Donald Trump påstår en hel masse, og de fleste påstande – ikke mindst hans påstande og idéer om international handel – er forkerte. Der er dog én påstand, som han deler med en række folk på både den populistiske amerikanske højrefløj og folk på begge populistiske fløje i mange europæiske lande: Påstanden om, at almindelig fremstillingsindustri (manufacturing) er ved at dø, og globaliseringen er skyld i problemet. Spørgsmålet idag er, om der er nogen som helst sandhed i påstanden.

Den første figur giver et peg om, hvorfor nogen kan forledes til at tro, at fremstillingsindustrien har problemet. Figuren viser andelen af beskæftigede, der arbejder i industrien mellem 1991 og 2023 (de sidste tilgængelige tal). I USA (den sorte linje) arbejdede cirka hver fjerde omkring 1990 i fremstilling, mens det idag er lige omkring 19 procent. Færre og færre arbejder med at ‘lave ting’, som præsidenten har udtrykt det! Men som figuren også viser, er det på ingen måde et fænomen, der er begrænset til USA. I alle de andre eksempler på figuren sker det samme, inklusive i de to lande med den største fremstillingsindustri i Europa – Italien og Tyskland. Det er endda en proces, der er gået væsentligt hurtigere i Storbritannien end i USA.

Det andet problem med påstanden kan ses i den anden figur nedenfor. Figuren viser hvor meget værdi, hver anset i fremstillingsindustrien producerer per år (udtrykt i logaritmer, så vækst er lettere at se). Læser man tallene omhyggeligt viser de, at arbejdsproduktiviteten i amerikansk fremstilling er steget 46 procent siden 1991. Selvom sektorbeskæftigelsen er faldet, indebærer det at outputtet i USAs fremstillingsindustri er steget 25 procent i perioden. Der er med andre ord ingen krise, ligesom figuren også viser at der heller ikke er nogen væsentlig krise i de andre lande – med Italien som en væsentlig undtagelse. Storbritanniens fremstillingsindustri er godt nok skrumpet knap fem procent siden 1991, men der sker på en baggrund af at dens produktivitet er steget lige så meget som USAs. Italiens problem, derimod, er at produktivitetsvæksten set over alle 32 år har været halvdelen af USAs, og tæt på nul de sidste 20 år, mens folk har forladt sektoren. Fremstillingsoutputtet i Italien er derfor idag lige omkring tre procent lavere end i 1991. Omvendt viser figuren, hvordan Danmarks virkelige styrke måske er industrifremstilling?

Pointen med eksemplerne er naturligvis at illustrere, hvordan en relativt simpel sammenhæng – at beskæftigelsen i én bestemt, politisk synlig sektor falder – kan forlede folk til at tro, at der er et alvorligt problem, på samme tid som sektoren bliver stadig mere konkurrencedygtig. Skruppelløse populister og økonomisk analfabetiske politikere kan således narre folk til at tro på, at der er et problem, og at deres løsning er den rigtige. At det er lykkedes Trump, Oren Cass, og mange andre i USA at få nok vælgere til at falde for bedraget, ser vi de yderste konsekvenser af for tiden.