The Boys from Pointe du Hoc

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juni 2007. 3 svar

Denne Punditokrat er en gammel sentimentalist, og jeg kan godt lide mindedage–mestendels de glade og symbolsk højstemte. Jeg bliver glad, når de markeres, og ærgerlig når de glemmes–og forbandet på mig selv, når jeg f.eks. glemmer at tænde lys i vinduet 4. maj.

I den forbindelse tænkte jeg i dag en del over, at jeg (der i disse dage befinder mig i smukke Cambridge) reelt havde overset, at det i går var Grundlovsdag derhjemme i Danmark. Men så blev jeg mindet om, at i dag sådan set også er en anden, værdig mindedag: D-Dag. Det er i dag 63 år siden, at De Allierede gik i land i Normandiet, og i det store billede er det en af de dage, der klart må regnes som ikke bare en af de vigtigste i det 20. århundrede men en af de afgørende i frihedens historie.

Men det betyder også, at det i dag er 23 år siden, at præsident Ronald W. Reagan holdt en af sine bedste taler. Måske ikke den mest ideologiske, men klart en af de smukkeste, mest sentimentale (i ordets bedste betydning) og mest velskrevne–og selvfølgelig skrevet af Peggy Noonan. Talen, kendt som “The Boys from Pointe du Hoc”, blev holdt foran rækker med overlevende “Rangers” fra D-Dag, og den findes hér på audio (under datoen June 6, 1984) og hér som tekst. Her er et par uddrag:

“We’re here to mark that day in history when the Allied armies joined in battle to reclaim this continent to liberty. For four long years, much of Europe had been under a terrible shadow. Free nations had fallen, Jews cried out in the camps, millions cried out for liberation. Europe was enslaved, and the world prayed for its rescue. Here in Normandy the rescue began. Here the Allies stood and fought against tyranny in a giant undertaking unparalleled in human history.

… The men of Normandy had faith that what they were doing was right, faith that they fought for all humanity, faith that a just God would grant them mercy on this beachhead, or on the next. It was the deep knowledge — and pray God we have not lost it — that there is a profound moral difference between the use of force for liberation and the use of force for conquest. You were here to liberate, not to conquer, and so you and those others did not doubt your cause. And you were right not to doubt.

You all knew that some things are worth dying for. One’s country is worth dying for, and democracy is worth dying for, because it’s the most deeply honorable form of government ever devised by man. All of you loved liberty. All of you were willing to fight tyranny, and you knew the people of your countries were behind you.

… [But not] all that followed the end of the war was happy or planned. Some liberated countries were lost. The great sadness of this loss echoes down to our own time in the streets of Warsaw, Prague, and East Berlin. Soviet troops that came to the center of this continent did not leave when peace came. They’re still there, uninvited, unwanted, unyielding, almost forty years after the war. Because of this, allied forces still stand on this continent. Today, as forty years ago, our armies are here for only one purpose: to protect and defend democracy. The only territories we hold are memorials like this one and graveyards where our heroes rest.

… Here, in this place where the West held together, let us make a vow to our dead. Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Skal man grine eller græde?

Af Jacob Mchangama, den 6. juni 2007. 3 svar

Netop i dette minut sidder jeg på mit kontor i indre by og er vidne til en demonstration rettet mod G8. Demonstrationen synes mest at bestå af unge alternative typer, hvilket der sådan set ikke er noget galt med. At alle holdninger og overbevisninger skal have lov til at komme til orde i et liberalt demokrati er en selvfølge og demonstrationen bekræfter blot ytrings- og forsamlingsfrihedens vitalitet i dagens Danmark. Hvad der til gengæld slår mig er en animeret talers skingre protester, om at den vestlige verden hver dag træder rettigheder under fode. Disse anklager udslynges uden den mindste tøven eller skam samtidig med at taleren flankeres af demonstranter svingende røde flag med hammer og sejl.

Skal man grine eller græde?

Ugens citater: Wall Street Journal om avisfilosofi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juni 2007. Skriv et svar

Det se r ud til, at en af Punditokraternes yndlings-aviser, Wall Street Journal, er ved at skifte hænder.  Bancroft-familien er vistnok ved at sælge Dow Jones & Co. imperiet til Rupert Murdoch.  Det kan der vist både være godt og skidt ved, men på ledersiden i dagens udgave er der ihvertfald en artikel , der handler om dette og avisens filosofi, og her er to-tre gode citater.

Det første er fra en af avisens første debatredaktører, den eksil-skotske, fhv. liberale politiker, William Peter Hamilton:

“Don’t believe the man who tells you there are two sides to every question. There is only one side to the truth.”

Avisen har–i modsætning til stort set alle andre amerikanske aviser–ikke anbefalet en præsidentkandidat siden Herbert Hoover, fordi man bevidst foretrækker at rose eller kritisere kandidaternes ideer og specifikke forslag i.f.t., hvad der er avisens udgangspunkt. Som avisens tidligere chefredaktør, William Grimes, sagde, da Truman i 1948 angreb den for at være “Republikanernes bibel”: “our loyalties are to the economic and governmental principles in which we believe and not to any political party.”

Og hvad var og er de så? Det svarede Grimes på i en leder, “A Newspaper’s Philosophy,” 2. januar 1951:

“On our editorial page we make no pretense of walking down the middle of the road. Our comments and interpretations are made from a definite point of view. We believe in the individual, in his wisdom and his decency. We oppose all infringements on individual rights, whether they stem from attempts at private monopoly, labor union monopoly or from an overgrowing government. People will say we are conservative or even reactionary. We are not much interested in labels but if we were to choose one, we would say we are radical.”

Det er sgu’ da en Punditokrat-avis!

Hitchens om Kouchner

Af admin, den 6. juni 2007. Skriv et svar

Som bemærket så ofte før, hvorfor skrive, når andre gør det så meget bedre?

Derfor dette link til Christopher Hitchens’ artikel i Slate om Bernard Kouchner, den nye udenrigsminister i Sarkozys regering.

Her er en smagsprøve:

The single best symbol of the change in France is the appointment of Bernard Kouchner to the post of foreign minister. Had the Socialist Party won the election, it is highly unlikely that such a distinguished socialist would ever have been allowed through the doors of the Quai d’Orsay. (Yes, comrades, history actually is dialectical and paradoxical.)

Læs resten her.

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Af Niels Westy, den 4. juni 2007. 2 svar

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.

”Para ingles ver”

Af Niels Westy, den 2. juni 2007. 1 svar

Hvorvidt Hugo Chavez er socialist efter han proklamerede, at han ville skabe det 21. århundredes socialisme bliver diskuteret en del på diverse venstreorienterede blogs og hjemmesider. Hvorvidt han erklærer sig som værende socialist eller ej er naturligvis underordnet. Det afgørende er hvad han foretager sig, og det er vel slemt nok – se også vores ærede redaktørs nylige indlæg.

Spørgsmålet er også om der er noget nyt under solen, eller om der blot er tale om det seneste kapitel i Latinamerikas “forelskelse” i semi-totalitære ledere – det er i hvert fald ikke svært at finde eksempler der kunne tænkes at være forbilleder for Hugo Chavez – også ud over Fidel Castro og hans totalitære styre.

Fra det 20. århundrede kan nævnes Brasiliens Getulio Vargas og Argentinas Juan Peron. – (Henvisningerne peger på Wikipedia og skal tages med mere end et gran salt).

Det er bemærkelsesværdigt at se hvorledes Juan Peron, der var inspireret af Benito Mussolini kan blive skrevet ind i venstrefløjens ”fortælling” om Latin Amerika, – se f.eks. hvordan en ansat , (Louis Proyect), på Colombia Universitetet beskriver Juan Perons betydning for Argentina – det er da et held at han ikke underviser på universitetet. Argentinas arv efter Peron har været en økonomi, der i løbet af et halvt århundrede er gået fra at være en af verdens rigeste nationer til at være et middelindkomstland.

Meget af venstrefløjens begejstring for Chavez m. fl. er affødt af, at den opfatter valget af Hugo Chavez og andre venstreorienterede ledere i Latin Amerika som et opgør med en påstuleret ”neoliberalistisk” politik i 1990erne.

Men at påstå at de latinamerikanske lande gennemløb en (neo)liberalistisk udvikling i 1990erne kræver dog noget af en omkalfatring af begrebet, hvorefter selv Keynes er ultraliberalist.

Det er korrekt, at en række latinamerikanske lande i 1990erne oplevede en større eller mindre grad af privatisering, ligesom en lang række lande i dag kan beskrives som mindre lukkede end tidligere. Men dermed er alt stort set også sagt, hvis vi ser bort fra Chile, som er undtagelsen på kontinentet.

Som helhed er Latinamerika fortsat præget af relativt høje handelsbarrierer, udpræget brug af administrative løsninger frem for markedsløsninger, ligesom inefffektivitet og korruption fortsat er de to ord der bedst beskriver den offentlige sektor – og det er her uden betydning hvem der har regeringmagten. Udtagelsen er igen Chile, hvis korruption er på niveau med Tyskland og USA.

Hvad der reelt skete i mange Latinamerikanske lande i 1990erne kan bedst beskrives med et brasiliansk udtryk fra det 19, århundredes afslutning, hvor engelske firmaer etablerede landets jernbanesystem. En udbygning der stort set gik i stå efter den brasilianske regering først fastsætte jernbaneselskabernes salgspriser, for til slut at nationalisere hele jernbanedriften.

På portugisisk hedder det ”Para ingles ver”, hvilket frit oversat svarer til det danske udtryk ”for et syns skyld”. Med mindre man altid har dette udtryk i baghovedet er det umuligt at forstå Latin Amerika. Mængden af begejstrede venstreorienterede hjemmesider omhandlende Hugo Chavez og andre af Latinamerikas “neosocialister” (eller Castros Cuba, der i løbet af de sidste 50 år er gået fra at være et af Latin Amerikas rigeste lande til at være et af de fattigste) kunne tyde på at det er der en del der ikke har.

Global opvarmning – NASA-chefens syn

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2007. 62 svar

Debatten omkring det globale klima har raset i flere år, og i stort set alle medier. Ikke mindst på denne blog har vi været kritiske overfor den måde, debatten kører på i MSM og den måde, særligt FNs klimapanel IPCC fungerer på, både på et videnskabeligt og kommunikationsmæssigt plan. Man kan have mange syn på debatten, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at finde hoved eller hale i den. Naturvidenskaben er – modsat hvad FN påstår! – internt i splid over spørgsmålet om, hvor stor den globale opvarmning er, ligesom der heller ikke er konsensus omkring, hvad der skaber den. Svensmark og Nigel Calders nye bog om ’The Chilling Stars’ er i den henseende en af de bøger, der står højest på min ønskeseddel.

Men helt fraset den totale mangel på konsensus om fakta, er det et åbent spørgsmål hvorvidt en eventuel opvarmning overhovedet er et problem. Jeg var derfor glad for at få et link til et interview tilsendt fra to kontakter (tak Kasper og Niels), hvor NASAs chef Michael Griffin udtaler sig om problemerne. Naturligvis har klimaalarmisterne reageret stærkt, men Griffin får også opbakning fra dele af den videnskabelige top (læs her).

Specielt svaret på et bestemt spørgsmål er interessant. Adspurgt om hvor vigtig global opvarmning er – ”Do you have any doubt that this is a problem that mankind has to wrestle with?” – svarer NASA-chefen:

“I have no doubt that … a trend of global warming exists. I am not sure that it is fair to say that it is a problem we must wrestle with. To assume that it is a problem is to assume that the state of Earth’s climate today is the optimal climate, the best climate that we could have or ever have had and that we need to take steps to make sure that it doesn’t change. First of all, I don’t think it’s within the power of human beings to assure that the climate does not change, as millions of years of history have shown. And second of all, I guess I would ask which human beings — where and when — are to be accorded the privilege of deciding that this particular climate that we have right here today, right now is the best climate for all other human beings. I think that’s a rather arrogant position for people to take.”

Dét er et svar, jeg gerne vil tænke lidt videre over! For hvornår overvejer vi nogensinde de implicitte moralsk-normative antagelser, der ligger til grund for debatten? Er klimaet i dag specielt godt for menneskeheden, eller var middelalderens varmere tider måske i virkeligheden at foretrække? Og er vi ikke bare storhedsvanvittige når vi ophæver os til dommere over, hvad naturen bør og ikke bør gøre, når vi nu så gerne vil påvirke klimaet selv? For mig er det rigtige weekendspørgsmål. God tænkelyst.

Chavez jernnæve rammer pressen

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2007. 12 svar

I weekenden lukkede Venezuelas folkevalgte præsident Hugo Chavez TV-stationen RCTV. Chavez vurderede offentligt, at stationen var blevet ”en trussel mod mit land”. TV-stationen er Venezuelas ældste og meget populær hos befolkningen, men altså ikke hos Chavez, som har måttet opleve stærk kritik fra netop den side. CNN bliver sandsynligvis også sagsøgt, og en anden TV-station – Globovision – er tydeligvis i fare for at blive lukket, da de formastede sig til at bringe billeder af de protestdemonstrationer, der brød ud efter Chavez lukkede RCTV. Vores venner på 180 Grader har skrevet om sagen, bl.a. her og her.

Chavez, der ellers er noget af en mediedarling i mange vestlige lande, har modtaget stærk kritik fra flere fronter. Europaparlamentet og den internationale NGO Reporters sans Frontières har udtrykt stærk bekymring, og Human Rights Watch fordømmer hans handlinger. DRs Orienterings Sydamerika-ekspert Niels Lindvig mener derimod, at det er helt acceptabelt. Det bemærkelsesværdige i hans udtalelser er blandt andet, at Lindvig vurderer at ”intet land i Sydamerika har så udstrakt ytringsfrihed som Venezuela”. Er det virkeligt sandt?

Svaret er selvfølgelig nej, når man ser på de rapporter der kommer fra internationale NGOer. Reporters sans Frontières rater Venezuela nummer 19 af de 22 latinamerikanske lande i deres 2006-undersøgelse, med en score på 29 på et kontinent hvor det typiske lande scorer 15 (jo lavere, jo bedre). Bredere set står det også sløjt til med menneskerettighederne i Venezuela. I Cingranelli og Richards store datasæt, hvor de sidste målinger endda er fra 2004, altså før Chavez amokløb, ligger Venezuela på linje med Cuba! Grunden er, at selvom Cuba er et kommunistisk diktatur – noget Chavez ikke har nået endnu selvom han ved enhver lejlighed udtrykker sin beundring for Fidel Castro – er at landet scorer lavere end Cuba på det specifikke indeks ’fysiske integritet’ (en score på 2 af 8 mulige, hvor det typiske sydamerikanske land scorer 5), der bl.a. måler politiske fængslinger, politiske drab og forsvindinger osv. 

Eksemplet er et af flere på, at Orientering, der på mange måder ellers er et godt program, på nogle områder har en mærkværdig, gammeldags marxistisk indstilling på specielle områder. Hvordan Niels Lindvig kan hævde, at Venezuela har ytrings- og pressefrihed overstiger simpelthen min fatteevne. Men måske kan nogle af læserne oplyse mig?

Sullivan gør status

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. maj 2007. 36 svar

Det er en svær tid, vi lever i. 

Med fare for at bringe blodtrykket op hos et par af mine gode Punditokrat-kolleger, kan jeg her i en højhellig Pinse ikke rigtigt andet end linke til denne tankevækkende sammenfatning af status quo for krigen mod terror, foretaget af Andrew Sullivan.  Denne er næppe rundhåndet overfor ethvert synspunkt, men den er tankevækkende.  Og Sullivan er hverken en venstrefløjsaktivist eller en hr. hvem-som-helst–udover at være en af de mest læste bloggere i verden, er han en engelsk Tory (selverklæret “libertarian conservative”), med stærke sympatier for Hayek og hvad vi ville kalde klassisk liberalisme. 

180grader og public service

Af admin, den 28. maj 2007. 4 svar

Som en ‘private service’ fra os til jer henledes opmærksomheden på dagens udgave af 180grader, hvor undertegnede har forfattet dagens klumme – endda under mit borgerlige (det hedder det) navn.

Se nærmere her.

Lærer ulandsdonorerne af deres fejl?

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2007. 4 svar

Alle Punditokrater og de fleste af vores læsere interesserer sig stærkt for, hvordan det går i verdens fattigste lande. Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de eventuelt kan klare sig bedre og udvikle sig hurtigere. Hvis man taler med ’almindelige’ danskere, vil de ofte sige, at det er en tragedie, men vi gør vores – vi er jo et af de lande i verden, der giver mest ulandshjælp. De fleste af vores faste læsere vil desværre vide, at hjælpen er helt uden virkning, som vi før har skrevet om (læs her og her).

Der er nogle problemer ved at modtage ulandshjælp, der sandsynligvis er praktisk umulige at slippe udenom. For eksempel medfører større mængder hjælp såkaldt ’Hollandsk Syge’, der skader landets eksportsektor, og i de fleste ulande svækker hjælpen også de politiske incitamenter til at føre ansvarlig politik. Men selv når økonomer, der har arbejdet årevis med disse problemstillinger, accepterer hjælpens iboende problemer, har de fleste stadig håb: For vi lærer de af vores fejl, gør vi ikke? Og når vi gør det – siger argumentet – bliver vi bedre til at give hjælp så den alligevel giver udvikling fordi kvaliteten af vores hjælp stiger.

I en ny artikel, der kommer snart i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Economic Policy har William Easterly sat sig for at teste idéen om, at vi er blevet bedre til at målrette hjælpen. Easterly, der er den tidligere cheføkonom i Verdensbanken som blev lempet ud af forretningen da han blev for kritisk overfor ulandshjælp, er i dag professor på New York University – et af USA’s absolut bedste universiteter – og leder af deres center for ulandsforskning. Han er således en af verdens førende udviklingsøkonomer, men også en af de stærkeste kritikere af ulandshjælp, særligt i den form den gives i dag. I artiklen, der har titlen ”Are Aid Agencies Improving?”, spørger Easterly om der er tegn på, at donorerne lærer af deres egne fejl og af nye forskningsmæssige indsigter.

Easterlys artikel illustrerer en måde at svare på spørgsmålet på, ved at se på om hjælpen i højere grad gives til særligt fattige lande, om donorer har lært at koordinere deres indsatser bedre, om der følger modkøbskrav med hjælpen, om der gives mindre fødevarehjælp (der er problematisk ved at underminere landenes egen fødevareproduktion) og mere teknisk assistance, og om man i højere grad tager hensyn til nye indsiger såsom at handel, ansvarlig politik og gode institutioner er vigtige for udvikling.

Lad mig sige det med det samme: Det er ikke en artikel man skal læse, hvis man trænger til at komme i godt humør! Der har været en tendens til at de store donorer giver relativt mindre fødevarehjælp, men den udvikling skete ovenpå hungerkatastroferne i midten af 1980erne, og hjælpen er rettet mere mod fattige lande nu end den var i starten. Men det sidste skift skete i midten af 1970erne, og ingen andre indikatorer er forbedret over årene. Med andre ord gør ulandsdonorerne som de har gjort i 40 år. Det rent ud sagt skrækkelige er, at Easterly i en tabel der lister formuleringer fra Pearson-komiteen og fra den britiske Afrika-kommission, IMF, Verdensbanken og FNs udviklingsprogrammer side om side, viser at de forhold, Pearson-komiteen i 1969 identificerede som stærkt problematiske, er de samme som store donorer i dag peger på som uløste problemer. Man har kendt til problemerne siden slutningen af 1960erne, men har fuldstændigt ignoreret dem, eller har i det mindste ikke haft viljen til at ændre på noget.

En anden måde at spørge, om hjælpen er blevet bedre, er at se på om dens effekt på ulandes økonomiske vækst er steget gennem årene. Tabellen nedenfor angiver således resultatet af at gennemføre en standard vækstanalyse for seks fem-års perioder siden 1970. Der er kontrolleret for statslig størrelse, handel og investeringsforhold, og for regionale forskelle. Første søjle angiver perioden, anden søjle angiver hvor meget væksten vil stige (i absolutte procentpoint) ved en stigning i ulandshjælp på 10 procentpoint, og den sidste søjle angiver den såkaldte t-statistik, der er et mål for hvor præcist vi har målt effekten; som en tommelfingerregel skal t-statistikken være mindst 2.

 

Periode
 Effekt af +10 %
 t-statistik
1970-1975

1.02

1.32

1975-1980

0.15

1.00

1980-1985

0.32

0.55

1985-1990

0.09

0.19

1990-1995

0.23

0.83

1995-2000

-0.08

0.11

 

Tabellen demonstrerer to nævneværdige forhold: 1) Ulandshjælpen har i ingen periode været ’signifikant’ forbundet med landes økonomiske vækst – selv den pæne koefficient i perioden 1970-1976 har kun en t-statistik på 1.32, og kan derfor ikke skelnes fra et rent nul; og 2) Der er ingen positiv tendens, snarere tværtimod, for selvom ingen af estimaterne er statistisk forskellige fra nul, bliver de faktisk mindre med tiden. Så selv hvis man så stort på statistisk præcision, ville man ikke kunne hævde at hjælpen har fået større virkning gennem de senere årtier.

Den deprimerende bundlinie fra Easterlys studie og vores lille empiriske øvelse er, at ulandsdonorer som Verdensbanken eller Danida ikke synes at lære af deres fejl. Ulandshjælpen har ikke virket, virker ikke nu, og der er ingen tegn på at det bliver bedre. Med andre ord er ulandshjælpen i en strengt økonomisk forstand helt ligegyldig. At nyere forskning så viser, at den endda har stærkt problematiske negative effekter på landes økonomiske frihed er en anden sag, som jeg ærligt talt ikke orker at skrive om her. At bedrive udviklingsøkonomi er i sagens natur én lang række skuffelser, som man aldrig bliver immun overfor. Dem, skuffelserne berører direkte, er trods alt verdens fattigste mennesker.

Riis dilemma

Af Niels Westy, den 25. maj 2007. 34 svar

For de der ikke har fulgt med i nyhederne fra den hjemlige andedam det seneste døgn, så har tophistorien været, at Bjarne Riis Tour de France sejr i 1996 var tilsat kemiske stimulanser. En noget mindre historie fra dagens medier var at en amatørarkæolog havde fundet et par smykker fra ca. år 700 på en pløjemark. At påstå, at man kan være overrasket over, at Bjarne Riis brugte EPO i 1996, svarer vist til at være overrasket over , at mennesket også var forfængeligt for 1000 år siden.

Det var ikke desto mindre hvad reaktionen hos vores sports- og kulturminister, og utrættelige forkæmper for en stimlansfri sport, svarede til, da han udtrykte sin overraskelse og skuffelse over, at hans ungdoms helt Bjarne Riis, indrømmede at han han havde været dopet hin uforglemmelige sommer i 1996. En sommer hvor Jørgen Leths uforlignelige fortællertalent gik op i en højere enhed med ørnen fra det flade Jylland, der erobrede de franske bjerge, den gule førertrøje og til slut sejren i en af vor tids mest præstigefyldte sportsbegivenheder, Tour de France.

Jep, jeg indrømmer at jeg var en af de utallige danskere, der den sommer var mere inden- end udendørs, og tak for det Bjarne (og Leth). Jeg erkender også, at jeg er fuldkommen ligeglad med om Riis var dopet eller ej. For vil(le) man vinde Tour de France var kemi en del af gamet (hvilket det også var når man ville vinde i oldtidens olympiader). Det mest skræmmende ved dagens ikke-nyhed er vist, at Brian Mikkelsen tilsyneladende ved så lidt om sport og cykling, at han kan have troet noget andet. Jeg håber så sandelig, at det blot er udtryk for nødvendigt spin.

Bjarne Riis situation i halvfemserne kan vi betegne som ”Riis dilemma”. Bjarne Riis havde et valg; ville han vinde Tour de France eller ej. Hvis han ønskede at vinde så var der ingen vej uden om kemien på daværende tidspunkt. At han brugte EPO gav ham ikke en fordel frem for de andre – den ligestillede han tværtimod med de andre.

Riis dilemma har mange paralleller i den økonomiske teori. Et klassisk eksempel er markedsføring på et marked for homogene produkter. Det er indlysende, at det (for den enkelte producent) ikke giver megen mening at reklamere for produktet, hvis forbrugeren opfatter alle producenters produkter som ens. Det medfører som bekendt ikke nødvendigvis, at man afholder sig fra at reklamere – og der eksisterer her to ligevægte – en hvor ingen reklamerer (ingen EPO) og en hvor der reklameres (EPO). Ofte er reklamerne for denne type af produkter præget af at de handler om alt andet end produktets objektive kvaliteter.

På den anden side er det jo ikke et problem. Vi ved jo godt, at vi ikke ser smukke kvinder komme glidende ned af en overdimensioneret tunge når vi tager et glas øl – for nu at referere til en kendt ølreklame – Og at tro, at professionel topsport har noget med sundhed at gøre, svarer vist til at tro på, at fordi en enkelt genstand kan være godt for talegaverne, så må rigtigt mange genstande være endnu bedre.

Muhammed, Danmark & ACLU

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2007. 3 svar

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

…

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Adoption og EMD

Af Jacob Mchangama, den 24. maj 2007. 2 svar

Højesteret har i en dom fra sidste år fastslået, at ene-adoptanter ikke er berettiget til et børnetilskud, som ene-forældrer er berettigede til, hvilken retstilstand der synes at være et folketingsflertal for at opretholde. Man kan diskutere om dette er en berettiget forskelsbehandling. Uden at kende nærmere til baggrunden for og ordlyden af den relevante lov vil jeg umiddelbart mene, at forskelsbehandlingen er legitim idet adoption per definition er en veltilrettelagt handling, som kræver nøje planlægning, hvorfor det må påhvile den adopterende at sørge for at have tilstrækkelige midler til at forsørge det adopterede barn.

Taberen af den ovennævnte Højesteretssag har meddelt at man ønsker at indgive en klage til den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD), med påstand om at Danmark har foretaget usaglig forskelsbehandling. Da den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 ikke indeholder et fritstående antidiskriminationsforbud, er klager nødt til at gøre artikel 14 gældende i sammenhæng med en af EMRKs øvrige bestemmelser, hvilket i denne sag utvivlsomt vil være retten til familieliv i artikel 8, hvis anvendelsesområde således skal være berørt af det forhold der klages over.

Hvad man end mener om den ovennævnte forskelsbehandling og Højesterets dom, må man spørge sig selv om dette emne virkelig egner sig til at blive afgjort af en international menneskerettighedsdomstol, eller om et sådant organ snarere burde beskæftige sig med sager der i højere grad involverer klare statslige indgreb overfor individer.

Dette spørgsmål behandlede en af EMDs mest karismatiske dommere igennem tiden – engelske Sir Gerald Fitzmaurice – i en dissens i en dom fra 70’erne. Dommen handlede – kort fortalt – om hvorvidt en belgisk lov der forskelsbehandlede børn født i og udenfor ægteskab var diskriminerende og en krænkelse af retten til familieliv – hvilke krænkelser EMDs flertal fandt godtgjort. Fitzmaurice anfægtede dog flertallets afgørelse og gjorde med nedenstående uovertrufne dissens gældende, at retten til familieliv slet ikke var anvendelig: 

It is abundantly clear (at least it is to me) – and the nature of the whole background against which the idea of the European Convention on Human Rights was conceived bears out this view – that the main, if not indeed the sole object and intended sphere of application of Article 8 (art. 8), was that of what I will call the “domiciliary protection” of the individual.

He and his family were no longer to be subjected to the four o’clock in the morning rat-a-tat on the door; to domestic intrusions, searches and questionings; to examinations, delaying and confiscation of correspondence; to the planting of listening devices (bugging); to restrictions on the use of radio and television; to telephone-tapping or disconnection; to measures of coercion such as cutting off the electricity or water supply; to such abominations as children being required to report upon the activities of their parents, and even sometimes the same for one spouse against another, – in short the whole gamut of fascist and communist inquisitorial practices such as had scarcely been known, at least in Western Europe, since the eras of religious intolerance and oppression, until (ideology replacing religion) they became prevalent again in many countries between the two world wars and subsequently.

Such, and not the internal, domestic regulation of family relationships, was the object of Article 8 (art. 8), and it was for the avoidance of these horrors, tyrannies and vexations that “private and family life … home and … correspondence” were to be respected, and the individual endowed with a right to enjoy that respect – not for the regulation of the civil status of babies.

8. Now it is evident that the type of complaint made by the applicants in the present case has absolutely nothing to do with the sort of thing described in the previous paragraph above. They have not been subjected to any of the practices in question, nor did they live under a legal regime according to which such practices were lawful and could at any time be put into action by the authorities.

Ovenstående citat er – mutatis mutandis – også passende for den danske adoptionssag, der bør forblive et nationalt anliggende.

Borjas har en blog

Af David Gress, den 24. maj 2007. Skriv et svar

George Borjas, professor i labor economics ved Harvard og skarp kritiker af USAs kaotiske indvandringspolitik, har startet en blog.  Nødvendig læsning, foruden at Borjas er en ualmindelig tydelig skribent.

Ugens citat: VU om samtykke, frihed & polygami

Af Redaktionen, den 24. maj 2007. 4 svar

Hele Danmarks borgerlige netavis 180Grader.dk har et dagsaktuelt, omend to år gammelt, citat fra de unge liberales politiske program:

”Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke.”

VU’s Thomas Banke uddyber til 180Grader:

Polygami?

”Hvis kvinder vitterligt ønsker at lade sig gifte ind i et harem, så mener jeg faktisk ikke at det en politisk opgave at blande sig i. Det må være folks frie valg. … Hvis ikke der er tale om tvang eller misbrug, så er det svært, synes jeg, at finde nogen grund til at lovgive imod det. Også selvom jeg ikke selv bryder mig om den form for ægteskab.”

VU’s formand, Karsten Lauritzen, kan derimod ikke helt finde ud af, hvad han mener.

Billedet viser et typisk dansk bunkebryllup.

Muslimer i USA

Af Jacob Mchangama, den 22. maj 2007. 22 svar

Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.

Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:

Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.

The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.

[…]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims’ annual incomes – and perceptions of personal finances – are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.

[…] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.

The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.

Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).

Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.

Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).

Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).

Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer ”kun” 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.

Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.

De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.

Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.

Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at ”forestillingen om ’fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.

En god karakter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. maj 2007. 10 svar

Jeg skal i den grad–både her og i Groft Sagt-spalten–afholde mig helt og aldeles fra at blande mig i den hidsige debat foranlediget af lektor Klaus Kjøllers udtalelser om, at nogle yppige kvindelige for- og bagdele kan resultere i højere karakterer ved en eksamen. Hvis du er ansat som forsker, har du lige så meget brug for at blande dig i den debat, “like u need a hole in yo head”–for nu at citere en anden med interesse for kvindelige former.

Men for denne blogs kræsne læsere, hvoraf en stor del er bekendt med “Den østrigske økonomiske skole”, skal jeg ikke undlade at benytte lejligheden til at fortælle, hvad jeg som studerende hørte, da jeg (1992-94) deltog i det hæderkronede Austrian Economics kollokvium ved New York University, der i sin tid blev etableret af Ludwig von Mises. Det er nemlig en historie om en af Mises’ mange talentfulde og begavede elever, den glorværdige østrigsk-amerikanske økonom, professor Fritz Machlup (1902-83).

Machlup var lige fra sine unge dage i Wien noget af en suave og pigeglad charmør–så meget at han i en kendt anekdote om, hvordan de liberale (og mestendels jødiske) østrigske økonomer fabulerede om, hvad de mon allesammen skulle lave, når de engang var tvungent i eksil udenfor Østrig.  Herforestillede de sig, at de alle ville blive nødt til at arbejde som noget andet end økonomer, f.eks. på en restaurant i Sydamerika ; Machlup blev tilskrevet rollen som danser og gigolo. (Hans kone, Mitzi, skulle være go-go girl, Hayek tjener og Mises dørmand, o.s.v.)

Interessen for det smukke køn blev åbenbart ikke mindre med årene. Da Machlup nærmede sig firserne og var i en slags halv-pensionist stilling ved NYU, insisterede han som en af de første dér på, at de studerende skulle aflevere deres eksamensopgaver uden eget navn på. Det var åbenbart meget sjældent dengang. Han var bange for, hvordan hans viden om og sympatier for specifikke studerende kunne resultere i, at han gav dem uretfærdigt høje karakterer. Det var her ikke så meget det politiske, det ideologiske eller det rent paradigme-mæssige, han tænkte på …:

“Zere are soooo many lovely girls, and I just cannot help giving zem a gut grade …”,

–skal han (efter sigende) have sagt, eller ihvertfald noget i den stil. Om historien er korrekt, ved jeg ikke, men ihvertfald illustrerer den en slags “rationel institutionalisme”, og hvis Kjøller har ret (altså i en strengt kausalvidenskablig forstand!), er den ihvertfald endnu et godt argument for at nedprioritere mundtlige eksamener til fordel for (om muligt) anonymiserede skriftlige ditto.

Mugabonomics

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2007. 10 svar

Som allerede omtalt af vores ærede redaktør , synes Venezuelas folkevalgte diktator, den socialistisk-nationalistiske (eller var det omvendt?) Hugo Chavez, nu at ville konkurrere på internationalt plan. Nærmere bestemt virker han forhippet på at ville gøre Robert Mugabe og Fidel Castro rangen stridig som en af dem, der hurtigst kan køre en–i det store billede–relativt velfungerende udviklingsøkonomi i sænk. Han bruger også Mugabes metoder, herunder vilkårlige besættelser af private gårde. Her er mere fra Wall Street Journals artikel:

“Now Mr. Chavez is taking his revolution to the Venezuelan countryside. “We must end latifundios,” he said in a televised speech in March, referring to large agrarian estates. “The people order it, and we will do it, whatever the cost.” Then he announced the seizure of a land area larger than the state of Rhode Island.

Since coming to power, The Chávez government has handed over 8.8 million acres, an area bigger than Maryland, for use by the poor. While much of this was state-owned land that was either idle or leased to ranchers, some 4.5 million acres were “recovered” from private owners, Mr. Chávez said recently. In some cases, the government compensated them. In most others… it has simply turned a blind eye to land invasions.

The government bills land reform as a way to make Venezuela self-sufficient infood. But so far, the effect has been to undercut production of beef, sugar and other foods, as productive land is handed over to city dwellers with no knowledge of farming. Established farmers and ranchers, fearing their land may be seized next, are cutting investment in their operations to a minimum.

The chaos in the countryside has contributed to shortages in basic items like milk and meat, a paradox in a country enjoying an economic boom traceable to high oil prices. Also spurring the shortages are price controls on certain foods that keep them prices below the cost of production. Meanwhile, 19%-plus inflation–as oil revenue floods the economy–spurs panic buying: purchasing price-controlled and other goods the shopper might not immediately need for fear of having higher prices in the future or not finding the items at all.

“You get up at dawn to hunt for a breast of chicken all over town. Housewives are in a foul mood.” says Lucylde Gonzalez, a Caracas homemaker, who says she hasn’t seen an egg in a week.”

Kunne man forestille sig, at nogen ville brokke sig over det? Ja, men så må de jo se, om de kan få fat i en journalist fra de medier, som ikke i samme anledning bliver frataget deres sendetilladelser.

Flexi-too-much-security

Af Niels Westy, den 20. maj 2007. 17 svar

I sin bog “Velstandens kilder” , benævner David Gress fordommen om, at velstand kommer af velfærdssamfundet, og at det er dettes institutioner, ydelser og sociale sikkerhedsnet, som sætter folk i stand til overhovedet at leve og arbejde, “Lykketofts fejltagelse”.

Han nævner dog, at han kunne han have sat andre navne på. Måske en kandidat er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der som bekendt har svært ved at få armene ned i jubel over vores høje skattetryk og den vidt berømmede flexicurity model. Han har dog misforstået modellen på et ret afgørende punkt – nemlig sammenhængen mellem et fleksibelt arbejdsmarked og arbejdsløshedunderstøttelsen.

Den danske model burde måske rettere hedde flexi-too-much-security. Fleksibiliteten gælder primært de relativt vellønnede, hvor understøttelsen i tilfælde af arbejdsløshed er relativt lav (væsentligt lavere end i f.eks. Tyskland), mens den er rekord høj for lavtlønnede.

Man kan i denne kontekst med rette beskrive det danske arbejdsmarked som udpræget dualistisk med ét beklageligt fælles træk – nemlig dens mangel på tilskyndelse til at yde en ekstra indsats – eller en indsats overhovedet (i hvert fald hvis vi taler om ”hvidt” arbejde). For den bedre lønnede del af befolkningen er det lidet attraktivt at øge udbudet på grund af de høje marginalskatter og for de lavest lønnede er det tilsvarende lidet attraktivt at stille sin arbejdskraft til rådighed, fordi overførselsindkomsterne er så høje.

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i forrige uge hørte Claus Hjort Frederiksen ved et arrangement i anledning af udgivelsen af Ole Birk Olesens bog om velfærdsstaten gennem snart 5 årtier, med den meget sigende titel ”Taberfabrikken“.

Med udgangspunkt i bogens konstateringen af, at antallet af danskere på passiv forsørgelse er steget fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag, fremhævede Hjort Frederiksen igen flexicurity modellen og – for ligesom at sætte streg under – spurgte han retorisk, om man havde tænkt sig at afskaffe (kvindernes) barselsdagpenge – som om det var afgørende for den voldsomme vækst i antallet på passiv forsørgelse.

Det er måske derfor en ide lige at se på hvem det egentlig er der primært udgør de næsten 900.000 i den erhvervsaktive alder (18-65 år), der er på passiv forsørgelse. Ifølge Danmarks Statistik fordelte de sig i 2005 som følger:

  • Førtidspension (246.836 personer)
  • Efterløn (167.610 personer)
  • Arbejdsløshedsdagpenge (131.835 personer)
  • Kontanthjælp (96.342 personer)
  • Sygedagpenge (68.638 personer)
  • Aktivering (44.265 personer)
  • Barselsdagpenge (54.545 personer)
  • Revalidering (21.480 personer)
  • Ledighedsydelse (10.126 personer)
  • Orlovsydelser (3.661 personer)

i alt (845.338 personer)

Sjovt nok spurgte Hjort Frederiksen ikke om man måske havde tænkt sig at afskaffe f. eks. efterlønnen – måske fordi han vidste, at han ville være blevet mødt med et rungende JA fra de fremmødte.

Hørte jeg nogle hviskende spørge, hvem det nu lige var der vandt værdikampen?