Statsministeren har dristet sig til at kritisere DR for deres tendentiøse brug af kilder, navnlig redigeringen af samme. Det rejser straks to modsatrettede brøl:

Det ene er, at den onde regering er ude på at krænke ytringsfriheden for DR, der er samfundets helt nødvendige public service-kanal.

Det andet er, at DR endnu en gang er taget på fersk gerning i færd med at fuske med deres kilder, og nu må det snart være nok.

Der er ingen præmie for at gætte, at denne posting forfølger den sidste tvangstanke.

Der er to sider af public service-ideen: den ikke helt urimelige og den helt urimelige.

Den ikke helt urimelige bygger på forestillingen om, at dansk kulltur ikke kan bestå uden massiv statsstøtte. Det lyder formodentlig ikke rigtig overbevisende for denne blogs læsere, men man kan (måske) argumentere for, at omkostningerne ved tv-produktion er så omfattende, at statsstøtte skulle være berettiget. Hmm.

Det kan i så fald løses ved at tage medieforligets skridt fuldt ud, dvs. kanalisere licenspengene over i en fond, der herefter uddeler dem til projekter, der angår "dansk kultur". Intet behov for at have en mediemastrodont med egen koncertsal til det formål.

Den helt urimelige bygger på forestillingen om, at danskerne er nødt til at have en nyhedsredaktion, der ikke er privatejet, men finansieres af licensmidler tvangsopkrævet af Staten. Det er, går argumentet, nødvendigt for at sikre en troværdig nyhedsdækning.

Her vil det være for letkøbt at pege på de mange tilfælde af ensidighed og direkte fusk, som DR og TV2 er blevet grebet i.

Det er selve ideen om den "rigtige" nyhedsformidling, der er forkert.

Oprindeligt blev den solgt under prædikatet Objektivitet. Men da den blev for gennemskuelig, gik man meget strategisk over til at tale om Alsidighed. Det var et genialt træk, for ingen djævel kan overskue hele udbuddet fra DR eller TV2, og hver gang man fanges i at være ensidig, kan man altid hævde, at det opvejes af andre indslag og dermed udgør en del af "alsidigheden".

Problemet er naturligvis, at ingen medier kan leve af blot at gengive nyheder. Der skal også analyse til, og analyse bygger på forudsætninger og værdier. En analyse vil derfor altid have en vinkel. Den gode analyse tager gerne flere vinkler med og er ikke primitivt ensidig som den dårlige, men selv ved den gode analyse vil det som alt overvejende hovedregel være muligt at udlede analytikerens værdimæssige ståsted. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter, at aftagerne frit kan vælge, hvilken vinkel de ønsker at få. Det er her, at public service antager karakter af forførelse, fordi man bilder folk ind, at deres nyhedsdækning er mere troværdig end andre private mediers. Det er den så åbenbart ikke.

Det er ufatteligt, at journalisterne på DR vil stå model til dette skuespil, til hele tiden at afvise, at selvfølgelig har de da politiske holdninger, og selvfølgelig spiller det ind på deres produktion. Så vidt kan man altså prostituere sig for at leve et liv på statsudskrevne midler.

Så nej tak. Statsejede medier hører til i den socialistiske verden, der i sin tur hører til på Arbejdermuseet. og det er trist, at regeringen ikke har mod på at tage et opgør med det.

Denne blog har måtte lægge plads til mange angreb på Berlingske, og det bør derfor fremhæves, at avisen faktisk laver en fin kildekritisk analyse af DR i denne sag, og nej, det er ikke kun fordi resultatet passer med vores vinkel. Læs f.eks. her. Hvis de bare kunne dække Plame-sagen lige så godt.

Men det kan de ikke.

I den seneste posting om Plame-sagen blev der – ud over de sædvanlige faktuelle fejl og misforståelser – opremset en række forhold, som blev fortiet. I dagens dækning (her) kan et af disse forhold nu krydses af, for sandelig om ikke Richard Armitage nævnes.

Men ak. Han nævnes i sammenhæng med Karl Rove:

Det har også været kendt, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, og den tidligere viceudenrigsminister, Richard Armitage, lækkede de samme oplysninger til pressen.

Det er misvisende. Armitage viste sig at være den, der lækkede oplysningen om, at Joe Wilsons kone var i CIA (læs her). Rove bekræftede derimod blot oplysningen, da en journalist spurgte ham. Af samme grund er det ganske længe siden, at efterforskeren Fitzgerald måtte opgive at rejse sag mod Rove til stor fortrydelse for de mange journalister, der havde brugt spalteplads på at fantasere om en Rove i håndjern og fodlænker (se her). Den nyhed blev i sin tid ikke omtalt særligt indgående i Berlingske, og måske har journalisterne slet ikke fanget den detalje. For de skriver da ikke mod bedre vidende?

Nå, resten af artiklen handler om, at Plame-sagen snart vil vise en stor sammensværgelse, hvilket da ville være dejligt for Berlingske, da det i givet fald kan retfærdiggøre den hidtidige dækning af sagen. For at citere dagens artikels friske åbning:

Det Hvide Hus var langt mere involveret i en grov smædekampagne imod en kritiker af Irak-krigen end hidtil antaget.

Den sætning kan man så sammenligne med følgende citat fra dækningen i dagens NYT, der formodentlig har overværet samme retssag:

The issue of whether there was a conspiracy at the White House either to reveal Ms. Wilson's identity or to cover up for the White House officials who engaged in such a plot was a central focus of the grand jury inquiry conducted by Patrick J. Ftizgerald, the prosecutor. Mr. Fitzgerald did not charge anyone with participating in a conspiracy and has never suggested that there is any evidence that one existed.

Mr. Fitzgerald spent many months exploring the issue, investigating one newspaper report of a broad conspiracy that later proved to be inaccurate, according to lawyers with clients in the case. Those lawyers said Mr. Fitzgerald questioned their clients, often in minute detail, about what they had done or said about the case. Associates of Mr. Rove, speaking on condition of anonymity, dismissed the idea that there was a cabal against Mr. Libby.

Læser man videre i NYT, får man indtryk af, at "splittelsen" nærmere angår, at Libby var skuffet over, at regeringen ikke brugte samme kræfter på at beskytte ham som på at beskytte Rove.

Da Berlingskes dækning næppe bliver bedre, de har gravet sig for dybt ned til at komme op igen på en pæn måde, vil vi – sikkert til stor glæde for denne blogs læsere – droppe den tætte dækning af avisen og vente på, at der sker noget mere spændende.

Tja, så blev spændingen om. hvordan Berlingske m.fl. ville dække Plame-sagen, udløst.

Valget stod mellem at erkende den stærkt mangelfulde og faktuelle ukorrekte dækning, man hidtil havde præsteret, eller at fortie den og fremsætte nye konspirationsteorier.

Resultatet blev, dam-da-da-dammm, det sidste.

Der har allerede været kommentarer fra mere morgenduelige læsere, der i øvrigt ikke kun angår Berlingskes dækning, se kommentarerne til den tidligere posting her. De forskellige blade har vist ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder mangelfuld dækning.

Da vi imidlertid har dvælet særligt ved Berlingskes dækning, er det vel kun forudseeligt, at vi laver lidt fisking på dem, bare lidt.

Joe Wilson er tidligere diplomat og var tidligere udstationeret på ambassader i Afrika, og i den egenskab blev han af CIA bedt om at tage til Niger i 2002 for at undersøge en mistanke om, at Irak havde forsøgt at købe såkaldt uran-materiale til brug for fremstilling af atomvåben i det afrikanske land. Det kunne han ikke bekræfte.

Nej, Wilson kunne faktisk bekræfte, at Irak formodentlig havde forsøgt at købe uran, men han mente ikke, at det var lykkedes dem. Se Senatets rapport fra juli 2004 (her).

Sideløbende konkluderede det amerikanske udenrigsministerium, at de dokumenter, som i første omgang havde vækket mistanken, var forfalskninger. Det var CIA enig i, og tjenesten advarede flere gange Det Hvide Hus mod at tage Niger-oplysningen for gode varer. Alligevel omtalte præsident Bush den som en kendsgerning i sin tale om nationens tilstand i januar 2003.

Nej, Bush fremhævede udtrykkeligt, at påstanden var baseret på britiske efterretninger, og at der var tale om forsøg på at skaffe sig uran. Se talen fra januar 2003 her. Vurderingen blev fastholdt af briterne allerede i en rapport fra september 2003, og er senest blev bekræftet som troværdig i Butler-rapporten fra juli 2004 (her). Rapporten afviser også, at de forfalskede Niger-dokumenter har nogen betydning for denne vurdering.

Joe Wilson blev vred. Han så det som et bevis på, at Bush-administrationen bevidst havde manipuleret og misbrugt utroværdige efterretninger for at få solgt krigen til den amerikanske befolkning. Hvis de havde gjort det med så åbenlyst falske oplysninger, som dem han kendte til, havde de måske også gjort det med andre. Så Wilson skrev sin kronik, og derefter rullede Plamegate.

Nej, i sin kronik undrede Wilson sig blot over, om hans rapport om Niger var blevet læst af regeringstoppen (læs gengivelsen her). Senatets 2004-rapport fastslog senere, at det var den ikke blevet, fordi den blot gentog, hvad man allerede mente at vide i CIA, herunder om Saddams interesse i at skaffe sig uran. Det var først i anden omgang, da Wilson opdagede pressens glubende interesse for hans person, at han gik videre og beskyldte regeringen for at lyve. Samtidig gik han ind i kampagnen for at få valgt John Kerry. Da Senatsrapporten udkom, var den så pinlig for Wilson, at han måtte holde lav profil resten af valgkampen.

Sammenfattende kan man opgøre dækningen sådan:

Omtale af Butler-rapporten, der bekræfter Bushs oplysninger i talen til nationen: 0

Omtale af Senatets rapport med kritik af Wilson: 0

Omtale af Richard Armitage, der faktisk lækkede oplysningerne om Ms. Wilson/Plame: 0

Omtale af den magtkamp, der har været mellem CIA og Bush-regeringen, og som udgør en alternativ forklaring på, hvorfor regeringen fandt det interessant, at Joe Wilson var gift med en CIA-ansat: 0

Omtale af de mange rapporter (se links under søgeordet Plame), der har afvist, at der blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten: 0, men man omtaler dog, at spørgsmålet om løgn er "aldrig undersøgt til bunds".

Sandsynlighed for, at nye undersøgelser vil afsløre, at der alligevel blev løjet og lagt pres på efterretningstjenesten: 0

Man fristes til at fortsætte med følgende, helt subjektive vurdering:

Tillid til kildekritik og -brug i MSM af sager, der angår Bush-regeringen: 0

At smag og behag er forskellig, er vel en af de mere fundamentale dele af den liberale ideologi og fortjener derfor jævnlig gentagelse. Der skal således nok være nogle, der finder Berlingskes Bush-fokuserede forside helt i orden; for dem står kommentarspalten altid åben.

Men selv finder jeg, at forsiden i sjældent grad er disproportional med historien bag. Jeg ved ikke, hvem der redigerer forsiden, men de er tydeligvis hårdt angrebet af Olav Hergel-syndromet ("Jo, jeg arbejder på Berlingske, men …"). Denne medie-patologiske diagnose støttes af, at ingen af de øvrige aviser havde fundet behov for at lade historien rydde forsiden.

Inde i avisen er der et forskræp for en større Plame-reportage, som angiveligt kommer i morgen. Næ, tænker vores trofaste læsere, det var da også på tide, at vi igen hører mere om Plame på denne blog.

Ja, tænk engang. Måååååske vil man nu beklage og korrigere de mange faktuelle fejl, man lavede i sin dækning, f.eks. den gang man brugte tre fulde sider i samme udgave af Magasinet på at demonstrere sin uvidenhed om Butler-rapporten, der som bekendt fastholdt vurderingen af, at Saddam havde prøvet at skaffe uran fra Afrika, og at de forfalskede Niger-dokumenter var irrelevante for denne vurdering. I øvrigt en opfattelse, som allerede den første officielle undersøgelse fra september 2003 havde fastslået. Men Butler-rapporten gik det skridt længere udtrykkeligt at citere Bush 16-ord til nationen og bekræfte dem, formodentlig for at skære det ud i pap for medierne. Åbenbart forgæves.

Til gengæld havde Berlingskes korrespondenter fanget, at Ms. Plames børn har krøller. En detalje, som mange andre iagttagere havde overset, f.eks. Christopher Hitchens. Men han drikker jo også, som avisens korrespondenter har betroet os, og så er det jo svært at skelne stort fra småt.

Eeeeellller måske vil korrespondenten prøve at fortie deres mangelfulde dækning og i stedet fremsætte fantasifulde konspirationsteorier, der heller ikke denne gang søges sammenholdt med de mange officielle undersøgelsesrapporter, som har vist sig så skuffende?

Hvad mon det bliver? Indrømmelse af egen utilstrækkelighed eller nye konspirationer mod den onde Bush-regering? Spændingen er næste ikke til at holde ud. Næsten…