Bartlett om Gerald Ford

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2007. 1 svar
Den amerikanske liberalistisk-orienterede, konservative forfatter og kommentator Bruce Bartlett skrev sidste år bogen "Impostor: How George W. Bush Bankrupted America and Betrayed the Reagan Legacy".  Titlen siger vist det hele.  Det syntes de også ved den iøvrigt ellers ganske gode frimarkedsorienterede tænketank, National Center for Policy Analysis, hvor Bartlett dengang arbejdede–så han blev fyret. Nu er han så denne måneds gæsteblogger på New York Times' blog.  Det kræver abonnement at kunne læse, så her kommer med saks og klister, hvad han forleden skrev vedrørende nyafdøde, Republikanske ekspræsident Gerald Ford.  Det er pænere, end man skulle tro–og pænere end hvad Bartlett har at sige om GWB:
With the passing of Gerald Ford, we have lost more than a former president who served the nation honorably in trying times. The Republican Party has also lost its last link to a tradition it once embraced. Gone now is any trace of the solid Midwestern ethics that Ford personified – things like not spending more than you take in, being skeptical about the use of force, and not imposing one's values on others.
Gone also is any trace of the Western-style libertarianism that Barry Goldwater and Ronald Reagan exemplified. Instead, we now have a Republican Party that has imposed vast financial costs on future generations just to win a few votes today, that is hasty and imprudent in the use of force, and that takes a virtually puritanical approach to imposing on everyone the views of evangelical Christians.
Ford and Reagan were much closer to each other philosophically than either of them would be to George W. Bush. Although Reagan and Ford faced off against each other for the Republican presidential nomination in 1976, they weren't really fighting over basic principles – on those, they mostly agreed with each other. The big debate was about political strategy and tactics.

The Reagan people thought that Ford was insufficiently bold in pursuing a conservative agenda – when he declined, for example, to propose a permanent tax cut and instead, in 1975, offered only a one-shot tax rebate. The Reagan people thought that the Ford people had essentially given up hope of turning around the ship of state and that the best they could do was just keep the ship from sinking on their watch.

Indeed, there was a certain fatalism to the way Ford viewed his options. He had been elected to the House of Representatives in 1948, and during all but two of his long years of service there, the Democrats were in the majority, and Republicans could do little to pursue their agenda. Moreover, in 1974, the Democrats greatly increased their majority, putting many aggressive liberals in positions of leadership for the first time. (The chairmanship of the House Democratic Caucus, for instance, passed from the relatively conservative Olin Teague of Texas to the liberal Phil Burton of California.)

Consequently, Ford saw no chance for any legislation that might fix the problems caused by price controls on energy or skyrocketing entitlement programs. He had his hands full just beating back measures that would have increased spending and made matters worse. But at least he knew how to use his veto pen and did so on 66 occasions in a little more than two years. The fact that Ford was overridden 12 times – the second largest number of any president * – shows just how difficult his political position was.

The circumstances of the time were atrocious. The nation suffered the worst economic recession since the Great Depression** on Ford's watch, yet inflation remained unacceptably high. The Vietnam War was officially lost while Ford was president. And the Soviet Union was at the peak of its military and political power.

The point is that it was not unreasonable to think, as Ford did, that the best that could be done was just to keep things from getting worse. Some of his younger aides, such as Dick Cheney and Donald Rumsfeld, no doubt chafed at this reality. This may explain why they still exhibit a kind of bunker mentality when criticized. They remember too well the unfair criticism of Ford in 1975 and 1976, when many national problems were simply out of his control.

The more optimistic Reagan people saw the Ford approach as defeatism. In crisis there is opportunity, they thought. And as outsiders, they weren't awed by the power of the Democratic leadership, the national media or the federal bureaucracy. The Reagan people thought that strong leadership and new ideas about foreign and domestic policy could overcome these forces.

In 1976, Ford probably had the better of this argument. The country wasn't ready for Reagan that year, and Reagan himself wasn't really ready to be president either. The nation needed the experience of Jimmy Carter to make Reagan's presidency possible. The American people needed to give the conventional wisdom one last shot at fixing the country's problems before they would be open to new conservative ideas. And Reagan needed time out of office to study and think and discuss these ideas, and learn to articulate them and how to implement them.***

By contrast, the current President Bush came to office without ever having had the humbling experience of laboring for years as a minority leader in Congress or the long years of thought and study Reagan put in on the problems of public policy. From his life in the West, Bush picked up none of Goldwater's libertarianism, but instead absorbed the bravado and evangelicalism that are characteristic of many Texans.

I would be less concerned if I thought Bush was an isolated case of a president out of step with his own party, as Carter was. What bothers me is that I don't see anyone in the Republican Party today who exemplifies either Ford's philosophy or Reagan's. Yet I believe that many at the party's grass roots yearn for a leader who has Ford's humility and prudence and Reagan's optimism and love of ideas, and none of Bush's overconfidence and anti-intellectualism.

___

* Andrew Johnson was overridden the most times, with 15 overrides. Ford is tied with Harry Truman, but Truman served almost four times as long.

** It's a source of some irritation to me that politicians are always saying that the latest recession was the worst since the Great Depression. By any measure, the one Ford dealt with was the worst. Raw data can be found here.

*** To learn about the research Reagan did in the late 1970s and the evolution of his thinking, I strongly recommend reading "Reagan's Path to Victory," by Kiron Skinner, Annelise Anderson and Martin Anderson, which contains many of Reagan's own writings. Clearly, by 1980, he was much better prepared to be president than he was in 1976.       

Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2007. 8 svar

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at få børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

Ex cathedra

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2007. 17 svar

Jeg har tit hørt fra borgerligt-liberale studerende indenfor samfundsvidenskabelige fag, at de føler sig frustrerede, når de skal vælge, hvilke valgfrie fag de vil have (når ellers den mulighed måtte byde sig).  Hvis der er gode lærere og spændende fag, kan man selvfølgelig altid vælge dem–og heldigvis kan man som f.eks. økonomi- eller jura-studerende tit tage fag indenfor statskundskab, eller omvendt, eller man kan “shoppe” på helt andre institutioner end ens egen.

Ikke desto mindre hører jeg tit fra studerende, som føler sig frustrerede over, at der på flere studier er mange fag af … skal vi sige … meget eksplicit venstreorienteret observans.  Der er postmodernisme/socialkonstruktivisme mig hér, marxisme mig dér, og mange fag, som prætenderer at være “videnskabelige” er i praksis meget ideologiske.  (“Demokrati-teori” er f.eks. som regel synonymt med den ikke just værdifrie Robert Dahl e.l.)  Til gengæld er der langt mellem fag, der f.eks. behandler borgerlige/liberale tænkere i bund–seriøst, kritisk og uddybende.  Fra tid til anden er der enkelte undervisere det ene eller det andet sted–som regel eksterne–som udbyder noget, men der er langt imellem.

Så lad mig benytte lejligheden til at fremhæve en undtagelse: Min gode (eks-)kollega og gamle kampfælle, lektor Søren Hviid Pedersen, fra Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Han udbyder her i foråret et fag med titlen “Moderne politisk teori: Det frie samfunds politiske filosofi – frihed og ejendomsret”:

“Formålet med seminaret er at gøre den studerende bekendt med de grundlæggende værdier og principper der har influeret på formuleringen af vesteuropæisk politisk teori samt at fokusere på de idehistoriske traditioner der er medvirkende til at opretholde et frit og åbent samfund. Fokus vil derfor være på de liberale og konservative idetraditioner.

De vestlige værdier og samfund er under stadig pres fra religiøs fundamentalisme, (post)marxisme og en altomfattende velfærdsstat. Det kan i den forbindelse være relevant at have et kendskab til de fundamentale politiske værdier, der kendetegner den vestlige politiske idehistorie således, at den vestlige idetraditions alternativer til tidens totalitære tendenser kan reformuleres og revitaliseres.

Vi lægger ud med en læsning af Huntingtons artikel “The West Unique, Not Universal”. Herigennem får vi et overblik over hvilke værdier, der er konstitutive for den vesteuropæiske idehistoriske tradition samt frihedsbegrebets idehistoriske rødder. Herefter skal vi gennemgå Danfords bog og Berlins essay “Two Concepts of Liberty”.

Det er meningen, at frihedsbegrebet skal være det gennemgående tema i seminaret. Det er frihedsbegrebets forskellige udformninger og formuleringer, der har inspireret nogle af de væsentligste vestlige idetraditioner. Frihedsbegrebet indenfor seminarets kontekst spænder over et kontinuum, fra et absolut og negativt frihedsbegreb over til et frihedsbegreb, der er indkapslet i en vision om det gode liv eller, det man kan kalde, struktureret frihed. Fælles for disse opfattelser af frihed er deres fokus på, at det enkelte menneske har et krav på respekt samt, at der findes en sfære omkring det enkelte menneske, som er ukrænkelig. I den forstand repræsenterer henholdsvis klassisk liberalisme og konservatisme disse ovennævnte forskellige forståelser af frihed.

For at belyse de forskellige frihedsopfattelser skal vi læse udvalgte tekster, der repræsenterer henholdsvis de klassisk liberale og konservative idetraditioner. Det er traditioner der både deler visse fundamentale politiske anskuelser men samtidig også repræsenterer vidt forskellige filosofiske og teoretiske anskuelser og værdier.

Seminaret vil fokusere på moderne formuleringer af frihedsbegrebet. Repræsentanter for den klassisk liberale forståelse er valgt Nozick, Rand, Rasmussen & Den Uyl og Rothbard. Disse repræsenterer forskellige udgangspunkter og normative traditioner fælles for dem alle er dog en opslutning om det negative frihedsbegreb. Som repræsentanter for den konservative tradition er valgt Oakeshott, Hayek og Strauss. Her gælder det samme, vidt forskellige udgangspunkter, men en tilslutning til et frihedsbegreb, der betoner frihed som noget, der er struktureret eller indlejret i en kulturel kontekst.”

Så litteraturen omfatter altså nogle for læserne af denne blog velkendte navne.  Studerende fra andre fag end statskundskab og fra andre steder end SDU kan også tage faget–og det kan endda ske ved at skrive en fri opgave efter nærmere aftale med underviseren.  Så er dén reklame leveret …

Den første reaktion

Af admin, den 4. januar 2007. 3 svar

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Drop Østaftalen

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2006. 2 svar

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

Fra mediernes verden

Af admin, den 26. december 2006. 8 svar

Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!

Genbrug: Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2006. 1 svar

En af fordelene ved at have blogget i længere tid er, at man skamløst kan genbruge sit mere sæsonbetonede stof.

Med sort samvittighed over ikke at have bidraget med noget den seneste tid kommer her et link tilbage til min posting for nøjagtigt et år siden.

Så i lighed med vores redaktør, der vil sidde ved skærmen og se Disneys Juleshow, vil jeg herudover prøve at få set Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Meget af det, jeg skrev i indledningen sidste år, gælder fortsat. Men med en stor forskel. De har nu en borgerlig-liberal regering på den anden side af Sundet og en astronaut i rummet. Hvor er de heldige. Vores kan ikke engang finde råderummet.

Glædelig jul.

Rudy for Prez?

Af David Gress, den 23. december 2006. 7 svar

NROs Jonah Goldberg mener, at New Yorks borgmester 1994-2001, den 62-årige Rudolph Giuliani har en chance for at blive nomineret til Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2008.  Eller rettere, Goldberg synes, at Giuliani burde have en chance herfor, og opfordrer ham til at gøre sig til en “amerikansk Pim Fortuyn”.

Giuliani har nemlig iflg. Goldberg de rigtige kvaliteter for at tiltrække såvel omskiftelige midtervælgere som trofaste Republikanere.  Han nedbragte kriminaliteten i New York blandt andet ved at følge James Q. Wilsons forslag om at sætte konsekvent ind også mod små forseelser, med det resultat at New York på få år blev sikrere og renere end nogensinde før (og betydeligt renere og med en lavere berigelseskriminalitet end Danmark).  Derved har han vist sig som konservativ, hvor det gælder.  Han er tilmed socialt “liberal” i amerikansk forstand, men vil iflg. Goldberg favorisere dommerkandidater som Antonin Scalia og John Roberts.

Efter 9/11 blev han kortvarigt hele landets helt, og han viste sig da også som en politiker og ikke mindst retoriker af et for vor usle tid ganske ekstraordinært niveau.

Altsammen sikkert rigtigt nok, og jeg ville da stemme på ham uden tøven (selvom jeg ikke er enig i alle dele af hans socialliberalisme), men jeg tror dog ikke, han har realistiske chancer.  Døm selv.

http://article.nationalreview.com/?q=NjMwMDJlMWZkZDJhZjU0Zjk4ZWJjMGNkN2M3Mzc0ZjA=

Et 'julekort' fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2006. 4 svar

Så nærmer julen sig, og det er tid til at skrive julekort. I det traditionelle danske julekort opsummerer man typisk hvordan året er gået, og hvilke håb man har for det nye år. Det er i og for sig en fin tradition at man – for sig selv og andre interesserede – tager et tilbageblik på året. Derved får overblik over hvad der har været godt, og hvad man måske kan gøre bedre – også selvom man nok har en naturlig tendens til at fokusere på det første. Så det er det, jeg vil tillade mig at gøre for vores læsere denne sidste dag før julens familiemæssige eskapader.

Først og fremmest er der al mulig grund til at takke de mange læsere, både dem der 'blot' følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Ikke mindst i december har vi haft mange besøg. Fire hektiske dage med debat om så forskellige emner som journalisters politiske observans (25 kommentarer), Grevil-sagen (26 kommentarer), Baker-Hamilton-rapporten (19 kommentarer) og klodens fremtidige klima (59 kommentarer) gav over 800 besøg om per dag, et antal vi ikke har været oppe på siden Muhammed-krisen var på sit højeste. Det tager vi bestemt som et sundhedstegn – ikke så meget hos os selv da vi bare bliver ved med at poste om emner, der interesserer os og som vi er kvalificerede til at sige noget fornuftigt om – men måske mest hos vores læserskare, der ikke begrænser sig til at være enige med os. På den ene side er vi lykkelige for at skabe debat på et andet, og bedre funderet, grundlag end MSM og den ensrettede politiske debat her i landet. På den anden side kan vi også være taknemmelige for, at vores argumenter bliver udfordret konstant. Gud nåde og trøste den, der kommer med et uholdbart argument hér på stedet! Tænk hvis politikerne fik samme behandling – og tænk hvilken politik de så blev nødt til at føre.

For det andet er der, på en noget bagvendt måde, grund til at takke de danske politikere for den konstante strøm af emner at kommentere på. For mit eget vedkommende har hele balladen om Ungdomshuset, og hvad den afslørede om københavnske politikeres næsten afgrundsdybe disrespekt for den private ejendomsret, været en dyb kilde til forarget undren her på stedet. MSM selv har også været en fin kilde til kommentarer, når de bevidstløst har gentaget fornærmet fransk anti-amerikanisme eller åbenlyst Clinton/Kerry-venlige amerikanske mediers fejlagtigheder.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil vi derfor tillade os at læne os tilbage i de kommende dage og koncentrere os om en af de få ting, mennesker af alle politiske observanser (uden for den rent nordkoreanske stalinisme) kan enes om, nemlig julens samvær med familie og venner. Man kan beskylde julen for at være et kommercielt gaveræs, men vi deltager jo alle i det, og accepterer det dermed. Og hvem kan ærligt – jo venstreorienteret man end er – tillade sig at dømme, når nevøen får lige netop dét stykke larmende og uforståeligt legetøj, han havde ønsket sig? Og for mig personligt er et af julens højdepunkter Danmarks Radio den 24. mellem 16 og 16.50, når Disneys Juleshow toner frem på skærmen. Filmene blev lavet for at tjene penge, men er i dag nogle af amerikansk kulturs fornemste øjeblikke. Gør det juleshowet dårligere?

Så julens fineste øjeblikke kan være stærkt kommercielle i deres udgangspunkt, og de kan være helt ukommercielle – samværet med familien. For en gangs skyld vil vi hverken dømme eller bedømme her på stedet. Den eneste – og aldeles uvidenskabelige og ukontroversielle – pointe med denne post er simpel. Jeg ønsker alle vores bidragsydere og læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2006. 2 svar

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

Af Jens Ringsmose, den 18. december 2006. 20 svar

Da den længe ventede Baker-Hamilton rapport omsider blev offentliggjort for knap to uger siden, var der ikke meget som overraskede. En betydelig del af udredningsgruppens vurderinger og anbefalinger var for længst sivet til pressen, men rapportens meget utvetydige understregning af hvor alvorlig situationen i Irak rent faktisk er, kom alligevel bag på mange. Forhåbentlig vil rapportskrivernes ubesmykkede bedømmelse af forholdene i Irak virke til, at de sidste optimister i Washington i større udstrækning end hidtil erkender problemets sande omfang. Men det er desværre nok rapportens væsentligste bidrag.

I hvert fald er der ikke meget som peger i retning af, at kommissionens hovedanbefalinger får nogen lang gang på jorden. Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge, men det er kun mindre sandsynligt, at nogen amerikansk administration vil være villig til at betale den pris som Iran og Syrien efter alt at dømme vil forlange for at påtage sig en mere konstruktiv rolle i Irak-spørgsmålet. Det kræver ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og hverken iranske atomvåben eller syrisk dominans i Beirut er noget, der udløser brede smil i Washington eller ret mange andre steder på Kloden for den sags skyld.

Heller ikke det gennemløbende forslag om at presse eller true den irakiske regering til gøre større og hurtigere fremskridt synes at have meget for sig. Spørgsmålet er for det første om den – i en parlamentarisk forstand – meget svage, siddende regering overhovedet har mulighed for at gøre ret meget mere end den allerede gør. Premierminister al-Maliki er frem for noget andet et kompromis mellem de to mest indflydelsesrige shiitiske partier Sadr og SCIRI, og de udeblivende resultater har i højere grad rødder i en intern shiitisk magtkamp end i en svag regering. Amerikanske trusler om at gøre en svag regering endnu svagere er næppe nøglen til fremskridt.

Forestillingen om at true med at reducere den “politiske, militære og økonomiske støtte”, hvis ikke den irakiske regering gør snarlige fremskridt, er for det andet dødfødt, fordi iværksættelsen af sådanne sanktioner med al sandsynlighed vil være i direkte modstrid med USA’s egne interesser. Der er al mulig grund til at tro at en for hurtig amerikansk tilbagetrækning, vil resultere i et totalt irakisk sammenbrud med store konsekvenser for amerikansk sikkerhed og indflydelse i hele den vigtige region, og truslen mister derfor unægtelig meget af sin snert. Det svarer vel nærmest til at true sine børn med at slå sig selv i nakken, hvis de ikke makker ret.

Indrømmet: Baker-kommissionen rummer flere gode ideer og forslag – det er meget væsentligt, at det irakiske sikkerhedsstyrker hurtigere bliver i stand til at varetage landets sikkerhed – men desværre er to af de mest fremtrædende optioner i rapporten ikke præget af megen realisme.

Spørg Atilla

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. december 2006. 6 svar

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

CEPOS blog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. december 2006. 3 svar

Vores gode venner hos den bedste nyskabelse i det danske politiske miljø i mange år har åbenbart masser af fritid på hænderne … Så de er nu også entret blogosfæren med deres egen blog.  Velkommen til CEPOS Blog.

Hvad er demokrati?

Af Jørgen Møller, den 14. december 2006. 17 svar

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

Journalister og politik

Af Jens Ringsmose, den 13. december 2006. 31 svar

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Augusto Pinochet (1915-2006) – hvad skal man mene?

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2006. 18 svar

I forgårs døde Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, 91 år gammel. Nekrologerne i de danske aviser spejlede fint den globale stemning: Verden jubler over hans død. Vi kunne nøjes med at gøre det samme, men den lette løsning er ligesom den korte version – den fortæller som oftest kun en lille bid af historien. Den egentlige grund til at dvæle ved Pinochet når han nu er død, er derfor at hans liv, og den måde det er viklet sammen med Chiles historie og har påvirket den, repræsenterer et svært og ubehageligt etisk dilemma. For Pinochet var et ondt menneske – ingen tvivl om det – men mens han var ansvarlig for et grusomt militærregime, var han også noget andet, som vi kommer til nedenfor.

Pinochet indkaldte for tre uger siden til et pressemøde hvor han udtalte, samtidig med at han understregede sin kærlighed til Chile, at "Jeg tager det politiske ansvar for alt, der blev gjort". Han vidste hvad der foregik – det var det onde magtmenneske Pinochet der stod som hovedansvarlig for de 3000 forsvundne chilenere mellem 1974 og 1988. For de 3000 familier, som enten må leve i uvished eller med visheden om, at militærregimet slog deres kære ihjel, er der ingen undskyldninger. For de millioner, der fik deres basale frihedsrettigheder indskrænket er der heller ikke mange undskyldninger, der kan opveje blot en del af tabet. Og de tab var Pinochets ansvar, et faktum som selv hans eget barnebarn understregede forleden.

Men hvis det var så let, kunne jeg nøjes med at linke til de almindelige mediers nekrologer – til MSM-dækningen. Problemet er blot, at de færreste aviser og kommentatorer starter ved den egentlige begyndelse. Og det er nødvendigt for at få det fulde billede af Pinochet, og for at se det svære etiske dilemma.

I slutningen af 60'erne valgte chilenerne socialisten Salvador Allende til præsident ved et demokratisk valg. Allende var som så mange andre på det tidspunkt både en populist med 'hjertet på det rette sted', men også overbevist socialist af den særlige latinamerikanske slags. Så i takt med at han fik magt som agt, blev virksomheder nationaliseret, handelen blev begrænset og staten bredte sine fangarme. Allendes støtte i befolkningen var længe stærk, da han blandt andet lettede fattiges vilkår gennem direkte støtte og i det hele taget førte en række politikker, som i dag bliver indført i for eksempel Venezuela under hyperpopulisten Hugo Chavez. Men som enhver med en smule kendskab til økonomi ved, fører stærkt ekspansiv politik på lidt længere sigt til stærk inflation og gældsættelse, hvis den ikke relativt hurtigt finansieres af lige så stærkt øgede skatteindtægter. Da verden kom til 1973 var Chiles økonomi derfor i frit fald på samme måde som Nicaraguas økonomi kom det under sandinisterne i 1980erne. Det er et faktum som langt de fleste kommentatorer behændigt overser.

Her trådte militæret derfor ind og formede kupplaner. Pinochet, som Allende selv havde udnævnt til hærchef, var den sidste der trådte ind i gruppen, der planlagde kuppet, men efter da ændrede han kurs. Pinochet blev lederen af militærjuntaen og styrede derefter landet med meget hård hånd. Eller næsten hele landet. Efter trekvart år indså han nemlig det, de færreste diktatorer nogensinde indrømmer overfor sig selv og deres land: Han forstod ikke at styre landets økonomi, ligesom hans demokratisk valgte forgænger ikke gjorde det, men i modsætning til Allende fralagde han sig styringen. I stedet inviterede militærjuntaen en gruppe unge chilenske økonomer til landet. Gruppen, der havde det tilfælles at de alle havde studeret på University of Chicago under den chilensk-amerikanske stjerneøkonom Arnold Harberger, blev kendt som 'the Chicago Boys'.

Det er her, de etiske problemer med at dømme Pinochet helt utvetydigt indtræder. For mens han helt og uden tvivl var et ondt menneske – hvis man da kan sige at der findes utvetydigt onde mennesker – var alle hans handlinger ikke onde. Man kan ikke engang sige, at intentionerne bag dem var helt igennem onde. Det han lod the Chicago Boys gøre var nemlig at gennemliberalisere økonomien, og i Latinamerika betød det også et rent brud med de økonomiske særinteresser, der ellers havde forvredet og forarmet landet som de har gjort det på resten af kontinentet. Reguleringer blev lettet, handelsbarrierer blev nedbrudt og udenlandske investeringer blev velkommet. Chile havde i 1973 en nationalindkomst på cirka 70 % af Argentinas og cirka halvdelen af Venezuelas, men liberaliseringerne i slutningen af 70'erne har haft dramatisk virkning. Chilenerne er i dag godt 40 % rigere end argentinerne og næsten 60 % rigere end folk i oliestaten Venezuela.

Heri ligger problemet, for mens Pinochet var et ondt menneske og skal dømmes på det, var han også hovedansvarlig for Chiles imponerende økonomiske succes siden 1975. Chile er på mange måder ikke længere et latinamerikansk land, blandt andet fordi den økonomiske fremgang også – som den slags fremgang gør det alle andre steder den findes – har bragt bemærkelsesværdig social fremgang. Andelen af befolkningen, der lever i dyb fattigdom er reduceret til kun 2 %, hvorimod den tilsvarende andel er den tredobbelte i Argentina, den femdobbelte i Brasilien og den seksdobbelte i Venezuela. Korruptionen – der ellers er en særlig latinamerikanske specialitet – er reduceret til mindre end de fleste sydeuropæiske lande. Og demokratiet, der blev genindført sidst i 80'erne, er både mere stabilt og har langt mere moderate politiske partier end på resten af kontinentet.

Pinochets død stiller os således overfor det grundlæggende etiske spørgsmål, hvordan vi skal dømme mennesker, der på samme tid har gjort chokerende meget ondt, men hvis handlinger også har bragt imponerende positiv fremgang. Ingen af os er rendyrket onde, ingen af os kan påstå at alle vores handlinger eller intentioner er gode, men vi kan i det daglige se bort fra det dårlige, vi gør. Når størrelsesordenen bliver et helt lands skæbne, er det bare anderledes, og i tilfælde som Pinochet bliver det helt klart, at vi ikke altid kan dømme folk uden at tænke nærmere over det.

Jeg er glad for at jeg ikke er chilener. Pinochet var et ondt magtmenneske, og mange familier vil aldrig kunne se ham som andet – og det er både forståeligt og rigtigt. Men det chilenske folk må i fremtiden forsøge at finde en måde, så det kan rumme både den militære, menneskefjendske ondskab, som Pinochet så tydeligt repræsenterede, men også indsigten at han i høj grad var instrumentel i landets forvandling fra korrupt, statsstyret hul til et latinamerikansk åndehul af velstand og frihed. Der er ingen enkel og entydig dom, og spørgsmålet er om menneskers sjæl overhovedet kan rumme bevidstheden om det. Måske kan de ikke – i hvert fald er chilenerne langt fra enige om, hvordan man skal reagere på Pinochets død. Jeg misunder dem ikke – det bliver ikke let at leve i et land, der hviler på et etisk paradoks.

Talnørdernes himmel

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. december 2006. 1 svar

Talnørdernes himmel? OK–det er måske så meget sagt.  Men her er ihvertfald et lidt anderledes, og for nogle af os potentielt lidt sjovt, website: Swivel.com.  Dér kan man uploade og dele data, som man synes er interessante. Der er også links til de originale datakilder, samt muligheden for at diskutere de mulige fortolkninger.

Det skal nok blive sjovt og nyttigt–og brugt og misbrugt.  Her er f.eks. den graf som Rudy Giuliani nok ikke kan lide at se: Den negative sammenhæng mellem levestandard og antallet af tilfælde af tyveri m.v. i USA over en 30-årig periode.

Hat tip: Et af de sjoveste mennesker, jeg kender, nemlig min redaktør-kollega, guvernør-kandidat, Professor Dr. Munger fra bloggen Mungowit’s End.  (Bemærk iøvrigt dennes fine “motto” øverst på bloggen: “If property rights are clearly specified and enforced, and prices are free to adjust, there is little more government should do … And if not, there is little more government cando. So why do we talk about government all the time? Just get prices right”.  Eller hans guvernørvalgkamp-slogan: “I’d like a government small enough to fit inside the Constitution”.)

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2006. 59 svar

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Størst i dansk blogosfære?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. december 2006. 24 svar

Selv om denne Punditokrat er blevet “den gamle redacteur”, kan jeg dog ikke lade være med at følge, hvordan det går i blogosfæren–og jeg checker ofte, hvor mange besøgende vi har, og hvem der citerer eller linker til denne blog.

Når det gælder besøgstal, ligger vi ganske godt.  Besøgstallene er, uanset opgørelsesmetoden, stabile og dog jævnt stigende.  Vi havde i oktober og november det største antal unikke besøgende nogensinde: opgjort hos Sitemeter.com havde vi således ca. 17-18.000 unikke besøgende på månedsbasis og knap 45.000 sidevisninger. Det er mere end det dobbelte af, hvad vi havde ved samme tid sidste år. Midt i denne uge havde vi det største antal unikke besøgende på en enkelt dag (800 styk)–med undtagelse af en enkelt dag eller to under Muhammed-krisen.  Det er mindre end f.eks. den fortrinlige en-mands blogger-hær på Uriasposten, som givetvis har to-tre-fire gange flere besøgende pr. dag, end vi har.

Men det er i et komparativt lys slet ikke så skidt–og på Chart.dk’s liste over de mest læste blogs (i kategorien “Blogs”) ligger vi solidt på top-3 (som regel i hård konkurrence med en singlepiges bekendelser og nogle lesbiske fra Århus …).  Havde man fortsat kunne tilmelde sig mere end en kategori hos Chart.dk, og havde vi også tilmeldt os til kategorien “Politik & offentlig”, ville vi givetvis have skubbet Rune Engelbreths Humanisme.dk væk fra 7. pladsen.

Men i den navlebeskuende blogosfære kunne et andet interessant spørgsmål være: Hvem er størst i Danmark efter hvor mange, der linker til bloggen?  Den slags kan Technorati svare på, og jeg har så (ikke helt systematisk) gået en række danske blogs igennem–nogle kendte, andre ukendte–for at få en slags “hitliste” over, hvem der er størst i den danske blogosfære.  Det er ikke umuligt, at der er nogen ganske store blogs, som ikke er med på min hitliste, enten fordi de ikke er tilmeldt Technorati (f.eks. Polemiken og Liberators Brog), eller fordi jeg simpelthen ikke kender dem.  Men her er altså en liste, jeg har samlet over nogle udvalgte blogs, og hvor det første tal er bloggens placering i Technoratis ranking, mens det andet er det antal indgående links, som “rankingen” er baseret i:

  • Punditokraterne: #37.361; 87 blogs
  • Uriasposten: #39.135; 83 blogs
  • Polemiken: #39.555; 83 blogs (update)
  • Hodjas blog: #52.303; 62 blogs
  • Solitude.dk: #56.093; 58 blogs
  • Modspil.dk: #61.005; 54 blogs
  • Dorte’s Smadderkasse: #61.711; 53 blogs
  • Filtrat.dk: #67.487; 49 blogs
  • Minut: #71.488; 46 blogs
  • Humanisme.dk #81.131; 41 blogs
  • Onkel Henning #87.436; 38 blogs
  • Oschlag.dk: #89.914; 37 blogs
  • Mondofunza.com (Henrik Føhns): #93.331 (36 blogs)
  • Luftskibet (Dagbladet Information): #95.592; 35 blogs
  • Raapil Unblogged: #95.592; 35 blogs
  • Lars Hvidberg: #101.804; 33 blogs
  • Singleton: #121.643; 28 blogs
  • Skattetryk.dk: #137.719; 25 blogs
  • Amerikansk politik: #176.025; 20 blogs
  • Hairpin Bend: #186.167; 19 blogs
  • The Citizen: #209.859; 17 blogs
  • Progressivt.dk: # 239.889; 15 blogs
  • COIN Blog (Copenhagen Institute): #258.244; 14 blogs
  • Balder Blog: #279.933; 13 blogs
  • Kimporatoriet: # 330.085; 11 blogs
  • Zurückgeschossen: #451.229; 8 blogs
  • Jarls Blog: #451.229; 8 blogs
  • Reimer Bo Christensen/DR: #451.229; 8 blogs
  • Mandagsbloggen (Lars Hvidberg): #1.495.095; 2 blogs

Nuvel, selvom det ikke er meget at være ca. nr. 37.000 i verden, så giver dette jo dog visse “bragging rights” på hjemmebanen …

PS. Det er særligt værd at bemærke, hvor relativt få (3-4 styk) af disse danske blogs, der kan klassificeres som direkte venstreorienterede–og hvor relativt dårligt, de klarer sig.  Men så har de jo også MSM.

PPS. Sig gerne til, hvis der er nogle store danske blogs, som er tilmeldt Technorati, som jeg har overset.

PPPS. Det er egentligt forbavsende, at vores blog har væsentligt flere indgående links end f.eks. Informations “Luftskibet”–som til gengæld længe gav os den cadeau, at Punditokraterne som den eneste danske blog var taget med i RSS-feed i højre side af deres lay-out, side om side med NYT o.l.  Men så i denne uge eller så røg vi ud–og nu er vi ikke engang med i deres blogroll, som ellers indeholder David Trads og alskens venstreorienterede blogs.  Eller som de skriver derovre hos pluralisterne på Information: “Vi har valgt en række blogs, som vi synes er markante på den ene eller anden måde. Blogs som det er værd at pege på, og sende videre til.”  Sic transit gloria mundi–og værst for dem! 😉