Må (sammenhængs-)kraften være med dig

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. februar 2007. 11 svar

Hermed lidt genbrug af min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Debat: Kommentar: Den autoritære »sammenhængskraft«

Berlingske Tidende 10.  februar  2007, 2 sektion, magasin, side 23

VARM LUFT. Alle taler om sammenhængskraft, men hvad er det?

Af Peter Kurrild-Klitgaard. Professor, ph.d.

»Sammenhængskraft« må vist tage prisen som det for tiden mest populære begreb i dansk politik. Alle taler om det, og alle – fra Venstre over Dansk Folkeparti til den yderste venstrefløj – synes at mene, at det er noget positivt. Men alle lægger vist også noget forskelligt i det, og ingen eller få synes at have øjnene åbne for, hvor autoritært begrebet kan anvendes. Eller også er det måske lige netop derfor, det er så populært?

FOR DET ER det. Søger man i avisdatabasen Infomedia, kan man se, at udtrykket er brugt ca. 2.800 gange i danske aviser siden begyndelsen af 1990erne – men af disse referencer er de 2.400 siden fra 2001 og frem. Hvor det i 1990erne mest var venstrefløjen, der brugte det, er det nu stort set alle politiske observanser, og statsminister Anders Fogh Rasmussen har sågar gjort det til et ofte omtalt begreb i den »skandi-liberalisme«, som det Nye Venstre har erklæret for sit nye udgangspunkt. Så alle taler om det, men samtidigt er det som om, at alle mener noget forskelligt med det.
Blandt nogle – især blandt nogle samfundsforskere og enkelte liberale – synes »sammenhængskraft« at blive brugt som synonym med det, økonomer kalder »social kapital«, og som bl.a. omfatter de positive normer og den gensidige tillid, man kan finde i et samfund. Her ser man dog som regel fænomenet som værende noget, der opstår ud af menneskers frivillige interaktion, og ikke noget der bliver skabt eller påført »fra oven«.

Men det er sjældent dén udlægning, man finder blandt danske politikere. Hos nogle konservative – i og udenfor Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti – forekommer ordet som en fællesnævner for et sæt af fælles værdier i et samfund. For dem er »sammenhængskraft« noget, der bliver forstyrret, når mennesker ikke længere udfylder de roller eller har de værdier, som andre mener, de bør have. Når den sociale mobilitet eller menneskelig migration pludselig er så stor, at den skaber kultur- og værdiforskelle, der i en eller anden forstand er for store.

PÅ VENSTREFLØJEN ER »sammenhængskraft« også lig med fraværet på forskelle, men her er forskellene materielle. Så hvis der er sociale forskelle mellem borgerne i et samfund, går det angiveligt ud over »sammenhængskraften«. På den måde er begrebet stort set identisk med socialisme og dermed nærmest en slags politisk udgave af Janteloven.

Det eneste, som i virkeligheden synes at være fælles for stort set alle, som anvender »sammenhængskraft« i den politiske debat, er, at de opfatter det som et begreb, der kan relateres til stort set ethvert politisk emne, og som trumfer stort set alle andre hensyn. Ét emne, som til gengæld aldrig rejses, er, hvor grænserne går for, hvad der kan retfærdiggøres med henvisning til »sammenhængskraften«.

MAN MÅ SPØRGE sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

DETTE ER IKKE sagt for at underkende, at »sammenhængskraft« potentielt kan være noget vigtigt og værdifuldt – både hvis man vil forstå, hvordan samfundet er indrettet, og hvis man eventuelt vil sige noget om, hvordan det burde være indrettet.

Hvis man med begrebet mener at beskrive et samfund, hvor der ikke er så store modsætninger mellem borgerne, at de giver sig udslag i decideret borgerkrig, og hvor disse omvendt kan fungere smidigt og fleksibelt sammen, så giver det god mening. Men der er meget langt derfra og til de forskelle eller modsætninger, som de som prædiker »sammenhængskraft«, synes at lægge i begrebet. Talrige samfund med væsentligt større forskelle end dem, der kendetegner Danmark, har klaret sig betragteligt bedre i meget længere tid.

For nærværende er »sammenhængskraft« et begreb, der er så svævende, at det kan betyde alt for alle – og når det er tilfældet, så er der god grund til at være mere end almindeligt skeptisk overfor dem, der bruger det konstant.

Fra mediernes verden: sjove overskrifter og overdrivelser

Af admin, den 10. februar 2007. 22 svar

Vi fortsætter vores stærkt subjektive og københavnerfikserede punktnedslag i mediernes verden i forsøget på at løse det sunde spørgsmål Quis custodiet ipsos custodes (som en service for de, der som jeg aldrig har fået en ordentlig uddannelse og må slå den slags op: hvem vogter vogterne)?

Vi starter med et par sjove overskrifter og ender med en mindre sjov overdrivelse.

Forsiden af Berlingeren er som skrevet ud af hjertet på en god gammel venstreorienteret forkæmper for den hellige danske enhedsfagbevægelse:

STØTTE TIL LOs OPGØR MED GRATISTER

Læser man nærmere, ses det, at støtten udgøres af et "markant flertal" på 52 pct. Det giver jo lyst til at læse videre i Business, hvor undersøgelsen er gengivet. Her lyder overskriften sjovt nok:

GALLUP: INGEN FORSKEL PÅ GULE OG RØDE FAGFORENINGER

Nu fremgår det, at mange og især de unge finder det lige solidarisk at være med i en rød som en "gul" (er det mon deres eget farvevalg?) fagforening. Tja. Læser man spørgsmålene og ser, hvordan de er framet, kan man egentlig kun undre sig over, at svarprocenterne ikke er højere, f.eks. 98-99 pct. med de sædvanlige 2 pct. som ikke har hørt efter.

Så til det mindre sjove.

Berlingskes korrespondent i USA, hvis noget mangelfulde dækning af Plame-sagen vi har dækket mere end godt er, rapporterer i dag om en intern rapport, der kritiserer Pentagons indsamling af efterretninger forud for Irak-krigen, og hvor det anføres, at de …

… brugte både »troværdige og utroværdige« efterretningsoplysninger for at producere en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda, »der var meget stærkere«, end den efterretningsvæsenet kunne stå inde for, og »mere i overensstemmelse med politiske synspunkter hos højtstående personer i administrationen.«

Det er jo i sig selv en alvorlig sag, men det er åbenbart ikke nok for korrespondenten, der må have overset, at rapporten taler om både "troværdige og utroværdige" oplysninger og i stedet strammer historien sådan (fremhævelse tilføjet):

Det gjaldt især påstanden om, at Iraks nu afdøde diktator, Saddam Hussein, arbejdede sammen med terrorgruppen al-Qaeda og dermed havde forbindelse til terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. En sådan forbindelse er aldrig siden dokumenteret.

Den sidste linje kan man så sammenholde med 11. september rapporten, der baseret på en omhyggelig indsamling af fakta beskriver forløbet omkring terrorangrebene og følger bin Ladens færd. Den er så velskrevet, at man kan købe den som bog, hvis man ikke vil nøjes med den gratis udgave, der ligger her på Internettet:

Bin Ladin was also willing to explore possibilities for cooperation with Iraq, even though Iraq's dictator, Saddam Hussein, had never had an Islamist agenda—save for his opportunistic pose as a defender of the faithful against "Crusaders" during the Gulf War of 1991. Moreover, Bin Ladin had in fact been sponsoring anti-Saddam Islamists in Iraqi Kurdistan, and sought to attract them into his Islamic army. …

With the Sudanese regime acting as intermediary, Bin Ladin himself met with a senior Iraqi intelligence officer in Khartoum in late 1994 or early 1995. Bin Ladin is said to have asked for space to establish training camps, as well as assistance in procuring weapons, but there is no evidence that Iraq responded to this request. As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

There is also evidence that around this time Bin Ladin sent out a number of feelers to the Iraqi regime, offering some cooperation. None are reported to have received a significant response.According to one report, Saddam Hussein's efforts at this time to rebuild relations with the Saudis and other Middle Eastern regimes led him to stay clear of Bin Ladin.

In mid-1998, the situation reversed; it was Iraq that reportedly took the initiative. In March 1998, after Bin Ladin's public fatwa against the United States, two al Qaeda members reportedly went to Iraq to meet with Iraqi intelligence. In July, an Iraqi delegation traveled to Afghanistan to meet first with the Taliban and then with Bin Ladin. Sources reported that one, or perhaps both, of these meetings was apparently arranged through Bin Ladin's Egyptian deputy, Zawahiri, who had ties of his own to the Iraqis. In 1998, Iraq was under intensifying U.S. pressure, which culminated in a series of large air attacks in December.

Similar meetings between Iraqi officials and Bin Ladin or his aides may have occurred in 1999 during a period of some reported strains with the Taliban. According to the reporting, Iraqi officials offered Bin Ladin a safe haven in Iraq. Bin Ladin declined, apparently judging that his circumstances in Afghanistan remained more favorable than the Iraqi alternative. The reports describe friendly contacts and indicate some common themes in both sides' hatred of the United States. But to date we have seen no evidence that these or the earlier contacts ever developed into a collaborative operational relationship. Nor have we seen evidence indicating that Iraq cooperated with al Qaeda in developing or carrying out any attacks against the United States. (s. 66).

Så 9/11-rapporten dokumenterer altså flere tilfælde af forbindelse mellem Saddam og bin Laden, der jo havde en fælles fjende. Den dokumenterer, hvordan først bin Laden og siden Saddam tilbyder baser for al-Qaeda i Irak. Men den dokumenterer også, at der ikke blev et "collaborative operational relationship". Hvorvidt et sådant samarbejde kunne etableres, hvis parterne skønnede det nødvendigt, blev klart fra Irak-krigens første dag: det kunne det.

Så bemærkningen om, at der "ikke var forbindelse" melllem Saddam og bin Laden er en af disse absolute bemærkninger, der er lige så misvisende som påstanden om, at underretningerne om Saddams WMD var "helt forkerte" (læs Duelfer-rapporten). Igen efterlades man med spørgsmålet, om det skyldes manglende kendskab til kilderne eller ønsket om at manipulere med læserne ud fra devisen: overdrivelse fremmer forståelsen.

Showdown om vestlige værdier i Paris II

Af Jacob Mchangama, den 8. februar 2007. 15 svar

Det er helt fortjent, at sagen mod det franske ugeblad Charlie Hebdo har påkaldt sig så meget opmærksomhed, som det er tilfældet – også her på bloggen med vores redaktørs seneste post.

Men sagen har faktisk et ganske sammenligneligt fransk fortilfælde, der sidste år kulminerede i en dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 1994 fik journalisten og historikeren Paul Giniewski bragt en artikel i den franske avis "Le quotidien de Paris" under overskriften "The obscurity of error" (EMDs engelske oversættelse).

I denne artikel vedrørende et skrift fra Vatikanet kaldet "Veritatis Splendor", skrev Giniewski bl.a.(og jeg vælger igen her den engelske frem for den franske version):

"The Catholic Church sets itself up as the sole keeper of divine truth… It proclaims clearly the fulfilment of the Old Covenant in the New, and the superiority of the latter… Many Christians have acknowledged that anti-Judaism and the doctrine of the "fulfilment" [l'accomplissement"] of the Old Covenant in the New lead to anti-Semitism and prepared the ground in which the idea and implementation  ["l'accomplissement"] of Auschwitz took seed".

Det fik en organisation ved navn Alliance générale contre le racisme et pour le respect de l'identité française et chrétienne (AGRIF) (Alliancen mod racisme og for respekten for den franske og kristne identitet), til at indlede både en civil- og strafferetlig sag mod Giniewski og avisen for at have bragt racistiske udtalelser mod det kristne (tros)samfund.

Giniewski og avisen blev – efter en langvarig retsproces ved flere instanser – først fundet skyldige men siden frifundet for så vidt angår den strafferetlige anklage. Dog tabte Giniewski den civilretlige sag og blev dømt til at betale 1 Franc til AGRIF, samt til at betale for at bringe dommen i en avis.

Giniewski bragte herefter sagen til den EMD, som i 2006 afgjorde sagen med bl.a. disse ord:

50.  The Court considers, in particular, that the applicant sought primarily to develop an argument about the scope of a specific doctrine and its possible links with the origins of the Holocaust. In so doing he had made a contribution, which by definition was open to discussion, to a wide-ranging and ongoing debate), without sparking off any controversy that was gratuitous or detached from the reality of contemporary thought.

51.  By considering the detrimental effects of a particular doctrine, the article in question contributed to discussion of the various possible reasons behind the extermination of the Jews in Europe, a question of indisputable public interest in a democratic society. In such matters, restrictions on freedom of expression were to be strictly construed. Although the issue raised in the present case concerns a doctrine upheld by the Catholic Church, and hence a religious matter, an analysis of the article in question shows that it does not contain attacks on religious beliefs as such, but a view which the applicant wishes to express as a journalist and historian.

 In that connection, the Court considers it essential in a democratic society that a debate on the causes of acts of particular gravity amounting to crimes against humanity should be able to take place freely
Furthermore, it has already had occasion to note that "it is an integral part of freedom of expression to seek historical truth", and that "it is not its role to arbitrate" the underlying historical issues.

52.  While the published text, as the applicant himself acknowledges, contains conclusions and phrases which may offend, shock or disturb some people, the Court has reiterated that such views do not in themselves preclude the enjoyment of freedom of expression. Moreover, the article in question was not "gratuitously offensive" or insulting, and does not incite to disrespect or hatred. Nor does it cast doubt in any way on clearly established historical facts.

53.  In those circumstances, the reasons given by the French courts in support of the applicant's conviction cannot be regarded as sufficient to convince the Court that the interference in the exercise of the applicant's right to freedom of expression was "necessary in a democratic society"; in particular, his conviction on a charge of public defamation towards the Christian community did not meet a "pressing social need".

Det bemærkelsesværdige ved denne sag er, at den – så vidt jeg er orienteret – på intet tidspunkt har været kraftigt eksponeret i medierne eller blogosfæren. Jeg husker heller ikke Trykkefrihedsselskabet juble over denne dom, eller skose de kristne i AGRIF for deres forsøg på at knægte ytringsfriheden. Endvidere husker jeg ikke Politikens hus være bestyrtet over EMDs dom, som jo nu – på europæisk plan – tillader at såre religiøse følelser i ytringsfrihedens navn.

En sag som denne – og nu følger visse generaliseringer – viser, at de der råber højest op om ytringsfrihed i Europa i dag (de kultur-konservative), reelt kun er interesserede i, at kæmpe for denne sag, når det er muslimer, der truer ytringsfriheden. I disse tilfælde er den folkelige opbakning – med rette – massiv bag den der insisterer på vestlige frihedsrettigheders ukrænkelighed i konfrontationen med ublu religiøse krav.

Det har nok også spillet ind at, det, at henlede opmærksomheden på, at kristne organisationer ligeledes har og kan true ytringsfriheden, ikke passer  i den kultur-konservative verdensopfattelse. Her er kristendommen frihedens religion og dermed Islams diametrale modsætning, hvorfor kristendommen er fuldt forenelig med – eller ligefrem understøttende for – vestlige værdier såsom frihedsrettigheder. Det passer givetvis heller ikke ind i den kultur-konservative selvopfattelse, at Giniewski skrev om kristendommens historiske og omfattende antisemitisme, nu hvor man fra dette hold slår sig op på at antisemitisme alene er et muslimsk problem.

Tavsheden fra de "progressive" kræfters side skal givetvis søges i, at man i virkeligheden har stor sympati for dommen, men nødigt vil skilte hermed. Det ville nemlig udstille, hvor hyklerisk argumentet om ikke at forhåne religioner er, når de progressive med denne argumentation i virkeligheden kun forsøger at immunisere Islam og muslimer fra kritik.

Kristne og kristendommen har den progressive fløj i Danmark (og Europa) altid yndet at forhåne. Religiøs tolerance er for de progressive kun interessant at promovere, når det gælder om, at "beskytte" muslimer, ligegyldigt, hvor åbenlyst urimelige og samfundsundergravende de krav om særlige hensyn og censur, som en anseelig del af europæiske muslimer stiller til det omgivende samfund er. Når det kommer til frihedsrettigheder er principfasthed således det sidste man skal forvente fra nogle af de ovennævnte fløje.

Showdown om vestlige værdier i Paris

Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2007. 13 svar

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

Mod nye dybder i Plame-sagen

Af admin, den 6. februar 2007. 3 svar

Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg lovede ikke at brokke mig over Berlingskes mangelfulde dækning af Plame-sagen, før der skete noget vigtigt, og så gør jeg det alligevel. So sue me.

I dagens Berlinger fyrer de nu igen en dobbeltside af, og historien i selve artiklen er stort set lige så ringe som hidtil. Der er de sædvanlige fejl om, at Wilson afviste påstanden fra Bush tale til nationen om, at Saddam havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika:

Han havde på vegne af efterretningstjenesten CIA allerede inden invasionen undersøgt og afvist en af administrationens nøgleargumenter for at gå i krig – Iraks påståede forsøg på at købe uran i Afrika.

Nå sandheden desværre er, som dokumenteret i Senates rapport fra juli 2004, at Wilson tværtimod fik bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran. Tsk, tsk.

Der er enkelte gode takter, f.eks. har korrespondenten nu også opdaget, at Wilson faktisk blev sendt afsted af CIA og udpeget af sin kone. Det kunne vi andre læse om i Senatets ovennævnte rapport fra snart tre år siden. Men avisen fastholder stadig, at CIA gjorde det "indirekte" på Cheneys vegne, og at fru Wilson (aka Plame) "havde blot bragt sin mand på bane".

Til gengæld synes korrespondenten ikke rigtigt at kunne forfølge spørgsmålet om det strafbare i at afsløre Ms. Plame og hendes tilknytning til CIA. Af selve artiklen fremgår det, at Libby skulle have vidst, at Plame var hemmelig agent i CIA, og at det var forkert at afsløre, men samtidig anføres det ganske korrekt, at anklageren Fitzgerald ikke har rejst tiltale mod Libby eller nogen som helst andre for den sags skyld. Det anføres bare:

Lewis »Scooter« Libby er ikke tiltalt for selve lækagen af Valerie Plames navn. Det er der ingen, der er. Beviserne var der tilsyneladende ikke.

Selv en mæt bassethund må antages at have mere gå-på-mod og nysgerrighed end denne korrespondent, der på den ene side hævder, at Libby har gjort noget strafbart for så blot at konstatere, at det nok alligevel ikke kunne bevises. Man frygter, at korrespondenten har overset, at anklager Fitzgerald for længst har droppet det i øvrigt ganske komplicerede spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet var strafbart at "oute" Ms Plame. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at være hemmelig agent. Faktisk har Fitzgerald tidligere gjort gældende, at Libby ikke vidste det, og afhøringen af hans egne vidner i sagen har næppe overrasket ham i så henseende. Sagen handler jo som bekendt blot om, at Libby måske/måske ikke har løjet om, hvornår han fik at vide, at Ms Plame arbejdede i CIA. Den oprindelige undersøgelse af, om nogen gjorde noget strafbart endte derimod blindt.

Nå, alt dette er egentlig ikke årsagen til dette løftebrud. Det er jo bare den samme gamle skure. Næ, det nye er teksten til et af de mange billeder, der ledsagede artiklen. Her skrives:

JANUAR 2003

… I fjerde omgang lykkes det [at nævne Saddams forsøg på at skaffe uran], men kun fordi Det Hvide Hus kan citere britiske oplysninger. (Oplysninger som hverken før eller siden er blevet dokumenteret, og som de amerikanske efterretningstjenester formoder hviler på de falske Niger-dokumenter). …

Oh boy. Jeg ved ikke, hvor de har det med, at de amerikanske efterretningstjenester skulle tro den slags. Men det lyder ikke videre sandsynligt, for i hvert fald de har da læst rapporten fra det britiske kontroludvalg (Intelligence and Security Committee) fra september 2003, der er gratis tilgængelig på Internettet (her). Her er fra s. 28 (fremhævelse i original) hvad rapporten siger om dette forhold:

89. The Committee questioned the Chief of the SIS about the reporting behind these statements. We were told that it came from two independent sources, one of which was based on documentary evidence. One had reported in June 2002 and the other in September that the Iraqis had expressed interest in purchasing, as it had done before, uranium from Niger. GCHQ also had some sigint concerning a visit by an Iraqi official to Niger.

90. The SIS's two sources reported that Iraq had expressed an interest in buying uranium from Niger, but the sources were uncertain whether contracts had been signed or if uranium had actually been shipped to Iraq. In order to protect the intelligence sources and to be factually correct, the phrase "Iraq has sought the supply of significant quantities of uranium from Africa" was used. At the time of producing the dossier, nothing had challenged the accuracy of the SIS reports.91. In February 2003 the International Atomic Energy Authority (IAEA) received from a third party (not the UK) documents that the party had acquired in the autumn of 2002 and which purported to be evidence of Iraq's attempts to obtain uranium from Niger. In March 2003 the IAEA identified some of the documents it had received as forgeries and called into question the authenticity of the others.

92. The third party then released its documents to the SIS. The SIS then contacted its source to check the authenticity of its documentary  evidence. The SIS told us that its source was still conducting further investigations into this matter.

93. The SIS stated that the documents did not affect its judgement of its second source and consequently the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

Det var i øvrigt den ISC rapport, som Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen ikke omtalte med et ord, selvom den var blevet offentliggjort et par måneder før.

Nå, briterne undersøgte som bekendt efterretningerne fra før Irak-krigen adskillige gange for at kvæle mediernes forsøg på at holde liv i myten-om-løgnen. Seneste omgang var Butler-rapporten fra juli 2004, så lad os lige se på Internettet (her), hvad den siger om forholdet.

Men typisk britisk understatement starter rapportens udredning sådan her (s.121):

There has been significant controversy surrounding the reliability of Government statements about Iraqi attempts to buy uranium from Africa. We have therefore studied this issue in detail.

Herefter gennemgår man omhyggeligt sagen og redegør for sine undersøgelser, indtil man konkluderer sådan her (s. 125):

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

a. It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

b. The British Government had intelligence from several different sources indicating that this visit was for the purpose of acquiring uranium. Since uranium constitutes almost three-quarters of Niger's exports, the intelligence was credible.

c. The evidence was not conclusive that Iraq actually purchased, as opposed to having so
ught, uranium and the Brit
ish Government did not claim this.

d. The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Prøv lige at læse den sidste sætning igen. Og prøv så at læse Berlingskes udlægning ovf.

Hvordan dælen kan en avis som Berlingske holde til igen og igen at lave en dækning på det niveau?

Er det uvidenhed om kilderne eller et bevidst ønske om at vildlede læserne? Man begynder at mistænke det sidste, når korrespondenten igen forsøger sig med, at sagen ikke bare handler om, hvorvidt Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, men at sagen også angår, hvorvidt Bush regeringen løj om Saddams WMD. Det er muligt, at de gjorde, men Plame-sagen har indtil nu ikke givet noget som helst belæg for det.

Og hvordan skal man kunne have tillid til noget af det, de skriver, hvis dette er standarden?

Godt, at avisen stadig har Magasinet. Ellers stod det slemt til.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 56 svar

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 5 svar

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter? II

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2007. 12 svar

Sagen hvor en urmager blev varetægtsfængslet for at forsvare sin person og forretning mod et par røvere satte gang i en større diskussion her på stedet. Jeg vil undlade selv at deltage direkte i debatten og i stedet henvise til nogle vise ord, der forekommer mig at være yderst relevante for sagen. Ordene er John Trenchard og Thomas Gordon's (og Ciceros) - forfatterne til de fremragende og inspirerende Cato's letters og stammer fra Cato's letter no. 42 om "Considerations on the Nature of Laws" skrevet i 1721:   

The two great laws of human society, from whence all the rest derive their course and obligation, are those of equity and self- preservation: By the first all men are bound alike not to hurt one another; by the second all men have a right alike to defend themselves: Nam jure hoc evenit, ut quod quisque ob tutelam corporis suifecerit, jure fecisse existimetur ["For this comes from the law: that which someone does for the safety of his body, let it be regarded as having been done legally."], says the civil law; that is, "It is a maxim of the law, that whatever we do in the way and for the ends of self defence, we lawfully do."

All the laws of society are entirely reciprocal, and no man ought to be exempt from their force; and whoever violates this primary law of nature, ought by the law of nature to be destroyed. He who observes no law, forfeits all title to the protection of law. It is wickedness not to destroy a destroyer; and all the ill consequences of self-defence are chargeable upon him who occasioned them.

Many mischiefs are prevented, by destroying one who shews a certain disposition to commit many. To allow a licence to any man to do evil with impunity, is to make vice triumph over virtue, and innocence the prey of the guilty. If men be obliged to bear great and publick evils, when they can upon better terms oppose and remove them; they are obliged, by the same logick, to bear the total destruction of mankind. If any man may destroy whom he pleases without resistance, he may extinguish the human race without resistance. For, if you settle the bounds of resistance, you allow it; and if you do not fix its bounds, you leave property at the mercy of rapine, and life in the hands of cruelty.

It is said, that the doctrine of resistance would destroy the peace of the world: But it may be more truly said, that the contrary doctrine would destroy the world itself, as it has already some of the best countries in it. I must indeed own, that if one man may destroy all, there would be great and lasting peace when nobody was left to break it.

The law of nature does not only allow us, but oblige us, to defend ourselves. It is our duty, not only to ourselves, but to the society; Vitam tibi ipsi si negas, multis negas, says Seneca:["If one denies life to oneself, one denies it to many."]  If we suffer tamely a lawless attack upon our property and fortunes, we encourage it, and involve others in our doom. And Cicero says, "He who does not resist mischief when he may, is guilty of the same crime, as if he had deserted his parents, his friends, and his country."

Amnesty om den amerikanske trussel mod menneskerettighederne

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2007. 8 svar

Menneskerettighedsbevægelsen har udviklet sig fra at være forsvarere af undertrykte mennesker til at være arnested for venstrefløjens drømme om en internationale verdensorden baseret på et abstrakt menneskerettighedsbegreb, der – set med klassisk liberale øjne – kun kan medføre den totale ophævelse af de klassiske menneskerettigheder, som liberalismen var bannerfører for. På den baggrund er det ikke overraskende, at menneskerettighedsbevægelsen også deler venstrefløjens antipati overfor USA. Et godt eksempel herpå er den danske afdeling af Amnesty, der i en nylig meddelelse vedrørende de påståede fangemishandlinger i Afghanistan kom med følgende bemærkelsesværdige udsagn:

USA’s systematiske undergravelse af centrale menneskerettigheder i krigen mod terror er den største trussel mod respekten for menneskerettighederne i dag.

Ovenstående udsagn fik mig til at fare i blækhuset og JP var så venlige at bringe mit debatindlæg, som midtpunkt i dagens udgave, hvilket kan læses her.

Ti nu stille, Connie!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. februar 2007. 18 svar

Jeg ved ikke, hvad det er, der er galt med såkaldte kulturpersonligheder, men der synes at være to ting, som altid gør sig gældende.  For det første, at de er overvældende meget mere til venstre i det politiske billede end befolkningen som helhed.  For det andet at de føler, at deres samtidige status som kändisser og skuespillere/musikere/forfattere/instruktører/whatever giver dem en helt særlig unik rolle at spille med hensyn til at udbrede deres politiske ræsonnementer til de mere anonyme, folkelige masser.

At de er i deres fulde ret til dét (ytringsfrihed, o.s.v.), vil jeg ikke anfægte et øjeblik–og jeg har jo heldigvis generelt min tegnebog til at vælge anderledes med (med mindre der er tale om DR, statssubsidierede teatre og film, o.s.v.), min fjernbetjening, o.s.v.  Og et eller andet sted kan man måske endog også godt forstå, at de benytter lejligheden til at kæmpe for, hvad de (lidt misforstået) mener, er den gode sag.  Men dét, jeg har et problem med, er, at det som regel er i form af så ualmindeligt ubegavede udsagn, at det nærmest er fornærmende.  “Krig er noget lort” (Sanne Salomonsen), “Bush er dum” (Trier), “Sagen om Muhammed-tegningerne var en højreorienteret sammensværgelse” (Erik Clausen), o.s.v., o.s.v.

Så her er noget, Punditokraternes læsere kan hjælpe med at svare på: Hvorfor er så mange kulturpersonligheder så venstreorienterede?  Og samtidigt så fornærmende banale og/eller barnlige i deres udsagn?  Går kulturlivet hånd-i-hånd med at være venstreorienteret?  Er det den offentlige støtte på området, der er skurken?  Er det medierne?  Og virker kulturverdenen ekstra meget mere venstreorienteret, fordi dissidenterne holder lav profil?

Og så kommer vi til den konkrete årsag til denne post og dens rubrik: Dejlige, smukke, talentfulde Connie Nielsen, som denne punditokrat synes så ganske aldeles godt om (og som han i knap et år delte en bagerbutik på Hudson Street i New York’s West Village med–altså som kunde).  Men så samler man på et SAS-fly det seneste nummer af Scanorama op og læser i et portræt-interview disse guldkorn:

“She feels deeply rooted to Denmark and sympathizes with the inherent Social Democrat values prominent in the country she left in the 1980s.  An indelible image that’s stayed in her mind through the years is that of former Social Democrat prime minister Anker Jørgensen, who rode his bike to Parliament every day.  It’s an image that helps keep her feet on common ground.”

Oh man …

“You can take the girl out of Denmark, but you can’t take Denmark out of the girl. “I take pleasure in clinging to normality; maybe that’s the Dane in me,” Nielsen says, tucking those long legs–the ones that made guys drool in the ‘The Devil’s Advocate’–under her and lighting her first cigarette of the day. “I guess, it’s this very democratic thing I have engrained in me, sort of a socialist idea that I’m no different from anyone else and I want to remain that way.”

Please, stop, stop …!

PS. Der er naturligvis enkelte undtagelser fra venstreorienteringen af det danske kulturliv–jeg havde f.eks. i sidste uge lejlighed til at spise frokost med en rigtig god undtagelse fra reglen, som jeg ved også er en læser af denne blog, så you-know-who: undskyld for generaliseringen … 😉

Bertrand Russell og hyperrationalismen

Af Jørgen Møller, den 2. februar 2007. 5 svar

Den europæiske filosofiske tradition kredser, og har bestandigt kredset, om den menneskelige fornuft – og dens begrænsninger. Lidt groft sagt er det muligt at identificere tre lejre: hyperrationalisme (eller ukritisk rationalisme), kritisk rationalisme og irrationalisme. Hvor irrationalismen så ganske undsiger den menneskelige fornuft, der sætter hyperrationalismen så ganske sin lid til den. Begge dele er farlige, lyder den kritiske rationalismes indvending.

Med irrationalismen siger det næsten sig selv, for afviser man fornuften, så er der ikke meget tilbage at bygge på. Men hyperrationalismens skyggesider er lidt sværere at forstå. En god måde at illustrere den overdrevne fornuftstros skavanker er at lægge vejen omkring en af dens navnkundigste disciple. I dag for 35 år siden døde den britiske filosof Bertrand Russell, og hans livslange politiske engagement er sigende i denne sammenhæng.

Russell fremstår som en af det 20. århundredes intellektuelle giganter. John Stuart Mill var hans gudfader, og han var ud ad den reneste victorianske adel. Bedstefaderen, Lord John Russell, havde tjent som premierminister i årene 1846-1852 og 1865-1866, og var efterfølgende blevet adlet som jarl. Efter storebroderens død i 1931 arvede Bertrand jarl-titlen. Men det var som matematiker og logiker, at Russell i første omgang gjorde sig bemærket. I det 20. århundredes første årti begik han sammen men sin lidt ældre kollega Alfred Whitehead den monumentale Principia Matematica, og livet igennem bidrog han til forskningen inden for matematik, logik og filosofi.

Russells metode var yderst krævende. Inspireret af Leibniz søgte han at bryde komplekse ideer ned til deres mest simple bestanddele – for derved at blotlægge the natural world. Denne tilgang, samt et formidabelt intellekt og en ligeså formidabel arbejdsevne, satte Russell i stand til at nå en række videnskabelige gennembrud, herunder den berømte typeteori, der løste det lige så kendte ‘Russell-paradoks’. Men da Russell efter Principia Matematica tog livgeb med den sociale verden, med menneskenes verden, viste metoden sig at have klare begrænsninger.

Russells omfattende politiske forfatterskab var medvirkende til, at han i 1950 blev tildelt nobelprisen i litteratur. Og der var da også tale om et meget velmenende engagement båret af et inderligt ønske om at afskaffe både krig og elendighed mere generelt. Men Russell var galt afmarcheret, fordi han aldrig forstod fornuftens begrænsninger. Han politiske virke tog således afsæt i overbevisningen om, at også magtens mænd var i stand til at nedbryde den virkelige verden i dens logiske bestanddele. At de – kort sagt – kunne analysere hvert et politisk skaktræk og nå frem til sikre konsekvensberegninger. Han afviste derfor på det bestemteste, at politikerne mere eller mindre uforvarende fremkaldte begivenheder som krig og kriser, var kort sagt blind for betydningen af uvidenhed, fejl, ærgerrighed og – frem for alt – utilsigtede virkninger.

I stedet vendte han sig igen og igen imod sammensværgelsestankegangens tyrkertro på, at skjulte bagmænd havde fingeret begivenhederne for at tjene deres egne, fordægtige interesser. Russell nægtede eksempelvis at tro på, at mordet på John F. Kennedy kunne være en enlig galnings værk – der måtte være et skjult plot, som kunne og skulle afdækkes.

Samme ‘overrealistiske’ holdning udviklede han efterhånden om den vestlige verdens udenrigspolitik. Russell bekendte sig af hjerte og sjæl til venstrefløjen, og han havde i 1917 hilst den russiske revolution velkommen. Et besøg i 1920 fik ham til at vende på en tallerken. Bolsjevikkerne havde han ingen lovord til overs for, og i de følgende årtier kastede han sig in i kampen imod Lenin og hans disciple. Men efter atomvåbnenes fremkost rettede han i stigende grad sin olympiske vrede imod de amerikanske magthavere. I 1960erne anså han ligefrem USA for en større trussel imod verdensfreden end det USSR, han ellers fyrre år tidligere havde lyst i band. Og i forbindelse med det famøse Russell-tribunal blev skævvridningen fuldstændig. USA’s forbrydelser i Vietnam-krigen blev (oftest på skrømt) fordømt, mens de nordvietnamesiske forbrydelser end ikke blev behandlet.

Endelig drev hyperrationalismen Russell i armene på ideen om et verdenssamfund, der bistået af overlegne militære midler skulle holde de uopdragne nationalstater i ørene. Hverken Folkeforbundet eller FNs noget mere prosaiske virkelighed kunne ryste ham på dette punkt. Og han fandt det end ikke nødvendigt at forklare, hvordan et sådant verdenssamfund – bevæbnet til tænderne – skulle kunne forblive tro imod de friheder, han ellers skattede. Russell politiske virke er kort sagt et eksempel på, at hyperrationalismen meget let ender i frihedsfornægtelse, fordi den ønsker at sætte samfundet på formel. Og i den forstand er de ofte hørte hyldestsange til Russell – eksempelvis fra fredsbevægelsen – lidt svære at sluge.

Stigler om store økonomer–og Friedman om alt muligt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. februar 2007. Skriv et svar

Jeg faldt forleden over dette morsomme citat af den ganske vittige (og høje!)Nobelprisvindende Chicago-økonom Georg J. Stigler, og et tilhørende doktoreret billede, lavet på initiativ af Mark Skousen:

"All great economists are tall. There are two exceptions: John Kenneth Galbraith and Milton Friedman."

Det er (omkring Friedman) Galbraith indsat til højre og Stigler selv til venstre …

Samme Mark Skousen har iøvrigt samlet en stak af de bedre Friedman-citater, som kommer her:

"Competition is a tough weed, but freedom is a rare and delicate flower." — (med Georg J. Stigler)

"If a tax cut increases government revenues, you haven't cut taxes enough."

"I favor tax reductions under any circumstances, for any excuse, for any reason, at any time."

"A society that puts equality ahead of freedom will end up with neither equality or freedom."

"Nothing is so permanent as a temporary government program."

"Inflation is taxation without legislation."

"The economy and the stock market are two different things."

"If government is to exercise power, better in the county than in the state, better in the state than in Washington."

"The great advances of civilization, whether in architecture or painting, in science or in literature, in industry or agriculture, have never come from centralized government."

"The minimum wage law is one of the most, if not the most, anti-black laws on the statute books."

"Nobody spends somebody else's money as carefully as he spends his own."

"The government solution to a problem is usually as bad as the problem."

Karen Jespersen rykker til Venstre

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2007. 36 svar

Her på Punditokraterne forsøger vi efter bedste evne at følge med i nyhederne. Og dagens nyhed er uden tvivl, at Karen Jespersen stiller op for Venstre. Den tidligere VS'er, socialdemokratiske socialminister, TVA-og Information-journalist og – tør vi vist godt sige – kontroversielle debattør er dermed kommet en lang vej rundt i dansk politik, fra den ene yderpol i 70ernes Danmark (når vi ser bort fra de revolutionære grupper, der endte i Blekingegade) til et parti, der står en lille smule til højre for S i dag.

Begrundelsen for Jespersens partiskifte er ikke det mindst interessante. Jespersen mener nemlig, at Venstre er bedre til at sikre samfundets sammenhængskraft og mere end noget andet parti " står vagt om grundlæggende liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling". Hun har dermed taget det, der for hende utvivlsomt er et logisk skridt: Skridtet mod den lejr, der forsvarer individets rettigheder.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!

E-mail fra Milton Friedman

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2007. 2 svar

I sidste uge kunne man i Wall Street Journal læse noget så forunderligt som en relativt ny e-mail fra den nysafdøde Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedman (1912-2006) (omfangsrigt omtalt her på stedet, både her og her).  Konkret drejede det sig om et e-mail interview i forbindelse med en artikel i avisen sidste sommer.  Interviewet var som altid interessant, og der er nok et svar eller to, der vil kunne få stort set enhver til at blive overrasket mindst én gang.  Her er et længere uddrag:

Are you still a strong supporter of flexible exchange rates, even for developing countries?

Friedman: Yes. Economic forces affecting different countries are not always the same. The right exchange rate for a country in general may be one thing one time and another thing another time. A country that pegs the exchange rate is essentially committing itself to adopt the economic policies of the country whose currency it is pegged to. If it does that by pegging the exchange rate, it will always be under pressure as circumstances change to take advantage of the pegged exchange rate when they can and get into a position which is untenable.

The case of Argentina is the most dramatic and clearest case about that. Either a country should explicitly become part of the economic system of another country, as it could by dollarizing its currency as Panama has done, or else it seems to me it is best off by allowing the market to determine the value of its currency and in that way adjust to changes in the relative economic pressures on different countries. But flexible exchange rates are not a panacea for all evils. Governments can follow bad economic policies with either flexible or fixed exchange rates.

…

Do tax cuts pay for themselves?

Friedman: Occasionally. But revenue loss is almost always less than static prediction.

Do you have any favorite candidates for president in 2008?

Friedman: No.

Is inflation-targeting the right medicine for monetary policy? If so, how would you do it?

Friedman: It is a good medicine with the present institutions. And recent experience suggests that it is doable. Targeting central banks have been able to hit their targets. Basic way to do it is to keep quantity of money growing at a rate equal to target plus trend rate of real growth. Full discussion beyond the scope of email.

What is the biggest risk to the world economy: America's deficits? Energy insecurity? Environment? Terrorism? None of the above?

Friedman: Islamofascism, with terrorism as its weapon.

What are your thoughts on the low U.S. savings rate?

Friedman: The right saving rate is whatever satisfies the tastes and preferences of the public in a free and unbiased capital market. Market can adjust to any rate. This is a very complicated question. Present estimates probably understate actual savings because of treatment of capital gains. In any event, the present situation does not raise any problems for the economy.

India–how do you assess its prospects?

Friedman: Fifty years ago, as a consultant to the Indian minister of finance, I wrote a memo in which I said that India had a great potential but was stagnating because of collectivist economic policies. India has finally started to disband those collectivist policies and is reaping its reward. If they can continue dismantling the collectivist policies, their prospects are very bright.

Any thoughts on a China versus India comparison?

Friedman: Yes. Note the contrast. China has maintained political and human collectivism while gradually freeing the economic market. This has so far been very successful but is heading for a clash, since economic freedom and political collectivism are not compatible. India maintained political democracy while running a collectivist economy. It is now unwinding the latter, which will strengthen freedom of all kinds, so in that respect it is in a better position than China.

Photoshop Lesson 101

Af admin, den 30. januar 2007. 3 svar

Der er fordele og ulemper ved det meste, også ny teknologi.

Computere og Internettet har gjort det muligt at bringe nyheder og meninger frem til mange modtagere hurtigt, men har også gjort det nemmere at fuppe.

Krigen mellem Hizbollah og Israel, der blev udkæmpet i Libanon sidste sommer – og som formodentlig bryder løs igen næste sommer, medmindre Syrien og Iran får andet at tænke på – gav en hel del eksempler på falske kilder og iscenesatte propaganda stunts, som de vestlige MSM ukritisk slugte, formodentlig som følge af deres modvilje mod Israel og sympati for den "svage" part, Hizbollah.

I den nuværende konflikt med den pro-vestlige regering prøver Hizbollah og deres nye venner, bl.a. den kristne leder Michel Aoun, at demonstrere overgreb med et foto, der viser en sortskjortet mand med kors på ærmet, der peger med sit gevær på folket. Det er åbenbart ren Photoshop. Se nærmere hos Michael Totten.

Det er blevet lettere at fuppe med kilderne. Men det er også blevet lettere at afsløre denne fup. Nu kræver det bare, at MSM bliver lidt mere kildekritiske.

En vaskeægte borgerlig-liberal regering

Af Jacob Mchangama, den 28. januar 2007. 5 svar

Denne punditokrat er for nylig kommet hjem fra et tre ugers ophold i Australien. Udover at have en fantastisk og smuk natur er Australien bemærkelsesværdigt fordi landet har noget så sjældent som en borgerlig-liberal regering, som rent faktisk fører borgerlig-liberal politik – og tør stå ved det.

Siden 1996 har landets premierminister været John Howard, der også er leder af Australiens Liberale parti. De liberale er i regering med det konservative National Party og regeringens resultater er på mange områder imponerende.

I så godt som hele Howard-regeringens embedsperiode har Australien oplevet solid økonomisk vækst og lav arbejdsløshed. Denne udvikling har været hjulpet af, at Howard regeringen har foretaget en række relativt vidtgående reformer af bl.a. den offentlige sektor (der blev slanket bl.a. via en række privatiseringer), arbejdsmarkedet (der blev gjort mere fleksibelt) og skattesystemet (skatteprocenten – inklusiv topskatten p.t. på 45% – er kontinuerligt blevet sænket, ligesom, der i 2006-2007 skal tjenes 150,000 AUD, før topskat skal betales mod AUD 95.000 i 2005-2006).

Effekten af disse reformer har været så populære, at Howard regeringen ved parlamentsvalget i 2004 opnåede flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. I modsætning til i Danmark, hvor en borgerlig regering bliver nødt til at føre socialdemokratisk politik for at være spiselig for et flertal af vælgerne, er det i Australien Labour, der (ligesom Tony Blair i 1997) har set sig nødsaget til at opgive tidligere tiders ideologiske tankegods og stiltiende acceptere centrale dele af Howard-regeringens tiltag.

Howard regeringen er ikke en ærkeliberalistisk regering, der søger at indføre en minimalstat, og den er heller ikke immun overfor populisme. For den liberalistiske krakiler vil, der givetvis være masser af tiltag, der ikke burde være ført ud i livet eller som man ikke har været modige nok til at gennemføre. Men Howard regeringen har en klar borgerlig profil, både i sin grundlæggende ideologi og i de politiske tiltag man gennemfører. Det liberale partis “core beliefs”, er oplysende:

We are the party of initiative and enterprise.

We believe in the inalienable rights and freedoms of all peoples; and we work towards a lean government that minimises interference in our daily lives; and maximises individual and private sector initiative. We believe in government that nurtures and encourages its citizens through incentive, rather than putting limits on people through the punishing disincentives of burdensome taxes and the stifling structures of Labor’s corporate state and bureaucratic red tape. […]In short, we simply believe in individual freedom and free enterprise.

Den slags retorik – der vel nærmest er uddød i det politiske liv i Danmark – er ikke kun henvist til principprogrammer og skåltaler men går igen i Howard-regeringens praktiske politik (man har åbenbart endnu ikke opdaget, at en stærk velfærdsstat er forudsætningen for den moderne liberalisme, men der er selvfølgelig også en betragtelig tidsforskel mellem København og Canberra).

Howard-regeringens liberale økonomiske politik er blandet med en solid dosis patriotisme (som denne punditokrat i stigende grad er overbevist om er forudsætningen for folkelig opbakning til borgerlig-liberale regeringer). Den almindelige australier er tydeligvis glad og stolt over sit land og såkaldte “Australian Values”. Men den australske patriotisme er – med visse undtagelser –  af en underfundig størrelse, fri for den konfrontatoriske og selvretfærdige bragesnak, der så ofte skæmmer patriotismen (Søren Krarups “Systemskiftet” er et godt eksempel)  – og heller ikke uden selvironi.

For desillusionerede borgerlige er Australien således et godt eksempel på, at klassisk borgerligt-liberalt tankegods langt fra er forældet men tværtimod selv i det 21. århundrede kan udgøre fundamentet for det gode samfund. Endvidere viser Howard regeringens succes, at borgerlig-liberale ideer kan opnå bred folkelig appel og tilsutning, hvis blot deres ansvarlige politiske bannerførere har modet og viljen til at være dem tro.

Blinde anmeldelser

Af admin, den 26. januar 2007. 4 svar

Hvis MSM kan bruge korrespondenter, der refererer fra undersøgelser, de kun har et meget perifært kendskab til (se her), kan vi vel også anmelde film, vi kun kender fra andres anmeldelser, men ikke selv har set. Det er jo en stor hjælp for os med mindre børn og uden aktive bedsteforældre; os for hvem biografture siden de fik talefilm hører til de absolute undtagelser. So here we go.

Vi lægger ud med Hvordan slipper vi af med de andre? af Anders Rønnow Klarlund.

Den anmeldes bl.a. af Berlingskes Ebbe Iversen. Når man betænker, hvor tålmodig og tilvænnet han er til dansk films sædvanlige venstresnoede politiske korrekthed, må filmen virkelig være noget af en stinker. For mand, hvor han er utilfreds.

Baseret på Iversens referat kan handlingen frit gengives således:

Vi er i et fremtids samfund, der nødvendigvis må komme – formodentlig om meget kort tid – hvis den onde borgerlige regering får lov at fortsætte med sin umenneskelige politik. Her henretter man alle de sjove og kreative typer, der ellers normalt ville stemme på Socialdemokraterne og venstre over, og Søren Pilmark får som en af de få ros for sin rolle som bødlen. Mandens talent er simpelt hen for stort til at blive kvalt selv i sådan en film.

I denne snart-fremtids verden gælder Københavner-kriterierne, hvor uproduktive typer skal henrettes for at sikre "nationens fortsatte eksistens og sammenhængskraft". Stort gys, og tænkte vi det ikke nok. Nationalisme er jo noget værre noget, og "sammenhængskraft" er jo det frygtelige ord, som frafaldne venstreorienterede bruger, når de dyrker Dansk Folkepartis nationalisme. Tænk bare på Karen Jespersen. Så galt kan det ikke bare gå, så galt går det.

Søren Fauli spiller prototypen på det radikale gode menneske, der for enhver pris gerne vil være med som politiker, når man nu ikke kan lave noget mere nyttigt. Men det er ikke spor sjovt at være et godt menneske i sådan et væmmeligt samfund, og han bruger derfor det meste af tiden på at brække sig over de væmmelige ting, han må bevidne.

Filmens surprise er, at en af de internerede Belinda nok er medlem af modstandbevægelsen (oh søde gys, tænk at være med i en rigtig modstandsbevægelse. Selv et fremtidigt nationalistisk diktatur har da i det mindste nogle gode sider. Så kan man også få gået med det army-tøj, der ser lidt aparte ud under normale omstændigheder) også var den person, som forfattede de frygtelige sentenser om "sammenhængskraft". Ha! Sådan går det med Karen Jespersen og andre, der flirter med borgerlige bevægelser. Så kan de lære det.

Ifølge Iversen bryder filmen helt sammen herefter, og vi savner desværre fantasi (as always) til at gætte hvordan, og stopper derfor her.

Ak ja, når selv Iversen har svært ved at sluge sødsuppen, må det godt nok være slemt. Må vi anbefale, at hvis man virkelig hører til på den såkaldte venstrefløj og savner lidt selvransagelse, så bliv hjemme og læs en bog. Læs f.eks. denne her, der anmeldes af en af de få personer på venstrefløjen, som har integritet (vi siger ikke mere, der skal jo også være lidt spænding. Læs her).

Bush-administrationen og Afrika

Af Jens Ringsmose, den 26. januar 2007. 3 svar

I forbindelse med bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident, Gerald R. Ford, forsøgte New York Times-skribenten, Nicholas D. Kristof, sig for nylig udi genren ‘fremtidige nekrologer’. “Hvad vil præsident George W. Bush blive husket for?” var det spørgsmål, Kristof stillede sig selv.

Ikke overraskende var hovedvægten i Kristofs foruddiskontering af den siddende præsidents eftermæle lagt på Bush-administrationens mindre succesfulde håndtering af Irak-spørgsmålet, det militære instruments fremtrædende placering i udenrigspolitikken, krigen mod terror og – hvad skribenten betragtede som – Bushs og republikanernes benhårde blokpolitik i den indenrigspolitiske arena. Grundtonen var stærkt misbilligende og bebrejdende, og dermed i alt væsentlig helt på linje med de fleste europæeres syn på W. fra Texas.

Der er imidlertid sider af Bush-juniors udenrigspolitik, som burde give anledning til mere begejstrede og panegyriske toner hos såvel Nicolas D. Kristof, der ofte skriver engageret om sociale anliggender, som hos Bush-basherne på denne side af Atlanten. Sider, som retfærdigvis bør blive en del af den siddende præsidents eftermæle.

I årene efter at europæernes yndling, Bill Clinton, tog afsked med Det Hvide Hus i 2001, er USA’s humanitære hjælp og udviklingsbistand til Afrika – ifølge nyligt offentliggjorte OECD-tal – nemlig mere end tredoblet. Da Bush trådte til beløb Washingtons samlede Afrika-hjælp sig til 1,4 milliarder dollars; i dag er samme budgetpost forøget til mere end 4 milliarder dollars. Og som om det ikke var nok: i forbindelse med G8-mødet i Gleneagles i 2005 lovede Bush yderligere en fordobling af Afrika-hjælpen frem til 2010, hvor USA’s hjælp til Afrika bliver på 8,6 milliarder dollars.

Samtidig med at den siddende administration således har gennemført en betydelig opjustering af Clintons uanseelige Afrika-indsats, har Bush-regeringen iværksat to omfattende og ressourcekrævende sundhedsprogrammer til bekæmpelse af AIDS og malaria i en lang række afrikanske lande. For begge programmers vedkommende er det sket efter pres fra USA’s kristne højrefløj. De ambitiøse mål for de to initiativer er at reducere antallet af malaria-relaterede dødsfald med 50 procent i 15 afrikanske stater og stille levetidsforlængende medicin til rådighed for omkring 800.000 AIDS-ramte afrikanere.

Denne mere bløde side af Bushs meget udskældte udenrigspolitik har ikke kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Når man nu én gang har fået konstrueret et en-dimensionelt og ikke alt for kompliceret image af texaneren, er det naturligvis også ubelejligt at skulle forstyrre billedet med nuancer. Men i sandhedens tjeneste bør den siddende administrations Afrika-politik også finde vej til Bushs eftermæle.

Hva' hulen laver de? Gensyn med Hutton-rapporten

Af admin, den 26. januar 2007. 1 svar

Vi har allerede rost Berlingske for dens dækning af DRs noget kreative tilgang til kildebehandling i Afghanistan-sagen, men ak. I dagens udgave har de hevet deres korrespondent i UK ind for at fortælle, om den gang Blair og BBC stødte sammen, fordi BBC havde hævdet, at Blair løj om Saddams WMD og havde sexed-up efterretningerne. Og korrespondenten lever op til standarden for korrespondenter, eller skulle man sige "ned".

Påstanden blev undersøgt af Lord Hutton, og her er korrespondentens beskrivelse af undersøgelsen (fremhævelse tilføjet):

Da Hutton- rapporten udkom i januar 2004, udløste den et chok i BBC. Ved at se helt bort fra spørgsmålet om, hvorvidt Andrew Gilligans historie var sand i den forstand, at den britiske regering havde pyntet på oplysningerne, koncentrerede dommeren sig næsten udelukkende om BBCs rolle.

Hvordan hulen kan hun skrive det?

Her ligger Hutton-rapporten. Hvis man gør sig den ulejlighed at læse rapporten, vil man se, at Hutton behandler netop det spørgsmål indgående på s. 105 – 155. På de halvt hundrede sider gennemgår han nøje de mange vidneudsagn og konkluderer på den baggrund s. 154, at der ikke blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten, men at man vurderede påstanden om, at irakerne kunne have WMD klar på 45 min, som troværdig.

En forklaring på, at korrespondenten går så galt i byen, ligger måske i den hype, der blev sat i gang for at redde BBC fra rapportens meget strenge fordømmelse af, hvordan BBC ikke bare havde haft en løgnagtig medarbejder, men at man også havde søgt at dække over denne for at redde ansigt i stedet for at tage sit ansvar som public service alvorligt.

Det blev gjort på flere måder. Inden rapporten udkom, mens man stadig troede, at den ville fælde Blair, blev Lord Hutton fremstillet som den seje og frygtløse hædersmand, der havde været dommer i det livsfarlige Nord-Irland. Efter rapporten blev han fremstillet som en gammel nar, der ikke fattede forholdene for medierne i dag. Det sidste er formodentlig rigtigt, for det fremgår klart af rapporten, at Lord Hutton var af den opfattelse, at påstande om, at en regering lyver, er så alvorlige, at de skal tages alvorligt også af medierne selv. Det strider mod tilstanden hos nutidens journalister, der i den grad er angrebet af Watergate-syndromet, at de fuldstændig undervurderer det usædvanlige i netop Watergate-sagen, og det enorme arbejde, der blev gjort af Woodward & Bernstein m.fl. Enhver sag, selv den mindste ekspeditionssag, bliver rutinemæssigt gjort til en sag om løgn og fortielse.

En af de ting, BBC brugte i deres første forgæves forsøg på at dreje kritikken væk, var netop at hævde, at Hutton ikke havde haft til opgave at undersøge, om efterretningerne nu faktisk også var sande. Det var forkert, men sætningen i rapporten, som man prøvede at hænge det op på, var følgende fra s. 145 i rapporten:

Mr Gilligan's broadcasts on 29 May related to the claim in the dossier that chemical and biological weapons were deployable within 45 minutes and did not refer to the distinction between battlefield weapons, such as artillery and rockets, and strategic weapons, such as long range missiles. A consideration of this distinction does not fall within my terms of reference, but the distinction was noted and commented on by the ISC in paragraphs 111 and 112 of its report presented to Parliament by the Prime Minister in September 2003.

Som det fremgår af citatet, behøvede Hutton imidlertid ikke gå ind på en efterprøvning af disse efterretninger. For en sådan efterprøvning var allerede foretaget af Intelligence and Securities Committee i dens rapport fra september 2003. Også den rapport ligger på Internettet (her).

Det var den første rapport, der afviste, at regeringen havde løjet om efterretninger fra Irak. Det var i øvrigt også den rapport, der fastslog, at påstanden om Saddams forsøg på at skaffe sig uran fra Afrika, var pålidelige. Det var også den rapport, der først blev anbragt på Politikens hjemmeside, fordi man i sidste øjeblik før offentliggørelsen havde hørt, at den underkendte Blair, og da den så blev offentliggjort og tværtimod støttede hans regering, forsvandt rapporten stort set fra mediebilledet. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen, der kom et par måneder efter, omtaler den ikke med et ord.

Kampagnen mod den arme Hutton var så intensiv, at man til sidst nedsatte endnu et udvalg, det såkaldte Butler-udvalg. Deres rapport kom i juli 2004, og skuffelsen var enorm. Samme resultat som i Hutton-rapporten: ingen løgn og intet pres på efterretningstjenesten. Det var den rapport, der udtrykkeligt citerede Bush 16-ord i talen til nationen om Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika og betegnede dem som well founded. Medierne bed skuffelsen i sig og fokuserede på de få kritiske passager. Det havde Butler forudset og afsluttede derfor sin rapport med udtrykkeligt at udtale, at hans kritik ikke på nogen måde var alvorlig nok til at bringe efterretningschefens job i fare; men til lidet nytte.

Summa summarum: korrespondentens gengivelse af Hutton-rapporten er skrup forkert og giver – tilsigtet eller utilsigtet – det indtryk, at man aldrig fik afklaret om BBC løj. De gjorde de – and how.

Vi har i de seneste par postings konstateret, at også korrespondenten fra USA har mere end almindeligt svært ved at håndtere sine kilder i dækningen af den såkaldte Plame-sag.

Det rejser spørgsmålet: hva' hulen er der galt med Berlingskes korrespondenter?

Mon jobbet som korrespondent blot er et dårligt betalt bijob? Så når korrespondenten vælter hjem om aftenen til sit lille uoplyste kammer uden Internetopkobling efter en udmattende lang dag hos Wal-Mart ellet Tescos, så er der ikke kræfter til at lave en reportage hjem baseret på andet end snik-snak med kollegerne på pakkegulvet?

Eller er det tværtimod sådan, at jobbet som korrespondent er så glamourøst, at korrespondenten kommer fuldstændigt bombet hjem til sin hotelsuite efter at have drukket igennem ved cocktailparties efterfulgt af hæftig nightclubbing og så kun lige når at sende en historie hjem baseret på lidt snak ved baren?

Vi ved det ikke. Men det er ikke godt nok.

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2007. Skriv et svar

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?