Public service og kildekritik

Statsministeren har dristet sig til at kritisere DR for deres tendentiøse brug af kilder, navnlig redigeringen af samme. Det rejser straks to modsatrettede brøl:

Det ene er, at den onde regering er ude på at krænke ytringsfriheden for DR, der er samfundets helt nødvendige public service-kanal.

Det andet er, at DR endnu en gang er taget på fersk gerning i færd med at fuske med deres kilder, og nu må det snart være nok.

Der er ingen præmie for at gætte, at denne posting forfølger den sidste tvangstanke.

Der er to sider af public service-ideen: den ikke helt urimelige og den helt urimelige.

Den ikke helt urimelige bygger på forestillingen om, at dansk kulltur ikke kan bestå uden massiv statsstøtte. Det lyder formodentlig ikke rigtig overbevisende for denne blogs læsere, men man kan (måske) argumentere for, at omkostningerne ved tv-produktion er så omfattende, at statsstøtte skulle være berettiget. Hmm.

Det kan i så fald løses ved at tage medieforligets skridt fuldt ud, dvs. kanalisere licenspengene over i en fond, der herefter uddeler dem til projekter, der angår "dansk kultur". Intet behov for at have en mediemastrodont med egen koncertsal til det formål.

Den helt urimelige bygger på forestillingen om, at danskerne er nødt til at have en nyhedsredaktion, der ikke er privatejet, men finansieres af licensmidler tvangsopkrævet af Staten. Det er, går argumentet, nødvendigt for at sikre en troværdig nyhedsdækning.

Her vil det være for letkøbt at pege på de mange tilfælde af ensidighed og direkte fusk, som DR og TV2 er blevet grebet i.

Det er selve ideen om den "rigtige" nyhedsformidling, der er forkert.

Oprindeligt blev den solgt under prædikatet Objektivitet. Men da den blev for gennemskuelig, gik man meget strategisk over til at tale om Alsidighed. Det var et genialt træk, for ingen djævel kan overskue hele udbuddet fra DR eller TV2, og hver gang man fanges i at være ensidig, kan man altid hævde, at det opvejes af andre indslag og dermed udgør en del af "alsidigheden".

Problemet er naturligvis, at ingen medier kan leve af blot at gengive nyheder. Der skal også analyse til, og analyse bygger på forudsætninger og værdier. En analyse vil derfor altid have en vinkel. Den gode analyse tager gerne flere vinkler med og er ikke primitivt ensidig som den dårlige, men selv ved den gode analyse vil det som alt overvejende hovedregel være muligt at udlede analytikerens værdimæssige ståsted. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter, at aftagerne frit kan vælge, hvilken vinkel de ønsker at få. Det er her, at public service antager karakter af forførelse, fordi man bilder folk ind, at deres nyhedsdækning er mere troværdig end andre private mediers. Det er den så åbenbart ikke.

Det er ufatteligt, at journalisterne på DR vil stå model til dette skuespil, til hele tiden at afvise, at selvfølgelig har de da politiske holdninger, og selvfølgelig spiller det ind på deres produktion. Så vidt kan man altså prostituere sig for at leve et liv på statsudskrevne midler.

Så nej tak. Statsejede medier hører til i den socialistiske verden, der i sin tur hører til på Arbejdermuseet. og det er trist, at regeringen ikke har mod på at tage et opgør med det.

Denne blog har måtte lægge plads til mange angreb på Berlingske, og det bør derfor fremhæves, at avisen faktisk laver en fin kildekritisk analyse af DR i denne sag, og nej, det er ikke kun fordi resultatet passer med vores vinkel. Læs f.eks. her. Hvis de bare kunne dække Plame-sagen lige så godt.

Men det kan de ikke.

I den seneste posting om Plame-sagen blev der – ud over de sædvanlige faktuelle fejl og misforståelser – opremset en række forhold, som blev fortiet. I dagens dækning (her) kan et af disse forhold nu krydses af, for sandelig om ikke Richard Armitage nævnes.

Men ak. Han nævnes i sammenhæng med Karl Rove:

Det har også været kendt, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, og den tidligere viceudenrigsminister, Richard Armitage, lækkede de samme oplysninger til pressen.

Det er misvisende. Armitage viste sig at være den, der lækkede oplysningen om, at Joe Wilsons kone var i CIA (læs her). Rove bekræftede derimod blot oplysningen, da en journalist spurgte ham. Af samme grund er det ganske længe siden, at efterforskeren Fitzgerald måtte opgive at rejse sag mod Rove til stor fortrydelse for de mange journalister, der havde brugt spalteplads på at fantasere om en Rove i håndjern og fodlænker (se her). Den nyhed blev i sin tid ikke omtalt særligt indgående i Berlingske, og måske har journalisterne slet ikke fanget den detalje. For de skriver da ikke mod bedre vidende?

Nå, resten af artiklen handler om, at Plame-sagen snart vil vise en stor sammensværgelse, hvilket da ville være dejligt for Berlingske, da det i givet fald kan retfærdiggøre den hidtidige dækning af sagen. For at citere dagens artikels friske åbning:

Det Hvide Hus var langt mere involveret i en grov smædekampagne imod en kritiker af Irak-krigen end hidtil antaget.

Den sætning kan man så sammenligne med følgende citat fra dækningen i dagens NYT, der formodentlig har overværet samme retssag:

The issue of whether there was a conspiracy at the White House either to reveal Ms. Wilson's identity or to cover up for the White House officials who engaged in such a plot was a central focus of the grand jury inquiry conducted by Patrick J. Ftizgerald, the prosecutor. Mr. Fitzgerald did not charge anyone with participating in a conspiracy and has never suggested that there is any evidence that one existed.

Mr. Fitzgerald spent many months exploring the issue, investigating one newspaper report of a broad conspiracy that later proved to be inaccurate, according to lawyers with clients in the case. Those lawyers said Mr. Fitzgerald questioned their clients, often in minute detail, about what they had done or said about the case. Associates of Mr. Rove, speaking on condition of anonymity, dismissed the idea that there was a cabal against Mr. Libby.

Læser man videre i NYT, får man indtryk af, at "splittelsen" nærmere angår, at Libby var skuffet over, at regeringen ikke brugte samme kræfter på at beskytte ham som på at beskytte Rove.

Da Berlingskes dækning næppe bliver bedre, de har gravet sig for dybt ned til at komme op igen på en pæn måde, vil vi – sikkert til stor glæde for denne blogs læsere – droppe den tætte dækning af avisen og vente på, at der sker noget mere spændende.

Så du røgen…?

Da The Economist i november bragte en nekrolog over Ralph Harris – den tidligere general director for the Institute of Economic Affairs – lagde tidsskriftet ud med at fortælle en lille anekdote fra National No-Smoking Day den 8. marts 2000. På denne dag kunne man uden for Westminster se to personer med hver sin pibe. Den ene var Baroness Trumpington, den anden Lord Harris. Harris elskede at ryge. Men der var mere i fremmødet end som så. For at citere:

‘[…] as the years passed he loved smoking less for the tang of the tobacco, or its stimulus to thought, than for its defiance of the nanny-hand of the state. As smokers were increasingly repressed and made outcasts by the “authoritarian itch” of governments, so he all the more fiercely took their side.’

Da jeg læste nekrologen tilbage i november, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt overbærende af Harris’ stilfærdige protest foran parlamentet. Men siden er jeg begyndt at forstå, hvad der drev ham. Her i Italien har det i snart længere tid været ulovligt at ryge på restauranter og barer – og nu er turen så også kommet til Danmark. Per 1. april 2007 bliver rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (med mindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig forbydes rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang.

Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, både forstået som friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant, bar eller hvad ved jeg. Jo, den officielle begrundelse er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning.

Men Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved den argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub eller restaurant, hvor der er røg. Og hvis man mente argumentet alvorligt, så kunne man have ladet rygeforbud være op til den enkelte restauratør – det er trods alt hans geschæft – og så lade kunderne vælge mellem steder med og uden rygning. Det er med kort sagt ikke valgfriheden, der har ligget politikerne på sinde.

Ret beset handler det her da heller ikke om at fremme nogen form for frihed (undtagen den meget betænkelige form Isaiah Berlin kaldte ‘positiv frihed’). Til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er sundhedssektorens helbred, der spøger.

De danske politikere har i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt – indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.

Rygeforbuddet er et barn af disse bekymringer, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner skal – har jeg forstået – lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem ikke er økonomisk holdbart på længere sigt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet. I indeværende uge blev det forskruede i hele tankegangen udstillet, da man kunne høre den nye konservative sundhedsminister forslå – i ramme alvor – at slik ved lov skal væk fra børnehøjde, ja helst “ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit”.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på dette område, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade såvel kompetence som ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig uden om. Lige nu tilskynder sundhedssektoren faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen – brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk optik).

Men nej. Den slags tanker er så ildesete, at de end ikke har været oppe at vende – jeg har i hvert fald ikke set dem forslået fra politisk hold. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Det er for det første skruen uden ende, og for det andet er det en ret sikker måde at underminere den enkeltes ansvar for egen sundhed. Og så har jeg end ikke nævnt den personlige frihed.

Og hvor skal det her egentlig ende? Målet retfærdiggør tydeligvis midlet, og den slags er altid bekymrende. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram?

Nu skal man selvfølgelig være varsom med at male fanden på væggen, men Lord Harris gjorde nok ret i at stå med sin merskumspibe foran parlamentet hin martsdag i 2000. Skade kun, at forebyggelsespolitikken har sejret ad helvede til lige siden.

Frihedens globale tilstand

Den amerikanske NGO Freedom House har for nyligt udgivet sin årlige "Freedom of the World" rapport, der bedømmer samtlige verdens landes grad af individuel og politisk frihed.

Freedom House operer med tre kategorier af lande således, at de bedømte lande, alt efter hvordan de scorer i kategorierne borgerlige frihedsrettigheder og politiske frihedsrettigheder, rubriceres, som "free", "partly free" og "not free". Scoren går fra 1-7 – hvor 1 er den højeste grad af frihed og 7 den laveste – i hver kategori.

2006 var ifølge Freedom House et år, hvor friheden stagnerede globalt set. I både Asien og Afrika forværredes borgerlige og politiske frihedsrettigheder i en række lande, herunder Thailand og Congo (Brazzaville), mens fremskridtene globalt set var ganske beskedne. Den mest positive udvikling er givetvis Ukraine, der med en score på 3 for politiske frihedsrettigheder og 2 for borgerlige frihedsrettigheder lige akkurat kan kalde sig frit.

Samlet set er der ifølge Freedom House's rapport 90 frie, 58 delvist frie og 45 ufrie lande (og territorier) i verden p.t. (mod 42 i 1976). De frie lande fordeler sig på 11 i Afrika, 1 i Mellemøsten og Nord-Afrika (Israel), 16 i Asien, 25 i Latin, Mellem, og Nordamerika 13 i det gamle Østeuropa og tidligere Sovjetunionen, samt 24 i vest-Europa (kun Tyrkiet er delvis frit).

Freedom House konkluderer, at der siden den globale friheds annus mirabilis i 1998 er sket en kedelig udvikling og det liberale demokrati er ikke længere på, hvad der ellers på daværende tidspunkt, virkede som en ustoppelig global sejrsmarch.

Frihedens trænge kår er også genstand for en artikel hos Reason (skrevet af den fremragende Cathy Young). Cathy Young afslutter med følgende spørgsmål:

  Why the setbacks for freedom, which seemed to be on the rise around the world a decade ago? Could it be that the rise and fall of democratic aspirations have their own cycles? Could it be that the universalist vision of freedom and democracy is doomed to fail, because it does not take cultural differences into account? Could it be that freedom's champions lack the resolve to stand up to its enemies?

Denne punditokrat skal ikke påstå at have svarene – men hælder til, at de af Cathy Young nævnte grunde, samt en hel række øvrige kendte (og ukendte) faktorer spiller ind, hvorfor der givetvis ingen mirakelkur findes.

Så se dog noget "Bullshit!"

Det er sjældent, man bliver positivt overrasket over, hvad man kan finde på 3+'s TV-programflade–eller for den sags skyld på de fleste andre danske TV-kanalers.  To aftener i denne uge har jeg dog været positivt overrasket–og ganske klækkeligt underholdt, nemlig af de amerikanske tryllekunstnere "Penn & Teller" og deres Emmy-nominerede TV-serie "Bullshit!", som nu kører på 5. sæson i USA.  Egentlig er jeg ikke meget for tryllekunstnere, specielt ikke dem af David Copperfield-typen (omend man da må anerkende mandens magiske evner for tilsyneladende i længere tid at have borttryllet Claudia Schiffers smag og dømmekraft).  Men den store storsnakkende Penn & den lille (bogstaveligt) intetsigende Teller er også noget ganske andet, og dem har jeg syntes godt om siden begyndelsen af 1990erne: Dels er de ret sjove, og dels er de undertiden ufatteligt politisk ukorrekte. 

Det skal jeg vende tilbage til nedenfor, men her foreløbig blot lidt reklame for serien, som altså ikke har så meget at gøre med tryllekunstnere, som den har med … bullshit.  Den handler i al sin enkelhed om–gerne med et godt grin–at afsløre, når folk lader som om de er seriøse, men det de præsenterer er noget skidt.  Så de første par aftener (to afsnit pr. aften) har nogle af mine yndlingsaverisoner fået med grovfilen: clairvoyante; miljø-dommedagsprofeter og Greenpeaceniks, som tror på menneskeskabt global opvarmning; alternativ medicin & alternativ behandling, o.s.v., o.s.v.  Til gengæld har "the good guys" været bl.a. folk fra Cato Institute og Bjørn Lomborg.  Andre afsnit, som ikke har været vist endnu, omhandler bl.a. konspirationsteorier, våbenlovgivning, recykling, passiv rygning o.l.  (Afsnit sendes og genudsendes på 3+: 28/1 22:00, 28/1 22:40, 29/1 23:20, 4/2 22:05, 5/2 23:25.)

Kan man ane en politisk linie?  Måske–og så kommer vi til, at Penn Jillette selv (i lighed med P.J. O'Rourke) er H.L. Mencken Fellow ved … Cato Institute–og ganske libertær i sine udmeldinger:

"Well, I'm a real total-freedom nut, a libertarian, and I'm one of those crazy optimists. Let people do what they want and everything will be okay." (interview, Boston Phoenix, July 2-8, 2004)

"I'm a hardcore libertarian. I want everything legal." (FilmForce.IGN.com website, October 13, 2003.)

"[I am] a Libertarian, pro-freedom, governs-least-governs-best, free market advocate." (Regulation magazine, Summer 2001.)

"We talk an awful lot about whether you have to stop at libertarianism or go on to anarchocapitalism." (Slate.com, February 4, 2006)

Jillette har også taget den såkaldte World's Smallest Political Quiz, hvor han scorede 100 ud af 100. "That was easy", sagde han efterfølgende.

Teller–som aldrig siger et ord i deres trylleshows eller TV-programmer–har været lidt mere fåmælt om politik, men under en online chat på WashingtonPost.com blev han spurgt om, hvem han ville stemme på i 2000, og han svarede:

"I am Libertarian. Democrats and Republicans, well, it's kind of like a 'magician's choice' — two identical incumbent organizations pretending to be different so that we will vote the same old mob back into power. I think our only hope is to support intelligent third-party candidates." (December 29, 2000.)

Penn & Teller er særligt optagede af ytringsfrihed.  Her er, hvad Penn for et årti siden sagde til Reason Magazine om Beavis & Butthead, vold og kunstnerisk ytringsfrihed:

Reason: How do you feel about the Beavis and Butt-head controversy?

Penn: Complete and utter insanity. There's no issue you can find that I could be further on one side of. The fact that Beavis and Butthead–cartoon characters!–are being blamed for things in the real world seems so close to insanity that I can't imagine believing it. There are two ways that I can see to argue this issue of the link between real violence and TV violence. One is to show that there's no [causal link] between the amount of violence someone watches and how they act in the real world. There just isn't. That's one way to go: [Researchers] didn't find anything, so shut up.

The other way to go is to just talk about the moral issue. To paraphrase Benjamin Franklin, those who sacrifice liberty for safety deserve neither. That' s all you need on this issue. The thing I said in The New York Times, which I probably shouldn't have said, since it probably weakens our side, is that, if in a country of 260 million people, all the art that we have done completely freely does end up killing four people a year, that's OK. That's an argument you're not supposed to make because it goes against the weird zero-risk society that we're supposed to be going towards. Even if it would turn out that three people who were predisposed to violence–not just inspired by the stuff, but motivated– committed a crime, that's OK.

One of the problems is that people confuse inspiration with motivation. If I'm the kind of person who's going to kill somebody, whether I do it Taxi Driver style, Beavis and Butt-head style, or Bible style is my decision. As far as I'm concerned, none of those artistic things enter into it at all. If I'm going to [kill] you, I don't care very much whether I light you on fire and say, "Heh, heh, cool," or say, "Suck on this," and shoot you in the stomach.

No one has an idea really of where we should draw the line. What about the Bible? Every nut who kills people has a Bible lying around. If you're looking for violent rape imagery, the Bible's right there in your hotel room. If you just want to look up ways to screw people up, there it is, and you're justified because God told you to. You have Shakespeare and you have Sophocles–what are we going to do, lose Oedipus Rex if someone pokes an eye out?"

Ytringsfrihed og idioti

Som nævnt i en tidligere posting er det sjældent, at jeg får læst Jyllands-Posten. Det er jeg ked af. Det er yderst sjældent, at jeg læser Ekstra Bladet. Det er jeg ikke ked af.

Min latente modvilje blev bekræftet, da jeg i dag fik tilsendt et link til en artikel af Jeppesen, der efter eget udsagn havde haft en rigtig jøde-weekend. (læs her).

Jeg kender ikke hans produktion i øvrigt og kan derfor ikke afvise, at der måske findes forsonende momenter. Måske skriver han altid så groft om andre og kan ikke andet, måske prøvede han blot at være ironisk eller provokerende, måske var det et klodset forsøg på at udstille anti-semitismen, når den er værst. Jeg kender ham ikke, ved ikke hvilken etnicitet han vedkender sig og er i øvrigt også lige glad. Jeg må derfor afstå fra at bedømme hans motiver. Men hans artikel er rædsom.

Den er en umorsom ophobning af fordomme. De er der næsten alle sammen: jøden som anderledes, som fremmed, som religiøst suspekt og udstyret med en næse, der er større end selv denne punditokrat kan mønstre. Vi mangler vel egentlig bare den gamle fordom, som altid har forenet det ekstreme højre med det ekstreme venstre i deres had til jøder, den med jøden som super-kapitalist, der trækker i kapitalens tråde og styrer USA.

Netop fordi jeg mistænker, at artiklen blot er tænkt som et morsomt indslag, ser jeg den som et uhyggeligt tegn på, hvor almindelig jødehadet igen er ved at blive i Europa.

Det er indlysende, at ikke al kritik af Israel er udtryk for jødehad. Men det er lige så åbenlyst, at en stor del af kritikken reelt er udtryk for netop jødehad. En lakmustest er, om der stilles krav til Israel og dets befolkning, som ikke stilles til andre, f.eks. palæstinenserne eller andre lande i regionen. Under dække af anti-israelsk kritik har jødehadet fået en renæssance, jeg ikke havde troet mulig i vores del af verden.

Et eksempel er den kritik, der angår USAs støtte til Israel. Noget af denne kritik kan være berettiget. Men en ikke ubetydelig del synes reelt at bygge på forestillingen om den forræderiske jøde, der kun føler loyalitet over for sin stamme og dermed fører sit intetanende adoptivland i ulykke.

Tag som eksempel krigen i Libanon mellem Hizbollah og Israel sidste sommer. Her kan man kritisere det israelske forsvar og dets begrænsede evne til at slå igen, til at beskytte sine borgere, eller det vise i at angribe ind i Libanon efter Hizbollahs uprovokerede angreb. En sådan kritik føres også i Israel selv.

Men der var også en mere svævende kritik af, at USA så "ensidigt" tog Israels side i konflikten. Ok, hvad var valget? På den ene siden havde man den demokratiske retsstat Israel, der netop var brevet angrebet uprovokeret med drab og kidnapning til følge, og som nu ønskede at afvæbne Hizbollah, hvilket i øvrigt var samme resultat som en FN resolution anbefalede. På den anden side stod den islamofascistiske bevægelse Hizbollah, der støttes af dikaturstaterne Syrien og Iran, og som ønsker at udrydde Israel. Hvordan skulle USA have været mere imødekommende? Skulle man have foreslået, at Hizbollah afleverede halvdelen af sine våben mod, at Israel lod halvdelen af sin befolkning udrydde?

Jeppesens artikel er et symptom på den større lidelse, som det revitaliserede jødehad er i den europæiske krop. Det er en lidelse, der fremkaldes af uvidenhed i al almindelighed, og historieløshed i særdeleshed.

Hans artikel rejser så også spørgsmålet om ytringsfrihed. Skal den slags være lovligt?

For mig at se, klart ja. Ytringsfriheden er friheden til at sige, hvad man vil, om hvem man vil, uden at blive mødt med overgreb fra Staten eller andre. Det er friheden til at være et dumt svin, hvis man virkelig vil. Grænsen bør gå, hvor ytringerne tilsigter at fremkalde overgreb på andre, hvilket bør fortolkes som en snæver undtagelse til en ellers vidtrækkende frihed.

Ytringsfriheden tjener også til at anskueliggøre, hvem der mener hvad, og den har dermed også den samfundsgavnlige effekt at afsløre den fordomsfuldhed og perfidi, som nogle går rundt og nærer. Ytringsfriheden blotlægger den forkrøblede begrebsverden, som ligger bag mange ideologier.

Ytringsfriheden er også friheden til at kritisere andres brug af ytringsfriheden, og den er dermed ikke en frihed fra kritik eller krænkelser fra andre. Til det brug står kommentarspalten åben for neden. Værs'go.

Til den kritiske forbruger

Man skal ikke altid skælde ud på Frank Aaen og Enhedslisten–bare fordi det er så let …  Nu og da, omend ganske sjældent, gør de noget, der er til fordel for borgernes generelle velfærd.  F.eks. har vi lige set, at de har lavet et website med titlen Kend din vare, hvor de lister produkter fra alle de virksomheder, som ikke betaler så megen skat i Danmark, som Aaen & Co. mener, de burde.  (Hov, det kan vist ikke være sandt–det må være "… nogle af de virksomheder …", da vi må antage, at man som ægte Marxist-Leninist egentlig mener, at alle privatkapitalistiske virksomheders fulde profit skal eksproprieres til "fordel for fællesskabet".)  Listen omfatter:

Jeg tror, at det er ment som et forslag til, at man skal bruge listen til at informere sig om, hvilke varer man ikke skal købe, men listen kunne jo selvfølgelig også bruges til noget ganske andet …  Den opfordring er så givet videre herfra–shop 'till you drop!  Eneste omkostning er så, at man bliver nødt til at lytte til et video-indslag med Frankie "the Enforcer" Aaen, men man kan jo altid slå lyden fra.

The Axis of … Latino-Leninismo

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

…

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Ugens citat: Peggy Noonan om Bush & State-of-the-Union

Den tidligere præsidentielle taleskriver Peggy Noonan fabulerer i sin ugentlige WSJ-klumme over, hvordan det mon i disse dage går med skrivningen af Bushs State-of-the-Union tale til kongressen onsdag, og hun nærmer sig et eksistentialistisk øjeblik:

"The small things are overthought. The big things are underthought. This is the way of government."

Resten af klummen er her.

Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Imod uddannelses-mantraet

Han har gjort det igen, Charles Murray.  Altså sagt ting, pæne mennesker ikke siger, men som er lige så sande som de gør ondt på de rettroende.

I 1984 sagde han at den amerikanske velfærdsstat producerede mere fattigdom og dårlig social arv, end den lindrede.  Meget mere.

I 1994 sagde han sammen med Richard Herrnstein, at intelligens eller rettere "g", den generelle faktor i mentale evner, stort set er genetisk betinget, og at folks livstidsindkomst (i hvert fald i markedsøkonomier som USA) i stigende grad vil være betinget af deres "g" snarere end af forældres status.  Samtidig medfører "assortative mating", altså at lige søger mage, at høj-g og lav-g folk får børn med folk af samme slags, hvorved den økonomiske sociale spaltning befæstes af en skarpere opdeling af befolkningen i mentale klasser.  Den belæste håndværker, den halvdumme Harvard-dimittend, er fænomener der ikke længere er plads til i en økonomi, der bestandig søger den højeste effektivitet, og den leveres af dem med den højeste g.

I 2005 foreslog han (ikke mindst som følge af den sociale opdeling, han forudså i 1994) at afskaffe alle velfærdsordninger, offentlige skoler og tilskud til sundhedsvæsenet osv., og erstatte dem med et årligt stipendium (eller borgerløn) til alle voksne borgere på $10.000.  For alle andre forsøg på at skabe bedre livskvalitet for de dårligt stillede var slået fejl.  Skrot det hele og start igen.  USA er et tordnende rigt land, der er rigeligt råd til at give enhver 10.000 om året.

Nu (her, her og her i sidste uges WSJ, det eneste medium der har mod til at bringe den slags virkelig ærlige artikler) gør han op med myterne om at bedre og mere uddannelse kan løse ret mange sociale eller andre problemer.

Pr. definition er halvdelen af alle børn under middel i intelligens.  Trods udbredte fordomme er det umuligt at sætte denne halvdel i stand til at bestride komplekse arbejdspladser.  Det passer ikke (og her angriber Chuck en af mine egne fordomme, så tak for det kolde brusebad!) at skolerne i gamle dage var gode til at lære alle at læse, skrive og regne.  Det passer ikke generelt, at de offentlige skoler idag er forfærdelige (selvom det gælder nogle steder).  Amerikanske og andre tiltag, der skal tilføre skolerne flere penge og sætter normer for det ene og det andet er stort set spild af penge.

Når Bush poster milliarder i det føderale undervisningsbureaukrati, bruger han bl.a. som argument, at det er skandaløst, at 36 pct. af en 4. klasse ikke kunne klare de faglige krav, som en national organisation fastsatte som gennemsnit for årgangen.  Men Chuck viser, at det faktisk er en andel der formentlig svarer ganske godt til den andel af en given årgang, der ikke mentalt nogen sinde vil være i stand til at klare kravene.  Der er altså intet mysterium og ingen skandale i det.  Bare virkelighed.

Argumenterne herhjemme for mere og bedre skoler er analoge.  Det betyder ikke, at skolerne ikke er faldet meget af på den (mere herhjemme end i det meste af USA), men det er altså en illusion at tro, at flere penge og flere krav vil producere årgange af it-ingeniører.

Første artikel handler altså om skolerne og om det umulige i at øge "g".  Den anden handler om højere uddannelser og bliver forhåbentlig straks læst af Haarder (han vil forstå den, om Sander vil være i stand til at kapere den, er nok mere tvivlsomt).  Her taler Chuck om den anden halvdel af fordelingen, altså dem med intelligens over middel.  De fleste af dem hører nemlig ikke hjemme på et college.  Det er spild af tid og penge.  De hører hjemme på tekniske uddannelser, som er de uddannelser, der virkelig fortjener at opgraderes, fornyes og gøres tillokkende.  For her kan det store flertal af disse mennesker lære nyttige og givtige færdigheder.  Det er intellektuel arrogance at tro, at flest muligt skal gennem en boglig uddannelse.

(Her leverer Murray ammunition til en række andre modige folk, der har påpeget det tåbelige i at tro, at det fører til noget godt eller til vækst at kræve flere og flere igennem en videregående uddannelse, folk som Alison Wolf i England (som jeg ved, Haarder kender) og Randall Collins og Ivar Berg i USA).

Traditionally and properly understood, a four-year college education teaches advanced analytic skills and information at a level that exceeds the intellectual capacity of most people.

There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.

Det lyder rigtigt.  Omkring de 20 pct.  Og hvis man satte det som realistisk mål ville det betyde langt mindre pres på uddannelserne og ikke mindst muligheden for at øge niveauet igen efter årtiers nivellering.  Sådan gør man eksempelvis i Schweiz, hvor universiteterne har holdt en standard, vi kun kan drømme om herhjemme.

Eller sagt på en anden måde: skrot de Foucault-læselister for sygeplejeelever og lær dem at tage sig af patienter!!!  Og giv dem så en ordentlig løn (en god sygeplejerske kan tjene en million i USA).  Hvis de ikkeboglige færdigheder førte til høj løn — det er de godt på vej til — ville incitamenterne efterhånden undergrave massetilløbet til universiteterne.

The fault lies in the false premium that our culture has put on a college degree.

Nemlig.

The spread of wealth at the top of American society has created an explosive increase in the demand for craftsmen. Finding a good lawyer or physician is easy. Finding a good carpenter, painter, electrician, plumber, glazier, mason–the list goes on and on–is difficult, and it is a seller's market. Journeymen craftsmen routinely make incomes in the top half of the income distribution while master craftsmen can make six figures. They have work even in a soft economy. Their jobs cannot be outsourced to India. And the craftsman's job provides wonderful intrinsic rewards that come from mastery of a challenging skill that produces tangible results. How many white-collar jobs provide nearly as much satisfaction?

Nemlig igen og mutatis mutandis for Danmark, selvom selv "rige" danskere notorisk er for fattige til at købe tjenester i samme omfang som i andre lande.

Tredje artikel er den måske mest tankevækkende for folk som os (dem i den yderste højre ende af fordelingen).  Som altså har kunnet bestride og nyde godt af en videregående boglig uddannelse.  Hvad med os?

Chuck siger vi skal lære at blive vise.  Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie.  Lære at møde vore mentale grænser.  Blive udfordret.

Og — ta-dah! — så slutter Chuck hvor jeg selv ville slutte:

Vi skal genoprette den klassiske dannelse.

The encouragement of wisdom requires being steeped in the study of ethics, starting with Aristotle and Confucius. It is not enough that gifted children learn to be nice. They must know what it means to be good.

The encouragement of wisdom requires an advanced knowledge of history. Never has the aphorism about the fate of those who ignore history been more true.

All of the above are antithetical to the mi
ndset that prevails in tod
ay's schools at every level. The gifted should not be taught to be nonjudgmental; they need to learn how to make accurate judgments. They should not be taught to be equally respectful of Aztecs and Greeks; they should focus on the best that has come before them, which will mean a light dose of Aztecs and a heavy one of Greeks. The primary purpose of their education should not be to let the little darlings express themselves, but to give them the tools and the intellectual discipline for expressing themselves as adults.

In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.

Murray er guf for viderekomne.  Og manden har ret.

Indlæg i Jyllands-Posten

Jeg vil nødig tage opmærksomhed fra den langt mere interessante debat i den foregående posting om selvforsvar og -tægt, men bloggen tager altid det nyeste indlæg øverst, så jeg beklager.

Som tidligere nævnt har denne blog til tider en københavnerorientering, der må være trættende for de øvrige af vores læsere. Det har dog hjulpet, at vores redaktør hører til i hovedlandet. Selv vedstår jeg gerne, at jeg ikke læser JP ofte nok, men nøjes med Berlingske. Derfor gik der noget tid, før jeg blev opmærksom på et ophidset indlæg fra vores alle sammens Villy Søvndal. Det gik kort fortalt ud på, at en række debatører skulle "stikke piben ind". Det var dog ikke endnu et overgreb på rygere, men angik debatten om Irak. I kampens hede fik Søvndal endda angrebet CEPOS, selvom de slet ikke beskæftiger sig med udenrigspolitik. Også jeg blev nævnt og benyttede derfor lejligheden til at skrive et længere svar af kroniklængde, som JP naturligvis ikke kunne besvære sine læsere med. Det blev dermed en forkortet version, som bringes i søndagens udgave (her).

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?

Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.

I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.

Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.

Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.

Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.

Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.

Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.

For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.

På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.

Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Bolton om FN og NATO

Man kan mene hvad man vil om USA's nu forhenvaerende FN-ambassadoer men paa vises punkter har hans no-nonsense tilgang til diktaturstater og hans usentimentale forhold til FN og denne institutions begraensninger i denne punditokrats oejne vaeret et frisk og tiltraengt pust. I et interview med the Times – det foerste efter Bolton maatte traede tilbage – konkluderer Bolton, at FN er blevet saa ineffektivt, at NATO boer goeres til et globalt alternativ bestaaende af demokratiske stater. Bolton foreslaar derfor, at lande som Australien, Japan og Israel gives adgang til NATO, som saa kan udgoere et "caucauses of democracies".

Boltons ide er naeppe realistisk men ville vaere saerdeles kaerkommen, som en kraftig markering fra verdens demokratier, af at man ikke undskylder for sit politiske system men tvaertimod finder det overlegent i forhold til de alternativer praeget af fundamentalisme, kommunisme og fascisme, som dominerer flere af af FNs oervige medlemsstater.    

At den er helt gal med FN findes der adskillige nylige eksempler paa. FN's nye generalsekretaer Ban-Ki Moon, lovede ved sin tiltraeden at reformere FN. Men Moon er kommet saerdels uheldigt fra start. Som sin vice-generelsekretaer har Moon udnaevnt Asha Rose-Migiro. Migiro er  udenrigsminister i Tanzania. Paa den baggrund kunne man maaske taenke, at udnaevnelsen var lige efter bogen.

Migiro har dog kun fungeret, som udenrigsminister i lidt under et aar. Det er endvidere vaerd at bemaerke at Migiros saede i det tanzanianske parlament ifoelge avisen the Australians mandagsudgave blev sikret i en valgkreds reserveret til kvindelige kandidater. At Migiro er en sort afrikansk kvinde – og dermed en politisk korrekt darling – vejer saaledes aabenbart tungere end det faktum, at hun ud fra helt objektive kriterier er uegnet til at bestride en post, der er helt central for Moons bebudede reformer, og hvor Migiro vil skulle haandtere diplomater og politikere med mange flere aars erfaring fra international politik.

Som om Migiros manglende erfaring ikke var nok er det kommet frem, at hun – igen ifoelge the Australian – i sin embedsperiode har stoettet Irans atomprogram og enddog udtrykt haab om at tanzaniansk uranium kan anvendes af Iran.

Et andet eksempel er FNs nye Menneskerettighedsraad, der afloeste den skandaleramte Menneskerettighedskommision. Menneskerettighedsraadet har dog vist sig endnu mere politiseret og ligegyldig overfor egentlig menneskerettighedsbeskyttelse end sin forgaenger. Raadet har saaledes – anfoert af muslimske lande koordineret af OIC – brugt det meste af sin energi paa fuldstaendigt ensidigt at fordoemme Israel og de vestlige stater i Raadet har flere gange maatte se sig nedstemt af alliancer af lande saasom Pakistan, Saudi-Arabien, Marokko, Cuba og Kina, hvilket man i oevrigt snart vil kunne laese mere om i en kort artikel af undertegnede i det nye trykte Raeson.

Naar man tager i betragtning at de ovennaevnte eksempler paa FNs inkompetence langt fra er enestaaende men snarere kendetegnende, kan det synes overraskende at en ide som John Boltons om et globalt NATO  med udvidede befoejelser opfattes som kontroversielt i de fleste Vestlige lande. Det er endnu mere overraskende, at the Economist (og Paul Kennedy) saetter sin lid til at FN kan (og skal) spille en mere central rolle i international politik. I denne punditokrats optik er det i stigende grad noedvendigt med et opgoer med tanken om FN som garant for en international retsorden. Saa laenge FN Pagten ikke skelner mellem demokratier og diktaturer er det utopi at tro paa at frie og undertrykkende lande kan enes om en vision om det gode internationale samfund og uden en saadan faelles vision er selv nok saa fromme haab derom ligegyldige.

 

 

 

Spændingen er udløst

Tja, så blev spændingen om. hvordan Berlingske m.fl. ville dække Plame-sagen, udløst.

Valget stod mellem at erkende den stærkt mangelfulde og faktuelle ukorrekte dækning, man hidtil havde præsteret, eller at fortie den og fremsætte nye konspirationsteorier.

Resultatet blev, dam-da-da-dammm, det sidste.

Der har allerede været kommentarer fra mere morgenduelige læsere, der i øvrigt ikke kun angår Berlingskes dækning, se kommentarerne til den tidligere posting her. De forskellige blade har vist ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder mangelfuld dækning.

Da vi imidlertid har dvælet særligt ved Berlingskes dækning, er det vel kun forudseeligt, at vi laver lidt fisking på dem, bare lidt.

Joe Wilson er tidligere diplomat og var tidligere udstationeret på ambassader i Afrika, og i den egenskab blev han af CIA bedt om at tage til Niger i 2002 for at undersøge en mistanke om, at Irak havde forsøgt at købe såkaldt uran-materiale til brug for fremstilling af atomvåben i det afrikanske land. Det kunne han ikke bekræfte.

Nej, Wilson kunne faktisk bekræfte, at Irak formodentlig havde forsøgt at købe uran, men han mente ikke, at det var lykkedes dem. Se Senatets rapport fra juli 2004 (her).

Sideløbende konkluderede det amerikanske udenrigsministerium, at de dokumenter, som i første omgang havde vækket mistanken, var forfalskninger. Det var CIA enig i, og tjenesten advarede flere gange Det Hvide Hus mod at tage Niger-oplysningen for gode varer. Alligevel omtalte præsident Bush den som en kendsgerning i sin tale om nationens tilstand i januar 2003.

Nej, Bush fremhævede udtrykkeligt, at påstanden var baseret på britiske efterretninger, og at der var tale om forsøg på at skaffe sig uran. Se talen fra januar 2003 her. Vurderingen blev fastholdt af briterne allerede i en rapport fra september 2003, og er senest blev bekræftet som troværdig i Butler-rapporten fra juli 2004 (her). Rapporten afviser også, at de forfalskede Niger-dokumenter har nogen betydning for denne vurdering.

Joe Wilson blev vred. Han så det som et bevis på, at Bush-administrationen bevidst havde manipuleret og misbrugt utroværdige efterretninger for at få solgt krigen til den amerikanske befolkning. Hvis de havde gjort det med så åbenlyst falske oplysninger, som dem han kendte til, havde de måske også gjort det med andre. Så Wilson skrev sin kronik, og derefter rullede Plamegate.

Nej, i sin kronik undrede Wilson sig blot over, om hans rapport om Niger var blevet læst af regeringstoppen (læs gengivelsen her). Senatets 2004-rapport fastslog senere, at det var den ikke blevet, fordi den blot gentog, hvad man allerede mente at vide i CIA, herunder om Saddams interesse i at skaffe sig uran. Det var først i anden omgang, da Wilson opdagede pressens glubende interesse for hans person, at han gik videre og beskyldte regeringen for at lyve. Samtidig gik han ind i kampagnen for at få valgt John Kerry. Da Senatsrapporten udkom, var den så pinlig for Wilson, at han måtte holde lav profil resten af valgkampen.

Sammenfattende kan man opgøre dækningen sådan:

Omtale af Butler-rapporten, der bekræfter Bushs oplysninger i talen til nationen: 0

Omtale af Senatets rapport med kritik af Wilson: 0

Omtale af Richard Armitage, der faktisk lækkede oplysningerne om Ms. Wilson/Plame: 0

Omtale af den magtkamp, der har været mellem CIA og Bush-regeringen, og som udgør en alternativ forklaring på, hvorfor regeringen fandt det interessant, at Joe Wilson var gift med en CIA-ansat: 0

Omtale af de mange rapporter (se links under søgeordet Plame), der har afvist, at der blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten: 0, men man omtaler dog, at spørgsmålet om løgn er "aldrig undersøgt til bunds".

Sandsynlighed for, at nye undersøgelser vil afsløre, at der alligevel blev løjet og lagt pres på efterretningstjenesten: 0

Man fristes til at fortsætte med følgende, helt subjektive vurdering:

Tillid til kildekritik og -brug i MSM af sager, der angår Bush-regeringen: 0

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

…

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

…

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

…

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

Forhandlingerne fra helvede

Hvis nogen skulle være i tvivl, er overenskomstforhandlingerne gået i gang. Det giver nogle problemer, der er særegne for det danske system og for den særlige danske situation i øjeblikket. For som vores system er skruet sammen, bliver en betragtelig del af de danske lønmodtageres løn de næste to år besluttet centralt i forhandlinger mellem arbejdsgiverforeningen og fagforeningerne, og en stor del af det resterende arbejdsmarked vil have en tendens til at følge med den struktur, der besluttes centralt. Så på trods af den megen snak om decentrale forhandlinger og individuel løn, er de centrale overenskomstforhandlinger af særskilt vigtighed.

Først er der to parter i forhandlingerne med hver deres medlemsskare, der skal stilles tilfreds: 1) Arbejdsgiverforeningen, der repræsenterer en medlemsskare af danske virksomheder; og 2) Fagforeningerne, der repræsenterer en blandet medlemsskare af danske lønmodtagere. Begge hovedparter – arbejdsgivere og fagforeninger – har hver deres præferencer og hver deres konsekvensberegninger af forskellige outcomes af forhandlingerne. Hver part kan med andre ord finde ud af at regne på, hvilke nationaløkonomiske konsekvenser forskellige kombinationer af lønstigninger, ferieregler og andre tilbud til lønmodtagerne har.

Det er velkendt at de to parter ofte når til forskellige konsekvensberegninger, når scenarierne vurderes, men det er lige så velkendt, at specielt i de senere år er sådanne beregninger blevet kvalitativt ens. Om man er DA- eller LO-økonom er ens fundament nemlig det samme, så forskellene i konsekvensberegninger bliver nogle gange relativt subtile, mens parterne er enige om hovedlinierne.

Så langt så godt, kunne man fristes til at sige. For konsekvenserne er ikke det specielle problem i Danmarks situation for tiden. Det egentlige problem er i stedet, at enhver aftale, som de to parter kunne tænkes at nå, også skal kunne sælges til deres medlemmer. Derfor kommer man i en situation, der i økonomiske fagtermer kaldes et principal-agent problem, men med en særlig twist: Normalt er der en principal – en virksomhedsleder – og mange agenter – de ansatte, som man skal aflønne uden at kunne se direkte, hvor meget de laver, men i denne situation er hver forhandlingspart en agent, med mange principaler – medlemmerne – der muligvis ikke kan se, hvor god en aftale principalen når frem til.

Og deri ligger hele problemet. Arbejdsgiverforeningens medlemmer, de enkelte virksomheder, uden problemer kan forudse hvad enhver aftale betyder for deres egen virksomhed, og dens up- og downstream kontakter. Problemet er fagforeningernes medlemmer, som ingen mulighed har for at kunne overskue, hvilke konsekvenser lønstigninger osv. har for dem som helhed. Mens en lønstigning i første omgang kommer lønmodtagerne til gode og derfor fører til større efterspørgsel – folk skal jo bruge deres penge på noget – skal man ikke have den store indsigt for at se, at lønstigninger påvirker virksomhedernes omkostninger. For at dække de ekstra omkostninger, er der to muligheder, der begge bruges: Hæve priserne på slutprodukterne, og afskedige ansatte. For høje lønstigninger fører altså til højere arbejdsløshed, alt andet lige. Men alt andet er ikke lige i denne situation: Højere danske priser underminerer danske konkurrenceevne, og fører derfor til en forværret betalingsbalance. Her ligger ekstra problemer.

For det første har politikere, ikke mindst statsministeren, i længere tid reklameret med hvor godt det går for dansk økonomi, hvilket har givet vælgerne et indtryk af at 'vi har råd til det'. Men det er ikke helt præcist. OECD vurderer for eksempel, at den danske vækst om to år vil være en af de laveste i den vestlige verden, og på et mere overordnet plan, har man slet ikke løst en række strukturelle problemer som ældrebyrden – regeringens 'reform' løser i bedste fald halvdelen af problemet – og den tunge offentlige sektor, som bliver stadig dyrere. I stedet har man bildt vælgerne ind, at problemerne er løst, og valgt at øge det offentlige forbrug med 1,3 % næste år på trods af advarsler fra både OECD, vismændene og Nationalbanken.

For det andet ser dansk økonomi ikke så godt ud lige nu som man umiddelbart skulle tro. Et af de to elementer er, at danske arbejdspladser er blevet langt lettere at flytte ud. En svækkelse af dansk konkurrenceevne fører derfor væsentligt hurtigere til, at arbejdspladser flytter permanent ud af landet. I sidste overenskomstforhandlinger var dette et element, som de fleste tog alvorligt, da man på samme tid havde rapporter i medierne om danske slagterijobs, der flyttede til Tyskland og Polen. I den nuværende situation er der ingen avishistorier til at sensitere lønmodtagerne for dette problem. Det andet element er, at selvom Danmark har et meget stort overskud på handelsbalancen for tiden, bliver overskuddet stort set udelukkende genereret af to ting: Olieeksporten, pga. den høje oliepris, og søtransporten, som stort set ikke afhænger af danske forhold. En ny bankanalyse har vist det, en del af os frygtede, nemlig at uden de to elementer, ville den danske betalingsbalance være i minus.

Som jeg startede med at påpege, er forhandlingsparternes potentielle problem, at de skal sælge en aftale til deres medlemmer. For arbejdsgiverne er dette ikke et reelt problem, men for fagforeningerne er det meget virkeligt. De ovenfor nævnte problemer med dansk økonomi, og den væsentlige trussel som for store lønstigninger repræsenterer, er ikke noget fagforeningernes medlemmer – almindelige danskere – tager med i betragtning, når de vurderer, hvor store eller lave lønstigninger, de er villige til at acceptere som del af en ny overenskomst. I stedet betyder danske politikeres forsikringer om den danske økonomis sundhed, at de fleste tror på, at der er råd til store lønstigninger. Fra enkelte fagforeninger lyder der derfor krav om lønstigninger i omegnen af 5 % næste år.

For begge forhandlingsparter, og for fagforeningernes repræsentanter i særdeleshed, er dette års overenskomstforhandlinger derfor forhandlingerne fra helvede. Hvis de når til en ansvarlig aftale, der med begrænsede lønstigninger og byrder på virksomhederne bibeholder en allerede middelmådig national konkurrenceevne, er der meget små chancer for at lønmodtagerne vil acceptere aftalen. Hvis fagforeningerne i stedet forsøger at forhandle en aftale hjem, som deres medlemmer vil acceptere, ved de at de er med til at underminere dansk økonomi og tage jobbet fra mange medlemmer, og at arbejdsgiverne ikke vil acceptere udspillet. Hele miseren er skabt af, at danskerne på den ene side af indlysende grunde ikke er opmærksomme på alle problemerne, og på den anden side at politikerne har bildt dem ind, at det går ufatteligt godt. Overenskomstparterne skal af disse grunde finde en umulig balance mellem deres egen viden om hvad ansvarlighed er og lønmodtagernes stærkt uansvarlige krav. Jeg håber det ikke kommer så vidt, men det er meget nærliggende at sige ordet: Storkonflikt.

Dr. No som præsident

Et ukendt navn for langt de fleste danskere og amerikanere, men som nok er væsentligt mere kendt blandt en stor del af denne blogs læsere, er det amerikanske Republikanske kongresmedlem Ron Paul.  Paul, der er læge, har on/off siddet i kongressen som valgt i Texas, men er mest kendt for, at han i sin tid forlod Republikanerne og i 1988 stillede op som præsidentkandidat for Libertarian Party.

Præsidentvalgkampagnen blev der ikke meget ud af.  Selv Libertarian Party havde næppe ventet, at han ville blive valgt, eller blot få en to-cifret andel af stemmerne, og han fik da fordoblet stemmeandelen, men han–der givetvis er den mest scenevante og bedst talende kandidat, som det lille parti nogensinde har haft–klarede sig (med blot 0,5 pct. af samtlige stemmer) endda noget dårligere, end man kunne have ventet (hvilket sikkert skyldtes, at forestillingen om at få Michael Dukakis som efterfølger til Reagan var så skrækindjagende, at mange var villige til at holde sig for næsen og stemme på George H.W. Bush).  Siden vendte han tilbage til Republikanerne, blev valgt til kongressen igen, hvor han nu er kendt som “Dr. No”–fordi han stemmer nej til stort set alt.  At han da heller ikke er en holdningsmæssig opportunist blot fordi han er skiftet frem og tilbage mellem det store og det lille parti, fremgår f.eks. af, hvordan han præsenterer sig selv på sin hjemmeside:

“Congressman Ron Paul of Texas enjoys a national reputation as the premier advocate for liberty in politics today. Dr. Paul is the leading spokesman in Washington for limited constitutional government, low taxes, free markets, and a return to sound monetary policies based on commodity-backed currency. He is known among both his colleagues in Congress and his constituents for his consistent voting record in the House of Representatives: Dr. Paul never votes for legislation unless the proposed measure is expressly authorized by the Constitution. In the words of former Treasury Secretary William Simon, Dr. Paul is the “one exception to the Gang of 535″ on Capitol Hill.”

Paul er iøvrigt medlem af den libertarianske fraktion indenfor Republikanerne, Republican Liberty Caucus, og han ligger konsekvent blandt top-3 af Rep.Hus.medlemmer i dettes Liberty Index, som rater hvordan kongresmedlemmerne stemmer (med scores på mellem 80 og 100 pct.).

Og nu har Dr. No så meldt sig i feltet af kandidater til nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  Det har næppe meget større sandsynlighed for at lykkes end forsøget i 1988, men der vil uden tvivl være flere, som bemærker kandidaturet denne gang–og dermed flere som hører budskaber, der kommer tættere på et klassisk-liberalt budskab end nogen anden præsidentkandidat for et af de to store partier siden … ja, meget, meget længe.  Og det er jo i sig selv ikke så skidt.

Her er uddrag fra en artikel om kandidaturet fra Associated Press:

Texas Congressman Seeks Presidency

By JOE STINEBAKER

The Associated Press
Thursday, January 11, 2007; 6:28 PM

HOUSTON — Rep. Ron Paul, the iconoclastic, nine-term lawmaker from southeast Texas, took the first step Thursday toward a second, quixotic presidential bid _ this time as a Republican.

Paul filed papers in Texas to create a presidential exploratory committee that will allow him to raise money. In 1988, Paul was the Libertarian nominee for president and received more than 400,000 votes.

Kent Snyder, the chairman of Paul’s exploratory committee and a former staffer on Paul’s Libertarian campaign, said the congressman knows he’s a long shot.

“There’s no question that it’s an uphill battle, and that Dr. Paul is an underdog,” Snyder said. “But we think it’s well worth doing and we’ll let the voters decide.”

Paul limits his view of the role of the federal government to those duties laid out in the Constitution. As a result, he sometimes casts votes at odds with his constituents and other Republicans.

He was one of a handful of Republicans to vote in 2002 against giving President Bush the authority to use military force in Iraq, contending that only Congress had the power to declare war. At times, he has voted against funds for the military.

Paul bills himself as “The Taxpayers’ Best Friend,” and is routinely ranked either first or second in the House by the National Taxpayers Union, a national group advocating low taxes and limited government.

Her er et link til teksten fra New York Times om samme emne.

PS. For de indforståede: En mangeårig først medarbejder og siden støtte for Ron Paul er Lew Rockwell, grundlægger og præsident for Ludwig von Mises Institute.  Rockwell og den afdøde “østrigske” økonom, historiker og politiske tænker Murray Rothbard var blandt de kraftigste støtter bag Ron Paul i 1988–og forlod efterfølgende Libertarian Party.  Det mig bekendt første sted, hvor man foreslog Paul som præsidentkandidat, var på Rockwells hjemmeside.  Her er Rockwells korte meddelelse om kandidaturet og et link til Ron Pauls artikler hos Rockwell.  Her er en lidt nyere–og nok noget urealistisk–post om emnet fra Rockwells blog.

I morgen er det Plame-dag (igen)

At smag og behag er forskellig, er vel en af de mere fundamentale dele af den liberale ideologi og fortjener derfor jævnlig gentagelse. Der skal således nok være nogle, der finder Berlingskes Bush-fokuserede forside helt i orden; for dem står kommentarspalten altid åben.

Men selv finder jeg, at forsiden i sjældent grad er disproportional med historien bag. Jeg ved ikke, hvem der redigerer forsiden, men de er tydeligvis hårdt angrebet af Olav Hergel-syndromet ("Jo, jeg arbejder på Berlingske, men …"). Denne medie-patologiske diagnose støttes af, at ingen af de øvrige aviser havde fundet behov for at lade historien rydde forsiden.

Inde i avisen er der et forskræp for en større Plame-reportage, som angiveligt kommer i morgen. Næ, tænker vores trofaste læsere, det var da også på tide, at vi igen hører mere om Plame på denne blog.

Ja, tænk engang. Måååååske vil man nu beklage og korrigere de mange faktuelle fejl, man lavede i sin dækning, f.eks. den gang man brugte tre fulde sider i samme udgave af Magasinet på at demonstrere sin uvidenhed om Butler-rapporten, der som bekendt fastholdt vurderingen af, at Saddam havde prøvet at skaffe uran fra Afrika, og at de forfalskede Niger-dokumenter var irrelevante for denne vurdering. I øvrigt en opfattelse, som allerede den første officielle undersøgelse fra september 2003 havde fastslået. Men Butler-rapporten gik det skridt længere udtrykkeligt at citere Bush 16-ord til nationen og bekræfte dem, formodentlig for at skære det ud i pap for medierne. Åbenbart forgæves.

Til gengæld havde Berlingskes korrespondenter fanget, at Ms. Plames børn har krøller. En detalje, som mange andre iagttagere havde overset, f.eks. Christopher Hitchens. Men han drikker jo også, som avisens korrespondenter har betroet os, og så er det jo svært at skelne stort fra småt.

Eeeeellller måske vil korrespondenten prøve at fortie deres mangelfulde dækning og i stedet fremsætte fantasifulde konspirationsteorier, der heller ikke denne gang søges sammenholdt med de mange officielle undersøgelsesrapporter, som har vist sig så skuffende?

Hvad mon det bliver? Indrømmelse af egen utilstrækkelighed eller nye konspirationer mod den onde Bush-regering? Spændingen er næste ikke til at holde ud. Næsten…

Popper som pligtpensum for journaliststuderende

I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.

Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.

Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).

I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.

Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.

Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.