Tag-arkiv: Ekspertudvalg

Brug for at komme et par spadestik dybere end ekspertrapporten om COVID-19.

Regeringen er så småt begyndt at offentliggøre sit beslutningsgrundlag for håndteringen af coronakrisen. Det er på høje tid – og noget vi længe og ofte har efterlyst her på stedet.

Det tyder dog også på, at en del af grundlaget først har skulle skabes. I hvert fald blev der først for nylig nedsat en lille ekspertgruppe bestående af tre økonomer til at se på de økonomiske sider af epidemihåndteringen. Deres rapport kom i går og fortjener nogle kommentarer med på vejen. Men først og fremmest bør der kvitteres for arbejdet, der imponerende nok er produceret i løbet af bare fem dage. Man må dog håbe, at en væsentlig del af materialet var udarbejdet i de økonomiske ministerier på forhånd.

Branchelukning er et meget primitivt instrument.

Rapporten forsøger at give et meget groft billede af, hvilke brancher der er forbundet med størst smittetryk i forhold til den økonomiske værdiskabelse. Det giver en indikation af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at holde lukket ned – og omvendt hvor det er vigtigst at prioritere genoplukning først. Rapporten finder, at fritids- og ungdomstilbud, barer og værtshuse og fitnesscentre giver mindst værditilvækst i forhold til smittetryk. Omvendt har universiteter, gymnasiale uddannelse og lufthavne størst værditilvækst i forhold til deres bidrag til smittetryk. Interessant nok har supermarkeder højere smittetryk og mindre værditilvækst end indkøbscentre!

Denne opgørelse er bedre end ingenting, men lukning af hele brancher er en meget grov og primitiv måde at styre smittetrykket på. Det samfundsøkonomiske tab ville være meget mindre, hvis man i stedet kunne skære de marginale aktiviteter væk i alle brancher. F.eks. ville det være en fordel at kunne skære nogle ligegyldige supermarkedsbesøg væk mod til gengæld at kunne åbne for ekstremt højt værdsatte besøg f.eks. i en butik i et storcenter.

Ideelt set burde vi i stedet for generel nedlukning af hele brancher have en skat på alle aktiviteter, der øger smitterisikoen. Der findes endda en elegant teori om, at skatten skal svare til de omkostninger, som den øgede smitterisiko påfører andre – den såkaldt eksterne omkostning. Når hverken regeringen eller ekspertudvalget har bragt en sådan skat på banen, har det den gode grund, at det er meget svært at identificere skattegrundlaget – altså at pege, hvornår og hvor meget vi øger smittetrykket.

Men manglen på at kunne anvende det bedste redskab kommer med en pris. Det gør det samfundsøkonomisk dyrere at nedbringe smittetrykket, og derfor er der ikke plads til så meget smittereduktion, som vi ellers kunne få for de samme penge.

Og spørgsmålet er, om der ikke findes andre alternativer til den meget primitive nedlukning af hele brancher. Jeg har selv foreslået, at man i stedet for bare at lukke f.eks. en restaurant ned, blot fordi det er en restaurant, i stedet kunne give den lov til at åbne, hvis den kunne dokumentere en tilstrækkelig smittehåndtering. Forslaget er blevet netop blevet fremført af DI og i de politiske forhandlinger.

Frivillig adfærd kontra obligatorisk nedlukning

Seruminstituttet har gjort den vigtige opdagelse, at det uventede kraftige fald i smittetrykket skyldes danskernes frivillige sociale distancering. Det bekræftes af den økonomiske rapport. Det er f.eks. iøjnefaldende, at aktiviteterne i en række smitterisikable brancher er faldet også i Sverige, selv om de godt må holde åbent der. Hotellernes omsætning er f.eks. faldet ca. 50 pct. i Danmark, men næsten 40 pct. i Sverige. Ekspertgruppen regner med, at under halvdelen af det danske BNP-fald som følge af krisen kan henføres til nedlukningen, og at mere end halvdelen skyldes frivillig distancering samt andre forhold (som udlandsefterspørgsel).

Der er imidlertid grund til at komme adskillige spadestik dybere.

Seruminstituttet er stadig præget af en tro på, at adfærden kan styres gennem formaninger. Der er imidlertid nok snarere tale om, at folk reagerer ganske rationelt på smitterisikoen. Det gør standardmodellen for epidemispredning mindre egnet for mennesker i forhold til f.eks. dyr. Den stigende dødelighed har fået folk til at øge deres sociale distancering, ligesom man må forvente, at en del af distanceringen vil aftage noget igen, når smittetrykket falder. Adfærden medfører altså af sig selv en udglatning af epidemikurven (se f.eks. John Cochranes illustrative modificering af SIR-modellen til at tage højde for adfærd).

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan adfærd og tvungen nedlukning spiller sammen. Som udgangspunkt må man forvente, at de er substitutter: Hvis nedlukning får smittetrykket til at falde, vil en del af effekten blive modvirket af mindre social distancering end ellers. Det er ikke blot problematisk i sig selv. Hvor nedlukningen som sagt ret arbitrært lukker en hel branche ned, så må man formode, at folk vælger at distancere sig, hvor det gør mindst ondt. Frivillige distancering er altså en mere omkostningseffektiv metode, og derfor er det et problem, hvis den fortrænges af den ikke-omkostningseffektive nedlukning.

Men man kan dog ikke afvise, at nedlukning også i visse tilfælde kan forstærke frivillig distancering (altså virker komplementært). Vi går måske mindre ud, når der ikke er så meget at foretage sig ude i byen.

Derfor ville det være relevant at få belyst disse effekter, men det gør ekspertudvalget ikke. Den nøjes med at lægge Seruminstituttets mekaniske smittetrykseffekter til grund for de ovenfor omtalte beregninger.

Endelig er adfærdsspørgsmålet vigtigt i forbindelse med den overordnede strategi. Om frivillig distancering er nok eller ej, afhænger i høj grad af ambitionsniveauet. Ønsker man, at sygdommen dør ud, er frivillig distancering klart ikke nok. Spørgsmålet er så, om det er en realistisk og ønskelig ambition.

Planøkonomi er svært, planløs styring er værre

I den offentlige og politiske debat kan ind i mellem få det indtryk, at en nedlukket økonomi er en slags normaltilstand, og at det er genåbning som kræver særlig viden. Men realiteten er, at nedlukningstilstanden ikke alene er fuldstændig ekstraordinær, hvor regeringen har overtaget kontrollen over økonomiske processer, som normalt kører af sig selv. Det kræver desuden en meget klar planlægning, hvis omkostningerne ikke skal blive uoverstigelige – og den markedskonforme beskatningsløsning er som sagt ikke til rådighed. Derfor er det blevet økonomernes opgave at pege på behovet for viden og strategier. Det er en smule ironisk, fordi vi også ved, at planøkonomi er vanskeligt og stiller umulige krav til planlæggernes informationer og incitamenter.