Tag-arkiv: ekspansiv kontraktiv finanspolitik

Kan grækerne lære af Danmark anno 1982?

På tirsdag afholdes en “Emergency Economic Summit” i Athen om krisen i græsk økonomi. Hovedtaler er Thomas Sargent, og finansminister Varoufakis har meldt sin ankomst.

Jeg er også inviteret til at holde et indlæg. Jeg vil bl.a. tage afsæt i den dramatiske udvikling i dansk økonomi efter det økonomisk-politiske regimeskifte i 1982.

Det er et af de mest kendte eksempler i litteraturen på, at finanspolitiske stramninger ligefrem kan virke ekspansivt på kort sigt. Den finanspolitiske stramning efter regeringsskiftet i 1982 betød et kraftigt omslag i det hidtil eksploderende underskud på de offentlige finanser, men ikke desto mindre gik økonomien ind i et opsving med høj økonomisk vækst – stik mod de daværende prognoser.

Oveni den finanspolitiske stramning kom endda et opgør med den hidtidige devalueringsspiral, som trods høj inflation blev erstattet med fastkurspolitikken. Også en sådan chokkur bør ifølge gængs opfattelse virke kontraktivt (altså dæmpe den økonomiske aktivitet) i en overgangsperiode, indtil inflationen og inflationsforventningerne har tilpasset sig.

Hvordan kan kontraktiv økonomisk politik virke ekspansivt? En vigtig forklaring er, at virksomheders investeringsbeslutninger og husholdningers forbrug er bestemt af deres forventninger til fremtiden. Et regimeskifte, som det vi så i begyndelsen af firserne, kan – hvis det er både uventet og troværdigt – medføre en så kraftig revision af forventningerne, at den positive effekt dominerer (jeg har skrevet mere om den økonomiske politik i firserne her).

Grækerne bør lade sig inspirere af de danske erfaringer. Også andre tilfælde med resolut indgreb over for kritisk voksende offentlige underskud er endt med at styrke de ramte økonomier – om ikke andet så på lidt længere sigt. Sverige og Finlands krise i begyndelsen af 1990erne er eksempler. Udviklingen i EU efter finanskrisen tyder også i retning af, at offentlige besparelser ikke behøver hæmme væksten langvarigt – Storbritannien og Baltikum er eksempler.

En dramatisk ændring kan også på andre måder være med til at flytte økonomien og samfundet til en ny ligevægt. Meget tyder på, at Grækenland i særlig grad er præget af rent-seeking (bl.a. i form af decideret korruption og tjenester til politiske støtter, cronyism). Ifølge dette studie svarer rent-seekingen til over halvdelen af de græske skatteindtægter (mod knap 20 pct. i Euroområdet samlet). Derfor er der et betydeligt potentiale for økonomisk vækst, hvis grækerne kan slippe ud af det rent-seeking spil, de er fanget i nu. I et sådant spil kan ligevægten let blive selvforstærkende – eksempelvis er korruption mindre risikabelt, hvis der i forvejen er meget korruption og alle forventer korruption af alle andre – og kan kun ændres ved markante reformtiltag.

Let bliver det dog næppe. Og hvor er den politiske kraft, der evner at sætte sig i spidsen for at stoppe den græske tragedie?