÅ EN BEKVEM MÅDE

Flere af de videor jeg har linket til i ovenstående er temmelig lange. Jeg finder det ikke videre behageligt at sidde og kigge – og ikke mindst lytte på et foredrag på min bærbare, hvis de varer meget mere end nogle minutter. Men det er der heldigvis råd for.

For det første er det muligt at hente de fleste videoer ned i mp4 format, hvorefter man f.eks. kan overfører dem til sin ipod, hvis man har en sådan  – og så kan man jo se, og nok mest høre foredrag mv. hvor og hvornår man lyster. Hvis man vil gøre det rigtigt behageligt for sig selv skal det selvfølgelig ses på en TV-skærm – så man også kan få glæde af evt. slides. I den forbindelse kan man f.eks. anvende en WD TV (koster ca. 700 kroner). Den afspiller stort set alle filformater og altså også mp4. – og så er den noget så dejligt som nem at anvende.

Mens videoer på “google video” kan hentes direkte, er det ikke muligt på youtube, men en nem løsning er at skrive kick foran youtube. Herefter kan man hente video i flere forskellige formater – bl.a. mp4.   

4. maj – to grunde til at huske dagen

I dag er det den fjerde maj, en dag der altid er blevet fejret i min familie. Som jeg håber alle danskere ved, blev BBCs danske nyhedsudsendelse halv ni om aftenen afbrudt klokken 20.36 med budskabet om, at ”Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og i Danmark, har overgivet sig” (hør budskabet her). Opvokset i Haderslev, et af de få steder i Danmark der trods ordrer blev gjort modstand 9. april, og med bedsteforældre i modstandsbevægelsen, betyder budskabet stadig noget meget virkeligt og personligt for mig, men som Helle Merete Brix og Farshad Kholghi skriver i 180 Grader i dag, bør dagen også bruges til at overveje de mange, der stadig er ufri (læs her). Brix og Kholghi peger naturligvis på ”ytringsfrihedens ofre” i den muslimsk-arabiske verden, men man behøver ikke se længere end til Europas baghave for at finde et Hviderusland, hvor friheden har ekstremt trange kår, og selv nationalregnskaber forfalskes. Rusland, som visse europæiske politikere er villige til at gå endda meget langt for at forsvare, er hurtigt på vej i den samme retning.

Den anden grund til at fejre dagen, er at det i dag er 30 år siden at Margaret Thatcher overtog Downing Street 10. Vores ven Niclas Berggren har i den forbindelse et glimrende indlæg på sin fine blog med det umulige navn Nonicoclolasos (læs her). Man kan for eksempel prøve at overveje, hvor relevant hendes kommentar om vækst er i de nuværende politiske omstændigheder: “Continuing benefits depend upon innovation. It is innovation which lies at the heart of economic progress, and only the free economy can provide the conditions in which it will flourish”. Thatchers benhårde politik, der i 80erne vandt hende mange fjender, bragte Storbritannien ud af årtiers økonomisk og politisk dødvande, og lagde grunden til det, Tony Blair endte med at kalde “Cool Britannia”. Hvis man nogensinde bliver i tvivl om, hvor effektive liberaliseringerne var, kan man jo tage en tur med British Airways. Berømt for sit næsten latterlige serviceniveau og store underskud i 70erne, er BA i dag et af de førende flyselskaber.

Mange glemmer ofte, hvor vigtig frihed i dens mange afskygninger er. Friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening – også om andres meninger – hænger ubrydeligt sammen. Om noget er det dén pakke af frihed, der har skabt den vestlige verdens succes. Danske politikere burde måske bruge den 4. maj til at minde sig selv i hinanden om budskabet, at magten hviler bedst i borgernes egne hænder.

Tror rygere ikke rygning skader? Joda

Det er næppe gået nogens næse forbi, at regeringen vil have at vi skal leve længere. I den forbindelse har de ikke blot rejst det store fy-flag, men endda nedsat en kommission, som har givet en laaang række anbefalinger til, hvordan staten skal styre borgerne til at leve længere, hvis de ikke selv vil. En af ideerne er naturligvis at stoppe rygning. Mange af os er ikke bare ved at have fået nok af detailstyring af vores privatliv, men ikke nok med det er Forbudskommissionens arbejde i nogle tilfælde baseret på tvivlsomme, og nogle gange faktuelt forkerte, grundlag.

Vores gode ven Niclas Berggren skrev forleden om et af disse tilfælde. Et hold amerikanske forskere fra Duke University og University of Michigan (sagt på jysk, ikke de værste steder at være) har undersøgt ideen om, at rygere ryger fordi de ikke ved, hvor skadeligt det er. Deres konklusioner er opsummeret i abstractet her:

While there are many reasons to continue to smoke in spite of its consequences for health, the concern that many smoke because they misperceive the risks of smoking remains a focus of public discussion and motivates tobacco control policies and litigation. In this paper we investigate the relative accuracy of mature smokers’ risk perceptions about future survival, and a range of morbidities and disabilities. Using data from the survey on smoking (SOS) conducted for this research, we compare subjective beliefs elicited from the SOS with corresponding individual-specific objective probabilities estimated from the health and retirement study. Overall, consumers in the age group studied, 50–70, are not overly optimistic in their perceptions of health risk. If anything, smokers tend to be relatively pessimistic about these risks. The finding that smokers are either well informed or pessimistic regarding a broad range of health risks suggests that these beliefs are not pivotal in the decision to continue smoking. Although statements by the tobacco companies may have been misleading and thus encouraged some to start smoking, we find no evidence that systematic misinformation about the health consequences of smoking inhibits quitting.

Man kan derfor stille spørgsmålet, hvorfor i alverden staten vil tillade sig at styre privat adfærd, der ikke bare giver nogle mennesker nydelse, men også synes fuldt og rationelt informeret. Og hvis nogen skulle være ved at være godt trætte af den socialistiske puritanisme, som samfundet synes ramt af, er her en opmuntring. The Daily Show har været i Sverige! Men det er en helt anden snak.

Er ulandshjælpen slet ikke effektiv?

Forskning i om og hvordan ulandsbistand virker har altid vækket nogle stærke følelser. Det gælder ikke mindst, når man skal levere det ærlige svar på spørgsmålet: Nå, hvor effektiv er bistanden så? Det bedste svar – dvs. det med størst opbakning i den empiriske vækstforskning – har nemlig i en årrække været, at den slet ingen effekt har. Med andre ord påvirker de mange milliarder hjælpedollars slet ikke ulandenes økonomiske udvikling. Sidst jeg optrådte offentligt med dette budskab, blev jeg efterfølgende omtalt som ”Martin Paldams uduelige proselyt” af en rasende foredragsdeltager, men hun kaldte mig i det mindste ikke nazist. Så her er resultaterne fra den sidste nye forskning på området.

Der er to anledninger til at kaste sig ud i endnu en omtale af det deprimerende faktum: 1) Chris Doucougliagos (Deakin University) og Martin Paldam (Aarhus Universitet) har netop opdateret deres metaanalyse af AEL – the Aid Effectiveness Literature; og 2) undertegnede har undersøgt sammenhængen mellem ulandshjælp og fattigdomsbekæmpelse på den kortere bane.

For at tage nummer 1 først, slog den danske ulandsekspert Martin Paldam for et par år siden pjalterne sammen med den græsk-australske ekspert i metaanalyse for at analysere ulandseffekt-litteraturen. Metaanalyse er det formelt kvantitative studie af hele litteraturer, en analysetype som kendes fra medicin, som er ved at vinde indpas i samfundsvidenskaberne. Metaanalyse er specielt smart når man har en stor bunke studier af samme emner, som man ønsker at uddrage essensen af. Paldam-Doucougliagos-teamet brugte det til at kunne sige med præcision, hvad man kan lære af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem ulandsbistand og økonomisk vækst.

Grunden til, at teamet valgte metaanalyse var blandt andet, at flere oversigtsartikler konkluderede, at ulandsbistand bidrager positivt til de fattigste landes vækst, men en del forskere (Paldam og mig selv inklusive) havde svært ved at se, hvordan man kunne uddrage dén konklusion af litteraturen. Og det græsk-australsk-danske partnerskabs analyser viste da også, at det kunne man faktisk ikke rigtigt af de 74 store studier på området. I tre separate analyser af den totale litteratur, som de to opsummerer i en ny artikel der udgives i Journal of Economic Surveys, blev konklusionen, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at ulandsbistand virker. De flinke mennesker (og det er ikke ironisk ment) ville dog ikke afvise noget, og kunne pege på, at nok var effekten ikke statistisk signifikant ved konventionelle niveauer, men den var dog positiv.

Siden Doucougliagos og Paldam sluttede deres litteratursøgning, er der dog kommet 32 nye, grundige studier af forholdet. De to præsenterede derfor en opdateret version af deres metaanalyse som inkluderer alle 106 publicerede studier ved den nyligt afholdte konference hos the European Public Choice Society (papiret kan findes her). Og desværre er konklusionen nu blevet en tand mørkere. Når man inkluderer de nye studier, falder gennemsnitseffekten. De to eksperter laver også det lille eksperiment, at de smider alle studier ud, der viser at hjælpen er direkte skadelig – dvs. alle estimater mindre end nul. Selv når man gør det og dermed implicit siger, at hjælp bare ikke kan skade, konkludere de at ”it is so small that it is of little practical importance”. Bundlinjen er, at i takt med at man har fået flere og bedre data, og mere præcise statistiske redskaber, er estimatet på hvor effektiv ulandsbistand er, faldet til et rundt nul.

Punkt nummer 2 i indledningen kommer fra et populært argument i ulandshjælpemiljøet: Det kan godt være at bistanden ikke skaber mere vækst, men hvis den når de fattigste kan den i det mindste skabe en mere lige fordeling af indkomsten og dermed afhjælpe fattigdom på den korte bane. Min artikel ” Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?”, der publiceres i Journal of Development Economics (den er online for abonnenter), fokuserer derfor på sammenhængen mellem indkomstfordeling og ulandshjælp i 88 ulande. Endnu en gang må man skuffes, hvis man havde håbet på et positivt resultat: Mens der ingen sammenhæng er i det almindelige uland, viser det sig at jo mere ulandsbistand et demokratiserende uland får, jo relativt mindre en andel tjener de fattigste. Med andre ord ser det ud til, at hvis eliten kommer til at sidde løsere i sadlen, skraber de til sig hvad de kan på resten af befolkningens bekostning. Og hvis et land får store mængder ulandshjælp, er der meget at skrabe til sig. Det glimrende site videnskab.dk’s omtale giver flere aspekter og kan læses her.

Læren af årtiers forskning i effekten af ulandsbistand er ikke, at vi skal give mere, at vi er blevet bedre til det, eller at vi skal stille bestemte krav – eller lade være med at stille krav. Det billede, der mere og mere udkrystalliseres er, at problemet ikke er den måde vi giver bistand på, men den måde den modtages på. Bistanden skaber simpelthen en række perverse politiske incitamenter og et par væsentlige økonomiske bivirkninger, som udraderer alle de ellers totalt set positive virkninger af de fleste enkeltprojekter. Milton Friedman og Peter Bauer advarede om problemet allerede i 50erne, men det kræver åbenbart bistandsfinansierede regimer som Mugabes, Mobutos eller Marcos for at åbne øjnene på mere almindelige mennesker. Og øjnene hos store opinionsdannere som Bono, Paven og Jeffrey Sachs er stadig hermetisk lukkede for hvad 40 års forskning har at bidrage med.

Tror Gud på Jeffrey Sachs?

På den glimrende diskussionsblog om ulandsbistand, AidWatch, har en af de helt store kanoner i debatten et indlæg i dag. William Easterly, professor ved New York University og kendt som ham, der sagde sin mening om tingene da han forlod Verdensbanken, spørger i et sædvanligt morsomt indlæg, om Gud tror på Jeffrey Sachs (læs her). Pointen er øjensynligt, at præsteskabet – selv i Easterlys egen kirke – er begyndt at omfatte Sachs stærkt teknokratiske og interventionistiske ideer om ulandsbistand. Sachs mener, at den bare skal fordobles og gives efter klare planer.

Som Easterly påpeger: ”This is really bad news: having a debate with Jeff Sachs is now a sin against God.” Som vi har skrevet om mange gange her på stedet, er det ikke just det glade budskab, der kommer ud af den empiriske litteratur om ulandsbistandens virkninger. Men hvornår har de frelste nogensinde bekymret sig om videnskab?