Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

Muslimer i Frankrig: Integration eller Intifada?

Den aldrig sluttende debat her på bloggen vedrørende Islam, som særligt synes at optage denne punditokrat og vores trofaste og – trods den til tider hårde meningsudveksling – værdsatte læsere JR og Niels A. Nielsen, får nu næring af både Wall Street Journal, the Economist og Foreign Affairs. De nævnte blade har alle artikler som giver anledning til behersket optimisme på vegne af det europæiske land mange, inklusiv mig selv, har troet ville opleve de værste konsekvenser af muslimsk indvandring: Frankrig.

Artiklerne peger på, at det rent faktisk går bedre med integrationen af muslimer i Frankrig end hidtil antaget. Først Wall Street Journal, der på trods af at muslimer generelt ligger tungt til i kriminalitets og arbejdsløshedsstatistikker synes at konkludere, at det går i den rigtige retning:

At the moment French Muslims, like Muslims elsewhere in Europe, exhibit the pathologies that have long characterized the American underclass. Nearly a fifth of French residents with immigrant origins–a group dominated by North Africans–don't have jobs. Unemployment among young people in the projects runs as high as 50%. Muslims make up a majority of the French prison population, and in jails near urban areas their numbers approach 70% or 80%. It requires only a short commuter train trip from central Paris or Lyon to come across a culture of drugs, welfare dependency and crime.

France touts Europe's highest rate of intermarriage between Muslims and non-Muslims. In the realm of popular culture, its most beloved sports star (Zinédine Zidane) and comic (Jamal Debbouze) hail from Algerian Berber families. Though immigrant birth rates are high, they tend to slow down with each succeeding generation, approaching that of the general French population. A Muslim middle class is tiny but emerging.

An assimilationist outlook may be emerging as well. According to a Pew Global Attitudes survey published in July, 42% of French Muslims consider themselves French first; 47%, Muslim first. (In Britain, the numbers are 7% British first; 81%, Muslim first.)

In the same poll, 78% of French Muslims say that they want to adapt to French customs. Another recent survey, this one for La Vie, a Catholic monthly, appears to show that French Muslims aren't averse to "French" values: 91% of those interviewed approved of gender equality, 73% of the separation of church and state; 69% said that they don't oppose Muslim women marrying outside the faith. […]Messrs. Laurence and Vaisse argue that French Muslims are a diverse and fast-changing group, in many respects moderate.

WSJ er dog ikke blind overfor faren fra Islamismen:

Sounds good. So why are so many French citizens convinced that relations between Muslims and Christians will get worse and not better? The warning signs go beyond the delinquents who grab headlines by burning cars. The Pew survey also shows that Islamism–the militant, fundamentalist form of the religion–is putting down roots in France, as it is elsewhere in Europe.

The group that seems most susceptible to radicalization is the young who were born in France but feel at home neither in the West nor in the birthplace of their immigrant parents. Zacarias Moussaoui, the convicted 9/11 terrorist and a French citizen, is the most prominent example of this cohort. The authors note that up to 200 French Muslims trained in al Qaeda's Afghan camps. The Islamist Muslim Brotherhood is certainly active in Frances's suburban projects.

Artiklen udfordrer også klassik liberale holdninger til vidtgående anti-terror lovgivning, som får en stor del af æren for, at der ikke har været alvorlige terror angreb i Frankrig i lang tid:

It matters, then, that France's anti-terrorism laws are the toughest anywhere in the Western world. French prosecutors can hold terror suspects for years without charge; the definition of "links to terrorism" is loose. Every mosque in France is monitored. Since 9/11, the government has cracked down on foreign financing and moved to train "French imams." All this–more than the slow integrationist trend that Messrs. Laurence and Vaisse celebrate–may be the reason why France hasn't been hit by terrorism since a wave of subway bombings in 1995.

The French approach to assimilation, with its insistence on strict secularism and its dirigiste firmness, does not make for an American-style melting pot. But it may well carve a better path to civil peace, over time, than the policies of Europe's other Muslim-populated countries. The path would run smoother if France could undertake a major economic reform. Remarkably little has been done, even in the year since the riots, to loosen up the restrictive labor codes that do so much to keep poor immigrants–not least poor Muslim immigrants–from finding work and integrating themselves into French life.

WSJs artikel understøttes af en artikel i Foreign Affairs (hele artiklen kan læses her på Realclearpolitics) som også giver et mere nuanceret billede af, hvorledes det går med integration af muslimer i Frankrig. I artiklen hedder det bl.a:

The status of Muslims in France is at once much healthier and more problematic than most recent commentary lets on. France's experience with integration has been shaped by a unique combination of history, philosophy, and contemporary concerns, which together have produced a stop-and-start immigration policy and a wariness about Islam. Still, French sociologists agree that the integration of Muslims into French society has proceeded fairly well. Most Muslims in France — half to three-fifths of whom are believed to be French citizens — have adopted French cultural norms; they enthusiastically endorse republican values, including laïcité (the French state's aggressive official secularism).

They tend to vote somewhat less often and somewhat more to the left than most of the French population, but socioeconomic variables, not religion, account for the differences. Their desire to assimilate has sometimes been met with a form of discrimination fuelled by nativism and a deep distrust of Islam that has made it harder for them to find homes and jobs. But what has turned such vexing problems into crushing burdens is the economic stagnation that has afflicted the whole country and defied reform efforts for three decades.

Også the Economist har beskæftiget sig med Frankrig og dets muslimske indvandrere. Om sidste års voldelige uroligheder hedder det (kræver abonnement):

When the riots started, they were treated in some quarters as a "suburban intifada". "Jihad comes home", ran one newspaper headline. Some American observers regarded the uprising as further proof of Europe's inability to control the spread of radical Islam. France has Europe's biggest Muslim population—an estimated 5m, or 8% of France's inhabitants—so it comes under special scrutiny.

A report into the riots by the French Renseignements Généraux, the domestic intelligence-gathering service, however, found the opposite. Islamists had "no role in setting off the violence or in fanning it," it concluded.

Sammenlign ovenstående artikler med indholdet af a
rtikler om samme emne af R
obert Spencer i Front Page Magazine, og døm selv hvor lødigheden og troværdigheden er størst.

Hvis det kan lægges til grund, at Frankrigs hårdhændede fremfærd i kampen mod terrorisme og fundamentalisme, er spørgsmålet om en sådan fremfærd er nødvendig i velfærdstunge lande med muslimsk indvandring. Det er jo netop i disse lande indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – samlet set nærmest undtagelsesfrit klarer sig markant dårligere end den øvrige befolkning. En sådan konklusion er dog ikke tvingende al den stund, at Danmark ikke – endnu – har været udsat for alvorlig terrorisme og at islamismen herhjemme ikke synes at have så fast et greb i de muslimske indvandrere, som i visse steder i f.eks. England.

Hvorom alt er synes den bedste opskrift på succesfuld integration af muslimer stadig at være den amerikanske med en mindre stat, lav eller ingen offentlig forsørgelse af indvandrere og en tradition for religiøs tolerance, faktorer, der synes at fremme en frivillig assimilationsproces med hensyn til demokratiske kerneprincipper. Resultater heraf er, at muslimer i USA klarer sig bedre end den gennemsnitlige befolkning og langt bedre end f.eks. den sorte og overvejende kristne del af befolkningen. Et eksempel de mest islamskeptiske debattører på mærkværdigvis konsekvent nægter at forholde sig til eller tage ved lære af.  

Amerika-valg igen

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Ugens citat: Dennis Miller om narkotika-forbud

Her på stedet har vi tidligere citeret en af USA’s morsomste komikere, den krypto-libertære skuespiller Dennis Miller.  Det kan man næsten ikke gøre for tit, for hans kombination af metaforer, politik og politisk ukorrekte grovheder er som regel ret morsom.  Så her er en af hans kendte, såkaldte “rants”, denne gang om “the war on drugs”:

“Maybe he [the drug user] deserves a second chance, I mean who did he really hurt besides himself? Maybe it’s time that we as a nation start staying out of people’s personal problems and vices. What are we doing spending billions of dollars trying to keep people’s private lives in order?

And I’m talking about legal age consenting adults here, not kids, we
obviously have to take special precautions to protect kids. But what is this Orwellian hang-up of ours of sticking our nose into other
grown-up’s affairs? What concern is it of ours if some mindless stoner wants to spend his his life hooked up to a Turkish skull bong?

Now, I’m not pro-drug, they obviously cause a lot of damage, but I am pro-logic and you’re never going to stop the human need for release through altered consciousness. The government can take away all the drugs in the world and people will just spin around on their lawn until they fell down and saw God.

Now I don’t want to get off on a rant here, but it seems to really enrage the vast cheese dog and beer quaffing nation out there when someone decides to waste his own life chasing down chemical euphoria and I’m not sure why. Our displeasure with someone hell-bent on self-ruination through drug use seems really disproportionate to its direct impact on us. And as a matter of fact, I believe we amplify that impact when we attempt to enforce unenforceable laws. It not only costs us billions of dollars, but it puts us in harms way as addicts are driven to crime as a means to an end. Why do we chase druggies down like villagers after Karlov? Let them legally have what they already have and defuse the bomb. You know, I think the hysteria about drugs is often times baseless.

And this comes from me, a man who has never done cocaine in his life, although I did smoke dope upon occasion during my stint as a student at Oxford in the late 60s. And you know, the war on drugs is more often than not fruitless and patently hypocritical, be honest with yourselves now.

What drugs are the most dangerous to the most Americans? Its a no brainer: cigarettes and alcohol. Those are the statistical champions by hundreds of thousands of deaths. And wouldn’t you rather shoot a game of pool with a guy smoking a joint than a guy drinking whisky and beer? Someone smoking a joint doesn’t all of the sudden rear back and stab his partner in the eye socket with a cue stick, ok? He’s too busy laughing at the balls.

And you know as far as harder drugs go, if somebody wants to shoot up and die right in front of you, more power to him, you know? It’s his call. And you know the herd always has a way of thinning itself out. We aren’t stupid people here in America, no more than anyone else in the world, so why are we obsessing on habits that harm no one but the habitual, while we let real problems slip ever further out of reach. We seem to be willfully turning away from reality, and from logic might I add, to punish people, who in many instances are doing an extremely fine job of punishing themselves, thank you. And in some cases they’re not even punishing themselves, but rather just following age old spawning instincts that are as woven as deeply into their brain as their need to watch Home Improvement.”

Er sort arbejde problem eller symptom?

Normalt prøver vi at være med på dagens nyheder, men sommetider er det bare ikke muligt. For mit vedkommende var det ikke muligt i går da jeg først fik læst dagens gratisaviser om aftenen. Når dagens post alligevel handler om en kort debat i gårsdagens Nyhedsavis – som jeg i øvrigt får leveret meget tidligt om morgenen af et bud, der insisterer på at klappe så højt som muligt med brevsprækken – er det fordi den er af mere principiel karakter.

Nyhedsavisen har en gang imellem en pro-et-kontra klumme – to modsatte syn på samme sag. Og i går var sagen eksistensen af sort arbejde i Danmark. Socialdemokraternes skatteordfører John Dyrby argumenterer ikke overraskende for, at “sort arbejde skal bekæmpes”. Han skrev, at problemerne starter “når sort arbejde bliver en sport, som udelukkende har til formål at omgå skattesystemet”, og fremhæver også i bedste socialdemokratiske tradition, at sort arbejde er “en lønpresser uden lige”. Avisens chefredaktør, David Trads, gav ikke overraskende det modsatte synspunkt, som han udtrykte således:

“Problemet er jo et andet – nemlig at vi betaler så høj skat og har så høj en minimumsløn i Danmark, at det er umuligt for almindelige danskere at betale for små serviceydelser, hvis der skulle betales skat af det. Sort arbejde i småskalaen er nødvendigt for at få samfundet til at hænge sammen”

Nyhedsavisens debat i går rejser det helt fundamentale – og særdeles vigtige – spørgsmål, hvorvidt eksistensen af sort arbejde i Danmark er et problem i sig selv eller blot et symptom på dybere fejl i samfundet. Svaret afhænger selvfølgelig til en vis grad af, hvor man står politisk, men kan også anskues stort set apolitisk, jf. Tradses indlæg.

Forestil dig en almindelig dansk familie med to børn, hvor begge forældre er akademikere og derfor som oftest uden ‘almindelig’ arbejdstid. Børnene skal afleveres i skole, hentes fra skole og på den ene eller anden måde passes indtil forældrene har fri fra arbejde. Når det så sker, har forældrene valget mellem at bruge deres tid på hverdagens småting – opvask, rengøring, havearbejde, regnskab osv. – eller for eksempel at bruge lidt tid på deres børn og evt. lave noget ordentlig aftensmad (ikke en selvfølge i dagens Danmark).

Hvor ville denne familie være uden sort arbejde? En studerende til at gøre rent uden regning, en sort børnepasning, måske endda kun en nabo som man har en fast aftale med, en pensionist der for en check i en brun konvolut sørger for at haven bliver passet. De eneste alternativer til sort arbejde, er at købe serviceydelser på det åbne marked. Og som David Trads rigtigt påpeger, er det til en pris som meget få danske familier kan betale. Prisen presses nemlig op af både verdens tungeste beskatning og en meget høj de facto minimums timeløn, som jf. et af mine tidligere indlæg her på stedet kan være højere (sic!) end akademikerforældrenes.

For mit vedkommende er sagen helt klar: Sort arbejde er ikke blot nødvendigt for at få et samfund som det danske til at hænge sammen, i og med at det sikrer, at visse nødvendige serviceydelser faktisk kan købes af dem, der har det største behov for dem. Sort arbejde i Danmark er også moralsk rigtigt, eller i hvert fald ikke moralsk forkert. For hvordan kan man fordømme eksistensen af sort arbejde i et samfund, der på den ene side presser lønstrukturen så tæt sammen, at selv de højest uddannede ofte ikke kan betale for almindelige serviceydelser, mens det på den anden side sikrer sig mod det, S-ordføreren kalder “lønpres”, så lønningerne i servicesektoren og dermed prisen på serviceydelser stiger? På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at danske kvinder er mere tilbøjelige til at acceptere sort arbejde end mændene?

Danmark har i forvejen meget lidt sort arbejde, delvis på grund af danskernes ærlighed, delvis på grund af systemets tætte overvågning af danskerne. Når man fra forskelligt politisk hold udskriger det eksisterende sorte arbejde som et reelt problem, vidner det om politikernes nogle gange nærmest uendelige tilbøjelighed til ansvarsforflygtigelse. Det sorte arbejde, der findes i Danmark, er ikke moralsk forkasteligt. Det er skabt af den velfærdsstat, som de danske politikere er så glade for. Derfor er det sorte arbejde ikke almindelige danskeres moralske ansvar, men Folketingets medlemmers. Deal with it!

Også danskerne stemte (engang) for den private ejendomsret

De folkeafstemninger der i 9 amerikanske delstater begrænsede delstaternes magt til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom, som omtalt i min forrige post, fik givetvis en del liberale danskere til at drømme om en tilsvarende udvikling herhjemme.

Men rent faktisk kender vi i Danmark et tilfælde, der ligner de amerikanske afstemninger, nemlig folkeafstemningen om Jordelovene i 1963. I 1963 Stillede SR regeringen ledet af Jens Otto Krag 10 lovforslag, der bl.a. skulle forhindre udlændinges opkøb af ejendom i Danmark forud for landets forventede medlemskab af EF.

Særligt 4 af lovforslagene var vidtgående og indskrænkende for den private ejendomsret (dog ikke i Grundlovens § 73s juridiske forstand). Disse 4 love omhandlede (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA (Statshusmandsloven), (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning.

Lovforslagene blev vedtaget med de S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod.

Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom – med fællesskabets bedste for øje naturligvis – ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede – for første og hidtil eneste gang i Grundlovens historie – Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de 4 ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. I henhold til Grundlovens § 42, stk. 5 kan et flertal – dog mindst 30% af de stemmeberettigede – nemlig forkaste et sådant vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder.

Og det var lige præcis hvad der skete. 73% af de stemmeberettigede deltog i afstemningen og stemmerne for og imod de 4 lovforslag der var til afstemning fordelte sig som følger:

  • Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt. Ja 27,7% – Nej 44,5%,
  • Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord. Ja 27,9% – Nej 44,3%,
  • Kommuners forkøbsret til fast ejendom. Ja 28,7% og Nej 43,6%,
  • Naturfredning. Ja 30,8% og Nej 41,5%.

Herefter bortfaldt samtlige 10 lovforslag. Folkeafstemningen blev vundet på en benhård kampagne ført af bl.a. Venstres daværende leder Erik Eriksen og den hårdtslående plakat ovenfor er fra de borgerlige partiers kampagne forud for folkeafstemningen. Der må siges at være ganske langt fra datidens borgerlige partier, som turde – og vandt på – at føre benhård borgerlig politik med den private ejendomsret som fikspunkt, og så nutidens såkaldte borgerlige partier, som har overtaget velfærdsstatsretorikken og væder senge når talen falder på ulighed og skattelettelser.

Forkastelsen af Jordelovene er et sjældent eksempel på, at Grundloven har ydet konkret beskyttelse mod et politisk flertals mere eller mindre vilkårlige magtudøvelse. Endvidere forekommer samspillet mellem § 42s mindretalsgaranti og det efterfølgende folkelige flertal ved folkeafstemningen mod stigende beføjelser til staten på borgernes bekostning mig at være et smukt eksempel på Vestlig konstitutionalisme når det er bedst.

Det hører dog med til historien at så godt som samtlige tiltag i de forkastede lovforslag lige så stille er blevet indført i senere lovgivning. Det hører selvfølgelig også med til historien, at Venstre og de Konservative da de (sammen med R) kom til magten i årene 1968-71, i den grad sadlede om og førte decideret venstreorienteret politik.

Forskere: Det er ikke så skidt at tabe et valg …

Det er åbenbart slet ikke så slemt at tabe.  Ifølge en artikel i Washington Post har taberne ved et politisk valg det som regel meget bedre efter nederlaget, end de troede (eller ihvertfald gav udtryk for) før valget.  Undersøgelsen blev lavet af Daniel Gilbert, en psykolog ved Harvard University, som i 1994 undersøgte, hvorledes Texas-vælgerne havde dey før og efter, at de havde skullet vælge mellem guvernørkandidaterne George W. Bush og Ann Richards:

“Not surprisingly, supporters of both politicians predicted they would be devastated if their candidate lost and said they would be delighted with victory. Bush, of course, defeated Richards, setting him on a course that eventually led to the White House.

About a month after the 1994 election, Gilbert had researchers call the same voters to ask how they felt. Supporters of Bush said they were still delighted–exactly in line with their prediction.

But supporters of Richards, who had said they would be devastated, were significantly happier than they had predicted.

“When partisans imagine being devastated when their candidate loses, they focus on how they will feel when they think about it,” Gilbert said. “What they fail to realize is how seldom they think about it.”

Så måske er det (ifølge Wall Street Journals OpinionJournal.com)–en del af–forklaringen på, hvorfor mange Republikanere p.t. går rundt og smiler sig igennem efterdønningerne af sidste uges nederlag.

“According to Gilbert and Vedantam, this is a normal pattern. People almost always feel less bad than they expect after suffering a loss–even something as horrific as the death of a child. That’s because “when people are asked to predict how they will feel about something, they think about just that one thing instead of all the other things that make up everyday life.” It’s not that they don’t feel the loss but that the demands and distractions of living keep them from focusing on it single-mindedly.”

Så er spørgsmålet bare: Hvordan mon mange af denne blogs skribenter (og læsere) vil have det efter næste folketingsvalg, når den nuværende regering er faldet …?

Fogh er blevet skizofren

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Orwell og sprogmisbrug

I 1946-47 befandt den britiske forfatter og journalist Eric Arthur Blair – bedre kendt som George Orwell – sig i selvvalg isolation på den skotske ø Jura. Den tuberkuloseramte Orwell var i et sort lune, forvisset om, at en ny og kraftigere totalitær bølge lurede om hjørnet. Hvad enten det skyldtes fysiske febervildelser eller politisk ængstelighed, så frembragte den engelske forfatter på den tågede skotske ø sit største mesterværk: romanen 1984.

Romanen beretter om en fremtid så dyster, så knugende og så afstumpet, at det næsten ikke er til at holde ud. I året 1984, hvor handlingen udspiller sig, ligger Storbritannien (og resten af verden med) indhyllet i et totalitært mørke. Ingsoc, det totalitære parti, har skabt et overvågningssamfund, hvor end ikke de inderste tanker er private. Selv sproget er kommet en tur i vridemaskinen. ‘Ministeriet for sandhed’ er i færd med at udvikle ‘Newspeak’, et nyt sprog, der ved at barbere ordforrådet ned til et absolut minimum, gør det umuligt at formulere kætterske tanker.

Advarslen imod ‘newspeak’ står i dag som Orwells mest berømte eftermæle. Det flittigt brugte tillægsord ‘orwellsk’ kan – på det mest generelle niveau – henvise til enhver for offentlig magtmisbrug. Men det bliver først og fremmest brugt om forsætlig sproglig manipulation.

Orwells interesse for emnet går imidlertid længere tilbage end 1984. Hele hans forfatterskab kan, på sin vis, opfattes som en kampagne for semantisk redelighed. To år før ‘Newspeak’ blev en fast del af den vestlige verdens ordforråd, satte han ord på sine tanker i essayet “Politics and the English Language”. Hvor 1984 gør brug af overdrivelser, der indeholder essayet om det engelske sprog en mere sober udgave af den orwellske kulturkritik.

Orwell rister i essayet en rune over det engelske sprogs forfald; et forfald der springer af en politisk kilde. I den politiske verden er sproglig uklarhed og udenomssnak helt bevidste våben, konstaterer Orwell. Med hans egne ord: “The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like cuttlefish squirting out ink”.

Orwell ser på sin vis det uklare sprogbrugs indtog som en uoprettelig følge af, at stadig flere emner bliver politiseret. Men han slår samtidig fast, at recepten er yderst ligetil. Essayet slutter af med seks berømte regler, der skal tjene til at skabe sproglig klarhed. Disse seks regler udmønter den følgende – og meget simple – hovedregel: “What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way about. In prose, the worst thing one can do with words is to surrender to them”.

Hvorfor dette besøg hos en længst afdød engelsk forfatter? Fordi Orwells tanker i dag er så relevante som nogensinde. Der er noget forstemmende ved at høre, hvordan ord som ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner – og det uden nogen form for klarhed i konnotationerne. Ofte er der tale om soleklare eksempler på det, Giovanni Sartori kalder ‘conceptual stretching’: at lade et begreb indfange empiriske referenter, som det slet ikke dækker definitionsmæssigt.

I takt med at så mange emner er blevet politiseret, bliver den sproglige lødighed stadig mindre. Tag blot det de seneste par års debat om det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC).  EUMC påberåber sig at være mere end et politisk redskab. Dets opgave er – fremgår det af centrets hjemmeside – at “bistå fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige informationer og data om racisme, fremmedhad, islamofobia, og antisemitisme”.

Standarden er – og skal derfor være – videnskabelig, ikke politisk. Det indebærer, at vi må stille krav om systematisk sproglig klarhed. Som Sartori så rigtigt har påpeget, så er det i den sammenhæng helt afgørende, at “concept formation stands prior to quantification”. Det gør begrebsdannelsen bare ikke hos EUMC, hvis vi stoler på dr. Jur., Mads Bryde Andersens kritik (se mit tidligere indlæg om EUMC her). Og – hvis det er rigtigt – så er det selvfølgeligt helt galt. For så kan ordet ‘racisme’ lige pludseligt blive brugt om det, vi i gængs tale kalder ‘diskrimination’; conceptual stretching så det basker.

Det samme gælder den pågående danske diskussion om ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’. Danmark er et af verdens mest lige lande, økonomisk set, og det er noget paradoksalt ved at høre politikere fra snart sagt alle partier udpege ‘ulighed’ som et stort problem herhjemme. Samtidig er det svært at forstå, hvordan det er muligt at harcelere imod regerings nedskæringspolitik, al den stund de offentlige udgifter er steget lige siden dens tiltrædelse. I begge tilfælde mangler den logiske negation (omnis determinatio est negatio, som det latinske ord lyder). Hvis Danmark anno 2006 er kendetegnet af ulighed, hvad er da definitionen på et land, der ikke er kendetegnet af ulighed? Og hvis Danmark anno 2006 lider under sociale nedskæringer, hvad er da definitionen på et land, der ikke er lider under nedskæringer? I forlængelse heraf: hvor i verden finder vi eksempler på sådanne lande?

Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.

Når forskning bliver misforstået (med vilje?)

Hvis man er samfundsforsker, oplever man tit at folk misforstår ens forskning, dens resultater og i særlig grad dens implikationer. Det kan man ikke sikre sig imod, udover naturligvis at præsentere tingene så pædagogisk som muligt overfor journalister og andre interesserede. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at man bliver misforstået med vilje, for ellers er der ikke en historie at skrive.

Det er blandt andet det, der er sket for to særdeles velrenommerede økonomer i USA. Miseren drejer sig om deres nye arbejdspapir “Stature and Status: Height, Ability, and Labor Market Outcomes”, der er kommet i verdens mest prestigefyldte working paper serie, NBER (nummer 12.466). I og for sig er der ikke ret meget nyt i den historie, forfatterne Anne Case og Christina Paxson kan fortælle. Højere børn klarer sig i gennemsnit bedre i kognitive tests som f.eks. intelligenstest, højere voksne i gennemsnit tjener mere, og hvis man er høj som barn bliver man normalt også høj som voksen. Alt i alt viser deres tests, at man som voksen i USA gennemsnitligt tjener cirka én procent mere per ekstra centimeters højde.

Det nye er, at Case og Paxson peger på grunden til at høje mennesker tjener mere: Det er udelukkende fordi de har en kognitiv fordel med fra deres barndom. Det er altså ikke, som andre har foreslået, at arbejdsmarkedet på en eller anden måde diskriminerer mod lave mennesker. Men det var åbenbart ikke nok for Reuters, som postede ‘nyheden’ under titlen “Tall People are Smarter”. Den titel endte hos Washington Post med at blive bragt som et direkte citat fra papiret, og så brød helvede løs.

Angus Deaton fortæller historien i det nye nyhedsbrev fra the Royal Economic Society, men med den specielle twist, at han er gift med en af forfatterne (Anne Case). Han foreslår først, at man søger på Case+Paxson+Height+Princeton for at få en idé om omfanget af diskussionen. Google giver cirka 24.500 hits! En meget stor del af dem er rene nonsens links – cirka 160 af dem indeholder også ordet “bitch” – så kan man gætte på, hvor seriøse de er (!) – men en hel del tager Case og Paxsons papir dødsens alvorligt. “Amy” på bloggen ShortSupport skriver for eksempel, at ” The release of a report like this without disclaimers is really a grave oversight – and dare I say, ethically questionable?”

Eksemplet er selvfølgelig ekstremt, men det kaster også et vist lys over en situation vi også til en vis grad ser snige sig ind på Danmark. For eksempel kræver Amy klart, at man tager en masse forbehold – og reelt tager afstand – fra sine egne forskningsresultater. Hvorfor skulle man det, hvis man er rimeligt sikker på at man har lavet et grundigt stykke arbejde? Og hvorfor burde man overhovedet bekymre sig om, at man bliver misforstået af lægmænd, der ikke har nogen som helst basis for at forstå de forbehold, man som nationaløkonom helt automatisk tager overfor et hvilket som helst empirisk resultat?

For mit vedkommende mener jeg, at det er meget vigtige spørgsmål, min mine egne svar på dem burde være klare for enhver læser. Man tager naturligvis ikke afstand fra sit eget arbejde, og man skriver videnskabelige publikationer til ét bestemt publikum – ens kolleger. Hvis man pludselig skal til at bekymre sig om, hvorvidt ens publikum er hele befolkningen, skal man nok skifte profession! Det er desværre bare den slags problemer man kan få, hvis man skal bekymre sig om hvordan andre formidler ens egen forskning. Vi har en både moralsk og formel forpligtelse til at formidle vores forskning – og det kan man for eksempel gøre på en blog. I et bredere perspektiv er det også det samme problem, man kan løbe ind i, når man tegner satiriske tegninger af forskellige profeter i det man tro, er private omstændigheder. For kan man klandres for at gøre eller sige noget i ét bestemt forum – et videnskabeligt eller privat/hyggeligt – som man ikke ville gøre eller sige i et andet strengt offentligt forum, hvor modtagerne af ens budskab er helt andre med andre muligheder for at forstå det? Jeg håber blot, at danskerne ikke er lige så hurtige til at blive fornærmet over dette og hint som andre folkefærd åbenbart er.

Læs hele papiret her.

Hvad stemte amerikanerne for?

Ifølge en interessant meningsmåling i 15 valgkredse, hvoraf de fleste ved valget gik fra R(epublikanerne) til D(emokraterne) var modstand mod voksende offentligt forbrug og “spild” en vigtig faktor i at få R-vælgere til at stemme på D-kandidater.

Resume af målingen her, med link til detaljer.

I dansk perspektiv er flg. resultat tankevækkende:

In a question — the answers to which should embarrass even the most shameless appropriators — we asked:

“Which type of candidate for Congress would you be more likely to vote for?  A candidate who wants to reduce overall federal spending, even if that includes cutting some money that would come to your district. Or a candidate who is willing to increase overall spending on federal programs and grow the federal budget, in order to get more federal spending and projects for your district?”

By more than 2 to 1, voters preferred the candidate who would cut spending.

Det ville svare til den hertillands fuldstændig utænkelige situation, at to tredjedele af danske vælgere erklærede sig som modstandere af politikere, der lovede at bruge flere skattemidler.  Det danske modsvar til det amerikanske resultat ville være, at to tredjedele af danskerne i sommers havde sagt “vi støtter ikke politikere, der lover mere “velfærd” for offentlige midler”.  Underforstået: fordi vi selv kan og vil bruge vore egne ressourcer på de ydelser, vi ønsker, og fordi vi ved, at når det offentlige påtager sig en opgave, bliver den dobbelt så dyr og resultatet halvt så godt som når borgere og ikkestatslige organisationer frivilligt organiserer opgaven.

Undersøgelsen bekræfter de formodninger, andre har fremsat herinde om, at for mange handlede valget i USA om at skaffe sig af med et parti, der traditionelt (omend langthen løgnagtigt) har præsenteret sig som borgerens værn mod statsmagten og som et parti der foretrak mindre fremfor mere stat.  Så stærkt var det ønske, og så groft har R misrøgtet deres påståede principper, at man altså foretrak D, selvom de ikke vil opfylde ønsket om mindre stat.

Med en delt regeringsmagt vil vi muligvis opleve en langsommere vækst i det føderale forbrug.  Imidlertid har Bush-administrationen så radikalt opdimensioneret den føderale rolle på så mange områder (uddannelse og sundhed for ældre er blot to af de omkostningstungeste) at det gulv, hvorfra det nye Repr Hus (kammeret hvor alle bevillingslove fødes) starter, ligger højere end nogensinde.

Hvis andre undersøgelser støtter den formodning, at utilfredshed med en økonomisk ødsel Kongres var en stærk faktor bag vælgerflugten fra R, bliver de næste to år interessante at følge.  Adskillige af de nyvalgte D-kongresmedlemmer er nemlig erklærede tilhængere af at styre de offentlige finanser og har vundet, fordi de påstod at kunne gøre det bedre end deres R-modstandere.

Iøvrigt bekræftede valgdeltagelsen, at kvinder stemmer D i langt højere grad end mænd, og at de mest trofaste R-vælgere er gifte mænd og ægtepar med børn.  Rs nederlag skyldes ikke mindst, at de mistede en stor del af deres mandlige kernevælgere.  Det kunne tyde på, at disse skuffede mænd, hvoraf de fleste er familiefædre og mange næringsdrivende, har mistet tilliden til, at R-politikerne længere står for deres principper om ansvar og begrænsning.  R kan vinde igen, når partiet kan overbevise vælgerne om, at det faktisk er den økonomiske ansvarligheds parti:

“The Republican Party used to be the party of economic growth, fiscal discipline, and limited government, but in recent years, too many Republicans in Washington have become just like the big spenders that they used to oppose.” An amazing 66 percent of the respondents agreed with that statement.

We asked which party is doing a better job “eliminating wasteful spending.”  The Democrats led 39 percent to 25 percent. Which party is “the party of big government?”  The Republicans, by an 11 point margin.

All of this is a big part of the reason the Republican party lost. Republicans squandered one of the very few valuable brands it established in voters’ minds over many years. And voters care about fiscal discipline and lower taxes.

I USA ja.  Ikke i Danmark.

Midtvejsvalg – en amerikansk analyse (på mandag)

Som det sikkert er vores læsere bekendt, er de amerikanske midtvejsvalg endt med en markant demokratisk sejr. Mr. Law har allerede skrevet om det ønskelige i dette resultat, set fra en juridisk og demokratisk vinkel (se her). Jeg kan kun være enig: Det er demokratiets fornemste opgave at sørge for, at man skifter regering en gang imellem, særligt hvis regeringen begynder at vise tegn på metaltræthed.

Normalt reklamerer vi ikke for arrangementer her på Punditokraterne, men i denne specielle forbindelse bruger jeg i dag plads på – ikke at reklamere – men at gøre opmærksom på et gå-hjem møde i København på mandag. Fra 15 til 16 er John Fortier fra the American Enterprise Institute på besøg hos tænketanken CEPOS. Hans seminar vil fokusere på hvad han, fra den amerikanske vinkel som vi af naturlige grunde ikke kan dække her på sitet, ser som de indenrigspolitiske samt udenrigs- og handelspolitiske konsekvenser af valgresultatet. Vi håber i den forbindelse også at kunne bringe et overblik over debatten på mandag, for de af os der ikke har mulighed for at komme til arrangementet. For de interesserede er der mere information at hente her.

 

USA stemmer for den private ejendomsret

Fra en (klassisk) liberals synspunkt var det mest interessante ved tirsdagens amerikanske midtvejsvalg ikke om Kongressen de næste to år skal have rødt eller blåt flertal. Som David Gress (i en kommentar) har været inde på - og som de seneste års republikanske nedsmeltning til fulde har demonstreret – er forskellen de to partier imellem ofte marginal når det kommer til økonomisk frihed.

Hvad der til gengæld var rigtigt interessant var, at 12 delstater (Arizona, Californien, Florida, Georgia, Idaho, Michigan, Nevada, New Hampshire, North Dakota, Oregon, South Carolina og Washington) i tillæg til valget til Kongressen havde folkeafstemninger om, hvorvidt delstaternes adgang til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom skulle indskrænkes og den private ejendomsret dermed styrkes. 7 af disse folkeafstemninger var resultatet af vælgerinitiativer, frem for lovforslag fremsat af de respektive delstaters lovgivende forsamlinger. Endvidere var 9 af forslagene til folkeafstemningerne i form af ændringer til de respektive delstaters forfatninger, som typisk er vanskeligere at ændre end almindelig lovgivning.

De nævnte folkeafstemninger var en direkte følge af SCOTUS afgørelse i Kelo (som vi har dækket her, og her), der kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom, således at sådan ekspropriation er forfatningskonform selv i tilfælde, hvor baggrunden alene er et ønske om at udvikle mere attraktiv kommerciel bebyggelse, der vil medføre højere skatteindtægter.

I ni af de stater hvor sådanne folkeafstemninger blev afholdt blev forslagene om en styrkelse af den private ejendomsret vedtaget (Lousiana havde allerede vedtaget en lignende forfatningsændring i september). Kun i Californien, Idaho og Washington blev forslagene forkastet af vælgerne. I Georgia, Michigan, New Hampshire og South Carolina stemte mere end 80 % af vælgerne for at styrke den private ejendomsret.

Den folkelige opbakning bag den private ejendomsret og den juridiske forankring af denne ret som opbakningen har medført vidner om, at amerikanerne på trods af valgets resultat ikke er blevet mere "liberal" i ordets amerikanske forstand og at den klassiske liberalisme stadig har et vist intuitivt tag i den amerikanske folkesjæl.

Det vidner måske også om at republikanerne kunne have klaret sig bedre, hvis man havde inddraget og fremturet med nogle klassisk liberale standpunkter i valgkampen (om end man selvfølgelig ville have haft et gevaldigt troværdighedsproblem).

Hvilke konklusioner man end kan drage, kan vi i hvert fald konstatere, at borgerne i de 9 ovennævnte delstater (10 med Louisiana) netop har gjort det vanskeligere for både røde og blå politikere at misbruge deres politiske magt til at konfiskere, hvad der rettelig er borgernes. Disse borgere har dermed skænket sig selv en højere grad af både økonomisk og personlig frihed. Det er efterhånden sjældent at man kan sige det om resultatet af et demokratisk valg.    

 

Valgets resultat

På denne blog skriver hver punditokrat for sig, så mens vi venter på bidrag fra de øvrige, der har politik som forskningsfelt, kommer her en vurdering fra en jurist, for hvem det kun er en kær borgerpligt.

Det forlyder her til morgen, at Demokraterne har vundet både huset og senatet i en jordskredssejr, der modsvarer Republikanernes i 1994. Det er godt.

Det er godt, fordi det viser demokratiets styrke, og fordi det gør det endnu vanskeligere at være konspirationstilhænger. Magthaverne i Washington er sat fra magten, fordi et flertal af befolkningen ønskede det. Karl Roves magt er ikke magisk. Der er ingen sammensværgelser, blot folkestyre. Lige så legitim, som Bush' sejr var i 2000 og 2004, lige så legitim er Demokraternes sejr nu.

Det er godt, fordi valgresultatet er entydigt. Demokraterne kontrollerer nu den lovgivende og bevillingsgivende magt. De har magten og dermed ansvaret. Deres valgsejr var endda så stor, at det må give håb hos en bred del af deres ledere om at vinde præsidentembedet og dermed også den udøvende magt. Det tvinger dem også til at vise ansvarlighed. Lieberman vandt over Lamont og viste dermed den begrænsede opbakning i befolkningen til de mere ekstreme dele af Demokratene (netroots). Det er et mønster, der også går igen i andre valgresultater. Selvom Pelosis kommentar om at skabe den "mest etiske kongres i historien" minder uheldigt om Nyrup Rasmussens tilsvarende udsagn i begyndelsen af 1990erne, er der grund til at tro, at Demokraterne vil være mere ansvarlige og fornuftige (naturligvis bedømt efter denne punditokrats opfattelse), end de mere larmende og medieeksponerede dele af partiet. Det bliver mere Lieberman og Clinton (fru, ikke hr.) end Howard Dean.

Det er godt, fordi Republikanerne fortjente at tabe. Bushs sejr i 2004 var den største valgsejr og Republikanerne stod stærkere end nogensinde. Men de lod sig gribe af magtens arrogance i deres indenrigspolitik. De ødslede penge ud på velfærdsprojekter og blandede sig i private forhold. De havde glemt Reagans gamle dogme om, at staten ikke er løsningen, men problemet. Hvis det kan medføre en tilbagevenden for dem, er nederlaget vejen til sejr i '08. Hvis ikke, må Demokraterne fortsætte.

Som alle andre politiske analyser er denne båret af sublimering, projektion og ønsketænkning, særligt med hensyn til vores venner på Slotsholmen.

Så lad os afslutte med en omskrivning af, hvad en anden gammel stor republikaner (nej, ikke Reagan, men ham den anden), Abraham Lincoln, ville have sagt, havde han kendt til velfærdsstatens fristelser:

Man kan bestikke noget af befolkningen hele tiden, og hele befolkningen noget af tiden, men man kan ikke bestikke hele befolkningen hele tiden.

Danmark, NATO og styrkebidraget

Som et led i forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Riga gæstede alliancens generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, i fredags København og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da Scheffer efter mødet med statsministeren blev spurgt, om han var i Danmark for at sikre flere styrker til NATO’s trængte ISAF-operation i Afghanistan, afviste han forholdsvist konsekvent: “Danmark er ikke de første, jeg spørger – jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til”, sagde generalsekretæren.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Med Berlin-murens fald og NATO’s voksende fokus på out-of-area-operationer ændrede byrdedelingsdebatten sig imidlertid radikalt. “Forsvarsudgifterne som procent af BNP” er fortsat en faktor, når alliancesolidariteten skal gøres op, men af langt større betydning er nu styrkernes anvendelighed – spørgsmålet om deployerbarhed – og den politiske vilje til rent faktisk at anvende styrkerne. Det er på den baggrund, at Danmarks forvandling fra Prügel- til Musterknabe skal ses.

At Danmark forfulgte en åbenlys free-rider strategi under Den Kolde Krig vil kun de færreste bestride. Ved frembringelsen af det fælles gode – sikkerhed – bidrog den danske skatteborger kun i meget begrænset omfang, og størstedelen af regningen for Vestens kollektive forsvar havnede i stedet hos blandt andre amerikanske og britiske borgere. Danmark fik dermed gennem NATO – som den britiske ambassadør i København udtrykte det i en indberetning til det britiske udenrigsministerium i 1968 -“an extraordinary high life cover in return for ridicously low annual premiums”.

Spørgsmålet er imidlertid, om den danske frihjulspolitik kan betegnes som amoralsk. De fleste vil næsten reflektorisk karakterisere free-riding på en mindre skala – eksempelvis når det gælder kaffekassen på arbejdspladsen – som kritisabel i en moralsk henseende, men gælder det også, når stater lukrerer på andre staters forsvarsindsats? Er statsledere moralsk forpligtiget til at forfølge nationens snævre interesser – og kaste omkostningerne forbundet med frembringelsen af offentlige goder over på andre landes skatteborgere – eller hersker der også i den internationale sfære normer, som fordrer solidaritet?

Imod panikmagerne

Da der øjensynligt har været problemer med adgangen til David Gress’ indlæg, bringer vi det her igen fra redaktionen:

Blandt de adskillige udmærkede og hårdtslående kritikker af den tendentiøse Stern-rapport om global opvarming, som Information skadefro publicerede hovedkonklusionerne af på dansk, glæder denne mig i særlig grad da den skyldes min gamle studiekammerat Chris Monckton.

Et par citater (med indbygget link til tabeller og udregninger):

Sir Nicholas Stern’s report on the economics of climate change, which was published last week, says that the debate is over. It isn’t. There are more greenhouse gases in the air than there were, so the world should warm a bit, but that’s as far as the “consensus” goes. After the recent hysteria, you may not find the truth easy to believe. So you can find all my references and detailed calculations here.

The Royal Society says there’s a worldwide scientific consensus. It brands Apocalypse-deniers as paid lackeys of coal and oil corporations.

The oceans, we’re now told, are acting as a giant heat-sink. In these papers the well-known, central flaw (not mentioned by Stern) is that the computer models’ “predictions” of past ocean temperature changes only approach reality if they are averaged over a depth of at least a mile and a quarter.

Deep-ocean temperature hasn’t changed at all, it’s barely above freezing. The models tend to over-predict the warming of the climate-relevant surface layer up to threefold. A recent paper by John Lyman, of the US National Oceanic and Atmospheric Association, reports that the oceans have cooled sharply in the past two years. The computers didn’t predict this. Sea level is scarcely rising faster today than a century ago: an inch every 15 years. Hansen now says that the oceanic “flywheel effect” gives us extra time to act, so Stern’s alarmism is misplaced.

Finally, the UN’s predictions are founded not only on an exaggerated forcing-to-temperature conversion factor justified neither by observation nor by physical law, but also on an excessive rate of increase in airborne carbon dioxide. The true rate is 0.38 per cent year on year since records began in 1958. The models assume 1 per cent per annum, more than two and a half times too high. In 2001, the UN used these and other adjustments to predict a 21st-century temperature increase of 1.5 to 6C. Stern suggests up to 10C.

Und so weiter und so fort.  Læs det hele. Vi glæder os til

Next week (hvor Monckton vil) demonstrate the atrocious economic, political and environmental cost of the high-tax, zero-freedom, bureaucratic centralism implicit in Stern’s report; I’ll compare the global-warming scare with previous sci-fi alarums; and I’ll show how the environmentalists’ “precautionary principle” (get the state to interfere now, just in case) is killing people.

Her er iøvrigt Nigel Lawsons demolition af Stern; fyldigere version kommer senere fra Centre for Policy Studies.

Men se om Connie Hedegaard eller den nykonverterede grønne Fogh vil høre efter.  Nej, de vil hellere spilde penge og gøre deres hoser grønne (pardon!) hos meningsmagerne.

Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

Politisk "newspeak"

Jeg plejer normalt ikke at poste/genbruge mine "grovkorn" fra Berlingske Tidende her på stedet, men da jeg tænkte at disse to fra denne uge, som begge handler om samme underliggende fænomen–politisk sprogbrug–måske kunne vække begejstring her på stedet.  Og så er de faktisk ikke ment helt for sjov–jeg synes faktisk, at der er tale om klokkeklare eksempler på "newspeak"

Til venstre for Djengis Khan

Er De, kære læser, mon fra tid til anden stødt på udtrykket »til højre for Djengis Khan«? Så har De måske også både moret Dem over den farverige metafor og undret Dem over, hvad det i virkeligheden betyder. For hvorfor skulle den hærgende mongol-fyrste (ca. 1162-1227) egentlig være specielt højreorienteret? Lad os se på fakta: Han gik ind for en rigtig stor stat. Han gik meget ind for offentlig omfordeling (især til sig selv og allierede interessegrupper). Han førte i praksis en centralistisk planøkonomisk erhvervspolitik. Han anvendte tvangsarbejde snarere end markedsbetalte lønmodtagere. Han foretrak at »globalisere« gennem krig og erobring snarere end gennem fred og frihandel. Det første han gjorde, når han slog en anden stamme, var at likvidere dens elite og udjævne blandt resten ved at tage, hvad de havde. Omvendt ville Djengis Khan givetvis have været modstander af skattestoppet og en flad skat, af magtens tredeling og retssikkerhed, af en ytringsfrihed så stærk, at man må gøre grin med det, magthaverne godt kan lide, og han praktiserede ikke stor respekt for privat ejendomsret, nedarvede traditioner (hos andre) eller almindelig høflighed. Lad os gætte på, at han ikke holdt sig tilbage for at skænde kristne mindesmærker, smaske og spise med begge albuer på bordet, ikke gjorde meget ud af retstavning og i det hele taget ikke opførte sig som, man kan forvente af en klassisk gentleman. Kort sagt: Khanen var ikke spor borgerlig, men lyder lidt mere som Stalin, en fra Baader-Meinhof, eller andre der ville falde i god smag hos læsere af det hedengangne Land & Folk. Så må vi i fremtiden bede om at få placeret ham pænt til venstre i det politiske billede. Sådan dér et sted mellem Anne Marie Helger, Erik Clausen og Frank Aaen, hvor Helle Thorning-Schmidt lå før Gucci-tiden.

Vi alene eje

George Orwell har ikke levet forgæves. I hvert fald har danske politikere og bureaukrater for længst forstået, at de, som kontrollerer det politiske sprog, kan få sort til at lyde hvidt. Et godt eksempel på den type »newspeak«, der praktiseres i dagens Danmark, er det interessante ord »skatteudgifter«. Umiddelbart skulle man tro, at det er de udgifter, som borgerne har i forbindelse med at skulle betale skat. Men det er det ikke. Så måske det er de udgifter, som skattevæsenet har i forbindelse med selve den praktiske opkrævning af skat? Nej, det er det såmænd heller ikke.

Hvis man vil finde ud af, hvad »skatteudgifter« er, er man nødt til at gå til f.eks. de festlige og fornøjelige hjemmesider, som Finansministeriet og Skatteministeriet underholder borgerne med. Her får man forklaringen, at »skatteudgifter« er et begreb, der blev formuleret af Socialdemokratiet i 1996, og angiver de indtægter, som staten ikke har, når der ikke opkræves lige meget i skat fra alle. Altså hvis f.eks. politikerne bestemte sig for at opkræve 100 pct. af alle indkomster hos alle danskere – og med lidt rettidig omhu skal den signede dag såmænd nok oprinde – og man så sagde, at Peter og Poul hver fik et fradrag på 1.000 kr., eller skulle betale en lavere procent end andre, så ville staten have »skatteudgifter« på i alt 2.000 kr. Så et fradrag for borgerne er altså lig med en udgift for staten – ikke bare en manglende indtægt.

Det er jo til at forstå, og logikken er klar: Som udgangspunkt ejer staten alt og alle, og det beskedne, som vi måtte have tilbage efter endt arbejde, det er faktisk ikke vores, men bare noget, vi har fået lov til at låne. Altså indtil andet er bestemt.

Sikkerhed, ulighed og vækst

Tilbage igen efter nogle ugers sløjhed som kulminerede i en virulent betændelse og mit første hospitalsophold i 48 år får jeg lyst til at henvise til en meget interessant, men derfor ikke nødvendigvis 100 pct. sand, analyse af hvad forfatteren selv kalder "det største samfundspolitiske emne i vor tid".  Forfatteren er politologen Jacob Hacker fra Yale, som i mange år har leveret interessante analyser af samfundsudviklingen.  Nu har han i The Great Risk Shift hævdet at det største samfundspolitiske problem idag er den usikkerhed, som hussstande oplever; at udsving i indkomst er større end før, og at folk med ansvar er mindre risikovillige og mere tryghedsefterspørgende end en forenklet liberalistisk ideologi hævder.

Her kan læses (hvis den ikke allerede er dukket op) Hackers resume af sit argument.

Mine spørgsmål til det er dels om den situation, Hacker beskriver, er relevant for andre samfund end det amerikanske.  Svar ja, i nogen grad.  Og dels at vi liberale må tage Hackers analyse alvorligt.  Jeg ser nemlig en risiko for at den danske forherligelse af den angivelige tryghed, som velfærdssamfundet leverer, og som bl.a. i arbejdsmarkedssammenhæng kaldes "flexicurity-modellen", passer fint med en overfladisk læsning af Hacker, altså at man vil kunne sige, at hvis blot USA eksempelvis gjorde mere som Danmark, ville denne middelklasse-utryghed forsvinde.

Problemet er, at man kan give Hacker ret i sin konklusion om, at middelklassen faktisk efterspørger tryghed, og at der ikke sidder titusinder af uerkendte iværksættere derude, som er rede til at belåne hus og hjem for at kaste sig ud i eventyr, uden dermed at købe propagandaen, som nu også Fogh R. støtter, om, at den danske model er enestående velegnet til at fjerne utryghed og give folk psykisk energi til at møde globaliseringen.

For sagen er jo, at velfærdssamfundet i dets danske indretning ikke reelt giver tryghed, trods talen om det modsatte.  Føler I jer trygge?  Jeg gør ikke.  Men jeg kan samtidig sagtens følge Hackers analyse og tvivler ikke på, at hans dataserier er forfalskede eller upålidelige.

Hacker skriver i en blogdebat om sin bog flg.

The premise of The Great Risk Shift is that risk — more precisely, the growing economic insecurity faced by middle-class Americans — is the defining domestic issue of our time, one that increasingly lies at the heart of our nation's polarized politics. It provides a powerful opportunity for Democrats to reclaim the political high ground as bold protectors of middle-class interests.

The big question is whether Democrats will seize the opportunity. President Bush gambled that Americans increasingly imbued with the ethos of self-reliance would embrace private Social Security accounts — and lost. He's since placed individualized and market-based Health Savings Accounts at the center of his domestic agenda. Democrats know they're against the Republican agenda. Yet they don't really know what they're for. Nor have they developed their own vision of the role of government. Instead, they're mostly clinging to the programs of the past. Their rhetoric has often suggested, moreover, that they want to protect only those who've fallen on hard times, not those who are striving to get ahead. They've appealed to our hearts, not our heads — and many middle-class Americans aren't on board.

The cornerstone of a powerful alternative vision is the simple idea that security is not at odds with helping people get ahead in a market economy; it is the key to doing so. Just as corporations enjoy limited liability and bankruptcy protection to encourage entrepreneurs to take risk, families need basic financial security to be encouraged to invest in good education, better jobs, strong parenting, and valuable assets like homes and retirement accounts—in short, in all the things that make upward mobility possible. Indeed, there's a wealth of evidence that opportunity and security go hand in hand, that people with a basic safety net feel more confident and capable in stepping out on the shaky tightrope that our economy has increasingly become.

…

Understanding this argument requires grasping how much our economy has changed. We all know instinctively that health insurance, pensions, jobs, and family finances have become less secure. But often we look at these issues in isolation, failing to see the big picture: a massive transfer of economic risk from the broad structures of insurance, both corporate and governmental, onto the fragile balance sheets of American families.

Using a unique dataset, I have discovered that the up-and-down swings of working-age Americans' family incomes are now two to three times more violent than they were in the early 1970s. This "volatility" of income has risen far faster than inequality, and it means that Americans are plunging down the economic ladder much more often than in the past. In the early 1970s, the chance that a person with average demographic characteristics would experience a 50 percent or greater drop in income was around one in fourteen. In 2002, it was more than one in seven.

Of course, people are also rising up the economic ladder, so isn't it a wash? And can't people protect themselves against economic losses solely on their own? The answer to both questions is (mostly) no, and for a simple reason: people don't think like the homo economicus of neoclassical economics. We have serious psychological blinders when it comes to estimating risk and acting on what we know. Most of all, we have a deeply embedded abhorrence of insecurity, based on what behavioral economists call "loss aversion." Loss aversion means that we dislike losing things we have far more than we like gaining things we don't. Ask people how much of a risk of loss they'd be willing to take to get a chance to double their current income and the answer, according to careful studies, is not much. Indeed, a recent poll found that even the most opportunity-loving Americans prefer, by a two-to-one margin, the security of having their current income protected to the chance to make more money.

But such protection is elusive — for everyone. My research shows that insecurity is now reaching even people who made all the right choices: who gained a good education and married before having kids. People with high levels of education now experience as much income volatility as people who dropped out of high school did in the 1970s. The long-term unemployed are disproportionately educated and professional. And there's almost as much inequality among people with good educations as between those with a good education and those without it, suggesting that while the benefits of education have increased, they've also become harder to count on.

Some might say that it's only natural that people who make bold choices will face more risk — that's what makes an entrepreneurial economy work. In fact, when you look at the evidence, there's almost no relationship between people's own willingness to tolerate risk and their income volatility, which suggests much more than choice is at work. Indeed, married couples with kids — a naturally cautious lot — are now the family type most likely to go bankrupt. Almost everyone — educated or unskilled, prudent or foolish — is riding the economic roller coaster created by the transformation of work, family, and national policy.

Which is why the risk shift is such a resonant issue for the Democrats. Fairly o
r not, the party has been
portrayed as enthralled with the have-nots and dismissive of the haves, bent on redistribution and taxes and liberal do-good projects. But when it comes to risk, nearly all of us are have-nots. The persistently poor exist, to be sure, but they're a smaller group than often assumed. Most of us experience economic hardship for a short time due to specific risks. Indeed, roughly half of Americans will spend at least a year in poverty between the ages of 25 and 75, and the chance of falling into poverty has been rising dramatically in every age group.

…

So what should Democrats do? They need to recognize that the shift of risk onto workers and their families is the dominant trend of the day, and a source of pervasive anxiety. And they need to recast their economic message to make it not just about inequality or hardship, but about security and opportunity — which are inextricably linked. Good skills and stable families are crucial. But the risks facing those who invest in their skills and families are inexorably rising. Providing basic protection against the most severe of these risks wouldn't just help those who falter; it would also encourage Americans to invest in their futures.

The solutions aren't simple or easy, and some of them defy simple ideological characterization: new forms of insurance, new markets to allow ordinary Americans to hedge against risk, and new ways of building broadly distributed wealth and ensuring low-cost credit when necessary. But the path for the Democratic Party is clear. If they want to regain the allegiance of middle-class Americans who reluctantly embrace the low-tax, self-reliance mantra of the GOP, they need a resonant alternative: providing security to expand opportunity in the risky new world of work and family.

Og han konkluderer:

there are some for whom insecurity is a thing of the past — and, unfortunately, these insulated denizens of our economy's highest ranks have been running our country and driving our politics.

I am tempted to simply say thanks, and resolve to treat these issues in more depth down the road. (I'm actually working on a book about inequality and American politics right now with my friend and frequent coauthor, Paul Pierson — which we're tentatively calling Winner-Take-All Politics.) And yet I think that neither Matt nor Ezra do justice to the ways in which The Great Risk Shift demonstrates that Americans' rising economic insecurity is tied up precisely with the trends they describe and deplore. Why are Americans facing increased economic instability, rising health costs and growing gaps in insurance, the demise of guaranteed pension plans, increased job insecurity, and skyrocketing bankruptcy and consumer debt? Not because there are no solutions out there to these problems, as Matt and Ezra both know well. But because America's corporate and political leaders have given up on the idea that economic security is a basic foundation of opportunity, and indeed have actively tried to shift more risks onto workers and their families — through, for example, defined-contribution pension plans (extravagantly subsidized through the tax code) and Health Savings Accounts and the proposed privatization of Medicare and Social Security. This, as Ezra suggests, is as much a political story as an economic one, and it's the story I tell in my book.

It's also the story of American inequality over the past generation. What's distinctive about the dramatic increase in inequality in the United States is that it largely hasn't happened because of a growth in America's perennial poverty problem (though deep poverty — defined as living below 50 percent of the federal poverty line — has grown.) Rather, it is driven by the enormous gains at the top — gains that have dwarfed the rise experienced even by the educated upper middle class. Indeed, you have to go all the way up to the 90th income percentile, according to a recent analysis, to reach the income strata that has received earnings gains over the last thirty-five years commensurate with the general growth of productivity in the economy. And even these fortunate folks at the 90th percentile have seen their income rise only modestly compared with those at the very top.

The thesis of The Great Risk Shift flows directly from this striking pattern of inequality. It is that over the last generation, problems once confined to the working poor — lack of health insurance and access to guaranteed pensions, job insecurity and staggering personal debt, bankruptcy and home foreclosure — have crept up the income ladder to become an increasingly normal part of middle-class life. Personal bankruptcies are more than five times as common as they were a quarter-century ago. Mortgage foreclosures are up 400 percent since the early 1970s. Working-age adults with modest annual incomes ($20,000-$40,000) are nearly half again as likely to be medically uninsured than they were in 2000, with a staggering 41 percent going without coverage for all or part of last year. It is families in the middle who frequently fall between public and private protections in our jerry-rigged structure of economic benefits. And upper-middle-class families are increasingly facing the same sorts of insecurities, too — their skills more fragile and their knowledge jobs more insecure than many of them ever expected.

I see the problem this way not because it's a politically prudent frame, but because it's the truth. But I do think that insecurity is more likely than inequality to spur Americans and their leaders to action. Larry Bartels at Princeton and others have shown that Americans are aware of rising inequality and are concerned about it, but that they don't connect it to their everyday life. (Paul and I have argued that Larry overstates public support for top-heavy tax cuts, but his broader argument strikes me as absolutely correct.) Americans, moreover, are highly aspirational — they believe in upward mobility and think they will experience it, even as they express broader economic views that are highly populist and increasingly pessimistic.

This faith in opportunity can undercut concerns about inequality, but it shouldn't undermine concerns about economic security — not just because security and opportunity go hand in hand in practice, but also because they go hand in hand in most people's minds. Ever since Loyd Free and Hadley Cantril argued in the late 1960s that Americans are "philosophical conservatives" and "operational liberals" (a point updated by the political scientists John Zaller and Stanley Feldman), it's been clear that Americans believe simultaneously that people should make it on their own and that they deserve basic protections, so long as those protections are seen as available to people "like them."

Mark, Ezra, and Matt are absolutely right, however, that this message needs to have a populist tone, not just a technocratic one. Some Americans are ridiculously secure — they get golden parachutes and second and third chances, while most Americans don't. Corporations get limited liability. American families don't. Why didn't the 2003 prescription drug bill provide a strong foundation of security for elderly Americans drowning in prescription drug bills? Because it was a giveaway to drug companies and the insurance industry, and an expression of Repub

lican animus toward broad-based insurance, exemplified by the bill's insistence on private drug plans and Health Savings Accounts — costly choices that help account for the fact that "donut hole" has transformed from a tasty morsel into a major concern on the minds of the millions of elderly Americans who spend between $2,000 and $5,000 on prescription drugs (the window of costs in which drug-plan coverage disappears and for which senior citizens are forbidden by the 2003 law from buying supplemental protections).

In the long run, insecurity is bad for the economy, as I argue in the book. But the real problem is that it's bad for most Americans, who've faced increasingly turbulent economic seas on waterlogged dinghies even as the fortunate few sail off to calmer waters on yachts.

Matt, Ezra, and Mark do not say much about my prescriptions, but I think they're ideas that would unite us: reversing our top-down savings incentives, improving unemployment insurance and creating wage insurance, ensuring affordable health care for all, helping families balance work and child care, and thinking outside the box about how to provide new protections against catastrophic risks. It's no secret that all these programs provide disproportionate benefits to Americans at the bottom of the economic ladder, and unlike many programs that explicitly do this, they don't have huge gaps through which millions of Americans fall. We've expanded public health protections to every poor kid in America — a great success story, in many ways, and proof that the moral concerns that Mark calls on us to articulate still resonate. And yet the share of kids without insurance is basically the same today as it was in the 1970s, because employers continue their steady retreat from the benefit obligations they took on in the past.

Targeting the poor isn't going to deal with the growing gaps in our employment-based benefits, or spur a discussion of how we fix the American social contract, because these really are problems that directly affect the middle class, too. And if we can address the large share of the poor who are only intermittently poor — who fall into poverty for a limited time because of divorce or job loss or financial crises — then I think we will be better positioned to address the smaller but more desperate group who are truly stuck at the bottom. Reagan once said we fought a war on poverty and poverty won. Let's fight a war on insecurity. My firm belief is that poverty will begin to lose.

Do I think political power is the ultimate issue? Yes. But power flows from purpose. We need to think big and be bold, and bring Americans to a larger cause whose tangible effects on their lives is both transparent and transparently positive. We need to reinvigorate a faith in what Michael Tomasky calls the "common good," or what Alexis de Toqueville once evocatively termed "self-interest rightly understood." The goal isn't, at bottom, any more complicated than the simple longing expressed by a middle-class woman who wrote me a few days ago to share her views: "I am tired of working for the economy. I want an economy that works for me."

analysis, to reach the income strata that has received earnings gains over the last thirty-five years commensurate with the general growth of productivity in the economy. And even these fortunate folks at the 90th percentile have seen their income rise only modestly compared with those at the very top.

The thesis of The Great Risk Shift flows directly from this striking pattern of inequality. It is that over the last generation, problems once confined to the working poor — lack of health insurance and access to guaranteed pensions, job insecurity and staggering personal debt, bankruptcy and home foreclosure — have crept up the income ladder to become an increasingly normal part of middle-class life. Personal bankruptcies are more than five times as common as they were a quarter-century ago. Mortgage foreclosures are up 400 percent since the early 1970s. Working-age adults with modest annual incomes ($20,000-$40,000) are nearly half again as likely to be medically uninsured than they were in 2000, with a staggering 41 percent going without coverage for all or part of last year. It is families in the middle who frequently fall between public and private protections in our jerry-rigged structure of economic benefits. And upper-middle-class families are increasingly facing the same sorts of insecurities, too — their skills more fragile and their knowledge jobs more insecure than many of them ever expected.

I see the problem this way not because it's a politically prudent frame, but because it's the truth. But I do think that insecurity is more likely than inequality to spur Americans and their leaders to action. Larry Bartels at Princeton and others have shown that Americans are aware of rising inequality and are concerned about it, but that they don't connect it to their everyday life. (Paul and I have argued that Larry overstates public support for top-heavy tax cuts, but his broader argument strikes me as absolutely correct.) Americans, moreover, are highly aspirational — they believe in upward mobility and think they will experience it, even as they express broader economic views that are highly populist and increasingly pessimistic.

This faith in opportunity can undercut concerns about inequality, but it shouldn't undermine concerns about economic security — not just because security and opportunity go hand in hand in practice, but also because they go hand in hand in most people's minds. Ever since Loyd Free and Hadley Cantril argued in the late 1960s that Americans are "philosophical conservatives" and "operational liberals" (a point updated by the political scientists John Zaller and Stanley Feldman), it's been clear that Americans believe simultaneously that people should make it on their own and that they deserve basic protections, so long as those protections are seen as available to people "like them."

Mark, Ezra, and Matt are absolutely right, however, that this message needs to have a populist tone, not just a technocratic one. Some Americans are ridiculously secure — they get golden parachutes and second and third chances, while most Americans don't. Corporations get limited liability. American families don't. Why didn't the 2003 prescription drug bill provide a strong foundation of security for elderly Americans drowning in prescription drug bills? Because it was a giveaway to drug companies and the insurance industry, and an expression of Republican animus toward broad-based insurance, exemplified by the bill's insistence on private drug plans and Health Savings Accounts — costly choices that help account for the fact that "donut hole" has transformed from a tasty morsel into a major concern on the minds of the millions of elderly Americans who spend between $2,000 and $5,000 on prescription drugs (the window of costs in which drug-plan coverage disappears and for which senior citizens are forbidden by the 2003 law from buying supplemental protections).

In the long run, insecurity is bad for the economy, as I argue in the book. But the real problem is that it's bad for most Americans, who've faced increasingly turbulent economic seas on waterlogged dinghies even as the fortunate few sail off to calmer waters on yachts.

Matt, Ezra, and Mark do not say much

about my prescriptions, but I think they're ideas that would unite us: reversing our top-down savings incentives, improving unemployment insurance and creating wage insurance, ensuring affordable health care for all, helping families balance work and child care, and thinking outside the box about how to provide new protections against catastrophic risks. It's no secret that all these programs provide disproportionate benefits to Americans at the bottom of the economic ladder, and unlike many programs that explicitly do this, they don't have huge gaps through which millions of Americans fall. We've expanded public health protections to every poor kid in America — a great success story, in many ways, and proof that the moral concerns that Mark calls on us to articulate still resonate. And yet the share of kids without insurance is basically the same today as it was in the 1970s, because employers continue their steady retreat from the benefit obligations they took on in the past.

Targeting the poor isn't going to deal with the growing gaps in our employment-based benefits, or spur a discussion of how we fix the American social contract, because these really are problems that directly affect the middle class, too. And if we can address the large share of the poor who are only intermittently poor — who fall into poverty for a limited time because of divorce or job loss or financial crises — then I think we will be better positioned to address the smaller but more desperate group who are truly stuck at the bottom. Reagan once said we fought a war on poverty and poverty won. Let's fight a war on insecurity. My firm belief is that poverty will begin to lose.

Do I think political power is the ultimate issue? Yes. But power flows from purpose. We need to think big and be bold, and bring Americans to a larger cause whose tangible effects on their lives is both transparent and transparently positive. We need to reinvigorate a faith in what Michael Tomasky calls the "common good," or what Alexis de Toqueville once evocatively termed "self-interest rightly understood." The goal isn't, at bottom, any more complicated than the simple longing expressed by a middle-class woman who wrote me a few days ago to share her views: "I am tired of working for the economy. I want an economy that works for me."

Se det er højst interessant og relevant også for Danmark.  Jeg er sikker på at the usual suspects på Information og Politiken snart vil trække Hacker frem og sige der kan I selv se, også kloge amerikanere forstår værdien af tryghed, hvilket bekræfter, at det danske system er overlegent.

Det gælder om at finde en mellemvej.  Svaret til de utrygge amerikanere er ikke dansk flexicurity, for den skaber en anden slags utryghed, som er systemernes uholdbarhed, ineffektivitet og dårlige kvalitet.  Frit valg må kombineres med basal tryghed, og det kan ske på et omkostningsniveau på det halve af det danske, hvilket overlader det til familier og husstande selv at arrangere sig.

Europas ubegavede presse

Berlingske Tidende har idag et glimrende interview med Bret Stephens fra WSJ, som Bent Blüdnikow står for. Bret Stephens er redaktør på den amerikanske avis Wall Street Journal. Han undrer sig over europæisk presses antiamerikanisme og beskylder samme presse for mangel på reel pluralisme. God fornøjelse!

Europa har ikke en begavet presse 

Berlingske Tidende 30.  oktober  2006, 2 sektion, magasin, side 10 

Af Bent Blüdnikow 

Bret Stephens var lidt af et drengegeni. Blot 28 år gammel blev han chefredaktør for den israelske avis Jerusalem Post. Nu som 32-årig er han med i ledelsesgruppen for en af de vigtigste aviser i verden, nemlig Wall Street Journal, hvor han også skriver sine kommentarer om verdens tilstand.

Han begyndte sit liv et helt andet sted på jordkloden, nemlig i Mexico, hvor hans far stammer fra, mens hans mor er italiensk jøde. Hans hustru er tysker, og deres børn har tysk statsborgerskab. Selv tilbragte han tre år i Bruxelles som Wall Street Journals udsendte mand til EU. Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«
Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer.

Overrasker det dig?

»Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

De fleste europæere vil næppe kunne se, at de har en indsnævret meningsdannelse?

»Nej, det skal man nok være fra et andet kontinent for at kunne se, men tro mig, herfra er det tydeligt.«

ENHVER KAN GÅ på internettet og under Wall Street Journals Opinions læse Stephens' indsigtsfulde udenrigspolitiske artikler. Wall Street Journal er med 2,6 millioner i oplag den næststørste avis i USA, kun overgået af US Today. Desuden udkommer Wall Street Journal i flere internationale udgaver.

Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

»Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

»Bush' sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

Hvem styrer da europæisk presse?

»Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

»Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

STEPHENS ER DYBT i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

»Nej, for almindelige mennesker sluger ameri
kansk kultur og rejser her
til i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

»Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

Er du enig i den kritik?

»Nej, men den er seriøs, og den finder sted her og nu i USA.«

Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

»Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«

Hvad skal der til, før de europæiske medier – i dine øjne – bliver bedre?

»Hør her, Europa er på vej ud i en alvorlig eksistenskrise. En krise der er forårsaget af dybtgående faktorer. Befolkningsudviklingen er negativ, bortset fra den muslimske minoritet. Økonomien er stagnerende. Den kulturelle identitet er vaklende, og det politiske mod til at stå sammen mod islamismen og terrorismen er svag. På et eller tidspunkt må nyhedsmedierne tage disse truende problemer alvorligt. USA er derimod et kontinent i fremdrift med høj befolkningstilvækst, god økonomi og en masse optimisme og vitalitet. Der er dog grænser også i et frit samfund for mediernes selvbedrag. Når den europæiske selvransagelse først indtræffer, så vil den skarpe antiamerikanisme også aftage. Men den selvkritik kræver en mere begavet presse, end I har nu.«