Der er fordele og ulemper ved det meste, også ny teknologi.

Computere og Internettet har gjort det muligt at bringe nyheder og meninger frem til mange modtagere hurtigt, men har også gjort det nemmere at fuppe.

Krigen mellem Hizbollah og Israel, der blev udkæmpet i Libanon sidste sommer – og som formodentlig bryder løs igen næste sommer, medmindre Syrien og Iran får andet at tænke på – gav en hel del eksempler på falske kilder og iscenesatte propaganda stunts, som de vestlige MSM ukritisk slugte, formodentlig som følge af deres modvilje mod Israel og sympati for den "svage" part, Hizbollah.

I den nuværende konflikt med den pro-vestlige regering prøver Hizbollah og deres nye venner, bl.a. den kristne leder Michel Aoun, at demonstrere overgreb med et foto, der viser en sortskjortet mand med kors på ærmet, der peger med sit gevær på folket. Det er åbenbart ren Photoshop. Se nærmere hos Michael Totten.

Det er blevet lettere at fuppe med kilderne. Men det er også blevet lettere at afsløre denne fup. Nu kræver det bare, at MSM bliver lidt mere kildekritiske.

Vi har allerede rost Berlingske for dens dækning af DRs noget kreative tilgang til kildebehandling i Afghanistan-sagen, men ak. I dagens udgave har de hevet deres korrespondent i UK ind for at fortælle, om den gang Blair og BBC stødte sammen, fordi BBC havde hævdet, at Blair løj om Saddams WMD og havde sexed-up efterretningerne. Og korrespondenten lever op til standarden for korrespondenter, eller skulle man sige "ned".

Påstanden blev undersøgt af Lord Hutton, og her er korrespondentens beskrivelse af undersøgelsen (fremhævelse tilføjet):

Da Hutton- rapporten udkom i januar 2004, udløste den et chok i BBC. Ved at se helt bort fra spørgsmålet om, hvorvidt Andrew Gilligans historie var sand i den forstand, at den britiske regering havde pyntet på oplysningerne, koncentrerede dommeren sig næsten udelukkende om BBCs rolle.

Hvordan hulen kan hun skrive det?

Her ligger Hutton-rapporten. Hvis man gør sig den ulejlighed at læse rapporten, vil man se, at Hutton behandler netop det spørgsmål indgående på s. 105 – 155. På de halvt hundrede sider gennemgår han nøje de mange vidneudsagn og konkluderer på den baggrund s. 154, at der ikke blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten, men at man vurderede påstanden om, at irakerne kunne have WMD klar på 45 min, som troværdig.

En forklaring på, at korrespondenten går så galt i byen, ligger måske i den hype, der blev sat i gang for at redde BBC fra rapportens meget strenge fordømmelse af, hvordan BBC ikke bare havde haft en løgnagtig medarbejder, men at man også havde søgt at dække over denne for at redde ansigt i stedet for at tage sit ansvar som public service alvorligt.

Det blev gjort på flere måder. Inden rapporten udkom, mens man stadig troede, at den ville fælde Blair, blev Lord Hutton fremstillet som den seje og frygtløse hædersmand, der havde været dommer i det livsfarlige Nord-Irland. Efter rapporten blev han fremstillet som en gammel nar, der ikke fattede forholdene for medierne i dag. Det sidste er formodentlig rigtigt, for det fremgår klart af rapporten, at Lord Hutton var af den opfattelse, at påstande om, at en regering lyver, er så alvorlige, at de skal tages alvorligt også af medierne selv. Det strider mod tilstanden hos nutidens journalister, der i den grad er angrebet af Watergate-syndromet, at de fuldstændig undervurderer det usædvanlige i netop Watergate-sagen, og det enorme arbejde, der blev gjort af Woodward & Bernstein m.fl. Enhver sag, selv den mindste ekspeditionssag, bliver rutinemæssigt gjort til en sag om løgn og fortielse.

En af de ting, BBC brugte i deres første forgæves forsøg på at dreje kritikken væk, var netop at hævde, at Hutton ikke havde haft til opgave at undersøge, om efterretningerne nu faktisk også var sande. Det var forkert, men sætningen i rapporten, som man prøvede at hænge det op på, var følgende fra s. 145 i rapporten:

Mr Gilligan's broadcasts on 29 May related to the claim in the dossier that chemical and biological weapons were deployable within 45 minutes and did not refer to the distinction between battlefield weapons, such as artillery and rockets, and strategic weapons, such as long range missiles. A consideration of this distinction does not fall within my terms of reference, but the distinction was noted and commented on by the ISC in paragraphs 111 and 112 of its report presented to Parliament by the Prime Minister in September 2003.

Som det fremgår af citatet, behøvede Hutton imidlertid ikke gå ind på en efterprøvning af disse efterretninger. For en sådan efterprøvning var allerede foretaget af Intelligence and Securities Committee i dens rapport fra september 2003. Også den rapport ligger på Internettet (her).

Det var den første rapport, der afviste, at regeringen havde løjet om efterretninger fra Irak. Det var i øvrigt også den rapport, der fastslog, at påstanden om Saddams forsøg på at skaffe sig uran fra Afrika, var pålidelige. Det var også den rapport, der først blev anbragt på Politikens hjemmeside, fordi man i sidste øjeblik før offentliggørelsen havde hørt, at den underkendte Blair, og da den så blev offentliggjort og tværtimod støttede hans regering, forsvandt rapporten stort set fra mediebilledet. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen, der kom et par måneder efter, omtaler den ikke med et ord.

Kampagnen mod den arme Hutton var så intensiv, at man til sidst nedsatte endnu et udvalg, det såkaldte Butler-udvalg. Deres rapport kom i juli 2004, og skuffelsen var enorm. Samme resultat som i Hutton-rapporten: ingen løgn og intet pres på efterretningstjenesten. Det var den rapport, der udtrykkeligt citerede Bush 16-ord i talen til nationen om Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika og betegnede dem som well founded. Medierne bed skuffelsen i sig og fokuserede på de få kritiske passager. Det havde Butler forudset og afsluttede derfor sin rapport med udtrykkeligt at udtale, at hans kritik ikke på nogen måde var alvorlig nok til at bringe efterretningschefens job i fare; men til lidet nytte.

Summa summarum: korrespondentens gengivelse af Hutton-rapporten er skrup forkert og giver – tilsigtet eller utilsigtet – det indtryk, at man aldrig fik afklaret om BBC løj. De gjorde de – and how.

Vi har i de seneste par postings konstateret, at også korrespondenten fra USA har mere end almindeligt svært ved at håndtere sine kilder i dækningen af den såkaldte Plame-sag.

Det rejser spørgsmålet: hva' hulen er der galt med Berlingskes korrespondenter?

Mon jobbet som korrespondent blot er et dårligt betalt bijob? Så når korrespondenten vælter hjem om aftenen til sit lille uoplyste kammer uden Internetopkobling efter en udmattende lang dag hos Wal-Mart ellet Tescos, så er der ikke kræfter til at lave en reportage hjem baseret på andet end snik-snak med kollegerne på pakkegulvet?

Eller er det tværtimod sådan, at jobbet som korrespondent er så glamourøst, at korrespondenten kommer fuldstændigt bombet hjem til sin hotelsuite efter at have drukket igennem ved cocktailparties efterfulgt af hæftig nightclubbing og så kun lige når at sende en historie hjem baseret på lidt snak ved baren?

Vi ved det ikke. Men det er ikke godt nok.

Statsministeren har dristet sig til at kritisere DR for deres tendentiøse brug af kilder, navnlig redigeringen af samme. Det rejser straks to modsatrettede brøl:

Det ene er, at den onde regering er ude på at krænke ytringsfriheden for DR, der er samfundets helt nødvendige public service-kanal.

Det andet er, at DR endnu en gang er taget på fersk gerning i færd med at fuske med deres kilder, og nu må det snart være nok.

Der er ingen præmie for at gætte, at denne posting forfølger den sidste tvangstanke.

Der er to sider af public service-ideen: den ikke helt urimelige og den helt urimelige.

Den ikke helt urimelige bygger på forestillingen om, at dansk kulltur ikke kan bestå uden massiv statsstøtte. Det lyder formodentlig ikke rigtig overbevisende for denne blogs læsere, men man kan (måske) argumentere for, at omkostningerne ved tv-produktion er så omfattende, at statsstøtte skulle være berettiget. Hmm.

Det kan i så fald løses ved at tage medieforligets skridt fuldt ud, dvs. kanalisere licenspengene over i en fond, der herefter uddeler dem til projekter, der angår "dansk kultur". Intet behov for at have en mediemastrodont med egen koncertsal til det formål.

Den helt urimelige bygger på forestillingen om, at danskerne er nødt til at have en nyhedsredaktion, der ikke er privatejet, men finansieres af licensmidler tvangsopkrævet af Staten. Det er, går argumentet, nødvendigt for at sikre en troværdig nyhedsdækning.

Her vil det være for letkøbt at pege på de mange tilfælde af ensidighed og direkte fusk, som DR og TV2 er blevet grebet i.

Det er selve ideen om den "rigtige" nyhedsformidling, der er forkert.

Oprindeligt blev den solgt under prædikatet Objektivitet. Men da den blev for gennemskuelig, gik man meget strategisk over til at tale om Alsidighed. Det var et genialt træk, for ingen djævel kan overskue hele udbuddet fra DR eller TV2, og hver gang man fanges i at være ensidig, kan man altid hævde, at det opvejes af andre indslag og dermed udgør en del af "alsidigheden".

Problemet er naturligvis, at ingen medier kan leve af blot at gengive nyheder. Der skal også analyse til, og analyse bygger på forudsætninger og værdier. En analyse vil derfor altid have en vinkel. Den gode analyse tager gerne flere vinkler med og er ikke primitivt ensidig som den dårlige, men selv ved den gode analyse vil det som alt overvejende hovedregel være muligt at udlede analytikerens værdimæssige ståsted. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter, at aftagerne frit kan vælge, hvilken vinkel de ønsker at få. Det er her, at public service antager karakter af forførelse, fordi man bilder folk ind, at deres nyhedsdækning er mere troværdig end andre private mediers. Det er den så åbenbart ikke.

Det er ufatteligt, at journalisterne på DR vil stå model til dette skuespil, til hele tiden at afvise, at selvfølgelig har de da politiske holdninger, og selvfølgelig spiller det ind på deres produktion. Så vidt kan man altså prostituere sig for at leve et liv på statsudskrevne midler.

Så nej tak. Statsejede medier hører til i den socialistiske verden, der i sin tur hører til på Arbejdermuseet. og det er trist, at regeringen ikke har mod på at tage et opgør med det.

Denne blog har måtte lægge plads til mange angreb på Berlingske, og det bør derfor fremhæves, at avisen faktisk laver en fin kildekritisk analyse af DR i denne sag, og nej, det er ikke kun fordi resultatet passer med vores vinkel. Læs f.eks. her. Hvis de bare kunne dække Plame-sagen lige så godt.

Men det kan de ikke.

I den seneste posting om Plame-sagen blev der – ud over de sædvanlige faktuelle fejl og misforståelser – opremset en række forhold, som blev fortiet. I dagens dækning (her) kan et af disse forhold nu krydses af, for sandelig om ikke Richard Armitage nævnes.

Men ak. Han nævnes i sammenhæng med Karl Rove:

Det har også været kendt, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, og den tidligere viceudenrigsminister, Richard Armitage, lækkede de samme oplysninger til pressen.

Det er misvisende. Armitage viste sig at være den, der lækkede oplysningen om, at Joe Wilsons kone var i CIA (læs her). Rove bekræftede derimod blot oplysningen, da en journalist spurgte ham. Af samme grund er det ganske længe siden, at efterforskeren Fitzgerald måtte opgive at rejse sag mod Rove til stor fortrydelse for de mange journalister, der havde brugt spalteplads på at fantasere om en Rove i håndjern og fodlænker (se her). Den nyhed blev i sin tid ikke omtalt særligt indgående i Berlingske, og måske har journalisterne slet ikke fanget den detalje. For de skriver da ikke mod bedre vidende?

Nå, resten af artiklen handler om, at Plame-sagen snart vil vise en stor sammensværgelse, hvilket da ville være dejligt for Berlingske, da det i givet fald kan retfærdiggøre den hidtidige dækning af sagen. For at citere dagens artikels friske åbning:

Det Hvide Hus var langt mere involveret i en grov smædekampagne imod en kritiker af Irak-krigen end hidtil antaget.

Den sætning kan man så sammenligne med følgende citat fra dækningen i dagens NYT, der formodentlig har overværet samme retssag:

The issue of whether there was a conspiracy at the White House either to reveal Ms. Wilson's identity or to cover up for the White House officials who engaged in such a plot was a central focus of the grand jury inquiry conducted by Patrick J. Ftizgerald, the prosecutor. Mr. Fitzgerald did not charge anyone with participating in a conspiracy and has never suggested that there is any evidence that one existed.

Mr. Fitzgerald spent many months exploring the issue, investigating one newspaper report of a broad conspiracy that later proved to be inaccurate, according to lawyers with clients in the case. Those lawyers said Mr. Fitzgerald questioned their clients, often in minute detail, about what they had done or said about the case. Associates of Mr. Rove, speaking on condition of anonymity, dismissed the idea that there was a cabal against Mr. Libby.

Læser man videre i NYT, får man indtryk af, at "splittelsen" nærmere angår, at Libby var skuffet over, at regeringen ikke brugte samme kræfter på at beskytte ham som på at beskytte Rove.

Da Berlingskes dækning næppe bliver bedre, de har gravet sig for dybt ned til at komme op igen på en pæn måde, vil vi – sikkert til stor glæde for denne blogs læsere – droppe den tætte dækning af avisen og vente på, at der sker noget mere spændende.