Bryd tavsheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. marts 2007. 9 svar

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."

Regningen for stenkastende voldspsykopater – 14 millioner

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2007. 26 svar

Politiken præsenterer i dag et interessant regnestykke over hvad weekendens uroligheder koster samfundet. Her er tallene pindet ud:

Oprydning, asfaltarbejde og brosten: 1-2 millioner kroner

  • Ekstra politiindsats: 600 mand til en omkostning på 6½ millioner kroner
  • Forsikringssum på afbrændte biler: 2,2 millioner. Her er cykler ikke talt med
  • Mistet indtjening i Nørrebros forretninger: ½ million kroner
  • Totalskadede affaldsbeholdere: ½ million kroner
  • Skader på Christianshavns Gymnasium: 1 million kroner

Oveni disse ret håndgribelige udgifter kommer, at både alarmcentralen og Københavns Brandvæsen har haft ekstra mandskab kaldt ind, og derfor har haft udgifter til en lang række udrykninger. Inklusive alt det løse vurderer man på derfor på Politiken, at de totale omkostninger i denne første omgang beløber sig til 14 millioner kroner. Det er et tal, der vel er værd at tænke over, og derfor bringer vi det.

Men der knytter sig et ekstra spørgsmål til disse tal. For hvis de 'unge' får held til at presse Københavns Kommune til ekstraordinært at forære dem et hus et andet sted, hvad koster det så borgerne? Og lidt mere polemisk, hvad er de demokratiske tab ved en 'hændelse', der om noget kan gå hen at demonstrere, at man rent faktisk kan presse politikere til at åbne for kommunekassen, bare man ignorerer alle demokratiets og retssamfundets spilleregler, og opfører sig voldspsykopatisk nok? De 14 millioner kan vi leve med, man de andre omkostninger bekymrer mig!

Punditokraterne på P1 II

Af Jacob Mchangama, den 3. marts 2007. 3 svar

For de af punditokraternes læsere, som interesserer sig for menneskerettigheder kan det nævnes, at undertegnede deltog i P1s program Agenda, hvor jeg debaterede hvilke udfordringer menneskerettighederne står overfor med advokat Sune Skadegaard Thorsen. Debatten tog bl.a. udgangspunkt i en ny bog udgivet af Institut for Menneskerettigheder, der ser Vesten - b.la. på grund af krigen mod terror og "nationalisme" - som den største trussel mod menneskerettighederne. En konklusion jeg langt fra er enig i, hvilket også fremgår af debatten.

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Airbus – politiske problemer igen

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2007. 3 svar

Forleden meddelte chefen for den europæiske flyproducent Airbus, franskmanden Louis Gallois, at man i løbet af de nærmeste år nedskærer staben med cirka 10.000 jobs. Gallois ønsker så vidt som det er muligt, at nedskæringerne sker ved frivillig eller naturlig afgang, men på trods af dette fromme ønske, har udmeldingen fra verdens næststørste flyproducent skabt høj bølgegang på både markedet og langt ned ad flere europæiske regeringskorridorer.

 

At Airbus er ude i en relativt dyb krise er ikke en hemmelighed, hvilket der er en hel række grunde til. Først er det tydeligt, at den lave dollarkurs skader dets konkurrenceevne overfor amerikanske Boeing. Det rammer Airbus hårdt, da den eneste alvorlige konkurrent på markedet netop er Boeing, som man har positioneret sig bevidst overfor: A320-serien er direkte konkurrent til Boeings 737, A330/340 konkurrerer mod 777-serien, og det nye kæmpefly A380 bygges for eksplicit at tage konkurrencen op mod Boeings jumbojet, den mere end 30 år gamle 747-serie. For det andet er dette sidste nye fly ramt af en række tekniske problemer, og i går meddelte man så, at man foreløbig har stoppet udviklingen af en fragtudgave af A380. Selvom Airbus har en række ordrer liggende på den almindelige passagerudgave, svirrer markedet nu af rygter om, at flere flyselskaber måske aflyser deres ordrer for at i stedet at satse på Boeings seneste opgradering af 747. Leveringssikkerhed er nemlig af indlysende grunde ekstremt vigtigt i en branche, der ikke har råd til at mangle fly fordi producenten ikke lige blev færdig til tiden.

 

 

Mens disse to forhold naturligvis er store udfordringer, er den vigtigste grund til Airbus' problemer blot ikke teknik eller almindelig konkurrenceevne. Det er derimod den tunge politiske styring, som koncernen har været udsat for siden sin fødsel. Således nævnte Gallois eksplicit "nationale konflikter" som "en gift" for driften af Airbus. Og de nationale konflikter er uundgåelige, da produktionen af rent politiske grunde er fordelt over fire europæiske lande og 15 produktionsfaciliteter. Dele fra den nye gigant A380 skal endda fragtes over større afstande, fordi det ikke går politisk at ét land (læs: Tyskland) står for en så prestigiøs opgave. Der er derfor rent nationalt politiske grunde til, at Airbus har haft særdeles svært ved at holde omkostningerne nede, og hvorfor de på den anden side har formået at lobbye sig til massive tilskud fra bl.a. EU.

 

 

Man kunne naturligvis håbe, at det politiserede ledelsesmareridt nu var overstået, men det er næppe tilfældet. En repræsentant for det europæiske metalarbejderforbund har udtalt, at "Vi er fuldstændig imod lukning af enhver afdeling og vil ikke acceptere nogen som helst fyringer". Det er ikke just en produktiv holdning, når Airbus netop ønsker at lukke tre produktionsenheder, to i Tyskland og en i Frankrig. Og mens en situation med militante fagforeninger er slem nok, kunne man uden at vide mere om sagen frygte, at politikerne allerede nu blandede sig til det værre.

 

Det er netop hvad de gør. Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal har meldt klart ud, at hun øjeblikkeligt vil standse nedskæringerne, hvis hun bliver valgt. Så er den traditionelle franske politiske linje ligesom lagt – private virksomheder er kun private indtil de gør noget der ikke er politisk opportunt. Andre politikere som Tysklands venstreorienterede wacko Oscar Lafontaine ville overraske, hvis de ikke 'støtter' Airbus-arbejdernes sag. Det tragiske aspekt i denne sag er derfor, at det nok hverken er første eller sidste gang at europæiske politikere blander sig i erhverslivet og dermed ødelægger europæiske produktion og – på langt sigt – europæiske arbejdspladser.

 

 

Vi har tidligere skrevet om farcerne omkring det statsejede italienske luftfartsselskab Alitalia, som reelt burde være gået fallit for mange år siden. Firmaet holdes blot på respirator af politiske krumspring, bl.a. et katastrofelån på 7½ milliarder kroner i 2005, som den italienske stat kautionerede for. Man kunne naivt håbe på, at politikerne lærte af deres allerværste fejl, men det er som oftest ikke tilfældet i Danmark, der ellers er et af verdens mest velfungerende demokratier. Situationen i vores nabolande syd for Vogeserne er endnu værre, da man aldrig rigtigt har brudt med en solkonge-agtig tradition for at politikerne blander sig i alle samfundets forhold. Hvis de kunne have holdt sig til deres egne lande, havde det betydet knap så meget for Danmark, men i og med at vi er medlem af EU, er den latineuropæiske tradition et problem for os alle. Airbus-eksemplet i denne uge er blot et af mange.

Social darwinisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. marts 2007. 11 svar

Berlingske Tidende beretter fra torsdagens flyvende fogedforretning:

Demonstrant fik sprængt hånd
En demonstrant i optøjerne i København fik ved 21.30-tiden torsdag sin hånd sprængt af i Prinsessegade. …
Demonstranten kom til skade, da han tilsyneladende ikke nåede at slippe et kanonslag. Han blev straks taget under behandling af ambulancefolk på stedet.

Ugens citat: Metz om frihed (igen)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 3 svar

Så er Informations aldrende redacteur, Georg Metz, igen på banen med indsigtsfulde udtalelser om CEPOS og frihed:

“CEPOS og andre helligt overbeviste om den personlige friheds nær absolutte karakter og dyrkelse af individet som mål i sig selv er noget fis.”

Det er godt, at der er nogen, der holder fanen og tonen højt–og samtidigt bliver klogere.  Sidst Metz udtalte sig om emnet, sagde han, at det var lige så uforståeligt som albansk.  Nu må han have forstået det så meget, at han dog kan sige, at det er “noget fis”.  Man bliver tilsyneladende klogere med tiden.

Punditokraterne på P1

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 14 svar

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

The Triumph of Authoritarianism: An Assessment of the UN's Human Rights Council

Af Jacob Mchangama, den 27. februar 2007. 5 svar

On 15 March 2006 the UN General Assembly adopted Resolution 60/251 establishing the new Human Rights Council ("the Council"). The adoption of the Council had become necessary since its predecessor – the Human Rights Commission – had lost its credibility due to the politicising and double-standards of its work. This often resulted in the effective protection of human rights having little or no bearing on the agenda of the Commission. The Commission was further tarnished by the fact that its membership was open to countries which systematically violated the most basic civil and political rights of its citizens, culminating with Libya chairing the Commission in 2003.

While the improvements made from the old Commission were very modest and mostly theoretical in nature, Resolution 60/251 does state, inter alia, that the Council shall

"address situations of violations of human rights, including gross and systematic violations, and make
recommendations thereon" and "that the work of the Council shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity."

According to former Deputy Secretary General Mark Malloch Brown the reform of the Commission was a "litmus test" of UN renewal. At his statement on 19 June 2006 at the Council's first day of work, former Secretary General Kofi Annan proclaimed a "new era in the human rights work" of the UN. Annan also expressed his hope that the Council would entail "a change in culture" from the Commission.

However, rather than ushering in a new era of non-partisan commitment to the efficient protection of international human rights, the work of the Council has so far proved even more politicised, biased and hostile to the protection of basic rights than the work of the Commission. In particular, the failure to limit Council membership to States with proven human rights records has proven costly.

The 3 regular and 4 special sessions held by the Council so far, have shown fundamental and bitter differences between Western and non -Western – in particular Muslim – States. The Muslim States are often co-ordinated by the Organization of the Islamic Conference ("OIC"), which has a substantial number of members on the Council which consists of a total of 47 members. The Muslim States can often count on the votes of the members of the African group, as well as the votes of countries such as Cuba and China. The Western states can only sometimes hope to count on the support of other liberal democracies such as South-Korea and Japan.

In effect, this forms a majority coalition of States with a very questionable, if not hostile attitude toward classic, civil and political human rights. Accordingly, countries based on Western style liberal democracy with separation of powers, constitutionalism and protection of individual rights at its core, form a marginalised minority within the Council. These States are thus powerless to prevent the aforementioned coalition from setting the agenda of the Council and in the name and with the moral authority of the Council, adopting resolutions and decisions which are blatantly at odds with the effective protection of human rights.

While the first regular session was largely ceremonial in nature and the third concentrated on institution building, the second regular session of the Council -supposed to achieve substantive results – offers a good window into the workings of the Council.

Western States continually found themselves unable to gain support for decisions or resolutions on issues such as freedom of speech and religious tolerance, Sri Lanka, which experienced wide-spread violence at the time, and Darfur, which continues to be the worst current example of systematic human rights violations in the world. According to an anonymous EU official:

"the unsuccessful attempts to reach consensus, despite exhausting efforts, have showed once again that the EU simply cannot muster enough support for its proposals and was repeatedly forced into an underdog position." 

The coalition of non-Western States also successfully obstructed other attempts at any country specific discussions, decisions and resolutions, which would otherwise seem a prerequisite for the Council since human rights violations are committed by states and, that the obligation of human rights conventions rest upon states.

According to another anonymous EU official:

"Country mandates were more vigorously attacked than previously; the "hardliners" did not accept that the Council "took note" of  reports of SRs (Special Rapporteurs)[..] and discussing human rights violations by countries, appeared  to be increasingly difficult."

The Report also claims that most likely a majority of the Council will seek to do away entirely with the current possibility of appointing Special Country Rapporteurs charged with investigating human rights violations in designated countries.

The second ordinary session resulted in no substantive decisions or results and the session had to be suspended with a view to further discussion of different proposals.

The EU official paints a bleak picture of the future work of the Council:

"Still, the past three weeks have shown that it will be an uphill battle for those who want a strong Council effectively equipped to promote and protect HR worldwide, in a non-selective and non-politicised atmosphere, and to ensure that its objective and balanced recommendations are adequately implemented." 

The Israeli Exception

Despite the resistance of non-Western States to country specific reports, these countries have shown themselves willing to make a notable exception. In the Council's first regular session the Council decided to ask various Special Rapporteurs to report "on the Israeli human rights violations in occupied Palestine", as well as on:

"human rights violations and implications of the Israeli occupation of Palestine and other occupied Arab territories at its next session and to incorporate this issue in following sessions".

Accordingly, the Council decided to make specific consideration of Israel a permanent issue of future sessions, all the while unwilling to consider any substantive human rights issues in other countries with serious human rights problems. Moreover, the wording of the decision is markedly biased in that it only mentions Israeli human rights violations and omits any reference to terrorism and the killing of civilians by Palestinian groups.

It is noteworthy that the countries voting in favour of this decision included Algeria, China, Cuba, Saudi-Arabia and Pakistan, whose human rights records are notoriously poor. The Western States were easily outvoted, demonstrating the power of the OIC to set the agenda on the Council. When the Special Rapporteurs, appointed by the Council, reported back on their findings with regard to Israeli human rights violations in Palestine, their conclusions were vigorously opposed by the very same majority which had requested the Special Rapporteurs to initiate their work. This opposition seemingly resulted from some of the Special Rapporteu
rs – while roundly condemn
ing Israel – also mentioned Palestinian killings of innocent civilians, which the majority found tantamount to pro-Israeli bias. Accordingly the OIC states worked actively to drop any reference to the conclusions of the reports of the Special Rapporteurs from the Council's decisions and resolutions.

3 out of 4 of the Council's special sessions have been called in order to discuss Israel and issues such as Palestine, Lebanon and Beit Hanun. All of these extraordinary sessions have resulted in completely one-sided, strong-worded condemnations of Israel – often based on no verifiable factual background and/or media reports. Moreover, these condemnations include no reference to the abduction of Israeli soldiers or terrorism by Palestinian factions and Hezbollah. These decisions have been carried through despite Western States voting against the proposals.

Of particular interest is the Council's second special session on " The grave situation of human rights in Lebanon caused by Israeli military operations", a session called by Tunisia on behalf of the Group of Arab States and the OIC. The title of the session – attributing the war and its civilian casualties solely to Israel without mentioning Hezbollah – is indicative of the extreme level of bias demonstrated by the Council during this session.

The Council adopted a resolution, which, inter alia, condemned Israeli military operations in Lebanon as "gross and systematic violations of the Lebanese People" – language ordinarily reserved for circumstances such as the ethnic cleansing of the Former Yugoslavia and Rwanda. The Council was moreover, "appalled at the massacre of thousands of civilians", an accusation which should only be employed by the body of an international organization if backed by solid facts and clear supporting evidence, which was not the case.

The Council also decided to establish a high-level commission of inquiry comprising of eminent experts on human rights:

"To investigate the systematic targeting and killings of civilians by Israel in Lebanon[…] to assess the extent and deadly impact of Israeli attacks on human life, property, critical infrastructure and the environment".

The Council had thus already concluded that Israel was guilty of "systematic and targeted killings of civilians" before the independent experts whose job it was to investigate the conflict had even been appointed, let alone commenced their work.

The Council also ensured that the mandate of the Commission of Inquiry would be limited to deal only with Israeli human rights violations, so as to effectively shield the actions of Hezbollah from any scrutiny. In fact, Hezbollah is not mentioned once in the Council's resolution, nor are the deaths of Israeli civilians mentioned therein.

The wording of the Council's resolution is not consistent with the Security Council's balanced Resolution 1701, which does not speak of massacres, but rather, makes mention of hundreds, rather than thousands of deaths, and specifically mentions Hezbollah attacks on Israeli civilians as well as the abduction Israeli soldiers by Hezbollah. Once again, the Western States were helpless in preventing the Council from hijacking the cause of human rights in order to pursue the political agenda of its majority – or perhaps rather the agenda of the OIC – an agenda which is completely at odds with the mandate of the Council as set out in Resolution 60/251.

The conflict in Lebanon would have been the perfect occasion for the Council to prove to the world that it had risen above the Commission's old failing ways. There was good reason to initiate an impartial investigation of the behaviour of both parties to the conflict in Lebanon, including those Israeli violations of human rights and international humanitarian law, which did occur. Instead, the Council descended into practices and rhetoric so one sided as to practically constitute a defence of Hezbollah, thereby exhausting what legitimacy it still possessed.

Sudan

When the Council, in its fourth special session, finally decided to investigate a country other than Israel, namely Sudan, the difference in the approach adopted was stunning. In its decision, the Council merely expressed its concern about the situation in Darfur. Moreover, the Council commended the Sudanese Government for its cooperation with the Human Rights Council.

This despite the fact that the Sudanese government has persistently frustrated the efforts of the international community to solve the crisis in Darfur. The decision included no condemnations of Sudan and made no mention of the wide spread massacres which have occurred in Darfur with impunity for years.

This is so despite the fact that the Special Rapporteur on Human Rights in Sudan on 11 January 2006 had issued a report stating, inter alia that she "saw no improvements in the Human Rights situation". The Special Rapporteur also reported that

"the renewed level of conflict too often left civilians the target of attacks by government forces, milita and rebels. Armed men travelling in small groups […] continued to murder, beat and sexually assault IDPs and villagers".

While the Council did decide to dispatch a high-level mission to Sudan, surely the gross and well documented human rights violations in Darfur including the killings of tens of thousands of innocent civilians warrant a condemnation or at the very least an acknowledgement from the UN's premier human rights body. The fact that the Council has repeatedly chosen not to do so while routinely condemning Israel demonstrates that the Council can not be trusted to fulfil its mandate under Resolution 60/251.   

An alternative approach?

It is a good measure of how bad things have become that Human Rights Watch and Amnesty International – both vocal supporters of the adoption of the Council – have been critical of the work of the Council. However, organizations such as the abovementioned and other prominent members of what can be labelled as the human rights movement are unlikely to call for the abandonment of the Council and will most likely insist on any reform to be kept within the institutinal framework of the UN.  Yet the implosion of the Council demonstrates that serious reform of a UN human rights mechanism, which members consist of UN member States rather than individual and independent persons, is a utopian dream.

Despite the beautiful words in countless UN conventions and resolutions, the UN has never been and never will be the guarantor of basic civil and political rights. Such rights have always – however imperfect – been best secured at the national level by liberal democracies with constitutions much older, more vigorous, and more proven and respected by political institutions and citizens than the UN Charter and its human rights related off springs. This demonstrates that if classic civil and political human rights are to be efficiently protecte

d at the international level, the relevant states must be liberal democracies and share a culture of and commitment to constitutionalism.

A good example of this is the Council of Europe ("CoE"), the brainchild of Winston Churchill. In its preamble, the CoE member States reaffirmed

"their devotion to the spiritual and moral values which are the common heritage of their peoples and the true source of individual freedom, political liberty and the rule of law, principles which form the basis of all genuine democracy".

Liberal democracy and ratification of the European Convention of Human Rights ("ECHR"), supervised by the European Court of Human Rights is compulsory for member states. The CoE, which now includes former fascist states such as Portugal, Spain, Greece, as well as the former communist States in Eastern Europe, has quietly played its part in spreading and consolidating basic civil and political rights in European States.

While the European Court of Human Rights have at times engaged in worrying levels of judicial activism, thereby arguably somewhat diluting the ECHR, it's jurisprudence is generally well respected amongst the member States including the national courts of these. The success of the CoE in the area of human rights is in stark contrast to the failure of the UN. A failure which the UN will be unable to remedy unless it too realises that when membership is open to democracies as well as totalitarian, authoritarian, fundamentalist and communist States, the latter will never be committed to respect classic civil and political rights since systematic violations of these are the means by which the regimes of such states keep themselves in power.

The Western States on the Council should be commended for voting against the often outrageous proposals submitted by the majority. However, their support for the Council as an institution is in the long run, tantamount to acquiescence in the further deterioration of human rights standards and the effective protection thereof, which seems to be the aim of several members of the Council. After all, the mood among EU officials demonstrates that Western states know perfectly well that there is little chance of improving the Council within the UN system.

Thus, rather than protecting the Council and the UN, Western States ought to insist on the intimate link between liberal democracy and human rights and the moral, as well as practical superiority of such a system of government. This would entail abandoning the UN as the principal international organ for the promotion and protection of human rights and the creation of a new international organization better equipped to serve this purpose.

Membership of such an organization should be open to countries of all continents, provided that they are liberal democracies with basic protection of civil and political rights. If one uses Freedom House's "Freedom in The World 2007" survey as inspiration, 25 countries from the Americas, 1 Middle Eastern (Israel), 24 Western European, 16 Asian and 13 Eastern/Central European countries are deemed to be "free" and would thus qualify for membership of the proposed new organization entrusted with the protection of international human rights.  

The creation of a new international human rights organization would be a watershed event on the international scene marking the intent of the free countries of the world to stand up for the basic rights and liberties which ensure the freedom enjoyed by their citizens. The work of a competing human rights organization consisting of free countries used to free public debate and criticism of their governmental policies and practises would expose the way the Council majority abuses the rights it is meant to protect. At the same time, it would send a loud and clear message to the authoritarian countries of the world that their form of government lacks the legitimacy of liberal democracies. A message sorely needed at a time where human rights at the international level are expected to be protected by countries where no human rights exist.

 

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2007. 28 svar

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Den glemte krig

Af Jacob Mchangama, den 24. februar 2007. 6 svar

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.

 

Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.

Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.

 

To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.

 

Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.

 

Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.

Ligestilling i Wimbledon – eller hvordan er det nu?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2007. 20 svar

Forleden blev det meddelt at Wimbledon, verdens absolut fineste tennisturnering, har indført ligestilling (se f.eks. her og her). Så mens Amelie Mauresmo, 2006-vinderen for damer, fik 300.000 kroner mindre end fænomenet Roger Federer, vil vinderne i år få præcist lige meget. Tidligere vindere som John McEnroe og Billie Jean King udtrykte deres store tilfredshed med ændringen i præmiesummen, og mange andre som f.eks. de britiske konservatives leder David Cameron har ligeledes luftet deres glæde offentligt. For nu er der endelig fuld ligestilling i en af klodens førende sportsbegivenheder. Eller er der?

Vi er ikke for vane at skrive om sport her på Punditokraterne, heller ikke selvom det er en sport der står redaktørens hjerte nær. Så der må være en anden logisk forklaring på, at vi bringer Wimbledon op. Og det er der selvfølgelig, for man kan aldeles provokerende spørge, om turneringen ikke har indført fuld diskriminering af de mandlige spillere? Umiddelbart lyder lige betaling jo som ligestilling, men ligestilling må nødvendigvis defineres som lige løn for lige arbejde. Ellers giver begrebet ikke rigtigt mening.

Den faktor, som mange ellers begavede og velmenende meningsdannere glemmer, er nemlig at mens mændene i Wimbledon som i alle fire Grand Slam turneringer spiller kampe efter princippet 'bedst af fem' – dvs. man skal vinde tre sæt for at vinde kampen – spiller kvinderne 'bedst af tre' kampe, hvor vinderen er den, der først har vundet to sæt. Med andre ord har kvinderne væsentligt kortere arbejdstid. For eksempel tog det Mauresmo 27 partier og 122 minutter at vinde sin finale, mens Federer – muligvis den bedste tennisspiller nogensinde – brugte 41 partier og 170 minutter på at vinde. Det er en 40 % forskel, og damefinalen var endda usædvanligt lang for en damekamp på de engelske græsbaner.

Lørdagens meget politisk ukorrekte og provokerende spørgsmål til vores læsere er derfor, om Wimbledon har indført ligestilling? Nok får kønnene nu den samme slutløn, men faktum er at damernes timeløn er blevet ganske væsentligt højere end mændenes. Lad os endelig understrege, at det kan i en markedsøkonomisk optik kan være helt rimeligt hvis damekampe er mere underholdende – så der er større efterspørgsel efter dem – eller at de har en større 'herlighedsværdi'. Men kan de faktorer opveje en så stor forskel i timeløn? Er der blevet lige løn for lige arbejde?

Begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen?

Af admin, den 22. februar 2007. 16 svar

Tålmodige læsere af denne blog vil vide, at denne posting bliver endnu et skamløst indlæg til støtte for Irak-krigen. Denne gang fremkaldt af statsministerens meddelelse om, at hovedparten af de danske tropper i Irak trækkes tilbage i august samtidig med en reduktion af de britiske tropper.

Kommentarspalten ndf. står åben til afvigende bidrag, heriblandt de sædvanlige trofaste kommentatorer der rasende vil fastholde, at krigen har været en katastrofe. Man kan også bare læse Thøger Seidenfadens leder i dagens Politiken, hvis man ikke gider vente på dem.

Denne posting bliver mere i stil med lederne fra JP, Berlingske (lederen, bestemt ikke folkene på 1. sektion) og The Times.

Beslutningen om at trække hovedstyrken tilbage efter fire års engagement giver grund til at overveje indsatsen. Det kan, passende provokerende, formuleres sådan:

Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.

Som Victor Davis Hanson minder om, var der mange gode grunde til at ønske Saddam fjernet. Frygten for WMD var blot en af dem. Og læser man Duelfer-rapporten eller indledningen til Butler-rapporten får man bekræftet, at Saddam heller ikke den i henseende var den harmløse stakkel, som nogle ønsker at fremstille ham som.

Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.

Det mest sandsynlige er, at Saddam havde fået fjernet sanktionerne. Som han jo selv gjorde gældende i FN under opløbet til krigen, så havde FN truet med alvorlige sanktioner, hvis han ikke overholdt resolutionerne, og hvis man ikke ville sanktionere ham, måtte det være fordi, han faktisk overholdt sanktionerne, og derfor burde sanktionerne ophæves. Det var strengt logisk og ikke videre morsomt for Frankrig og Rusland, der foretrak at ignorere kravet, hvilket de kunne gøre, så længe UK og USA lavede larm.

Så hvis krigen ikke var kommet, er det mest sandsynlige, at sanktionerne var faldet. Så havde vi haft Saddam som leder af et samlet Irak med fuld kontrol med olieindtægterne uden tilsyn. Han ville – igen ifølge Duelfer-rapporten - få måneder senere have haft WMD i form af b- og c-våben. Han ville endvidere have haft midlerne til at købe a-våbenteknologien fra den pakistanske Dr Khans – den gang – hemmelige atombutik. Han ville være en formidabel støtte for den bin Laden, hvis utrættelige kamp mod USA han jævnlig hyldede i sine aviser, og for dennes al-Qaeda netværk, der efter nederlaget i Afghanistan ville være på udkig efter nye stærke venner. Det ville gøre ham til en langt større trussel end situationen i Mellemøsten i dag.

Alternativt ville sanktionerne være fortsat. Saddam ville leve i luksus, mens titusinder af hans underkuede folk ville dø, især børn. Medierne ville være fyldt med de selv samme mennesker, der i dag er vrede over krigen, men som nu ville være vrede over sanktionerne og deres morderiske virkning på Iraks civilbefolkning, mens de påpegede den radikalisering og støtte til al-Qaeda som disse menneskerettighedskrænkelser ville medføre. Til sidst ville Irak bryde sammen, det var allerede ved befrielsen i en fremskreden tilstand af opløsning, og vi ville have en endnu større trussel om indblanding fra Iran, der ville foregive at støtte shiaerne, og Saudi-Arabien m.fl.til støtte for sunni, mens Tyrkiet ville gå ind fra nord mod kurderne.

I stedet fik vi en befrielse, der – i modsætning til ynglingsmyten i MSM – blev hilst velkommen af et massivt flertal af irakerne, selv blandt sunni. Og som blev nøjagtig lige så kort og ublodig, som forventet.

Befrielsen og indførelsen af demokrati har i den forstand været en kæmpe succes. Vi har fået bevist, at det er muligt at introducere demokrati og få folkelig opbakning til det også i Mellemøsten. Påstandene om, at irakerne ikke kunne blive demokrater på grund af deres race, etniske sammensætning, kulturelle udviklingsstade eller religion er blevet modbevist.

Eksistensen af et demokrati i Mellemøsten er af enorm betydning, langt større end krigsmodstanderne nogen sinde vil indrømme. Synet af irakerne, der kunne deltage i et frit valg og selv vælge deres ledere, havde en enorm indflydelse på de øvrige folkeslag i regionen. Næste gang, der skal være valg, vil påvirkningen blive lige så stærk. Og næste gang, og næste gang. Derfor den indledende bemærkning om, at hver dag, demokratiet overlever i Irak, er en succes.

Til gengæld har vi ikke fået skabt den fred og sikkerhed, som er nødvendig for at gøre landet til et forbillede for andre og en mindre trussel mod os selv. Det bruger diktatorerne i området naturligvis som skræmmebillede: Se hvad demokrati kan føre til! Og MSM synger – forunderligt nok, hvis man tænker efter – samme sang.

Den vedvarende vold har tappet på den folkelige opbakning. Ikke i Irak, hvor meningsmåling efter meningsmålling bekræfter, at et massivt flertal stadig finder befrielsen alle ofrene værd. Men i Vesten, hvor man – som formuleret af den dystert præcise Mark Steyn – i stigende grad har opfattet krigen som et reality-show, man bare ønskede sig stemt ud af, så det ikke skulle fylde hele sendefladen.

Vi må således konstatere, at mens den politiske mission med Irak-krigen har været en succes, har den militære del været mindre vellykket. Når jeg ikke formulerede det i stil med MSM som en fiasko, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at vi kunne have gjort det meget bedre. Faktisk tror jeg, at vi har gjort det så godt, som det var muligt.

Det er naturligvis fristende, som nogle tidligere krigstilhængere, at søge tilflugt i den gamle udflugt "Ideen var god, men vi blev svigtet i udførelsen". Men er det rigtigt? Naturligvis begås der fejl. Det gør der i alle krige, og man skal være mere end almindelig hysterisk for at hævde, at fejl og grusomheder i denne krig har været værre end andre krige, f.eks. WWII, der i dag har et ganske pænt omdømme som "demokratiets krig", selvom vi i dag kender til voldsomme krigsforbrydelser og allerede fra 1945 måtte sande, at den krig, som blev startet for at frelse Polens frihed fra diktatur, endte forgæves for netop dem.

Var det f.eks. forkert at opløse den irakiske hær? Tja, bum bum. Det siger mange, men havde man ellers fået overbevist al-Sistani og med ham det store befolkningsflertal af shia om, at man mente demokratiet alvorligt og ikke bare ville udskifte en sunni-diktator med en anden?

Skulle der have været flere soldater i Irak? Tja, måske. Men tænk en gang på den fjende, man stod over for. Terrorister, hvis mål ikke primært var tropperne, men derimod at dræbe så mange tilfældige civile shia som muligt. Selv i England kunne hele den britiske hær, Scotland Yard og hendes majestæts kat ikke forhindre lystmorderne fra IRA i at sprænge bomber og dræbe uskyldige forbipasserende. Og så var IRA endda ikke så morderisk indstillet som de kombinerede oprørsgrupper fra Bath, al-Qaeda & co.

Problemet er og har hele tiden været, at vi ikke kan tvinge et fremmed folkeslag til demokrati. Det kan kun lykkes, hvis de selv vil det. Det irakiske folk har igen og igen bekræftet, at de ønsker et samlet demokratisk Irak. Men de bekæmpes af militser, der kynisk prøver at fremkalde en borgerkrig. I det opgør har vi støttet demokratiet, men før eller senere m
å irakerne selv overtage.

Det tidspunkt er – for vores område i Sydirak – kommet nu.

Så bør vi trække os ud. Det har hele tiden været planen.

Er det for tidligt? Formodentlig ja, men hjemmefronten er svækket efter fire års ensidig negativ dækning i MSM. Er det alt for tidligt? Næppe. Irakerne kan en hel del mere, end MSM har lyst til at fortælle. Desuden forbeholder briterne sig at kunne gå ind igen. Vi bør holde samme mulighed åben.

Hvordan så med fremtiden?

Mit bud er, at demokratiet overlever, og at Irak fortsætter som en samlet stat. Formodentlig med selvstyre, men ikke en egentlig føderal opsplitning. Hvorfor, når vi ser disse frygtelige sekteriske massedrab? Fordi de ikke nyder større opbakning i befolkningen. Irakerne har ikke nået det punkt af udbredt had, som tvang til opdelingen mellem Pakistan og Indien efter afslutningen på kolonistyret. Tværtimod er der en betydelig nationalfølelse, og det er mit gæt, at de venstreorienterede krigsmodstandere igen undervurderer nationalismens styrke.

Får vi flere krige som Irak. Ja, formodentlig. Det vil være sværere at få folkelig opbakning, ikke mindst til påstande baseret på efterretninger. Men alle seriøse politikere ved, at efterretningerne forud for Irak-krigen ikke var manipulerede, men blot utilstrækkelige. Så de kommer også i den situation at skulle træffe ubehagelige valg på et usikkert grundlag. Og her tror jeg, at der i højere grad vil være vilje til at vælge sikkerhed frem for vished. Sagt på en anden måde: frygten for en ny 9/11 vejer tungere end flovheden over at have overvurderet Saddams arsenal.

Mens det er usikkert, om vi får flere Irak-krige med en koalition af villige, er det mere sandsynligt, at vi får flere stedfortræderkrige. Afghanistan-krigen var til dels en sådan krig, og Tysklands og mange andres manglende vilje til at sætte tropper ind, hvor det er nødvendigt og dermed farligt, antyder, at man vender tilbage til den model. Vi så det samme i Somalia, hvor islamisterne – til mange defaitistisk indstillede journalisters store overraskelse – blev slået noget så læsterligt af nabolandets militær. Stedfortræderkrige har den store fordel, at MSM og den politiske opposition normalt er rimeligt ligeglade med, hvad der sker. Der er ikke nogen indenrigspolitisk gevinst at hente. Det står i skarp kontrast til det hysteri, der præger dækningen af krige, hvor vores egne tropper deltager, og hvor enhver af krigens grusomheder bliver fremstillet som en mulig krigsforbrydelse – hvis den altså er begået af vores tropper.

Ulempen ved stedfortræderkrige er netop det: at vores stedfortrædere sjældent opfører sig så humant og fornuftigt, som vores egne tropper gør. Vi risikerer dermed at falde tilbage på den eneste udenrigspolitiske linje, der virkelig kan kategoriseres som en fiasko: den såkaldte realistiske skole, der mere rettelig burde hedde den kyniske skole, og hvor man troede, at vi kunne få ro i Mellemøsten ved at betale lokale diktatorer for at undertrykke deres befolkning. Det skabte uhyrer som Saddam, al-Qaeda og tragedien 9/11. Vi må ikke håbe, at politikerne igen fristes til at gå den vej.

Vil tilbagetrækningen af danske tropper til fordel for Afghanistan hjælpe regeringen? Ja, på kort sigt, men så heller ikke længere. Modstanden mod Afghanistan-krigen var lige så indædt og bestod af de samme kredse, som modstanden mod Irak-krigen. Den såkaldte fredsvagt foran Christiansborg sidder der faktisk i protest mod, at vi befriede afghanerne for taliban. Men dels var krigen i Afghanistan desværre (for dem) alt for hurtigt og sejrrig, dels og heldigvis (for dem) startede Irak-krigen.

Her gjorde venstrefløjen den taktiske fejl, at de fremstillede Afghanistan-krigen som den "rigtige og lovlige" krig for dermed at skærpe kontrasten til den "forkerte og ulovlige" krig i Irak. Det har virket nogenlunde til at demoralisere og undergrave støtten til vores tropper i Irak, men det gør det nu vanskeligt for dem at dæmonisere indsatsen i Afghanistan på samme måde. Det forsøger de nu at overkomme, dels ved at fokusere på mulige "ulovligheder", som i DRs såkaldte dokumentarfilm om fangeudvekslinger, dels ved at gentage temaet fra Irak om, at det er umuligt at civilisere de indfødte. Det er godt nok en påstand, der smager ikke så lidt af rascisme, men man kan gøre det smagfuldt med nogen øvelse.

Det er status set herfra. Det er ikke begyndelsen på afslutningen for Irak. Det er afslutningen på begyndelsen. Nu overgår ansvaret til irakerne selv.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Af David Gress, den 20. februar 2007. 9 svar

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunità.  Società har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Af David Gress, den 20. februar 2007. 16 svar

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

Skolevås i USA igen igen

Af David Gress, den 19. februar 2007. 19 svar

Bertel Haarder er, forlyder det, en realistisk mand begavet med en god portion sund fornuft.  Derfor har han holdt sig tilbage fra at komme med helt så åndssvage målsætninger som Bush-administrationen i USA, der, som Steve Sailer her viser, fortsætter med at forfægte en politik, alle med sig selv ved er bygget på løgn og medfører kolossalt spild.  Det er endnu et eksempel på det som Timur Kuran for en del år tilbage analyserede i bogen "Public Lies, Private Preferences" med køns- og racekvoteringspolitikkerne som eksempel.  Pointen for liberale og for demokrater i almindelighed er, at det er dybt forkvaklende og usundt for en politisk kultur hvis magthaverne og de intellektuelt toneangivende fører og anbefaler politik baseret på ting, de pgl. selv ved er løgn, i dette tilfælde dogmet om alles ens evner.  Endnu mere forkvaklende er det, når politik baseret på løgn anbefales som moralsk og etisk påkrævet.  Så er der for alvor lagt i kakkelovnen til unødvendige katastrofer.

En realistisk politik på uddannelsesområdet vil tjene alle bedre.

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Ugens citat: Dave Barry om frihed

Af Redaktionen, den 18. februar 2007. 5 svar

På det amerikanske Marquette University har institutlederen for Dept. of Philosophy, James South, beordret en ph.d. studerende, Stuart Ditsler, til at fjerne et “patently offensive” citat, som den studerende havde placeret på sin kontordør på instituttet.  Citatet var af den meget vittige amerikanske humorist (og libertarianer) Dave Barry, som er forfatter til bl.a. bestsellerne Dave Barry Hits Below the Beltway: A Vicious and Unprovoked Attack on Our Most Cherished Political Institutions (2002), Dave Barry Slept Here og utallige morsomme klummer.  Citatet lød sådan:

“As Americans we must always remember that we all have a common enemy, an enemy that is dangerous, powerful, and relentless.  I refer, of course, to the federal government.”

Så meget for “academic free speech”.  Mere her fra Cato Institute.

At være i femte kolonne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. februar 2007. 11 svar

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Må (sammenhængs-)kraften være med dig

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. februar 2007. 11 svar

Hermed lidt genbrug af min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Debat: Kommentar: Den autoritære »sammenhængskraft«

Berlingske Tidende 10.  februar  2007, 2 sektion, magasin, side 23

VARM LUFT. Alle taler om sammenhængskraft, men hvad er det?

Af Peter Kurrild-Klitgaard. Professor, ph.d.

»Sammenhængskraft« må vist tage prisen som det for tiden mest populære begreb i dansk politik. Alle taler om det, og alle – fra Venstre over Dansk Folkeparti til den yderste venstrefløj – synes at mene, at det er noget positivt. Men alle lægger vist også noget forskelligt i det, og ingen eller få synes at have øjnene åbne for, hvor autoritært begrebet kan anvendes. Eller også er det måske lige netop derfor, det er så populært?

FOR DET ER det. Søger man i avisdatabasen Infomedia, kan man se, at udtrykket er brugt ca. 2.800 gange i danske aviser siden begyndelsen af 1990erne – men af disse referencer er de 2.400 siden fra 2001 og frem. Hvor det i 1990erne mest var venstrefløjen, der brugte det, er det nu stort set alle politiske observanser, og statsminister Anders Fogh Rasmussen har sågar gjort det til et ofte omtalt begreb i den »skandi-liberalisme«, som det Nye Venstre har erklæret for sit nye udgangspunkt. Så alle taler om det, men samtidigt er det som om, at alle mener noget forskelligt med det.
Blandt nogle – især blandt nogle samfundsforskere og enkelte liberale – synes »sammenhængskraft« at blive brugt som synonym med det, økonomer kalder »social kapital«, og som bl.a. omfatter de positive normer og den gensidige tillid, man kan finde i et samfund. Her ser man dog som regel fænomenet som værende noget, der opstår ud af menneskers frivillige interaktion, og ikke noget der bliver skabt eller påført »fra oven«.

Men det er sjældent dén udlægning, man finder blandt danske politikere. Hos nogle konservative – i og udenfor Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti – forekommer ordet som en fællesnævner for et sæt af fælles værdier i et samfund. For dem er »sammenhængskraft« noget, der bliver forstyrret, når mennesker ikke længere udfylder de roller eller har de værdier, som andre mener, de bør have. Når den sociale mobilitet eller menneskelig migration pludselig er så stor, at den skaber kultur- og værdiforskelle, der i en eller anden forstand er for store.

PÅ VENSTREFLØJEN ER »sammenhængskraft« også lig med fraværet på forskelle, men her er forskellene materielle. Så hvis der er sociale forskelle mellem borgerne i et samfund, går det angiveligt ud over »sammenhængskraften«. På den måde er begrebet stort set identisk med socialisme og dermed nærmest en slags politisk udgave af Janteloven.

Det eneste, som i virkeligheden synes at være fælles for stort set alle, som anvender »sammenhængskraft« i den politiske debat, er, at de opfatter det som et begreb, der kan relateres til stort set ethvert politisk emne, og som trumfer stort set alle andre hensyn. Ét emne, som til gengæld aldrig rejses, er, hvor grænserne går for, hvad der kan retfærdiggøres med henvisning til »sammenhængskraften«.

MAN MÅ SPØRGE sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

DETTE ER IKKE sagt for at underkende, at »sammenhængskraft« potentielt kan være noget vigtigt og værdifuldt – både hvis man vil forstå, hvordan samfundet er indrettet, og hvis man eventuelt vil sige noget om, hvordan det burde være indrettet.

Hvis man med begrebet mener at beskrive et samfund, hvor der ikke er så store modsætninger mellem borgerne, at de giver sig udslag i decideret borgerkrig, og hvor disse omvendt kan fungere smidigt og fleksibelt sammen, så giver det god mening. Men der er meget langt derfra og til de forskelle eller modsætninger, som de som prædiker »sammenhængskraft«, synes at lægge i begrebet. Talrige samfund med væsentligt større forskelle end dem, der kendetegner Danmark, har klaret sig betragteligt bedre i meget længere tid.

For nærværende er »sammenhængskraft« et begreb, der er så svævende, at det kan betyde alt for alle – og når det er tilfældet, så er der god grund til at være mere end almindeligt skeptisk overfor dem, der bruger det konstant.