I går blev det endelig officielt, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz har taget sin afsked. Wolfowitz udtalte i den anledning, at ”de fattigste mennesker i verden fortjener det bedste, vi kan levere”, og mente derfor at det er i deres interesse, at han nu forlader banken. Det kan der stilles spørgsmålstegn ved.

Baggrunden for Wolfowitz’ tilbagetræden er, at han sørgede for at få sin kæreste forfremmet internt i banken, og at hun ydermere fik en overordentlig generøs lønstigning. Han har ikke gjort noget decideret ulovligt, men forbrudt sig mod bankens retningslinjer og almindelig moral. Så lad min understrege med det samme, at den type adfærd ikke bør accepteres, og naturligvis under alle omstændigheder skulle have konsekvenser for Wolfowitz! Når det så er sagt, er det værd at bemærke at adskillige ledere i internationale organisationer har begået lignende regelbrud, uden at det har ført til nogen form for konsekvens. Et eksempel er den allestedes hyldede FN-generalsekretær Kofi Annan, hvis søn var dybt involveret i ’Mad for Olie’-skandalen i Irak. Annans egen rolle er aldrig klarlagt, og hvorfor sad Annans søn overhovedet så centralt – og lukrativt – placeret i FN-systemet?

Det egentligt beklagelige ved Wolfowitz tilbagetræden er dog ikke, at der ikke er nogen klar linje i, hvad der sker med internationale topchefer, der forbryder sig mod moral eller lov. Det er derimod hans rolle i Verdensbanken, og implicit også et rimeligt bud på, hvorfor hammeren faldt så tungt i hans sag. Det var nemlig med en del forventning fra nogle sider, at Paul Wolfowitz blev udnævnt til præsident. Verdensbanken, der står for en betragtelig del af klodens udviklingsprojekter i ulande, og en meget stor del af forskningen i udvikling, bliver ofte kritiseret, om end kritikken i de fleste tilfælde er noget forfejlet. Men op gennem 90’erne og til nu har mange mennesker tabt tiltroen til ulandsbistand – og med rette. Det kan ganske enkelt ikke dokumenteres, at den har nogen som helst virkning, når man måler på forskelle mellem lande. De eneste virkelige effekter synes at være, at centrale liberaliserende reformer udebliver, når ulande får store mængder hjælp. Vi har tidligere skrevet om det her og her.

For de af os der kender den del af litteraturen, og ikke alligevel holder os selv i et optimismens selvbedrag, var valget af Wolfowitz som præsident et løfte om et frisk pust – en åbnen vinduerne og en gentænkning af, hvad banken kan udrette. For det er ingen hemmelighed, at selv Verdensbanken med dens stab på cirka 7000 PhD-uddannede medarbejdere, i mangt og meget gør præcist de samme fejl som alle andre donorer. Banken og dens medarbejdere har også et klart incitament til at fortsætte med ulandsbistanden, og – som William Easterly har vist – love, at selvom den ikke virkede før i tiden, har ’vi nu lavet bistanden om og målrettet den’ så denne gang bliver det en succes. For de af os, der aldrig har troet på det budskab, var Wolfowitz netop den kætter – ideologisk og praktisk – der kunne ryste op i Verdensbanken.

På den baggrund er det vel ikke svært at forstå, hvorfor der stort ikke blev bakket op om Paul Wolfowitz i den prekære sag? Ikke nok kom han fra en baggrund i George W. Bush’s administration, og endda som en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, men han var klart republikansk og amerikaner i en tid, hvor blandt andet EU plæderer kraftigt for at få en ikke-amerikaner på posten, og helst en med de rette forbindelser til unionen. Så da Wolfowitz trådte ved siden af, faldt dommen hurtigt og nådesløst, og – uden at journalisterne åbenbart har bemærket det – med en hel del gusten selvinteresse bag.

Denne punditokrats yndlingsbud blandt dem, der er blevet nævnt, er klart den nuværende viceudenrigsminister Robert Zoellick. Manden er tidligere chefforhandler i WTO for USA, og både en dreven diplomat og en stærk tilhænger af frihandel og frihed, og derfor et godt bud på en præsident uden alt for meget velment nonsens i tasken. Men tidligere nigerianske og sydafrikanske finansministres navne er også på bordet. Hvis man vælger dem, bliver det næppe andet end mere af samme skuffe – den med projekterne og de gode intentioner, der aldrig virker. Med alle hans fejl og moralske mangler, kommer jeg nok til at savne Wolfowitz.

Debatten om globalisering er sommetider helt surrealistisk, specielt hvis man ser den gennem en moderne samfundsvidenskabelig optik. En ting er, at stort set alle modstandere af økonomisk globalisering benytter sig af eksempler, man som fagøkonom blankt kan afvise. Når man for eksempel læser Naomi Kleins eksempler på frygtelige arbejdsforhold og lave lønninger, er de ikke bare outliers og dermed ikke repræsentative, men faktisk helt modsat af hvad der ville være repræsentativt. På den måde formår antiglobalister at vilificere globaliseringen som fænomen på basis af enkelte, beklagelige eksempler.

Det andet forhold, der er så mystisk, er antiglobalisternes begejstring for centerløst, socialt samkvem på tværs af landegrænser og kulturer, samtidig med at de nærer et dybt had til økonomiske og professionelle globale kontakter – måske lige med undtagelse af fagforeningssamarbejder. Man får fornemmelsen, at det er det rationelle element, som antiglobalisterne ikke kan lide. Og én helt særlig ting, de ikke kan lide er, at globaliseringen som udvikling er et moderne og meget nyt fænomen – eller det påstår de da. Man fristes næsten til at tolke holdningen sådan, at problemet med det moderne, er at det er en trussel mod den smukke traditionalisme hos de ædle vilde.

Men ligesom kærlighed gør had nogle gange blind. En stor del af de sociale kontakter på tværs af lande, som Naomi Klein og hendes bande elsker, skabes nemlig som uventede sidevirkninger af de rationelle, professionelle kontakter de hader så inderligt. Og uden dem – økonomisk samvær og andet, der kommer af ren selvinteresse – ville vi have meget få sociale kontakter udenfor vores egen kultur. Handel, udenlandske investeringer, og professionel kontakt, er ganske enkelt bærere af de sociale samkvem! Lad mig give eksempler fra to områder: 1800-tallets klassiske musikliv i Europa, og mit eget beskedne, faglige netværk.

I 1840 debuterede den danske komponist Niels W. Gade med ouverturen ’Gjenklange af Ossian’, der vandt en konkurrence i København. To år efter var hans første symfoni klar, men mod forventning afviste Kjøbenhavns Musikforening den. Gade havde dog mere end nationalt udsyn, og sendte derfor symfonien ud af landet til det europæiske musiklivs fænomen i Leipzig, Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Gade til Leipzig, hvor symfonien ’Paa Sjølunds Fagre Sletter’ i 1843 blev uropført af Gewandhaus-orkesteret med Mendelssohn som dirigent. Publikum såvel som dirigent var ellevilde, og danskeren havde fundet sit marked – udenfor Danmark!

Gades professionelle liv begrænsede sig derfor ikke til Danmark, men var globalt i den tids optik. Når man således ser på hans – en i vore dage relativt ukendt komponists – professionelle kontakter, må man slås af, hvor meget det ligner et moderne, fagligt netværk. Gade arbejdede tæt sammen med Mendelssohn, som han også knyttede nære personlige bånd til. Men senere lærte han gennem sit arbejde datidens superviolinist, ungareren Joseph Joachim at kende, han kendte tjekken Antonin Dvorak, var venner med nordtyskeren Johannes Brahms, der boede i musikmekkaet Wien, og kendte Brahms mentor Robert Schumann, med vis kone Clara han ligesom tyskeren knyttede et livslangt venskab. Sidstnævnte, der som bekendt er en af musikhistoriens største skikkelser, lærte endda et trick eller to af danskeren. Også dengang var der læringseffekter af globaliseringen, og nationale spill-overs: Både Joachim og Clara Schumann spillede i København, inviteret op til økonomiske gevinster og københavnernes begejstring af deres ven Niels Gade, efter at han i 1848 efter udbruddet af den dansk-prøjsiske krig flyttede hjem.

Gades netværk skabtes således af hans ambition om at blive musikalsk konkurrencedygtig på europæisk plan, men medførte som en utilsigtet men behagelig konsekvens en række personlige venskaber med nogle af tidens største musiknavne. Med andre ord skabte en professionel globalisering in sidste halvdel af 1800-tallet også en række venskaber på tværs af landegrænser – en social globalisering.

Med udgangspunkt i mit eget lille faglige netværk kan man også undre sig over, hvordan antiglobalister a la Klein overhovedet kan finde på at skille økonomisk rationale og social kontakt ad. De fleste af mine internationale kontakter – som jeg tror det er tilfældet for snart sagt alle forskere og andre erhvervsgrupper – er netop resultatet af fælles professionelle interesser. For eksempel har egeninteresse i forbindelse med mit arbejde det seneste år resulteret i disse aktiviteter:

• Middag på Vilhelmsborg med Martin Paldam, Gert Svendsen og Ric Uslaner (University of Maryland)
• Udveksling af gratis link med Rachmaninovs anden symfoni (og glæde over den) under sommerens BBC Proms koncerter med Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm)
• En gåtur i solskinnet i Amsterdam med Karin Mayr (Universitetet i Linz)
• En flok store fadøl med blandt andet Guillaume Méon (det frie universitet i Bruxelles), Ivo Bischoff (universitetet i Giessen) og Axel Dreher (ETH i Zürich)

Alle disse aktiviteter udsprang oprindeligt af fælles arbejdsinteresser – den rationelle type global kontakt, som antiglobalisterne nærer så stort had til. Og i tilknytning til eller under alle aktiviteterne diskuterede vi også professionelle forhold.

Så dagens spørgsmål her på stedet må være: Hvad er der galt med at knytte sociale kontakter som en bivirkning af professionel, rationel aktivitet? Hvad var der galt med Gades europæiske netværk? Hvad er det, der er så frygteligt ved at rationel, økonomisk globalisering medfører en masse social globalisering – at den økonomiske globalisering kommer før den sociale? Med andre ord, hvorfor kan Naomi Klein og co. ikke lide, at økonomisk globalisering i Alfred Hirschmans ord er ’civiliserende’? Jeg forstår det ikke – men jeg nyder det da, når det sker!