Friedman galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. november 2006. 4 svar

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

Baker is back!

Af admin, den 22. november 2006. 14 svar

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Guest comment: Politics rather than policy

Af Redaktionen, den 21. november 2006. 5 svar

We are happy to bring a guest comment on the US Mid-Term elections. Today’s  guest commentator is David Pontoppidan, who studies sociology and is research assistant at CEPOS.

Politics rather than policy
By David Pontoppidan

There has been much debate on the result and outcome of the US midterm elections since the Democrats took back Congress last week. What effect will their sweeping victory have on the upcoming presidential election in 2008? And with Nancy ‘Perilous’ Pelosi as speaker of the House, what impact will the election result have on US policy? According to John Fortier, scholar at the American Enterprise Institute who visited Denmark last week, the impact on US policy will be minimal, but the result on US politics overwhelming. This was his main point at the meeting held last Monday by the Danish free-market think tank CEPOS.

It’s important here to distinguish between the difference in meaning of policy and politics. Policy consists of setting forth actual bill proposals and engaging in bipartisan settlements. In other words what politics should be all about. Politics in reality, however, is all the rest: investigative committees with unfavourable witnesses, filibusters and philandering, accusations and double standards. According to John Fortier, this will be the primary effect of the Democratic victory. With the 2008 elections being so open, Nancy Pelosi’s promises of bipartisan cooperation will soon drown in the presidential campaign from both camps, regardless of what she may say or think. The result of which will be more politics, and less policy. Donald Rumsfeld and UN Ambassador John Bolton may be the first casualties of the midterm elections, but Pelosi could be the first in 2008.

I took the liberty during John Fortier’s lecture to mention some historical events that may prove this thesis wrong. E.g., after the midterm elections in 1986, during Reagan’s second presidential term, the democrats had majority in both House and Senate, and through various committees investigated the Iran-contra scandal, tried to push own issues through and worked against Reagan’s agenda. The result, two years later, was Walter Mondale running against George Bush Sr., an election the Democrats will be highly unlikely to try and repeat in ‘08. And after Nancy Pelosi having to promise on live television that the democrats won’t impeach President Bush, as if this was something fairly common, the danger of a “showdown” is definitely present. The question is if the Democrats will wait until 2008 before they draw arms.

“I would think that every Democrat has been reading up on how Newt Gingrich took back Congress in ’94 with his ‘Contract with America'”, says John Fortier. Pelosi has been compared to Gingrich, in spite of their difference in opinion but because of similar style. Yet opinion polls taken immediately before the midterm elections in ’94, show that only 16% of the American public had a negative view of Newt Gingrich. The following April, it was almost 40%! As former top aide to President Clinton, Paul Begala put it in the International Herald Tribune, Whitehouse spokesperson under Clinton put it, “We pushed it, but Newt did most of it to himself”. Nancy Pelosi may prove more perilous to herself than the Republican Party if she decides to continue down this path.

These are all good indicators that the Democrats should favour of a more bipartisan Congress the next two years, John Fortier agrees. But they won’t. Mainly because there is one major difference. In 1988 you had a former Vice President who was running for office. In 1994 you had President Clinton preparing for re-election, and the Republicans wanting to hold on to power. The presidential race in 2008 will be very different, because it’s so open. Dick Cheney isn’t running for office, and since the midterm elections were decided on the question of Iraq, it’s very unlikely that Condoleezza Rice will be running as well, as a colleague of John Fortier, Joshua Muravchik, recently put it. The Republicans have been looking for the Ken-doll of conservative politics, a good middle-of-the-road conservative, ever since this became apparent. One such Republican, former Senator George Allen from Virginia, who has previously been mentioned on this blog as a possible candidate, struck out in the midterm elections, and thereby lost his presidential chances according to Fortier. The same goes for the former senator of Montana. There is no obvious heir to the throne in the GOP, and the same can partly be said of the Democrats.

Whether this is a good thing or not remains open to debate. For those hoping for a Democratic revolution similar to the Republican revolution in ’94, prospects may be dim. For those hoping for actual policy-change, the same can be said. Instead, Fortier predicts, the debate will be heated, while the actual policy will be on hold until 2008, even though this may harm Democratic chances in ’08. As the Daily Telegraph reported the day after John Fortier’s meeting, George McGovern, the Democrat 1972 presidential anti-war candidate who lost a landslide victory to Richard Nixon, will be addressing more than 60 senate- and house-representatives next week on the issue of Iraq, not to mention John Myrtha, an outspoken anti-war senator whom Pelosi is backing as future Senate Majority Whip. A clear example that gives credence to Fortier’s theory of a heated political debate that won’t result in actual policy.

As William Kristol of the Weekly Standard put it, the election was won on dissatisfaction with the strategy for victory in Iraq, not for withdrawal. “Staying the course” is obviously no longer an option for President Bush. But while the debate in Congress may heat up and the filibusters increase, withdrawal is unrealistic.

The most important factor in American politics at the moment is the X-factor. Who will be the candidates in 2008? And can an incumbent senator really win the Presidential election for the first time since John F. Kennedy? First of all, the challenges for a senator-would-be-president, who suddenly has to balance a budget, rather than increase it, seem clear. Furthermore, a Clinton or a Bush has been on the presidential ticket for the last 25 years. Will the Americans continue this trend?

If both Senators John McCain and Hillary Clinton are left out as obvious candidates, we may be witness to one of the most exciting and unpredictable presidential races in US history – but for now it’s politics, rather than policy.

Klar til 2. omgang?

Af admin, den 21. november 2006. 20 svar

Det forlyder netop nu, at Libanons industriminister og tidligere præsident Pierre Gemayel, er blevet myrdet ved et attentat. Han var kristen, og det forventes at destabilisere landet yderligere.

Drabet må ses som et led i opgøret mellem Hizbollah, der styres fra Syrien, og den libanesiske demokratiske regering, der søger at retsforfølge Syrien for drabet på Rafik Hariri.

For noget tid siden kunne The Times berette, at Hizbollah oplyser at have reetableret deres våbenlagre. Det er næppe tom pral. Våbene er leveret fra Iran via Syrien; de to lande som den såkaldt "realistiske" udenrigspolitiske skole forventer, at vi kan indgå en aftale med, der kan sikre demokratiet i Irak. Det er i givet fald sket uden om FN-tropperne, der skulle forhindre det.

Nyheden om, at Hizbollah er klar til 2. omgang blev ikke rigtig bemærket i den danske presse, der synes mere optaget af Israels brug af klyngebomber.

Hvis Israel har lært af første omgang denne sommer, og Hizbollah har gjort det samme, bliver en ny krig næste forår eller sommer om muligt endnu blodigere.

Spørgsmålet er, om det vil få jødehadet til at vokse yderligere i Europa? Der er allerede ubehagelige tegn på, at uviljen mod Israel ikke kun er begrænset til rationelle overvejelser. Som et tilfældigt eksempel kan her henvises til David Aaronovitch i The Times i dag.

Der er utvivlsomt mange, der vil modsige mig i kommentarspalten neden for – værs'go, det er det, den er til for – men for mig at se er billedet klart. Vi kan ikke slippe uden om at kæmpe i Mellemøsten. Undlader vi at kæmpe, som man gjorde før 11/9 01, så kommer kampen til os. Vælger vi at kæmpe, bliver kampen lang. Vi har den militære magt til at klare kampen, men har vi viljen?

Velkommen til næste omgang.

Ugens citat: Bistrup om smagsneutralitet

Af Redaktionen, den 19. november 2006. 2 svar

Annelise Bistrup har denne fornøjelige passage i sin søndags-klumme i Jyllands-Posten:

"[På Venstres landsmøde] skal man vedtage en ny trosbekendelse, der er spiselig for det flertal af vælgere, der skal holde regeringen ved magten.

Efter at have studeret røgen fra konciliet og uden at foregribe begivenhederne i kongrescentret i Odense kunne søndagens tekst for rettroende medlemmer af Ny-Venstre lyde sådan her:

»Vi tror på den hellige, almindelige velfærdsstat. Vi tror på den offentlige sektor og al dens væsen. Vi tror på skattestoppet og 24-års-reglen. Og vi forsager brugerbetaling, ulighed, Cepos-økonomer og Søren Pind.«

»Ideologi er noget bras,« som en forhenværende statsminister en gang sagde.

Venstres statsminister har endnu ikke sagt det, men det kommer nok: Liberalisme er noget bras. Og de, der stadig tror på de gamle guder, skal have skyllet munden.

For eksempel yngre Venstre-løver som Søren Pind, Peter Christensen og Edith Thingstrup, der har foreslået, at væksten i den offentlige sektor til enhver tid skal være lavere end i den private sektor.

Gammelt liberalt tankegods? »Nej ikke mere,« bjæffede indpiskeren i liberalisme-light, Claus Hjort Frederiksen. »I er ude af trit med virkeligheden og ude af trit med Venstre.«

Fremtidens politik er smagsneutral."

Frihedens bøger

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. november 2006. 12 svar

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg.  Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger.  So be it …  Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.

Frihedens bøger

Berlingske Tidende 18.  november  2006, 2 sektion, magasin, side 27

LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.

Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.

»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.

Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.

»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.

Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.

»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.

»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)

Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.

Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.

Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.

Nordkoreas Statsbaner

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2006. 14 svar

Sidste uge var jeg to gange i København, en gang i Ålborg og en tur hos mine forældre i Haderslev. Idet jeg fik et lift hjem til Århus om søndagen, betød det at jeg – da jeg ikke har bil – kørte med DSB syv (7) gange den uge. Jeg undrer mig stadig over, hvordan min tålmodighed holdt til det, for hvis der findes en virksomhed eller organisation i Danmark, der minder mig om Nordkorea, er det DSB.

 

Eksemplerne bliver ved med at vælte ind, næsten hver gang man kører med de statslige tog. Fredag i sidste uge, da jeg kørte hjem fra København, manglede lyntoget vogn 41 og 42. DSB suspenderede derfor alle pladsreservationer i de to vogne – de var der jo ikke – og jeg undrede mig ligesom jeg gjorde i vinters, da man suspenderede alle pladsreservationer på et tog, der aldrig kom. Det blev i øvrigt gjort over højtalerne efter nogle folk havde ventet i frostvejr på en perron i mere end en time. Findes der nogen anden virksomhed i Danmark, der tillader sig blot at meddele, at den vare man har købt – en pladsreservation – ikke bliver leveret, men at man i øvrigt ikke får sine penge tilbage? Jeg har svært ved at komme på andre eksempler.

 

Der er masser af andre frustrationer. Samme tur med lyntoget fredag aften varede næsten 3½ time, noget i retning af tre kvarter for længe. Hvorfor det skulle vare så længe, og hvorfor vi blev holdende i et kvarter på Hovedbanegården efter den planlagte afgang, blev der ikke givet nogen besked om. Det er i de situationer, jeg kan få helt ondt af personalet, der ikke kan svare på ens spørgsmål. De får nemlig heller ikke noget at vide. Det må være en særlig tålmodig (eller resignerende) type mennesker, der vælger at arbejde for dén virksomhed.

 

En tredje frustration bluser op, hver gang jeg er på besøg hos mine forældre i Haderslev. Det er nemlig besværligt at komme med offentlig transport, hvis man skal syd for Kolding. Man tager enten toget til København og skifter i Fredericia og Kolding, eller tager toget mod Esbjerg, som kører sydpå indtil Kolding, og så drejer vestpå til Esbjerg. Skal man til Sønderjylland, skal man skifte tog. Regionen blev genforenet med Danmark i 1920, men den bid information er åbenbart ikke rigtigt nået så langt ind i DSB, at man lægger køreplaner, der behandler Sønderjylland som en del af landet. På et vist plan er det derfor sigende, at den eneste mulighed for at køre direkte til noget sted syd for Kolding, er ved at tage Deutsche Bahns tog til Hamborg.

 

Jeg kunne blive ved, men det er sandsynligvis ikke sundt for mit blodtryk. Så spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det? DSBs eget svar er massive investeringer i den kollektive trafik – altså i DSB. Det prøver man så på gennem at købe IC4-toget. Der er bare ingen der ved, hvornår de nye tog kan tages i brug. På trods af det, glæder man sig i virksomheden over de nye tog. Jeg føler mig i stedet hensat til det afsnit af Yes Minister, hvor ministeren bliver præsenteret for det mest velfungerende hospital i England – der ikke tager patienter ind… Hvis man spørger politikere, er svaret mere politisk styring. Men hvis man ser på de sidste hundrede års dansk politik, synes den relevante konklusion mere at være, at DSB har været dygtig til at styre politikerne end det omvendte. Så effektivt set er politikernes svar at give DSB mere politisk indflydelse.

 

Som jeg ser det (helt personligt) er der kun to mulige løsninger: En total privatisering, eller 'General Park-løsningen'. Begge løsninger vil kunne give det, DSB har manglet i årtier: Konkrete incitamenter til at levere en ordentlig vare. For at tage den sidste først, vil den løsning være i stil med den måde, Sydkoreas regeringsleder Chung Hee Park brugte overfor landets store, ineffektive industrikonglomerater efter magtovertagelsen i 1961. Han indkaldte til et møde, hvor beskeden var, at man nu mødtes hver fjortende dag og monitorerede virksomhedernes effektiviseringsbestræbelser. Og hvis en virksomhedsleder ikke viste positive resultater? Så smed man ham i fængsel. Virkningen var, at Sydkoreas industri på næsten mirakuløs vis blev mere effektiv fra starten af 60'erne.

 

Nu er Park-løsningen sikkert ikke mulig i Danmark (og det er nok ikke så skidt endda). Så den eneste anden måde, man kan løse DSBs problemer på, er at privatisere. Ikke halvt, ikke på en måde der betyder, at staten bevarer en aktiemajoritet, men helt og fuldt, så togdriften i Danmark bliver frigjort fra politisk indflydelse. Nogen vil muligvis have den indvending, at så bliver offentlig transport meget dyrere, men erfaringen viser, at det ganske enkelt ikke er rigtigt. Det eneste 'offentlige' alternativ til DSB, hvis man skal fra Århus til København, er Abildskous Rutebiler, som tilbyder at køre tur-retur cirka 200 kroner billigere end med DSB. Firmaet får ingen støtte, men har stadig et overskud! Hvis det kan lade sig gøre, hvorfor kan DSB så ikke?

 

 

Svaret er simpelt: DSB har intet incitament til at køre effektivt, begrænse omkostningerne, eller levere en service, der i det mindste giver indtryk af, at man har respekt for sine kunder. Det er en monopolvirksomhed, der ikke bare scorer en almindelig monopolgevinst, men også offentlige støttekroner og politisk beskyttelse oveni. Guderne må vide, hvad det firma koster Danmark. Hvis der er anstændighed tilbage i dansk politik, må Folketinget indse, at det er på høje tid at privatisere togdriften.

Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. november 2006. 12 svar

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

Muslimer i Frankrig: Integration eller Intifada?

Af Jacob Mchangama, den 16. november 2006. 12 svar

Den aldrig sluttende debat her på bloggen vedrørende Islam, som særligt synes at optage denne punditokrat og vores trofaste og – trods den til tider hårde meningsudveksling – værdsatte læsere JR og Niels A. Nielsen, får nu næring af både Wall Street Journal, the Economist og Foreign Affairs. De nævnte blade har alle artikler som giver anledning til behersket optimisme på vegne af det europæiske land mange, inklusiv mig selv, har troet ville opleve de værste konsekvenser af muslimsk indvandring: Frankrig.

Artiklerne peger på, at det rent faktisk går bedre med integrationen af muslimer i Frankrig end hidtil antaget. Først Wall Street Journal, der på trods af at muslimer generelt ligger tungt til i kriminalitets og arbejdsløshedsstatistikker synes at konkludere, at det går i den rigtige retning:

At the moment French Muslims, like Muslims elsewhere in Europe, exhibit the pathologies that have long characterized the American underclass. Nearly a fifth of French residents with immigrant origins–a group dominated by North Africans–don't have jobs. Unemployment among young people in the projects runs as high as 50%. Muslims make up a majority of the French prison population, and in jails near urban areas their numbers approach 70% or 80%. It requires only a short commuter train trip from central Paris or Lyon to come across a culture of drugs, welfare dependency and crime.

France touts Europe's highest rate of intermarriage between Muslims and non-Muslims. In the realm of popular culture, its most beloved sports star (Zinédine Zidane) and comic (Jamal Debbouze) hail from Algerian Berber families. Though immigrant birth rates are high, they tend to slow down with each succeeding generation, approaching that of the general French population. A Muslim middle class is tiny but emerging.

An assimilationist outlook may be emerging as well. According to a Pew Global Attitudes survey published in July, 42% of French Muslims consider themselves French first; 47%, Muslim first. (In Britain, the numbers are 7% British first; 81%, Muslim first.)

In the same poll, 78% of French Muslims say that they want to adapt to French customs. Another recent survey, this one for La Vie, a Catholic monthly, appears to show that French Muslims aren't averse to "French" values: 91% of those interviewed approved of gender equality, 73% of the separation of church and state; 69% said that they don't oppose Muslim women marrying outside the faith. […]Messrs. Laurence and Vaisse argue that French Muslims are a diverse and fast-changing group, in many respects moderate.

WSJ er dog ikke blind overfor faren fra Islamismen:

Sounds good. So why are so many French citizens convinced that relations between Muslims and Christians will get worse and not better? The warning signs go beyond the delinquents who grab headlines by burning cars. The Pew survey also shows that Islamism–the militant, fundamentalist form of the religion–is putting down roots in France, as it is elsewhere in Europe.

The group that seems most susceptible to radicalization is the young who were born in France but feel at home neither in the West nor in the birthplace of their immigrant parents. Zacarias Moussaoui, the convicted 9/11 terrorist and a French citizen, is the most prominent example of this cohort. The authors note that up to 200 French Muslims trained in al Qaeda's Afghan camps. The Islamist Muslim Brotherhood is certainly active in Frances's suburban projects.

Artiklen udfordrer også klassik liberale holdninger til vidtgående anti-terror lovgivning, som får en stor del af æren for, at der ikke har været alvorlige terror angreb i Frankrig i lang tid:

It matters, then, that France's anti-terrorism laws are the toughest anywhere in the Western world. French prosecutors can hold terror suspects for years without charge; the definition of "links to terrorism" is loose. Every mosque in France is monitored. Since 9/11, the government has cracked down on foreign financing and moved to train "French imams." All this–more than the slow integrationist trend that Messrs. Laurence and Vaisse celebrate–may be the reason why France hasn't been hit by terrorism since a wave of subway bombings in 1995.

The French approach to assimilation, with its insistence on strict secularism and its dirigiste firmness, does not make for an American-style melting pot. But it may well carve a better path to civil peace, over time, than the policies of Europe's other Muslim-populated countries. The path would run smoother if France could undertake a major economic reform. Remarkably little has been done, even in the year since the riots, to loosen up the restrictive labor codes that do so much to keep poor immigrants–not least poor Muslim immigrants–from finding work and integrating themselves into French life.

WSJs artikel understøttes af en artikel i Foreign Affairs (hele artiklen kan læses her på Realclearpolitics) som også giver et mere nuanceret billede af, hvorledes det går med integration af muslimer i Frankrig. I artiklen hedder det bl.a:

The status of Muslims in France is at once much healthier and more problematic than most recent commentary lets on. France's experience with integration has been shaped by a unique combination of history, philosophy, and contemporary concerns, which together have produced a stop-and-start immigration policy and a wariness about Islam. Still, French sociologists agree that the integration of Muslims into French society has proceeded fairly well. Most Muslims in France — half to three-fifths of whom are believed to be French citizens — have adopted French cultural norms; they enthusiastically endorse republican values, including laïcité (the French state's aggressive official secularism).

They tend to vote somewhat less often and somewhat more to the left than most of the French population, but socioeconomic variables, not religion, account for the differences. Their desire to assimilate has sometimes been met with a form of discrimination fuelled by nativism and a deep distrust of Islam that has made it harder for them to find homes and jobs. But what has turned such vexing problems into crushing burdens is the economic stagnation that has afflicted the whole country and defied reform efforts for three decades.

Også the Economist har beskæftiget sig med Frankrig og dets muslimske indvandrere. Om sidste års voldelige uroligheder hedder det (kræver abonnement):

When the riots started, they were treated in some quarters as a "suburban intifada". "Jihad comes home", ran one newspaper headline. Some American observers regarded the uprising as further proof of Europe's inability to control the spread of radical Islam. France has Europe's biggest Muslim population—an estimated 5m, or 8% of France's inhabitants—so it comes under special scrutiny.

A report into the riots by the French Renseignements Généraux, the domestic intelligence-gathering service, however, found the opposite. Islamists had "no role in setting off the violence or in fanning it," it concluded.

Sammenlign ovenstående artikler med indholdet af a
rtikler om samme emne af R
obert Spencer i Front Page Magazine, og døm selv hvor lødigheden og troværdigheden er størst.

Hvis det kan lægges til grund, at Frankrigs hårdhændede fremfærd i kampen mod terrorisme og fundamentalisme, er spørgsmålet om en sådan fremfærd er nødvendig i velfærdstunge lande med muslimsk indvandring. Det er jo netop i disse lande indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – samlet set nærmest undtagelsesfrit klarer sig markant dårligere end den øvrige befolkning. En sådan konklusion er dog ikke tvingende al den stund, at Danmark ikke – endnu – har været udsat for alvorlig terrorisme og at islamismen herhjemme ikke synes at have så fast et greb i de muslimske indvandrere, som i visse steder i f.eks. England.

Hvorom alt er synes den bedste opskrift på succesfuld integration af muslimer stadig at være den amerikanske med en mindre stat, lav eller ingen offentlig forsørgelse af indvandrere og en tradition for religiøs tolerance, faktorer, der synes at fremme en frivillig assimilationsproces med hensyn til demokratiske kerneprincipper. Resultater heraf er, at muslimer i USA klarer sig bedre end den gennemsnitlige befolkning og langt bedre end f.eks. den sorte og overvejende kristne del af befolkningen. Et eksempel de mest islamskeptiske debattører på mærkværdigvis konsekvent nægter at forholde sig til eller tage ved lære af.  

Amerika-valg igen

Af David Gress, den 16. november 2006. 3 svar

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Ugens citat: Dennis Miller om narkotika-forbud

Af Redaktionen, den 15. november 2006. 16 svar

Her på stedet har vi tidligere citeret en af USA’s morsomste komikere, den krypto-libertære skuespiller Dennis Miller.  Det kan man næsten ikke gøre for tit, for hans kombination af metaforer, politik og politisk ukorrekte grovheder er som regel ret morsom.  Så her er en af hans kendte, såkaldte “rants”, denne gang om “the war on drugs”:

“Maybe he [the drug user] deserves a second chance, I mean who did he really hurt besides himself? Maybe it’s time that we as a nation start staying out of people’s personal problems and vices. What are we doing spending billions of dollars trying to keep people’s private lives in order?

And I’m talking about legal age consenting adults here, not kids, we
obviously have to take special precautions to protect kids. But what is this Orwellian hang-up of ours of sticking our nose into other
grown-up’s affairs? What concern is it of ours if some mindless stoner wants to spend his his life hooked up to a Turkish skull bong?

Now, I’m not pro-drug, they obviously cause a lot of damage, but I am pro-logic and you’re never going to stop the human need for release through altered consciousness. The government can take away all the drugs in the world and people will just spin around on their lawn until they fell down and saw God.

Now I don’t want to get off on a rant here, but it seems to really enrage the vast cheese dog and beer quaffing nation out there when someone decides to waste his own life chasing down chemical euphoria and I’m not sure why. Our displeasure with someone hell-bent on self-ruination through drug use seems really disproportionate to its direct impact on us. And as a matter of fact, I believe we amplify that impact when we attempt to enforce unenforceable laws. It not only costs us billions of dollars, but it puts us in harms way as addicts are driven to crime as a means to an end. Why do we chase druggies down like villagers after Karlov? Let them legally have what they already have and defuse the bomb. You know, I think the hysteria about drugs is often times baseless.

And this comes from me, a man who has never done cocaine in his life, although I did smoke dope upon occasion during my stint as a student at Oxford in the late 60s. And you know, the war on drugs is more often than not fruitless and patently hypocritical, be honest with yourselves now.

What drugs are the most dangerous to the most Americans? Its a no brainer: cigarettes and alcohol. Those are the statistical champions by hundreds of thousands of deaths. And wouldn’t you rather shoot a game of pool with a guy smoking a joint than a guy drinking whisky and beer? Someone smoking a joint doesn’t all of the sudden rear back and stab his partner in the eye socket with a cue stick, ok? He’s too busy laughing at the balls.

And you know as far as harder drugs go, if somebody wants to shoot up and die right in front of you, more power to him, you know? It’s his call. And you know the herd always has a way of thinning itself out. We aren’t stupid people here in America, no more than anyone else in the world, so why are we obsessing on habits that harm no one but the habitual, while we let real problems slip ever further out of reach. We seem to be willfully turning away from reality, and from logic might I add, to punish people, who in many instances are doing an extremely fine job of punishing themselves, thank you. And in some cases they’re not even punishing themselves, but rather just following age old spawning instincts that are as woven as deeply into their brain as their need to watch Home Improvement.”

Er sort arbejde problem eller symptom?

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2006. 15 svar

Normalt prøver vi at være med på dagens nyheder, men sommetider er det bare ikke muligt. For mit vedkommende var det ikke muligt i går da jeg først fik læst dagens gratisaviser om aftenen. Når dagens post alligevel handler om en kort debat i gårsdagens Nyhedsavis – som jeg i øvrigt får leveret meget tidligt om morgenen af et bud, der insisterer på at klappe så højt som muligt med brevsprækken – er det fordi den er af mere principiel karakter.

Nyhedsavisen har en gang imellem en pro-et-kontra klumme – to modsatte syn på samme sag. Og i går var sagen eksistensen af sort arbejde i Danmark. Socialdemokraternes skatteordfører John Dyrby argumenterer ikke overraskende for, at “sort arbejde skal bekæmpes”. Han skrev, at problemerne starter “når sort arbejde bliver en sport, som udelukkende har til formål at omgå skattesystemet”, og fremhæver også i bedste socialdemokratiske tradition, at sort arbejde er “en lønpresser uden lige”. Avisens chefredaktør, David Trads, gav ikke overraskende det modsatte synspunkt, som han udtrykte således:

“Problemet er jo et andet – nemlig at vi betaler så høj skat og har så høj en minimumsløn i Danmark, at det er umuligt for almindelige danskere at betale for små serviceydelser, hvis der skulle betales skat af det. Sort arbejde i småskalaen er nødvendigt for at få samfundet til at hænge sammen”

Nyhedsavisens debat i går rejser det helt fundamentale – og særdeles vigtige – spørgsmål, hvorvidt eksistensen af sort arbejde i Danmark er et problem i sig selv eller blot et symptom på dybere fejl i samfundet. Svaret afhænger selvfølgelig til en vis grad af, hvor man står politisk, men kan også anskues stort set apolitisk, jf. Tradses indlæg.

Forestil dig en almindelig dansk familie med to børn, hvor begge forældre er akademikere og derfor som oftest uden ‘almindelig’ arbejdstid. Børnene skal afleveres i skole, hentes fra skole og på den ene eller anden måde passes indtil forældrene har fri fra arbejde. Når det så sker, har forældrene valget mellem at bruge deres tid på hverdagens småting – opvask, rengøring, havearbejde, regnskab osv. – eller for eksempel at bruge lidt tid på deres børn og evt. lave noget ordentlig aftensmad (ikke en selvfølge i dagens Danmark).

Hvor ville denne familie være uden sort arbejde? En studerende til at gøre rent uden regning, en sort børnepasning, måske endda kun en nabo som man har en fast aftale med, en pensionist der for en check i en brun konvolut sørger for at haven bliver passet. De eneste alternativer til sort arbejde, er at købe serviceydelser på det åbne marked. Og som David Trads rigtigt påpeger, er det til en pris som meget få danske familier kan betale. Prisen presses nemlig op af både verdens tungeste beskatning og en meget høj de facto minimums timeløn, som jf. et af mine tidligere indlæg her på stedet kan være højere (sic!) end akademikerforældrenes.

For mit vedkommende er sagen helt klar: Sort arbejde er ikke blot nødvendigt for at få et samfund som det danske til at hænge sammen, i og med at det sikrer, at visse nødvendige serviceydelser faktisk kan købes af dem, der har det største behov for dem. Sort arbejde i Danmark er også moralsk rigtigt, eller i hvert fald ikke moralsk forkert. For hvordan kan man fordømme eksistensen af sort arbejde i et samfund, der på den ene side presser lønstrukturen så tæt sammen, at selv de højest uddannede ofte ikke kan betale for almindelige serviceydelser, mens det på den anden side sikrer sig mod det, S-ordføreren kalder “lønpres”, så lønningerne i servicesektoren og dermed prisen på serviceydelser stiger? På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at danske kvinder er mere tilbøjelige til at acceptere sort arbejde end mændene?

Danmark har i forvejen meget lidt sort arbejde, delvis på grund af danskernes ærlighed, delvis på grund af systemets tætte overvågning af danskerne. Når man fra forskelligt politisk hold udskriger det eksisterende sorte arbejde som et reelt problem, vidner det om politikernes nogle gange nærmest uendelige tilbøjelighed til ansvarsforflygtigelse. Det sorte arbejde, der findes i Danmark, er ikke moralsk forkasteligt. Det er skabt af den velfærdsstat, som de danske politikere er så glade for. Derfor er det sorte arbejde ikke almindelige danskeres moralske ansvar, men Folketingets medlemmers. Deal with it!

Også danskerne stemte (engang) for den private ejendomsret

Af Jacob Mchangama, den 15. november 2006. 5 svar

De folkeafstemninger der i 9 amerikanske delstater begrænsede delstaternes magt til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom, som omtalt i min forrige post, fik givetvis en del liberale danskere til at drømme om en tilsvarende udvikling herhjemme.

Men rent faktisk kender vi i Danmark et tilfælde, der ligner de amerikanske afstemninger, nemlig folkeafstemningen om Jordelovene i 1963. I 1963 Stillede SR regeringen ledet af Jens Otto Krag 10 lovforslag, der bl.a. skulle forhindre udlændinges opkøb af ejendom i Danmark forud for landets forventede medlemskab af EF.

Særligt 4 af lovforslagene var vidtgående og indskrænkende for den private ejendomsret (dog ikke i Grundlovens § 73s juridiske forstand). Disse 4 love omhandlede (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA (Statshusmandsloven), (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning.

Lovforslagene blev vedtaget med de S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod.

Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom – med fællesskabets bedste for øje naturligvis – ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede – for første og hidtil eneste gang i Grundlovens historie – Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de 4 ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. I henhold til Grundlovens § 42, stk. 5 kan et flertal – dog mindst 30% af de stemmeberettigede – nemlig forkaste et sådant vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder.

Og det var lige præcis hvad der skete. 73% af de stemmeberettigede deltog i afstemningen og stemmerne for og imod de 4 lovforslag der var til afstemning fordelte sig som følger:

  • Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt. Ja 27,7% – Nej 44,5%,
  • Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord. Ja 27,9% – Nej 44,3%,
  • Kommuners forkøbsret til fast ejendom. Ja 28,7% og Nej 43,6%,
  • Naturfredning. Ja 30,8% og Nej 41,5%.

Herefter bortfaldt samtlige 10 lovforslag. Folkeafstemningen blev vundet på en benhård kampagne ført af bl.a. Venstres daværende leder Erik Eriksen og den hårdtslående plakat ovenfor er fra de borgerlige partiers kampagne forud for folkeafstemningen. Der må siges at være ganske langt fra datidens borgerlige partier, som turde – og vandt på – at føre benhård borgerlig politik med den private ejendomsret som fikspunkt, og så nutidens såkaldte borgerlige partier, som har overtaget velfærdsstatsretorikken og væder senge når talen falder på ulighed og skattelettelser.

Forkastelsen af Jordelovene er et sjældent eksempel på, at Grundloven har ydet konkret beskyttelse mod et politisk flertals mere eller mindre vilkårlige magtudøvelse. Endvidere forekommer samspillet mellem § 42s mindretalsgaranti og det efterfølgende folkelige flertal ved folkeafstemningen mod stigende beføjelser til staten på borgernes bekostning mig at være et smukt eksempel på Vestlig konstitutionalisme når det er bedst.

Det hører dog med til historien at så godt som samtlige tiltag i de forkastede lovforslag lige så stille er blevet indført i senere lovgivning. Det hører selvfølgelig også med til historien, at Venstre og de Konservative da de (sammen med R) kom til magten i årene 1968-71, i den grad sadlede om og førte decideret venstreorienteret politik.

Forskere: Det er ikke så skidt at tabe et valg …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2006. 3 svar

Det er åbenbart slet ikke så slemt at tabe.  Ifølge en artikel i Washington Post har taberne ved et politisk valg det som regel meget bedre efter nederlaget, end de troede (eller ihvertfald gav udtryk for) før valget.  Undersøgelsen blev lavet af Daniel Gilbert, en psykolog ved Harvard University, som i 1994 undersøgte, hvorledes Texas-vælgerne havde dey før og efter, at de havde skullet vælge mellem guvernørkandidaterne George W. Bush og Ann Richards:

“Not surprisingly, supporters of both politicians predicted they would be devastated if their candidate lost and said they would be delighted with victory. Bush, of course, defeated Richards, setting him on a course that eventually led to the White House.

About a month after the 1994 election, Gilbert had researchers call the same voters to ask how they felt. Supporters of Bush said they were still delighted–exactly in line with their prediction.

But supporters of Richards, who had said they would be devastated, were significantly happier than they had predicted.

“When partisans imagine being devastated when their candidate loses, they focus on how they will feel when they think about it,” Gilbert said. “What they fail to realize is how seldom they think about it.”

Så måske er det (ifølge Wall Street Journals OpinionJournal.com)–en del af–forklaringen på, hvorfor mange Republikanere p.t. går rundt og smiler sig igennem efterdønningerne af sidste uges nederlag.

“According to Gilbert and Vedantam, this is a normal pattern. People almost always feel less bad than they expect after suffering a loss–even something as horrific as the death of a child. That’s because “when people are asked to predict how they will feel about something, they think about just that one thing instead of all the other things that make up everyday life.” It’s not that they don’t feel the loss but that the demands and distractions of living keep them from focusing on it single-mindedly.”

Så er spørgsmålet bare: Hvordan mon mange af denne blogs skribenter (og læsere) vil have det efter næste folketingsvalg, når den nuværende regering er faldet …?

Fogh er blevet skizofren

Af Dr.Mephisto, den 14. november 2006. 12 svar

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Orwell og sprogmisbrug

Af Jørgen Møller, den 12. november 2006. 7 svar

I 1946-47 befandt den britiske forfatter og journalist Eric Arthur Blair – bedre kendt som George Orwell – sig i selvvalg isolation på den skotske ø Jura. Den tuberkuloseramte Orwell var i et sort lune, forvisset om, at en ny og kraftigere totalitær bølge lurede om hjørnet. Hvad enten det skyldtes fysiske febervildelser eller politisk ængstelighed, så frembragte den engelske forfatter på den tågede skotske ø sit største mesterværk: romanen 1984.

Romanen beretter om en fremtid så dyster, så knugende og så afstumpet, at det næsten ikke er til at holde ud. I året 1984, hvor handlingen udspiller sig, ligger Storbritannien (og resten af verden med) indhyllet i et totalitært mørke. Ingsoc, det totalitære parti, har skabt et overvågningssamfund, hvor end ikke de inderste tanker er private. Selv sproget er kommet en tur i vridemaskinen. ‘Ministeriet for sandhed’ er i færd med at udvikle ‘Newspeak’, et nyt sprog, der ved at barbere ordforrådet ned til et absolut minimum, gør det umuligt at formulere kætterske tanker.

Advarslen imod ‘newspeak’ står i dag som Orwells mest berømte eftermæle. Det flittigt brugte tillægsord ‘orwellsk’ kan – på det mest generelle niveau – henvise til enhver for offentlig magtmisbrug. Men det bliver først og fremmest brugt om forsætlig sproglig manipulation.

Orwells interesse for emnet går imidlertid længere tilbage end 1984. Hele hans forfatterskab kan, på sin vis, opfattes som en kampagne for semantisk redelighed. To år før ‘Newspeak’ blev en fast del af den vestlige verdens ordforråd, satte han ord på sine tanker i essayet “Politics and the English Language”. Hvor 1984 gør brug af overdrivelser, der indeholder essayet om det engelske sprog en mere sober udgave af den orwellske kulturkritik.

Orwell rister i essayet en rune over det engelske sprogs forfald; et forfald der springer af en politisk kilde. I den politiske verden er sproglig uklarhed og udenomssnak helt bevidste våben, konstaterer Orwell. Med hans egne ord: “The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like cuttlefish squirting out ink”.

Orwell ser på sin vis det uklare sprogbrugs indtog som en uoprettelig følge af, at stadig flere emner bliver politiseret. Men han slår samtidig fast, at recepten er yderst ligetil. Essayet slutter af med seks berømte regler, der skal tjene til at skabe sproglig klarhed. Disse seks regler udmønter den følgende – og meget simple – hovedregel: “What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way about. In prose, the worst thing one can do with words is to surrender to them”.

Hvorfor dette besøg hos en længst afdød engelsk forfatter? Fordi Orwells tanker i dag er så relevante som nogensinde. Der er noget forstemmende ved at høre, hvordan ord som ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner – og det uden nogen form for klarhed i konnotationerne. Ofte er der tale om soleklare eksempler på det, Giovanni Sartori kalder ‘conceptual stretching’: at lade et begreb indfange empiriske referenter, som det slet ikke dækker definitionsmæssigt.

I takt med at så mange emner er blevet politiseret, bliver den sproglige lødighed stadig mindre. Tag blot det de seneste par års debat om det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC).  EUMC påberåber sig at være mere end et politisk redskab. Dets opgave er – fremgår det af centrets hjemmeside – at “bistå fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige informationer og data om racisme, fremmedhad, islamofobia, og antisemitisme”.

Standarden er – og skal derfor være – videnskabelig, ikke politisk. Det indebærer, at vi må stille krav om systematisk sproglig klarhed. Som Sartori så rigtigt har påpeget, så er det i den sammenhæng helt afgørende, at “concept formation stands prior to quantification”. Det gør begrebsdannelsen bare ikke hos EUMC, hvis vi stoler på dr. Jur., Mads Bryde Andersens kritik (se mit tidligere indlæg om EUMC her). Og – hvis det er rigtigt – så er det selvfølgeligt helt galt. For så kan ordet ‘racisme’ lige pludseligt blive brugt om det, vi i gængs tale kalder ‘diskrimination’; conceptual stretching så det basker.

Det samme gælder den pågående danske diskussion om ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’. Danmark er et af verdens mest lige lande, økonomisk set, og det er noget paradoksalt ved at høre politikere fra snart sagt alle partier udpege ‘ulighed’ som et stort problem herhjemme. Samtidig er det svært at forstå, hvordan det er muligt at harcelere imod regerings nedskæringspolitik, al den stund de offentlige udgifter er steget lige siden dens tiltrædelse. I begge tilfælde mangler den logiske negation (omnis determinatio est negatio, som det latinske ord lyder). Hvis Danmark anno 2006 er kendetegnet af ulighed, hvad er da definitionen på et land, der ikke er kendetegnet af ulighed? Og hvis Danmark anno 2006 lider under sociale nedskæringer, hvad er da definitionen på et land, der ikke er lider under nedskæringer? I forlængelse heraf: hvor i verden finder vi eksempler på sådanne lande?

Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.

Når forskning bliver misforstået (med vilje?)

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2006. 18 svar

Hvis man er samfundsforsker, oplever man tit at folk misforstår ens forskning, dens resultater og i særlig grad dens implikationer. Det kan man ikke sikre sig imod, udover naturligvis at præsentere tingene så pædagogisk som muligt overfor journalister og andre interesserede. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at man bliver misforstået med vilje, for ellers er der ikke en historie at skrive.

Det er blandt andet det, der er sket for to særdeles velrenommerede økonomer i USA. Miseren drejer sig om deres nye arbejdspapir “Stature and Status: Height, Ability, and Labor Market Outcomes”, der er kommet i verdens mest prestigefyldte working paper serie, NBER (nummer 12.466). I og for sig er der ikke ret meget nyt i den historie, forfatterne Anne Case og Christina Paxson kan fortælle. Højere børn klarer sig i gennemsnit bedre i kognitive tests som f.eks. intelligenstest, højere voksne i gennemsnit tjener mere, og hvis man er høj som barn bliver man normalt også høj som voksen. Alt i alt viser deres tests, at man som voksen i USA gennemsnitligt tjener cirka én procent mere per ekstra centimeters højde.

Det nye er, at Case og Paxson peger på grunden til at høje mennesker tjener mere: Det er udelukkende fordi de har en kognitiv fordel med fra deres barndom. Det er altså ikke, som andre har foreslået, at arbejdsmarkedet på en eller anden måde diskriminerer mod lave mennesker. Men det var åbenbart ikke nok for Reuters, som postede ‘nyheden’ under titlen “Tall People are Smarter”. Den titel endte hos Washington Post med at blive bragt som et direkte citat fra papiret, og så brød helvede løs.

Angus Deaton fortæller historien i det nye nyhedsbrev fra the Royal Economic Society, men med den specielle twist, at han er gift med en af forfatterne (Anne Case). Han foreslår først, at man søger på Case+Paxson+Height+Princeton for at få en idé om omfanget af diskussionen. Google giver cirka 24.500 hits! En meget stor del af dem er rene nonsens links – cirka 160 af dem indeholder også ordet “bitch” – så kan man gætte på, hvor seriøse de er (!) – men en hel del tager Case og Paxsons papir dødsens alvorligt. “Amy” på bloggen ShortSupport skriver for eksempel, at ” The release of a report like this without disclaimers is really a grave oversight – and dare I say, ethically questionable?”

Eksemplet er selvfølgelig ekstremt, men det kaster også et vist lys over en situation vi også til en vis grad ser snige sig ind på Danmark. For eksempel kræver Amy klart, at man tager en masse forbehold – og reelt tager afstand – fra sine egne forskningsresultater. Hvorfor skulle man det, hvis man er rimeligt sikker på at man har lavet et grundigt stykke arbejde? Og hvorfor burde man overhovedet bekymre sig om, at man bliver misforstået af lægmænd, der ikke har nogen som helst basis for at forstå de forbehold, man som nationaløkonom helt automatisk tager overfor et hvilket som helst empirisk resultat?

For mit vedkommende mener jeg, at det er meget vigtige spørgsmål, min mine egne svar på dem burde være klare for enhver læser. Man tager naturligvis ikke afstand fra sit eget arbejde, og man skriver videnskabelige publikationer til ét bestemt publikum – ens kolleger. Hvis man pludselig skal til at bekymre sig om, hvorvidt ens publikum er hele befolkningen, skal man nok skifte profession! Det er desværre bare den slags problemer man kan få, hvis man skal bekymre sig om hvordan andre formidler ens egen forskning. Vi har en både moralsk og formel forpligtelse til at formidle vores forskning – og det kan man for eksempel gøre på en blog. I et bredere perspektiv er det også det samme problem, man kan løbe ind i, når man tegner satiriske tegninger af forskellige profeter i det man tro, er private omstændigheder. For kan man klandres for at gøre eller sige noget i ét bestemt forum – et videnskabeligt eller privat/hyggeligt – som man ikke ville gøre eller sige i et andet strengt offentligt forum, hvor modtagerne af ens budskab er helt andre med andre muligheder for at forstå det? Jeg håber blot, at danskerne ikke er lige så hurtige til at blive fornærmet over dette og hint som andre folkefærd åbenbart er.

Læs hele papiret her.

Hvad stemte amerikanerne for?

Af David Gress, den 10. november 2006. 3 svar

Ifølge en interessant meningsmåling i 15 valgkredse, hvoraf de fleste ved valget gik fra R(epublikanerne) til D(emokraterne) var modstand mod voksende offentligt forbrug og “spild” en vigtig faktor i at få R-vælgere til at stemme på D-kandidater.

Resume af målingen her, med link til detaljer.

I dansk perspektiv er flg. resultat tankevækkende:

In a question — the answers to which should embarrass even the most shameless appropriators — we asked:

“Which type of candidate for Congress would you be more likely to vote for?  A candidate who wants to reduce overall federal spending, even if that includes cutting some money that would come to your district. Or a candidate who is willing to increase overall spending on federal programs and grow the federal budget, in order to get more federal spending and projects for your district?”

By more than 2 to 1, voters preferred the candidate who would cut spending.

Det ville svare til den hertillands fuldstændig utænkelige situation, at to tredjedele af danske vælgere erklærede sig som modstandere af politikere, der lovede at bruge flere skattemidler.  Det danske modsvar til det amerikanske resultat ville være, at to tredjedele af danskerne i sommers havde sagt “vi støtter ikke politikere, der lover mere “velfærd” for offentlige midler”.  Underforstået: fordi vi selv kan og vil bruge vore egne ressourcer på de ydelser, vi ønsker, og fordi vi ved, at når det offentlige påtager sig en opgave, bliver den dobbelt så dyr og resultatet halvt så godt som når borgere og ikkestatslige organisationer frivilligt organiserer opgaven.

Undersøgelsen bekræfter de formodninger, andre har fremsat herinde om, at for mange handlede valget i USA om at skaffe sig af med et parti, der traditionelt (omend langthen løgnagtigt) har præsenteret sig som borgerens værn mod statsmagten og som et parti der foretrak mindre fremfor mere stat.  Så stærkt var det ønske, og så groft har R misrøgtet deres påståede principper, at man altså foretrak D, selvom de ikke vil opfylde ønsket om mindre stat.

Med en delt regeringsmagt vil vi muligvis opleve en langsommere vækst i det føderale forbrug.  Imidlertid har Bush-administrationen så radikalt opdimensioneret den føderale rolle på så mange områder (uddannelse og sundhed for ældre er blot to af de omkostningstungeste) at det gulv, hvorfra det nye Repr Hus (kammeret hvor alle bevillingslove fødes) starter, ligger højere end nogensinde.

Hvis andre undersøgelser støtter den formodning, at utilfredshed med en økonomisk ødsel Kongres var en stærk faktor bag vælgerflugten fra R, bliver de næste to år interessante at følge.  Adskillige af de nyvalgte D-kongresmedlemmer er nemlig erklærede tilhængere af at styre de offentlige finanser og har vundet, fordi de påstod at kunne gøre det bedre end deres R-modstandere.

Iøvrigt bekræftede valgdeltagelsen, at kvinder stemmer D i langt højere grad end mænd, og at de mest trofaste R-vælgere er gifte mænd og ægtepar med børn.  Rs nederlag skyldes ikke mindst, at de mistede en stor del af deres mandlige kernevælgere.  Det kunne tyde på, at disse skuffede mænd, hvoraf de fleste er familiefædre og mange næringsdrivende, har mistet tilliden til, at R-politikerne længere står for deres principper om ansvar og begrænsning.  R kan vinde igen, når partiet kan overbevise vælgerne om, at det faktisk er den økonomiske ansvarligheds parti:

“The Republican Party used to be the party of economic growth, fiscal discipline, and limited government, but in recent years, too many Republicans in Washington have become just like the big spenders that they used to oppose.” An amazing 66 percent of the respondents agreed with that statement.

We asked which party is doing a better job “eliminating wasteful spending.”  The Democrats led 39 percent to 25 percent. Which party is “the party of big government?”  The Republicans, by an 11 point margin.

All of this is a big part of the reason the Republican party lost. Republicans squandered one of the very few valuable brands it established in voters’ minds over many years. And voters care about fiscal discipline and lower taxes.

I USA ja.  Ikke i Danmark.

Midtvejsvalg – en amerikansk analyse (på mandag)

Af Christian Bjørnskov, den 9. november 2006. 4 svar

Som det sikkert er vores læsere bekendt, er de amerikanske midtvejsvalg endt med en markant demokratisk sejr. Mr. Law har allerede skrevet om det ønskelige i dette resultat, set fra en juridisk og demokratisk vinkel (se her). Jeg kan kun være enig: Det er demokratiets fornemste opgave at sørge for, at man skifter regering en gang imellem, særligt hvis regeringen begynder at vise tegn på metaltræthed.

Normalt reklamerer vi ikke for arrangementer her på Punditokraterne, men i denne specielle forbindelse bruger jeg i dag plads på – ikke at reklamere – men at gøre opmærksom på et gå-hjem møde i København på mandag. Fra 15 til 16 er John Fortier fra the American Enterprise Institute på besøg hos tænketanken CEPOS. Hans seminar vil fokusere på hvad han, fra den amerikanske vinkel som vi af naturlige grunde ikke kan dække her på sitet, ser som de indenrigspolitiske samt udenrigs- og handelspolitiske konsekvenser af valgresultatet. Vi håber i den forbindelse også at kunne bringe et overblik over debatten på mandag, for de af os der ikke har mulighed for at komme til arrangementet. For de interesserede er der mere information at hente her.

 

USA stemmer for den private ejendomsret

Af Jacob Mchangama, den 9. november 2006. 7 svar

Fra en (klassisk) liberals synspunkt var det mest interessante ved tirsdagens amerikanske midtvejsvalg ikke om Kongressen de næste to år skal have rødt eller blåt flertal. Som David Gress (i en kommentar) har været inde på - og som de seneste års republikanske nedsmeltning til fulde har demonstreret – er forskellen de to partier imellem ofte marginal når det kommer til økonomisk frihed.

Hvad der til gengæld var rigtigt interessant var, at 12 delstater (Arizona, Californien, Florida, Georgia, Idaho, Michigan, Nevada, New Hampshire, North Dakota, Oregon, South Carolina og Washington) i tillæg til valget til Kongressen havde folkeafstemninger om, hvorvidt delstaternes adgang til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom skulle indskrænkes og den private ejendomsret dermed styrkes. 7 af disse folkeafstemninger var resultatet af vælgerinitiativer, frem for lovforslag fremsat af de respektive delstaters lovgivende forsamlinger. Endvidere var 9 af forslagene til folkeafstemningerne i form af ændringer til de respektive delstaters forfatninger, som typisk er vanskeligere at ændre end almindelig lovgivning.

De nævnte folkeafstemninger var en direkte følge af SCOTUS afgørelse i Kelo (som vi har dækket her, og her), der kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom, således at sådan ekspropriation er forfatningskonform selv i tilfælde, hvor baggrunden alene er et ønske om at udvikle mere attraktiv kommerciel bebyggelse, der vil medføre højere skatteindtægter.

I ni af de stater hvor sådanne folkeafstemninger blev afholdt blev forslagene om en styrkelse af den private ejendomsret vedtaget (Lousiana havde allerede vedtaget en lignende forfatningsændring i september). Kun i Californien, Idaho og Washington blev forslagene forkastet af vælgerne. I Georgia, Michigan, New Hampshire og South Carolina stemte mere end 80 % af vælgerne for at styrke den private ejendomsret.

Den folkelige opbakning bag den private ejendomsret og den juridiske forankring af denne ret som opbakningen har medført vidner om, at amerikanerne på trods af valgets resultat ikke er blevet mere "liberal" i ordets amerikanske forstand og at den klassiske liberalisme stadig har et vist intuitivt tag i den amerikanske folkesjæl.

Det vidner måske også om at republikanerne kunne have klaret sig bedre, hvis man havde inddraget og fremturet med nogle klassisk liberale standpunkter i valgkampen (om end man selvfølgelig ville have haft et gevaldigt troværdighedsproblem).

Hvilke konklusioner man end kan drage, kan vi i hvert fald konstatere, at borgerne i de 9 ovennævnte delstater (10 med Louisiana) netop har gjort det vanskeligere for både røde og blå politikere at misbruge deres politiske magt til at konfiskere, hvad der rettelig er borgernes. Disse borgere har dermed skænket sig selv en højere grad af både økonomisk og personlig frihed. Det er efterhånden sjældent at man kan sige det om resultatet af et demokratisk valg.