Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2007. 4 svar

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

The Capitalist Peace

Af Igor, den 7. maj 2007. 6 svar

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Af admin, den 7. maj 2007. 12 svar

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

Ugens citat: Peggy Noonan om Reagan og Republikanernes kandidater

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2007. 1 svar

Forleden var der den første offentlige debat mellem størstedelen af de Republikanere, som søger nomineringen som partiets kandidat til præsidentvalget i 2008.  Debatten, der bl.a. talte John McCain, Rudy Giuliani, Mitt Romney og Ron Paul, fandt sted på invitation af Nancy Reagan, i Ronald Reagan Presidential Library i Simi Valley.

Det havde Reagans tidligere taleskriver, Peggy Noonan, som emne i sin ugentlige klumme i Wall Street Journal forleden, og der var bl.a. denne fine, tongue-in-cheek passage, hvor hun beskrev, hvordan kandidaterne mødtes på Reagans hjemmebane:

“They stood earnestly in a row, combed, primped and prepped, as Nancy Reagan gazed up at them with courteous interest. But behind the hopeful candidates, a dwarfing shadow loomed, a shadow almost palpable in its power to remind Republicans of the days when men were men and the party was united. His power is only increased by his absence. But enough about Fred Thompson.”

Populistisk politik – Latin American Style

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2007. 27 svar

Latinamerika er et af verdens politiske smertensbørn. Politik, der i Europa ville synes aldeles vanvittig, er meget mere end historiske tilfældigheder, og senest har både Venezuela, Bolivia og Peru valgt venstrepopulistiske præsidenter, der lover guld og grønne skove til landenes store grupper af fattige. Midlerne, der skal bruges for at nå til disse mål, er vel at mærke velprøvede – men velprøvede i den forstand, at de gang på gang har vist sig at føre til fattigdom, elendighed og undertrykkelse. Senest er Venezuelas præsident Hugo Chávez – en af Fidel Castros store venner, en på mange måder farverig person og en hovedskikkelse i den nybolivarianske bølge i Sydamerika – begyndt at ryste alvorligt med sablen. Han har givet sig selv 18 måneder, hvor han kan regere udenom parlamentet, og viste forleden, hvad han har planlagt at bruge sine diktatoriske beføjelser til.

Jyllandsposten rapporterede forleden om Chávez’ udskejelser under overskriften ”Chávez truer med nationalisering af banker”. I en af sine flormvundne og meget ordrige TV-taler – et særligt træk han deler med Castro – signalerede præsidenten, af nationaliseringerne af telekommunikation, el- og oliesektoren sandsynligvis ikke er de sidste. Han krævede således ’større engagement’ i lokal industri, en klassisk omskrivning af den traditionelle ISI-strategis fokus på lokal produktion, hvor uprofitabelt ineffektiv den end måtte være.

Chávez kom med en konkret trussel: ”Private banker må prioritere lavt forrentede lån til den lokale industri. Hvis de ikke er enige i dette, er det bedre, at de forsvinder, at de overlader bankerne til mig, så vi kan nationalisere dem og få alle landets banker til at arbejde for landets udvikling i stedet for at spekulere og skabe enorme overskud”. Truslen omfattede også stålproducenten Sidor, der eksporterer en stor del af sin produktion. Mens en stærk eksportorientering nok ville blive hilst meget velkommen i et land som Danmark, kræver Chávez nu, at virksomheden i langt højere grad bør sælge sine stålprodukter til lokal, venezuelansk industri, og særlig grad hans favoritter i oliesektoren.

Hugo Chávez, der reelt er diktator i Venezuela, rammer således også argentinsk industri, da Sidors søsterselskab, Ternium, er ejet af argentinske Techint Group. Nogle af de samme problemer gælder for de nationaliseringer, Bolivias Evo Morales under stærk indflydelse af Venezuelas eksempel er i gang med at gennemføre i landets større industrisektorer. Tragedien er således, at vanviddet ikke blot endnu en gang går ud over Venezuelas og Bolivias fattige, men kan risikere at brede sig til andre dele af Latinamerika. Det er et kontinent, der på mange områder synes at nægte at lære af fortidens fejltagelser. Venezuela er således i dag cirka lige så rigt, som det var i midten af 1960’erne (cirka 7000 PPP-korrigerede US dollars per hoved), og Bolivias økonomi befinder på mange måder – ikke blot på gennemsnitsindkomsten (cirka 3000 USD) – stadig i 50’erne. Det er stort set kun Chile, der virkeligt er rykket økonomisk og socialt, med en fordobling af gennemsnitschilenerens indkomst siden tiden under Salvador Allende. Men hvilket land vil man for guds skyld ikke lære fra eller kopiere i Latinamerika? Rigtigt set – Chile. I stedet prøver man for hvem ved hvilken gang den gamle protektionistisk-populistiske kurs, som har fejlet hver gang. Det er svært at forstå, og endnu sværere at holde ud at se på.

Mod nye dybder

Af admin, den 5. maj 2007. 7 svar

Berlingskes dækning af Irakkrigen går mod nye dybder.

I dagens Magasin annonceres på forsiden:

I mangel af troværdige undersøgelser af, hvorfor Irakkrigen var nødvendig, og hvordan det kunne gå så galt, tager en stribe bøger fat på opgøret.

Tja, man kan jo altid hævde, at de mange, rigtig mange officielle undersøgelser i både USA og UK, ikke udtømmende berører spørgsmålet, om Irakkrigen var nødvendig. De har hidtil, alle som en, blot fastslået, at de vestlige efterretningstjenester faktisk opfattede Saddam som en større trussel, end han var. Men alligevel efterlader det valgte udtryk “mangel på troværdige undersøgelser” et andet indtryk, nemlig at spørgsmålet om trusselsvurderingen stadig er uafklaret. Det er, i bedste fald, forkert.

Det ville være mere interessant, hvis avisen brugte tiden på at sammenfatte de mange undersøgelser, hellere end at forholde sig til noget så usikkert, som bøger skrevet uden nogen form for kontrol andet end ønsket om at rense forfatteren, smæde hans modstandere og score kassen. Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællinger. Begge kan være interessante, og de sidste er ofte mere underholdende, men vægtige?

Anmeldelsen af de nye bøger ligger desværre på niveau med forsidens blurp. Der gøres ikke noget kvalificeret forsøg på at sammenholde de mange opsigtsvækkende påstande med resultaterne fra de mange officielle undersøgelser. Kun i vignetten til Bonini & D’Avanzo, Collusion, nævnes den sensationelle påstand, at Hans Blix kan fastslå, at briterne ikke havde andre oplysninger om Saddams forsøg på at skaffe uran i Afrika end de forfalske italienske papirer. Tænk en gang. Selveste Hans Blix, der i sin tid fik det krævende job som chef for genudsendelsen af FNs våbeninspektører i stedet for den mere nærgående Rolf Ekeus, fordi Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narre, samme Blix er nu i stand til at afsløre, at de to officielle britiske rapporter, ISC rapport fra september 2003 og Butler-rapporten fra juli 2004 er falske. Begge rapporter erklærede som bekendt udtrykkeligt, at de britiske efterretninger om Saddams forsøg på at skaffe uran ikke havde noget med disse dokumenter at gøre. Og tænk på stakkels Joe Wilson, der også konkluderede, at irakerne havde været ude efter uran. Alt det afsløres som forkert af Blix, og så nævner journalisten det kun i en vignet. Argh.

Til gengæld skydes Downing Street Memo ned på en sjov lidt uerkendt måde i omtalen af Tenets næsten universielt kritiserede bog. Som bekendt var påstanden fra MSM, at det britiske memo afslørede, at Bush regeringen ville manipulere med efterretningerne for at skabe opbakning til krigen. Teksten kunne ganske vist også læses sådan, at Bush regeringen ikke troede på, at Saddam ville rette sig efter FN, og at krig derfor var uundgåelig, hvorfor man var i gang med at samle argumenter til brug for krigen. Denne mere harmløse udlægning bekræftes nu, men kun fordi man ønsker at fremme en anden kritik, nemlig at de slet ikke interesserede sig for efterretningerne. Begge dele er kritisabelt, og lad ikke denne posting blive misforstået derhen, at der ikke er noget at kritisere, men man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.

Det er fortsat forunderligt, at Berlingske vil lade sig nøje med en sådan overfladisk og tilsyneladende forudfattet gennemgang af dette vigtige emne. Det er oplagt, at der er noget at kritisere i forløbet, men når avisen er så åbenbart ukritisk i sin kritik, bliver det ubrugeligt for læseren.

For de, der vil have en anden tilgang, kan der henvises til Hitchens anmeldelse af Tenets bog. Sådan kann det også gøres, og anmelderen er end ikke borgerlig-liberal eller ansat på et sådant tidsskrift, men skriver derimod på Slate. God fornøjelse.

Frit skolevalg virker

Af Jacob Mchangama, den 5. maj 2007. 4 svar

The Economist har en særdeles interessant artikel, der påviser, at Milton Friedmans ide om “school vouchers”, hvor det offentlige betaler mens forældre frit kan vælge mellem private (og offentlige) skoler, giver resultater for så vidt angår børns færdigheder:

Harry Patrinos, an education economist at the World Bank, cites a Colombian programme to broaden access to secondary schooling, known as PACES, a 1990s initiative that provided over 125,000 poor children with vouchers worth around half the cost of private secondary school. Crucially, there were more applicants than vouchers. The programme, which selected children by lottery, provided researchers with an almost perfect experiment, akin to the “pill-placebo” studies used to judge the efficacy of new medicines. The subsequent results show that the children who received vouchers were 15-20% more likely to finish secondary education, five percentage points less likely to repeat a grade, scored a bit better on scholastic tests and were much more likely to take college entrance exams.

Voucher programmes in several American states have been run along similar lines. Greg Forster, a statistician at the Friedman Foundation, a charity advocating universal vouchers, says there have been eight similar studies in America: seven showed statistically significant positive results for the lucky voucher winners; the eighth also showed positive results but was not designed well enough to count.

The voucher pupils did better even though the state spent less than it would have done had the children been educated in normal state schools. American voucher schemes typically offer private schools around half of what the state would spend if the pupils stayed in public schools. The Colombian programme did not even set out to offer better schooling than was available in the state sector; the aim was simply to raise enrolment rates as quickly and cheaply as possible.

Opponents still argue that those who exercise choice will be the most able and committed, and by clustering themselves together in better schools they will abandon the weak and voiceless to languish in rotten ones. Some cite the example of Chile, where a universal voucher scheme that allows schools to charge top-up fees seems to have improved the education of the best-off most.

The strongest evidence against this criticism comes from Sweden, where parents are freer than those in almost any other country to spend as they wish the money the government allocates to educating their children. Sweeping education reforms in 1992 not only relaxed enrolment rules in the state sector, allowing students to attend schools outside their own municipality, but also let them take their state funding to private schools, including religious ones and those operating for profit. The only real restrictions imposed on private schools were that they must run their admissions on a first-come-first-served basis and promise not to charge top-up fees (most American voucher schemes impose similar conditions).

The result has been burgeoning variety and a breakneck expansion of the private sector. At the time of the reforms only around 1% of Swedish students were educated privately; now 10% are, and growth in private schooling continues unabated.

Som på ældreplejeområdet giver det frie valg og den deraf medfølgende konkurrence både mellem forskellige private aktører og mellem private aktører og det offentlige – altså positive resultater for både velstillede og de der har færrest ressourcer. Nu venter vi blot på, at Anders Bondo Christensen læser artiklen og kræver voucherordningen indført i Danmark, så danske lærere også kan nyde godt af den højnede standard ordningen stiller i udsigt. Det kan ikke vare længe…

Esping-Andersen om dansk forskning, lykke & velfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. maj 2007. 1 svar

Jeg er på det rent forskningsmæssige plan ikke nogen sådan voldsomt stor beundrer af den eksilerede danske velfærdsstatsforsker Gøsta Esping-Andersen, som er forfatter til bl.a. The Three Worlds of Welfare Capitalism (1990) og derfor er meget populær herhjemme, især blandt moderat venstreorienterede samfundsforskere. Men måske jeg til tider har gjort manden (som jeg iøvrigt desværre aldrig har mødt) lidt uret–og måske nogle af mine forskerkolleger har gjort ham mere ret, end de selv reelt kunne tænke sig. Ihvertfald har Weekendavisen i denne uge en artikel, “Mr. Velfærdsstat taler ud”, om og med manden. Han er til hverdag professor i Barcelona men har lige været på besøg ved Ålbrg Universitet, hvor de har udnævnt ham til adjungeret professor. Heri kommer der et par betragtninger om dansk forskning, som denne pundit-professor kunne have lyst til at klippe ud og klistre på min kontordør på universitetet–i stedet kommer de her, og så må vi håbe, de læser dem i Ålborg, hvor de næppe kan falde i udelt god jord:

“En ting der slår mig meget er, at både dansk politologi og dansk psykologi har været meget navlebeskuende. De har været rettet mod Danmark uden at være særlig komparative. Meget ofte skrives der på dansk, for det skal være meget traditionelt i Danmark, ikke? Det andet er, at socialvidenskaberne i Danmark – især sociologien – i gamle dage var fanget af det her overteoretiske, filosofiske af marxistisk tilsnit. Det gjorde, at de fag næsten ingen interaktion havde med socialforskere og samfundsforskere uden for Danmark. De havde isoleret sig totalt i et lille lukket miljø. En anden årsag kan have noget at gøre med, at samfundsfagene i Danmark ikke har haft nogen stærk økonomisk træning. Det gør, at den internationale samfundsvidenskabs bedømmelse ofte ser det som lidt sjusket arbejde.”

Ikke overraskende, men godt at høre. Og så iøvrigt disse andre ord om den danske velfærdsstat, der så til gengæld overraskede mig lidt, og som næppe heller helt er, hvad de ventede at høre i Ålborg:

– Danmark er atter blevet udråbt som ‘verdens lykkeligste land’ i en ny international undersøgelse. Det fremgår, at tillid, faste normer og kendskab til hinanden er meget afgørende for at lykke kan opstå. Lykke er altså ikke specielt et spørgsmål om indkomstudjævning – eller hvordan?

“Undersøgelser viser systematisk, at Danmark ligger i spidsen. Jeg tror, at hvis du havde lavet samme type studier for 50 år siden, ville de nok være kommet til samme resultat. Der er mange, der nok vil prøve at argumentere, at det skyldes en god velfærdsstat, at folk stoler på hinanden og er glade. Men om det er velfærdsstaten, der har skabt den her tiltro og glæde – eller om det er omvendt – det ved vi jo ikke. Men jeg tror, at man kan argumentere for, at Danmark historisk ligesom Sverige og Norge har været meget homogen og fået et ret solidarisk samfund sammenlignet med næsten alle andre samfund, vi kender.”

– En stor indvandring påvirker jo homogeniteten. Påvirker en sådan indvandring så også lykken?

“Det er der ingen tvivl om. Det er et stort argument, især blandt økonomer, at grunden til, at USA har sådan en meget dårlig og ugenerøs velfærdsstat, er de store skel, der er i det amerikanske samfund på grund af immigration og raceproblemer. Når ingen stoler på hinanden, kan der ikke skabes et solidaritetssamfund. Det er derfor, de ikke har skabt den type universelle velfærdsstat som i Danmark, hvor folk som regel kan stole på, at når der er indgået en aftale, så overholder alle den. Da Stauning begyndte at oprulle ideerne til en folkepension, der skulle være universel og lige for alle, der lå den solidaritet allerede i den danske kultur. Det var et homogent samfund, hvor folk levede tæt på hinanden og i småsamfund. Der var ikke så brutale klasseskel som i andre lande, og der var ikke store etniske, religiøse og kulturelle skel. Det gjorde, at et universelt velfældssamfund – ligesom i Sverige og Norge – blev ret logisk og let at tænke sig som et alternativ.”

4. maj

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2007. 15 svar

Hvis det skulle have undsluppet nogen læsers opmærksomhed, er det i dag den 4. maj. Det vil sige, at i aften klokken otte er det 62 år siden, at BBC kunne meddele danskerne, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig. At se billederne fra den gang, og tale med de få, der oplevede den aften og den næste dag og stadig lever, bekræfter at sangen taler sandt: Der blev flaget så meget, at byer rent faktisk blomstrede i rød og hvidt! Det er 62 år siden, men som det stadig er tradition i Sønderjylland (hvor jeg kommer fra) og enkelte andre steder i landet, har jeg levende lys i vinduerne i aften. Hvis der er noget, der skal huskes, er det den dag og de ofre der gik forud for den.

Den danske modstandsbevægelse var en af årsagerne til, at Danmark i sidste ende blev betragtet som en allieret nation, og ikke blot en af Nazitysklands medløberstater. Og der var ikke bare tale om nogle drenge, der legede krig, som enkelte historikere synes at mene. Jeg voksede op med en morfar, der havde været med i modstandsbevægelsen fra tidligt i krigen, og en mormor der fragtede dokumenter for bevægelsen mellem Haderslev og København fra hun var 18 år gammel. Nogle af mine klarest minder om min morfar er de sjældne gange han fortalte historier fra krigen. De var spændende og medrivende, men med dem fulgte altid en undertone fra de historier, der ikke blev fortalt – dem hvor kammerater blev taget af Gestapo, hvor nazisterne vandt, hvor venner døde.

Min mormor, derimod, fortalte aldrig et ord om krigen. Min søster og jeg hørte intet om hendes rolle, min mor og moster heller ikke, og hvis min morfar og hun talte om det, var det aldrig mens der var andre tilstede. Måske var det simpelthen for smertefuldt at tænke tilbage på den tid, for hvordan præger det en teenagepige at sidde i et tog i seks timer – den tid det dengang tog fra Sønderjylland til hovedstaden – med dokumenter som man alt for godt ved, kan betyde liv eller død for en selv og ens nærmeste venner? Man kan lige så vel spørge sig selv, hvordan man lever sit liv, når man har haft år hvor man risikerede sit eget og andres liv for at kæmpe mod en overmagt, der stod for en umenneskelighed og et vanvid, som man ikke behøvede få ind på livet?

Men fakta er, at mange danskere tog det eneste moralsk rigtige valg og gjorde modstand. De vidste, at de risikerede alt, og de vidste sandsynligvis også, at de aldrig blev de mennesker, de ville have været uden krigen eller hvis de valgte den lette løsning og accepterede nazismen. Jeg vil nødig lyde plat og sentimental, men jeg har intet andet udtryk for det: Selv de der overlevede, gav deres liv for modstanden – det normale og lettere liv, de havde haft hvis de havde valgt anderledes. Ligeledes valgte andre også modstanden, om end på en anden måde. Mange danske bønder havde mulighed for at tage arbejde for nazisterne på den del af Atlantvolden, der stadig i form af næsten uforgængelige bunkere står op langs med den jyske vestkyst. Jeg er derfor stolt af, at min farfar valgte den mulighed fra. I stedet fristede han og min farmor en tilværelse som – helt bogstaveligt – desperat fattige bønder på den hårde jord i Sønderjylland. Et fravalg er også et valg, og derfor en moralsk stillingtagen.

Og hvorfor så skrive om det, når det nu er 62 år siden? Skulle vi ikke være kommet videre for længst? Og er ham Bjørnskov ikke bare en af de sædvanlige sønderjyder, der kan diskutere moral, tyskere, og hvem der laver de bedste ringridderpølser herfra til helvede? Jo, det kan godt være, og måske er jeg også stolt af mine bedsteforældre, men der er mere i det end som så. For da 1945 kom, havde mange danskere forståeligt nok travlt med at bortforklare deres arbejde for nazisterne, og mange havde travlt med at hoppe med på modstandsvognen. Da det blev omkostningsfrit at tage et valg for et frit Danmark, blev valget selvfølgeligt populært. Men dem, vi skal mindes i dag, er ikke de sidste dages frelste, men derimod de danskere, der villigt lod sig mærke på krop og sjæl af deres valg i starten af krigen.

Dem, jeg vil huske, er de mennesker der tog det rigtige valg mens det stadig var upopulært, og holdt fast i det, også selvom det valg i flere år så ud til at være forbundet med en tabersag. Hvis man bringer den holdning op til en nutidig debat, kan man måske godt være lidt Jeronimus-agtigt skeptisk overfor medierne og danskernes rygrad i al almindelighed. Holder danskerne for eksempel fast når danske soldater dør mens de beskytter almindelige afghanere mod en af de mest formørkede politiske bevægelser i de sidste 100 år? Eller hvis det samme sker i Irak? Og hvor mange ledende politikere og meningsmagere holdt egentlig fast i ytringsfriheden som ideal, da danske virksomheder tabte markedsandele i Mellemøsten og danske ambassader brændte? Hvis vi endegyldigt holder op med at holde fast i vores værdier når det gør lidt ondt, ender vi så på den rigtige side af det næste jerntæppe? Det er hverken rare eller lette spørgsmål, vel?

Så for mig er 4. maj en meget personlig påmindelse om to ting. For det første er det en reminder om, hvor vigtigt det er at have holdninger og værdier, og særligt hvor vigtigt det er at forsvare dem, når de umiddelbart begynder at koste noget. For det andet er den 4. maj en lejlighed til at mindes mine bedsteforældre og en helt særlig ting ved dem: Miraklet at de på trods af deres oplevelser og deres ofre under krigen blev de mennesker, jeg har elsket så højt som nogen. Men måske har sangen ret – livet er ikke så svært, hvis man kæmper for alt man har kært.

Enøjet nyhedsformidling

Af admin, den 2. maj 2007. 16 svar

Den nye borgerlig-liberale netavis, 180grader, begyndte i mandags, og MSM har måtte nedlade sig til at tage stilling til den nye konkurrent.

Marcus Rubin undrer sig i Politiken over, at borgerlige kan være så triste og føle sig så trængt, når kapitalismen sejrer. Det er en lidt underlig mangel på empati i et land, hvor den borgerligt-liberale regering åbent promoverer sig selv som den bedste forvalter af det gamle socialdemokratiske projekt.

Rubin synes endvidere seriøst at undervurdere hensigten med den nye netavis, når han mener at vide, at man især vil dyrke historier om, hvor ond velfærdsstaten er. Formålet med at få en avis, hvis linje følges ikke bare i lederspalten og på debatsiden men også i nyhedsdækningen, er ellers meget klart udtryk af chefredaktøren Ole Birk Olesen i en artikel i WEA, som vi omtalte forleden (her). Her er et uddrag:

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

Men i det mindste interesserer Politiken sig for den nye konkurrent. Det kan man ikke rigtig sige om Berlingske, selvom det var den avis, chefredaktør OBO forlod – eller måske derfor.

Man præsterer det kunststykke at lave en to-siders reportage centreret omkring et billede af ledelsen fra netavisen, men uden at kommentere netavisen nærmere eller interviewe folkene bag. Derimod taler man med en række andre, glimrende mennesker, der alle har det til fælles, at de ikke har noget at gøre med 180grader.

Det overlades dermed til Niels Krause-Kjær at anmelde den nye konkurrent. Muligvis et lidt bovlamt forsøg på at bruge et armlængde princip. Det kunne man have sparet sig eller valgt en anden anmelder, for Krause-Kjærs dom er helt forudsigelige: netavisen er enøjet og har derfor problemer med proportionerne.

Tja, gad vide, om Krause-Kjær har set nærmere efter på den avis, han har valgt at skrive for. Et vue over dagens Berlinger viser følgende:

De personer, der angreb politiet i går på Nørrebro omtales som “autonome” og den demonstration, som de var en del af, omtales som “en demonstration med sympati for det tidligere ungdomshus”. Krause-Kjær bemærker, at 180grader omtaler disse personer som “venstreekstremister” i stedet for “neutrale eller venlige betegnelser som ‘aktivister’ eller ‘unge'”. Er han mon blind for den egentlige pointe, at Berlingske ikke ville tøve med at beskrive tilsvarende voldelige personer fra den modsatte politiske fløj som “højreekstremister” og ikke bare som “unge”?

Resten af Berlingeren er ikke bedre, heller ikke denne dag.

På Magasinets første side under Kulturverdenen bekender korrespondenten i USA sin bundløse beundring for en defaitistisk journalist, der skoser sine amerikanske kolleger for ikke at have stillet mere kritiske spørgsmål om Saddams formodede WMD forud for krigen. Tilsyneladende uden at undre sig over, hvordan medierne skulle have fundet ud af noget, som efterretningstjenesterne ikke kunne finde ud af. Den amerikanske stjernejournalist, eller venstredrejet komiker som nogle vil foretrække at opfatte ham som, er tilsyneladende uvidende om den strøm af officielle undersøgelser og ditto rapporter, der har fastslået, at efterretningstjenesterne faktisk troede på, at Saddam var farligere, end han viste sig at være. Med den slags forbilleder kan man godt forstå den pinligt ringe dækning af Plame-sagen mv.

Og i første sektions udlandsdækning fortsætter den negative dækning af Tony Blair. Han har været hadet af den britiske venstrefløj, siden han opgav munkemarxismen, og ikke nok så mange valgsejrer har kunne formilde dem. Denne opfattelse formidles glimrende af avisens London korrespondent, hvis artikler føles som et dybt kig i arkiverne hos The Guardian og The Independent. Det er som at læse Mogens Lykketofts beskrivelse af Blair fra forleden i WEA, hvor han – til ingens overraskelse, men nok til Helles bekymring – erklærede, at Blair aldrig havde været en rigtig socialdemokrat. Nej, man tror gerne, at Lykketoft har andre idealer. Efter at have gjort det godt, rigtig godt endda landet taget i betragtning, er det naturligvis krigen i Irak, der nu omsider giver Blairs kritikere noget at have deres galde i. Men at fremstille ham som Bush’ puddel udstiller deres uvidenhed, for alle seriøse fremstillinger af hændelsesforløbet tegner det modsatte billede af en selvbevidst og dybt bekymret Blair, der ønskede at henlede en ante-9/11 udenrigspolitisk uinteresseret ny amerikansk præsidents opmærksomhed på truslen fra Saddam, så man kunne videreføre den konfrontatoriske linje, præs. Clinton havde påbegyndt med the Iraqi Freedom Act og bombningen af Irak (der som bekendt skete uden nye FN resolutioner og med støtte fra den danske regering, der dog den gang var heldig at have en mere fornuftig opposition).

Og videre i udlandsdækningen fortsætter den fortvivlede redegørelse for valget i Frankrig, hvor det er tydeligt, at man nærer mere sympati for Royal end for Sarkozy. Man forstår godt fortvivlelsen. Nu har man i analyse efter analyse betroet læserne, at det sande Europa i almindelighed og Frankrig i særdeleshed værner om de socialdemokratiske værdier, afviser den anglo-saksiske markedsøkonomi og hader USA, og så går den lille fyr hen og synes at vinde, selvom han repræsenterer det modsatte. Øv altså.

Så dette er den avis, Krause-Kjær betragter som et alternativ til netavisen 180graders enøjethed. Men det er altså ikke et seriøst alternativ til enøjethed at gøre sig selv blind for problemerne.

Dagens citat: Regeringen som socialdemokratiske administratorer

Af Redaktionen, den 1. maj 2007. 4 svar

Fra en ideologisk taler i dag:

"Sidder de slet og ret i deres ministerbiler og ved, at de kan være forvaltere af det socialdemokratiske velfærdssamfund og ikke en tøddel mere? …  Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød," sagde han med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om at ideologi er noget bras. "Schlüter erklærede ideologien for stendød – det lader til at de borgerlige har taget det til efterretning".

Hvem mon sagde det?  Søren Pind? Jacob Axel Nielsen? Martin Ågerup?  Christopher Arzrouni?  Læs svaret her hos 180grader.

Grøde i Tyrkiet og Pakistan

Af Jacob Mchangama, den 1. maj 2007. 1 svar

April måned har set en udvikling i vigtige muslimske lande som Pakistan og Tyrkiet, der synes at bekræfte den forsigtige optimisme på den muslimske verdens vegne, som et stadigt mindre antal borgerlige – såsom undertegnede – stadig holder fast i.

I Tyrkiet demonstrerede op mod 300.000 i Ankara i forrige uge mod islamismen – i form af det siddende regeringpartis præsidentkandidat. Den 29. april tog op med en million tyrkere så på gaden mod islamismen i Istanbul.

Mindre kendt – men mindst ligeså væsentligt – er det, at titusinder af mennekser i Karachi ifølge Reuters og NY Times gik på gaden i protest mod

a radical religious school that has begun a Taliban-style anti-vice campaign in the capital, Islamabad.

Ifølge den pakistanske avis Daily Times var demonstration i Karachi ikke enestående:

Citizens’ rights activists organised simultaneous protests in Lahore, Islamabad, Karachi and Peshawar to denounce the campaign of vigilantism and intimidation unleashed by the clerics in the heart of Islamabad. The rallies were taken out against the criminal action taken by scores of boys and girls from the seminaries of Hafsa (girls) and Fareedia (men) run by the clerics of Lal Masjid in Islamabad. Armed students went into the house of one Shamim Akhtar and bound her and her daughter and daughter-in-law in ropes and dragged them to the seminary where they were kept for three days while the government in Islamabad wrung its hands and didn’t take any action. The statement of the wronged family is still on the BBC website in which the seminarians also denounce the abducted family as “sinful Shias”.

[…]

The Lahore march was organised by the Women’s Action Forum (WAF) in collaboration with other non-governmental organisations to register the first-ever citizens’ protest against religious extremism. They were joined by minority groups, political workers, lawyers, trade unionists, journalists and students, as well as contingents of the PPP and PMLN women’s wing, as they marched to the Lahore High Court and the Punjab Assembly building on the Mall. The slogans raised condemned clerical blackmail and intimidation and were supported significantly by the Hall Road traders with banners reading: “Stop blackmailing and exploiting traders in the name of Islam,” and “We condemn mullahs’ operation against CD shops”.

[…]

Understandably, the government that has shown no backbone in facing the Lal Masjid clerics came in for criticism by the rallies in the big cities: “We, the people of Pakistan, are not oblivious of this mullah-military alliance. There can be no democracy in Pakistan unless GHQ-backed mullahs stop issuing decrees to exploit people in the name of Islam”. [..]


The procession of protesting men and women that walked up to the Parliament House in Islamabad asked: “Where’s the writ of the state?” In its demonstration of defiance of moral tyranny the rally carried placards saying, “No to religious extremism; yes to life and music” and “Free the children’s library”. Karachi too put up its demonstration of outrage at what was happening in Islamabad. Pakistan’s largest city and economic engine has seen the worst clerical outrages in its history since 2000. It has seen its most respectable citizens done to death and its precious innocent lives lost to suicide-bombing.

Det store antal tyrkere og pakistanere, der aktivt og (hidtil) fredeligt tager afstand fra islamiseringen af deres respektive lande er vel det bedste bevis på, at homo islamicus moderatus, som så mange debattører har efterlyst henholdsvis erklæret for ikke eksisterende, rent faktisk findes og er ved at finde fodfæste i en tid, hvor islamismen ellers spredes og radikaliseres i et skræmmende tempo. Det er samtidig en tiltrængt pind til ligkisten for den deterministiske holdning til Islam, som per definition værende ureformerbar og totalitær. De moderate kræfter i Tyrkiet og Pakistan skal støttes, ikke mødes med selvretfærdige holdninger til den religion, som de insisterer på må tilpasse sig udviklingen af en moderne og demokratisk samfundsmodel.

President Thompson? V

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2007. 1 svar

Her kommer så lidt mere om Fred Dalton Thompsons mulige præsidentkandidatur … Ikke-kandidaten har nu fået sit eget radioprogram og tilhørende blog, og det kunne jo godt tyde på en vis fremtidsinteresse udover skuespillerkarrieren. Hos britiske The Times mener man, at Thompson er den nye Reagan (hvilket vælgerne omvendt bestemt ikke mener, at G.W. Bush er), og Stuart Rothenberg, der er kendt som en af de mest seriøse og mest uafhængige kommentatorer af amerikansk politik, har i sin nye klumme, “Is Fred Thompson coming to the GOP’s rescue?”, bl.a. dette at sige:

I’ll admit that I have had a hard time warming to the idea that former Sen. Fred Thompson (R-Tenn.), whom I first saw as minority counsel during the Senate Watergate hearings and whose TV and movie credits include “Die Hard 2,” “The Hunt for Red October” and “Law & Order,” would run for president. And it seemed, at least initially, even more difficult to imagine him as the Republican nominee next year.

But try as I might to dismiss the idea of a Thompson candidacy, I no longer can do so. It isn’t that the former Senator from Tennessee is such a good fit for the role of presidential candidate. It’s simply that none of the other cast members is a perfect fit either.

As every political analyst on the planet has observed for months, all of the top-tier GOP hopefuls face serious obstacles on the road to Minneapolis, and there clearly is a vacancy in the race for a mainstream conservative who doesn’t have a reputation as a troublemaker within the party.

Thompson surely has assets both in the race for the Republican nomination and in a general election, the single most important being that he both looks and sounds like the president of the United States of America. Don’t dismiss the “he sure looks like a president” factor. It’s important.

But I’m not certain whether the former Tennessee official truly fills the vacancy in his party’s presidential field that was created when conservative Sen. George Allen’s (R-Va.) political career imploded. For now, at least, many conservatives seem to think that Thompson is acceptable, though I’m not sure how deeply they have looked into his record.

Anyway, Thompson didn’t offend conservatives when he was a Senator and he doesn’t have a pro-choice, pro-gun-control record, which makes him more acceptable to conservatives than either Sen. John McCain (R-Ariz.) or former New York City Mayor Rudy Giuliani. More recently, he has substituted for longtime radio commentator Paul Harvey, where he has sounded, according to one Republican observer, “like a conservative Southerner.”

Still, Thompson’s appeal is less about who he is and more about who he isn’t.

… Former Republican National Committee Chairman Ed Gillespie, who now chairs the Virginia GOP, recently told me that criticism of Thompson is not always on the mark, and some of it is reminiscent of criticism aimed at former President Ronald Reagan.

“He is easygoing and amiable,” says Gillespie, who is offering his advice to all candidates and emphasizes that he does not now have a candidate in the Republican race and will stay neutral throughout the contest for his party’s nomination. “And he is kind of laid-back. But Fred has been successful on a number of fronts.”

… Thompson has not yet decided whether to run, though some of his allies have been sounding out consultants about their availability, should he decide to go forward.

A Thompson run would be a serious, possibly fatal, blow to the prospects of former Massachusetts Gov. Mitt Romney, who hopes to emerge (against either McCain or Giuliani) as the “conservative alternative.” Thompson would be a rival for that role, and the announcement of his candidacy would create at least a temporary boomlet that would eclipse Romney if the former governor had not already increased his standing in key polls.

Thompson’s announcement about whether he will make the race could come at any time, though nothing appears to be imminent. He actually may be better off delaying his entry until around the Iowa Straw Poll in August, bypassing an event that maximizes the importance of organization, which he doesn’t have and probably can’t create in a few months.

Anyway, I’m not dismissing Thompson anymore. Nature abhors a vacuum, and Fred Thompson may well have the ability to fill the one that exists in the GOP contest.”

Meningsmålere mener noget lignende.

Update: En anden London-avis, The Telegraph, har også fået øjnene op for potentialet i Thompson. I en artikel forleden hed det bl.a., at Reagans gamle støtter nu støtter Thompson:

“Ronald Reagan’s closest allies are throwing their weight behind the White House bid by the late president’s fellow actor, Fred Thompson.

The film star and former Republican senator from Tennessee will this week use a speech in the heart of Reagan country, in southern California, to woo party bigwigs in what insiders say is the next step in his coming out as a candidate.

A key figure in the Reagan inner circle has now given his seal of approval to Mr Thompson, best known as a star of the television crime drama Law and Order.

As deputy chief of staff, Michael Deaver was a key member of the “troika” of aides who kept the Reagan White House on track. With the chief of staff James Baker and special assistant Ed Meese, he was the master of image and presentation.

Mr Deaver sees the same raw material in Mr Thompson as was perceived in Ronald Reagan, describing him as someone “that could really make a difference”. He added: “He is very popular in his party. He could change this whole thing and turn this primary system upside down.

“As Ronald Reagan used to say, after he stole a line from Al Jolson, ‘Stay tuned, you ain’t seen nothing yet’.”

… Mr Deaver voiced the view of many Republicans that the current crop of declared candidates is unsatisfactory. Of the front runner, the former New York mayor Rudi Giuliani, he said: “His popularity may be a mile wide and an inch deep. I’m sure that lead will shrink.”

Mr Deaver’s intervention is significant. He is very close to Mr Reagan’s widow, Nancy, and is seen as the keeper of the Reagan flame.

Clark Judge, a White House speechwriter for Mr Reagan, said: “Fred Thompson, like Ronald Reagan, is a man of tremendous substance. There is a sense in the party that none of the candidates is quite ‘it’.”

Mr Reagan, he said, had “embodied the mission of the party – entrepreneurial growth, limited government and a strong national defence. Whoever can bring that mission into this age will be the nominee. And it may be Fred Thompson.” Roger Stone, who was a Reagan campaign strategist, said: “The president Americans want is, in fact, the guy they see on Law and Order: wise, thoughtful, deliberative, confident without the cockiness of George W Bush, urba
ne yet country. Fred Thomp
son communicates all those virtues.”

… Mr Thompson has shown that he recognises the importance of assuming the Reagan mantle. He is on record as saying: “Ronald Reagan believed in something. How much we need that today. He showed what can be done if you have the will to push for tough choices, and the ability to ask the people to accept them.”

Mr Reagan himself, asked whether his training as an actor had prepared him for the presidency, once replied: “I don’t see how any fellow that wasn’t an actor could do this job.”

Americans need not wait for Mr Thompson to win next year’s election to see him in the Oval Office. He plays President Ulysses S Grant in the film, Bury My Heart at Wounded Knee, which opens next month.”

Update II: Og New York Times har idag en laaaanng og grundlæggende ikke-negativ artikel.

DRs bløde budget og Plummers mesterstykke

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2007. 19 svar

Som det vel næppe er undsluppet vore læseres opmærksomhed, har Danmarks Radios nye prestigebyggeri medført nogle store slagsmål, både internt i DR og politisk. Grunden er naturligvis at den nye DR-by i Ørestaden efter alt at dømme bliver 60-70 procent dyrere end oprindeligt budgetteret. Generaldirektør Kenneth Plummer er derfor tvunget til spare, da dette er en stor overskridelse, selv i en offentlig kontekst hvor budgetter ikke rigtigt har samme status som i det private. Så forleden præsenterede Plummer det, han regner med er den endelige spareplan – i hvert fald i hans tid som chef. Og det er en på alle måder smart plan.

En del af planen er nemlig at skære DR-Sportens udgifter ned til en tredjedel af de nuværende. Det vil blandt andet betyde, at de olympiske lege i Beijing næste år udelukkende bliver dækket af TV2 og eventuelle andre private kanaler. Sparerunden betyder også, at DR som helhed – ikke blot Sporten – skal spare 275 medarbejdere væk. De første er allerede forsvundet fra sportsredaktionen under store protester. Planen betyder derfor med en vis sandsynlighed at Danmarks Radio de kommende år mister den del af deres seere, der primært har lukket op for brede sportsudsendelser – fodbold og håndbold – og lørdagsunderholdningen, dette mærkværdige flagskib/fortidslevn som mange andre af os holdt op med at se år tilbage.

Hvorfor er lige netop dét en smart spareplan? Hvordan, kunne man spørge, kan det være smart at ramme de mest populære TV-blokke? Svaret skal findes i det, der kaldes 'bløde budgetbegrænsninger', et særligt forhold som den ungarske økonom Janos Kornai opdagede i sine studier af kommunismens interne logik. Det, Kornai fandt, var nemlig at budgetbegrænsninger ikke rigtigt er begrænsninger i tilstrækkeligt offentlige virksomheder. Mens private virksomheder har et budget, der lægges på grundlag af de forventede udgifter og indtægter, er der mere 'slack' i offentlige virksomheder. De behøver nemlig ikke overholde budgetterne, som i en vis forstand kun bliver forhandlingsoplæg overfor virksomhedernes principaler – politikerne. Hvis indtægterne svigter i det private, må man skære ned på udgifterne eller gøre noget drastisk for at hæve indtægterne næste år. Hvis indtægterne derimod svigter i det offentlige, kan man vifte de ansvarlige politikere om ørerne med en trussel om at afskedige mange medarbejdere for at få budgettet til at balancere. Da arbejdsløshed under kommunismen var officielt afskaffet, kunne denne trussel i de fleste tilfælde afstedkomme, at virksomheden enten fik større tilskud eller på mystisk vis modtog større ordrer fra det offentlige. Den del af ordet 'budgetbegrænsning' der handler om begrænsning blev derfor særligt elastisk, hvilket blandt andet ødelagde virksomhedernes incitamenter til at holde igen på udgifterne, og til at arbejde for at blive mere effektiv.

På samme måde har DR også en blød budgetbegrænsning. Når DR-Byen først er påbegyndt, er der investeret så stor politisk kapital i den, at man ikke kan stoppe byggeriet, skære ned på det, eller eventuelt lade et privat konsortium overtage dele af den (f.eks. koncertsalen???). For Danmarks Radio er et nationalklenodie, ikke mindst i de fleste politikeres verdensforståelse. De politiske omkostninger ved at tvinge DR til at overholde et budget bliver dermed hurtigt ganske høje, hvilket indebærer at DR kan tillade sig meget overfor Folketinget uden at frygte egentlige sanktioner. At man nu er nået så langt ud, at der er hårde ord fra den front, har man muligvis ikke set komme i mediemastodonten. Men verden er blevet en smule anderledes efter at A.P. Møller byggede et operahus på budgettet og gjorde det færdig til tiden. Når en privat virksomhed – selvom det er A.P. Møller – kan gøre det kunststykke med så stort og ambitiøst et projekt, hvorfor skal DR så gå 60 procent over budgettet? Operahuset har sandsynligvis været en øjenåbner for mange politikere og andre mennesker, der arbejder med offentlige virksomheder.

Og det er i denne optik, at Plummers spareplan er så smart – også hvis den skulle vise sig ikke at virke. Ved at spare på netop de sendeflader og de tilbud, som hr. og fru Danmark – medianvælgerne – benytter sig mest af hos DR, maksimerer Plummer de politiske omkostninger ved at stå fast på det kraftigt udvidede budget, man er nået til. Med andre ord benytter generaldirektøren den interne logik omkring offentlige virksomheders bløde budgetbegrænsninger til grænsen. Han synliggør DR's problemer, og sandsynliggør overfor den typiske vælger, at et krav om en almindelig, hård budgetbegrænsning for DR vil ramme hende. Og han sørger for at den nuværende plan for at holde sig rimeligt indenfor det nyeste budget vil ramme medianvælgeren og hendes mand med størst mulig styrke. Og hvis medianvælgeren pludseligt støtter øget støtte til DR, viser de senere års erfaring, at de danske politikere løber begejstrede i den retning.

Sådan går der politisk økonomi i små som store offentlige aktiviteter. Vi mangler stadig at se, om de danske politikere har rygrad til at modstå det kombinerede pres fra DR og vælgerne. Men under alle omstændigheder må man lykønske Kenneth Plummer for den flotte, tekniske udførsel af sit politiske trick. Den typiske vælger er berørt personligt – eller føler sig sådan – og en række personer med særinteresser i DR råber vagt i gevær så højt de kan. Det er virkeligt mesterlig udnyttelse af de politiske faktorer i DR's egeninteresse.

Econ-Edutainment

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. april 2007. 2 svar

Jeg fik mig et ret godt grin i går, da jeg via en af vore læseres hjemmesider forvildede mig ind på en video med en kort forelæsning af økonomen Yoram Bauman, Ph.D. (University of Washington), som kalder sig selv “verdens første og eneste ‘stand-up economist'”. Videoen af hans forelæsning, “Mankiw’s Ten Principles of Economics, Translated”, der på nørdet vis tager p.. på Greg Mankiws grundbog (“Principles of Microeconomics”), er her (fra YouTube), og den er faktisk ret sjov–selvom resten af hans hjemmeside afslører, at han vistnok er en politisk aktivist med forsmag for “tree hugging” og rygeforbud, hvilket antyder en vis mangel på morskab.

PS. Min helt, P.J. O’Rourke, er åbenbart en af inspiratorerne.

Så se dog noget "Bullshit!" II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2007. 8 svar
Denne punditokrat har tidligere prøvet at lokke læserne til at se magikerne Penn & Tellers “Bullshit”-serie på TV3+.  Hvis det ikke er lykkedes endnu, så kan jeg kun sige, at man i så fald gik glip af et storslået afsnit i går aftes om “The War on Drugs”.  Jeg er måske personligt mindre overbevist end d’herrer om narkotikas manglende negative effekter, men deres gennemgang af hvilke indgreb i borgernes frihed og andre drastiske og negative konsekvenser narkotikapolitikken indebærer, er ihvertfald svær at argumentere imod.  (Her er et link til YouTube’s tre dele af aftenens afsnit.)

Showet sluttede med en opsummering af programmets punkter i form af en “spoof” på en kendt amerikansk anti-narkotika reklame, men her med Penn, der i en bulldozer repræsenterende staten, kører henover en række æg, hvor hvert af disse er påskrevet en grundlæggende frihedsrettighed, som den amerikanske “Bill of Rights” angiveligt skulle sikre.  Klippet findes her. 

Meget mere frihedsorienteret end dét, bliver dansk TV næppe.

Punditokraterne på P1 III

Af Jacob Mchangama, den 24. april 2007. 15 svar

Denne blog var udgangspunkt for debatten i dagens udgave af Kaffeklubben på P1, hvor undertegnede skulle lægge op til debat med MF’erne Mette Frederiksen, Helle Sjelle og Ellen Trane Nørby. Udsendelsen tog udgangspunkt i indlæggene “Når markedet tilfredsstiller basale behov” og “To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske”. Endvidere blev det debatteret, hvor vidt der bliver lovgivet og reguleret for meget og for vilkårligt her i landet.

Boris Jeltsin (1931-2007)

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2007. 1 svar

I går døde Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin, og nyhederne har siden været fulde af forskellige eksperters vurderinger af ham. Jeltsin blev født i Butka i Sverdlovsk-regionen, hvor hans barneår utvivlsomt prægedes af hans fars tre år i Gulag, dømt for anti-sovjetisk propaganda. På trods af denne tidlige oplevelse voksede han op til en ingeniøruddannelse og blev partyboss i Sverdlovsk og borgmester i Moskva 1985-1987.

Han var således en apparatjik, men en noget rebelsk af slagsen. Han blev frataget sine officielle poster i 1987 efter at have kritiseret Gorbatjovs kone for at blande sig i statslige sager. Denne degradering og efterfølgende kritik kastede ham ud i en af de depressioner, der var et af mandens kendetegn og svagheder. En anden af hans svagheder – den for alkohol – kom også ganske tydeligt frem i de sovjetiske medier i denne tid. Jeltsin valgte da, efter nogle overvejelser og en intern magtkamp i partiet, at træde ud af kommunistpartiet i juli 1990.

På trods af disse svagheder og Jeltsins til tider uforudsigelige opførsel – eller måske netop på grund af – blev han valgt med 57 % flertal i Ruslands første demokratiske præsidentvalg i 1991, hvor han slog Gorbatjovs kandidat. I august forsøgte hardline kommunister at kuppe sig tilbage til magten i Rusland, hvorefter Jeltsin tog til pladsen foran parlamentsbygningen og trådte i karakter. For hvem kan glemme billedet af ham den dag? Stående foran den symbolske bygning hvor på en kampvogn, hvorfra han holdt en dundertale til russerne.

Derfra var vejen banet for russisk demokrati, om end det blev en vej med mange mærkelige sving. Jeltsin valgte chokterapi og en 35-årig økonom med hang til dybe reformer – Jegor Gaidar. Den første regering blev en af mange, der nogle gange syntes at blive udskiftet alt efter mandens luner og humør lige den dag. 90'ernes politiske ustabilitet er netop en af de faktorer, som mange har klandret Jeltsin for. Hvorfor kunne man ikke tage en mere lige vej mod demokrati? Hvorfor skulle det hele være her og nu? Hvorfor kunne man ikke – som mange kommentatorer har valgt at spørge om – have implementeret markedsreformer i et mere 'menneskeligt' tempo?

Og det er her, vi er fremme ved Jeltsins særkender, og det jeg håber han vil blive anerkendt for. Hviderusland og Ukraine var meget mere stabile, men netop også stabile på den måde, at intet skete. Stabilitet i et land, der har været kommunistisk siden 1917 betyder nemlig som oftest, at de stærkeste og mest veletablerede særinteresser er dem, der arbejder for status quo. Og Jeltsin så korrekt, at Rusland ikke havde behov for den slags stabilitet. Det havde behov for at stoppe med at være Sovjetunionen, og starte med at være Rusland igen. Det havde behov for et nybrud hvor gamle strukturer og interesser mistede indflydelse, og hvor der blev plads til både nytænkning og eksperimenteren.

Om Jeltsin gjorde det hele bevidst eller om han blot væltede det politiske bord i det perioder, han mest af alt lignede en vodkavåd cirkusklovn, kan jeg ikke sige. Men for mig står det klart, at netop hans uforudsigelighed og lejlighedsvise mangel på tålmodighed gjorde det særdeles svært for særinteresser – om de så var gammelkommunistiske eller kom fra de nyrige oligarker – at få nogen afgørende indflydelse. Ved at holde Ruslands politiske system flydende sikrede Jeltsin, at det flød med strømmen i den rigtige retning.

Jeltsin-perioden var ikke blot en sjældent spændende og lejlighedsvist stærkt underholdende periode. Den var også den mest demokratiske tid i Ruslands historie, for med mandens efterfølger Vladimir Putin vendte sovjettidens kontrolmani tilbage i skikkelse af en præsident med en dunkel fortid i KGB. Pressefrihed er nu blevet en by udenfor Rusland – i Reporters sans Frontiers ratings er Rusland nummer 147 af 168 lande, og dermed på linie med lande som Gambia og Congo – og Freedom House har placeret landet med en rating 6 ud af syv mulige på 'political rights', der måler mangelen på demokrati. Med Putins stabilitet har en bestemt gruppe særinteresser vundet, og andre som Mikhail Khodorkovski er sendt i fængsel. Det er svært ikke at savne Jeltsins ustabilitet og dermed hans forrygende mangel på politisk styring af et land, der var sendt ud i en stinkende sump af 70 års politisk kontrol. Ustabiliteten emulerede simpelthen den grad af demokratisk styring og 'accountability' som landet havde været foruden siden zarerne blev en faktor.

Man kan derfor klandre Jeltsin for mange ting, ikke mindst den uheldige måde hvorpå Ruslands privatisering foregik, og måske også den sociale nød der fulgte, selvom erfaringen fra resten af Østeuropa er, at den er uundgåelig i en transition mod at blive rigt og demokratisk. Manden var uforudsigelig, havde hang til stærk alkohol, dyb melankoli og endda selvmordstruende depressioner, og han var ikke altid helt gennemtænkt. Men Boris Jeltsin var også en mand af stort personligt og politisk mod, der fulgte sin overbevisning og aldrig lod nogen i tvivl om sin kærlighed til sit land. Russerne holdt ikke af ham ikke på trods af disse forhold, de gjorde det på grund af dem. Russerne elskede Jeltsin fordi han i et og alt var en stor russer, med alle de selvmodsigende forhold det indebærer!

Principfaste kynikere til højre, generøse racister til venstre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2007. 4 svar

Er amerikanske højreorienterede kyniske og nærige med offentlige midler?  Det ville nogle måske tro.  Men er ditto venstreorienterede nok mere “ekspansive” men samtidigt i virkeligheden mere racistiske?  Hmmm.  Noget kunne tyde på det.

Indenfor de senere år er “laboratorie-eksperimenter” vundet meget frem indenfor samfundsvidenskaberne–især økonomi og politologi mens metoden naturligvis har lange rødder indenfor f.eks. sociologi og psykologi.   Dette blev mest synligt markeret i 2002 med Nobelprisen i økonomi til den gode (noget-mindre-end-minimalstats-)liberalist Vernon Smith, men en anden som ofte laver sjove, eller ihvertfald tankevækkende, eksperimenter er kommunikationsforskeren Shanto Iyengar fra Political Communication Lab på Stanford University.

Iyengar lavede sidste år i samarbejde med The Washington Post/washingtonpost.com et eksperiment i kølvandet på “Hurricane Katrina”, hvor han bad 2.300 deltagende “forsøgskaniner” læse en nyhedsartikel om et menneske, der var blevet ramt af orkanen.  Nogle fik en avishistorie om en “hvid” amerikaner, mens andre fik identiske versioner af historien men hvor personens oprindelse var latin-amerikansk, asiatisk eller afrikansk.  Forsøgspersonerne blev herefter spurgt om, hvor megen hjælp de syntes den nødlidende person skulle have fra det offentlige.  Totalt set ville deltagerne give mindre til “sorte” end til “hvide”:

“[The] study found that people were less likely to give extended aid to black Hurricane Katrina victims than to white ones. The race penalty, on average, totaled about $1,000 per black victim.

As Iyengar and his colleagues subsequently dug deeper into these data, another finding emerged: Republicans consistently gave less aid, and gave over a shorter period of time, to victims regardless of race.

Democrats and independents were far more generous; on average, they gave Katrina victims on average more than $1,500 a month, compared with $1,200 for Republicans, and for 13 months instead of nine.

But for Democrats, race mattered — and in a disturbing way. Overall, Democrats were willing to give whites about $1,500 more than they chose to give to a black or other minority. (Even with this race penalty, Democrats still were willing to give more to blacks than those principled Republicans.) “Republicans are likely to be more stringent, both in terms of money and time, Iyengar said. “However, their position is ‘principled’ in the sense that it stems from a strong belief in individualism (as opposed to handouts). Thus their responses to the assistance questions are relatively invariant across the different media conditions. Independents and Democrats, on the other hand, are more likely to be affected by racial cues.”

Se, det var jo interessant, al den stund at det går ganske meget kontra den almindelige visdom.

Vi kender ikke Iyengars egen politiske observans, men han kommer fra et af de mest “højreorienterede” universiteter i USA–hvor forskerne indenfor samfundsvidenskab er ca. tre Demokrater/grønne/etc. for hver Republikaner/libertarianer.  Han vil ifølge Washington Post ikke gå så langt som at kalde de venstreorienterede forsøgspersoner for racister:

“I wouldn’t put it quite so starkly,” said Stanford University professor Shanto Iyengar. He would prefer to call Democrats “less principled” rather than bigoted, based on his analysis of data collected …

Iyengar said he’s not surprised by the latest findings: “This pattern of results matches perfectly an earlier study I did on race and crime” with Franklin D. Gilliam Jr. of UCLA. “Republicans supported tough treatment of criminals no matter what they encountered in the news. Others were more elastic in their position, coming to support more harsh measures when the criminal suspect they encountered was non-white.”

President Thompson? IV

Af Jacob Mchangama, den 22. april 2007. 4 svar

Fred Thompsons positioneren fortsætter ufortrødent. Senest med et indlæg i National Review, hvor han i kølvandet på tragedien på Virginia Tech slår til lyd for retten til at bære skjulte våben:

The statistics are clear. Communities that recognize and grant Second Amendment rights to responsible adults have a significantly lower incidence of violent crime than those that do not. More to the point, incarcerated criminals tell criminologists that they consider local gun laws when they decide what sort of crime they will commit, and where they will do so.

Thompson kritiserer Virginia Techs våbenpolitik, der i modsætning til, hvad der ellers gælder for delstaten forbyder studerende og lærere at bære våben: 

Virginians asked their legislators to change the university’s “concealed carry” policy to exempt people 21 years of age or older who have passed background checks and taken training classes. The university, however, lobbied against that bill, and a top administrator subsequently praised the legislature for blocking the measure.

The logic behind this attitude baffles me, but I suspect it has to do with a basic difference in worldviews. Some people think that power should exist only at the top, and everybody else should rely on “the authorities” for protection.

Despite such attitudes, average Americans have always made up the front line against crime. Through programs like Neighborhood Watch and Amber Alert, we are stopping and catching criminals daily. Normal people tackled “shoe bomber” Richard Reid as he was trying to blow up an airliner. It was a truck driver who found the D.C. snipers. Statistics from the Centers for Disease Control and Prevention show that civilians use firearms to prevent at least a half million crimes annually.

Hvad enten man er enig med Thompson eller ej er det en modig udmelding på et tidspunkt, hvor mange politikere ville være tilbøjelige til at stramme våbenlovgivning. Indlægget vil givetvis appellere stærkt til både social-conservatives og libertære dele af det det republikanske parti, og placerer Thompson solidt til højre for både Guiliani og Mccain.