Vi har her på bloggen ofte klaget over den journalistiske kvalitet i MSM. Det er derfor med stor fornøjelse at vi kan bringe den korte nyhed, at Thomas Breitenbach Jensen og Ole Birk Olesen er ved at starte en netavis med et hårdt tiltrængt borgerligt tilsnit. I den forbindelse søger de også skrivestærke studenter. Interesserede læsere kan læse opslaget her. Herfra ønsker vi Thomas og Ole held og lykke.
Jeg er normalt ikke meget for underskriftsindsamlinger. Dels bryder jeg mig ikke om at gå i takt, heller ikke mentalt, dels frygter jeg altid, at indsamlerne vil misbruge min støtte.
Men der skal være plads til undtagelser, og denne gang forstår jeg til fulde baggrunden og støtter det.
Det angår en underskriftsindsamling til støtte for retssamfundet og imod de autonomes "krav" på særbehandling.
Her er den mail, som jeg modtog. Så er det op til jer, om I vil støtte:
Jeg har netop modtaget en e-mail som gjorde mig en anelse svær i kanten.Det var en underskriftsindsamling for at støtte de stakkels unge på Nørrebro. Ordlyden var "støt Ungeren og drag
Københavns kommune til ansvar!!! Bekæmp intolerancen, snæversynet, og Faderhusets gidseltagning af Nørrebro."Magen til sludder og vrøvl skal man alligevel lede længe efter. Af samme årsag har jeg nu oprettet en underskrifts-indsamling for at se hvad masserne mener om sagen. Der er lige nu 8.500 underskrifter for de unge, men jeg synes at det er vigtigere at støtte retssamfundet og især politiet, som altid er dem som tager skraldet for de såkaldte "unges", frustrationer. Jeg mener selv at høre til i gruppen 'unge', men det betyder ikke at jeg har ret til at smadre byen for 14 mio. kr. fordi jeg er utilfreds med udfaldet af en retssag. Det er uacceptabelt!! Er du enig i dette udsagn så skriv under og støt retssamfundet på http://www.visansvar.underskrifter.dk/index.php
En af de mest interessante og altid underholdende forskere at læse mere populære klummer og kommentarer af er den fabelagtige økonom Steven Landsburg, forfatter til den moderne klassiker og bestseller “The Armchair Economist”. Som vi tidligere har nævnt her på stedet, så skriver han fast for Slate.com, hvor han giver lænestols-økonomistiske forklaringer på dette eller hint, eller kommenterer andres forskning. Det er altid læsværdigt, som f.eks. denne klumme, “How the Web Prevents Rape”, fra for et par måneder siden, som er en indirekte opsang til udviklings-pessimisterne, der i internettet kun ser stigende problemer:
“Does pornography breed rape? Do violent movies breed violent crime? Quite the opposite, it seems.
First, porn. What happens when more people view more of it? The rise of the Internet offers a gigantic natural experiment. Better yet, because Internet usage caught on at different times in different states, it offers 50 natural experiments.
The bottom line on these experiments is, “More Net access, less rape.” A 10 percent increase in Net access yields about a 7.3 percent decrease in reported rapes. States that adopted the Internet quickly saw the biggest declines. And, according to Clemson professor Todd Kendall, the effects remain even after you control for all of the obvious confounding variables, such as alcohol consumption, police presence, poverty and unemployment rates, population density, and so forth.
OK, so we can at least tentatively conclude that Net access reduces rape. But that’s a far cry from proving that porn access reduces rape. Maybe rape is down because the rapists are all indoors reading Slate or vandalizing Wikipedia. But professor Kendall points out that there is no similar effect of Internet access on homicide. It’s hard to see how Wikipedia can deter rape without deterring other violent crimes at the same time. On the other hand, it’s easy to imagine how porn might serve as a substitute for rape.
If not Wikipedia, then what? Maybe rape is down because former rapists have found their true loves on Match.com. But professor Kendall points out that the effects are strongest among 15-year-old to 19-year-old perpetratorsthe group least likely to use such dating services.
Moreover, professor Kendall argues that those teenagers are precisely the group that (presumably) relies most heavily on the Internet for access to porn. When you’re living with your parents, it’s a lot easier to close your browser in a hurry than to hide a stash of magazines. So, the auxiliary evidence is all consistent with the hypothesis that Net access reduces rape because Net access makes it easy to find porn.
Next, violence. What happens when a particularly violent movie is released? Answer: Violent crime rates fall. Instantly. Here again, we have a lot of natural experiments: The number of violent movie releases changes a lot from week to week. One weekend, 12 million people watch Hannibal, and another weekend, 12 million watch Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit.
University of California professors Gordon Dahl and Stefano DellaVigna compared what happens on those weekends. The bottom line: More violence on the screen means less violence in the streets. Probably that’s because violent criminals prefer violent movies, and as long as they’re at the movies, they’re not out causing mischief. They’d rather see Hannibal than rob you, but they’d rather rob you than sit through Wallace & Gromit.
I say that’s the most probable explanation, because the biggest drop in crime (about a 2 percent drop for every million people watching violent movies) occurs between 6 p.m. and midnightthe prime moviegoing hours. And what happens when the theaters close? Answer: Crime stays down, though not by quite as much. Dahl and DellaVigna speculate that this is because two hours at the movies means two hours of drinking Coke instead of beer, with sobering effects that persist right on through till morning. Speaking of morning, after 6 a.m., crime returns to its original level.
What about those experiments you learned about in freshman psych, where subjects exposed to violent images were more willing to turn up the voltage on actors who they believed were receiving painful electric shocks? Those experiments demonstrate, perhaps, that most people become more violent after viewing violent images. But that’s the wrong question here. The right question is: Do the sort of people who commit violent crimes commit more crimes when they watch violence? And the answer appears to be no, for the simple reason that they can’t commit crimes and watch movies simultaneously.
Similarly, psychologists have found that male subjects, immediately after watching pornography, are more likely to express misogynistic attitudes. But as professor Kendall points out, we need to be clear on what those experiments are testing: They are testing the effects of watching pornography in a controlled laboratory setting under the eyes of a researcher. The experience of viewing porn on the Internet, in the privacy of one’s own room, typically culminates in a slightly messier but far more satisfying experiencean experience that could plausibly tamp down some of the same aggressions that the pornus interruptus of the laboratory tends to stir up.
In other words, if you want to understand the effects of on-screen sex and violence outside the laboratory, psych experiments don’t tell you very much. Sooner or later, you’ve got to look at the data.”
Kan man lide denne slags analyser, bør man naturligvis heller ikke undlade at læse David D. Friedman.
For noget tid siden lovede jeg at vende tilbage til Plame-sagen, og det gør jeg med denne kronik i dagens Berlinger.
Det er lidt sent, men Berlingeren var storsindet nok til at ville ofre en søndagsudgave på emnet, og det er værd at vente på. Til gengæld har de ændret titlen fra mit forslag “Pressen og Plame” til “Plame-sagen og journalistikkens lavpunkt”. Det er lidt mere gumpetungt, men de har vel gerne ville understrege, at min kritik går på medierne generelt og ikke kun på pressen. Det er sandt nok, selvom jeg nu stadig synes mit forslag var mere snappy.
En kronik må fylde 8.000 tegn inkl. mellemrum, og selvom det er mere, end man normalt har til rådighed i døgnets rejsestald, så er det ikke meget at rutte med. Der er således en del, som måtte skæres væk.
Bare for at nævne nogle få ting, der faldt bort under tekstbehandlingen: Hvorfor var det vigtigt, om det var Cheney eller CIA der havde sendt Wilson til Niger (for var det Cheney, havde han nok set Wilsons rapport, men han fik den aldrig at se, fordi Wilson blot bekræftede de i øvrigt delte opfattelser internt hos CIA). Hvilken rolle spillede de forfalskede dokumenter fra Niger (kan være spændende nok, ikke mindst fordi Wilsons forklaringer i Senatets 2004-rapport er uklare, men det var ikke relevant i forhold til Bush’ SOTU, dvs. tale til nationen, fra januar 2003, der henviste til de britiske efterretninger). Hvilke forbindelser var det, som briterne støtter deres opfattelse på (Hitchens har efterforsket det, men vi ved det ikke med sikkerhed, kun at det var velunderbyggede formodninger, der ikke havde noget med de forfalskede dokumenter at gøre, og som modsvarer Duelfer-rapporten), etc.
Der er heller ikke citater i kronikken, men kun et postulat om, at “mediernes” opfattelse kan sammenfattes som gjort. Men her er det let at finde citater, hvis nogen vil. Der er f.eks. flere gengivelser af, hvad Wilson “afslørede”. De går fra, at han klart afviste uran-påstanden, til det mere forsigtige, at han hverken kunne af- eller bevise det. Begge yderpunkter er faktuelt forkerte, da han som bekendt fandt, at Irak havde forsøgt sig, hvilket var en bekræftelse af Bush SOTU-tale.
Kronikken kommer som nævnt lidt sent, men til gengæld kommer den netop som DRs støtter har sat modangrebet ind mod regeringen for at få flere penge ved at postulere, at regeringen har lagt pres på DR. Der er således et interessant uddrag fra Chr. Nissens bog i gårsdagens Berlinger. Her omtaler han ikke bare Mikkelsens mail, men også, at DR og BBC var blandt de mere pro-krigs medier. Selv hvis man tror på den – og det er unægtelig et leap of faith – så synes hele denne manøvre kun at bekræfte, at medier, der betales af Staten, også bliver sårbar for pression fra Staten.
Men er løsningen så ikke at opgive public service-ideen og dermed undgå denne forkvaklede situation?
Man kan naturligvis også opbygge så stærke mure mellem Staten og DR, at ingen pression slipper igennem, og mediet virkelig kun styres af sine egne. Men vi har jo allerede en masse medier, der styres selvstændigt uden indblanding fra Staten. Den eneste forskel mellem dem og DR er, at de tjener deres penge selv ved at få deres kunder til at betale. Er public service-ideen virkelig skrumpet ind til et postulat om, at det er vigtigt at have en medievirksomhed, der ikke skal tjene til sit eget forbrug, men garanteres forsørgelse? Er der virkelig stadig nogle, der tror, at en virksomheds produktion bliver bedre af ikke at være afhængig af sine kunder? Erfaringerne fra socialismen fortæller os ellers det modsatte. Men det er måske også i den virkelighedsopfattelse, at vi skal finde public service-ideen?
Siden George Allens kampagne–og politiske karriere–imploderede så ynkeligt sidste år, har den del af det Republikanske Parti, der i mangel af bedre, bedst kan betegnes som “Reagan-fløjen” stået uden en naturlig kandidat. Nej, faktisk har man stået uden nogen kandidat. Det har fået mange til at se sig rundt omkring, for om der dog ikke kunne være nogen, man kunne stille op. Én, der ikke som McCain er sådan lidt småupålidelig, når det gælder statslig indblanding i økonomien. Én der ikke, som Giuliani, reelt er så ukonservativ, at det gør noget. Én der ikke, som Mitt Romney, er mormon. Og én der ikke–øvrige kvaliteter uberørt–som Newt Gingrich har omtrent lige så høje negative “ratings” som O.J. Simpson. Nå ja, og så gerne én, der er relativt kendt, ikke er en levebrødspolitiker, og er udbredt velllidt. En slags Reagan.
Om det er dét–en CABAL eller “talent contest” organiseret af Heritage Foundation m.fl.–der er ved at manifestere sig nu, skal jeg ikke kunne sige, men lige pludselig er der ved at tegne sig billedet af en mulighed, der ihvertfald er interessant.
Og så skifter vi lige emne–et øjeblik.
Jeg har i mere end et årti (faktisk siden jeg fulgte første sæson i USA i begyndelsen af 1990erne) været en inkarneret fan af den amerikanske krimi-koncern/serie “Law & Order” (som nu er den længst kørende serie i TV-historien). Ok, ikke alle “spin-offs” er lige gode–jeg er f.eks. ikke meget begejstret for “Law & Order: Special Victims Unit”, og “Law & Order: Trial By Jury” nåede aldrig at slå igennem. Men originalserien–også de gamle afsnit–er altid værd at se (igen og igen, som man kan næsten hver aften på Hallmark), og det samme er “Law & Order: Criminal Intent” med den fabelagtigt excentriske Vincent D’Onofrio (som Kanal 5 viser herhjemme–midt om natten). Og jeg var særligt glad for nogle sæsoner siden, da man til originalserien skulle finde en ny offentlig anklager. I et årti havde Steven Hill spillet rollen som den gamle sure District Attorney, og det havde han gjort perfekt. Derefter overtog Diane Wiest i en sæson eller to, men hun var ikke spor sej, og det lignende en gang “lad os prøve noget andet med en, der ikke er en gammel, hvid mand”. Og hvem tog de så? En erfaren skuespiller, der samtidig passede godt til rollen, fordi han er gammel advokat og ved, hvordan det er at stille op til valg: Den fhv. Republikanske senator Fred D. Thompson.
Det glædede mig særligt, fordi jeg–udover længe at have syntes, at han var en god skuespiller (bl.a. i Clint Eastwoods 
“In the Line of Fire” og i flere andre, hvor han typisk spiller præsident, stabschef eller efterretningsmand)–havde bemærket to ting ved ham: At han havde et klart liberalistisk islæt i sine holdninger, og at han–i modsætning til de fleste politikere–bevidst fravalgte at blive karrierepolitiker i resten af sin levetid. Han trak sig således frivilligt efter blot halvanden periode i senatet, og i de otte år han sad der, opnåede han p.b.a. sin stemmeadfærd at blive klassificeret som “libertarian” af Republican Liberty Caucus, som “ratede” ham 70 af 100 på personlig frihed og 87 af 100 på økonomisk frihed. Meget kunne have set anderledes ud, om andre medlemmer af kongressen stemte på den måde–eller hvis en præsident stod for noget lignende.
Og så kommer vi tilbage til emnet … For andre har tænkt det samme, og i den seneste uge har noget tydet på, at Thompson nu pludselig er i spil som uerklæret kandidat og Republikansk “dark horse”:
“Thompson, who plays district attorney Arthur Branch on NBC’s drama Law & Order, said Sunday that he’s going to “leave the door open” and make a decision in the coming months.
“I’m going to wait and see what happens,” Thompson said. “I want to see my colleagues on the campaign trial, what they say, what they emphasize, whether they can carry the ball next November.”
“I think people are somewhat disillusioned. A lot of people are cynical out there. They’re looking for something different,” he said.”
Det er muligt, at det ikke er alvorligt ment. Det er muligt, at det ikke bliver til noget. Det er muligt, at det slet ikke ville være noget at råbe hurra for. Men det er ihvertfald en ganske interessant udvikling–og der er (selvfølgelig) allerede en impromptu “Draft Fred 08”-kampagne, ligesom der er TV-klip og kommentarer bl.a. her. Her er Wall Street Journals indsigtsfulde politiske redaktør, John Fund, med en historie fra dagens avis:
Lights, Camera . . . Candidacy?
Fred Thompson is shaking up the GOP presidential field. And he’s not even running yet.BY JOHN FUND
Saturday, March 17, 2007 12:01 a.m. EDTNEW YORK–“Expect her to recount every moment of her ordeal,” the savvy district attorney mused to his deputy. “There won’t be a dry eye in the jury.”
“That’s a take!” says a director of the hit NBC series “Law and Order.” With that, Fred Thompson, the former U.S. senator from Tennessee who has played “strict constructionist” prosecutor Arthur Branch for the past four years, walks back with me to his dressing room to talk about a new role he might soon be undertaking: surprise Republican presidential candidate.
It is a slightly surreal setting to be talking big-league politics. But not unprecedented. In 1965, Ronald Reagan held early strategy meetings on his nascent race for governor of California on the set of “Death Valley Days.” In 2003, Arnold Schwarzenegger stepped off a plane from a world-wide publicity tour for his last “Terminator” film and immediately huddled with advisers on his own campaign for governor. Both men effectively used their celebrity status to completely transform the races they entered.
So too may Fred Thompson. When we meet on Thursday night, it’s only been four days since he appeared on Fox News to merely announce he was “looking at” running. Chuck Todd, the political director of NBC News, notes in amazement how “a retired senator can show a tiny bit of interest and literally shake up the race overnight.”
And he is shaking up the race. Every GOP candidate is nervously watching the reaction to his possible entry. J.C. Watts, an Oklahoma congressman from 1995 to 2003, has endorsed him: “I define Fred Thompson as AC, what’s AC? All class.”
Fan blogs for “Law and Order”
note that since the show
is especially popular among women, a Thompson race could help close the GOP’s “gender gap.” The most pithy comment is from Craig Hammond, a former mayor of Bluefield, W.Va. He told the Bluefield News: “He’s the tall timber we’ve been waiting for. He’s the total package. He can hold the red states and pick up a few blue ones along the way.”But Mr. Thompson appears serene about all the speculation swirling around him. “Those running are all good guys, and would be good presidents,” he says leaning back in a recliner. “But there are truly vital issues–from the looming entitlement crisis to nuclear proliferation–I’m not afraid to talk about. Lots of people have such a low regard for politicians that they’re open to a campaign that would be completely different.”
So how would a possible Thompson campaign be distinctive? “Politics is now one big 24-hour news cycle, but we seem to spend less time than ever on real substance,” he muses. “What if someone harnessed the Internet and other technologies and insisted in talking about real issues in more depth than consultants would advise? What if they took risks with their race in hopes that the risks to our children could be reduced through building a mandate for good policy?”
…
Bluntly put, Fred Thompson had a reputation for being lazy in wanting to do the political chores that come with office. People openly question if he has “the fire in the belly” to really make a serious race.
“They used to say I moved slowly,” he chuckles. “But I move deliberately. I won every one of my races by more than 20 points in a state Clinton carried twice.”
…
On issues, he addresses head-on the major complaints conservatives have about his record. He was largely stymied in his 1997 investigation of both Clinton-Gore and GOP campaign fund-raising abuses: Key witnesses declined to testify or fled the country, though evidence eventually surfaced of a Chinese plan to influence U.S. politics. He won’t argue with those who say he showed “naiveté” about how he would be stonewalled in his investigation. He says he’s wiser now.
Many on the right remain angry he supported the campaign finance law sponsored by his friend John McCain. “There are problems with people giving politicians large sums of money and then asking them to pass legislation,” Mr. Thompson says. Still, he notes he proposed the amendment to raise the $1,000 per person “hard money” federal contribution limit.
Conceding that McCain-Feingold hasn’t worked as intended, and is being riddled with new loopholes, he throws his hands open in exasperation. “I’m not prepared to go there yet, but I wonder if we shouldn’t just take off the limits and have full disclosure with harsh penalties for not reporting everything on the Internet immediately.”
Mr. Thompson has also been criticized for failing to back some comprehensive tort-reform bills because of his background as a trial lawyer. Here he insists his stance was based on grounds of federalism. “I’m consistent. I address Federalist Society meetings,” he says, noting that more issues should be left to the states. For example, he cast the lonely “nay” in 99-1 votes against a national 0.8% blood alcohol level for drivers, a federal law banning guns in schools, and a measure limiting the tort liability of Good Samaritans. “Washington overreaches, and by doing so ends up not doing well the basics people really care about.” Think Katrina and Walter Reed.
Indeed, the federal government’s inability to function effectively would likely be a major theme of any Thompson campaign. “Audits have shown we’ve lost control of the waste and mismanagement in our most important agencies. It’s getting so bad it’s affecting our national security.”
Mr. Thompson says that while a senator he was long concerned with U.S. intelligence failures. “The CIA has better politicians than it has spies,” he says, referring to the internecine turf wars that have been a feature of the Bush administration.
A key problem, Mr. Thompson notes, is a general lack of accountability in government, where no one pays any price for failure. When asked about President Bush’s awarding the Medal of Freedom to outgoing CIA Director George Tenet after U.S. intelligence failures in Iraq became apparent, he shakes his head: “I just didn’t understand that.”
The next president, according to Mr. Thompson, needs to exercise strong leadership “and get down in the weeds and fix a civil-service system that makes it too hard to hire good employees and too hard to fire bad ones.” He doesn’t offer specifics on what to do, but notes the “insanity” of the new Congress pushing for the unionization of homeland security employees only five years after it rejected the notion in the wake of 9/11. “Should we tie ourselves up in bureaucratic knots with the challenges we may have to face?” he asks in wonderment.
The challenges, he says, are numerous. On Iraq, he admits “we are left with nothing but bad choices.” However, he says the “worst choice” would be to have Osama bin Laden proven right when he predicted America wouldn’t have the stomach for a tough fight. The costs of Iraq have been high, but they could be even higher “if we have another stain on America like that infamous scene from Saigon 1975 in which our helicopters took off leaving those who supported us grabbing at the landing skids.”
Mr. Thompson is especially worried about nuclear proliferation. He serves as chairman of the International Security Advisory Board, along with former Clinton CIA Director Jim Woolsey and former Democratic Sen. Chuck Robb. The board recently received an unclassified briefing that convinced him three or four countries in the Middle East are “on the cusp” of acquiring nuclear weapons should the Iranians carry through with their own weapons program.
He urges continued pressure on Iran, which he says has grave domestic problems. “Iran may fall of its own weight, and we can help that by offering vocal support to dissident groups and making effective use of the airwaves to reach its people.”
On domestic issues, Mr. Thompson says a major reason Republicans lost last November was that they aided and abetted runaway government spending. Yet Democrats, he contends, are incapable of following through on their pledges to be fiscally prudent. “Their political coalition needs more revenue like a car requires gasoline,” he laughs. “Reagan showed what can be done if you have the will to push for tough choices and the ability to ask the people to accept them.”
But Mr. Thompson says those tough choices shouldn’t include the tax increases contemplated in the new budget released by Senate Democrats this week. “The phony static accounting the government uses has obscured just how successful the 2003 tax cuts have been in boosting the economy,” he says. “Lower marginal tax rates have proven to be a key to prosperity now by Kennedy, Reagan and Bush. It’s time millionaires serving in the Senate learned not to overly tax other people trying to get wealthy.”
…
Mr. Thompson says he can compete with Democrats in talking plainly about the anxiety many Americans have about the economy, despite good macro numbers. “Someone who is 18 today may well have 10 employers in their career,” he says. “That’s completely different from how their parents lived. I would address that insecurity and help people adapt without shooting ourselves in the foot with protectionism and income redistribution. I had 10 employers before I finished law school.”
Fred Thompson clearly hasn’t decided whether to run for president; and he underestimates just how much the traditional fund-raising he disdains may be necessary for his long-shot campaign. But he has assets that add up to an impressive portfolio.
As Republican counsel in the Watergate hearings, he began building a reputation as a straight-shooter. It was he who asked the question that forced a White House deputy to admit that Richard Nixon had
secretly recorded his Oval Office conversations.
Later in the 1970s he played a key role in exposing a Tennessee cash-for-pardons scandal; his acting career began when he won the part of playing himself in the 1985 movie version of the story. Today, his national exposure is greater than ever with a dozen of his movies playing as TV repeats. All of this month he is substituting for radio legend Paul Harvey, whose show is heard on more than 1,200 stations.
…
So many voters remain unsold on any of the current GOP contenders that Mr. Thompson just might trade his TV sound stage for a campaign microphone. As this is the first truly open Republican nomination fight in decades, the party might as well revel in the competition it claims to cherish in other parts of life. “
Det kunne–set fra dette ringhjørne–godt være meget værre–og det er ihvertfald interessant. Hvis Thompson bestemmer sig for at forsøge, er mit gæt, at han vil få en stor del af de tvivlende republikanske primærvalgsvægere, spise størstedelen af Gingrichs tilslutning, meget af Romneys, en del af McCains og noget af Giulianis, og at det i sidste ende vil kunne blive et valg mellem ham og sidstnævnte. Men jeg har taget voldsomt fejl før …
Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.
Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”
Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.
Det forlyder, at medarbejdernen på DR er gået hjem i protest mod nedskæringerne.
Det er da i udpræget grad et skridt i den rigtige retning.
Spørgsmålet er nu, hvordan vi holder dem hjemme.
Et andet mere lommefilosofisk spørgsmål er: hvad hvis man strejker, og ingen opdager det?
Nå, fy da føj. Det er ikke pænt at gøre sig lystig over folk, der mister deres arbejde. Men vi lever heldigvis i tider, hvor der er rigeligt med arbejde. Kan vi mon ikke bruge ressourcerne bedre?
BBC er måske ikke hvad det har været, især i sin dækning af Mellemøsten, men de kan altså også endnu, hvad Melanie Phillips her, her og her omtaler.
Slående er ikke blot at selve programmet dementerede påstandene om kultveiltens rolle for drivhuseffekten; at opvarmning må skyldes menneskelige aktiviteter; at alle fagfolk er enige herom; og at katastrofer truer hvis magthaverne ikke får mere magt til at styre folks adfærd. Slående er også magthavernes reaktion: "det er løgn, selvom jeg ikke har set udsendelsen". Mao.: det skal være løgn, for det føler jeg stærkt, så stærkt at jeg helst forbyder at sådanne udsendelser overhovedet laves.
Hvorfor spørger så få om hvorfor denne tro er blevet så voldsom? Hvorfor er magthavernes og ideologernes følelser så uhæmmet indblandet? Det minder på den ene side slående om fredshysteriet i 80'erne som rettere bør kaldes "panikangst for Sovjet-had til Reagan"-hysteriet. Men det er som om de voldsomme følelser er endnu voldsommere, og de har bemægtiget sig ellers kølige typer, som ikke lod sig fortumle dengang.
Det er forbløffende så hurtigt en diffus overtro er blevet til redskab for magt. Men lad os nu se. Hvis boligmarkedet i USA styrktdykker vil vi ikke høre meget mere til Al Gore eller til økonomiske idiotier, som hæmmer vækst og frihed i miljøets navn. Det er værre i Europa. Her er magthaverne stort set ligeglade med vækst og frihed og indfører gerne reguleringer, der kvæler begge og nedlægger arbejdspladser for at bevise deres økologiske korrekthed.
Et par Melanie-citater:
The evidence that science as opposed to the politicised version of it does not support global warming theory has been obvious ever since this theory first burst upon us in the late 1980s. What is only now surfacing, however, is the evidence of the corruption of the processes being used to promote this scam and the intimidation of any scientists who try to tell the truth. For me, the most explosive revelations on the C4 film were scientists testifying to this corruption from the vast amounts of grant money being used to create an entire global warming industry making it financially difficult for scientists not to produce research' that supported the theory; to the falsification of the computer models in order to produce the alarmist predictions that would attract such funds; to the IPCC's deletion of crucial parts of the evidence that didn't fit the theory; to the circular argument that there was now a consensus' on the theory among all the finest minds in science around the world. And let's not forget the astounding fact that the IPCC itself has said in terms that the scientific evidence for its fourth report evidence which has not yet even been finalised is to be brought into line with the summary' of that evidence which was published last month. In other words, the summary' was published before the evidence of which it was allegedly a reflection had even been finalised and that evidence is to be changed to fit it if it deviates from what the summary said. Conclusion first, evidence later or rather, evidence denied.
Og som kommentar til en videnskabsmand der indrømmer, at normal videnskab ikke kan bevise grundtesen, altså det menneskelige ansvar for global opvarmning (og dennes katastrofale følger, som naturligvis må understreges hele tiden for at give tesens første del sin nødvendige skikkelse af anklage og beskyldning), og som deraf slutter, at eftersom tesen må være sand (ud fra hvilket sandhedskriterium, må man spørge) må man erstatte normal videnskab med "postnormal" videnskab:
The real fight is between scientists who believe in empirical observation and the truth, and post-normal' scientists who believe in ideology and lies. It's a battle between Enlightenment values of rationality and those who wish to return us to a pre-rational era where thought was controlled and truth was a heresy. The stakes could not have been delineated more clearly.
Det blir interessante, omend kvalmende tider.
I søndags meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at han siger farvel til politik (læs her), og der skal nok være dem i Europa, der føler et vist vemod ved den besked. Den 74-årige Chirac har trods alt været en del af fransk politik i årtier, blandt andet som premierminister 1974-1976, borgmester i Paris fra 1977 til 1995, og fra 1995 som fransk præsident. Her på stedet er det så som så med vemodet.
For hvordan har Chirac klaret sig? Hvis man selv vil læse om det, kan man for eksempel prøve Wikipedia's glimrende biografi. Her skal jeg blot dykke ned et par steder i hans karriere, der som for så mange andre franskmænd startede på l'Ecole Nationale d'Administration, Frankrigs eliteanstalt hvor stort set alle embedsmænd bliver uddannet og ensrettet.
Chirac viste virkelig sit politiske ansigt for første gang i 1975 i en klassisk demonstration af fransk realpolitik. Det år besøgte han Saddam Hussein i Bagdad, hvor de bl.a. indgik en aftale om salg af en fransk atomreaktor, der var specielt gearet til at producere plutonium. Pudsigt nok var det ikke noget, franskmændene reklamerede med, da de harcelerede over invasionen af Irak og diskussionen om Saddams planer om masseødelæggelsesvåben. Men måske var det fordi Israel da for længst havde bombet anlægget.
Senere demonstrerede Chirac sin politiske flair, French Style, i sin helt Berlusconi-agtige evne til at slippe udenom anklager for korruption og offentligt spild. Og som præsident fortsatte han Mitterands og andre franske præsidenters traditionelle arrogance og magtfuldkommenhed. CHirach stod for eksempel i spidsen for genoptagelsen af atomprøvetests på Mururoa atollen i Stillehavet, og fortsatte også landets interventionistiske politik i det Vestafrika, de aldrig rigtigt har forstået, ikke længere er fransk jord. Hans napoleoniske ambitioner i Europa – heller ikke et særsyn hos en fransk præsident – har blandt andet betydet at den foragtelige fælleseuropæiske landbrugspolitik stort set har undgået reelle reformer. I 2004 var Chirac endda ude i de franske medier med en forsikring om, at Frankrig altid ville nedlægge veto mod enhver nedskæring af støtten til franske landmænd. Andre særinteresser, han aktivt har beskyttet, er franske håndværk, hvor præsidenten ikke har gjort noget for at dæmpe skrækkampagnen mod 'den polske blikke blikkenslager'.
Derfor er jeg ganske godt tilfreds med at Chirac nu forlader fransk og international politik, og vil sige tak til ham for det – bedre sent end aldrig. Frankrig har om nogen behov for at få luftet ud, både politisk og økonomisk. På den ene side lover Segolène Royal, den socialistiske præsidentkandidat, kun mere af det samme: Svulstig retorik og statens klamme, centralistiske hånd på samfundet. Men Nicholas Sarkozy, den gaullistiske kandidat, er for det første ikke kandidat fra ENA, han er en gang imellem inspireret af Thatcherismen og er således den eneste franske toppolitiker i mange år med noget der ligner liberale holdninger. Ikke overraskende har hans venstreorienterede modstandere ofte italesat ham som det store dyr i åbenbaringen. Men tænk hvis sådan en får indflydelse i fransk politik og måske får franskmændene til at koncentrere sig mindre om la Gloire de la France og mere om de mange skud i egne fødder, de konstant leverer. Tak til Chirac for – hvor modvilligt det end var – at give plads til nytænkning.
2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.
I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.
Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.
Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.
Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ‘slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.
Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.
Den 4 og 5 marts i år afholdtes en særdeles bemærkelsesværdig begivenhed i St. Petersburg, Florida; nemlig "Secular Islam Summit". Konferencen havde deltagelse af prominente navne som Ibn Warraq, Amir Taheri, Shaker Al-Nabulsi, Tawfik Hamid, Irshad Manji og Wafa Sultan (hele deltagerlisten kan læses her) og havde reformation af Islam som emne.
Videodækning fra konferencens debatter kan ses her, og her kan ses en række interviews med bl.a. Irshad Manji, Ibn Warrag (og Michael Ledeen).
Konferencen mundede ud i en erklæring underskrevet af deltagerne (samt Ayaan Hirsi Ali) (Ibn Warraq kan ses læse erklæringen op her):
We are secular Muslims, and secular persons of Muslim societies. We are believers, doubters, and unbelievers, brought together by a great struggle, not between the West and Islam, but between the free and the unfree.
We affirm the inviolable freedom of the individual conscience. We believe in the equality of all human persons.
We insist upon the separation of religion from state and the observance of universal human rights.
We find traditions of liberty, rationality, and tolerance in the rich histories of pre-Islamic and Islamic societies. These values do not belong to the West or the East; they are the common moral heritage of humankind.
We see no colonialism, racism, or so-called "Islamaphobia" in submitting Islamic practices to criticism or condemnation when they violate human reason or rights.
We call on the governments of the world to
reject Sharia law, fatwa courts, clerical rule, and state-sanctioned religion in all their forms; oppose all penalties for blasphemy and apostacy, in accordance with Article 18 of the Universal Declaration of Human rights;eliminate practices, such as female circumcision, honor killing, forced veiling, and forced marriage, that further the oppression of women;
protect sexual and gender minorities from persecution and violence;
reform sectarian education that teaches intolerance and bigotry towards non-Muslims;
and foster an open public sphere in which all matters may be discussed without coercion or intimidation.
We demand the release of Islam from its captivity to the totalitarian ambitions of power-hungry men and the rigid strictures of orthodoxy.
We enjoin academics and thinkers everywhere to embark on a fearless examination of the origins and sources of Islam, and to promulgate the ideals of free scientific and spiritual inquiry through cross-cultural translation, publishing, and the mass media.
We say to Muslim believers: there is a noble future for Islam as a personal faith, not a political doctrine;
to Christians, Jews, Buddhists, Hindus, Baha'is, and all members of non-Muslim faith communities: we stand with you as free and equal citizens;
and to nonbelievers: we defend your unqualified liberty to question and dissent.
Before any of us is a member of the Umma, the Body of Christ, or the Chosen People, we are all members of the community of conscience, the people who must chose for themselves.
Konferencen fik i øvrigt dækning af Wall Street Journal, CNN, Times of London og måske endnu mere væsentligt af muslimske medier som Al-Arabiya, Kuwaiti News Agency og Muslim World Today.
I dagens udgave af Weekendavisen spinder jeg en kommentar over den globale sammenhæng – eller i hvert fald det globale sammenfald – mellem frie valg og liberal konstitutionalisme. Artiklen tager udgangspunkt i et paper, jeg har under udgivelse i Acta Politica.
Af samme grund er fremstillingen blevet lidt teknisk, men budskabet er meget enkelt: den europæiske sammensmeltning mellem frie valg og liberal konstitutionalisme (frihedsrettigheder samt ‘rule of law’) lever i bedste velgående, også uden for Europa og Nordamerika. 1990ernes dystre forudsigelser om det ‘uliberale’ eller ‘elektorale’ demokratis komme – fremført af politologer som Fareed Zakaria – har altså ikke vist sig at holde stik.
Ja, faktisk kan vi gå et skridt videre. Selv sen-90ernes tilsyneladende kløft mellem frie valg og liberal konstitutionalisme udgjorde i et vist omfang et mirage. For bevisførelsen var uholdbar, alt den stund to uafhængige dimensioner – den ene elektoral, den anden liberal – blev sammenlignet ved brug af en endimensional klassifikation i stedet for en todimensional typologisering. Der var altså tale om en overtrædelse af taksonomisk børnelærdom.
Det leder os frem til de gode nyheder: at frie valg (dvs. demokratiet i en schumpetersk optik) stadig går hånd i hånd med frihed (forstået som frihedsrettigheder og retssikkerhed). Hvor sidstnævnte ikke bliver respekteret, som i Rusland, der er valgene almindeligvis ikke frie og vice-versa. Det liberale demokrati (frie valg samt retssikkerhed) er still going strong. Lad mig slutte af med at citere et par afsnit:
“Hvor efterlader det os? Den historiske sammensmeltning af demokrati og liberalisme holder stadigvæk, lyder den endelige konklusion. Det bør vi sætte pris på. For der er bestemt ingen grund til at misunde dem, der er henvist til at leve i et uliberalt demokrati – et flertalsdiktatur.
Lad mig illustrere denne pointe ved at vende tilbage til udgangspunktet: de demokratisk valgte politikeres lidet imponerende politiske og økonomiske track record i verden af i dag. I en situation hvor frie valg ikke baner vejen for ansvarlige politikere, er det liberale korrektiv vigtigere end nogensinde. For retsstatens værn imod flertalstyranni er også et værn imod den økonomiske populisme, vi ser i lande som Venezuela; og imod den politiske foragt for borgernes rettigheder, vi ser i Irak. Den liberale side af den demokratiske mønt begrænser kort sagt muligheden for politiske narrestreger.
Faktisk kan vi gå ét skridt videre. Det er ikke tilfældigt, at 16-, 17- og 1800-tallets store liberale tænkere og statsmænd lagde større vægt på retssikkerheden end på valgretten. For hvor juridisk vilkårlighed hersker, findes der ingen frihed. Og friheden, forstået som retssikkerheden, er selve forudsætningen for at nyde civilisationens goder. Frie valg uden liberale skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er med andre ord meget lidt værd.
Undertegnede ville til enhver tid foretrække at leve i en retsstat uden stemmeret frem for i et uliberalt land med frie valg. I det lys er det meget opmuntrende, at demokrati og liberalisme stadig går hånd i hånd, i hvert fald på det globale niveau“.
Jeg har lyst til for en gangs skyld at delagtiggøre læsere af denne blog i en af mine regelmæssige JP-klummer. Den handler om et emne, jeg ikke skriver meget om, men tænker desto mere over. Den kommer imorgen (lørdag), men her er den:
En rigtig yankee
DR2 har netop udsendt hvad der for mine penge er den bedste tv-dokumentarserie, der nogensinde er lavet, nemlig Ken Burns' "Den amerikanske Borgerkrig" fra 1990.
Trods at film ikke var opfundet i 1861-65, da krigen blev ført, får seeren en lige så uforklarlig som voldsom fornemmelse af bevægelse og spænding. Burns brugte år på at samle fotos, kobberstik og aviser og på at filme slagmarkerne, hvoraf de fleste heldigvis i dag henligger urørte som nationalparker.
Burns lader også nutidige historikere komme til orde. Den bedste af dem er nu afdøde Shelby Foote, der brugte 30 år på at skrive hvad der stadig er det bedste enkeltværk om krigen. Værket, der omfatter 2000 sider, hedder bare "The Civil War" og er blandt de få moderne historievidenskabelige værker, der kan hævde rang af litteratur.
Læser man udover Foote det andet store nutidige værk om krigen, James McPhersons "The Civil War Era" fra 1988, vil man være velorienteret om den krig, der for mig i al fald mere end nogen anden repræsenterer krigens sande væsen, således som det var indtil Første Verdenskrig.
Foote var sydstatsmand og værket er præget af en bevægende blanding af vemod og indsigt. Sydstaterne måtte tabe krigen, og deres sag var tvivlsom, men de kæmpede heltemodigt og den særlige sydstatskultur, som gik under efter krigen, omfattede langt mere end blot slaveri og racisme. Ligesom forfatteren Julien Green opfattede Foote sig i nogen grad som statsborger i et land, der ikke længere eksisterede, og som faktisk kun havde eksisteret i fire år, nemlig Confederate States of America.
Hvad er det, der rører så mange af os så dybt, når vi læser Foote eller ser Burns? Det er ikke tabstallene alene, selvom krigen kostede 600.000 livet, hvad der ville svare til, at Danmark på fire år mistede 100.000 af sine bedste unge mænd. Det er i hvert fald ikke de mange uduelige generaler, de ofte korrupte leverandører af proviant, våben og udstyr, de bekymrede finansfolk i New York eller de patetiske journalister.
Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve. Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar. Disse 17-20-årige knægte udviste en modenhed, mange på to-tre gange deres alder i vore dage ikke kan mønstre.
En af de knægte var min oldefar, og det er endnu en grund til at den krig altid vil bevæge mig.
Det er kun fornylig, jeg takket være mormonernes genealogiske internet-databaser har kunnet pejle mig frem til dele af hans historie. Ingen af hans breve er såvidt jeg ved bevaret. Jeg har dog af en kusine i Canada fået et fotografi af ham, taget i 1918. Jeg ligner ham overhovedet ikke.
George Washington Lewis, som han hed, blev født som nr. fire af otte børn af en grovsmed i Philadelphia i 1839. Familien var kommet fra England i 1740. Da krigen brød ud i 1861, meldte han sig frivilligt (værnepligten kom først to år senere) og blev indrulleret i Pennsylvanias 61. infanteriregiment, som blev sendt til Potomac-arméen.
Det var den armé, der ifølge de første års krigsplan for Nordstaterne skulle udføre hvad mange, dog ikke præsident Abraham Lincoln, troede var en let opgave, at marchere de 160 km til Sydstaternes hovedstad Richmond og kvæle dette latterlige oprør. Det skulle tage fire år.
I forsommeren 1862 var det 61. regiment med i den lige så selvglade som uduelige hærchef George McClellans forsøg på at omgå sydstatshæren ved at gå i land på Virginias kyst og tage Richmond bagfra. De overtallige nordstatstropper led hårde tab og måtte efter uger i den ulidelige, fugtige hede indskibe sig igen.
I juli 1863 nåede sydstatsoffensiven sit nordligste punkt i tredagesslaget ved Gettysburg i Pennsylvania. George var også her med, men hans regiment kom ikke i kamp. Det vogtede Potomac-arméens yderste højre flanke, som sydstatsgeneralen Robert Lee skæbnesvangert for ham undlod at løbe over ende på slagets første dag.
I maj 1864 indledte Ulysses Grant Potomac-arméens offensiv lige mod Lees hovedstyrke. Midt under de usandsynligt blodige kampe blev George taget til fange ved Spottsylvania og sendt til den berygtede fangelejr i Andersonville i Georgia. 13.000 af de 45.000 indsatte omkom af sult og sygdom. Det skal siges at også mange sydstatsfolk sultede i 1864.
I december 1864 udvekslede Syd og Nord fanger, og George kom hjem. 14 år senere ægtede han min oldemor, og min farfar blev født i 1887. Da var George 47 og boede i New York, hvor han drev en bog- og papirhandel på nedre Manhattan. Han døde 90 år gammel i 1929. Min far har kendt ham.
George var en rigtig yankee.
En af de store historier den seneste uge har været, at Enhedslistens unge folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil snart forlader dansk politik (også før Enhedslistens interne regler ville have tvungent hende til det). Måske ikke “for good”, men ihvertfald for en lang periode og på ubestemt tid. I den forbindelse har hun afsendt et par afskedssalutter, bl.a. om at det er usundt at blive siddende i Folketinget alt for længe–især hvis man er kommet derind som meget ung.
Det vil jeg sådan set–som én der er en varm tilhænger af “term limits” for politikere–lette på hatten for. Det fortjener hun lidt respekt for–også (og måske i særdeleshed) når der er så meget andet, man ellers er uenig med hende i.
Det samme gælder, godt som skidt, Socialistisk Folkepartis tilsvarende unge stjerne Morten Homann, som allerede for noget tid siden med et lignende argument har meddelt, at han forlader dansk politik; ham har jeg været uenig med (og krydset klinger med), men man bør ære dem, som æres bør–og i dette tilfælde at der altså er to ganske eksponerede politikere, som givetvis uden store problemer kunne være blevet genvalgt i et par årtier, men som peger på, at det er usundt at gøre politik til en levevej, og som hver især har rygraden til at tage den personlige konsekvens. Én ting er, når den type vurderinger kommer fra en erfaren politiker som Britta Schall Holberg (V), som næppe selv kan siges at falde ind under problemet–det er meget mere “stærkt”, når det kommer fra Homann & Rosenkrantz-Theil, som på den måde virkeligt “put their money where their mouths are”–eller rettere sagt: ikke gør det!
Men når denne ros nu er givet … kan jeg dog heller ikke undlade at bemærke mediernes omtale af fru Rosenkrantz-Theil i forbindelse med hendes meddelelse–og i særdeleshed den overstrømmende positive, grænsende til det ukritiske omtale af den unge politiker. Her blev det ganske vist, sine steder, nævnt en passant, at det jo var som hendes gæster, at de to venstreekstremister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen blev lukket ind på Christiansborg, inden de voldeligt overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Ingen steder blev hendes rolle i denne sag kommenteret bare lidt mere kritisk end som så, og når dét fra tid til anden er sket de seneste fire år, har f.eks. Frank Aaen været hurtig til at fare i blækhuset for at benægte sin partifælles rolle i sagen.
Derfor–og måske særligt i en tid, hvor man kan høre selv relativt moderat venstreorienterede de facto forsvare de voldelige opstande i København (som jo “var politikernes skyld” eller p.g.a. “religiøse fanatikere” o.a., der sætter “profit over kultur” o.s.v.)–kan det være formålstjeneligt lige at minde om et par af detaljerne i, hvad Rosenkrantz-Theil faktisk gjorde og sagde, inden Enhedslisten i sin tid hurtigt lagde låg på malingsagen. Så hermed–via Spinnesidens samling af kilder (samlet af Mie Femø Nielsen)–lidt uddrag fra dengang for fire år siden, som siger en del både om Rosenkrantz-Theils syn på legitimiteten i at overfalde anderledes tænkende og om hendes mangel på ærlighed og konsistens, og om hvor hendes virkelige sympatier lå, før Enhedslisten bankede hende på plads:
Jyllands-Posten 19. marts 2003: “Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.
»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget – før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«”
Berlingske Tidende 19. marts 2003: “Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. …
Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig? »Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.« Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for? »Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. …«
Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde? »Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«
Det her var et overgreb mod to personer. »Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. …«
Det synes du altså er i orden her i Folketinget? »Ja, det synes jeg.«
Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender? »Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.« …”
Berlingske Tidende 21. marts 2003: “Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten indrømmer nu, at hun på dagen, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overhældt med maling af aktivister fra Globale Rødder, mødte og talte med de to gerningsmænd på Christiansborg. Indrømmelsen kommer efter, at et vidne over for politiet har fortalt, at han så de tre sammen før aktionen, og før Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte sin betingelsesløse støtte til malingoverfaldet.
Rosenkrantz-Theil fastholder dog, at hun ikke på forhånd kendte noget til aktionen, og at hun, trods mødet med gerningsmændene, ikke vidste, at de var kommet ind på Christiansborg under dække af at være hendes gæster. Mødet opstod ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil tilfældigt, da hun forlod folketingssalen for at hente en ordførertale på sit kontor. På vejen hilste hun på Lars Grenaa, som senere overhældte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med maling. Ham kendte hun fra sin tid i en elevorganisation.
»Jeg hilste på ham og spurgte, hvad han lavede her. Han svarede, at han var inde i Folketinget for at få nogle oplysninger. Derefter gik han videre,« siger Rosenkrantz-Theil. …
Var det ikke mere dig, end det var malingkasterne, der skadede både Enhedslisten og dig selv ved at udtale støtte til aktionen?
»Altså, jeg udtaler mig ikke mere
overhovedet om de ting fra
i tirsdags,« slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.”Vejle Amts Folkeblad 20. marts 2003: “Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil har fået hug i sin folketingsgruppe for sine udtalelser om malingsattentatet tirsdag på statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsmininister Per Stig Møller (K), som den 26-årige tidligere græsrodsaktivist lovpriste som en symbolaktion, som hun sagtens selv kunne have fundet på at lave. Det fremgår af en pressemeddelelse fra folketingsgruppen. Der står, at Enhedslistens folketingsgruppe tager afstand fra oversprøjningen af statsministeren og de udtalelser, som Pernille Rosenkrantz-Theil fremsatte udmiddelbart efter aktionen. …
Men om Rosenkrantz-Theil nu pludseligt mener noget andet, må pressen spørge Rosenkrantz-Theil om, siger Line Barfod. Og hertil svarer den ellers så åbenmundede Rosenkrantz-Theil selv:
– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag, siger hun til Ritzau.
Spurgt, om hun så fortryder sine udtalelser, gentager Rosenkrantz-Theil:
– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag.
Spurgt igen, om hun har tænkt sig at give statsministeren og udenrigsministeren en undskyldning for sin blåstempling af attentatet, siger Rosenkrantz-Theil:
– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt.”
BT 21. marts 2003: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil er godt sur. Ikke kun over, at hun ikke længere må udtrykke sympati for ‘symbolaktionen’, da to aktivister fra Globale Rødder forleden hældte rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.
Det er slemt nok i sig selv. I går blev surheden vendt til flammende vrede, da det gik op for hende, at den ene af de to aktivister, Lars Grenaa, 23, muligvis stod bag et komplot, der kan lægge hendes politiske karriere i ruiner. Det er i hvertfald hendes egen opfattelse. …
Pernille Rosenkrantz-Theil valgte i går at lægge kortene på bordet og indrømme, at hun faktisk talte med den 23-årige Lars Grenaa i Folketinget før aktionen. Hun afviser dog fortsat, at hun på nogen måde stod i ledtog med aktivisterne eller kendte til deres attentatplan. Mødet fandt sted klokken 13.15 foran folketingssalen. Det var fem minutter efter, at de to aktivister havde sagt farvel til hendes sekretær og i strid med Folketingets sikkerhedsregler fik lov at bevæge sig frit ud i huset.
»Jeg var på vej tilbage til kontoret for at hente min ordførertale, da jeg så Lars Grenaa. Jeg spurgte ham hvad han skulle, og han svarede, at han skulle ind og tjekke nogle ting. Så smutter jeg videre,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Lars Grenaa og den 22-årige Rune Eltard-Jørgensen bar et skilt med påskriften ‘gæster til Pernille Rosenkrantz-Theil’. Det bemærkede hun dog ikke, siger hun. »De havde alle muligheder i verden for at spørge mig, om jeg ville lægge ryg til aktionen. Eller i det mindste fortælle mig, at de ville lave en aktion i mit navn. Det gør de ikke. De hilser bare, og det er jeg ikke specielt lykkelig over,« siger hun. Hvordan det hænger sammen med, at hun siden udtrykker sin støtte til overfaldet og siger, at hun selv kunne have fundet på det, ønsker hun ikke at uddybe.
»Det vil jeg ikke svare på,« siger hun og henviser til Enhedslistens udtalelse, der tager afstand fra aktionen. Hendes udlægning støttes til dels af Claus Pedersen, som er talsmand for Globale Rødder. »Jeg er ked af, at hun fik problemer. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Men det er en personlig undskyldning til hende alene. Den gælder ikke resten af folketingsgruppen. Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni,« siger han.
Jyllands-Posten 26. januar 2005: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil nægter, som det eneste medlem af Folketinget, at fordømme to aktivisters angreb med rød maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen. Pernille Rosenkrantz- Theil udtaler, at hun selv kunne have udført aktionen, hvis ikke hun var folketingsmedlem. Det udløser en storm af protester mod den unge venstrefløjspolitiker, der, allerede før hun kom i Folketinget, gjorde sig bemærket ved at lukke en flok levende høns ud i folketingssalen.
Hvordan har du det med udtalelsen, når du ser tilbage på forløbet i dag? Jeg siger altid min ærlige mening, og det giver indimellem øretæver.”
Med andre ord: Som kommunikationsforskeren Mie Femø Nielsen skrev for to år siden på Spinnesiden, er hele sagen et godt eksempel på, hvordan Enhedslistens ledelse lukkede og “spandt” sagen. I dag er der stort set ingen, der vil give anden vinkel på dén end, at der var nogle som misbrugte en andens navn. Ingen synes tilsyneladende villige til at rejse så simpelt et spørgsmål som, om Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet ikke vidste, hvem hendes sekretær arrangerede møder med i hendes navn? Var sekretæren blevet snydt, medskyldig eller noget helt tredje? Jeg har ihvertfald mine anelser, når alle de små ting ses i den større sammenhæng.
Er det en sag, der er værd at bruge kræfter på at bringe op igen? Tja, det er der vel delte meninger om, men i en tid hvor store dele af venstrefløjen næsten dagligt mere eller mindre aktivt støtter (eller ihvertfald forsvarer) venstreekstremisters politiske brug af vold, er den ihvertfald for vigtig til at lade gå helt i glemmebogen.
Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.
Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:
Bush-rådgiver løj om Irak
Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).
Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.
Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:
Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel
Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.
Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.
Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.
Mere følger, når jeg får bedre tid.
En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem. Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel. Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.
P.S. In an unrelated story … Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."." I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability". Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:
"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."
Politiken præsenterer i dag et interessant regnestykke over hvad weekendens uroligheder koster samfundet. Her er tallene pindet ud:
Oprydning, asfaltarbejde og brosten: 1-2 millioner kroner
Oveni disse ret håndgribelige udgifter kommer, at både alarmcentralen og Københavns Brandvæsen har haft ekstra mandskab kaldt ind, og derfor har haft udgifter til en lang række udrykninger. Inklusive alt det løse vurderer man på derfor på Politiken, at de totale omkostninger i denne første omgang beløber sig til 14 millioner kroner. Det er et tal, der vel er værd at tænke over, og derfor bringer vi det.
Men der knytter sig et ekstra spørgsmål til disse tal. For hvis de 'unge' får held til at presse Københavns Kommune til ekstraordinært at forære dem et hus et andet sted, hvad koster det så borgerne? Og lidt mere polemisk, hvad er de demokratiske tab ved en 'hændelse', der om noget kan gå hen at demonstrere, at man rent faktisk kan presse politikere til at åbne for kommunekassen, bare man ignorerer alle demokratiets og retssamfundets spilleregler, og opfører sig voldspsykopatisk nok? De 14 millioner kan vi leve med, man de andre omkostninger bekymrer mig!
For de af punditokraternes læsere, som interesserer sig for menneskerettigheder kan det nævnes, at undertegnede deltog i P1s program Agenda, hvor jeg debaterede hvilke udfordringer menneskerettighederne står overfor med advokat Sune Skadegaard Thorsen. Debatten tog bl.a. udgangspunkt i en ny bog udgivet af Institut for Menneskerettigheder, der ser Vesten - b.la. på grund af krigen mod terror og "nationalisme" - som den største trussel mod menneskerettighederne. En konklusion jeg langt fra er enig i, hvilket også fremgår af debatten.
I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.
På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.
Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.
Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.
Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?
Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.
For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter
Forleden meddelte chefen for den europæiske flyproducent Airbus, franskmanden Louis Gallois, at man i løbet af de nærmeste år nedskærer staben med cirka 10.000 jobs. Gallois ønsker så vidt som det er muligt, at nedskæringerne sker ved frivillig eller naturlig afgang, men på trods af dette fromme ønske, har udmeldingen fra verdens næststørste flyproducent skabt høj bølgegang på både markedet og langt ned ad flere europæiske regeringskorridorer.
At Airbus er ude i en relativt dyb krise er ikke en hemmelighed, hvilket der er en hel række grunde til. Først er det tydeligt, at den lave dollarkurs skader dets konkurrenceevne overfor amerikanske Boeing. Det rammer Airbus hårdt, da den eneste alvorlige konkurrent på markedet netop er Boeing, som man har positioneret sig bevidst overfor: A320-serien er direkte konkurrent til Boeings 737, A330/340 konkurrerer mod 777-serien, og det nye kæmpefly A380 bygges for eksplicit at tage konkurrencen op mod Boeings jumbojet, den mere end 30 år gamle 747-serie. For det andet er dette sidste nye fly ramt af en række tekniske problemer, og i går meddelte man så, at man foreløbig har stoppet udviklingen af en fragtudgave af A380. Selvom Airbus har en række ordrer liggende på den almindelige passagerudgave, svirrer markedet nu af rygter om, at flere flyselskaber måske aflyser deres ordrer for at i stedet at satse på Boeings seneste opgradering af 747. Leveringssikkerhed er nemlig af indlysende grunde ekstremt vigtigt i en branche, der ikke har råd til at mangle fly fordi producenten ikke lige blev færdig til tiden.
Mens disse to forhold naturligvis er store udfordringer, er den vigtigste grund til Airbus' problemer blot ikke teknik eller almindelig konkurrenceevne. Det er derimod den tunge politiske styring, som koncernen har været udsat for siden sin fødsel. Således nævnte Gallois eksplicit "nationale konflikter" som "en gift" for driften af Airbus. Og de nationale konflikter er uundgåelige, da produktionen af rent politiske grunde er fordelt over fire europæiske lande og 15 produktionsfaciliteter. Dele fra den nye gigant A380 skal endda fragtes over større afstande, fordi det ikke går politisk at ét land (læs: Tyskland) står for en så prestigiøs opgave. Der er derfor rent nationalt politiske grunde til, at Airbus har haft særdeles svært ved at holde omkostningerne nede, og hvorfor de på den anden side har formået at lobbye sig til massive tilskud fra bl.a. EU.
Man kunne naturligvis håbe, at det politiserede ledelsesmareridt nu var overstået, men det er næppe tilfældet. En repræsentant for det europæiske metalarbejderforbund har udtalt, at "Vi er fuldstændig imod lukning af enhver afdeling og vil ikke acceptere nogen som helst fyringer". Det er ikke just en produktiv holdning, når Airbus netop ønsker at lukke tre produktionsenheder, to i Tyskland og en i Frankrig. Og mens en situation med militante fagforeninger er slem nok, kunne man uden at vide mere om sagen frygte, at politikerne allerede nu blandede sig til det værre.
Det er netop hvad de gør. Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal har meldt klart ud, at hun øjeblikkeligt vil standse nedskæringerne, hvis hun bliver valgt. Så er den traditionelle franske politiske linje ligesom lagt – private virksomheder er kun private indtil de gør noget der ikke er politisk opportunt. Andre politikere som Tysklands venstreorienterede wacko Oscar Lafontaine ville overraske, hvis de ikke 'støtter' Airbus-arbejdernes sag. Det tragiske aspekt i denne sag er derfor, at det nok hverken er første eller sidste gang at europæiske politikere blander sig i erhverslivet og dermed ødelægger europæiske produktion og – på langt sigt – europæiske arbejdspladser.
Vi har tidligere skrevet om farcerne omkring det statsejede italienske luftfartsselskab Alitalia, som reelt burde være gået fallit for mange år siden. Firmaet holdes blot på respirator af politiske krumspring, bl.a. et katastrofelån på 7½ milliarder kroner i 2005, som den italienske stat kautionerede for. Man kunne naivt håbe på, at politikerne lærte af deres allerværste fejl, men det er som oftest ikke tilfældet i Danmark, der ellers er et af verdens mest velfungerende demokratier. Situationen i vores nabolande syd for Vogeserne er endnu værre, da man aldrig rigtigt har brudt med en solkonge-agtig tradition for at politikerne blander sig i alle samfundets forhold. Hvis de kunne have holdt sig til deres egne lande, havde det betydet knap så meget for Danmark, men i og med at vi er medlem af EU, er den latineuropæiske tradition et problem for os alle. Airbus-eksemplet i denne uge er blot et af mange.