The Crisis

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2006. Skriv et svar

Det har godt nok været et langt efterår.  Jeg synes faktisk, det begyndte sådan ca. i september 2005–måske endda væsentligt før (2001?  1998?).  Jeg tænker her ikke så meget på det rent meteorologiske og sæsonmæssige efterår, men det åndelige efterår for de af os, der i en eller anden forstand er, hvad man med en i visse kredse populær 80er-eufemisme kalder "frihedsorienterede".

For jeg synes altså bare ikke, at der er mange solstrejf over det, der foregår i Danmark p.t.  Her tænker jeg ikke så meget på, at der ikke bliver foretaget flere liberaliserende reformer m.v.–det så jeg gerne, men realisme er jo heller ikke dårligt.  Nej, jeg tænker på to ting. Dels den besynderlige omklamring af politikker og argumenter, som enhver commonse betragtning burde tilsige er en gang nonsens.  Dels det katastrofale holdningsmæssige–værdimæssige–ophørsudsalg, som ganske mange borgerligt-liberale er i gang med p.t., og hvor de synes uden vilje til at forstå, hvad de langtsigtede, strategiske konsekvenser bliver, ihvertfald for dem der kommer bagefter.

Men måske disse dårlige efterårstegn blot er i "the short run"? Måske tingene kan blive bedre.  Og selvom vi godt ved, hvad det er, vi alle er i "the long run", så kan man måske tillade sig at se lidt frem i kalenderen og ikke forfalde til totalt mismod. 

Det havde jeg fornylig årsag til at minde en hårdtarbejde, fornuftig, yngre idealist om, da vedkommende blev lidt uretfærdigt behandlet.  Det gjorde jeg ved at sende vedkommende et historisk citat, som jeg godt kan lide, og som altid giver mig lidt ekstra gå-på-mod, når jeg genlæser det.  I går aftes mødte jeg så den unge idealist, og han sagde, at det havde haft lige præcis den tilsigtede virkning.

Så til alle jer, der sidder derude bag skærmene og synes, at det godt nok er svært at holde gejsten, så kommer der lige i form af et citat en opmuntrende hilsen fra gamle Thomas Paine (1737-1809), som en uge inden jul 1776–midt mens det så sortest ud for de frihedselskende amerikanske kolonister, som blev angrebet af det magtfulde britiske imperium–skrev pamfletten "The American Crisis" og brugte disse velvalgte ord som indledning:

"These are the times that try men's souls. The summer soldier and the sunshine patriot will, in this crisis, shrink from the service of their country; but he that stands by it now, deserves the love and thanks of man and woman. Tyranny, like hell, is not easily conquered; yet we have this consolation with us, that the harder the conflict, the more glorious the triumph. What we obtain too cheap, we esteem too lightly: it is dearness only that gives every thing its value. Heaven knows how to put a proper price upon its goods; and it would be strange indeed if so celestial an article as freedom should not be highly rated."

Ugens citat: Schlüter (den gamle ideolog) om AFR

Af Redaktionen, den 6. december 2006. 3 svar

Fhv. statsminister Poul Schlüter har de sidste fem-seks år arbejdet beundringsværdigt på at få nogle af os til at glemme, at det var ham, der i sin tid sagde, at “ideologi er noget bras”.  (Faktisk brugte han i originalformuleringen et andet fire-bogstavsord, men det kom ikke med i det kendte interview i Berlingske.)

Og det gør han godt.  Her er den forgangne uges sammenkædning af den halvvidenskabelige meningsmåling fra A4/Epinion med spørgsmålet om regeringens ophørsudsalgs-linie (inkl. det reelt slet skjulte spark til Bendt Bendtsen og den nuværende konservative partiledelse):

“Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, “når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem”.

PS. Schlüter foreslog iøvrigt ca. 1980 en fusion af V og K under navnet “Det Liberale Folkeparti”.  Se dét kunne have været interessant – eller det modsatte …

Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

Af Jacob Mchangama, den 6. december 2006. 1 svar

Fra et rent juridisk synspunkt var et af de mest interessante aspekter ved Byrettens dom i Berlingske-sagen rettens begrundelse, hvoraf jeg har fremhævet væsentlige afsnit:.

Spørgsmålet om de tiltalte kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 d stk. 3, afhænger herefter af, om de tiltaltes viderebringelse af fortrolige oplysninger kan anses som "uberettiget", eller om det i stedet må antages, at de tiltalte har handlet i "berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv", jf. straffelovens § 152 e, nr. 2.

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri fordi de som led i deres arbejde som journalister og redaktør var berettigede til at videregive oplysninger væsentlig samfundsinteresse til offentligheden.

[..]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Som følge af det anførte frifindes de tiltalte.

Det interessante i ovennævnte citat er den vægt retten valgte at lægge på EMRK artikel 10, og EMDs praksis, der givetvis var den udslagsgivende faktor i denne sag. Læg endvidere mærke til, at Grundlovens § 77 slet ikke er nævnt og givetvis ikke ville have medført frifindelse på grund af denne bestemmelses afgrænsede beskyttelsesområde, der som udgangspunkt alene omfatter den formelle ytringsfrihed – forbud mod forudgående censur. Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer. Byrettens dom er således endnu et eksempel på, at EMRK har udvidet ytringsfriheden her i landet, hvilket også skete i EMDs afgørelse i Jersild dommen fra 1994.

(En del af) den retspraksis som de tiltaltes advokat påberåbte sig og som retten henviste til i sin afgørelse, har denne punditokrat i øvrigt tidligere behandlet her.   

Byrettens dom er for undertegnede et eksempel på, at selvom den kritik Mads Bryde Andersen fremsatte af menneskerettighedstænkningen i Danmark var utrolig vigtig og væsentlig, var hans forslag om at ophæve den lov der inkorporerede EMRK i dansk ret for vidtgående. Havde man valgt at tage dette skridt ville Byretten muligvis være kommet til et andet resultat, da Højesteret for nyligt (korrekt i mine øjne) fastslog, at uinkorporerede menneskerettighedstraktater ikke udgør en originær kilde i dansk ret, hvorfor sådanne traktater ikke er direkte anvendelige.

Ungdomshuset – når danske institutioner svigter

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2006. 48 svar

Moderne, velfungerende stater har alle to karakteristika tilfælles: 1) De har effektive og fair retsvæsener, der skiller ret fra uret og forsvarer folks ret til eget liv og ejendom; og 2) de har et velfungerende politi, der bringer retsvæsenets domme til fuldbyrdelse. Det sidste er særligt vigtigt i de tilfælde, hvor den dømte ikke af sig selv er villig til at acceptere dommen. Disse to institutioner er ikke bare karakteristika, men en stor del af fundamentet for samfundets ve og vel. De er også en stor del af forklaringen på, at Vesteuropa – og ikke de mange andre steder i verden, der måde matchede og overgik Europa i teknologisk formåen i 1500-tallet – begyndte at vokse hurtigere end man før havde set.

De seneste måneders tragikomedie omkring ejendommen Jagtvej 69 på Nørrebro – det såkaldte Ungdomshus – afspejler desværre et sørgeligt forfald i de danske institutioner, og måske også en lige så sørgelig atrofi af danskernes og de danske politikeres rygrad. På den ene side har Danmark nemlig et af verdens bedste retsvæsener. Af de 195 lande, som Verdensbanken har målt i dens såkaldte Kaufmann-index, er vi nummer 5 og kun marginalt dårligere end de fire første (Schweiz, Island, Luxemborg og Finland), og alternative mål fra for eksempel Fraser Instituttet og the Heritage Foundation viser det samme. Men på den anden side har danskerne åbenbart en efterhånden vattet holdning til, hvordan man håndhæver landets love og rettens bud. Denne holdning er senest udtrykt i politiets udmelding om, at man ikke har til hensigt at rydde Jagtvej 69, som man ellers de facto er blevet påbudt af Fogedretten.

Danskerne er et fredeligt folk, hvilket i denne sammenhæng bliver det paradoksale problem. De fleste af os har nemlig stor respekt for landets lov og ret, og følger den uden brok, men på samme tid vil vi helst ikke se, at det på nogen måde koster noget at få mindre villige borgere til at følge domstolenes bud. Netop det er kernen i miseren omkring den københavnske rede af autonome og andre småforbrydere, der kendes som Ungdomshuset. Det er almindelige danskeres modvilje mod at acceptere, at det nogle gange må gøre ondt – i konkret eller overført betydning – der skaber muligheden for, at de autonome kan blive siddende i huset på trods af tre retsinstansers bekræftelse af, at frimenigheden Faderhuset er den retmæssig ejer, og at de 'unge' skal forlade ejendommen.

Spillet er i virkeligheden meget simpelt. Domstolene har bekræftet, at dansk lovgivning siger, at de unge skal forlade eller tvinges til at forlade en ejendom de holder ulovligt besat, og det er politiets opgave at føre denne dom ud i livet. Det er derfor i politiets åbenlyse interesse, at ejendommen forlades så roligt som muligt. Hvis de derimod bliver nødt til at sætte beboerne ud med magt, er det som minimum vigtigt for politiet at have politisk opbakning til aktionen, altså at kunne foretage udsætningen med den viden, at ingen i Borgerrepræsentationen eller Folketinget vil bruge en nødvendig magtdemonstration til at slå politisk plat på. De autonome ønsker derimod at blive i huset, og truer derfor med at skabe så meget vold og kaos som muligt hvis det skulle komme til det, de eufemistisk kalder en 'konfrontation' med politiet. Denne trussel kunne være tom, men er desværre troværdig, da de gennem flere år har vist en ret udansk villighed til at bruge vold mod enhver trussel.

Politiet må derfor foretage en afvejning mellem hvor stor, modstanden bliver fra de autonome, og hvor meget magt de derfor må bruge for at rydde ejendommen. Jo stærkere og jo mere troværdig, den politiske opbakning bag politiets aktion er, jo mere magt kan man sætte bag aktionen, og jo mindre chance bliver der også derfor for, at problemerne breder sig til Nørrebro udenfor Jagtvej 69. Her kommer det mærkelige politiske spil i Borgerrepræsentationen ind, for jo mere de autonome truer om vold, jo større bliver de lokale borgeres pres på politikerne for at politiets udsætningsaktion ikke skal ske – i hvert fald ikke nu, og hellere hos de andre end hos os.

Politiet er derfor fanget som en lus mellem to negle: På den ene side må de bruge mere magt, jo mere vold de autonome udøver; på den anden side svinder deres politiske opbakning ind, jo mere vold de autonome truer med at bruge. Derfor stillede politidirektør Hanne Bech-Hansen op til et møde forleden dag, der udelukkende handlede om at finde en 'anden løsning' på problemet omkring Jagtvej 69. Mødet, der også talte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard og repræsentanter for en fond, der ønsker at købe huset til brug for de autonome, endte med en opfordring til Faderhuset om at sælge ejendommen. Man udtrykte på mødet således en bestemt holdning, som kan opsummeres ret simpelt: "Vi anerkender, at Faderhuset ejer Jagtvej 69, men det synes vi altså ikke de skal".

Hele miseren er beskæmmende for det danske retssamfund, som har udvist en næsten fuldstændig mangel på forståelse for, at love en gang imellem skal håndhæves med magt. I stedet fører man en politik, der i ubehagelig grad minder om Chamberlains appeasement-politik i 1930'erne. Eller som Churchill karakteriserede den: Man fodrer krokodillen med småbidder i håb om, at man bliver den sidste, den spiser. Det er en på sigt meget farlig politik, da den på samme tid gør to ting: 1) Den sender et signal til det autonome miljø og andre om, at voldstrusler betaler sig, bare de er stærke nok; og 2) den ender med at politisere politiet. Særligt det sidste er et voldsomt problem, da det betyder at voldstrusler i fremtiden kan blive mere effektive når politiet af politiske grunde ikke ønsker at tage en konfrontation med de voldelige kræfter.

Farcen omkring Jagtvej 69 illustrerer derfor et væsentligt problem: Et land kan i princippet have verdens bedste love, men uden en effektiv, fair og rettidig håndhævelse af lovene er de ikke det papir værd, som de er skrevet på. Man kan sagtens have et velfungerende og uafhængigt retsvæsen, men hvis politiet kommer under markant politisk indflydelse, bliver udøvelsen af lov også politiseret. Der er derfor to vigtige forholdsregler, der skal tages, og det hellere før end senere. For det første må Folketingets politikere træde i karakter og insistere på, at landets love skal håndhæves – også i København. Og for det andet må politiet slippe forestillingen om, de altid bør have politisk opbakning. De har, hvis de opfører sig regelret, opbakning i landets love. Det er det eneste, de nogensinde kan håbe på at få, og det burde også være den fineste opbakning der gives. Hvis disse tiltag ikke tages, risikerer vi at sætte os på en politisk og retslig glidebane. Medmindre farcen stoppes nu, er dette ellers det første skridt mod at Danmark bliver den nordligste bananrepublik.

Berlingske og Grevil-sagen

Af admin, den 5. december 2006. 26 svar

Det er med et lettelsens suk, at man noterer sig frifindelsen af chefredaktøren og de to journalister i gårsdagens dom fra Københavns Byret. Men nu, hvor frifindelsen er på plads, kan man igen være bekendt at omtale sagen i et vist frisprog.

Det var en dum sag, som anklagemyndigheden burde have forskånet de tiltalte og os andre for. Det har skadet vores omdømme, at den blev rejst, og frifindelsen risikerer at skabe nye myter.

Dommen er heldigvis klar. Den fastslår, at domfældelsen af Grevil skete med rette, hvilket i juraens sprog er byrettens måde ikke bare at anerkende landsrettens resultat, men også at tiltræde det. Det anerkendes også, at FE havde ret i, at materialet burde være forblevet hemmeligt. Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Man kan sammenfatte det sådan, at det ikke bør være strafbart at lave dårlig og tendentiøs journalistik.

For dårlig og tendentiøs journalistik, det var det.

Det er forståeligt, at Berlingske nu prøver at fremstille sig selv som sandhedens bannerførere. Det var de ikke, og det er heller ikke derfor, at de blev frikendt. De lækkede oplysninger var ikke "ubekvemme" for regeringen. Det var kun den tendentiøse fremstilling, som var ubehagelig.

Lad os se på historien, som den udviklede sig.

Grevil ønskede at forlade sit job hos FE. Inden da valgte han at lække hemmelige oplysninger til Berlingske for at smæde sin gamle arbejdsplads; en metode han havde brugt tidligere i sit liv, når han var på kant med nogen. Hans påstand i de første afsløringer var, at FE var en samling amatører, der blot skrev af efter udenlandske efterretningstjenester uden at kunne tænke eller analysere selv. Først da han vidste, at han var afsløret, blev påstanden, at Fogh havde løjet i forhold til de rapporter, som FE lod udarbejde.

Det var en tåbelig påstand al den stund, at FE rapporterne blev forelagt Folketingets kontroludvalg, og enhver løgn fra Foghs side ville derfor blive opdaget. Denne kontrol er faktisk en væsentlig grund til, at vi har kontroludvalget. Da Fogh valgte at offentliggøre FE rapporterne, faldt historien sammen.

Det eneste politiske offer blev forsvarsministeren, der var kommet til at sige, hvad enhver normalt begavet person kunne have sagt sig selv, nemlig at Fogh næppe havde løjet, for så havde medlemmerne af kontroludvalget vel reageret. Herved citerede han indirekte fra kontroludvalget, som ellers er undergivet tavshedspligt, og dermed kunne oppositionen få et offer, når de nu ikke kunne få Fogh.

Berlingske m.fl. prøvede at få Fogh hængt op på en overdrivelse af rapporterne, f.eks. ved at fuske med hans citat om, at Saddams WMD ikke er noget, vi tror, men noget vi ved. Men i disse internettider er det svært at få citatfusk til rigtig at virke andet end blandt de allerede frelste.

Denne gennemgang er kritisk over for Berlingskes indsats, så jeg må hellere supplere med lidt dokumentation for min kritik.

Berlingskes dækning var tendentiøs, fordi man bevidst undlod at nævne, at den britiske efterretningstjeneste, som Grevil jo netop beskyldte FE for at kopiere, faktisk havde udsendt en rapport den 11. september 2003, der udtrykkeligt opretholdt en væsentlig del af efterretningstjenestens påstande og afviste, at de havde været under politisk pres. Det var i øvrigt den rapport, som for første gang fastslog, at Saddam havde været efter uran i Afrika; en konklusion som senere blev gentaget i Hutton-rapporten og senere meget udførligt i Butler-rapporten. Men Berlingske var ikke alene om at ignorere den ubekvemme rapport. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om "Irakløgnen", der udkom et par måneder efter, omtalte den heller ikke med et ord, og det gav som bekendt en Cavlingpris. Og i sommer valgte Berlingskes to journalister i deres dækning af den uheldige Plame-sag sørme at gentage vrøvlet om uranløgn og falske dokumenter – hele to år efter at den første britiske rapport havde afvist det vås.

Denne tendentiøse dækning skrev jeg et debatindlæg om, der blev bragt den 9. marts 2004. Det kan læses her.

Berlingskes redaktør gjorde imidlertid, hvad man kan forvente af den stakkels mand og forsvarede avisens dækning imod kritikken. Disse korte kommentarer blev optrykt under debatindlægget.

Det fik mig til at præcisere min kritik i et nyt debatindlæg, som jeg fremsendte samme dag. Det blev desværre ikke bragt, men gengives her:

Rapporten er relevant

I et tillæg til mit indlæg i går afviser redaktøren, at man ignorerede fakta ved ikke at omtale rapporten fra the Intelligence and Security Committee (ISC). Jeg må først beklage, at jeg slog Information i hartkorn med Politiken, for Information omtalte faktisk rapporten også efter udgivelsen. Derudover må jeg fastholde min kritik. På forsiden af søndagens Magasin optræder to faktabokse, der ses i sammenhæng med overskriften "Skræmmebilleder". Overskriften giver læseren indtryk af, at trusselsbilledet af Saddams Irak var overdrevet, og det forstærkes af de to faktabokse. Begge faktabokse er imidlertid misvisende, hvis man sammenholder dem med ISCs rapport. Lad os se på dem hver for sig.

Den venstre faktaboks om uran-køb anfører, at USA har erkendt, at "påstanden beroede på forkerte oplysninger". Men som nævnt fastholder briterne stadig påstanden, og i ISCs rapport tiltrædes denne vurdering. Den pointe har også The Economist (4/10 03) fanget, men de har vel også læst rapporten. Det er ikke en relevant indvending, at amerikanerne faktisk har trukket påstanden tilbage. For den blev i den amerikanske debat præsenteret som baseret på britiske efterretninger.

Den højre faktaboks anfører om de 45 min., at "påstanden har længe forfulgt Tony Blair og hans efterretningstjeneste". Det må give læserne indtrykket af, at påstanden var ubegrundet. Men i ISCs rapport betragtes den som pålidelig, faktisk lidt banal. Den fik kun en prominent plads, fordi spindoktoren Alastair Campbell med sin journalistiske tæft indså dens tiltrækningskraft på journalister. Det virkede, desværre for meget. Nogle journalister troede, at Irak kunne angribe Storbritannien på 45 min. De blandede oplysningerne om masseødelæggelsesvåben (WMD) fremført ved konventionelle våben sammen med oplysningerne Iraks langtrækkende missiler. Det var der ikke belæg for, og ISCs rapport kritiserer i denne forbindelse Blair for ikke at have skåret det ud i pap. Men påstanden i sig selv opretholdes. Det synes mange danske journalister at have misforstået. I Berlingske (23/2 04) får en journalist det til, at oplysningerne om de 45 min. kun angik konventionelle våben og ikke WMD. Tilsvarende misforståelse synes at optræde (28/1 04), hvor påstanden omtales som "totalt afvist", mens lederen samme dag i øvrigt gav udtryk for de modsatte holdninger. At journalister og redaktion giver udtryk for forskellige opfattelser har sikkert sin logiske forklaring i den journalistiske magtfordelingslære, men for læserne fremstår det som et (Berlingske) hus i splid med sig selv.

Jeg må derfor fastholde, at ISCs rapport er blevet ignoreret, og at Berlingskes reportager har lidt derved. Jeg forstår godt, at Berlingske ønsker at forfølge en kritisk stil, da det sælger bedre. Men hvorfor følge alle de andre på Politiken, DR, osv. Hvorfor ikke være kritisk over for dem og vurde
re, om de har noget at hav
e kritikken i? Det er da også kritik, og kan endda være ord, der fører til noget.

Tja, det var spildte ord, og avisens dækning fortsatte ad samme spor.

Til sidst greb Fogh til offentliggørelse af FE rapporterne. Det var et godt træk, som siden er blevet brugt af andre politikere. Blair brugte det, da vedholdende rygter ville vide, at kronadvokaten skulle have skrevet i sin rådgivning til regeringen, at Irak-krigen var folkeretsstridig. Det havde han naturligvis ikke. Og Bush har ligeledes offentliggjort forskellige efterretningsrapporter for at punktere mytedannelsen om løgn. Det lykkes nu ikke altid, da konspirationstilhængerne altid blot vil pege på, at "noget" ikke er offentliggjort endnu.

Men Foghs offentliggørelse lukkede ikke desto mindre den del af debatten herhjemme, og oppositionen måtte nøjes med forsvarsministerens hoved. At det var ganske usandsynligt, at Fogh skulle have løjet om de rapporter, som kontroludvalget havde haft adgang til, ses bl.a. af endnu et debatindlæg, som jeg havde i Berlingske den 18. april, hvor jeg fremsætter samme påstand, selvom rapporternen endnu ikke var fremlagt. Indlægget kan læses her. Det var ikke så svært at forudsige, selvom man i Informations leder samme dag havde svært høje forventninger til "afsløringen". De blev skuffede.

Sagen havde ikke noget smukt forløb, og den sidste tiltale var ingen pryd for vores demokrati, selvom det heldigvis endte godt. Se, det var jo næsten et juleeventyr.

Lav din egen grundlov …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. december 2006. 24 svar

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.”

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.“

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Værnepligtens væmmelige virkelighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. december 2006. 14 svar

Højreorienterede (krigsliderlige og autoritære, som de er) går ind for værnepligt, mens venstreorienterede (freds- og frihedselskende, som de er) er modstandere af tvangsmæssig inddrivelse af soldater, ikke sandt?

Måske nogle steder, men ikke i USA.  Det har ikke været det historiske billede, hvor det i det 20. århundrede alle tre gange, værnepligten blev indført, var Demokraterne, der gjorde det, mens Republikanerne var imod.  Barry Goldwater var i 1960erne en af de første til at tale for en afskaffelse af værnepligten i forbindelse med Vietnam-krigen, og det var i sidste ende George P. Shultz, som foranlediget af kollegaen Milton Friedman, fik Nixon til at afskaffe den.

Nu er Demokraterne på færde igen.  Rep. Charlie Rangel (D-NY), som er på vej til at blive en af de mest indflydelsesrige politikere i den nye kongres, presser endnu engang hårdt på for at få genindført værnepligten.  Interesserede kan her læse et godt, kort positionpaper (med henvisninger til empiriske analyser) fra Heritage Foundations Dr. Tim Kane, som piller Rangels påstande fra hinanden.  Værnepligt vil

  • ikke give en mere "socialt retfærdig" rekruttering
  • ikke resultere i mindre engament i krige
  • ikke give bedre tropper

Og sidst, men ikke mindst, værnepligten vil til gengæld være en krænkelse af den personlige frihed:

"Regardless of Rangel's arguments, justification of a "just draft" presents a philosophical dilemma. Coercing people to serve is detrimental to individual liberty—this is the problem of social justice based on group demographics rather than individuals. The U.S. military is one of the most colorblind, merit-based institutions in the nation. Soldiers surrender their individuality voluntarily to join a team, with a team mentality. Mandating service will diminish this choice.

Even if Rangel and his colleagues in power rename their project "national service," it would still be unjust, because forced volunteerism is inauthentic. Certainly, Americans will sometimes accept restrictions on their liberty, such as the speed limit or income tax, but only to advance the common good. Empowering the central government to oversee and restrict the employment of all young Americans for two years is not consistent with common good restrictions and is instead a dangerous violation of individual liberty.

The Pentagon, the President, Congress, and the new Democratic leadership need to repudiate the idea of a draft as well as the notion of mandatory volunteerism. All young Americans deserve the peace of mind that their personal freedom is not in jeopardy."

Cato Institute har før kritiseret Rangels forslag–og har naturligvis længe syntes, at en frivillig hær er bedre end en ufrivllig.

Desperate tider

Af admin, den 1. december 2006. 5 svar

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Cheminova

Af Jørgen Møller, den 1. december 2006. 6 svar

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!

Reality TV – nu med fattige!

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2006. 7 svar

Politik kan en gang imellem være ret underholdende. Sådan var det i hvert fald i denne uge, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede et forslag, der helt sikkert fik en del mennesker i udviklingsmiljøet til at få morgenkaffen i den gale hals. Ministeren vil sende kendte danskere til at tage til ulande for at udvælge udviklingsprojekter. På den måde håber hun at skabe mere opmærksomhed om ulandenes problemer og – må man da formode – en mere positiv stemning omkring den danske ulandshjælp. Tørnæs fastholder, at problemet er oplysning. Til Politiken udtaler hun f.eks. " Tag bare 2015-målene. Det er under halvdelen af den danske befolkning, der ved, hvad de går ud på. Det er et hul i oplysningen, og det forsøger vi at gøre noget ved". Reaktionen fra ulandsmiljøet er helt forudsigelig. Ord som 'poppet', 'forkastelig' og 'dumt' bruges i snart sagt alle kommentarer, og de er vel også på et vist plan dækkende. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen spørger således "Hvorfor bruger man ikke de eksisterende rammer for bistand – hvor der ligger meget grundige overvejelser til grund for at give bistand til udvikling i form af analyser, strategier og saglige vurderinger. Alt dette tilsidesættes her."

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Ugens citat: Ayau om universitetsmarkedet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. november 2006. 2 svar

Jeg har netop været i Guatemala, hvor jeg dels deltog i Mont Pelerin Societys kongres og dels besøgte det private Francisco Marroquin Universitet.  Sidstnævnte var ganske imponerende, og det er stort set udelukkende resultatet af et enormt arbejde af iværksætteren Manuel “Muso” Ayau, som Richard Rahn dd. i Washington Times tegner et portræt af.  I artiklen er et for forskere interessant citat fra den aktive mand:

“The true scholar is inherently incapable of running anything. By temperament, he loathes the very concept of authority and, even more, the idea of exercising authority himself. Consequently our faculty is limited to its proper functions: teaching and research in that order. Students participate in governance the same way that customers participate in the governance of Macy’s: If they don’t like the goods offered they can go to Gimbel’s.”

PS. Det hører med til historien, at universitetets bibliotek er opkaldt efter Ludwig von Mises, og at alle studerende–uanset fag–skal tage et semesterkursus om markedsprocessen i “østrigsk” perspektiv …

Autonomes udemokratiske opførsel => kritik af politiet?

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2006. 29 svar

I weekenden fik vi næste akt af farcen om det såkaldte Ungdomshus, som vi før har omtalt her på stedet (læs her og her). Tre retsinstanser har afgivet domme, der alle entydigt viser, at frimenigheden Faderhuset ejer Jagtvej 69 i Købehavn, og at de autonome unge (og andre) derfor skal forlade huset. Det fik først venstrefløjen i den københavnske Borgerrepræsentation til at ville blæse højt og flot på grundloven ved at lave en speciallokalplan for ejendommen. Da det gik op for flere, at den løsning simpelthen var for tydelig magtfordrejning, trak politikerne forslaget tilbage.

Nu har de autonome så taget skeen i den anden hånd. Hvis de ikke længere må hærge Jagtvej 69, kan de i det mindste udtrykke deres protest ved at hærge Faderhusets andre ejendomme. Så i går brød de ind i en gudstjeneste hos frimenigheden og begik omfattende hærværk. Politiet blev naturligvis tilkaldt og måtte i flere tilfælde trække og bruge deres knipler for at beskytte sig (se omtalen i Politiken her).

 

Og så var det jeg undrede mig, da hændelsen blev omtalt i aftenens TV-Avis. For mens man viste billeder fra anholdelserne og enkelte billeder fra de hærgede lokaler hos Faderhuset, gik en stor del af reportagen på politiets brug af knipler. Naturligvis skal det undersøges, om enkelte betjente gik for langt, men jeg mener at man bør holde fast i to ting: 1) Politiet har knipler af en meget god grund, nemlig for at kunne beskytte sig selv uden at skulle ty til stærkere midler (f.eks. deres pistoler), og må derfor også have mulighed for at bruge dem når de trues; og 2) Medierne bør fastholde rimelige proportioner i dækningen af denne sag, som i alle andre sager.

 

Mht. punkt nr. 1 har jeg naturligvis ingen problemer med, at politiet holdes ansvarlige for eventuelle overreaktioner. Men når det kommer til punkt 2, mener jeg man må være meget mere bekymret. At MSM behandler den autonome gruppe omkring Ungdomshuset på særlige vilkår burde være tydeligt. Et helt specielt problem opstår desværre, når en gruppe unge, der på ingen måde respekterer de almindelige spilleregler i en demokratisk retsstat som Danmark, bliver behandlet på en måde, der betyder at deres udemokratiske og voldelige opførsel fører til offentlig kritik af den institution samfundet har til at beskytte borgernes sikkerhed.

 

Sagt på en anden måde, betyder mediernes særlige fokus, at de autonomes voldelige overfald på den retmæssige ejer af Jagtvej 69, munder ud i en kritik af politiet, og ikke de autonomes helt bogstaveligt talt skrigende mangel på respekt for samfundets basale institutioner. Det er en helt Kafkask situation, at politiet mistænkeliggøres mens der slet ikke stilles spørgsmål ved de unges og visse politikeres foragt for og politisering af den private ejendomsret. Det er også – hvis man skal være pessimistiske – måske et tegn på en dybere strømning i samfundet, der betyder at de grundlæggende menneskerettigheder – in casu ejendomsretten – i stigende grad må vige for politisk prægnante enkeltsager. Skal man bare sidde og se på? Det mindste man kan gøre er vel at pege på et muligt problem, før principielle rettigheder bliver politiseret som i en anden bananrepublik.

Indvandring: hvem vinder og hvem taber? III

Af Jacob Mchangama, den 26. november 2006. 20 svar

En ny undersøgelse fra den amerikanske National Venture Capital Association (NVCA), kaster nyt lys over diskussionen om, hvorvidt immigration medfører flere gavnlige end skadelige effekter.

Undersøgelsen viser, at indvandrere de seneste 15 år har stiftet (eller er medstiftere af) 25% af USA’s venture kapital baserede børsnoterede selskaber. Isolerer man de venture baserede børsnoterede selskaber, hvis forretningsmodel er højteknologisk, står indvandrere bag 40% af disse selskaber. Markedsværdien af børsnoterede selskaber, stiftet af indvandrere er over 500 milliarder USD. Endvidere er halvdelen af de – white collar – arbejdspladser, der er skabt af venture baserede og børsnoterede selskaber, er skabt af sådanne selskaber stiftet af indvandrere, svarende til 220.000 arbejdspladser i USA og 440.000 på verdensplan. Gode eksempler på sådanne selskaber er Yahoo!, Intel, Sun Microsystems og Google.

Tendensen slår endnu kraftigere igennem bland unoterede – og mindre – venture baserede selskaber, hvor undersøgelsen tyder på, at helt op til 47% af sådanne selskaber er stiftet af indvandrere.

De indvandrere, der starter ovennævnte selskaber er ofte fra Indien, men også Israel, Kina, Iran, Taiwan, Storbritannien og Frankrig er godt repræsenteret.

Såfremt undersøgelsen er troværdig – og det tyder omtalen hos både Wall Street Journal og CNN på – er det et glimrende eksempel på, hvorledes en relativ fri markedsøkonomi – overordnet set – formår at høste frugterne af indvandring, mens indvandring alvorligt hæmmer den europæiske velfærdsmodel.

Men undersøgelsen viser også, at der er grund til at udvise stor skepsis når – særligt national-konservative – råber op om, hvorledes indvandring medfører den Vestlige Civilisations undergang. Den teknologi, som de ovennævnte selskaber har skabt og skaber, er jo netop en af grundende til, at vestlige lande stadig har den økonomiske førertrøje på internationalt set.

Mon ikke også Europas fremtid så lysere ud hvis nogle af de indvandrere, der har skabt milliardvirksomheder i USA havde haft muligheden herfor i Europa? Eller hvis de franskmænd og briter, der har startet succesfulde selskaber i USA havde haft samme incitament i deres hjemlande?

Når den national-konservative læser via Google giver sig til at trawle Internettet for indhold, der kan tilbagevise dette indlæg, så husk, at Deres effektive elektroniske søgning kun er mulig på grund af en blanding af en (relativ) åben indvandringspolitik og ditto markedsøkonomi.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Friedman galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. november 2006. 4 svar

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

Baker is back!

Af admin, den 22. november 2006. 14 svar

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Guest comment: Politics rather than policy

Af Redaktionen, den 21. november 2006. 5 svar

We are happy to bring a guest comment on the US Mid-Term elections. Today’s  guest commentator is David Pontoppidan, who studies sociology and is research assistant at CEPOS.

Politics rather than policy
By David Pontoppidan

There has been much debate on the result and outcome of the US midterm elections since the Democrats took back Congress last week. What effect will their sweeping victory have on the upcoming presidential election in 2008? And with Nancy ‘Perilous’ Pelosi as speaker of the House, what impact will the election result have on US policy? According to John Fortier, scholar at the American Enterprise Institute who visited Denmark last week, the impact on US policy will be minimal, but the result on US politics overwhelming. This was his main point at the meeting held last Monday by the Danish free-market think tank CEPOS.

It’s important here to distinguish between the difference in meaning of policy and politics. Policy consists of setting forth actual bill proposals and engaging in bipartisan settlements. In other words what politics should be all about. Politics in reality, however, is all the rest: investigative committees with unfavourable witnesses, filibusters and philandering, accusations and double standards. According to John Fortier, this will be the primary effect of the Democratic victory. With the 2008 elections being so open, Nancy Pelosi’s promises of bipartisan cooperation will soon drown in the presidential campaign from both camps, regardless of what she may say or think. The result of which will be more politics, and less policy. Donald Rumsfeld and UN Ambassador John Bolton may be the first casualties of the midterm elections, but Pelosi could be the first in 2008.

I took the liberty during John Fortier’s lecture to mention some historical events that may prove this thesis wrong. E.g., after the midterm elections in 1986, during Reagan’s second presidential term, the democrats had majority in both House and Senate, and through various committees investigated the Iran-contra scandal, tried to push own issues through and worked against Reagan’s agenda. The result, two years later, was Walter Mondale running against George Bush Sr., an election the Democrats will be highly unlikely to try and repeat in ‘08. And after Nancy Pelosi having to promise on live television that the democrats won’t impeach President Bush, as if this was something fairly common, the danger of a “showdown” is definitely present. The question is if the Democrats will wait until 2008 before they draw arms.

“I would think that every Democrat has been reading up on how Newt Gingrich took back Congress in ’94 with his ‘Contract with America'”, says John Fortier. Pelosi has been compared to Gingrich, in spite of their difference in opinion but because of similar style. Yet opinion polls taken immediately before the midterm elections in ’94, show that only 16% of the American public had a negative view of Newt Gingrich. The following April, it was almost 40%! As former top aide to President Clinton, Paul Begala put it in the International Herald Tribune, Whitehouse spokesperson under Clinton put it, “We pushed it, but Newt did most of it to himself”. Nancy Pelosi may prove more perilous to herself than the Republican Party if she decides to continue down this path.

These are all good indicators that the Democrats should favour of a more bipartisan Congress the next two years, John Fortier agrees. But they won’t. Mainly because there is one major difference. In 1988 you had a former Vice President who was running for office. In 1994 you had President Clinton preparing for re-election, and the Republicans wanting to hold on to power. The presidential race in 2008 will be very different, because it’s so open. Dick Cheney isn’t running for office, and since the midterm elections were decided on the question of Iraq, it’s very unlikely that Condoleezza Rice will be running as well, as a colleague of John Fortier, Joshua Muravchik, recently put it. The Republicans have been looking for the Ken-doll of conservative politics, a good middle-of-the-road conservative, ever since this became apparent. One such Republican, former Senator George Allen from Virginia, who has previously been mentioned on this blog as a possible candidate, struck out in the midterm elections, and thereby lost his presidential chances according to Fortier. The same goes for the former senator of Montana. There is no obvious heir to the throne in the GOP, and the same can partly be said of the Democrats.

Whether this is a good thing or not remains open to debate. For those hoping for a Democratic revolution similar to the Republican revolution in ’94, prospects may be dim. For those hoping for actual policy-change, the same can be said. Instead, Fortier predicts, the debate will be heated, while the actual policy will be on hold until 2008, even though this may harm Democratic chances in ’08. As the Daily Telegraph reported the day after John Fortier’s meeting, George McGovern, the Democrat 1972 presidential anti-war candidate who lost a landslide victory to Richard Nixon, will be addressing more than 60 senate- and house-representatives next week on the issue of Iraq, not to mention John Myrtha, an outspoken anti-war senator whom Pelosi is backing as future Senate Majority Whip. A clear example that gives credence to Fortier’s theory of a heated political debate that won’t result in actual policy.

As William Kristol of the Weekly Standard put it, the election was won on dissatisfaction with the strategy for victory in Iraq, not for withdrawal. “Staying the course” is obviously no longer an option for President Bush. But while the debate in Congress may heat up and the filibusters increase, withdrawal is unrealistic.

The most important factor in American politics at the moment is the X-factor. Who will be the candidates in 2008? And can an incumbent senator really win the Presidential election for the first time since John F. Kennedy? First of all, the challenges for a senator-would-be-president, who suddenly has to balance a budget, rather than increase it, seem clear. Furthermore, a Clinton or a Bush has been on the presidential ticket for the last 25 years. Will the Americans continue this trend?

If both Senators John McCain and Hillary Clinton are left out as obvious candidates, we may be witness to one of the most exciting and unpredictable presidential races in US history – but for now it’s politics, rather than policy.

Klar til 2. omgang?

Af admin, den 21. november 2006. 20 svar

Det forlyder netop nu, at Libanons industriminister og tidligere præsident Pierre Gemayel, er blevet myrdet ved et attentat. Han var kristen, og det forventes at destabilisere landet yderligere.

Drabet må ses som et led i opgøret mellem Hizbollah, der styres fra Syrien, og den libanesiske demokratiske regering, der søger at retsforfølge Syrien for drabet på Rafik Hariri.

For noget tid siden kunne The Times berette, at Hizbollah oplyser at have reetableret deres våbenlagre. Det er næppe tom pral. Våbene er leveret fra Iran via Syrien; de to lande som den såkaldt "realistiske" udenrigspolitiske skole forventer, at vi kan indgå en aftale med, der kan sikre demokratiet i Irak. Det er i givet fald sket uden om FN-tropperne, der skulle forhindre det.

Nyheden om, at Hizbollah er klar til 2. omgang blev ikke rigtig bemærket i den danske presse, der synes mere optaget af Israels brug af klyngebomber.

Hvis Israel har lært af første omgang denne sommer, og Hizbollah har gjort det samme, bliver en ny krig næste forår eller sommer om muligt endnu blodigere.

Spørgsmålet er, om det vil få jødehadet til at vokse yderligere i Europa? Der er allerede ubehagelige tegn på, at uviljen mod Israel ikke kun er begrænset til rationelle overvejelser. Som et tilfældigt eksempel kan her henvises til David Aaronovitch i The Times i dag.

Der er utvivlsomt mange, der vil modsige mig i kommentarspalten neden for – værs'go, det er det, den er til for – men for mig at se er billedet klart. Vi kan ikke slippe uden om at kæmpe i Mellemøsten. Undlader vi at kæmpe, som man gjorde før 11/9 01, så kommer kampen til os. Vælger vi at kæmpe, bliver kampen lang. Vi har den militære magt til at klare kampen, men har vi viljen?

Velkommen til næste omgang.

Ugens citat: Bistrup om smagsneutralitet

Af Redaktionen, den 19. november 2006. 2 svar

Annelise Bistrup har denne fornøjelige passage i sin søndags-klumme i Jyllands-Posten:

"[På Venstres landsmøde] skal man vedtage en ny trosbekendelse, der er spiselig for det flertal af vælgere, der skal holde regeringen ved magten.

Efter at have studeret røgen fra konciliet og uden at foregribe begivenhederne i kongrescentret i Odense kunne søndagens tekst for rettroende medlemmer af Ny-Venstre lyde sådan her:

»Vi tror på den hellige, almindelige velfærdsstat. Vi tror på den offentlige sektor og al dens væsen. Vi tror på skattestoppet og 24-års-reglen. Og vi forsager brugerbetaling, ulighed, Cepos-økonomer og Søren Pind.«

»Ideologi er noget bras,« som en forhenværende statsminister en gang sagde.

Venstres statsminister har endnu ikke sagt det, men det kommer nok: Liberalisme er noget bras. Og de, der stadig tror på de gamle guder, skal have skyllet munden.

For eksempel yngre Venstre-løver som Søren Pind, Peter Christensen og Edith Thingstrup, der har foreslået, at væksten i den offentlige sektor til enhver tid skal være lavere end i den private sektor.

Gammelt liberalt tankegods? »Nej ikke mere,« bjæffede indpiskeren i liberalisme-light, Claus Hjort Frederiksen. »I er ude af trit med virkeligheden og ude af trit med Venstre.«

Fremtidens politik er smagsneutral."

Frihedens bøger

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. november 2006. 12 svar

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg.  Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger.  So be it …  Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.

Frihedens bøger

Berlingske Tidende 18.  november  2006, 2 sektion, magasin, side 27

LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.

Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.

»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.

Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.

»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.

Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.

»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.

»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)

Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.

Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.

Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.