George Borjas, professor i labor economics ved Harvard og skarp kritiker af USAs kaotiske indvandringspolitik, har startet en blog. Nødvendig læsning, foruden at Borjas er en ualmindelig tydelig skribent.
Hele Danmarks borgerlige netavis 180Grader.dk har et dagsaktuelt, omend to år gammelt, citat fra de unge liberales politiske program:
Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke.
VU’s Thomas Banke uddyber til 180Grader:
Hvis kvinder vitterligt ønsker at lade sig gifte ind i et harem, så mener jeg faktisk ikke at det en politisk opgave at blande sig i. Det må være folks frie valg. … Hvis ikke der er tale om tvang eller misbrug, så er det svært, synes jeg, at finde nogen grund til at lovgive imod det. Også selvom jeg ikke selv bryder mig om den form for ægteskab.
VU’s formand, Karsten Lauritzen, kan derimod ikke helt finde ud af, hvad han mener.
Billedet viser et typisk dansk bunkebryllup.
Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.
Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:
Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.
The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.
[ ]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims annual incomes and perceptions of personal finances are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.
[ ] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.
The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.
Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).
Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.
Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).
Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).
Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer kun 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.
Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.
De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.
Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.
Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at forestillingen om fornuftige muslimer, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.
Jeg skal i den grad–både her og i Groft Sagt-spalten–afholde mig helt og aldeles fra at blande mig i den hidsige debat foranlediget af lektor Klaus Kjøllers udtalelser om, at nogle yppige kvindelige for- og bagdele kan resultere i højere karakterer ved en eksamen. Hvis du er ansat som forsker, har du lige så meget brug for at blande dig i den debat, “like u need a hole in yo head”–for nu at citere en anden med interesse for kvindelige former.
Men for denne blogs kræsne læsere, hvoraf en stor del er bekendt med “Den østrigske økonomiske skole”, skal jeg ikke undlade at benytte lejligheden til at fortælle, hvad jeg som studerende hørte, da jeg (1992-94) deltog i det hæderkronede Austrian Economics kollokvium ved New York University, der i sin tid blev etableret af Ludwig von Mises. Det er nemlig en historie om en af Mises’ mange talentfulde og begavede elever, den glorværdige østrigsk-amerikanske økonom, professor Fritz Machlup (1902-83).
Machlup var lige fra sine unge dage i Wien noget af en suave og pigeglad charmør–så meget at han i en kendt anekdote om, hvordan de liberale (og mestendels jødiske) østrigske økonomer fabulerede om, hvad de mon allesammen skulle lave, når de engang var tvungent i eksil udenfor Østrig. Herforestillede de sig, at de alle ville blive nødt til at arbejde som noget andet end økonomer, f.eks. på en restaurant i Sydamerika ; Machlup blev tilskrevet rollen som danser og gigolo. (Hans kone, Mitzi, skulle være go-go girl, Hayek tjener og Mises dørmand, o.s.v.)
Interessen for det smukke køn blev åbenbart ikke mindre med årene. Da Machlup nærmede sig firserne og var i en slags halv-pensionist stilling ved NYU, insisterede han som en af de første dér på, at de studerende skulle aflevere deres eksamensopgaver uden eget navn på. Det var åbenbart meget sjældent dengang. Han var bange for, hvordan hans viden om og sympatier for specifikke studerende kunne resultere i, at han gav dem uretfærdigt høje karakterer. Det var her ikke så meget det politiske, det ideologiske eller det rent paradigme-mæssige, han tænkte på …:
“Zere are soooo many lovely girls, and I just cannot help giving zem a gut grade …”,
–skal han (efter sigende) have sagt, eller ihvertfald noget i den stil. Om historien er korrekt, ved jeg ikke, men ihvertfald illustrerer den en slags “rationel institutionalisme”, og hvis Kjøller har ret (altså i en strengt kausalvidenskablig forstand!), er den ihvertfald endnu et godt argument for at nedprioritere mundtlige eksamener til fordel for (om muligt) anonymiserede skriftlige ditto.
Som allerede omtalt af vores ærede redaktør , synes Venezuelas folkevalgte diktator, den socialistisk-nationalistiske (eller var det omvendt?) Hugo Chavez, nu at ville konkurrere på internationalt plan. 
Nærmere bestemt virker han forhippet på at ville gøre Robert Mugabe og Fidel Castro rangen stridig som en af dem, der hurtigst kan køre en–i det store billede–relativt velfungerende udviklingsøkonomi i sænk. Han bruger også Mugabes metoder, herunder vilkårlige besættelser af private gårde. Her er mere fra Wall Street Journals artikel:
“Now Mr. Chavez is taking his revolution to the Venezuelan countryside. “We must end latifundios,” he said in a televised speech in March, referring to large agrarian estates. “The people order it, and we will do it, whatever the cost.” Then he announced the seizure of a land area larger than the state of Rhode Island.
Since coming to power, The Chávez government has handed over 8.8 million acres, an area bigger than Maryland, for use by the poor. While much of this was state-owned land that was either idle or leased to ranchers, some 4.5 million acres were “recovered” from private owners, Mr. Chávez said recently. In some cases, the government compensated them. In most others… it has simply turned a blind eye to land invasions.
The government bills land reform as a way to make Venezuela self-sufficient infood. But so far, the effect has been to undercut production of beef, sugar and other foods, as productive land is handed over to city dwellers with no knowledge of farming. Established farmers and ranchers, fearing their land may be seized next, are cutting investment in their operations to a minimum.
The chaos in the countryside has contributed to shortages in basic items like milk and meat, a paradox in a country enjoying an economic boom traceable to high oil prices. Also spurring the shortages are price controls on certain foods that keep them prices below the cost of production. Meanwhile, 19%-plus inflation–as oil revenue floods the economy–spurs panic buying: purchasing price-controlled and other goods the shopper might not immediately need for fear of having higher prices in the future or not finding the items at all.
“You get up at dawn to hunt for a breast of chicken all over town. Housewives are in a foul mood.” says Lucylde Gonzalez, a Caracas homemaker, who says she hasn’t seen an egg in a week.”
Kunne man forestille sig, at nogen ville brokke sig over det? Ja, men så må de jo se, om de kan få fat i en journalist fra de medier, som ikke i samme anledning bliver frataget deres sendetilladelser.
I sin bog “Velstandens kilder” , benævner David Gress fordommen om, at velstand kommer af velfærdssamfundet, og at det er dettes institutioner, ydelser og sociale sikkerhedsnet, som sætter folk i stand til overhovedet at leve og arbejde, “Lykketofts fejltagelse”.
Han nævner dog, at han kunne han have sat andre navne på. Måske en kandidat er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der som bekendt har svært ved at få armene ned i jubel over vores høje skattetryk og den vidt berømmede flexicurity model. Han har dog misforstået modellen på et ret afgørende punkt – nemlig sammenhængen mellem et fleksibelt arbejdsmarked og arbejdsløshedunderstøttelsen.
Den danske model burde måske rettere hedde flexi-too-much-security. Fleksibiliteten gælder primært de relativt vellønnede, hvor understøttelsen i tilfælde af arbejdsløshed er relativt lav (væsentligt lavere end i f.eks. Tyskland), mens den er rekord høj for lavtlønnede.
Man kan i denne kontekst med rette beskrive det danske arbejdsmarked som udpræget dualistisk med ét beklageligt fælles træk nemlig dens mangel på tilskyndelse til at yde en ekstra indsats – eller en indsats overhovedet (i hvert fald hvis vi taler om hvidt arbejde). For den bedre lønnede del af befolkningen er det lidet attraktivt at øge udbudet på grund af de høje marginalskatter og for de lavest lønnede er det tilsvarende lidet attraktivt at stille sin arbejdskraft til rådighed, fordi overførselsindkomsterne er så høje.
Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i forrige uge hørte Claus Hjort Frederiksen ved et arrangement i anledning af udgivelsen af Ole Birk Olesens bog om velfærdsstaten gennem snart 5 årtier, med den meget sigende titel Taberfabrikken“.
Med udgangspunkt i bogens konstateringen af, at antallet af danskere på passiv forsørgelse er steget fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag, fremhævede Hjort Frederiksen igen flexicurity modellen og for ligesom at sætte streg under spurgte han retorisk, om man havde tænkt sig at afskaffe (kvindernes) barselsdagpenge som om det var afgørende for den voldsomme vækst i antallet på passiv forsørgelse.
Det er måske derfor en ide lige at se på hvem det egentlig er der primært udgør de næsten 900.000 i den erhvervsaktive alder (18-65 år), der er på passiv forsørgelse. Ifølge Danmarks Statistik fordelte de sig i 2005 som følger:
i alt (845.338 personer)
Sjovt nok spurgte Hjort Frederiksen ikke om man måske havde tænkt sig at afskaffe f. eks. efterlønnen – måske fordi han vidste, at han ville være blevet mødt med et rungende JA fra de fremmødte.
Hørte jeg nogle hviskende spørge, hvem det nu lige var der vandt værdikampen?
I går blev det endelig officielt, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz har taget sin afsked. Wolfowitz udtalte i den anledning, at de fattigste mennesker i verden fortjener det bedste, vi kan levere, og mente derfor at det er i deres interesse, at han nu forlader banken. Det kan der stilles spørgsmålstegn ved.
Baggrunden for Wolfowitz tilbagetræden er, at han sørgede for at få sin kæreste forfremmet internt i banken, og at hun ydermere fik en overordentlig generøs lønstigning. Han har ikke gjort noget decideret ulovligt, men forbrudt sig mod bankens retningslinjer og almindelig moral. Så lad min understrege med det samme, at den type adfærd ikke bør accepteres, og naturligvis under alle omstændigheder skulle have konsekvenser for Wolfowitz! Når det så er sagt, er det værd at bemærke at adskillige ledere i internationale organisationer har begået lignende regelbrud, uden at det har ført til nogen form for konsekvens. Et eksempel er den allestedes hyldede FN-generalsekretær Kofi Annan, hvis søn var dybt involveret i Mad for Olie-skandalen i Irak. Annans egen rolle er aldrig klarlagt, og hvorfor sad Annans søn overhovedet så centralt og lukrativt placeret i FN-systemet?
Det egentligt beklagelige ved Wolfowitz tilbagetræden er dog ikke, at der ikke er nogen klar linje i, hvad der sker med internationale topchefer, der forbryder sig mod moral eller lov. Det er derimod hans rolle i Verdensbanken, og implicit også et rimeligt bud på, hvorfor hammeren faldt så tungt i hans sag. Det var nemlig med en del forventning fra nogle sider, at Paul Wolfowitz blev udnævnt til præsident. Verdensbanken, der står for en betragtelig del af klodens udviklingsprojekter i ulande, og en meget stor del af forskningen i udvikling, bliver ofte kritiseret, om end kritikken i de fleste tilfælde er noget forfejlet. Men op gennem 90erne og til nu har mange mennesker tabt tiltroen til ulandsbistand og med rette. Det kan ganske enkelt ikke dokumenteres, at den har nogen som helst virkning, når man måler på forskelle mellem lande. De eneste virkelige effekter synes at være, at centrale liberaliserende reformer udebliver, når ulande får store mængder hjælp. Vi har tidligere skrevet om det her og her.
For de af os der kender den del af litteraturen, og ikke alligevel holder os selv i et optimismens selvbedrag, var valget af Wolfowitz som præsident et løfte om et frisk pust en åbnen vinduerne og en gentænkning af, hvad banken kan udrette. For det er ingen hemmelighed, at selv Verdensbanken med dens stab på cirka 7000 PhD-uddannede medarbejdere, i mangt og meget gør præcist de samme fejl som alle andre donorer. Banken og dens medarbejdere har også et klart incitament til at fortsætte med ulandsbistanden, og som William Easterly har vist love, at selvom den ikke virkede før i tiden, har vi nu lavet bistanden om og målrettet den så denne gang bliver det en succes. For de af os, der aldrig har troet på det budskab, var Wolfowitz netop den kætter ideologisk og praktisk der kunne ryste op i Verdensbanken.
På den baggrund er det vel ikke svært at forstå, hvorfor der stort ikke blev bakket op om Paul Wolfowitz i den prekære sag? Ikke nok kom han fra en baggrund i George W. Bushs administration, og endda som en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, men han var klart republikansk og amerikaner i en tid, hvor blandt andet EU plæderer kraftigt for at få en ikke-amerikaner på posten, og helst en med de rette forbindelser til unionen. Så da Wolfowitz trådte ved siden af, faldt dommen hurtigt og nådesløst, og uden at journalisterne åbenbart har bemærket det med en hel del gusten selvinteresse bag.
Denne punditokrats yndlingsbud blandt dem, der er blevet nævnt, er klart den nuværende viceudenrigsminister Robert Zoellick. Manden er tidligere chefforhandler i WTO for USA, og både en dreven diplomat og en stærk tilhænger af frihandel og frihed, og derfor et godt bud på en præsident uden alt for meget velment nonsens i tasken. Men tidligere nigerianske og sydafrikanske finansministres navne er også på bordet. Hvis man vælger dem, bliver det næppe andet end mere af samme skuffe den med projekterne og de gode intentioner, der aldrig virker. Med alle hans fejl og moralske mangler, kommer jeg nok til at savne Wolfowitz.
Fra den lille specialbutik til Lidl, fra Ulandscaféen til Roskildefestivalen til den amerikanske ambassade. “fairtrade” produkter er alle steder. Produkter der ud over at slukke vores tørst eller stille vores sult også lover at gøre os til bedre mennesker og hvem vil ikke gerne være det?
En af disse gode mennesker er Anette Heick, der er blevet udnævnt til “fairtrade fighter” og i den anledning er citeret på Max Havelaars danske hjemmesider for følgende;
Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.
Jeg skal erkende at jeg ikke helt er klar over hvad hun mener med mennesker der har fortjent det. Hun mener vel næppe, at de børn og voksne der høster kakao, kaffe og bananer og ikke er del af fairtradesystemet og det gælder langt de fleste – ikke har fortjent en hjælpende hånd?
Anette Heicks overbevisning kommer efter et besøg hos kakaobønder i Ghana. Jeg ved ikke hvad hun har set dernede, men det kan vist ikke have været det samme som journalisten Philip Thomson, der for et par år siden lavede filmen The bitter aftertaste netop med udgangspunkt i situationen for kakaobønder i Ghana.
Efter at have set filmen finder jeg ikke just livet som kakaobonde synderlig attraktivt hvilket bønderne godt selv er klar over. Mens godhedens selvudnævnte frontkæmpere opfordrer til brug af traditionelle arbejdskraftintensive dyrkningsmetoder og det hårde arbejde beskrives i lettere romantiserende vendinger, drømmer de om en anden og lysere fremtid for deres børn og den inkluderer ikke et liv som kakaobønde.
Det er for øvrigt svært at forstå, hvordan Anette Heick kan vide, at hun rent faktisk gør en helt særlig positiv forskel ved at købe fairtrademærket kakao mv. Organisationen bag fairtrade ved det ikke selv.
Direkte adspurgt i en e-mail om hvor meget ekstra de deltagene bønder og arbejdere modtog ved at deltage i systemet, var det lakoniske svar i al sin sin enkelthed:
Dear Sir,
I am sorry, but we can not answer this question.
Kind regards
Helga Stark
Men selv om de deltagene bønder og arbejdere netto tjener på deltagelse i systemet er det jo ikke ensbetydende med at jeg som forbruger gør en særlig positiv forskel ved at købe fairtrademærkede produkter. For at afgøre det kræves, at jeg kender det præcise alternativ for de involverede bønder og arbejdere, hvis produkt jeg ikke køber. Jeg kender ikke den forskel og det gør Anette Heick nok heller ikke. Men mon ikke godt at vi kan blive enige om, at også fattige bønder og arbejdere, som ikke producerer fairtrademærkede produkter har fortjent deres løn? uanset hvor lille den må synes for os i den vestlige verden.
Når Anette Heick nu kan benævne sig selv fairtrade fighter efter et besøg hos kakaobønder i Ghana Mon jeg så kunne få lov til at benævne mig selv freetrade fighter, hvis jeg besøgte arbejdere i Kina? – Jeg stiller gladeligt op til en foto-session sammen med min Ipod. På plakaten kunne der meget passende stå:
“Mit høje forbrug giver mig dobbeltglæde Jeg kan lytte til musik hvor end jeg går og står, mens jeg varmes ved tanken om, at jeg giver en hjælpende hånd til mennesker der har fortjent det
Ps. ifølge Penn World Tables var Ghanas Bnp per capita ca. det dobbelte af Kinas i 1980. I 2003 nærmede Kinas Bnp per capita sig det tredobbelte af Ghanas.
Ok, det kan være, at jeg er begyndt at lyde så varieret som en hakket plade, men her kommer altså mere af Peggy Noonan og mere om Fred Thompsons præsidentkandidatur … Take it or leave it. Her fra hendes klumme i dagens Wall Street Journal:
The Man Who Wasn’t There
Fred Thompson isn’t yet running, but he’s running a great campaign.
“Having watched the second Republican debate the other night, it’s clear to me the subject today is Fred Thompson, the man who wasn’t there. While the other candidates bang away earnestly in a frozen format, Thompson continues to sneak up from the creek and steal their underwear–boxers, briefs and temple garments.
He is running a great campaign. It’s just not a declared campaign. It’s a guerrilla campaign whose informality is meant to obscure his intent. It has been going on for months and is aimed at the major pleasure zones of the Republican brain.
In a series of pointed columns, commentaries and podcasts, Mr. Thompson has been talking about things conservatives actually talk about. Shouldn’t homeowners have the right to own a gun? Isn’t it bad that colleges don’t teach military history? How about that Sarkozy–good news, isn’t it? Did you see Tenet on Russert? His book sounds shallow, tell-all-y.
These comments and opinions are being read and forwarded in Internet Nation. They are revealing and interesting, but they’re not heavy, not homework. They have an air of “This is the sound of a candidate thinking.” That’s an unusual sound.
Most illustrative was what started this week as a
small trading of barbs with provocateur Michael Moore, whose general and iconic dishabille is meant to show identification with the workingman, though in America workingmen bathe. Mr. Moore was back from Cuba, where he made a documentary on the superiority of Castro’s health care system. Mr. Thompson suggested Mr. Moore is just another lefty who loves dictators. Mr. Moore challenged Mr. Thompson to a health-care debate and accused him of smoking embargoed cigars.
Within hours Mr. Thompson and his supposedly nonexistent staff had produced a spirited video response that flew through YouTube and the conservative blogosphere.
Sitting at a desk and puffing on a fat cigar, Mr. Thompson announces to Mr. Moore he can’t fit him into his schedule.
Then: “The next time you’re down in Cuba . . . you might ask them about another documentary maker. His name was Nicolás Guillén. He did something Castro didn’t like, and they put him in a mental institution for several years, giving him devastating electroshock treatments. A mental institution, Michael. Might be something you ought to think about.”
You couldn’t quite tell if Mr. Thompson was telling Mr. Moore he ought to think more about Cuba, or might himself benefit from psychiatric treatment. It seemed almost . . . deliberately unclear.
Right now Mr. Thompson has the best of both worlds, an air of fearlessness and nothing on the line. He hasn’t committed. He’s not in. He can take a chance and be himself because he’s not afraid, and he’s not afraid because he has nothing to lose.”
Hvis ikke andet, så er det da ikke det værste, man kan sige om en præsidentkandidat–og hvis han vil tale til og om Michael Moore på dén måde, så får han gerne min stemme mod HRC. Hvis jeg havde én.
Update: Mere om Thompsons ikke-kandidatur og hans slagsmål med Michael Moore. Om sine embargo-belagte cubanske cigarer: “As to the cigars, they are the result of the generosity of a friend of mine who gives me a few from time to time. We intend to see to it that they are destroyed over the next few months.”
Kort tid efter at vi har budt velkommen til Jonny Trapp Steffensen, kan vi nu byde velkommen til yderligere tre nye skribenter på denne blog.
Den ene er økonomen Niels Westy Munch-Holbek , der i række år har markeret sig som en af de mest klare pro-frihandelsfortalere i den danske globaliseringsdebat. Vi regner med, at Niels–der også er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning –vil fortsætte med at holde dén fane højt her på bloggen.
De to andre, nye skribenter er henholdsvis Papillon & Altmann. De har begge rødderne plantet i det borgerligt-liberale bagland, og de vil fra tid til anden slippe lidt god sladder og andet, der ellers gerne skulle være forblevet i det gedulgte, løs her på stedet.
Den tidl. SF’er, sociologen Henrik Dahl har hos Kommunikationsform et langt essay om “Centrumvenstrepsykosen”, i fire lange indlæg: I, II, III, IV (hattip: Kim Møller fra Uriasposten, igen via Ulla Nørtoft Thomsen og Dansk-Politik. Herfra to citater …
Centrum-venstre – og ikke mindst centrum-venstre kommentariatet – har pådraget sig en psykose. Det lever i sin egen virkelighed, hvor u-landsbistand er en vindersag. Hvor man på udlandsrejser skal være flov over at være dansker. Hvor Danmark er præget af islamofobi og fremmedhad. Hvor muslimerne i Europa har fået samme status, som jøderne havde i Tyskland i trediverne. Hvor islamisme ikke er en totalitær magtfaktor i mellemøsten. Hvor Søren Krarup og Jesper Langballe bestemmer stort og småt i dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Hvor man som noget helt nyt stemmer vigtige reformer igennem med spinkle flertal. Hvor statsministeren i ethvert af sine vågne øjeblikke pønser på at afskaffe velfærdsstaten. Hvor Danmark er blevet koldt og nyliberalt. Og hvor der nu på sjette år bliver skåret dramatisk ned på alle offentlige udgifter.
At tro eller hævde den slags, er psykotisk. Et udtryk for, at virkeligheden ikke gør det mindste indtryk på ens tankevirksomhed.
[ ]
Kun de færreste i centrum-venstre har nogensinde fattet, hvad der ramte dem i 2001 og 2005. De fleste fabler om højredrejning og en eller anden hulemand, der som en anden Alien vil bryde ud af Anders Fogh Rasmussens bryst på et tidspunkt. Det er nonsens.
Danmark stiller som bekendt op til valg til FNs Menneskerettighedsråd (Rådet), der afholdes i dag. Vi har her på bloggen dækket Rådets virke (her) og undertegnede har også holdt et frokostsymposium om emnet.
Kandidater til Rådet afgiver såkaldte voluntary pledges, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.
I Danmarks pledge hedder det bl.a.:
Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.
Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.
Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.
[ ]
As a member of the Council, Denmark pledges:
To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:
By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.
Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.
Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en sandhed, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et menneskeretligt krav på udviklingsbistand og ethvert menneskes fundamentale ret til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.
Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.
På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:
“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.
Cowens centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowens synspunkter ud fra et dansk perspektiv.
Cowens mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.
Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”
En af de mest spændende udviklinger indenfor samfundsvidenskaberne i de senere år har været introduktionen af begrebet social kapital. I sin akademiske bestseller fra 1993 med titlen Making Democracy Work definerede Harvards superpolitolog Robert Putnam begrebet som aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger. Bogen opnåede popularitet verden over ved at demonstrere, at disse faktorer kunne forklare en hel del af forskellene i forhold som indkomst, korruption og bureaukratisk kvalitet mellem Nord- og Syditalien.
Mens enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam, gjorde bogen og dens budskab en verden af forskel. Siden da har hundredvis af samfundsforskere brugt social kapital som forklaring på en lang række ting: Økonomisk vækst, retslig kvalitet, lykke, sundhed, kriminalitet, og valgdeltagelse er blot nogle af de mange faktorer, litteraturen har set på. Men med de mange studier kommer også et særligt problem, nemlig at nogen bruger tillid som indikator for social kapital, andre bruger forskellige mål for tætheden af sociale netværk, og mange andre mål og indikatorer bliver brugt for at fange det underliggende koncept social kapital.
Putnam ser det ikke som et problem, da han betragter normer, tillid og netværksdannelse som dele af det samme begreb, og derfor som meget tæt forbundne konstrukter. Men er de nu det? Hvis ja, er der ikke noget stort problem, men hvis svaret er nej, melder de grå hår sig. Så er der nemlig store problemer med den måde social kapital operationaliseres på,der får konsekvenser for, for eksempel, de politiske anbefalinger man kan uddrage fra forskningen, som vi skal komme tilbage til.
En af de simpleste måder at se på det spørgsmål på, er at regne korrelationerne ud mellem de forskellige elementer i dataene. En korrelation er, som de statistikkyndige ved, et tal mellem -1 og 1, der viser hvor stærk sammenhængen er mellem to serier tal. Hvis tallet er 1, er de to serier i al praksis ens, hvis tallet er -1 er de helt modsat går den ene op, går den anden helt sikkert ned, og hvis tallet er omkring 0, er der ingen sammenhæng. Der er for eksempel høj korrelation mellem hvor meget ens blomst i vinduer får, og hvor godt den vokser.
Hvordan ser det så ud for Putnam og de mange andres forestillinger? Tja, hvis vi ser på de 48 lande, hvor vi har gode, troværdige data, er korrelationen mellem normer og tillid -0,16, den mellem normer og netværk er -0,15, og den mellem tillid og netværk er -0,01. Man kan selvfølgelig indvende, at der er forhold man overser, men i en artikel fra sidste år i European Journal of Political Economy demonstrerede jeg med disse data og en noget mere avanceret metode, at de tre elementer er helt separate, når vi sammenligner lande. Berkeley-sociologen Claude Fischer nåede til samme konklusion året før i sin anmeldelse af Putnam i Social Forces, hvor han brugte Putnams egne data fra USA’s 50 stater, og Eric Uslaner har vist det samme i individ-sammenligninger.
Her er der altså et alvorligt videnskabeligt problem, fordi man blander æbler og pærer i samme kurv. Man kan ikke finde virkninger af generel tillid som man ret ofte gør og fortolke dem som netværkseffekter, for de to ting har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Derfor er rigtigt mange af de empiriske analyser i litteraturen sådan set udmærkede, men fortolkningen af resultaterne er helt hen i skoven. Jeg er ked af at sige det, men det gælder desværre også min med-punditokrat David Gress og den måde han bruger social kapital-begrebet i sin ellers ret udmærkede nye bog.
Helt galt går det, når de videnskabelige indsigter begynder at blive omsat til politik. I USA er en række enheder begyndt at tage hans anbefalinger investér i lokale netværk såsom børnebaseball, kor og fuglekiggeri for gode varer. I 2003 begyndte den australske finansminister Peter Costello også at argumentere for de samme mål, og i Storbritannien nedsatte Tony Blair en kommission til at måle social kapital i landet, så regeringen kan bruge den aktivt. Problemet her er, at en række af de resultater man ønsker bureaukratisk kvalitet, velfungerende lokalregeringer, økonomisk vækst og dynamik, ifølge den nyere forskning kommer fra tillid, og altså ikke har noget at gøre med netværkstyngde eller normdannelse. Men de politiske implikationer den måde man politisk læser forskningen indebærer at man investerer i netværk og normer!
Hvorfor nu indvie læserne i dette særlige videnskabelige problem? Jo, for det første betyder det, at man i en række lande er begyndt at investere fra politisk side i det forkerte på grund af, at så få har forstået Putnams videnskabelige problem! For det andet fordi disse diskussioner også ligger og ulmer i dansk politik her hedder det som oftest bare ikke social kapital, men sammenhængskraft selvom det er det samme, der diskuteres. Og for det tredje fordi jeg er træt af at være ude og holde foredrag eller blot at tale med folk der rykker ud med social kapital-argumenter, men hurtigt afslører, at de alle har en forståelse for Putnams version af tingene altså den der ikke holder videnskabeligt vand. Så hermed har jeg gjort min pligt og oplyst/formidlet. Og så håber jeg i øvrigt at flere i fremtiden forstår at skille skidt fra snot i denne debat. Ellers ender det med at koste penge på bundlinien og arbejdspladser i samfundet.
Ny Alliance har set dagens lys med Danmarks yndlingsindvandrer, Naser Khader, i spidsen. Naser virker som en velmenende mand som tilmed har udvist stort personligt mod ved konstant at lægge sig ud med fundamentalister i udlændingedebatten – både blandt muslimer og sine tidligere radikale partifæller. Det Radikale Venstre opstod forresten selv som protestparti mod moderpartiet (Venstre) og cirklen sluttes således, når et gammel protestpartiet får sit helt eget. Det nye erklærede midterparti vil ikke alene tjene som magnet for moderate radikale i udlændingespørgsmål, men vil samtidig kunne tiltrække mange hændervridende vælgere, der ikke bryder sig om at skulle vælge mellem de to blokke i dansk politik. I dag har de nemlig ikke et særligt attraktivt sted at gå hen. CD må vi nok sige er lidt en joke og de Kristlige må sande, Herren men ikke vælgerne, er med dem. I hvert fald er der et tomrum som Naser & Co. måske, måske ikke kan udnytte.
Men hvis det nye parti ikke blot skal fremstå som en opportunistisk alliance mellem forsmåede kandidater til jobbet som kronprins(esse) i deres respektive partier må man hastigt fortælle omverdenen, hvilket projekt man egentligt havde tænkt sig at arbejde for. De tre ambitiøse stiftere Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen fremlagde ved pressemødet ikke noget, der med rimelighed kan kaldes et program for deres parti. Og her mener jeg, at det er rigtigt at konsultere punditokraterne for inspiration til et ordentligt program. Jeg tillader mig at åbne ballet med tre helt uundværlige punkter til et nyt borgerligt projekt:
Vi skal selvfølgelig have en “flad skat”
De konservatives leder Bendt Bendtsen blev indsat med stabilitet som succeskriterium. Her har han sejret ad helvede til, for der er blevet en anelse for stille hos de konservative. Bendtsen kunne for længst have placeret sig som en stærk politisk leder ved offentligt at gennemtvinge en skattereform og have vist vælgerne og New Venstre, hvor skabet skulle stå. Men det er en rotweileragtig strategi, som ikke ligger naturligt til den rare fynbo. Hermed har de konservative fået et kronisk problem i forholdet til vælgerne nemlig at man på det vigtige skattespørgsmål ikke med troværdighed kan sige at man gør en forskel som særligt mange lægger mærke til. Ja, verden er ikke altid retfærdig, de konservative har en stor andel af fortjenesten for de skattejusteringer, der trods alt er gennemført under Fogh. De konservative kan måske nå at genvinde det terræn de ellers ser ud til at tabe til Nyalliance på skatteprofilen. Budskabet til vælgerne om en flad skat vil gå rent ind hos mange borgerlige vælgere og kan blive en særdeles efterspurgt vare på hylden i næste valgkamp. De borgerlige vælgere sætter pris på skattestoppet, men der er mange, der i deres stille sind undrer sig over, at der ikke sker mere på den front. Alt det der råderumssnak er ved at være trættende. Get on with it! Lad os se på punkt to.
Der må meget gerne komme mere mangfoldighed i leveringen af service
Den offentlige sektor fylder alt for meget, når børn skal passes og uddannes og gamle skal have gjort rent. Et hovedpunkt i det ideelle program for borgerlige partier er derfor, at det skal gøres nemmere at omdanne offentlige børnehaver og skoler til forældredrevne institutioner. Det behøver ikke nødvendigvis at være privatisering med tvang, men derimod drevet af borgernes initiativ: er der en lokal drivkraft skal myndighederne have til at fjerne hindringerne. Vi har brug for større mangfoldighed, så offentlige og private institutioner i højere grad kan konkurrere på kvalitet. I virkelighedens verden vil mange kommunale forvaltninger, BUPL og andre forstokkede kræfter gøre alt, hvad de kan for at umuliggøre at en børnehave, vuggestue eller skole omdannes fra offentlig til privat institution. Kampen bliver derfor ofte ulig og de borgerlige partier må sørge for, at der laves nogle nye spilleregler, der sikrer fairplay. Punkt tre handler om frihed.
Rul staten tilbage et nyt frihedscharter for borgeren
Kommunerne er nogle slemme karle til at true med at ekspropriere gode borgeres jord til allehånde formål såsom golfbaner. Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten er blevet voldsomt udhulet uden at nogen har taget synderlig notits heraf. Magtforholdet mellem myndighed og borger i forbindelse med ekspropriation skal nulstilles, så vi kan begynde fra en frisk. Derfor må et stop for det offentliges unødvendige ekspropriation ubetinget være at finde i et drømmeprogram for et borgerligt parti. I det hele taget ville det være en god idé at staten og kommunerne årligt underkastes en frihedsrevision som skal vurdere, om borgerlige rettigheder er blevet unødvendigt undermineret. Dette arbejde forudsætter, at man har en klarere demarkering af grænsen mellem almenvellets og borgerens rettigheder. Programmet må derfor som noget selvfølgeligt indeholde et nyt frihedscharter for de borgerlige rettigheder. I den daglige lovmøllemaskine bliver disse grundlæggende principper alt for nemt offer for en ekspansiv bureaukratisk logik, der medfører mere stat og mindre frihed. Det er ikke ok, at det er blevet lettere at aflytte borgere i sikkerhedens navn, det er ikke ok at politiets brug af skydevåben ikke undersøges mere uvildigt o.s.v.
Tiden tillader desværre ikke at færdiggøre programmet, men jeg opfordrer andre punditokrater til inspirere det programløse parti, Ny Alliance.
Debatten om globalisering er sommetider helt surrealistisk, specielt hvis man ser den gennem en moderne samfundsvidenskabelig optik. En ting er, at stort set alle modstandere af økonomisk globalisering benytter sig af eksempler, man som fagøkonom blankt kan afvise. Når man for eksempel læser Naomi Kleins eksempler på frygtelige arbejdsforhold og lave lønninger, er de ikke bare outliers og dermed ikke repræsentative, men faktisk helt modsat af hvad der ville være repræsentativt. På den måde formår antiglobalister at vilificere globaliseringen som fænomen på basis af enkelte, beklagelige eksempler.
Det andet forhold, der er så mystisk, er antiglobalisternes begejstring for centerløst, socialt samkvem på tværs af landegrænser og kulturer, samtidig med at de nærer et dybt had til økonomiske og professionelle globale kontakter – måske lige med undtagelse af fagforeningssamarbejder. Man får fornemmelsen, at det er det rationelle element, som antiglobalisterne ikke kan lide. Og én helt særlig ting, de ikke kan lide er, at globaliseringen som udvikling er et moderne og meget nyt fænomen eller det påstår de da. Man fristes næsten til at tolke holdningen sådan, at problemet med det moderne, er at det er en trussel mod den smukke traditionalisme hos de ædle vilde.
Men ligesom kærlighed gør had nogle gange blind. En stor del af de sociale kontakter på tværs af lande, som Naomi Klein og hendes bande elsker, skabes nemlig som uventede sidevirkninger af de rationelle, professionelle kontakter de hader så inderligt. Og uden dem økonomisk samvær og andet, der kommer af ren selvinteresse ville vi have meget få sociale kontakter udenfor vores egen kultur. Handel, udenlandske investeringer, og professionel kontakt, er ganske enkelt bærere af de sociale samkvem! Lad mig give eksempler fra to områder: 1800-tallets klassiske musikliv i Europa, og mit eget beskedne, faglige netværk.
I 1840 debuterede den danske komponist Niels W. Gade med ouverturen Gjenklange af Ossian, der vandt en konkurrence i København. To år efter var hans første symfoni klar, men mod forventning afviste Kjøbenhavns Musikforening den. Gade havde dog mere end nationalt udsyn, og sendte derfor symfonien ud af landet til det europæiske musiklivs fænomen i Leipzig, Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Gade til Leipzig, hvor symfonien Paa Sjølunds Fagre Sletter i 1843 blev uropført af Gewandhaus-orkesteret med Mendelssohn som dirigent. Publikum såvel som dirigent var ellevilde, og danskeren havde fundet sit marked udenfor Danmark!
Gades professionelle liv begrænsede sig derfor ikke til Danmark, men var globalt i den tids optik. Når man således ser på hans en i vore dage relativt ukendt komponists professionelle kontakter, må man slås af, hvor meget det ligner et moderne, fagligt netværk. Gade arbejdede tæt sammen med Mendelssohn, som han også knyttede nære personlige bånd til. Men senere lærte han gennem sit arbejde datidens superviolinist, ungareren Joseph Joachim at kende, han kendte tjekken Antonin Dvorak, var venner med nordtyskeren Johannes Brahms, der boede i musikmekkaet Wien, og kendte Brahms mentor Robert Schumann, med vis kone Clara han ligesom tyskeren knyttede et livslangt venskab. Sidstnævnte, der som bekendt er en af musikhistoriens største skikkelser, lærte endda et trick eller to af danskeren. Også dengang var der læringseffekter af globaliseringen, og nationale spill-overs: Både Joachim og Clara Schumann spillede i København, inviteret op til økonomiske gevinster og københavnernes begejstring af deres ven Niels Gade, efter at han i 1848 efter udbruddet af den dansk-prøjsiske krig flyttede hjem.
Gades netværk skabtes således af hans ambition om at blive musikalsk konkurrencedygtig på europæisk plan, men medførte som en utilsigtet men behagelig konsekvens en række personlige venskaber med nogle af tidens største musiknavne. Med andre ord skabte en professionel globalisering in sidste halvdel af 1800-tallet også en række venskaber på tværs af landegrænser en social globalisering.
Med udgangspunkt i mit eget lille faglige netværk kan man også undre sig over, hvordan antiglobalister a la Klein overhovedet kan finde på at skille økonomisk rationale og social kontakt ad. De fleste af mine internationale kontakter som jeg tror det er tilfældet for snart sagt alle forskere og andre erhvervsgrupper er netop resultatet af fælles professionelle interesser. For eksempel har egeninteresse i forbindelse med mit arbejde det seneste år resulteret i disse aktiviteter:
Alle disse aktiviteter udsprang oprindeligt af fælles arbejdsinteresser den rationelle type global kontakt, som antiglobalisterne nærer så stort had til. Og i tilknytning til eller under alle aktiviteterne diskuterede vi også professionelle forhold.
Så dagens spørgsmål her på stedet må være: Hvad er der galt med at knytte sociale kontakter som en bivirkning af professionel, rationel aktivitet? Hvad var der galt med Gades europæiske netværk? Hvad er det, der er så frygteligt ved at rationel, økonomisk globalisering medfører en masse social globalisering at den økonomiske globalisering kommer før den sociale? Med andre ord, hvorfor kan Naomi Klein og co. ikke lide, at økonomisk globalisering i Alfred Hirschmans ord er civiliserende? Jeg forstår det ikke men jeg nyder det da, når det sker!
Hermed lidt genbrug af min faste klumme fra Berlingske Tidende–i dette tilfælde fra i lørdags:
Kommentar: Bestikkelsesstaten
Af Peter Kurrild-Klitgaard
En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden.
Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat.
Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.
Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.
Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?
At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler.
At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?
The Economist beretter, at de tider nærmer sig, hvor en fælles europæisk skattepolitik kan blive en realitet. Man er tilsyneladende begyndt at diskutere den fælles europæiske skattebase. Vi kan vel alle gætte, hvad det kommer til at betyde.
Økonomisk forskning viser nu, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem kulturel heterogenitet og villigheden til at betale for – og installere – en velfærdstat med universelle ydelser, som eksempelvis den danske. Harvard økonomerne, Alberto Alesina og Edvard L. Glaeser, undersøger i bogen Fighting Poverty in the US and Europe, hvilke forhold der spiller en rolle for villigheden til at betale skat og til at sikre sammenhængskraften. Ganske interessant er det, at jo mere etnisk homogen en befolkning er – jo større er skattebyrden. De to økonomer viser, at denne sammenhæng både kan findes på tværs af lande i Europa og på tværs af de amerikanske stater.Herhjemme har vi et glimrende eksempel på den tankegang i Dansk Folkeparti. De universelle velfærdsydelser skal kun gælde personer, der tilhører den rigtige etnie – altså socialisme baseret på stammetilhørsforhold.
Hvis økonomerne har ret, rummer det tankevækkende perspektiver især i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet i EU. Når det nu er besluttet, at arbejdskraften ikke må bevæge sig frit over grænserne så kunne en måde at undgå, at EU bliver endnu et skatteudskrivningsorgan, være at sikre så stor kulturel heterogenitet som muligt. Det må betyde, at Tyrkiet, Hviderusland, Marokko og hvem, der ellers kunne have lyst, skal have adgang til det europæiske fællesskab hellere i morgen end i over-morgen. Og eftersom Europa alligevel af nogle opfattes som en konstruktion, så er der vel nærmest ingen grænser for hvem, der kunne inviteres ind i ‘varmen’: alt sammen for at undgå flere og højere skatter.
Så annoncerede Blair tidspunktet for sin afgang.
Det blev den 27. juni.
Som nævnt i en tidligere posting er der forskellige opfattelser af ham. Denne punditokrat må erkende at have skiftet opfattelse. Han virkede som en overfladisk og fokusgruppefikseret politiker, men viste sig at være en statsmand.
Men hvorfor bruge tid på at skrive, når andre har gjort det bedre.
Læs her.
Det er til tider deprimerende at følge det, der burde have været videnskabeligt baserede danske debatter, men heldigvis bliver fejl og manipulation nogle gange opdaget. Således også i Jyllandspostens leder i går (læs her), hvor man gjorde opmærksom på stærkt kritisable fortolkninger i Socialforskningsinstituttets (SFI) seneste, højtprofilerede rapport om Børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv. Rapporten, der kan læses her, konkluderer at ca. 3 ud af 4 kvinder og mænd er meget tilfredse med balancen mellem deres familie- og arbejdsliv, mens resten er mindre tilfredse.
Derudfra burde man kunne konkludere, at den sidste fjerdel af danskerne er utilfredse med balancen mellem familie og arbejde, men som Jyllandsposten påpeger, er det ikke tilfældet. SFI-forskerne Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen her spurgt folk om deres tilfredshed med balance på en seks-punkt skala, hvor 1 er stærkt utilfreds og 6 er stærkt tilfreds. Standard ved brug af den type skala og de bruges i utallige surveys er at splitte skalaen på midten, eller eventuelt inddele den i tre grupper, når man skal præsentere de overordnede resultater. Men det har SFI valgt ikke at gøre. De retfærdiggør deres valg således:
For simplificeringens skyld opdeles tilfredsheden med balancen i to grupper, således at personer, der har svaret 1-4, placeres i kategorien lav tilfredshed, mens personer, der har svaret 5-6, placeres i kategorien høj tilfredshed. Når skalaen ikke deles lige over, skyldes det som nævnt i kapitel 3, at kun meget få personer bruger skalaens nedre ende. (side 99)
Med andre ord har man valgt at inddrage kategorien 4 danskere som er relativt tilfredse i og med at de placerer deres svar over midten af skalaen i gruppen af utilfredse, fordi der er for få der er utilfredse! Derefter konkluderer man, at en fjerdedel af danske børnefamilier er utilfredse med deres arbejds/familie-balance. Da jeg læste det, og særligt da jeg efterfølgende checkede tallene i rapporten, følte jeg mig hensat til en helt sovjetisk verden, hvor statistik viser det vi ideologisk set skal tro på i forvejen.
Det fantastiske er, at forskerne hvis de da fortjener betegnelsen efter dén brøler ikke angrer deres talfusk. SFIs svar (læs her) omtaler blot manipulationen som sproglig forenkling, og afviser enhver kritik. Som Jyllandsposten skriver, burde det have haft øjeblikkelige konsekvenser for de implicerede ansatte, men SFI har altså valgt at forsvare dem i stedet for at forsvare instituttets troværdighed.
Sagen er ikke blot kritisabel for de implicerede og instituttet generelt, men har konsekvenser på flere andre niveauer. For det første bruger politikere ofte den type rapporter som lejlighed til at bringe forhold til diskussion og stille konkrete forslag, men hvordan går det lige, hvis rapporterne selv er biased i en bestemt retning og mod et bestemt resultat? For det andet går det faktisk ud over andre dele af SFI, hvor der sidder dygtige og samvittighedsfulde forskere, der nu får deres troværdighed beklikket by association.
De to konklusioner, man kan drage af SFI-rapporten er således disse to: 1) at enkelte rådne æbler kan forurene en hel kurv, selv i den videnskabelige verden; og 2) at danske børnefamilier faktisk er ret tilfredse med balancen mellem deres arbejds- og familieliv. Men det var jo ikke meningen med rapporten, var det vel?
