Tag-arkiv: Milton Friedman

Friedman og det frie valg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2005. 3 svar

Tanken om at indføre "billet-systemer" i den offentlige sektor er i bedste fald en mangelfuld og ufuldendt løsning på den katastrofale mangel på markedsmekanismer i det politisk bestemte "marked".

Det indrømmer jeg gerne. Ligesom "flat tax", udlicitering og andre pragmatiske, realpolitiske løsninger på fundamentale problemer, er det at give borgerne mulighed for at flytte deres offentlige forbrug ikke perfekt. Men tænksomme fortalere for frie mennesker & frie markeder–og dét regner vi Punditokrater os selv for–anerkender, at sådanne kan være uenige om taktiske og realpolitiske løsninger, og at man må tage hatten af for, at der kan være alternative måder at forsøge at rykke i den rigtige retning på.

Idéen om at bruge "billetter" (vouchers) blev første gang lanceret i 1955, d.v.s. længe–25-30 år–før Haarder og andre begyndte at tale om den i det danske uddannelsessystem. Ophavsmanden var et af det 20. århundredes mest lysende profiler, Nobelprisvinderen Milton Friedman. Han spredte idéen til en række tænketanke, og i løbet af et par årtier kom den højt på den politiske dagsorden. Og "Uncle Milton" lyser, i en alder af knap 93, pænt ind i det 21. århundrede. Her er fra dagens Wall Street Journal hans forsvar for "billet-systemet" og perspektiver på, hvor vidt idéen faktisk kan tages:

"The original article was not a reaction to a perceived deficiency in schooling. The quality of schooling in the United States then was far better than it is now, and both my wife and I were satisfied with the public schools we had attended. My interest was in the philosophy of a free society. Education was the area that I happened to write on early. I then went on to consider other areas as well. The end result was "Capitalism and Freedom," published seven years later with the education article as one chapter. …

[F]inance and administration "could readily be separated. Governments could require a minimum of schooling financed by giving the parents vouchers redeemable for a given sum per child per year to be spent on purely educational services. … Denationalizing schooling," I went on, "would widen the range of choice available to parents. … If present public expenditure were made available to parents regardless of where they send their children, a wide variety of schools would spring up to meet the demand. … Here, as in other fields, competitive enterprise is likely to be far more efficient in meeting consumer demand than either nationalized enterprises or enterprises run to serve other purposes." … [We] have been repeatedly frustrated by the gulf between the clear and present need, the burning desire of parents to have more control over the schooling of their children, on the one hand, and the adamant and effective opposition of trade union leaders and educational administrators to any change that would in any way reduce their control of the educational system. …

The good news is that, despite these setbacks, public interest in and support for vouchers and tax credits continues to grow. Legislative proposals to channel government funds directly to students rather than to schools are under consideration in something like 20 states. Sooner or later there will be a breakthrough; we shall get a universal voucher plan in one or more states. When we do, a competitive private educational market serving parents who are free to choose the school they believe best for each child will demonstrate how it can revolutionize schooling."

For p….. da! Så frisk, klar og optimistisk gad jeg godt at være, når jeg er 93.

Frihed og ansvar

Af Mikael Bonde Nielsen, den 12. maj 2005. Skriv et svar

Har konservatismen overhovedet noget at tilbyde? Mine tidligere kommentarer har måske virket afvisende over for en sådan tanke. Lad mig derfor gøre opmærksom på, at jeg personligt har hentet stor inspiration hos konservative tænkere, om end alle er forankret i en idétradition, der ligger et pænt stykke fra den kulturkonservatisme og småfjollede nationalromantik, jeg adresserede i mit seneste indlæg.

Det er ikke en vanskelig opgave at finde konservative tænkere af format, hvis man søger tilbage i historien. Det syntes unødvendigt at nævne Edmund Burke, selv om de færreste nok har blik for, at han også havde ganske liberale og progressive synspunkter, jf. fx A Vindication of Natural Society og hans ofte negligerede Speech on Conciliation with the Colonies. Men hvad gør en frihedsorienteret konservativ, der gerne vil finde mere moderne vitamintilskud? Et godt bud kunne være at læse antologien The March of Freedom, der er udgivet af den konservative tænketank Heritage Foundation.

Denne bog har jeg for nylig pløjet mig igennem, og den er disponeret på en ganske morsom måde. Først introduceres en række tænkere, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem det konservative og liberale. Det drejer sig om William F. Buckley, Russell Kirk, F.A. Hayek, Milton Friedman, Frank S. Meyer, Ludwig von Mises og Robert Nisbet. Dernæst præsenteres synspunkter i form af taler eller skriverier fra mere handlingsorienterede skikkelser, som Ronald Reagan, Jeane Kirkpatrick, Michael Novak, Wilhelm Roepke m.fl.

The March to Freedom er et bevis på, at der ikke i alle tilfælde behøver at være en ufrugtbar konflikt mellem liberalisme og konservatisme, tværtimod. F.A. Hayek’s bidrag – “Responsibility and Freedom” – der er hentet fra The Constitution and Liberty, er på mange måder en konservativ-liberal syntese, der er mere aktuel end nogensinde:

“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions and will receive praise or blame for them. Liberty and responsibility are inseparable. A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as a right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action [?]”.

Hayek’s ord er en påmindelse om, at liberale og konservative med rod i den individualistiske idétradition har en fælles mission; at genvinde den tabte personlige frihed og det ansvar, der nødvendigvis må følge med.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.