I den forløbne uge har der været en række historier med Emma Holten, der er ved at skabe sig selv en karriere ved at kritisere moderne økonomisk tænkning og videnskab. Holten, der ifølge Wikipedia er “cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS”, har netop udgivet bogen “Underskud – om værdien af omsorg”. Bogen kritiserer det, Holten kalder ‘etableret økonomi’, hvilket ser ud til at dække stort set al nationaløkonomisk metode, teori og forståelse.

Holten har indtil videre afvist kritikken, der ellers er ret klar i spyttet. Lars Harhoff Andersen, der er PhD-studerende i økonomi på Københavns Universitet og kører substacken Unreasonable Doubt, rammer sømmet på hovedet i en anmeldelse i Ræson, ved at pege på at bogen er så “fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde.” Lars er stærkt skeptisk overfor bogen, der ikke blot illustrerer, hvor lidt Holten faktisk forstår. Som han f.eks skriver:

“Fordi Holten har et grundlæggende socialkonstruktivistisk udgangspunkt, bliver videnskabelige dilemmaer altid til politiske dilemmaer. Så når BNP ikke medregner uformel økonomi, er det for at beskytte vestlig imperialisme. Og når offentligt forbrug bliver regnet som en udgift, er det fordi økonomer finder det værdiløst. Denne tilgang gør hende blind for at se opdelingen imellem et marked, hvor folk tænker på sig selv, og en privatsfære, hvor folk tænker på hinanden.”

En tilsvarende, supplerende kritik kommer fra overvismanden, Carl-Johan Dalgaard, der understreger at et af problemerne er, at Holten ikke rigtigt forstår distinktionen mellem omsorgsetik og utilitaristisk etik. I stedet for at se distinktionen og forsøge at forstå økonomers analyseformer, begår hun fejlen – som den ellers venstreorienterede Jeppe Druedahl peger på i Information, at hun “misrepræsenterer økonomisk tænkning”.

Spørgsmålet er helt basalt, om vi overhovedet skal tage Emma Holten alvorligt. Hun udtalte sig forleden om, hvordan ingen kritikere havde engageret sig med hendes synspunkter og påstande. Grunden er, som f.eks. Carl-Johan og Jeppes kritik meget klart afslører, at vi som økonomer har svært ved at tage hende alvorligt. Læser man bogen eller blot udtalelser, er det tydeligt at hun ikke har besværet sig med at sætte sig ind i moderne økonomi – hverken teoretisk forståelse eller metode (som hun kalder ‘økonometrik’). Skal man kræve at blive tage alvorligt, skal man tage dem alvorligt, som man kritiserer.