Danmark daler i økonomisk friheds-indeks

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. januar 2007. 2 svar

Jeg har på baggrund af den seneste udgave af Economic Freedom of the World-indekset (som jeg/CEPOS er de danske deltagere i) lavet et lille notat til CEPOS om Danmarks relative placering i indekset.  Selve notatet og diverse andre ting kan findes her, og Børsen bringer dd. en artikel om det, som kommer her:

Stor offentlig sektor begrænser økonomisk frihed

Ny international rapport påpeger, at Danmark halter bagefter på økonomisk frihed og er på en 17.-plads blandt andet blevet overhalet indenom af Østrig og Estland.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

I en ny, international opgørelse over den økonomiske frihed i verdens lande dumper Danmark fra en 14.- til en 17.- plads siden regeringsskiftet i 2001. Det viser rapporten, hvis danske del er udarbejdet af professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet for den borgerlige liberale tænketank CEPOS.

»Den økonomiske frihed er som helhed stagneret siden regeringsskiftet, hvor Danmark er blevet overhalet af blandt andet lande som Østrig og Estland. Vi skal passe på, at de stærke økonomiske resultater, som Danmark har vist i de senere år, ikke bliver en sovepude, så vi sakker yderligere bagud, når det gælder om at gøre Danmark konkurrencedygtig og at skabe vækst,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nær sammenhæng

Rapporten viser, at der er nær sammenhæng mellem ranglisten over økonomisk frihed og resultaterne af såvel den årlige kåring af mest konkurrencedygtige økonomier fra World Economic Forum og det årlige indeks over de mest globalt orienterede økonomier fra det internationale konsulenthus AT Kearney. De mest frie økonomier er generelt også de mest konkurrencedygtige økonomier og de økonomier, der klarer sig bedst i globaliseringen.

Peter Kurrild-Klitgaard siger, at det er relativt enkelt at slå fast, hvad der begrænser Danmarks økonomiske frihed. Det fremgår af rapporten, at Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland placerer sig i selskab med verdens diktaturstater, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Også reguleringen af arbejdsmarkedet trækker ned i Danmarks placering, mens Danmark indtager en global førsteplads, når det gælder retssikkerhed og sikringen af ejendomsretten.

»Det er en vigtig pointe, at statens rolle i samfundsøkonomien handler om langt mere end skat. Danmark ligger vældig godt på en række områder, men ikke når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Problemet i Danmark er især størrelsen af overførselsindkomsterne,« siger Peter Kurrild Klitgaard.

Ranglisten over global, økonomisk frihed er langt fra den første, der peger på skat og den offentlige sektor som de to faktorer, som udgør den største barriere for vækst og konkurrencedygtighed. World Economic Forums rapport når samme konklusion.

»Da der er en stærk og robust sammenhæng mellem et lands økonomiske frihed og dets økonomiske vækst, kan man forvente, at en række andre lande, som liberaliserer deres økonomier mere end Danmark, i længden vil overhale Danmark i vækst – og dermed i velstand og levestandard,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han opfordrer til, at der bliver gennemført en skattereform, for eksempel en såkaldt flad skat, der sænker den marginale skattesats til under 50 pct. Men professoren tilføjer, at også er behov for yderligere reformer på arbejdsmarkedet, i den finansielle sektor og i reguleringen af erhvervslivet.

Update:

  • Berlingske Business omtaler notatet her.
  • CEPOS’ nye undersøgelse af sammenhængen mellem økonomisk frihed og iværksætteri findes her.

Danmarks bedste avis

Af admin, den 13. januar 2007. 18 svar

Her på bloggen har vi nævnt det tit og ofte, og forleden blev det nok en gang bekræftet: Weekendavisen er Danmarks bedste avis, i hvert fald fik de Berlingskes pris. Den burde de få hvert år.

Deres indlæg er ganske simpelt bedre, og det øger både aftagerkredsen og den enkelte læsers interesse, at medarbejderne på avisen dækker et ganske bredt politisk spektrum. Selvom det er muligt at gætte den enkelte journalists personlige ståsted, det viser sig jo som alt overvejende hovedregel i valg af emne, vinkling og kilder, så er det ekstremt sjældent, at journalisten forfalder til den slags ensidig prædiken, der desværre er normen i de fleste andre aviser.

Den høje standard gælder normalt også læsernes indlæg. I denne uge mærker man sig især et større indlæg af David Pontoppidan og Christan Houlberg, der gør op med den historieforståelse, som desværre synes at præge store dele af de mediebærende klasser og som blev forseglet i Matador.

Der er m.a.o. noget for enhver smag. Det kan ikke undre de tålmodige læsere af denne blog, at jeg her fremhæver interviewet med Mikkel Vedby Rasmussen. Her bringes kun et par citater, for har I ikke købt eller abonneret på WEA, SÅ GØR DET.

Og Vedby er ikke bange for, at det bliver svært at komme pænt ud, for der har ifølge ham altid været to forskellige krige i Irak: Den der bliver ført i Irak, og den der bliver ført på den politiske bane i København, London og Washington.

"Og krigen nede i Irak kan de godt komme ud af på en god måde, for på mange måder har både danskere, briter og amerikanere gjort et ganske godt stykke arbejde, selvomm det er gået lidt upåagtet hen i den anden krig, den i hovedstæderne. Guderne skal vide, at de har begået masser af fejl, det gør man altid i krig, men det, de har gjort rigtigt, er, at de i vidt omfang har kunnet reducerede den opstand, der var i begyndelsen. Der, hvor Saddam Hussein lod sin hær forsvinde uden at komme i kamp, så den var bevaret til at lave guerillakrig. Den nedkæmpede de i vidt omfang uden de store problemer. Det, der så skete, var at Irak blev en magnet for alverdens islamister, som kom til og som også radikaliserede irakerne, så det blev en ny kamp. Og den kamp har de haft sværere ved at vinde. Det er så tæt på at være en borgerkrig, som det kan være, og den handler om mange andre ting, og det er en kamp, som vi fra Vesten aldrig rigtig kan vinde, for det er ikke vores kamp. Vi står midt i den, mens kuglerne flyver  hen over hovedet på os, men det er egentlig ikke vores kamp — den er det nok klogt at træde et skridt tilbage fra, som vi gør nu, og sige: Nu er vi her som en reserve, hvis det går galt, men derudover holder vi os væk."

Pointen er, mener Vedby Rasmussen, at det er gået okay. Det kunne være gået bedre, men det kunne sandelig også være gået værre.

Jeg kan især godt lide hans understatement om, at det er gået "lidt upåagtet hen". Jep, den "anden" krig er tabt ikke bare i Politiken og Information, hvor man kunne forvente det, men også i vores såkaldte public service-stationer DR og TV2, samt i de dele af Berlingske, der er ramt af Olav Hergel-syndromet.

Som kommentarspalten forneden måske vil vise, er der som nævnt altid noget for enhver smag i WEA. Det er under alle omstændigheder en god smag. Mums.

The Vote Motive

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. januar 2007. 3 svar

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Nostalgi: Krauthammer i de gode gamle dage

Af admin, den 9. januar 2007. Skriv et svar

Forleden faldt jeg over denne artikel af Charles Krauthammer fra WaPo 18. marts 2005.

Det var i de gode gamle dage, hvor demokratiet netop var indført succesfuldt i Irak, og hvor demokratiet havde spredt sig til Libanon. Slyngelstaterne var bange, Libyen havde opgivet sit a-våbenprogram, og Syrien lod sig presse ud af Libanon. MSM måtte modvilligt overveje, om Bush alligevel havde haft ret i sin politik om, at demokrati ville have en afsmittende effekt. Det bekom dem tydeligvis ikke vel. Som en kommentator udtrykte det: It's like my head is going to explode. Og Krauthammer, han hånede sine modstandere. Tja, det var den gang.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. krigsmodstanderne vil sikkert kun se det naive i Krauthammers optimisme. For mig minder foråret 2005 mest om det, der trods alt blev opnået: demokrati i både Irak og Libanon samt små skridt i retning af frihed i de øvrige diktaturer i området. Det bekræftede, at der blandt Mellemøstens arabiske folkeslag findes moderate kræfter, der ønsker demokratiet og er parate til at gribe det, når det tilbydes. Det er vigtigt at fastholde i en tid, hvor medierne søger at give os indtryk af, at diktatur og undertrykkelse er en naturtilstand for arabere.

I morgen skulle Bush fortælle om sin nye Nye Plan. Vi får se. Der er mange forslag i luften lige nu. Her er et link til The Times i dag, hvor Taheri lufter sine. I sidste ende afhænger det af irakerne selv. Det gør nogle til pessimister, men ikke denne punditokrat.

Sine qua non

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2007. Skriv et svar

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Something rotten: TNR om Danmark

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2007. 35 svar

Det ganske ofte ganske glimrende (og meget indflydelsesrige), "left liberal" amerikanske tidsskrift The New Republic har i sit seneste nummer et langt forsvar for "den danske model": Altså at høje offentlige udgifter skulle lede til høj økonomisk vækst.  Her er (med et groft brud på ophavsretten) lidt at sætte tænderne i:

Great Danes

by Jonathan Cohn

If you want a lower standard of living," conservative policy experts Grace-Marie Turner and Robert Moffit wrote in an op-ed last week, "the Europeans have the right prescription." The topic of discussion was universal health care, but it just as easily might have been government-sponsored child care or generous unemployment benefits. The failure of the European welfare state is, after all, an article of faith among conservatives, from Robert Samuelson ("Europe is history's has-been") to Jonah Goldberg ("Europe has an asthmatic economy") to David Brooks ("[T]he European model is flat-out unsustainable").

The argument generally goes like this. Nowadays, every nation faces a stark but straightforward choice: It can admit that globalization demands a fluid economy–in which people will lose jobs frequently and incomes are bound to be more volatile–and adapt by slashing taxes, government benefit programs, and trade barriers. Or it can try to hold on to old-fashioned notions of lifetime job security and guaranteed incomes by blocking out trading partners, closely regulating business activity, and maintaining a generous welfare state–a formula sure to produce sluggish growth, chronic unemployment, and crippling government debt.

Given their political agenda, it's easy to see why conservatives would be attracted to this analysis. But, even as the pundits wring their hands at Europe's economic decline, a growing number of American economists have begun looking across the pond for inspiration–to Scandinavia and, especially, to Denmark. Over the last decade, the Danes have turned the conventional wisdom on its head by boasting not only one of the world's most expansive welfare states, but also one of its most robust economies. Given the way average American workers' wages continue to stagnate even as their burden of risk–of losing a job, of losing medical insurance–continues to rise, it looks increasingly as though the conservative triumphalism has been misplaced: It may be that Europe has something to teach us after all. And Democrats, who have come back into power promising to address economic insecurity, should be sure to listen.

As in most of the developed world, Denmark's welfare state traces its origins to the Great Depression–specifically, to a dank January morning in 1933 when Prime Minister Thorvald Stauning called several of the country's political leaders to his apartment for a private session to discuss the nation's growing economic crisis. As Eric Einhorn and John Logue recount in a forthcoming essay on Danish history, nearly half the population was out of work and farm foreclosures were widespread. With communism and socialism gaining popularity among the increasingly distressed population, Stauning and his colleagues were desperate to take actions that would not only alleviate the widespread suffering but also save capitalism itself.

Stauning's apartment was on a small, quiet street named Kanslergade. And the resulting "Kanslergade compromise," as it came to be known, would give birth to the contemporary Danish welfare state. Denmark always had an egalitarian tradition, rooted partly in its strong ethnic identity. But, prior to the 1930s, fulfilling that guarantee was largely the responsibility of private associations, organized around jobs or communities. The Kanslergade compromise changed all that. Henceforth, the government would take primary responsibility for making the economy work–and making sure that it worked for everybody–by, among other things, providing a set of social insurance programs that protected against illness and unemployment.

The strategy succeeded. Denmark's political center held, Danes got back to work, and, on the eve of World War II, the economy was back on track. The country continued to thrive after the interlude of Nazi wartime occupation and, from the 1950s through the 1970s, it generally had steady, strong growth. The more the economy grew, the more money the government collected through taxes–allowing it to provide, in turn, even more generous services. By the '70s, Denmark had developed a well-earned reputation for providing what was arguably Europe's most comprehensive and lavish set of welfare benefits.

But the Danish economic model–like those across Europe and in the United States–was challenged by "stagflation" in the '70s and globalization in the 1980s. Denmark's economy, like those in most of Europe, started lagging behind that of the United States. While Americans were going back to work–and, in some celebrated cases, getting fabulously rich–millions of Europeans were joining the ranks of the chronically unemployed, living off of generous welfare payments. Meanwhile, businesses, hamstrung in some countries by rules that made it difficult to hire and fire new workers, weren't investing or creating new jobs.

But, while most of Europe continued staunchly to resist change, the Scandinavians began to embrace it–led, once again, by Denmark. In the early '80s, with unemployment in double digits and the economy slowing to a crawl, voters threw their support behind the Danish conservatives, enabling them to oust the Social Democrats who had run the country for most of the postwar period. Although the conservatives were not very far to the right by U.S. standards, they had run on a platform of rescuing the Danish economy, which they vowed to do by privatizing some government services, modestly reducing welfare benefits, and bringing down government deficits. And, for a few years, they made some headway, particularly when it came to trimming the pension system and bringing the government budgets back into balance.

By the early '90s, the economy had recovered enough–and the public's enthusiasm for the conservatives had waned enough–to swing politics back in the other direction. The Social Democrats took power once again, this time under the leadership of Poul Nyrup Rasmussen, a close ally of Denmark's organized labor movement. But, contrary to the expectations of some supporters, Rasmussen didn't abandon the conservative reforms. Instead, in a classic Nixon-to-China move, he undertook some of the very measures that the conservative coalition had proposed but could not enact on its own.

One of these was the sale of Denmark's state-owned telephone company, which, relative to the size of the country's economy, represented one of the largest efforts at privatization in Europe for the entire decade. Rasmussen also remained committed to balanced budgets, making more low-level spending cuts to keep the budget in line. But perhaps most important were the reforms Rasmussen's Social Democrats introduced to the Danish unemployment system. Previously, unemployment benefits had been not only very generous–equal, in some cases, to 90 percent of lost wages–but also essentially unlimited. Under a new scheme pushed through by the Social Democrats, the government began limiting assistance to four years–and, even then, only on the condition that beneficiaries worked or enrolled in job training.

Essentially, Rasmussen was triangulating between the two main poles of the country's political debate, in a manner much like
the one Bill Clinton was e
mploying in the United States at roughly the same time. But, because politics in Denmark were generally far to the left of the United States, the resulting compromise actually looked quite different. Relative to Clinton's welfare reform, Rasmussen's invested much more money in worker-counseling and training. The explicit goal was to recognize a social compact: Just as the unemployed were obligated to find new jobs, so the government was obligated to make sure the jobs were there (even if it meant creating them on the public payroll) and that the unemployed received proper training to succeed. Today, largely as a result of Rasmussen's reforms, Denmark spends more than 4 percent of its GDP on its labor market programs–the most of any country in the Organization for Economic Cooperation and Development (oecd) and more than 20 times what the United States spends on its worker-training programs.

In some respects, though, what was most significant about Rasmussen's agenda was what it did not include: radical changes to the welfare state. And that explains why, today, the country has programs that remain among the most generous in the developed world. There is universal health care and child care. Lengthy maternity and paternity leaves are available. And, despite the time limit, unemployment benefits are still worth up to 90 percent of lost wages. In all, Denmark spends nearly one-third of gross domestic product on government-run benefits–among the highest in the developed world and more than twice what the United States spends. Naturally, Denmark has a tax burden to match: Half of the country's annual economic output goes through government in the form of taxes–again, among the highest in the developed world and well above the U.S. rate of just under 30 percent.

If you believe the conservative rhetoric on economics, this combination of high taxes, a large public sector, and lavish welfare benefits ought to be killing the Danish economy. But it's not. In fact, Denmark's economy has thrived. And nowhere is that more apparent than in the job market. By the time Rasmussen left office in 2001, the unemployment rate had fallen from a 1994 peak of 9.6 percent to 4.3 percent; in 2002, it fell below the U.S. rate, where it has remained ever since. For the most recent quarter of 2006, Denmark's standardized unemployment rate was 3.6 percent, compared with 4.7 percent in the United States. Moreover, while Europe has a reputation for fostering cadres of idle youth (a reputation that, in countries like France, has at least some basis in reality), in Denmark, a mere 3 percent of its 15- to 19-year-olds are neither in school nor working–the second-best rate in the developed world. (Tiny Luxembourg is first.) In the United States, by comparison, the figure is about 7 percent.

Another important measure of overall economic health is GDP per capita, which in effect approximates the wealth generated per person per year. Here, the United States remains near the top of the developed world, at $39,732. Denmark, though also in the top fifth of the oecd, is at just $31,932. It's a significant difference, but one that reflects, in part, the fact that Americans simply work more hours, don't get as much vacation, and can't take such generous pregnancy or sick leaves. GDP per capita is also an average, pulled up by the extraordinary wealth of America's elite. Once you consider the distribution of income and material goods, it becomes apparent that typical citizens in Denmark are doing as well as–and quite possibly better than–their American counterparts.

Nearly 80 percent of Danish households have access to a home computer, the second-highest proportion in the world; just 62 percent of U.S. households can make the same claim. And, while the United States scores a bit higher than Denmark on the U.N. "Human Development Index," which combines financial standard of living with measures like knowledge and life expectancy, Denmark bests the United States on the "Quality of Life" index, which the Economist Intelligence Unit devised to measure a similar combination of factors. One reason Denmark scores so well is that programs like universal health care and day care mean middle-class Danes don't carry around the same sort of anxieties that their American counterparts do. The existence of such programs also helps explain the most obvious economic difference between Denmark and the United States: America's poverty rate of 17.1 percent is the second-worst in the oecd, behind only Mexico. And Denmark's? It's 4.3 percent, tied with the Czech Republic for the best on the planet.

To critics, the trouble with large welfare programs isn't so much what they do today as what they promise to do tomorrow: Since aging populations will eventually claim more in benefits than younger generations of workers are projected to generate, the programs appear unsustainable. In the general sense, this claim has some truth. The money Denmark owes its future retirees, in the form of pensions and health benefits, will indeed put a huge claim on its treasury–one it's not yet fully prepared to meet. But Denmark is in a far better position to meet those obligations than many other countries, including, yet again, the United States. As it has for several years, Denmark is presently running a small budget surplus, equal to around .65 percent of its GDP. The United States, of course, is running large deficits, in the neighborhood of 4.5 percent of GDP–which is one reason our long-term financial liabilities are more severe, too.

So what have the Danes figured out that conservative American pundits haven't? "High taxes don't hurt [by themselves]," says Harvard's Richard Freeman, a highly respected labor economist who has studied Europe extensively. "It depends on what you are getting for the money." Medical care is the most obvious example of this. Danes have lower infant-mortality rates than Americans and, statistically speaking, live just as long. You can't pin that completely on the medical system (a lot has to do with poverty, diet, and so on), but it certainly suggests Danish health care is no worse than the U.S. version. Yet we Americans pay far more for our system, because it's riddled with inefficiencies as insurance companies compete with one another to enroll healthy beneficiaries, rather than finance good care.

Another thing the government does well is spend money on projects whose benefits are too long-term, or too spread-out, to attract sufficient private investment. Worker-training is a case in point. One of the great virtues of Denmark's worker-retraining program is the way it enables even middle-aged workers to shift gears and pick up a new profession: If, for example, you're an unemployed textile worker whose best prospect for a new job in two years lies in health care, then the Danish government will pay to train you as a physician's assistant.

Just as a well-educated workforce attracts foreign investment, so does strong infrastructure–whether it's in the form of good roads or a speedy information highway. Here, too, Denmark excels. And here, too, government can take considerable credit, as the Economist Intelligence Unit noted in its glowing write-up: "High public spending also translates to an excellent infrastructure…. Denmark has emerged as a global leader in the development of information and communications technology infrastructure, and a pioneer for wireless technologies, including Bluetooth, among others."

Of course, infrastructure is only part of the story–and a modest one at that. A bigger reason, ironically enough, is the tax code. The high rates on personal income, which max out at 63 percent, mask relatively low rates on investment capital and corporate earnings. That relative balance–with investment taxed less than wages–is what many economists prefer, since, theoretically, low taxes on corporations will en

courage them to invest more, creating more jobs, and so on. The reason Danes tolerate such high income taxes, even while corporate taxes are low, is that they feel like they're getting something for the money: good public services. In effect, the generosity of the welfare state creates political room for economic policies that foster higher growth.

That's also true in the larger sense, when it comes to the rules–or lack thereof–about hiring and firing. Studies have shown that Danes change jobs more frequently than their counterparts elsewhere in Europe and that, on the whole, they have the shortest tenures. With such a volatile job market, you might expect the Danes to clamor for the same kinds of protections as, say, the French or Germans. But they haven't. The main reason, everyone seems to agree, is that the combination of welfare programs and job-training means that the newly unemployed needn't fear becoming destitute. Indeed, in some cases, losing a job is actually a way to get a step up. Polls show that, despite the high rates of job turnover, Danes are among the most optimistic about their prospects for finding work again. As Stein Kuhnle, an expert on Denmark who now teaches at the Hertie School of Governance in Berlin, explains: "One may say that the Danish system is one promoting employment security rather than job security" (my italics).

Earlier this year, an article in The Wall Street Journal on the closure of a Danish meatpacking plant illustrated how fluid labor markets and generous welfare supports produce a virtuous cycle. As soon as the factory was shuttered, the famous Danish job placement and training system went to work. Counselors met with each of the newly unemployed workers, drawing up individual plans of action for each and then monitoring the "clients" to make sure they followed through on their plans. Then, using both state money and some contributions from the old employer, they financed classes to retrain the workforce. The results were impressive: After having spent ten years slicing up pig carcasses, Suzanne Olsen now had a position as a golf landscaping apprentice. Finn Larsen was enrolled in classes to become fully trained as a math and science teacher. Indeed, of the 500 workers the company had laid off, within ten months only 60 were still collecting Denmark's generous unemployment benefits.

Talking up one region's, or one country's, economic model is a recurring phenomenon in politics–and a tricky one. At various times in the last 50 years, the opinion elite has swooned over the Anglo-American countries, the Far East, continental Europe, and even the communist bloc because their economies were in the middle of a temporary boom. But even "successful" countries often have problems that admirers either overlook or willfully ignore. And Denmark has its share of those. To take one obvious example, because the generous unemployment benefits and job-training means nobody wants to work in low-wage jobs, the country's service sector is lackluster. Positions like housekeepers and nannies tend to be filled by immigrants operating as part of an underground economy. "We have a vibrant public sector," says Christoffer Green-Pedersen, a professor of public policy at the University of Copenhagen. "But I've never seen a shoe shiner. It'd be too expensive."

A bigger issue for those who might want to import the Danish model–particularly for a country like the United States–is that Denmark is a small, ethnically homogenous country with a tradition of marked cooperation. Labor and management enjoy one of the least adversarial relationships in the developed world, enabling them to pursue mutually advantageous arrangements. Many experts think the strong sense of common enterprise among Danes improves government services by promoting a strong sense of duty among civil servants.

Still, nobody is suggesting that other countries could–or even should–import the Danish model whole. (Among other things, the strong sense of common purpose has an uglier side: relatively harsh treatment of foreigners and immigrants.) The idea, rather, is to take broad lessons from Denmark's experience. And the broadest lesson would seem to be the most obvious one: that it is entirely possible to have a large welfare state, with generous benefits, without choking the economy. Data from the rest of Scandinavia, which all use variants of the same economic model, support this argument. In a recent Scientific American column focusing on the performance of these Nordic countries, Columbia University economist and best-selling author Jeffrey Sachs blasted the right's anti-tax, antigovernment conventional wisdom, concluding that "a generous social-welfare state is not a road to serfdom but rather to high levels of satisfaction, fairness, economic equality and international competitiveness."

Nor is Sachs the only prominent economist who has taken notice of Scandinavia's success. So have Harvard's Richard Freeman and Nobel Prize-winner Joseph Stiglitz, the former chief economist for the World Bank. Even some relatively conservative economists–like the American Enterprise Institute's Kevin Hassett, who has been an adviser to John McCain–will concede that the Nordic model works, although they are dubious that the United States could copy it: "The Scandinavians," Hassett says, "show that you don't have to have a terrible economy if you have a big welfare state and high taxes."

Scandinavia's success has particular relevance today, when the Democratic Party suddenly finds itself with real political power again–and a mandate to address the rising economic insecurity that many American workers feel. The problem for the Democrats, as my colleague Jonathan Chait recently noted ("Freakoutonomics," November 6), is that the solutions they've pushed for in the last decade suddenly seem inadequate. For most of the 1990s, the Clinton administration pursued a relatively conservative set of economic policies that focused on efforts to improve overall growth, such as free trade and balanced budgets. Most economists believe Clinton's economic policies did, in fact, strengthen the economy as a whole. But it's also becoming apparent that the poor and middle class didn't benefit from the subsequent period of growth as much as the administration had hoped–and that both groups remain surprisingly vulnerable to economic dislocation today.

Of course, even back in the early '90s, not every member of the Clinton administration was so sanguine about the policies it was pursuing at the time. Among those dissenting was then-Secretary of Labor Robert Reich, who proposed that "if we blended our flexible labor markets with [Europe's] investments in human capital and put the safety net somewhere in between ours and theirs, you would have the best system in the world." Reich's argument famously lost out to those of Clinton's more conservative advisers–among them former National Economic Council Chairman Laura Tyson and former Treasury Secretary Robert Rubin.

And so it was a little ironic that, a few weeks ago, it was Tyson and Rubin, along with some other former Clinton advisers, who found themselves discussing Denmark at a panel on economic policy co-sponsored by The New Republic and the Brookings Institution. Tyson, who just completed five years as dean of the London Business School, first raised the possibility that Denmark might be a model for the United States, noting that "there is nothing in the growth rates to suggest that Denmark is paying a penalty for having a high level [of taxes and government spending]. … This is not to mention in addition the fact that health care coverage in Denmark is universal, and it is not to mention the fact that, actually, Denmark has one of the lowest poverty rates in Europe and has the lowest poverty rates for children in all of the o

ecd countries."

Upon hearing that description, Rubin quipped, "I think I would like to move to Denmark." That, surely, isn't necessary. But a fact-finding visit might be worthwhile.

Oven på to ugers ferie og fravær er min lørdag simpelthen for kort til at opremse, hvor mange fejl, misforståelser og fejlfortolkninger, der er i artiklen–men andre er velkomne.  Derimod er der (som altid) en række kritiske bemærkninger hér hos vennerne ovre på MarginalRevolution og lidt interessant fra Matt Yglesias og dennes læsere (deriblandt vores gæste-blogger Limagolf).  Her er TNR's egne læserkommentarer.

Bartlett om Gerald Ford

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2007. 1 svar
Den amerikanske liberalistisk-orienterede, konservative forfatter og kommentator Bruce Bartlett skrev sidste år bogen "Impostor: How George W. Bush Bankrupted America and Betrayed the Reagan Legacy".  Titlen siger vist det hele.  Det syntes de også ved den iøvrigt ellers ganske gode frimarkedsorienterede tænketank, National Center for Policy Analysis, hvor Bartlett dengang arbejdede–så han blev fyret. Nu er han så denne måneds gæsteblogger på New York Times' blog.  Det kræver abonnement at kunne læse, så her kommer med saks og klister, hvad han forleden skrev vedrørende nyafdøde, Republikanske ekspræsident Gerald Ford.  Det er pænere, end man skulle tro–og pænere end hvad Bartlett har at sige om GWB:
With the passing of Gerald Ford, we have lost more than a former president who served the nation honorably in trying times. The Republican Party has also lost its last link to a tradition it once embraced. Gone now is any trace of the solid Midwestern ethics that Ford personified – things like not spending more than you take in, being skeptical about the use of force, and not imposing one's values on others.
Gone also is any trace of the Western-style libertarianism that Barry Goldwater and Ronald Reagan exemplified. Instead, we now have a Republican Party that has imposed vast financial costs on future generations just to win a few votes today, that is hasty and imprudent in the use of force, and that takes a virtually puritanical approach to imposing on everyone the views of evangelical Christians.
Ford and Reagan were much closer to each other philosophically than either of them would be to George W. Bush. Although Reagan and Ford faced off against each other for the Republican presidential nomination in 1976, they weren't really fighting over basic principles – on those, they mostly agreed with each other. The big debate was about political strategy and tactics.

The Reagan people thought that Ford was insufficiently bold in pursuing a conservative agenda – when he declined, for example, to propose a permanent tax cut and instead, in 1975, offered only a one-shot tax rebate. The Reagan people thought that the Ford people had essentially given up hope of turning around the ship of state and that the best they could do was just keep the ship from sinking on their watch.

Indeed, there was a certain fatalism to the way Ford viewed his options. He had been elected to the House of Representatives in 1948, and during all but two of his long years of service there, the Democrats were in the majority, and Republicans could do little to pursue their agenda. Moreover, in 1974, the Democrats greatly increased their majority, putting many aggressive liberals in positions of leadership for the first time. (The chairmanship of the House Democratic Caucus, for instance, passed from the relatively conservative Olin Teague of Texas to the liberal Phil Burton of California.)

Consequently, Ford saw no chance for any legislation that might fix the problems caused by price controls on energy or skyrocketing entitlement programs. He had his hands full just beating back measures that would have increased spending and made matters worse. But at least he knew how to use his veto pen and did so on 66 occasions in a little more than two years. The fact that Ford was overridden 12 times – the second largest number of any president * – shows just how difficult his political position was.

The circumstances of the time were atrocious. The nation suffered the worst economic recession since the Great Depression** on Ford's watch, yet inflation remained unacceptably high. The Vietnam War was officially lost while Ford was president. And the Soviet Union was at the peak of its military and political power.

The point is that it was not unreasonable to think, as Ford did, that the best that could be done was just to keep things from getting worse. Some of his younger aides, such as Dick Cheney and Donald Rumsfeld, no doubt chafed at this reality. This may explain why they still exhibit a kind of bunker mentality when criticized. They remember too well the unfair criticism of Ford in 1975 and 1976, when many national problems were simply out of his control.

The more optimistic Reagan people saw the Ford approach as defeatism. In crisis there is opportunity, they thought. And as outsiders, they weren't awed by the power of the Democratic leadership, the national media or the federal bureaucracy. The Reagan people thought that strong leadership and new ideas about foreign and domestic policy could overcome these forces.

In 1976, Ford probably had the better of this argument. The country wasn't ready for Reagan that year, and Reagan himself wasn't really ready to be president either. The nation needed the experience of Jimmy Carter to make Reagan's presidency possible. The American people needed to give the conventional wisdom one last shot at fixing the country's problems before they would be open to new conservative ideas. And Reagan needed time out of office to study and think and discuss these ideas, and learn to articulate them and how to implement them.***

By contrast, the current President Bush came to office without ever having had the humbling experience of laboring for years as a minority leader in Congress or the long years of thought and study Reagan put in on the problems of public policy. From his life in the West, Bush picked up none of Goldwater's libertarianism, but instead absorbed the bravado and evangelicalism that are characteristic of many Texans.

I would be less concerned if I thought Bush was an isolated case of a president out of step with his own party, as Carter was. What bothers me is that I don't see anyone in the Republican Party today who exemplifies either Ford's philosophy or Reagan's. Yet I believe that many at the party's grass roots yearn for a leader who has Ford's humility and prudence and Reagan's optimism and love of ideas, and none of Bush's overconfidence and anti-intellectualism.

___

* Andrew Johnson was overridden the most times, with 15 overrides. Ford is tied with Harry Truman, but Truman served almost four times as long.

** It's a source of some irritation to me that politicians are always saying that the latest recession was the worst since the Great Depression. By any measure, the one Ford dealt with was the worst. Raw data can be found here.

*** To learn about the research Reagan did in the late 1970s and the evolution of his thinking, I strongly recommend reading "Reagan's Path to Victory," by Kiron Skinner, Annelise Anderson and Martin Anderson, which contains many of Reagan's own writings. Clearly, by 1980, he was much better prepared to be president than he was in 1976.       

Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2007. 8 svar

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at få børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

Ex cathedra

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2007. 17 svar

Jeg har tit hørt fra borgerligt-liberale studerende indenfor samfundsvidenskabelige fag, at de føler sig frustrerede, når de skal vælge, hvilke valgfrie fag de vil have (når ellers den mulighed måtte byde sig).  Hvis der er gode lærere og spændende fag, kan man selvfølgelig altid vælge dem–og heldigvis kan man som f.eks. økonomi- eller jura-studerende tit tage fag indenfor statskundskab, eller omvendt, eller man kan “shoppe” på helt andre institutioner end ens egen.

Ikke desto mindre hører jeg tit fra studerende, som føler sig frustrerede over, at der på flere studier er mange fag af … skal vi sige … meget eksplicit venstreorienteret observans.  Der er postmodernisme/socialkonstruktivisme mig hér, marxisme mig dér, og mange fag, som prætenderer at være “videnskabelige” er i praksis meget ideologiske.  (“Demokrati-teori” er f.eks. som regel synonymt med den ikke just værdifrie Robert Dahl e.l.)  Til gengæld er der langt mellem fag, der f.eks. behandler borgerlige/liberale tænkere i bund–seriøst, kritisk og uddybende.  Fra tid til anden er der enkelte undervisere det ene eller det andet sted–som regel eksterne–som udbyder noget, men der er langt imellem.

Så lad mig benytte lejligheden til at fremhæve en undtagelse: Min gode (eks-)kollega og gamle kampfælle, lektor Søren Hviid Pedersen, fra Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Han udbyder her i foråret et fag med titlen “Moderne politisk teori: Det frie samfunds politiske filosofi – frihed og ejendomsret”:

“Formålet med seminaret er at gøre den studerende bekendt med de grundlæggende værdier og principper der har influeret på formuleringen af vesteuropæisk politisk teori samt at fokusere på de idehistoriske traditioner der er medvirkende til at opretholde et frit og åbent samfund. Fokus vil derfor være på de liberale og konservative idetraditioner.

De vestlige værdier og samfund er under stadig pres fra religiøs fundamentalisme, (post)marxisme og en altomfattende velfærdsstat. Det kan i den forbindelse være relevant at have et kendskab til de fundamentale politiske værdier, der kendetegner den vestlige politiske idehistorie således, at den vestlige idetraditions alternativer til tidens totalitære tendenser kan reformuleres og revitaliseres.

Vi lægger ud med en læsning af Huntingtons artikel “The West Unique, Not Universal”. Herigennem får vi et overblik over hvilke værdier, der er konstitutive for den vesteuropæiske idehistoriske tradition samt frihedsbegrebets idehistoriske rødder. Herefter skal vi gennemgå Danfords bog og Berlins essay “Two Concepts of Liberty”.

Det er meningen, at frihedsbegrebet skal være det gennemgående tema i seminaret. Det er frihedsbegrebets forskellige udformninger og formuleringer, der har inspireret nogle af de væsentligste vestlige idetraditioner. Frihedsbegrebet indenfor seminarets kontekst spænder over et kontinuum, fra et absolut og negativt frihedsbegreb over til et frihedsbegreb, der er indkapslet i en vision om det gode liv eller, det man kan kalde, struktureret frihed. Fælles for disse opfattelser af frihed er deres fokus på, at det enkelte menneske har et krav på respekt samt, at der findes en sfære omkring det enkelte menneske, som er ukrænkelig. I den forstand repræsenterer henholdsvis klassisk liberalisme og konservatisme disse ovennævnte forskellige forståelser af frihed.

For at belyse de forskellige frihedsopfattelser skal vi læse udvalgte tekster, der repræsenterer henholdsvis de klassisk liberale og konservative idetraditioner. Det er traditioner der både deler visse fundamentale politiske anskuelser men samtidig også repræsenterer vidt forskellige filosofiske og teoretiske anskuelser og værdier.

Seminaret vil fokusere på moderne formuleringer af frihedsbegrebet. Repræsentanter for den klassisk liberale forståelse er valgt Nozick, Rand, Rasmussen & Den Uyl og Rothbard. Disse repræsenterer forskellige udgangspunkter og normative traditioner fælles for dem alle er dog en opslutning om det negative frihedsbegreb. Som repræsentanter for den konservative tradition er valgt Oakeshott, Hayek og Strauss. Her gælder det samme, vidt forskellige udgangspunkter, men en tilslutning til et frihedsbegreb, der betoner frihed som noget, der er struktureret eller indlejret i en kulturel kontekst.”

Så litteraturen omfatter altså nogle for læserne af denne blog velkendte navne.  Studerende fra andre fag end statskundskab og fra andre steder end SDU kan også tage faget–og det kan endda ske ved at skrive en fri opgave efter nærmere aftale med underviseren.  Så er dén reklame leveret …

Den første reaktion

Af admin, den 4. januar 2007. 3 svar

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Drop Østaftalen

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2006. 2 svar

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

Fra mediernes verden

Af admin, den 26. december 2006. 8 svar

Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!

Genbrug: Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2006. 1 svar

En af fordelene ved at have blogget i længere tid er, at man skamløst kan genbruge sit mere sæsonbetonede stof.

Med sort samvittighed over ikke at have bidraget med noget den seneste tid kommer her et link tilbage til min posting for nøjagtigt et år siden.

Så i lighed med vores redaktør, der vil sidde ved skærmen og se Disneys Juleshow, vil jeg herudover prøve at få set Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Meget af det, jeg skrev i indledningen sidste år, gælder fortsat. Men med en stor forskel. De har nu en borgerlig-liberal regering på den anden side af Sundet og en astronaut i rummet. Hvor er de heldige. Vores kan ikke engang finde råderummet.

Glædelig jul.

Rudy for Prez?

Af David Gress, den 23. december 2006. 7 svar

NROs Jonah Goldberg mener, at New Yorks borgmester 1994-2001, den 62-årige Rudolph Giuliani har en chance for at blive nomineret til Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2008.  Eller rettere, Goldberg synes, at Giuliani burde have en chance herfor, og opfordrer ham til at gøre sig til en “amerikansk Pim Fortuyn”.

Giuliani har nemlig iflg. Goldberg de rigtige kvaliteter for at tiltrække såvel omskiftelige midtervælgere som trofaste Republikanere.  Han nedbragte kriminaliteten i New York blandt andet ved at følge James Q. Wilsons forslag om at sætte konsekvent ind også mod små forseelser, med det resultat at New York på få år blev sikrere og renere end nogensinde før (og betydeligt renere og med en lavere berigelseskriminalitet end Danmark).  Derved har han vist sig som konservativ, hvor det gælder.  Han er tilmed socialt “liberal” i amerikansk forstand, men vil iflg. Goldberg favorisere dommerkandidater som Antonin Scalia og John Roberts.

Efter 9/11 blev han kortvarigt hele landets helt, og han viste sig da også som en politiker og ikke mindst retoriker af et for vor usle tid ganske ekstraordinært niveau.

Altsammen sikkert rigtigt nok, og jeg ville da stemme på ham uden tøven (selvom jeg ikke er enig i alle dele af hans socialliberalisme), men jeg tror dog ikke, han har realistiske chancer.  Døm selv.

http://article.nationalreview.com/?q=NjMwMDJlMWZkZDJhZjU0Zjk4ZWJjMGNkN2M3Mzc0ZjA=

Et 'julekort' fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2006. 4 svar

Så nærmer julen sig, og det er tid til at skrive julekort. I det traditionelle danske julekort opsummerer man typisk hvordan året er gået, og hvilke håb man har for det nye år. Det er i og for sig en fin tradition at man – for sig selv og andre interesserede – tager et tilbageblik på året. Derved får overblik over hvad der har været godt, og hvad man måske kan gøre bedre – også selvom man nok har en naturlig tendens til at fokusere på det første. Så det er det, jeg vil tillade mig at gøre for vores læsere denne sidste dag før julens familiemæssige eskapader.

Først og fremmest er der al mulig grund til at takke de mange læsere, både dem der 'blot' følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Ikke mindst i december har vi haft mange besøg. Fire hektiske dage med debat om så forskellige emner som journalisters politiske observans (25 kommentarer), Grevil-sagen (26 kommentarer), Baker-Hamilton-rapporten (19 kommentarer) og klodens fremtidige klima (59 kommentarer) gav over 800 besøg om per dag, et antal vi ikke har været oppe på siden Muhammed-krisen var på sit højeste. Det tager vi bestemt som et sundhedstegn – ikke så meget hos os selv da vi bare bliver ved med at poste om emner, der interesserer os og som vi er kvalificerede til at sige noget fornuftigt om – men måske mest hos vores læserskare, der ikke begrænser sig til at være enige med os. På den ene side er vi lykkelige for at skabe debat på et andet, og bedre funderet, grundlag end MSM og den ensrettede politiske debat her i landet. På den anden side kan vi også være taknemmelige for, at vores argumenter bliver udfordret konstant. Gud nåde og trøste den, der kommer med et uholdbart argument hér på stedet! Tænk hvis politikerne fik samme behandling – og tænk hvilken politik de så blev nødt til at føre.

For det andet er der, på en noget bagvendt måde, grund til at takke de danske politikere for den konstante strøm af emner at kommentere på. For mit eget vedkommende har hele balladen om Ungdomshuset, og hvad den afslørede om københavnske politikeres næsten afgrundsdybe disrespekt for den private ejendomsret, været en dyb kilde til forarget undren her på stedet. MSM selv har også været en fin kilde til kommentarer, når de bevidstløst har gentaget fornærmet fransk anti-amerikanisme eller åbenlyst Clinton/Kerry-venlige amerikanske mediers fejlagtigheder.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil vi derfor tillade os at læne os tilbage i de kommende dage og koncentrere os om en af de få ting, mennesker af alle politiske observanser (uden for den rent nordkoreanske stalinisme) kan enes om, nemlig julens samvær med familie og venner. Man kan beskylde julen for at være et kommercielt gaveræs, men vi deltager jo alle i det, og accepterer det dermed. Og hvem kan ærligt – jo venstreorienteret man end er – tillade sig at dømme, når nevøen får lige netop dét stykke larmende og uforståeligt legetøj, han havde ønsket sig? Og for mig personligt er et af julens højdepunkter Danmarks Radio den 24. mellem 16 og 16.50, når Disneys Juleshow toner frem på skærmen. Filmene blev lavet for at tjene penge, men er i dag nogle af amerikansk kulturs fornemste øjeblikke. Gør det juleshowet dårligere?

Så julens fineste øjeblikke kan være stærkt kommercielle i deres udgangspunkt, og de kan være helt ukommercielle – samværet med familien. For en gangs skyld vil vi hverken dømme eller bedømme her på stedet. Den eneste – og aldeles uvidenskabelige og ukontroversielle – pointe med denne post er simpel. Jeg ønsker alle vores bidragsydere og læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2006. 2 svar

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

Af Jens Ringsmose, den 18. december 2006. 20 svar

Da den længe ventede Baker-Hamilton rapport omsider blev offentliggjort for knap to uger siden, var der ikke meget som overraskede. En betydelig del af udredningsgruppens vurderinger og anbefalinger var for længst sivet til pressen, men rapportens meget utvetydige understregning af hvor alvorlig situationen i Irak rent faktisk er, kom alligevel bag på mange. Forhåbentlig vil rapportskrivernes ubesmykkede bedømmelse af forholdene i Irak virke til, at de sidste optimister i Washington i større udstrækning end hidtil erkender problemets sande omfang. Men det er desværre nok rapportens væsentligste bidrag.

I hvert fald er der ikke meget som peger i retning af, at kommissionens hovedanbefalinger får nogen lang gang på jorden. Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge, men det er kun mindre sandsynligt, at nogen amerikansk administration vil være villig til at betale den pris som Iran og Syrien efter alt at dømme vil forlange for at påtage sig en mere konstruktiv rolle i Irak-spørgsmålet. Det kræver ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og hverken iranske atomvåben eller syrisk dominans i Beirut er noget, der udløser brede smil i Washington eller ret mange andre steder på Kloden for den sags skyld.

Heller ikke det gennemløbende forslag om at presse eller true den irakiske regering til gøre større og hurtigere fremskridt synes at have meget for sig. Spørgsmålet er for det første om den – i en parlamentarisk forstand – meget svage, siddende regering overhovedet har mulighed for at gøre ret meget mere end den allerede gør. Premierminister al-Maliki er frem for noget andet et kompromis mellem de to mest indflydelsesrige shiitiske partier Sadr og SCIRI, og de udeblivende resultater har i højere grad rødder i en intern shiitisk magtkamp end i en svag regering. Amerikanske trusler om at gøre en svag regering endnu svagere er næppe nøglen til fremskridt.

Forestillingen om at true med at reducere den “politiske, militære og økonomiske støtte”, hvis ikke den irakiske regering gør snarlige fremskridt, er for det andet dødfødt, fordi iværksættelsen af sådanne sanktioner med al sandsynlighed vil være i direkte modstrid med USA’s egne interesser. Der er al mulig grund til at tro at en for hurtig amerikansk tilbagetrækning, vil resultere i et totalt irakisk sammenbrud med store konsekvenser for amerikansk sikkerhed og indflydelse i hele den vigtige region, og truslen mister derfor unægtelig meget af sin snert. Det svarer vel nærmest til at true sine børn med at slå sig selv i nakken, hvis de ikke makker ret.

Indrømmet: Baker-kommissionen rummer flere gode ideer og forslag – det er meget væsentligt, at det irakiske sikkerhedsstyrker hurtigere bliver i stand til at varetage landets sikkerhed – men desværre er to af de mest fremtrædende optioner i rapporten ikke præget af megen realisme.

Spørg Atilla

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. december 2006. 6 svar

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

CEPOS blog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. december 2006. 3 svar

Vores gode venner hos den bedste nyskabelse i det danske politiske miljø i mange år har åbenbart masser af fritid på hænderne … Så de er nu også entret blogosfæren med deres egen blog.  Velkommen til CEPOS Blog.