Ny chefredaktør på Berlingske

Af admin, den 17. april 2007. 24 svar

Her på bloggen vedkender vi os gerne en vis provinsialisme, hvilket især kommer til udtryk ved vores fokusering på Berlingske, en avis der udgives her i byen. Dette på trods af, at vores alfaderlige redaktør har sæde i Århus. Og det er så emnet for dagens medie-posting: spiller redaktøren en rolle, eller er vedkommende reduceret til en klummeskriver på linje med de andre, dog med nogle administrative opgaver som kan betinge en lidt højere løn?

I aftes blev det oplyst, at Niels Lunde og Elisabeth Rühne forlader chefredaktionen på Berlingske og afløses af Lisbeth Knudsen, der for kort tid siden forlod DR.

Vi er nok nogle stykker, der havde set frem til at læse nærmere i dagens avis, men den kom ikke, da journalisterne har nedlagt arbejdet, angiveligt i protest mod en omfattende spareplan. Ifølge talsmand Jesper Termansen er det især “hurtigheden og omfanget” af planen, der har oprørt folk. Man ville åbenbart have foretrukket en langsom og lille plan i stedet.

Man kan undre sig over denne strategi med at holde op med at arbejde i protest mod, at man skal holde op med at arbejde. For i lighed med de jævnlige arbejdsnedlæggelser hos DR giver det os brugere blot muligheden for at se på de mange andre mere eller mindre gratis medier, vi også har adgang til, og man kan da filosofere over, om man får noget for pengene. Og nej, som vi har nævnt det flere gange på denne blog (tryk på medier i øverste linje), så er den journalistiske dækning på Berlingske i deprimerende grad konform med det øvrige medieudbud fra Politiken, DR og gratisaviserne.

For at sammenfatte kritikken, synes Berlingskes borgeligt-liberale standpunkt alene at komme til udtryk i lederspalten (for det meste), i kulturstoffet (til en vis grad) og i Groft Sagt (jævnligt).

Spørgsmålet nu er, om valget af Lisbeth Knudsen vil ændre dette?

Et af de første spørgsmål er, om dette er et opgør med den forestilling, at journalistik er objektiv i betydningen frigjort fra subjektiv politisk indflydelse, sådan at der – som det er blevet hævdet om kunst – ikke findes en særlig politisk journalistik, men kun god og dårlig journalistik.

For en særdeles velargumenteret afvisning af dette standpunkt, se den tidligere Berlingske-medarbejder Ole Birk Olesens artikel i forrige nummer af Weekendavisen (omtalt her).

Fra Politiken er der muligvis tilløb til at støtte denne opfattelse. I hvert fald anser deres chefredaktør, han hedder vist Tøger Seidenfaden, at ansættelsen af Lisbeth Knudsen er modbeviset på, at DR og hun selv som tidligere leder herfor skulle have stået for en særlig venstreorienteret linje.

Nærlæser man hans kommentar, får man dog snarere indtryk af, at hans påstand dog ikke er, at Lisbeth Knudsen har stået for en borgerlig-liberal linje i DR, men derimod at hun er “professionel” og dermed hævet over politik.

Det er mit klare indtryk, herunder fra at have oplevet hende i flere forskellige sammenhænge, at det er helt korrekt. Hun er ganske givet super professionel og en dygtig journalistisk leder.

Det leder til et andet spørgsmål: Hvad kræves af en god chefredaktør ved en avis? I dette tilfælde en avis, der åbent bekender sig til en borgerlig-liberal linje i modsætning til DR, der for at sikre flowet af tvangsudskrevne midler fra borgerne må foregive at være enten “objektive” (vi kan ikke gribes i vinkling) eller “alsidige” (hvis vi kan gribes i vinkling, så hævder vi, at vi et eller andet sted i vores sendeflade også har vinklet til den modsatte side, og prøv så at modbevise det!).

Baseret på min personlige erfaring med en fortid som advokat skal jeg bekræfte, at det alene er et spørgsmål om professionalisme at kunne blive en god opportunist. Hvis Lisbeth Knudsen virkelig er professionel, og det tyder alt på, så kan hun faktisk godt løfte opgaven med at sikre, at Berlingske vinkler sine historier, sit valg af kilder etc., på en borgerlig-liberal måde, sådan at avisen får en profil for nyhedsanalyse og reportage, der adskiller sig fra Politiken og Information.

Spørgsmålet er blot: vil hun det?

Og selv hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, er næste spørgsmål: Vil medarbejderne acceptere det eller får vi flere af disse nærdødsoplevelser i form af arbejdsnedlæggelser?

Som med så mange andre spørgsmål, vil tiden give svar.

Wolfowitz i modvind

Af admin, den 17. april 2007. 7 svar

Vores dækning af Plame-sagen skyldtes ønsket om at give et korrigeret billede af en meget omtalt sag, hvor der blev lagt større vægt på fakta, end medierne normalt gør.

Problemet med den slags er, at så er der mange andre sager, man også burde dække.

Her er f.eks. et uddrag fra WSJ om Wolfowitz, der tilsyneladende er genstand for en klassisk framing. Efter at gennemgå noget så banalt som kilderne, hvilket de fleste MSM ikke lader sig forstyrre af, konkluderer avisen bl.a.:

Needless to say, none of this context has appeared in the media smears suggesting that Mr. Wolfowitz pulled a fast one to pad the pay of Ms. Riza. Yet the record clearly shows he acted only after he had tried to recuse himself but then wasn't allowed to do so by the ethics committee. And he acted only after that same committee advised him to compensate Ms. Riza for the damage to her career from a "conflict of interest" that was no fault of her own.

Based on this paper trail, Mr. Wolfowitz's only real mistake was in assuming that everyone else was acting in good faith. Yet when some of these details leaked to the media, nearly everyone else at the bank dodged responsibility and let Mr. Wolfowitz twist in the wind. Mr. Melkert, a Dutch politician now at the U.N., seems to have played an especially cowardly role.

Det bedste, man kan sige om dækningen i danske medier er, at den er på niveau med de øvrige europæiske MSM. Desværre.

President Thompson? III

Af Jacob Mchangama, den 16. april 2007. 2 svar

Vores tidligere redaktør har i et par poster (her og her) fulgt Fred Thompsons (mulige) præsidentkanditatur vinde momentum.

Nu har Weekly Standard også meldt sig i koret, som vurderer Fred Thompson som en seriøs (potential) republikansk præsidentkandidat.

Fred Thompson selv har heller ikke just lagt låg på spekulationerne. F.eks. havde han sidste uge et indlæg i Wall Street Journal.

I indlægget positionerer Thompson sig fint, som den manglende “Reagan kandidat”, som så mange republikanere skriger efter. Indlægget handler nemlig om de gavnlige virkninger af skattelettelser:

Now, as before, politicians are itching to fund their pet projects with the short-term revenue increases that come from tax hikes, ignoring the long-term pain they always cause. Unfortunately, the tax cuts that have produced our record-breaking government revenues and personal incomes will expire soon. Because Congress has failed to make them permanent, we are facing the worst tax hike in our history. Already, worried investors are trying to figure out what the financial landscape will look like in 2011 and beyond.

This issue is particularly important now because massive, unfunded entitlements are coming due as the baby-boom generation retires. We simply cannot afford higher taxes if we want an economy able to bear up under the strain of those obligations. And beyond the issue of our annual federal budget is the nearly $9 trillion national debt that we have not even begun to pay off.

To face these challenges, and any others that we might encounter in a hazardous world, we need to maintain economic growth and healthy tax revenues. That is why we need to reject taxes that punish rather than reward success. Those who say they want a “more progressive” tax system should be asked one question:

Are you really interested in tax rates that benefit the economy and raise revenue–or are you interested in redistributing income for political reasons?

Retorik som ovenstående har man selvfølgelig hørt mange gange før fra republikanere, der varmer op til valgkamp. Men ifølge ovennævnte artikel fra Weekly Standard er der måske noget om snakken. For da Thompson førte valgkamp i Tennessee var hans valgkamp baseret på:

a strong small-government–even antigovernment–message. “America’s government is bringing America down, and the only thing that can change that is a return to the basics,” he said. “We will get back to basics and make the sacrifices and once again amaze the world at how, in America, ordinary people can do very extraordinary things.” Thompson emphasized issues that would appeal to disaffected voters–making laws apply to the members of Congress who pass them; congressional pay raises; entitlement reform.

Det lyder ikke dårligt omend en “anti-government” politik, næppe kan gennemføres i andet end særdeles udvandet form, hvad enten en fremtidig Præsident Thompson skulle have en demokratisk eller republikansk domineret kongres at tøjle med. Dertil er der for mange politikere i begge partier der – i praksis – er mest interesserede i den sidste af de af Thompson opstillede valgmuligheder.

 

 

 

 

Norberg om den borgerlige EU-skizofreni

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2007. 7 svar

Johan Norberg – et af liberalismens og den sunde fornufts fyrtårne i Sverige – har i dag sammen med en række yngre svenske politikere et interessant indlæg i Expressen (læs her). Indlægget er ikke blot interessant, men også tankevækkende, specielt når man overvejer hvor ens Danmarks og Sveriges EU-politik er.

Norberg peger helt rigtigt på, at medlemskab i EU historisk har været en hjertesag for mange borgerlige politikere, men at det i dag er fælles for brede dele af det politiske spektrum. Men de selv samme politikere har i dag lidt af et forklaringsproblem overfor deres kernevælgere. Som han skriver. " Generationen borgerliga politiker som kämpade för EU-medlemskapet har inte förmått att förändra sin syn på samarbetet i takt med att EU ökat sin fokusering på att likrikta medlemsländerna och reglera näringslivet."

EU i dag er ikke det, Uffe Elleman så brændende ønskede os med i. Det er på mange områder i højere grad blevet en centraliseret og detailstyrende organisation, der som ethvert andet monopol ønsker ensretning af 'produktet' der leveres at de europæiske stater – medlemmerne af kartellet, om man vil. Ensretningen hedder bare 'standardisering', 'harmonisering', eller andre fraser som legal konvergens. Så mens hensigten fra starten var at øge konkurrencen på det interne marked, gør EU i dag i stigende grad det modsatte på det politiske marked. Man begrænser den institutionelle konkurrence, senest eksemplificeret ved den forfatningstraktat, som flere medlemsstater prøver at blæse nyt liv i.

For mit personlige vedkommende har Norberg fat i et helt centralt problem, når han taler om en generationskonflikt mellem borgerlige politikere – og for mig mellem borgerlige i det hele taget. Hans syn på problemet er, at for de ældre interesserede – politikere eller ej – har spørgsmålet altid været binært: Er du for eller imod EU? Men som det er nu, er der meget få, der er decideret imod tæt europæisk samarbejde som hensigten med EU var. Det betyder blot ikke, at man kan være særligt tilfreds med måden, samarbejdet udmøntes på, og de 'resultater' det giver. Norbergs løsning er ganske simpel: Regeringens Europa-politik må nødvendigvis laves om: "Ska generationsklyftan i borgerligheten övervinnas bör regeringen ta detta tillfälle att lansera en europapolitik som betonar öppenhet, suveränitet, frihandel och flexibel integration."

Det er ikke bare pjat, men dødelig alvor for Europas økonomiske velbefindende på langt sigt. Norberg pointerer som vi har gjort flere gange har på stedet, at Europas historiske teknologiske og økonomiske succes i meget høj grad beroede på, at kontinentet var delt mellem en lang række selvstændige stater, der konkurrerede som gale. Konkurrencen skabte incitamenter for individer, men også for stater til institutionel innovation, som førte til en stadig forbedring af retsvæsener, ejendomsret og senere hen også de demokratiske politiske systemer, som vi skatter så højt.

Det foruroligende i den europæiske udvikling er netop, at EU begrænser denne konkurrence. Dette forhold skaber absurde situationer. Selvom en række nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen i mange år har indset, at den fælles landbrugspolitik ikke blot skader ulandene, men også EU's egne borgere, og derfor burde afskaffes, er det ikke den enkelte stat der tager beslutningen, men derimod EU. Og så længe Frankrig med enkelte sydlige venner ikke vil af med landbrugsstøtten, er vi alle begrænset af den, og fattigere af den grund. Uden EU's magt på dette område kunne vi have afskaffet den for længe siden, og dermed vise vejen for Sydeuropa. Men uden denne mulighed er der per konstruktion ingen mulighed for institutionel læring på tværs af stater på vores kontinent.

Norberg og co. slutter derfor af med at konkludere, at "ska vi få mindre av politisk styrning och mer frihet för den enskilda människan måste EU:s makt rullas tillbaka." Det er unægteligt svært at være uenig. Derfor er det så meget desto vigtigere at tage et opgør med de ældre (i sind) politikere, for at få ryddet ideen af vejen, at man enten er med dem eller mod dem. Den holdning har sjældent bragt folk ret langt.

Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2007. 16 svar

Nogle gange skal man tage chancen og prøve noget anderledes. Hvis man lader være med at passe på, lærer man måske endda noget nyt. Så det var det, jeg gjorde i går. Ikke nok med at jeg som nationaløkonom har sneget mig med til MPSA – verdens næststørste politologikonference – men jeg valgte i går eftermiddags at tage til et panel, der handlede om den britiske 1800-tals samfundstænker John Stuart Mill.

Det var et farvel til formler og tal og et goddag til store, gamle tanker og ny gentænkning af dem. Jeg overlevede de første tre talere og fik så lov til at opleve Sujith Kumar fra London School of Economics og hans bud på, hvorfor Mills stivstikkeri ind imellem de liberale tanker måske ikke var så dumt og uliberalt alligevel. Sujiths idé er, at Mill muligvis har haft to niveauer i tankerne, da han skrev ‘On Liberty’.

Han demonstrerede det med et sjovt eksempel, der kun blev sjovere af at blive illustreret med pile ovenpå et foto af den gamle Mill. I den klassiske liberale tradition skal folk have frihed til at drikke øl, og lige så meget som de har lyst til. Mill bruger sit ‘Harm Principle’ som udgangspunktet for diskussionen: Individer skal have lov til at gøre alt, så længe det ikke direkte skader andre individer. Men mange bryder sig ikke om dette princip, og Mill selv var måske ikke helt konsistent – efter sigende syntes han for eksempel ikke alt for godt om homoseksualitet.

Selvfølgelig kan man argumentere ud fra en slags ‘samfundsnytte’ – som mange danske politikere for eksempel gør – men det bliver hurtigt absurd. Et dansk eksempel kunne være, at man burde begrænse tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsens frihed til at drikke store fadøl. Hans forbrug er sandsynligvis skadeligt for ham selv, og indebærer en byrde for det danske sundhedsvæsen – og måske endda et problem for Århus-borgerne. På samme vis kan man argumentere for, at min adgang til chokolade bør begrænses, fordi der er en reel risiko for at jeg i fremtiden bebyrder sundhedsvæsenet fordi jeg spiser for meget af ‘gudernes føde’.

Men for os alle vil disse drypvise indgreb blive absurde – hvor de end ender, og hvor man starter – og betyde et stort tab for alles frihed. Så hvorfor var Mill så personligt ambivalent? Sujiths forklaring er, at en genfortolkning af Mill afklarer hans mærkelige position. Mill argumenterer i hans optik for, at man på et første niveau skal have fuld frihed til at konsumere øl eller chokolade. Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget. Et andet af hans eksempler er ikke helt ved siden af, når man tænker på forskelle mellem Danmark og Sverige. Sujith forklarede nemlig, at de fleste kan være enige om, at racisme og racistiske holdninger og ytringer er forkerte. Det betyder bare ikke, at sagen ender der – man bør nemlig have frihed til at ytre visse holdninger. Denne frihed indebærer nemlig, at ‘samfundet’ får hvert individ til at reflektere over sin adfærd. Holdninger fører til adfærd – på det første niveau – men holdningerne kommer også et sted fra – det andet niveau.

Således bliver Mills fordømmelse af for eksempel homoseksualitet faktisk logisk konsistent med en liberal position. Som han skriver i On Liberty: “Human beings owe to each other to help to distinguish between the better and the worse”. En frihed til både at handle i overensstemmelse med sine egne holdninger og præferencer og diskutere, kritisere og fordømme andres adfærd fører netop til – ifølge manden fra London – at man reflekterer over, hvorfor racisme eller overdreven øldrikning er forkert. Dermed bliver folks holdninger udtryk for en ‘levende sandhed’ i stedet for ‘døde dogmer’.

Og for at komme til forskellen mellem Danmark og Sverige – og måske forskellen mellem frie vestlige borgere (både dem der er født her og andre) og indvandrere med fødderne solidt plantet i Mellemøstens mest tilbagestående støv – er Sujiths indsigter og tanker om Mills logisk konsistens og inkonsistens alt andet end fra det nittende århundrede. For hvorfor diskuterer vi danskere indvandring så frit og med en tone, som mange ikke rigtigt bryder sig om? Hvorfor gør de det ikke i Sverige? Tja, måske fordi Mills Harm Principle gælder i begge lande, men skellet mellem hvad der sker på andet niveau er markant? Sverige som samfund virker ikke i denne henseende – man tager holdninger osv. for givet og ender derfor med at lovgive om individuelt moralske forhold. Ligeledes gælder det netop, at nogle mellemøstlige muslimer nægter andre – og sig selv – adgang til at diskutere muslimsk/arabiske holdninger.

Dermed bliver megen islamisk lærdom og svenskeres holdning til for eksempel døde dogmer, mens de i Danmark enten er levende sandheder (racisme er skidt) eller døende misforståelser. På andre områder må man vel indrømme, at der er ting i Danmark, som er døde dogmer fordi vi netop ikke forstår at udnytte det, man hvis man strækker Mill (rigtigt, rigtigt) vidt kunne kalde andet-niveau-frihed. Nogle gange nytter det simpelthen at åbne for helt anderledes idéer og acceptere, at nogle af dem måske ikke er særligt nyttige endsige interessante. Nogle gange skal man lede udenfor lygtens skær efter sine bilnøgler. Man risikerer nemlig at finde mere end man ledte efter, så længe man har friheden til det. Og det ville gamle John Stuart Mill vel ikke have været uenig i, vel?

De andre medier – et kig på BBC

Af admin, den 12. april 2007. 1 svar

Som opfølgning på den seneste posting om venstredrejningen af MSM (se her), og mens vi venter på åbningen af 180grader.dk (her), kan vi fordrive tiden med et kig på BBC.

Tænk, en tidligere medarbejder med flere års ansættelse beskriver BBC som venstredrejet. Det var ellers BBC, som den tidligere direktør for DR beskrev som "regeringsvenlig" – men det var måske bare relativt set.

Læs selv her, mens vi venter.

Sanders samlebåndsmodel for forskning

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2007. 7 svar

Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.

Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.

Modellen bliver populært kaldt for ‘samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?

Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.

Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?

Hvem har brug for uniformering?

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2007. 19 svar

Så er påsken vel overstået, ferien er forbi, og dagligdagens pligter kalder igen. For mit vedkommende har der været lidt rigeligt ferie, da min computer for tredje gang på ni måneder brød sammen på vej hjem fra en konference. Det har derfor betydet endnu mere tid til skønlitteratur, avislæsning og den særlige feriedisciplin generel tom gloen ud i luften.

En af avishistorierne i påsken foråsagede faktisk lidt gloen – og en del tænken. Mere præcist var det en bid af Berlingskes søndagsintervire med Lotte Hansen – eks-spindoktor, konsulent, og fast medvirkende i DR2s 'Jersild og Spin'. I interviewet beretter hun om hvordan hun engang fik fortalt, at "alle damerne over 50 år" til et foredrag i Undervisningsministeriet havde kommenteret, at hun havde flade gummisko på. De havde ganske enkelt ikke hørt, hvad hun havde at sige, fordi hun "ikke havde haft højhælede sko på".

Hvorfor er det vigtigt at få at vide? Jo, fordi Lotte Hansen ikke er den eneste, der har oplevet ikke at blive taget alvorligt fordi hun ikke er klædt på efter en streng, stereotypisk forventning. de af læserne, der kender mig tilstrækkeligt godt, ved at jeg aldrig går med skjorte og slips – primært fordi jeg aldrig går med skjorte. Det skaber af og til absurde situationer ikke ulig den, Lotte Hansen var i til sit foredrag i Undervisningsministeriet.

Danskerne er sådan set ikke de værste – prøv at tage til en samfundsvidenskabelig konference og oplev der den negative korrelation mellem folks påklædnings-'kvalitet' og kvaliteten i den forskning, de præsenterer. Men selv mange danskere reagerer med skepsis, når man tropper op uden slips og måske endda . og ve, oh skræk - i et par jeans.Langt de fleste tør heldigvis hurtigt op, når det viser sig at det man siger ikke er helt tåbeligt. Dem, der er mindst tilbøjelige til at smide deres skepsis, falder dog i min erfaring i to særdeles uheldige grupper.

1) Politikere og ældre embedsmænd har de klareste forventninger til, atr man møder op i uniform. For det er det, udstyret jakkesæt og slips er for mænd, ligesom nederdel og højhælede er det for kvinder – en uniform. Desværre er det også de to grupper, der som oftest ville have mest gavn af at lytte med et åbent sind, og dermed følge med i, hvad der rører sig i samfundsvidenskaberne!

2) Den anden gruppe, der er utilbøjelig til at høre efter hvis man ikke møder i uniformen, er – desværre – borgerlige. Det er min helt tydelige erfaring, at dem jeg deler politisk side og generel livsanskuelse med. af en eller anden grund også ofte er dem, der er mindst liberale når det kommer til folks påklædning.

Deri ligger dilemmaet: Hvis folk ikke tager en alvorligt fordi man møder op i en mørk rullekrave, er det deres egen sag – det kan jeg ikke tage mig af. Men Lotte Hansens og mine erfaringer peger på en fundamental mangel på konsistens i mange borgerligt-liberales holdninger. Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.

Hvorfor har Lotte Hansen ikke højhælede på? Hvorfor kan Morten Albæk ikke tage sig samme og blive klippet? Hvorfor kan ham Bjørnskov ikke tage et slips på? Måske fordi vi håber, at folk fokuserer på indholdet i vores budskaber og lader vores tøj være et individuelt valg efter individuelle præferencer? Hvorfor folk alligevel har et så udtalt behov – særligt på min egen fløj, endda – for uniformer i det offentlige rum, undrer mig stadig. Svar udbedes!

Når markedet tilfredsstiller basale behov

Af Jacob Mchangama, den 8. april 2007. 28 svar

En af grundende til vi i Danmark har en velfærdsstat med en stor offentlig sektor er en udbredt opfattelse af at visse samfundsområder og behov er for essentielle for borgernes ve og vel til at blive overladt til markedet, og at det ville være moralsk forkasteligt at tillade private at profitere herpå. Derfor spiller det offentlige så dominerende en rolle når det kommer til sundhed, ældreforsorg, social sikkerhed m.v.

Men det er bemærkelsesværdigt, at der et samfundsområde, der er helt essentielt for den menneskelige eksistens, hvor staten spiller en meget begrænset (direkte) rolle og hvor ingen rejser krav om statslig indblanding eller stiller spørgsmålstegn ved private aktørers profit: nemlig vores adgang til mad og drikke. Et mere basalt behov end at få stillet sin sult og tørst kan man næppe forestille sig. På trods af dette bliver danskernes behov herfor så godt som udelukkende tilfredsstillet af private aktører – supermarkeder, købmænd, slagtere, bagere, kiosker, restauranter, cafeer m.v. – hvis motivation ikke er et altruistisk ønske om at stille danskernes sult og tørst men at tjene penge herpå.

På trods af, at disse private aktører alene er motiveret af profit og derfor kræver betaling for deres ydelser, og på trods af at intet centralt offentligt organ sørger for, at mad og drikke bliver distribueret og fordelt til alle borgere og samfundsgrupper er der ikke en særlig udsat gruppe af svage danskere, der ikke har adgang til ordentlig mad. Tværtimod. Det er næppe forkert at sige at den fattigste dansker i dag har et større og mere varieret udvalg af mad og drikke – inklusiv eksotisk frugt og grønt fra hele verden – i lavprissupermarkeder, som Aldi og Netto end den rigeste konge eller adelsmand kunne drømme om for hundrede eller to hundrede år siden. Ovenstående er et godt eksempel på, at markedet også kan tilfredsstille vores mest basale behov og at kombinationen af muligheden for profit og konkurrence tilgodeser alle – ikke kun de rigeste – i samfundet, med overflod og billige priser til følge.

Men hvad ville der ske hvis staten tog over og "sikrede" at alle danskere fik mad og drikke. Ville staten kunne gøre det endnu bedre end markedet?

Paul Kennedys klassiker fra 1987 "The Rise and Fall og The Great Powers" giver – med udgangspunkt i Sovietunionen - et godt indblik i hvad der sker, når staten overtager fødevareproduktionen fra private aktører. Jeg citerer:

"The most critical weakness in the economy during the entire history of the Soviet Union has been agriculture, which is the more amazing when it is recalled that a century ago Russia was one of the two larges grain exporters in the world. Yet since the early 1970's it has needed to import tens of millions of tons of wheat and corn each year."

Det fremgår endvidere, at den kritiske situation i Sovjetunionen opstod på trods af, denne stat i 1980'erne brugte 30 % af sit budget på landbruget mod USA's 5%. Endvidere var 20% af USSRs arbejdsstyrke ansat i landbruget mod kun 3% i USA. For at opretholde befolkningens levestandard var USSR således nødt til at investere 78 milliarder dollars i landbruget, samtidig med at man subsidierede fødevarepriser med 50 milliarder dollars. Det medførte bl.a. den absurde situation at et pund kød, der kostede 4 dollars at producere blev solgt for 80 cent i de statslige supermarkeder, samt, at det var billigere for landmænd, at fodre deres besætninger med brød og tomater end uforarbejdet korn.

Hvad var – ifølge Kennedy – problemet?:

"By far the biggest problems are simply caused by the "socialization" of agriculture […] The denial of responsibility and initiative to the individual peasants is probably the single greates reason for disappointing yields, chronic inefficiencies, and enormous wastages."

Selvom sammenligningen mellem Danmark og Sovjetunionen måske kan forekomme lidt søgt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor afgørende forskel, der er på effektiviteten af en markedsøkonomi og en planøkonomi, og hvor stor effekt det har for det enkelte menneskes livskvalitet og værdighed. Disse lektioner er værd at komme i hu, når man diskuterer det offentlige versus markedets rolle på andre basale områder, som f.eks. sundhed og ældrepleje.

 

 

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Curtailing Freedom of Speech: The Human Rights Council in Action (again)

Af Jacob Mchangama, den 5. april 2007. 4 svar

On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.
 

Hvem slukker lyset for den borgerlige presse?

Af admin, den 4. april 2007. 19 svar

Vi har på denne blog haft et vågent og kritisk øje til medierne, især den del af pressen, der foregiver at være borgerlig-liberal, men sjældent er det. Se f.eks. her.

Så meget mere trist er det, at en af de få journalister af den observans, Ole Birk Olesen, nu forlader Berlingske Tidende (omtalt her).

Gad vide, hvor mange af den slags, der nu er tilbage på avisen? Uden for redaktionen kan det næppe dreje sig om flere, end de kan tælles på en skeløjet slagters venstre hånd.

Det kræver mod at have den slags holdninger i en branche, der i så høj grad hylder den konforme venstredrejning, og OBO er da heller ikke typen, der sniger sig ud. Han har i Weekendavisen, Danmarks bedste avis, en artikel med den sigende titel: Pressen ser rødt.

Det er ikke kun af respekt for ophavsretten, at vi ikke vil citere artiklen, men også for at sikre, at I køber Weekendavisen, hvis I da ikke allerede gør det. Så gør det.

Som appetitvækker skal her kun citeres hans udgangssalut:

Summa summmarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

Så sandt, så sandt.

Gad vide, om Berlingeren blot vil søge at ignorere det her, eller om de tør tage debatten op.

Der er jo rigeligt at tage fat på. Blandt godbidderne i de seneste dage kan nævnes en reportage om Falklandskrigen, hvor Thatchers enorme popularitet blev beskrevet som en følge af krigen og ikke som en konsekvens af hendes modstand mod den forstenede venstrefløj og de munkemarxistiske og arrogante fagforeninger. En "analyse" om, hvor visionær og klartskuende Chirac har været, og andre tilsvarende analyser om, hvordan det sande Europa er socialdemokratisk, at Sarkozy nok også er det, og at uviljen til at slås i Afghanistan skam ikke skyldes fejhed, men en slem amerikansk general, etc. ad nauseam.

Som påpeget af OBO er et af de ømme punkter den redaktionelle ledelsesret, eller rettere, manglen på samme. Det er ikke fordi, vi er blinde over for de problemer, som det vil give redaktionen på en dansk avis, hvis de pludseligt bad deres journalister om at vinkle deres historier på den måde, som avisen ønsker at fremstå på. Det vil med det samme blive udlagt som et grusomt overgreb på ytringsfriheden.

Men er den debat ikke værd at tage for de forskellige redaktioner rundt omkring? Det er jo en debat, de med sikkerhed vil vinde. For det burde ikke være svært at skære ud i pap, at ytringsfrihed er friheden fra indgreb fra Staten, men derimod ikke retten til frit at benytte et medie, man ikke selv ejer, men tværtimod arbejder for mod betaling.

Problemet er vel nærmere, om redaktionen efter at have vundet det opgør, kan finde nogen, der vil arbejde for dem. Efter Hovdabrekke-undersøgelsen er der kun 11 pct. af journalisterne, der i meget vid forstand kan kaldes borgerligt-liberale, og det er måske ikke nok til at fylde spalterne.

Det er måske fremtiden? De traditionelle medier (MSM) bliver i stadig højere grad et reservat af mere eller mindre venstreorienterede, mens den niche af den danske befolkning, som ikke er det (for tiden godt halvdelen af befolkningen) må vende sig til de nye medier, f.eks. Internettet.

Så kan de jo passende læse OBO's nye netavis (her).

President Thompson? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2007. 12 svar

Den amerikanske konservative kommentator Robert Novak (alias “The Prince of Darkness”) er enig med mig & Punditokraterne: D.v.s. Law & Order-skuespilleren, fhv. senator Fred D. Thompson rykker og kan rykke mere:

“I met Fred Thompson in 1974 as Howard Baker’s 31-year-old minority counsel on the Watergate investigation. I considered him cool, careful and conservative. He still is, and that is how he would run for president, which appears in the offing.”

Thompson ligger nu på ca. 10 pct. af stemmerne i meningsmålingsgennemsnittene hos RealClearPolitics. com, og hos Intrade.com handles han til knap 20, hvilket reelt er på niveau med McCain og klart foran alle andre Republikanske kandidater end Giuliani.

Selv den ene af Berlingske Tidendes to USA-korrespondenter er nu blevet opmærksom på Thompson–sådan cirka to uger efter vi skrev om ham her på stedet. Men de har jo også travlt med så meget andet vigtigt og seriøs journalistik.

Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? II

Af Jacob Mchangama, den 2. april 2007. 6 svar

Når jeg gør gældende, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable (som f.eks. her,og her) skal det selvfølgelig ikke forstås, som udtryk for en videnskabelig naturlov. Det er klart, at domstole i praksis kan pådømme hvilket som helt forhold der måtte blive forelagt dem, fra Nazi-Tyskland racelove til Saudi-Arabiens Shariah. Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.

Lad mig prøve at demonstrere ovenstående med et eksempel der – delvist – er hentet fra virkelighedens verden.

CEPOS har for nyligt foreslået at nedsætte dagpengeperioden fra 4 til 1 år. Det ville som udgangspunkt udgøre et indgreb i retten til social tryghed, herunder social forsikring, som beskyttet i artikel 9 i FNs Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Ville CEPOS' forslag så udgøre en krænkelse af artikel 9, hvis denne var juridisk bindende? Det kan ikke udelukkes. FNs Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har i en af dette organs – ikke bindende – fortolkninger af konventionen har anført, at når en socio-økonomisk rettigheder har noget en vis minimum standard, vil

"deliberate retrograde measures[…]require the most careful consideration and would need to be fully justified by reference to the totality of the rights provided for in the Covenant and in the context of the full use of the maximum available resources.

Betydningen heraf blev understreget da Tyskland under Gerhard Schröder i 2001 barslede med reformer af adgangen til offentlige ydelser. Komiteen udtalte følgende:

"The Committee is concerned that the State party's reformed social security, and the pension system under reform, do not take sufficiently into consideration the needs of families, women, elderly persons and the more disadvantaged groups in society". (Conclusions and recommendations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, Germany, U.N. Doc. E/C.12/1/Add.68 (2001).

Udover at være ekstremt nedsættende overfor kvinder, viser Komiteens anbefaling – hvis nogen skulle være i tvivl – at de socio-økonomiske rettigheder har rod i og er drevet af en socialistisk samfundsopfattelse, hvor den økonomiske kage er konstant og skal fordeles så ligeligt som muligt. Komiteen overvejer ikke om reformerne kunne føre til højere vækst og dermed mindre grad af arbejdsløshed for de omfattede eller andre dynamiske effekter.

Det er også værd at bemærke, at den social demokratiske Schröder regerings tiltag var ganske beskedne den tyske økonomis forfatning taget i betragtning.

Det er således svært at se hvordan en ambitiøs borgerlig-liberal regering skulle kunne få gennemført nogen som helst reformer i et europæisk velfærdsland, hvis Komiteens fortolkning skulle opfattes som juridisk bindende. Dermed bliver det også klart, at justiciable socio-økonomiske rettigheder er uforenelige med magtens tredeling og politisk pluralisme. En borgerlig-liberal vil konstant skulle kæmpe mod sagsanlæg fra borgere, hvis socio-økonomiske rettigheder er blevet indskrænket. Domstole der var forpligtet til at lægge de socio-økonomiske rettigheder til grund, som grundrettigheder, ville derfor ofte være tvunget til at erklære en borgerlig-liberal regerings politiske tiltag for forfatningsstridige/ i strid med menneskerettighederne og den lovgivende og udøvende magt på den ene side og dømmende magt på den anden side ville konstant være i kamp med hinanden.

Domstolene ville ikke sikre individets ret mod vilkårlige overgreb fra statsmagten – som de borgerlige og politiske rettigheder gør det – men derimod privilegier, som de øvrige medborgeres produktivitet skulle finansiere. Enhver demokrat fra SF til Dansk Folkeparti anerkender kernen i de borgerlige og politiske rettigheder som udgørende rammen for det liberale demokrati, hvorfor disse er politisk ukontroversielle. Den status vil de socio-økonomiske rettigheder aldrig kunne opnå uden samtidig at ødelægge det liberale demokrati.   

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Om storkonflikter og vrangforestillinger

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2007. 26 svar

Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).

Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.

De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?

Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?

Socio-økonomiske rettigheder: justiciable eller ej?

Af Jacob Mchangama, den 27. marts 2007. 6 svar

Undertegnede har i en række debatdueller hos Ræson krydset klinge med Trine Pertou Mach fra SF.

Debatterne har hidtil handlet om Irak-krigen (modbydeligt emne), indvandring og senest menneskerettigheder, hvilken debat Berlingske var så storsindede at bringe et uddrag fra i dagens udgave.

Trine er et af de rareste mennesker man kan tænke sig, men vi er godt nok fundamentalt uenige om stort set alt, hvad der drejer sig om politik og samfundsforhold, hvilket har skinnet igennem i alle debatduellerne.

Det ærgerlige ved en debatduel á la ovennævnte er at den der får det sidste ord kan slutte med en konklusion eller betragtning, der forbliver uimodsagt. Dette er netop tilfældet med debatten vedrørende menneskerettigheder. Der er mange af pointerne, som kunne udvides og nuanceres men særligt et bestemt emne har jeg behov for at “svare” på, hvorfor jeg vil trætte denne blogs læsere hermed.

I et af mine indlæg gjorde jeg bl.a. gældende, at de kollektive socio-økonomiske rettigheder ikke er retlig anvendelige (justiciable) på samme måde som de borgerlige og politiske frihedsrettigheder.

Hertil opstillede Trine et par eksempler på, hvorledes socio-økonomiske rettigheder ifølge hende rent faktisk kunne anvendes af en domstol:

1) Et uland har underskrevet en handelsaftale med EU, hvori EU kræver, at ulandet skal skærpe sin patentlovgivning, så det ikke bliver lovligt at importere (billig) kopimedicin. Dette vil forringe adgangen til medicin i ulandet og forringe borgernes socio-økonomiske rettigheder betragteligt.

2) I et samfund ejer staten en række ejendomme, der er bygget for at tilgodese fattige menneskers behov for boliger. På et tidspunkt beslutter et politisk flertal, at boligerne skal privatiseres. En række beboere har så få penge, at de ikke er i stand til at købe boligerne selv og i stedet sælges de som investeringsobjekt til en investor. I sådanne tilfælde ville socio-økonomiske rettigheder sikre, at beboernes hjem ikke måtte gøres til genstand for spekulation og tvinge dem fra hus og hjem.

Heroverfor gjorde jeg bl.a. gældende, at

Hvorfor skal borgere i statsejede boliger stilles bedre end dem, der må gå fra privatejede hus og hjem på grund af en krise eller fyringer? Hvad med de millioner af mennesker, som i fremtiden vil lide af sygdomme og måske dø fordi den tvungne kopimedicin medfører færre investeringer i ny medicin? Positive rettigheder, som de socio-økonomiske, involverer ALTID valg mellem forskellige prioriteter, ønsker og krav, der ikke alle kan opfyldes. De må derfor afgøres efter fuldstændig vilkårlige principper – i praksis: politisk gunst – der ikke er en retsstat værdig. Dine eksempler på justiciabilitet er derfor intet andet end skabelsen af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe, som i din optik fortjener særbehandling i forhold til andre. Det er et fundamentalt opgør med den måske væsentligste menneskelige opdagelse, nemlig den formelle lighed for loven, som er det bærende princip for de borgerlige og politiske rettigheder.

Til hvilket Trine svarede:

Udmøntning af socioøkonomiske rettigheder til politisk praksis kan netop ske via lovgivning, jf. de eksempler jeg gav ovenfor. I den forbindelse er det lidt forstemmende, at du ikke anerkender, hvorledes en række stater, inkl. Danmark, er indrettet i dag. Mener du i fuld alvor, at Danmark ikke er en retsstat, fordi der udbetales SU og vi har en lejelov? Disse ting er nemlig, med dine ord “skabelse af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe”, der får særbehandling i forhold til andre. Med mindre idealet er et samfund, hvor alle tager vare på sig og sine, synes jeg med al respekt at du har argumenteret dig ud på tynd is.

Min fornemmelse er, at mange neutrale læsere umiddelbart vil opfatte Trines svar som en effektiv tilbagevisning af mit anbringende om, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable, idet Trines argumentation ofte anvendes af jurister.

Men argumentet er – efter min mening – en vildfarelse. Trine peger på, at der i Danmark er mange love, der varetager de hensyn, som de socio-økonomiske rettigheder tilsiger, herunder lejeloven og SU-loven. Men disse love og de rettigheder de skaber for folk har jo netop ikke status af menneske – eller grundrettigheder. De har med andre ord ikke højere rang end (anden) almindelig lovgivning og kan indskrænkes eller ophæves efter forgodtbefindende. Der er heller ikke grundlovs eller menneskeretlige bestemmelser der (af nogen domstol med jurisdiktion) vil kunne medføre, at indskrænkning eller ophævelse af sådanne love er grundlovs- eller menneskeretsstridige.

De privilegier – for privilegier er der tale om – som leje- og SU-loven skaber, er derfor mere tålelige end hvis de havde grund- eller menneskeretlig status, i hvilket tilfælde de udvalgte grupper, som måtte kunne støtte ret herpå dermed ville have sikret sig privilegier, som ikke eller kun vanskeligt ville kunne ændres. Vel at mærke privilegier, som de privilegerede de facto ville kunne kræve tilvejebragt af deres mindre privilegere medborgere. Derfor er det stærkt misvisende at kategorisere lejeloven, SU-loven, retten til pension m.v., som socio-økonomiske menneskerettigheder. Kynikeren vil selvfølgelig påpege, at ovennævnte love de facto ikke kan ændres på grund af de politiske omstændigheder, der gør sig gældende i en velfærdsstat. Det kan der være noget om, men det ændrer naturligvis ikke på de rent juridiske betragtninger.

Om den herskende borgerlig-liberale negativitet

Af Jacob Mchangama, den 25. marts 2007. 18 svar

Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen” (i Danmark) eller “New York Times læsende liberals” (i USA).

Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende.  Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.

Jeg skal langt fra gøre gældende, at jeg selv er immun overfor tendensen til at fokusere på det negative. Det er jo så dejlig nemt at “bashe”. Men nemme løsninger bør være undtagelsen frem for reglen, i hvert fald hvis man rent faktisk har en ambition om at vinde gehør for de ideer man selv tror på.

Udfordringen for borgerlig-liberale må bestå i at fremhæve alle de positive aspekter af vores daglige liv, som overordnet set kan spores til den grad af individuel, økonomisk og politisk frihed vi trods alt nyder, ikke bare i Vesten, men også andre steder, hvor frihed så småt har vundet frem. Et godt eksempel på en, der mestrer dette er Johan Norberg, hvis entusiasme på den klassiske liberalisme vegne er utroligt smittende og givetvis har været medvirkende til at liberale ideer har vundet terræn i Sverige.

Et andet eksempel er Indur Goklany, der har skrevet bogen “The Improving State of the World: Why we’re living longer, Healthier and More Comfortable Lives on a Cleaner Planet”, som Reason Magazine omtaler i en artikel her.

Af omtalen fremgår det bl.a., at:

the 20th century saw the United States’ population multiply by four, income by seven, carbon dioxide emissions by nine, use of materials by 27, and use of chemicals by more than 100.

Yet life expectancy increased from 47 years to 77 years. Onset of major disease such as cancer, heart, and respiratory disease has been postponed between eight and eleven years in the past century. Heart disease and cancer rates have been in rapid decline over the last two decades, and total cancer deaths have actually declined the last two years, despite increases in population. Among the very young, infant mortality has declined from 100 deaths per 1,000 births in 1913 to just seven per 1,000 today.

These improvements haven’t been restricted to the United States. It’s a global phenomenon. Worldwide, life expectancy has more than doubled, from 31 years in 1900 to 67 years today. India’s and China’s infant mortalities exceeded 190 per 1,000 births in the early 1950s; today they are 62 and 26, respectively. In the developing world, the proportion of the population suffering from chronic hunger declined from 37 percent to 17 percent between 1970 and 2001 despite a 83 percent increase in population. Globally average annual incomes in real dollars have tripled since 1950. Consequently, the proportion of the planet’s developing-world population living in absolute poverty has halved since 1981, from 40 percent to 20 percent. Child labor in low income countries declined from 30 percent to 18 percent between 1960 and 2003.

Equally important, the world is more literate and better educated than ever. People are freer politically, economically, and socially to pursue their well-being as they see fit. More people choose their own rulers, and have freedom of expression. They are more likely to live under rule of law, and less likely to be arbitrarily deprived of life, limb, and property.
Social and professional mobility have also never been greater. It’s easier than ever for people across the world to transcend the bonds of caste, place, gender, and other accidents of birth. People today work fewer hours and have more money and better health to enjoy their leisure time than their ancestors.

Hvorfor går det så så meget bedre på jorden end de fleste af os tror?:

The proximate cause of improvements in well-being is a “cycle of progress” composed of the mutually reinforcing forces of economic development and technological progress. But that cycle itself is propelled by a web of essential institutions, particularly property rights, free markets, and rule of law. Other important institutions would include science- and technology-based problem-solving founded on skepticism and experimentation; receptiveness to new technologies and ideas; and freer trade in goods, services—most importantly in knowledge and ideas. In short, free and open societies prosper. Isolation, intolerance, and hostility to the free exchange of knowledge, technology, people, and goods breed stagnation or regression.

Hvis en overbevisning om kausalitet mellem velstand og økonomisk, politisk og individuel frihed – som Golky (og Johan Norberg) så blændende demonstrerer – var gængs blandt menigmand (og politikere), ville de tiltag, som (vi) borgerlig-liberale så ofte raser mod givetvis være langt færre. Det må være borgerlig-liberale debattørers fornemmeste opgave at søge at manifestere denne opfattelse hos vores medborgere, hvilket bedst sker via overbevisende argumenter frem for via en resignerende negativitet.

Ugens citat: Noonan om Reagan og Republikanerne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. marts 2007. 17 svar

Den tidligere taleskriver for Ronald Reagan, for George H.W. Bush og–en gang eller to–for George W. Bush, Peggy Noonan (som jeg er en stor fan af og mange gange har citeret her på stedet), giver i sin faste klumme i dagens Wall Street Journal smæk til de nuværende Republikaneres administration af Reagans parti:

"[This past week's Time magazine cover] had a picture of Ronald Reagan with a tear drawn in, to illustrate a piece on the current Republican Party. Actually it was a good piece in that it suggested a simple truth: The portion of the Republican Party that is based in and lives off the American capital has lost its way. They used to stand for conservative principles and now they stand for–well, whatever it is they stand for. I've written the past few years that the modern Democratic Party has been undone in part by its successes, that it achieved what it worked for in terms of Social Security, the safety net and civil rights, and that a great coalition has now devolved into a mere conglomeration of interest groups. I don't see why Time shouldn't similarly indict the Republicans. I think many of us would agree both parties seem like exhausted little volcanoes, and that they are driven more by hunger than belief.

 The Time story turned the discussion again to Reagan and the shadow he casts, and that's what people are talking about: What would Reagan think, what would Reagan do? So let's posit the obvious. Reagan was great, a one-man hinge of history. He led and encouraged a national effort to rethink the relations of the individual and the federal establishment, to rethink what was owed to and legitimately expected of the state. He increased our security by increasing our strength and removing from the historical stage an evil ideology that had become an evil empire. "The Soviet Union fell." It didn't fall, somebody pushed it.

Here we should stop, for here things become confused. There seems to be a temperamental difference between the two parties regarding their heroes. Democrats are inspired by their greats (FDR, JFK) and spooked by their failures (McGovern, Carter). Republicans ignore their failures (who talks about Hoover?) and are spooked by their greats.

And when you're spooked by someone, or have been beaten by someone, resentment creeps in.

Democrats look back and think Reagan was magic, or rather had some strange and secret magic. The smile, the charm, the humor–that's why he looms! It was Mike Deaver and the balloons! It was his optimism! But Reagan never said he was optimistic. He wasn't "optimistic," he was faithful and practical. He said we could turn around the economy and beat communism. Then we did it. Which left everyone feeling optimistic.

Reagan should be an inspiration for every person in politics who stands for something at a cost and because it is right.

But he should inspire, he shouldn't demoralize. Republicans should stop allowing the media to spook them with his memory. Democrats should stop resenting him and dreaming up new reasons behind his success.

For Republicans especially he should be a reorienting memory. He was modern conservatism. If they are for more government, more spending, a more imposing state, what are they?
For Democrats he should function as a reminder that ideas and philosophy count, that they give politics meaning.

Republicans should take heart from his memory but not be sunk in him or spooked by him. Life moves. Reagan's meaning cannot be forgotten. But where does it get you if it's 1885, and Republicans are pulling their hair out saying, "Oh no, we're not doing well. We could win if only we had a Lincoln, but they shot him 20 years ago!" That's not how serious people talk, and it's not how serious people think. You face the challenges of your time with the brains and guts you have. You can't sit around and say, "Oh what would Lincoln do?" For one thing it is an impractical attitude. Lincolns don't come along every day. What you want to do with the memory of a great man is recognize his greatness, laud it, take succor from it, and keep moving. You can't be transfixed by a memory. Hold it close and take it into the future with you.
…

Doesn't matter what you call yourself, matters who you are. Reagan wasn't magic. He was serious, farsighted and brave about the great issues of his time. Republican candidates could try that. If they did, it would have a secondary benefit. They'd start respecting themselves instead of merely being full of themselves. This would help them stop being spooked."

Velkommen til ny Punditokrat

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2007. 1 svar

Her på nippet til weekenden har vi den store fornøjelse at sige velkommen til en ny Punditokrat, Jonny Trapp Steffensen. Jonny er tidligere adjunkt i EU studier ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, men har fornylig forladt elfenbenstårnet til fordel for en større dansk erhvervsvirksomhed. Vi lender Jonny som en dygtig og tænksom fyr med spændende synspunkter, og glæder os til at læse hans indlæg i fremtiden!