Forleden aften sagde vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. Det bliver typisk gjort med dronningens nytårstale – der i år var noget tandløs, og i passager lød som om den var skrevet af en særligt kedelig embedsmand i statsministeriet – og med vidtløftige politiske udmeldinger fra statsministeren dagen efter. Ingen af delene afspejlede min oplevelse af året.

For mit vedkommende har 2021 med afstand været mit livs kedeligste og mest meningsløse år. Året bragte én enkelt workshop i Stockholm, og stort set ingen anden faglig inspiration eller udveksling. Et normalt forår ville have omfattet den danske public choice workshop i januar, PEDD-konferencen i Münster i februar, det amerikanske Public Choice Society i marts, konferencen i dets europæiske pendant i april, mens et normalt efterår typisk har omfattet en mindre workshop i august eller september, og en tur til enten konferencen i the Southern Economic Association eller den australasiatiske public choice konference. Alt var enten aflyst eller reelt umuligt at komme til. Det samme gjaldt kulturen, hvor jeg tidligere år har gjort brug af tilbuddene i både Aarhus og London. I 2019 var jeg til ti koncerter og skuespil i London, men sidste gang jeg var i teatret var i februar 2020.

I stedet for indhold så vi en fortsættelse af den perversion af idéen om videnskab og videnskabelig metode, som startede i 2020. Siden Galileo og Bacon har den videnskabelige metode drejet sig om evidens, i stedet for rent teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har politikere, journalister og endda mange læger talt om ’videnskaben’ og ladet enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ’videnskaben’ siger. Der er således sket et – forhåbentligt midlertidigt – skift væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er et spørgsmål om hvad en statslig autoritet siger er videnskab.

De sidste to års misere har også rejst et ret fundamentalt spørgsmål, som kun få har diskuteret. Grundloven tillader, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer hvad der er nødvendigt. Lige nu ser det ud til, at retstilstanden er sådan at det er nok at regeringen påstår at et indgreb virker – helt fraset enhver forskning eller anden videnskabelig evidens – for at retsvæsenet accepterer at det er nødvendigt og proportionalt. Den tilstand indebærer, at Grundloven er reelt ligegyldig. Det er et andet forhold i 2021, der ikke kan blive ved.

Min endelige vurdering af det gamle år er klar: Livet i 2021 var ikke værd at leve. Selvom oppositionen så småt er begyndt at vågne, har dansk politik ikke rigtigt lignet et fungerende demokrati sidste år. Regeringens idéer om en ny epidemilov er bestemt heller ikke værdige i et demokrati eller en retsstat, når enten regeringen eller et udvalg under den skal have magt til at lukke samfundet ned, uden nogen form for automatisk kompensation for de ødelæggelser, de skaber. Det hele er en trussel mod vores samfund, og har for mit vedkommende understreget, at man som udgangspunkt aldrig må stole på politikere. Det vanvid, som deres indgreb og regeringens magtrus siden marts 2020, må og skal slutte.