Tag-arkiv: diktatur

Embargo eller ej?

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2014. 3 svar

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

Hvor længe er diktatorer ved magten?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2013. 4 svar

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

Ulandshjælp – hjælp til diktatorers politiske overlevelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2010. 1 svar

Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.

Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.

En gated version er her. Her er abstractet:

Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.

Anker hos Kim

Af Jens Ringsmose, den 18. oktober 2006. 25 svar

I en tid, hvor Pyongyangs paranoide og despotiske styre rasler med den atomare sabel, er det velgørende at komme i hu, at ledende danske politikere heldigvis ikke udelukkende har sunget i de fordømmendes kor. Dobbeltpolitikken – medlemskabet af Vestens sikkerhedspolitiske inkarnation, NATO, og samtidig afspændingspolitik overfor Warszawa-pagten – blev heldigvis også praktiseret overfor det nordkoreanske diktatur. Således i maj 1984 da den tidligere statsleder Anker Jørgensen var på visit hos “den store leder” Kim Il-Sung. Samtidig i Bruxelles måtte den danske regering overfor “den gale hund”, Ronald Reagan, forsvare den danske tilbageholdelse af infrastrukturmidler til de mellemdistanceraketter, hvis fornemste opgave det var at fremtidssikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Vesteuropa.

Det var artige erklæringer, der blev udvekslet under den socialdemokratiske formands besøg hos kammerat Kim. Og midt i al hurlumhejen om Nordkorea er det ganske enkelt for fristende en anledning: Her kommer den så i uddrag – Ankers tale til “den kære leder”.

Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Anker sammenlignede derefter den nordkoreanske kamp med Danmarks under besættelsen:

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Herefter fulgte en rosende omtale af det nordkoreanske folk og den høje levestandard:

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

Enhver form for kommentar er vist overflødig.