Gimme that ol' time religion

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2007. 20 svar

Her er nogle passager, der godt nok lyder som noget lige ud af en religiøs prædiken.  Men læs dem og gæt, hvad de faktisk handler om, og hvem der har formuleret dem:

“[It] offers us the chance to experience what very few generations in history have had the privilege of knowing: a generational mission; the exhilaration of a compelling moral purpose; a shared and unifying cause; the thrill of being forced by circumstances to put aside the pettiness and conflict that so often stifle the restless human need for transcendence; the opportunity to rise …

When we do rise, it will fill our spirits and bind us together. Those who are now suffocating in cynicism and despair will be able to breathe freely. Those who are now suffering from a loss of meaning in their lives will find hope. …

[Then] we will experience an epiphany as we discover that this crisis is not really about politics at all. It is a moral and spiritual challenge.”

Dem, der kan gætte rigtigt i denne quiz, vinder en pose varm luft.  De rigtige svar og lidt kølig analyse kan læses her . 

Myter om USA's sociale tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2007. 14 svar

I store dele af den danske befolkning hersker der en række myter om USA. Ifølge disse myter, er USA et voldeligt, raceopdelt og kynisk samfund, hvor enhver er sin egen nærmeste og alle er ude på en ting: At tjene millioner. De er ligeglade med miljøet mens de kører derudaf på livstruende overvægtig førsteklasse, direkte mod afgrunden mens de rige ikke værdiger de millioner fattige et blik. Det var denne karikaturbillede af amerikanerne, som min nevø havde fået fra sin venstreekstremistiske far før han skulle til USA på sommerferie sidste år. Og selvom det er en karikatur, kan vi vel alle sammen genkende dele af billedet fra den danske debat.

Forleden udgav statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, så en bog om ”Amerikanske Tilstande”, hvor han gør op med disse myter. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har læst bogen endnu, men har nøjedes med forfatterens kronik i Berlingske Tidende forleden. Da jeg synes formålet med bogen er vigtigt, skal den lille detalje derfor ikke forhindre os i at skyde et par myter ned her på stedet.

Den første er myten om de fattige amerikanere, altså at der er en stor befolkningsgruppe, der lever i dyb fattigdom. Det er korrekt at USA har større forskelle mellem rig og fattig end Danmark, men man skal aldrig forveksle relativ fattigdom med absolut fattigdom. Og hvis man tager de seneste tal for indkomstfordelingen i de to lande, tjener de fattigste 10 % faktisk den samme andel af nationalindkomsten – 18 %. Det betyder, at amerikanske fattige har en gennemsnitsindkomst på 6465 dollars, mens de tilsvarende danskere må nøjes med 5120 (købekraftskorrigerede) dollars (kilder: Penn World Tables, mark 6.2 og the World Income Inequality Database). Grunden til, at USA er mere ulige er ikke, at de fattige er fattigere, men at de rige er væsentligt rigere. Når man kombinerer det med det forhold, at amerikanerne som gennemsnit er væsentlig rigere, kommer billedet af fattigdommen i USA altså til at se en anelse anderledes ud. De to lande håndterer derimod forskellene på to ulige måder. I USA fokuserer man på at skabe muligheder for de fattigste, i Danmark får de offentlige overførsler og bedøves dermed af systemet, så de ikke ’truer’ en høj fagforeningsbestemt løn for dem med fodfæste på arbejdsmarkedet. (I den henseende er det faktisk lidt skræmmende at bemærke, at den fattigste tiendedel i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien tjener noget mere end i USA eller Danmark)

En anden myte er, at USA som helhed er stærkt kriminelt. Mens det som helhedsbillede er korrekt, dækker det dog over store forskelle. I 2005 blev der dræbt 6,9 mennesker per 100.000 indbyggere i Californien, et tal der synes at præge den danske debat selvom det er højere end det totale for USA (på 5,6 per 100.000). Men for det første peger Henrik Fogh Rasmussen helt rigtigt på, at de høje mordrater er koncentreret i relativt små områder – dårlige etniske kvarterer i storbyer som Washington og Los Angeles – og for det andet er der ganske store forskelle mellem de 50 stater. Hvis man vil have et andet billede af landet, kan man tage til New Hampshire eller Vermont – begge i New England – hvor det tilsvarende tal i begge stater er 1,3. I Danmark har den årlige mordrate svinget mellem 1 og 1,5 de sidste femten år, så man må spørge sig selv, om der virkelig er så stor forskel. Faktisk er der færre mord i disse New England-stater end i, for eksempel, Tyskland og Storbritannien, men ingen taler nogensinde om ’tyske tilstande’.

Sidst, men ikke mindst, har jeg ofte, når jeg har været ude at tale om min tillidsforskning, hørt folk udbryde, at der da må være meget lav tillid i USA. Svaret her er, at det vist må afhænge af øjnene der ser det. Danmarks tillidsniveau er ekstremt højt – to tredjedele af befolkningen i de tre skandinaviske lande svarer, at man kan stole på de fleste mennesker – mens niveauet i Storbritannien er 30 % og 33 % i Tyskland udenfor Slesvig-Holsten (50 %) og det tidligere DDR (25 %). I den seneste General Social Survey i USA er niveauet for landet som helhed 35 %, men igen dækker det over store forskelle mellem de ni amerikanske census regioner. Både New England (Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont), Mountain-regionen – staterne lige øst for Californien, og West North Central, der blandt andet tæller skandinavstaten Minnesota, har tillidsniveauer på cirka 40 %. Det er faktisk mere end ti procent over det globale gennemsnit og altså markant højere end i Tyskland eller England. Som sådan er det vel ikke helt skidt?

Hvis man glemmer myterne et øjeblik og ser på de hårde fakta for USA, er det først og fremmest svært at se det som ét land. For eksempel er den rigeste stat (Connecticut) cirka 80 % rigere end den fattigste (Mississippi), og en række andre forhold varierer også ret markant på tværs af staterne. Vi begår desværre den fejl igen og igen, nøjagtigt ligesom amerikanerne taler bredt om ’Europa’, som om det var et land. Som sådan er det for det første svært at tale om amerikanske tilstande, for hvad er USA andet end 50 stater med en fælles forbundsregering og 200 års forsøg på at blive en nation? For det andet er der, når man ser på tallene, en række af de myter vi går og tror på, der er lodret forkerte. De amerikanske fattige tjener ikke mindre end de danske, og New England staterne har ikke flere mord per indbygger end Danmark.

På en så central parameter som folks tillid til deres medborgere – et centralt mål for et lands sammenhængskraft – er særligt New England tættere på os end de fleste af vores europæiske naboer. Som min nevø sagde, da han kom hjem fra tre ugers sommerferie i USA: Jamen, de er så flinke! Jeg har altid samme følelse af at være velkommen, når jeg kommer til USA – ikke just den samme fornemmelse som når man lander i Paris. Så i stedet for at sige, at vi nok egentlig ikke er så forskellige fra tyskerne, englænderne, eller hvem vi nu siger det om, skal vi måske til at sige, at vi ikke er så forskellige fra dem i New England? Hvis man ser objektivt på det, er det faktisk mere rigtigt end det sædvanlige euro-mantra.

Historier der aldrig skrives og spørgsmål der aldrig stilles

Af Niels Westy, den 8. juni 2007. 1 svar

blot lidt reklame for denne weekends klumme i 180grader.dk – der er skrevet af undertegnede ud fra en dyb undren over mediernes forhold til den yderste venstrefløj, kan læses på her.

Rationel adfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2007. 12 svar

Whaddayaknow! Næste gang vores læseres undervisere, medstuderende, kolleger eller familiemedlemmer siger, at mennesker ikke handler rationelt og ikke reagerer på incitamenter–herunder f.eks. at der aldrig er nogen, der er ledige frivilligt–så giv dem en kopi af denne dags artikel fra Jyllands-Posten, “Sanktioner over for ledige virker”. Den har sågar været omtalt af Danmarks Radio og fortæller om en undersøgelse af arbejdsmarkedsforskeren, lektor Michael Svarer fra Aarhus Universitet .

Han har gennemgået 220.000 ledighedsforløb i årene 2003-2005. Af disse endte ca. 5.400 med, at den ledige blev påført en “sanktion”, fordi vedkommende ikke havde overholdt rådighedsreglerne. Denne bestod i et træk i dagpengene i fra to-tre dage og op til tre uger. Undersøgelsen viser, at der for kvinder, som fik en sanktion, var næsten 100 pct. større jobeffekt end for gennemsnittet af ledige; for mændene øgedes jobeffekten med 50 pct. i forhold til gennemsnittet af ledige. Michael Svarer siger i JP:

“Undersøgelsen viser, at sanktioner har en effekt. Sandsynligheden for at finde job i en bestemt uge steg fra 3 pct. til næsten 6 pct. for kvinder og fra 4 pct. til 6 pct. for mænd for de ledige, der havde oplevet sanktioner.”

Formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen, er ifølge JP imod stramninger, men siger dog: “Jeg vil ikke afvise, at sanktioner kan have en effekt.” Mærk lige dagen af i kalenderen.

PS. Nu vi er i gang: Michael Svarer har iøvrigt tidligere forsket i bl.a. rationalitet i forbindelse med ægteskaber.

Gone Fisking

Af admin, den 7. juni 2007. 16 svar

Det har været et dejligt vejr de seneste dage, så hvorfor ikke give sig i kast med lidt Fisking.

Kom forbi endnu et indlæg om Plame-sagen i Berlingeren af Karl-Erik Stouggaard, hvor han bl.a. skriver:

For de nykonservative arkitekter bag Irak-krigen er sagen et alvorligt angreb på deres troværdighed, og de mener, at den aldrig burde være ført, og at dommen til Libby er politisk betonet. Deres vrede er så afgrundsdyb, at de endda benægter, hvad CIA, anklagemyndigheden og domstolen har fastslået som uigendrivelige fakta: at Valerie Plame var hemmelig agent, og at det derfor var rigtigt at undersøge, hvem der brød hendes cover, at Libby var med til at lække hendes identitet, inden det slap ud i medierne, og at han i øvrigt har pligt til at tale sandt i sådanne undersøgelser.

… hvilket kan sammenholdes med denne leder fra National Review, der bl.a. bemærker:

The problem was that Fitzgerald not only did not charge Libby or anyone else with those underlying crimes, he never even offered any evidence in court that those crimes, as carefully defined by the statutes involved, ever happened. His throw-the-book-at-him sentencing recommendation contradicted the conclusion reached by probation officials, who in their pre-sentencing report pointed out that “the defendant was neither charged nor convicted of any crime involving the leaking of [Valerie Plame Wilson’s] ‘covert’ status.”

Going one step farther, Fitzgerald also argued that Mrs. Wilson was, without any doubt, a covert CIA agent as defined by the Intelligence Identities Protection Act. In court filings, he offered what he said was a CIA-authored summary of her job status affirming that, at the time her name was revealed by Novak, she was covert, and that the CIA was taking “affirmative measures to conceal her identity,” as required by law. But many months ago, when Libby’s defense team was begging for such information, Fitzgerald refused to provide it. He pointedly declined to call Plame “covert.” He said her job status was irrelevant to the case against Libby. He even argued that it was irrelevant whether Mrs. Wilson worked at the CIA at all. Agreeing with Fitzgerald, Judge Walton barred both sides from discussing Mrs. Wilson’s status at the trial.

Hmm, en af de to aviser har ikke sat sig ordentlig ind i sagen. Gæt hvem. Forhåbentlig ikke vores udsendte fra Tante Berlinger, for han omtaler en af denne blogs helte (Fred, you know) sådan:

»En politisk heksejagt« som en af de ledende skikkelser for at få Libby benådet, den kommende republikanske præsidentkandidat, Fred Thompson, kalder sagen.

STILLET OVER FOR sådan en attitude, hvor fakta er intet og politisk loyalitet alt, kan præsident Bush kun håbe, at dommeren beslutter at lade »Scooter« Libby være på fri fod, indtil en ankesag er afsluttet – måske først engang næste år.

Nydeligt.

Samme avis har i øvrigt kørt en interessant artikel om den skævvinkling, danske medier ofte giver af amerikanske forhold. Måske behøver man ikke se sig så vidt omkring for at finde eksempler.

Ideologi betyder noget – bare ikke i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2007. 7 svar

Et af de mest omdiskuterede forhold i de seneste 15 års makroøkonomisk forskning har været, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for landes økonomiske udvikling. Tidlig 90’erforskning pegede på, at store forskelle mellem rige og fattige førte til lavere vækst, men to artikler fra 2000 (af Kristin Forbes og økonomfænomenet Robert Barro) der begge brugte væsentligt længere dataserier og derfor mere avancerede metoder, fandt derimod at ulighed er godt for den økonomiske vækst. Og hvad skal man så tro på?   Denne debat er også relevant i dagens Danmark, hvor Ny Alliance har formastet sig til at tage et lille opgør med velfærdsstatens omfordelingsshow. En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig. Så lad os for et øjeblik glemme den lidt absurde debat om, hvor meget en flad skat vil ’koste’ den danske stat. For er der nogen som helst grund til at beskytte statens indtægter, når de så ofte synes at blive brugt på populistisk nonsens?

Pointen her er selvfølgelig, at hvis mindre indkomstforskelle fører til hurtigere vækst, som den tidligere forskning pegede på, ville omfordeling gøre de fattige relativt rigere samtidig med at samfundet som helhed også bliver rigere – altså en win-win situation. Hvis Forbes/Barro-fløjen derimod har ret, vil omfordeling gøre de fattige rigere, men føre til lavere vækst, dvs. en situation hvor de fattiges fremtidige perspektiver bliver dårligere. Det er langt fra et trivielt spørgsmål, særligt ikke hvis et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.

Her kommer så dagens skamløse selvpromovering ind. Jeg har nemlig en artikel på vej ud i det ganske fornuftige tidsskrift Journal of Development Economics, der peger på at begge – på en eller anden måde – har ret. Det hele afhænger simpelthen af, hvilken slags regering man har. Hvis man ser på forholdet mellem ulighed og økonomisk vækst, er der generelt set intet forhold. Men der begynder at ske ting og sager, hvis man deler lande op efter, om de har en højre- eller venstreorienteret regering. Under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer.

Skal vi så prise os lykkelige for at have en højreorienteret regering – hvis man da kan tillade sig at konkludere på det grundlag? Nej, egentlig ikke. Danmarks ulighed er så lav, og har været så lav siden 50’erne, at ændringer i uligheden eller i regeringens politiske farve ikke betyder noget som helst. Den på en gang underholdende og lidt skræmmende konklusion er nemlig, at for lande med specielt små forskelle på rig og fattig betyder regeringens politiske ståsted intet, så længe man ikke har en brændende kommunist ved roret. 

Med andre ord kan man – lidt ude af tangenten – fortolke fundene som en refleksion på, at økonomisk politik i særligt lige samfund som Skandinavien eller Sydkorea foregår rundt omkring lidt ligegyldigt vrøvl på den politiske midte. Måske er vi dømt til at leve vores økonomiske liv i en slags socialdemokratisk tusmørke, mens knap så lige lande (var der nogen der sagde Chile eller Estland) bliver stadig rigere på en grobund af initiativ, dynamik og et fravær af statslig intervention? Jeg håber det bestemt ikke, men under alle omstændigheder er det da rart at vide, at politik handler om så meget andet. For det gør den da, gør den ikke?

The Boys from Pointe du Hoc

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juni 2007. 3 svar

Denne Punditokrat er en gammel sentimentalist, og jeg kan godt lide mindedage–mestendels de glade og symbolsk højstemte. Jeg bliver glad, når de markeres, og ærgerlig når de glemmes–og forbandet på mig selv, når jeg f.eks. glemmer at tænde lys i vinduet 4. maj.

I den forbindelse tænkte jeg i dag en del over, at jeg (der i disse dage befinder mig i smukke Cambridge) reelt havde overset, at det i går var Grundlovsdag derhjemme i Danmark. Men så blev jeg mindet om, at i dag sådan set også er en anden, værdig mindedag: D-Dag. Det er i dag 63 år siden, at De Allierede gik i land i Normandiet, og i det store billede er det en af de dage, der klart må regnes som ikke bare en af de vigtigste i det 20. århundrede men en af de afgørende i frihedens historie.

Men det betyder også, at det i dag er 23 år siden, at præsident Ronald W. Reagan holdt en af sine bedste taler. Måske ikke den mest ideologiske, men klart en af de smukkeste, mest sentimentale (i ordets bedste betydning) og mest velskrevne–og selvfølgelig skrevet af Peggy Noonan. Talen, kendt som “The Boys from Pointe du Hoc”, blev holdt foran rækker med overlevende “Rangers” fra D-Dag, og den findes hér på audio (under datoen June 6, 1984) og hér som tekst. Her er et par uddrag:

“We’re here to mark that day in history when the Allied armies joined in battle to reclaim this continent to liberty. For four long years, much of Europe had been under a terrible shadow. Free nations had fallen, Jews cried out in the camps, millions cried out for liberation. Europe was enslaved, and the world prayed for its rescue. Here in Normandy the rescue began. Here the Allies stood and fought against tyranny in a giant undertaking unparalleled in human history.

… The men of Normandy had faith that what they were doing was right, faith that they fought for all humanity, faith that a just God would grant them mercy on this beachhead, or on the next. It was the deep knowledge — and pray God we have not lost it — that there is a profound moral difference between the use of force for liberation and the use of force for conquest. You were here to liberate, not to conquer, and so you and those others did not doubt your cause. And you were right not to doubt.

You all knew that some things are worth dying for. One’s country is worth dying for, and democracy is worth dying for, because it’s the most deeply honorable form of government ever devised by man. All of you loved liberty. All of you were willing to fight tyranny, and you knew the people of your countries were behind you.

… [But not] all that followed the end of the war was happy or planned. Some liberated countries were lost. The great sadness of this loss echoes down to our own time in the streets of Warsaw, Prague, and East Berlin. Soviet troops that came to the center of this continent did not leave when peace came. They’re still there, uninvited, unwanted, unyielding, almost forty years after the war. Because of this, allied forces still stand on this continent. Today, as forty years ago, our armies are here for only one purpose: to protect and defend democracy. The only territories we hold are memorials like this one and graveyards where our heroes rest.

… Here, in this place where the West held together, let us make a vow to our dead. Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Skal man grine eller græde?

Af Jacob Mchangama, den 6. juni 2007. 3 svar

Netop i dette minut sidder jeg på mit kontor i indre by og er vidne til en demonstration rettet mod G8. Demonstrationen synes mest at bestå af unge alternative typer, hvilket der sådan set ikke er noget galt med. At alle holdninger og overbevisninger skal have lov til at komme til orde i et liberalt demokrati er en selvfølge og demonstrationen bekræfter blot ytrings- og forsamlingsfrihedens vitalitet i dagens Danmark. Hvad der til gengæld slår mig er en animeret talers skingre protester, om at den vestlige verden hver dag træder rettigheder under fode. Disse anklager udslynges uden den mindste tøven eller skam samtidig med at taleren flankeres af demonstranter svingende røde flag med hammer og sejl.

Skal man grine eller græde?

Ugens citater: Wall Street Journal om avisfilosofi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juni 2007. Skriv et svar

Det se r ud til, at en af Punditokraternes yndlings-aviser, Wall Street Journal, er ved at skifte hænder.  Bancroft-familien er vistnok ved at sælge Dow Jones & Co. imperiet til Rupert Murdoch.  Det kan der vist både være godt og skidt ved, men på ledersiden i dagens udgave er der ihvertfald en artikel , der handler om dette og avisens filosofi, og her er to-tre gode citater.

Det første er fra en af avisens første debatredaktører, den eksil-skotske, fhv. liberale politiker, William Peter Hamilton:

“Don’t believe the man who tells you there are two sides to every question. There is only one side to the truth.”

Avisen har–i modsætning til stort set alle andre amerikanske aviser–ikke anbefalet en præsidentkandidat siden Herbert Hoover, fordi man bevidst foretrækker at rose eller kritisere kandidaternes ideer og specifikke forslag i.f.t., hvad der er avisens udgangspunkt. Som avisens tidligere chefredaktør, William Grimes, sagde, da Truman i 1948 angreb den for at være “Republikanernes bibel”: “our loyalties are to the economic and governmental principles in which we believe and not to any political party.”

Og hvad var og er de så? Det svarede Grimes på i en leder, “A Newspaper’s Philosophy,” 2. januar 1951:

“On our editorial page we make no pretense of walking down the middle of the road. Our comments and interpretations are made from a definite point of view. We believe in the individual, in his wisdom and his decency. We oppose all infringements on individual rights, whether they stem from attempts at private monopoly, labor union monopoly or from an overgrowing government. People will say we are conservative or even reactionary. We are not much interested in labels but if we were to choose one, we would say we are radical.”

Det er sgu’ da en Punditokrat-avis!

Hitchens om Kouchner

Af admin, den 6. juni 2007. Skriv et svar

Som bemærket så ofte før, hvorfor skrive, når andre gør det så meget bedre?

Derfor dette link til Christopher Hitchens’ artikel i Slate om Bernard Kouchner, den nye udenrigsminister i Sarkozys regering.

Her er en smagsprøve:

The single best symbol of the change in France is the appointment of Bernard Kouchner to the post of foreign minister. Had the Socialist Party won the election, it is highly unlikely that such a distinguished socialist would ever have been allowed through the doors of the Quai d’Orsay. (Yes, comrades, history actually is dialectical and paradoxical.)

Læs resten her.

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Af Niels Westy, den 4. juni 2007. 2 svar

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.

”Para ingles ver”

Af Niels Westy, den 2. juni 2007. 1 svar

Hvorvidt Hugo Chavez er socialist efter han proklamerede, at han ville skabe det 21. århundredes socialisme bliver diskuteret en del på diverse venstreorienterede blogs og hjemmesider. Hvorvidt han erklærer sig som værende socialist eller ej er naturligvis underordnet. Det afgørende er hvad han foretager sig, og det er vel slemt nok – se også vores ærede redaktørs nylige indlæg.

Spørgsmålet er også om der er noget nyt under solen, eller om der blot er tale om det seneste kapitel i Latinamerikas “forelskelse” i semi-totalitære ledere – det er i hvert fald ikke svært at finde eksempler der kunne tænkes at være forbilleder for Hugo Chavez – også ud over Fidel Castro og hans totalitære styre.

Fra det 20. århundrede kan nævnes Brasiliens Getulio Vargas og Argentinas Juan Peron. – (Henvisningerne peger på Wikipedia og skal tages med mere end et gran salt).

Det er bemærkelsesværdigt at se hvorledes Juan Peron, der var inspireret af Benito Mussolini kan blive skrevet ind i venstrefløjens ”fortælling” om Latin Amerika, – se f.eks. hvordan en ansat , (Louis Proyect), på Colombia Universitetet beskriver Juan Perons betydning for Argentina – det er da et held at han ikke underviser på universitetet. Argentinas arv efter Peron har været en økonomi, der i løbet af et halvt århundrede er gået fra at være en af verdens rigeste nationer til at være et middelindkomstland.

Meget af venstrefløjens begejstring for Chavez m. fl. er affødt af, at den opfatter valget af Hugo Chavez og andre venstreorienterede ledere i Latin Amerika som et opgør med en påstuleret ”neoliberalistisk” politik i 1990erne.

Men at påstå at de latinamerikanske lande gennemløb en (neo)liberalistisk udvikling i 1990erne kræver dog noget af en omkalfatring af begrebet, hvorefter selv Keynes er ultraliberalist.

Det er korrekt, at en række latinamerikanske lande i 1990erne oplevede en større eller mindre grad af privatisering, ligesom en lang række lande i dag kan beskrives som mindre lukkede end tidligere. Men dermed er alt stort set også sagt, hvis vi ser bort fra Chile, som er undtagelsen på kontinentet.

Som helhed er Latinamerika fortsat præget af relativt høje handelsbarrierer, udpræget brug af administrative løsninger frem for markedsløsninger, ligesom inefffektivitet og korruption fortsat er de to ord der bedst beskriver den offentlige sektor – og det er her uden betydning hvem der har regeringmagten. Udtagelsen er igen Chile, hvis korruption er på niveau med Tyskland og USA.

Hvad der reelt skete i mange Latinamerikanske lande i 1990erne kan bedst beskrives med et brasiliansk udtryk fra det 19, århundredes afslutning, hvor engelske firmaer etablerede landets jernbanesystem. En udbygning der stort set gik i stå efter den brasilianske regering først fastsætte jernbaneselskabernes salgspriser, for til slut at nationalisere hele jernbanedriften.

På portugisisk hedder det ”Para ingles ver”, hvilket frit oversat svarer til det danske udtryk ”for et syns skyld”. Med mindre man altid har dette udtryk i baghovedet er det umuligt at forstå Latin Amerika. Mængden af begejstrede venstreorienterede hjemmesider omhandlende Hugo Chavez og andre af Latinamerikas “neosocialister” (eller Castros Cuba, der i løbet af de sidste 50 år er gået fra at være et af Latin Amerikas rigeste lande til at være et af de fattigste) kunne tyde på at det er der en del der ikke har.

Global opvarmning – NASA-chefens syn

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2007. 62 svar

Debatten omkring det globale klima har raset i flere år, og i stort set alle medier. Ikke mindst på denne blog har vi været kritiske overfor den måde, debatten kører på i MSM og den måde, særligt FNs klimapanel IPCC fungerer på, både på et videnskabeligt og kommunikationsmæssigt plan. Man kan have mange syn på debatten, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at finde hoved eller hale i den. Naturvidenskaben er – modsat hvad FN påstår! – internt i splid over spørgsmålet om, hvor stor den globale opvarmning er, ligesom der heller ikke er konsensus omkring, hvad der skaber den. Svensmark og Nigel Calders nye bog om ’The Chilling Stars’ er i den henseende en af de bøger, der står højest på min ønskeseddel.

Men helt fraset den totale mangel på konsensus om fakta, er det et åbent spørgsmål hvorvidt en eventuel opvarmning overhovedet er et problem. Jeg var derfor glad for at få et link til et interview tilsendt fra to kontakter (tak Kasper og Niels), hvor NASAs chef Michael Griffin udtaler sig om problemerne. Naturligvis har klimaalarmisterne reageret stærkt, men Griffin får også opbakning fra dele af den videnskabelige top (læs her).

Specielt svaret på et bestemt spørgsmål er interessant. Adspurgt om hvor vigtig global opvarmning er – ”Do you have any doubt that this is a problem that mankind has to wrestle with?” – svarer NASA-chefen:

“I have no doubt that … a trend of global warming exists. I am not sure that it is fair to say that it is a problem we must wrestle with. To assume that it is a problem is to assume that the state of Earth’s climate today is the optimal climate, the best climate that we could have or ever have had and that we need to take steps to make sure that it doesn’t change. First of all, I don’t think it’s within the power of human beings to assure that the climate does not change, as millions of years of history have shown. And second of all, I guess I would ask which human beings — where and when — are to be accorded the privilege of deciding that this particular climate that we have right here today, right now is the best climate for all other human beings. I think that’s a rather arrogant position for people to take.”

Dét er et svar, jeg gerne vil tænke lidt videre over! For hvornår overvejer vi nogensinde de implicitte moralsk-normative antagelser, der ligger til grund for debatten? Er klimaet i dag specielt godt for menneskeheden, eller var middelalderens varmere tider måske i virkeligheden at foretrække? Og er vi ikke bare storhedsvanvittige når vi ophæver os til dommere over, hvad naturen bør og ikke bør gøre, når vi nu så gerne vil påvirke klimaet selv? For mig er det rigtige weekendspørgsmål. God tænkelyst.

Chavez jernnæve rammer pressen

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2007. 12 svar

I weekenden lukkede Venezuelas folkevalgte præsident Hugo Chavez TV-stationen RCTV. Chavez vurderede offentligt, at stationen var blevet ”en trussel mod mit land”. TV-stationen er Venezuelas ældste og meget populær hos befolkningen, men altså ikke hos Chavez, som har måttet opleve stærk kritik fra netop den side. CNN bliver sandsynligvis også sagsøgt, og en anden TV-station – Globovision – er tydeligvis i fare for at blive lukket, da de formastede sig til at bringe billeder af de protestdemonstrationer, der brød ud efter Chavez lukkede RCTV. Vores venner på 180 Grader har skrevet om sagen, bl.a. her og her.

Chavez, der ellers er noget af en mediedarling i mange vestlige lande, har modtaget stærk kritik fra flere fronter. Europaparlamentet og den internationale NGO Reporters sans Frontières har udtrykt stærk bekymring, og Human Rights Watch fordømmer hans handlinger. DRs Orienterings Sydamerika-ekspert Niels Lindvig mener derimod, at det er helt acceptabelt. Det bemærkelsesværdige i hans udtalelser er blandt andet, at Lindvig vurderer at ”intet land i Sydamerika har så udstrakt ytringsfrihed som Venezuela”. Er det virkeligt sandt?

Svaret er selvfølgelig nej, når man ser på de rapporter der kommer fra internationale NGOer. Reporters sans Frontières rater Venezuela nummer 19 af de 22 latinamerikanske lande i deres 2006-undersøgelse, med en score på 29 på et kontinent hvor det typiske lande scorer 15 (jo lavere, jo bedre). Bredere set står det også sløjt til med menneskerettighederne i Venezuela. I Cingranelli og Richards store datasæt, hvor de sidste målinger endda er fra 2004, altså før Chavez amokløb, ligger Venezuela på linje med Cuba! Grunden er, at selvom Cuba er et kommunistisk diktatur – noget Chavez ikke har nået endnu selvom han ved enhver lejlighed udtrykker sin beundring for Fidel Castro – er at landet scorer lavere end Cuba på det specifikke indeks ’fysiske integritet’ (en score på 2 af 8 mulige, hvor det typiske sydamerikanske land scorer 5), der bl.a. måler politiske fængslinger, politiske drab og forsvindinger osv. 

Eksemplet er et af flere på, at Orientering, der på mange måder ellers er et godt program, på nogle områder har en mærkværdig, gammeldags marxistisk indstilling på specielle områder. Hvordan Niels Lindvig kan hævde, at Venezuela har ytrings- og pressefrihed overstiger simpelthen min fatteevne. Men måske kan nogle af læserne oplyse mig?

Sullivan gør status

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. maj 2007. 36 svar

Det er en svær tid, vi lever i. 

Med fare for at bringe blodtrykket op hos et par af mine gode Punditokrat-kolleger, kan jeg her i en højhellig Pinse ikke rigtigt andet end linke til denne tankevækkende sammenfatning af status quo for krigen mod terror, foretaget af Andrew Sullivan.  Denne er næppe rundhåndet overfor ethvert synspunkt, men den er tankevækkende.  Og Sullivan er hverken en venstrefløjsaktivist eller en hr. hvem-som-helst–udover at være en af de mest læste bloggere i verden, er han en engelsk Tory (selverklæret “libertarian conservative”), med stærke sympatier for Hayek og hvad vi ville kalde klassisk liberalisme. 

180grader og public service

Af admin, den 28. maj 2007. 4 svar

Som en ‘private service’ fra os til jer henledes opmærksomheden på dagens udgave af 180grader, hvor undertegnede har forfattet dagens klumme – endda under mit borgerlige (det hedder det) navn.

Se nærmere her.

Lærer ulandsdonorerne af deres fejl?

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2007. 4 svar

Alle Punditokrater og de fleste af vores læsere interesserer sig stærkt for, hvordan det går i verdens fattigste lande. Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de eventuelt kan klare sig bedre og udvikle sig hurtigere. Hvis man taler med ’almindelige’ danskere, vil de ofte sige, at det er en tragedie, men vi gør vores – vi er jo et af de lande i verden, der giver mest ulandshjælp. De fleste af vores faste læsere vil desværre vide, at hjælpen er helt uden virkning, som vi før har skrevet om (læs her og her).

Der er nogle problemer ved at modtage ulandshjælp, der sandsynligvis er praktisk umulige at slippe udenom. For eksempel medfører større mængder hjælp såkaldt ’Hollandsk Syge’, der skader landets eksportsektor, og i de fleste ulande svækker hjælpen også de politiske incitamenter til at føre ansvarlig politik. Men selv når økonomer, der har arbejdet årevis med disse problemstillinger, accepterer hjælpens iboende problemer, har de fleste stadig håb: For vi lærer de af vores fejl, gør vi ikke? Og når vi gør det – siger argumentet – bliver vi bedre til at give hjælp så den alligevel giver udvikling fordi kvaliteten af vores hjælp stiger.

I en ny artikel, der kommer snart i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Economic Policy har William Easterly sat sig for at teste idéen om, at vi er blevet bedre til at målrette hjælpen. Easterly, der er den tidligere cheføkonom i Verdensbanken som blev lempet ud af forretningen da han blev for kritisk overfor ulandshjælp, er i dag professor på New York University – et af USA’s absolut bedste universiteter – og leder af deres center for ulandsforskning. Han er således en af verdens førende udviklingsøkonomer, men også en af de stærkeste kritikere af ulandshjælp, særligt i den form den gives i dag. I artiklen, der har titlen ”Are Aid Agencies Improving?”, spørger Easterly om der er tegn på, at donorerne lærer af deres egne fejl og af nye forskningsmæssige indsigter.

Easterlys artikel illustrerer en måde at svare på spørgsmålet på, ved at se på om hjælpen i højere grad gives til særligt fattige lande, om donorer har lært at koordinere deres indsatser bedre, om der følger modkøbskrav med hjælpen, om der gives mindre fødevarehjælp (der er problematisk ved at underminere landenes egen fødevareproduktion) og mere teknisk assistance, og om man i højere grad tager hensyn til nye indsiger såsom at handel, ansvarlig politik og gode institutioner er vigtige for udvikling.

Lad mig sige det med det samme: Det er ikke en artikel man skal læse, hvis man trænger til at komme i godt humør! Der har været en tendens til at de store donorer giver relativt mindre fødevarehjælp, men den udvikling skete ovenpå hungerkatastroferne i midten af 1980erne, og hjælpen er rettet mere mod fattige lande nu end den var i starten. Men det sidste skift skete i midten af 1970erne, og ingen andre indikatorer er forbedret over årene. Med andre ord gør ulandsdonorerne som de har gjort i 40 år. Det rent ud sagt skrækkelige er, at Easterly i en tabel der lister formuleringer fra Pearson-komiteen og fra den britiske Afrika-kommission, IMF, Verdensbanken og FNs udviklingsprogrammer side om side, viser at de forhold, Pearson-komiteen i 1969 identificerede som stærkt problematiske, er de samme som store donorer i dag peger på som uløste problemer. Man har kendt til problemerne siden slutningen af 1960erne, men har fuldstændigt ignoreret dem, eller har i det mindste ikke haft viljen til at ændre på noget.

En anden måde at spørge, om hjælpen er blevet bedre, er at se på om dens effekt på ulandes økonomiske vækst er steget gennem årene. Tabellen nedenfor angiver således resultatet af at gennemføre en standard vækstanalyse for seks fem-års perioder siden 1970. Der er kontrolleret for statslig størrelse, handel og investeringsforhold, og for regionale forskelle. Første søjle angiver perioden, anden søjle angiver hvor meget væksten vil stige (i absolutte procentpoint) ved en stigning i ulandshjælp på 10 procentpoint, og den sidste søjle angiver den såkaldte t-statistik, der er et mål for hvor præcist vi har målt effekten; som en tommelfingerregel skal t-statistikken være mindst 2.

 

Periode
 Effekt af +10 %
 t-statistik
1970-1975

1.02

1.32

1975-1980

0.15

1.00

1980-1985

0.32

0.55

1985-1990

0.09

0.19

1990-1995

0.23

0.83

1995-2000

-0.08

0.11

 

Tabellen demonstrerer to nævneværdige forhold: 1) Ulandshjælpen har i ingen periode været ’signifikant’ forbundet med landes økonomiske vækst – selv den pæne koefficient i perioden 1970-1976 har kun en t-statistik på 1.32, og kan derfor ikke skelnes fra et rent nul; og 2) Der er ingen positiv tendens, snarere tværtimod, for selvom ingen af estimaterne er statistisk forskellige fra nul, bliver de faktisk mindre med tiden. Så selv hvis man så stort på statistisk præcision, ville man ikke kunne hævde at hjælpen har fået større virkning gennem de senere årtier.

Den deprimerende bundlinie fra Easterlys studie og vores lille empiriske øvelse er, at ulandsdonorer som Verdensbanken eller Danida ikke synes at lære af deres fejl. Ulandshjælpen har ikke virket, virker ikke nu, og der er ingen tegn på at det bliver bedre. Med andre ord er ulandshjælpen i en strengt økonomisk forstand helt ligegyldig. At nyere forskning så viser, at den endda har stærkt problematiske negative effekter på landes økonomiske frihed er en anden sag, som jeg ærligt talt ikke orker at skrive om her. At bedrive udviklingsøkonomi er i sagens natur én lang række skuffelser, som man aldrig bliver immun overfor. Dem, skuffelserne berører direkte, er trods alt verdens fattigste mennesker.

Riis dilemma

Af Niels Westy, den 25. maj 2007. 34 svar

For de der ikke har fulgt med i nyhederne fra den hjemlige andedam det seneste døgn, så har tophistorien været, at Bjarne Riis Tour de France sejr i 1996 var tilsat kemiske stimulanser. En noget mindre historie fra dagens medier var at en amatørarkæolog havde fundet et par smykker fra ca. år 700 på en pløjemark. At påstå, at man kan være overrasket over, at Bjarne Riis brugte EPO i 1996, svarer vist til at være overrasket over , at mennesket også var forfængeligt for 1000 år siden.

Det var ikke desto mindre hvad reaktionen hos vores sports- og kulturminister, og utrættelige forkæmper for en stimlansfri sport, svarede til, da han udtrykte sin overraskelse og skuffelse over, at hans ungdoms helt Bjarne Riis, indrømmede at han han havde været dopet hin uforglemmelige sommer i 1996. En sommer hvor Jørgen Leths uforlignelige fortællertalent gik op i en højere enhed med ørnen fra det flade Jylland, der erobrede de franske bjerge, den gule førertrøje og til slut sejren i en af vor tids mest præstigefyldte sportsbegivenheder, Tour de France.

Jep, jeg indrømmer at jeg var en af de utallige danskere, der den sommer var mere inden- end udendørs, og tak for det Bjarne (og Leth). Jeg erkender også, at jeg er fuldkommen ligeglad med om Riis var dopet eller ej. For vil(le) man vinde Tour de France var kemi en del af gamet (hvilket det også var når man ville vinde i oldtidens olympiader). Det mest skræmmende ved dagens ikke-nyhed er vist, at Brian Mikkelsen tilsyneladende ved så lidt om sport og cykling, at han kan have troet noget andet. Jeg håber så sandelig, at det blot er udtryk for nødvendigt spin.

Bjarne Riis situation i halvfemserne kan vi betegne som ”Riis dilemma”. Bjarne Riis havde et valg; ville han vinde Tour de France eller ej. Hvis han ønskede at vinde så var der ingen vej uden om kemien på daværende tidspunkt. At han brugte EPO gav ham ikke en fordel frem for de andre – den ligestillede han tværtimod med de andre.

Riis dilemma har mange paralleller i den økonomiske teori. Et klassisk eksempel er markedsføring på et marked for homogene produkter. Det er indlysende, at det (for den enkelte producent) ikke giver megen mening at reklamere for produktet, hvis forbrugeren opfatter alle producenters produkter som ens. Det medfører som bekendt ikke nødvendigvis, at man afholder sig fra at reklamere – og der eksisterer her to ligevægte – en hvor ingen reklamerer (ingen EPO) og en hvor der reklameres (EPO). Ofte er reklamerne for denne type af produkter præget af at de handler om alt andet end produktets objektive kvaliteter.

På den anden side er det jo ikke et problem. Vi ved jo godt, at vi ikke ser smukke kvinder komme glidende ned af en overdimensioneret tunge når vi tager et glas øl – for nu at referere til en kendt ølreklame – Og at tro, at professionel topsport har noget med sundhed at gøre, svarer vist til at tro på, at fordi en enkelt genstand kan være godt for talegaverne, så må rigtigt mange genstande være endnu bedre.

Muhammed, Danmark & ACLU

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2007. 3 svar

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

…

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Adoption og EMD

Af Jacob Mchangama, den 24. maj 2007. 2 svar

Højesteret har i en dom fra sidste år fastslået, at ene-adoptanter ikke er berettiget til et børnetilskud, som ene-forældrer er berettigede til, hvilken retstilstand der synes at være et folketingsflertal for at opretholde. Man kan diskutere om dette er en berettiget forskelsbehandling. Uden at kende nærmere til baggrunden for og ordlyden af den relevante lov vil jeg umiddelbart mene, at forskelsbehandlingen er legitim idet adoption per definition er en veltilrettelagt handling, som kræver nøje planlægning, hvorfor det må påhvile den adopterende at sørge for at have tilstrækkelige midler til at forsørge det adopterede barn.

Taberen af den ovennævnte Højesteretssag har meddelt at man ønsker at indgive en klage til den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD), med påstand om at Danmark har foretaget usaglig forskelsbehandling. Da den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 ikke indeholder et fritstående antidiskriminationsforbud, er klager nødt til at gøre artikel 14 gældende i sammenhæng med en af EMRKs øvrige bestemmelser, hvilket i denne sag utvivlsomt vil være retten til familieliv i artikel 8, hvis anvendelsesområde således skal være berørt af det forhold der klages over.

Hvad man end mener om den ovennævnte forskelsbehandling og Højesterets dom, må man spørge sig selv om dette emne virkelig egner sig til at blive afgjort af en international menneskerettighedsdomstol, eller om et sådant organ snarere burde beskæftige sig med sager der i højere grad involverer klare statslige indgreb overfor individer.

Dette spørgsmål behandlede en af EMDs mest karismatiske dommere igennem tiden – engelske Sir Gerald Fitzmaurice – i en dissens i en dom fra 70’erne. Dommen handlede – kort fortalt – om hvorvidt en belgisk lov der forskelsbehandlede børn født i og udenfor ægteskab var diskriminerende og en krænkelse af retten til familieliv – hvilke krænkelser EMDs flertal fandt godtgjort. Fitzmaurice anfægtede dog flertallets afgørelse og gjorde med nedenstående uovertrufne dissens gældende, at retten til familieliv slet ikke var anvendelig: 

It is abundantly clear (at least it is to me) – and the nature of the whole background against which the idea of the European Convention on Human Rights was conceived bears out this view – that the main, if not indeed the sole object and intended sphere of application of Article 8 (art. 8), was that of what I will call the “domiciliary protection” of the individual.

He and his family were no longer to be subjected to the four o’clock in the morning rat-a-tat on the door; to domestic intrusions, searches and questionings; to examinations, delaying and confiscation of correspondence; to the planting of listening devices (bugging); to restrictions on the use of radio and television; to telephone-tapping or disconnection; to measures of coercion such as cutting off the electricity or water supply; to such abominations as children being required to report upon the activities of their parents, and even sometimes the same for one spouse against another, – in short the whole gamut of fascist and communist inquisitorial practices such as had scarcely been known, at least in Western Europe, since the eras of religious intolerance and oppression, until (ideology replacing religion) they became prevalent again in many countries between the two world wars and subsequently.

Such, and not the internal, domestic regulation of family relationships, was the object of Article 8 (art. 8), and it was for the avoidance of these horrors, tyrannies and vexations that “private and family life … home and … correspondence” were to be respected, and the individual endowed with a right to enjoy that respect – not for the regulation of the civil status of babies.

8. Now it is evident that the type of complaint made by the applicants in the present case has absolutely nothing to do with the sort of thing described in the previous paragraph above. They have not been subjected to any of the practices in question, nor did they live under a legal regime according to which such practices were lawful and could at any time be put into action by the authorities.

Ovenstående citat er – mutatis mutandis – også passende for den danske adoptionssag, der bør forblive et nationalt anliggende.