Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Det er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.