Som opfølgning på den seneste posting om venstredrejningen af MSM (se her), og mens vi venter på åbningen af 180grader.dk (her), kan vi fordrive tiden med et kig på BBC.
Tænk, en tidligere medarbejder med flere års ansættelse beskriver BBC som venstredrejet. Det var ellers BBC, som den tidligere direktør for DR beskrev som "regeringsvenlig" – men det var måske bare relativt set.
Læs selv her, mens vi venter.
Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.
Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.
Modellen bliver populært kaldt for ‘samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?
Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.
Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?
Så er påsken vel overstået, ferien er forbi, og dagligdagens pligter kalder igen. For mit vedkommende har der været lidt rigeligt ferie, da min computer for tredje gang på ni måneder brød sammen på vej hjem fra en konference. Det har derfor betydet endnu mere tid til skønlitteratur, avislæsning og den særlige feriedisciplin generel tom gloen ud i luften.
En af avishistorierne i påsken foråsagede faktisk lidt gloen – og en del tænken. Mere præcist var det en bid af Berlingskes søndagsintervire med Lotte Hansen – eks-spindoktor, konsulent, og fast medvirkende i DR2s 'Jersild og Spin'. I interviewet beretter hun om hvordan hun engang fik fortalt, at "alle damerne over 50 år" til et foredrag i Undervisningsministeriet havde kommenteret, at hun havde flade gummisko på. De havde ganske enkelt ikke hørt, hvad hun havde at sige, fordi hun "ikke havde haft højhælede sko på".
Hvorfor er det vigtigt at få at vide? Jo, fordi Lotte Hansen ikke er den eneste, der har oplevet ikke at blive taget alvorligt fordi hun ikke er klædt på efter en streng, stereotypisk forventning. de af læserne, der kender mig tilstrækkeligt godt, ved at jeg aldrig går med skjorte og slips – primært fordi jeg aldrig går med skjorte. Det skaber af og til absurde situationer ikke ulig den, Lotte Hansen var i til sit foredrag i Undervisningsministeriet.
Danskerne er sådan set ikke de værste – prøv at tage til en samfundsvidenskabelig konference og oplev der den negative korrelation mellem folks påklædnings-'kvalitet' og kvaliteten i den forskning, de præsenterer. Men selv mange danskere reagerer med skepsis, når man tropper op uden slips og måske endda . og ve, oh skræk - i et par jeans.Langt de fleste tør heldigvis hurtigt op, når det viser sig at det man siger ikke er helt tåbeligt. Dem, der er mindst tilbøjelige til at smide deres skepsis, falder dog i min erfaring i to særdeles uheldige grupper.
1) Politikere og ældre embedsmænd har de klareste forventninger til, atr man møder op i uniform. For det er det, udstyret jakkesæt og slips er for mænd, ligesom nederdel og højhælede er det for kvinder – en uniform. Desværre er det også de to grupper, der som oftest ville have mest gavn af at lytte med et åbent sind, og dermed følge med i, hvad der rører sig i samfundsvidenskaberne!
2) Den anden gruppe, der er utilbøjelig til at høre efter hvis man ikke møder i uniformen, er – desværre – borgerlige. Det er min helt tydelige erfaring, at dem jeg deler politisk side og generel livsanskuelse med. af en eller anden grund også ofte er dem, der er mindst liberale når det kommer til folks påklædning.
Deri ligger dilemmaet: Hvis folk ikke tager en alvorligt fordi man møder op i en mørk rullekrave, er det deres egen sag – det kan jeg ikke tage mig af. Men Lotte Hansens og mine erfaringer peger på en fundamental mangel på konsistens i mange borgerligt-liberales holdninger. Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.
Hvorfor har Lotte Hansen ikke højhælede på? Hvorfor kan Morten Albæk ikke tage sig samme og blive klippet? Hvorfor kan ham Bjørnskov ikke tage et slips på? Måske fordi vi håber, at folk fokuserer på indholdet i vores budskaber og lader vores tøj være et individuelt valg efter individuelle præferencer? Hvorfor folk alligevel har et så udtalt behov – særligt på min egen fløj, endda – for uniformer i det offentlige rum, undrer mig stadig. Svar udbedes!
En af grundende til vi i Danmark har en velfærdsstat med en stor offentlig sektor er en udbredt opfattelse af at visse samfundsområder og behov er for essentielle for borgernes ve og vel til at blive overladt til markedet, og at det ville være moralsk forkasteligt at tillade private at profitere herpå. Derfor spiller det offentlige så dominerende en rolle når det kommer til sundhed, ældreforsorg, social sikkerhed m.v.
Men det er bemærkelsesværdigt, at der et samfundsområde, der er helt essentielt for den menneskelige eksistens, hvor staten spiller en meget begrænset (direkte) rolle og hvor ingen rejser krav om statslig indblanding eller stiller spørgsmålstegn ved private aktørers profit: nemlig vores adgang til mad og drikke. Et mere basalt behov end at få stillet sin sult og tørst kan man næppe forestille sig. På trods af dette bliver danskernes behov herfor så godt som udelukkende tilfredsstillet af private aktører – supermarkeder, købmænd, slagtere, bagere, kiosker, restauranter, cafeer m.v. – hvis motivation ikke er et altruistisk ønske om at stille danskernes sult og tørst men at tjene penge herpå.
På trods af, at disse private aktører alene er motiveret af profit og derfor kræver betaling for deres ydelser, og på trods af at intet centralt offentligt organ sørger for, at mad og drikke bliver distribueret og fordelt til alle borgere og samfundsgrupper er der ikke en særlig udsat gruppe af svage danskere, der ikke har adgang til ordentlig mad. Tværtimod. Det er næppe forkert at sige at den fattigste dansker i dag har et større og mere varieret udvalg af mad og drikke – inklusiv eksotisk frugt og grønt fra hele verden – i lavprissupermarkeder, som Aldi og Netto end den rigeste konge eller adelsmand kunne drømme om for hundrede eller to hundrede år siden. Ovenstående er et godt eksempel på, at markedet også kan tilfredsstille vores mest basale behov og at kombinationen af muligheden for profit og konkurrence tilgodeser alle – ikke kun de rigeste – i samfundet, med overflod og billige priser til følge.
Men hvad ville der ske hvis staten tog over og "sikrede" at alle danskere fik mad og drikke. Ville staten kunne gøre det endnu bedre end markedet?
Paul Kennedys klassiker fra 1987 "The Rise and Fall og The Great Powers" giver – med udgangspunkt i Sovietunionen - et godt indblik i hvad der sker, når staten overtager fødevareproduktionen fra private aktører. Jeg citerer:
"The most critical weakness in the economy during the entire history of the Soviet Union has been agriculture, which is the more amazing when it is recalled that a century ago Russia was one of the two larges grain exporters in the world. Yet since the early 1970's it has needed to import tens of millions of tons of wheat and corn each year."
Det fremgår endvidere, at den kritiske situation i Sovjetunionen opstod på trods af, denne stat i 1980'erne brugte 30 % af sit budget på landbruget mod USA's 5%. Endvidere var 20% af USSRs arbejdsstyrke ansat i landbruget mod kun 3% i USA. For at opretholde befolkningens levestandard var USSR således nødt til at investere 78 milliarder dollars i landbruget, samtidig med at man subsidierede fødevarepriser med 50 milliarder dollars. Det medførte bl.a. den absurde situation at et pund kød, der kostede 4 dollars at producere blev solgt for 80 cent i de statslige supermarkeder, samt, at det var billigere for landmænd, at fodre deres besætninger med brød og tomater end uforarbejdet korn.
Hvad var – ifølge Kennedy – problemet?:
"By far the biggest problems are simply caused by the "socialization" of agriculture […] The denial of responsibility and initiative to the individual peasants is probably the single greates reason for disappointing yields, chronic inefficiencies, and enormous wastages."
Selvom sammenligningen mellem Danmark og Sovjetunionen måske kan forekomme lidt søgt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor afgørende forskel, der er på effektiviteten af en markedsøkonomi og en planøkonomi, og hvor stor effekt det har for det enkelte menneskes livskvalitet og værdighed. Disse lektioner er værd at komme i hu, når man diskuterer det offentlige versus markedets rolle på andre basale områder, som f.eks. sundhed og ældrepleje.
En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.
Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.
Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.
Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.
Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.
På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.
Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.
On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.
However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.
The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.
Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.
According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.
In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code
"prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".
The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.
The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.
However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report
"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".
The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that
"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".
Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.
The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.
Vi har på denne blog haft et vågent og kritisk øje til medierne, især den del af pressen, der foregiver at være borgerlig-liberal, men sjældent er det. Se f.eks. her.
Så meget mere trist er det, at en af de få journalister af den observans, Ole Birk Olesen, nu forlader Berlingske Tidende (omtalt her).
Gad vide, hvor mange af den slags, der nu er tilbage på avisen? Uden for redaktionen kan det næppe dreje sig om flere, end de kan tælles på en skeløjet slagters venstre hånd.
Det kræver mod at have den slags holdninger i en branche, der i så høj grad hylder den konforme venstredrejning, og OBO er da heller ikke typen, der sniger sig ud. Han har i Weekendavisen, Danmarks bedste avis, en artikel med den sigende titel: Pressen ser rødt.
Det er ikke kun af respekt for ophavsretten, at vi ikke vil citere artiklen, men også for at sikre, at I køber Weekendavisen, hvis I da ikke allerede gør det. Så gør det.
Som appetitvækker skal her kun citeres hans udgangssalut:
Summa summmarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.
Så sandt, så sandt.
Gad vide, om Berlingeren blot vil søge at ignorere det her, eller om de tør tage debatten op.
Der er jo rigeligt at tage fat på. Blandt godbidderne i de seneste dage kan nævnes en reportage om Falklandskrigen, hvor Thatchers enorme popularitet blev beskrevet som en følge af krigen og ikke som en konsekvens af hendes modstand mod den forstenede venstrefløj og de munkemarxistiske og arrogante fagforeninger. En "analyse" om, hvor visionær og klartskuende Chirac har været, og andre tilsvarende analyser om, hvordan det sande Europa er socialdemokratisk, at Sarkozy nok også er det, og at uviljen til at slås i Afghanistan skam ikke skyldes fejhed, men en slem amerikansk general, etc. ad nauseam.
Som påpeget af OBO er et af de ømme punkter den redaktionelle ledelsesret, eller rettere, manglen på samme. Det er ikke fordi, vi er blinde over for de problemer, som det vil give redaktionen på en dansk avis, hvis de pludseligt bad deres journalister om at vinkle deres historier på den måde, som avisen ønsker at fremstå på. Det vil med det samme blive udlagt som et grusomt overgreb på ytringsfriheden.
Men er den debat ikke værd at tage for de forskellige redaktioner rundt omkring? Det er jo en debat, de med sikkerhed vil vinde. For det burde ikke være svært at skære ud i pap, at ytringsfrihed er friheden fra indgreb fra Staten, men derimod ikke retten til frit at benytte et medie, man ikke selv ejer, men tværtimod arbejder for mod betaling.
Problemet er vel nærmere, om redaktionen efter at have vundet det opgør, kan finde nogen, der vil arbejde for dem. Efter Hovdabrekke-undersøgelsen er der kun 11 pct. af journalisterne, der i meget vid forstand kan kaldes borgerligt-liberale, og det er måske ikke nok til at fylde spalterne.
Det er måske fremtiden? De traditionelle medier (MSM) bliver i stadig højere grad et reservat af mere eller mindre venstreorienterede, mens den niche af den danske befolkning, som ikke er det (for tiden godt halvdelen af befolkningen) må vende sig til de nye medier, f.eks. Internettet.
Så kan de jo passende læse OBO's nye netavis (her).
Den amerikanske konservative kommentator Robert Novak (alias “The Prince of Darkness”) er enig med mig & Punditokraterne: D.v.s. Law & Order-skuespilleren, fhv. senator Fred D. Thompson rykker og kan rykke mere:
“I met Fred Thompson in 1974 as Howard Baker’s 31-year-old minority counsel on the Watergate investigation. I considered him cool, careful and conservative. He still is, and that is how he would run for president, which appears in the offing.”
Thompson ligger nu på ca. 10 pct. af stemmerne i meningsmålingsgennemsnittene hos RealClearPolitics. com, og hos Intrade.com handles han til knap 20, hvilket reelt er på niveau med McCain og klart foran alle andre Republikanske kandidater end Giuliani.
Selv den ene af Berlingske Tidendes to USA-korrespondenter er nu blevet opmærksom på Thompson–sådan cirka to uger efter vi skrev om ham her på stedet. Men de har jo også travlt med så meget andet vigtigt og seriøs journalistik.
Når jeg gør gældende, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable (som f.eks. her,og her) skal det selvfølgelig ikke forstås, som udtryk for en videnskabelig naturlov. Det er klart, at domstole i praksis kan pådømme hvilket som helt forhold der måtte blive forelagt dem, fra Nazi-Tyskland racelove til Saudi-Arabiens Shariah. Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.
Lad mig prøve at demonstrere ovenstående med et eksempel der – delvist – er hentet fra virkelighedens verden.
CEPOS har for nyligt foreslået at nedsætte dagpengeperioden fra 4 til 1 år. Det ville som udgangspunkt udgøre et indgreb i retten til social tryghed, herunder social forsikring, som beskyttet i artikel 9 i FNs Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Ville CEPOS' forslag så udgøre en krænkelse af artikel 9, hvis denne var juridisk bindende? Det kan ikke udelukkes. FNs Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har i en af dette organs – ikke bindende – fortolkninger af konventionen har anført, at når en socio-økonomisk rettigheder har noget en vis minimum standard, vil
"deliberate retrograde measures[…]require the most careful consideration and would need to be fully justified by reference to the totality of the rights provided for in the Covenant and in the context of the full use of the maximum available resources.
Betydningen heraf blev understreget da Tyskland under Gerhard Schröder i 2001 barslede med reformer af adgangen til offentlige ydelser. Komiteen udtalte følgende:
"The Committee is concerned that the State party's reformed social security, and the pension system under reform, do not take sufficiently into consideration the needs of families, women, elderly persons and the more disadvantaged groups in society". (Conclusions and recommendations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, Germany, U.N. Doc. E/C.12/1/Add.68 (2001).
Udover at være ekstremt nedsættende overfor kvinder, viser Komiteens anbefaling – hvis nogen skulle være i tvivl – at de socio-økonomiske rettigheder har rod i og er drevet af en socialistisk samfundsopfattelse, hvor den økonomiske kage er konstant og skal fordeles så ligeligt som muligt. Komiteen overvejer ikke om reformerne kunne føre til højere vækst og dermed mindre grad af arbejdsløshed for de omfattede eller andre dynamiske effekter.
Det er også værd at bemærke, at den social demokratiske Schröder regerings tiltag var ganske beskedne den tyske økonomis forfatning taget i betragtning.
Det er således svært at se hvordan en ambitiøs borgerlig-liberal regering skulle kunne få gennemført nogen som helst reformer i et europæisk velfærdsland, hvis Komiteens fortolkning skulle opfattes som juridisk bindende. Dermed bliver det også klart, at justiciable socio-økonomiske rettigheder er uforenelige med magtens tredeling og politisk pluralisme. En borgerlig-liberal vil konstant skulle kæmpe mod sagsanlæg fra borgere, hvis socio-økonomiske rettigheder er blevet indskrænket. Domstole der var forpligtet til at lægge de socio-økonomiske rettigheder til grund, som grundrettigheder, ville derfor ofte være tvunget til at erklære en borgerlig-liberal regerings politiske tiltag for forfatningsstridige/ i strid med menneskerettighederne og den lovgivende og udøvende magt på den ene side og dømmende magt på den anden side ville konstant være i kamp med hinanden.
Domstolene ville ikke sikre individets ret mod vilkårlige overgreb fra statsmagten – som de borgerlige og politiske rettigheder gør det – men derimod privilegier, som de øvrige medborgeres produktivitet skulle finansiere. Enhver demokrat fra SF til Dansk Folkeparti anerkender kernen i de borgerlige og politiske rettigheder som udgørende rammen for det liberale demokrati, hvorfor disse er politisk ukontroversielle. Den status vil de socio-økonomiske rettigheder aldrig kunne opnå uden samtidig at ødelægge det liberale demokrati.
Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.
Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.
Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.
Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).
Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.
Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.
Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.
Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.
De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?
Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.
Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?
Undertegnede har i en række debatdueller hos Ræson krydset klinge med Trine Pertou Mach fra SF.
Debatterne har hidtil handlet om Irak-krigen (modbydeligt emne), indvandring og senest menneskerettigheder, hvilken debat Berlingske var så storsindede at bringe et uddrag fra i dagens udgave.
Trine er et af de rareste mennesker man kan tænke sig, men vi er godt nok fundamentalt uenige om stort set alt, hvad der drejer sig om politik og samfundsforhold, hvilket har skinnet igennem i alle debatduellerne.
Det ærgerlige ved en debatduel á la ovennævnte er at den der får det sidste ord kan slutte med en konklusion eller betragtning, der forbliver uimodsagt. Dette er netop tilfældet med debatten vedrørende menneskerettigheder. Der er mange af pointerne, som kunne udvides og nuanceres men særligt et bestemt emne har jeg behov for at “svare” på, hvorfor jeg vil trætte denne blogs læsere hermed.
I et af mine indlæg gjorde jeg bl.a. gældende, at de kollektive socio-økonomiske rettigheder ikke er retlig anvendelige (justiciable) på samme måde som de borgerlige og politiske frihedsrettigheder.
Hertil opstillede Trine et par eksempler på, hvorledes socio-økonomiske rettigheder ifølge hende rent faktisk kunne anvendes af en domstol:
1) Et uland har underskrevet en handelsaftale med EU, hvori EU kræver, at ulandet skal skærpe sin patentlovgivning, så det ikke bliver lovligt at importere (billig) kopimedicin. Dette vil forringe adgangen til medicin i ulandet og forringe borgernes socio-økonomiske rettigheder betragteligt.
2) I et samfund ejer staten en række ejendomme, der er bygget for at tilgodese fattige menneskers behov for boliger. På et tidspunkt beslutter et politisk flertal, at boligerne skal privatiseres. En række beboere har så få penge, at de ikke er i stand til at købe boligerne selv og i stedet sælges de som investeringsobjekt til en investor. I sådanne tilfælde ville socio-økonomiske rettigheder sikre, at beboernes hjem ikke måtte gøres til genstand for spekulation og tvinge dem fra hus og hjem.
Heroverfor gjorde jeg bl.a. gældende, at
Hvorfor skal borgere i statsejede boliger stilles bedre end dem, der må gå fra privatejede hus og hjem på grund af en krise eller fyringer? Hvad med de millioner af mennesker, som i fremtiden vil lide af sygdomme og måske dø fordi den tvungne kopimedicin medfører færre investeringer i ny medicin? Positive rettigheder, som de socio-økonomiske, involverer ALTID valg mellem forskellige prioriteter, ønsker og krav, der ikke alle kan opfyldes. De må derfor afgøres efter fuldstændig vilkårlige principper – i praksis: politisk gunst – der ikke er en retsstat værdig. Dine eksempler på justiciabilitet er derfor intet andet end skabelsen af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe, som i din optik fortjener særbehandling i forhold til andre. Det er et fundamentalt opgør med den måske væsentligste menneskelige opdagelse, nemlig den formelle lighed for loven, som er det bærende princip for de borgerlige og politiske rettigheder.
Til hvilket Trine svarede:
Udmøntning af socioøkonomiske rettigheder til politisk praksis kan netop ske via lovgivning, jf. de eksempler jeg gav ovenfor. I den forbindelse er det lidt forstemmende, at du ikke anerkender, hvorledes en række stater, inkl. Danmark, er indrettet i dag. Mener du i fuld alvor, at Danmark ikke er en retsstat, fordi der udbetales SU og vi har en lejelov? Disse ting er nemlig, med dine ord “skabelse af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe”, der får særbehandling i forhold til andre. Med mindre idealet er et samfund, hvor alle tager vare på sig og sine, synes jeg med al respekt at du har argumenteret dig ud på tynd is.
Min fornemmelse er, at mange neutrale læsere umiddelbart vil opfatte Trines svar som en effektiv tilbagevisning af mit anbringende om, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable, idet Trines argumentation ofte anvendes af jurister.
Men argumentet er – efter min mening – en vildfarelse. Trine peger på, at der i Danmark er mange love, der varetager de hensyn, som de socio-økonomiske rettigheder tilsiger, herunder lejeloven og SU-loven. Men disse love og de rettigheder de skaber for folk har jo netop ikke status af menneske – eller grundrettigheder. De har med andre ord ikke højere rang end (anden) almindelig lovgivning og kan indskrænkes eller ophæves efter forgodtbefindende. Der er heller ikke grundlovs eller menneskeretlige bestemmelser der (af nogen domstol med jurisdiktion) vil kunne medføre, at indskrænkning eller ophævelse af sådanne love er grundlovs- eller menneskeretsstridige.
De privilegier – for privilegier er der tale om – som leje- og SU-loven skaber, er derfor mere tålelige end hvis de havde grund- eller menneskeretlig status, i hvilket tilfælde de udvalgte grupper, som måtte kunne støtte ret herpå dermed ville have sikret sig privilegier, som ikke eller kun vanskeligt ville kunne ændres. Vel at mærke privilegier, som de privilegerede de facto ville kunne kræve tilvejebragt af deres mindre privilegere medborgere. Derfor er det stærkt misvisende at kategorisere lejeloven, SU-loven, retten til pension m.v., som socio-økonomiske menneskerettigheder. Kynikeren vil selvfølgelig påpege, at ovennævnte love de facto ikke kan ændres på grund af de politiske omstændigheder, der gør sig gældende i en velfærdsstat. Det kan der være noget om, men det ændrer naturligvis ikke på de rent juridiske betragtninger.
Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen” (i Danmark) eller “New York Times læsende liberals” (i USA).
Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende. Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.
Jeg skal langt fra gøre gældende, at jeg selv er immun overfor tendensen til at fokusere på det negative. Det er jo så dejlig nemt at “bashe”. Men nemme løsninger bør være undtagelsen frem for reglen, i hvert fald hvis man rent faktisk har en ambition om at vinde gehør for de ideer man selv tror på.
Udfordringen for borgerlig-liberale må bestå i at fremhæve alle de positive aspekter af vores daglige liv, som overordnet set kan spores til den grad af individuel, økonomisk og politisk frihed vi trods alt nyder, ikke bare i Vesten, men også andre steder, hvor frihed så småt har vundet frem. Et godt eksempel på en, der mestrer dette er Johan Norberg, hvis entusiasme på den klassiske liberalisme vegne er utroligt smittende og givetvis har været medvirkende til at liberale ideer har vundet terræn i Sverige.
Et andet eksempel er Indur Goklany, der har skrevet bogen “The Improving State of the World: Why we’re living longer, Healthier and More Comfortable Lives on a Cleaner Planet”, som Reason Magazine omtaler i en artikel her.
Af omtalen fremgår det bl.a., at:
the 20th century saw the United States’ population multiply by four, income by seven, carbon dioxide emissions by nine, use of materials by 27, and use of chemicals by more than 100.
Yet life expectancy increased from 47 years to 77 years. Onset of major disease such as cancer, heart, and respiratory disease has been postponed between eight and eleven years in the past century. Heart disease and cancer rates have been in rapid decline over the last two decades, and total cancer deaths have actually declined the last two years, despite increases in population. Among the very young, infant mortality has declined from 100 deaths per 1,000 births in 1913 to just seven per 1,000 today.
These improvements haven’t been restricted to the United States. It’s a global phenomenon. Worldwide, life expectancy has more than doubled, from 31 years in 1900 to 67 years today. India’s and China’s infant mortalities exceeded 190 per 1,000 births in the early 1950s; today they are 62 and 26, respectively. In the developing world, the proportion of the population suffering from chronic hunger declined from 37 percent to 17 percent between 1970 and 2001 despite a 83 percent increase in population. Globally average annual incomes in real dollars have tripled since 1950. Consequently, the proportion of the planet’s developing-world population living in absolute poverty has halved since 1981, from 40 percent to 20 percent. Child labor in low income countries declined from 30 percent to 18 percent between 1960 and 2003.
Equally important, the world is more literate and better educated than ever. People are freer politically, economically, and socially to pursue their well-being as they see fit. More people choose their own rulers, and have freedom of expression. They are more likely to live under rule of law, and less likely to be arbitrarily deprived of life, limb, and property.
Social and professional mobility have also never been greater. It’s easier than ever for people across the world to transcend the bonds of caste, place, gender, and other accidents of birth. People today work fewer hours and have more money and better health to enjoy their leisure time than their ancestors.
Hvorfor går det så så meget bedre på jorden end de fleste af os tror?:
The proximate cause of improvements in well-being is a “cycle of progress” composed of the mutually reinforcing forces of economic development and technological progress. But that cycle itself is propelled by a web of essential institutions, particularly property rights, free markets, and rule of law. Other important institutions would include science- and technology-based problem-solving founded on skepticism and experimentation; receptiveness to new technologies and ideas; and freer trade in goods, servicesmost importantly in knowledge and ideas. In short, free and open societies prosper. Isolation, intolerance, and hostility to the free exchange of knowledge, technology, people, and goods breed stagnation or regression.
Hvis en overbevisning om kausalitet mellem velstand og økonomisk, politisk og individuel frihed – som Golky (og Johan Norberg) så blændende demonstrerer – var gængs blandt menigmand (og politikere), ville de tiltag, som (vi) borgerlig-liberale så ofte raser mod givetvis være langt færre. Det må være borgerlig-liberale debattørers fornemmeste opgave at søge at manifestere denne opfattelse hos vores medborgere, hvilket bedst sker via overbevisende argumenter frem for via en resignerende negativitet.
Den tidligere taleskriver for Ronald Reagan, for George H.W. Bush og–en gang eller to–for George W. Bush, Peggy Noonan (som jeg er en stor fan af og mange gange har citeret her på stedet), giver i sin faste klumme i dagens Wall Street Journal smæk til de nuværende Republikaneres administration af Reagans parti:
"[This past week's Time magazine cover] had a picture of Ronald Reagan with a tear drawn in, to illustrate a piece on the current Republican Party. Actually it was a good piece in that it suggested a simple truth:
The portion of the Republican Party that is based in and lives off the American capital has lost its way. They used to stand for conservative principles and now they stand for–well, whatever it is they stand for. I've written the past few years that the modern Democratic Party has been undone in part by its successes, that it achieved what it worked for in terms of Social Security, the safety net and civil rights, and that a great coalition has now devolved into a mere conglomeration of interest groups. I don't see why Time shouldn't similarly indict the Republicans. I think many of us would agree both parties seem like exhausted little volcanoes, and that they are driven more by hunger than belief.
The Time story turned the discussion again to Reagan and the shadow he casts, and that's what people are talking about: What would Reagan think, what would Reagan do? So let's posit the obvious. Reagan was great, a one-man hinge of history. He led and encouraged a national effort to rethink the relations of the individual and the federal establishment, to rethink what was owed to and legitimately expected of the state. He increased our security by increasing our strength and removing from the historical stage an evil ideology that had become an evil empire. "The Soviet Union fell." It didn't fall, somebody pushed it.
Here we should stop, for here things become confused. There seems to be a temperamental difference between the two parties regarding their heroes. Democrats are inspired by their greats (FDR, JFK) and spooked by their failures (McGovern, Carter). Republicans ignore their failures (who talks about Hoover?) and are spooked by their greats.
And when you're spooked by someone, or have been beaten by someone, resentment creeps in.
Democrats look back and think Reagan was magic, or rather had some strange and secret magic. The smile, the charm, the humor–that's why he looms! It was Mike Deaver and the balloons! It was his optimism! But Reagan never said he was optimistic. He wasn't "optimistic," he was faithful and practical. He said we could turn around the economy and beat communism. Then we did it. Which left everyone feeling optimistic.
Reagan should be an inspiration for every person in politics who stands for something at a cost and because it is right.
But he should inspire, he shouldn't demoralize. Republicans should stop allowing the media to spook them with his memory. Democrats should stop resenting him and dreaming up new reasons behind his success.
For Republicans especially he should be a reorienting memory. He was modern conservatism. If they are for more government, more spending, a more imposing state, what are they?
For Democrats he should function as a reminder that ideas and philosophy count, that they give politics meaning.Republicans should take heart from his memory but not be sunk in him or spooked by him. Life moves. Reagan's meaning cannot be forgotten. But where does it get you if it's 1885, and Republicans are pulling their hair out saying, "Oh no, we're not doing well. We could win if only we had a Lincoln, but they shot him 20 years ago!" That's not how serious people talk, and it's not how serious people think. You face the challenges of your time with the brains and guts you have. You can't sit around and say, "Oh what would Lincoln do?" For one thing it is an impractical attitude. Lincolns don't come along every day. What you want to do with the memory of a great man is recognize his greatness, laud it, take succor from it, and keep moving. You can't be transfixed by a memory. Hold it close and take it into the future with you.
…Doesn't matter what you call yourself, matters who you are. Reagan wasn't magic. He was serious, farsighted and brave about the great issues of his time. Republican candidates could try that. If they did, it would have a secondary benefit. They'd start respecting themselves instead of merely being full of themselves. This would help them stop being spooked."
Her på nippet til weekenden har vi den store fornøjelse at sige velkommen til en ny Punditokrat, Jonny Trapp Steffensen. Jonny er tidligere adjunkt i EU studier ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, men har fornylig forladt elfenbenstårnet til fordel for en større dansk erhvervsvirksomhed. Vi lender Jonny som en dygtig og tænksom fyr med spændende synspunkter, og glæder os til at læse hans indlæg i fremtiden!
De af os, som må placeres i den frihedsorienterede ende af det ideologiske spektrum, står nogle gange overfor et besynderligt paradoks, eller ihvertfald et dilemma: Vi afskyer ineffektivitet og spild i det offentlige–fordi det trods alt er borgernes penge og frihed, det går ud over. Men hvis vi hjælper til med at gøre det offentlige mere effektivt, så … Ja, fuldfør selv sætningen og tanken.
For at udtrykke dilemmaet i Ayn Randske termer: Skal man vælge at være en Hank Rearden, som tror på, at han kan gøre noget godt for sanmfundet (i hans tilfælde ved at være et moralsk og produktivt menneske i en verden, der er gået bananas), eller skal man være en John Galt, der arbejder på at "trække stikket ud" (uanset de kortsigtede konsekvenser)?
Problemet bliver naturligvis kun endnu større for de mange af os, som på den ene eller den anden måde ender i enten det offentlige som ansat eller som aktive i politik–eller for den sags skyld i tænketanke. Tag f.eks. udliciteringer: Det leder givetvis til en bedre udnyttelse af skattekronerne–men det er så skattekroner, som givetvis bliver brugt på noget andet snarere end skattelettelser (plus det skaber et nyt net af halv-private særinteressegrupper med en asymmetrisk interesse i en ekspansion af det offentlige, eller ihvertfald i at modarbejde en mindskelse). Eller tag skattevæsenet: Er det bedst, at dét er monstrøst ineffektivt og baseret på uigennemskuelige og arbitrære principper, eller at det er monstrøst effektivt og baseret på gennemskuelige og lidt mindre arbitrære principper? Skal man foretrække, at éns sagsbehandler i skattevæsenet er en tumpe eller et geni?
Jeg har ikke noget endegyldigt svar på dét dilemma, men vi er ved at være fremme ved dagens emne. Her kommer nemlig lidt genbrug fra min "Groft Sagt" i dagens Berlingske omhandlende den store, dyre kampagne, som SKAT p.t. kører for at få flere, bedre, højtuddannede medarbejdere, "der vil være med til at opbygge verdens førende skatteforvaltning og sikre en effektiv og retfærdig finansiering af fremtidens offentlige sektor" …:
Dyrt grin
De er nu lige godt nogle finurlige fætre derinde hos det upassende benævnte organ SKAT. De vil ikke bare gerne have nogle flere medarbejdere (og hvem vil ikke altid gerne det?) – nej de vil også vise, at de både har humoren og pengene til at annoncere efter nogle humoristiske medarbejdere. Så kan de få endnu mere gemytlig tant og fjas, for slet ikke at tale om pengene til at finansiere det med.
Vi taler naturligvis om den ganske dyre annoncekampagne med »personlige« annoncer fra SKAT, som i denne tid er svær at undslippe, og hvor man i noget, der skal ligne billet mrk.-rubrikker, søger efter 400 »udadvendte talknusere«, med »mod på samvær med ligesindede« og »udgangspunkt i ærlighed og nationaløkonomi« og »med interesse for store tal. Meget store«. »Foto-svar er ikke et krav«. Jo, jo, selvironien er tyktflydende og sofistikeret. Herfra hæftede vi os dog særligt ved en enkelt formulering, der enten afslører manglende selvironi, eller at der har sneget sig en enkelt lille anarkist ind i skattevæsenet: »Et sundt og afklaret forhold til økonomisk kriminalitet«.
Under alle omstændigheder er det som skatteborger en ganske særlig fornøjelse at se éns skattekroner blive anvendt så kreativt og produktivt – og så endda under en borgerlig-liberal regering. Man får næsten associationer til replikken i filmen »De Grønne Slagtere«, hvor Ole Thestrup beskriver hjortens sørgelige vej fra fritgående vildt til pølse: »Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr, og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter«.
Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.
Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!
Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.
Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.
Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.
Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.
Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:
1 1 2 2 4
1 1 1½ 1½ 6
Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.
Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at
“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”
Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.
Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.
Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.
Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:
Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?
Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi. Nu er der lidt nyt i sagen. Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:
Friday, March 16, 2007
Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder
By AISHA LABI
Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.
A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.
The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”
If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.
In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”
He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”
“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”
Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.
A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.
Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.
While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.
Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.
“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.
He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”
As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”
Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.
Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.
Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”
Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …
Årsdagen for befrielsen af Irak skal naturligvis også markeres her på bloggen.
Et hurtigt vue over MSM viser (igen), at Politiken er lidt mere positiv end Berlingske, der i sin tur er lidt mere positiv end public service. Det var vel en gang overraskende, men ikke mere.
Politiken har et interview med Mikkel Vedby Rasmussen, hvilket altid er interessant, bl.a. deres omtale af, hvordan meningsmålingen fra BBC er blevet negativt vinklet (naturligvis også i DR og TV2).
Berlingske er mere negativt vinklet, men deres USA-korrespondent er dog mere afbalanceret end den øvrige dækning. Der tales om 60.000 dræbte irakere, ikke de 650.000 man ser i visse kredse, og han nøjes ikke med at citere meningsmålingen fra BBC, men nævner også som en af de få herhjemme meningsmålingen fra Opinion Research Business. Det er da også en interessant meningsmåling, hvis positive resultater blev omtalt i The Times forleden som et "turning point" for Irak. Det var samme holdning, som en af vores medpunditokrater var fremme med før det.
De to sæt meningsmålinger er ikke helt ens, f.eks. er der forskellig holdning til, om de allierede skal blive eller ej, hvilket vel blot viser problemet med den slags undersøgelser. Her tror jeg mere på PIPA-undersøgelserne, hvor den seneste fra sep 06 viser et flertal for, at vi skal ud, hvilket skyldes øget tillid til egne militære kræfter. Men ingen af dem bekræfter billedet af et land i opløsning, tværtimod støtter de PIPA-undersøgelsens billede af en politisk moden befolkning, der støtter ideen om demokrati. Måske kan en for tidlig tilbagetrækning få demokratiet til at falde, men så er det tydeligvis ikke, fordi den arabiske befolkninng i Irak ønsker det, men fordi militserne og de øvrige terrorister får lov at vinde over befolkningsflertallet. Indtil videre klarer demokratiet sig.
Der er også omtale i medierne af det forhold, at de demokratiske reformer uden for Irak bliver rullet tilbage. Det er desværre sandt nok. Men lektien er vel så, at kun med trussel om militær magt kan vi få de lokale despoter til at lette på trykket. Så snart de fornemmer, at vi ikke kan magte et opgør, fortsætter de med undertrykkelsen. Diplomati og dialog hjælper åbenbart ikke.
Så point til Berlingske for at være mere nuanceret end normalt, selvom resten af dækningen var mere ensidig. Det var dog ikke helt så galt som i søndagsudgaven, hvor der over fire sider blev givet en klart negativ vurdering. Men hvis man læse omhyggeligt, blev det på tredje og næstside side nævnt en passant, at en dansk meningsmåling skulle have vist, at 40 pct. anser den danske indsats for en succes, mens kun 15 pct. deler mediernes holdning og kalder den en fiasko. Hvis jeg redigerede forsiden, havde det være nyheden. Men ledelsen vil åbenbart hellere nøjes med at skrive ledere gemt inde i avisens 2. sektion. Måske tror de, at det andet sælger bedre, måske tør de bare ikke andet?
I stedet kan jeg og I nyde Hitchens, der i fin form forklarer, hvorfor han stadig støtter indsatsen.