Tag-arkiv: Islam

Påvirker muslimer ytringsfriheden? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2020. 3 svar

Forleden bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed, som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.

Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”

Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.

Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.

Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.

Muslimske naboer

Af Christian Bjørnskov, den 9. november 2018. 6 svar

Hvis man følger med i dansk politik, kan man let få det indtryk, at danskerne aldrig bryder sig om muslimer, og slet ikke i deres nærområde. Følger man nok med, indser de fleste dog at politikere helt generelt overdriver, misforstår, og appellerer til det værste i de dummeste danskere. Hvad er derfor op og ned i debatten om, hvordan de fleste danskere egentlig ser de fleste muslimer?

Det gav Pew-centeret forleden et svar på, da de udsendte svarene på et bestemt spørgsmål i 34 europæiske lande: ”Vil du være villig til at acceptere en muslim som medlem af din familie?” Pew illustrerede fordelingen på tværs af Europa i nedenstående figur (hattip: Niclas Berggren). Og som det er tydeligt, er det kun hollænderne, der er mere ’rummelige’ end danskerne. 81 % af danskerne svarede ja, hvilket statistisk reelt er det samme som i Norge (80 %) og Sverige (80 %). Helt i bunden finder man Armenien på 7 % og Tjekkiet på 12 %

Hvorfor er nogle steder da så meget mere skeptiske overfor muslimer end andre? Det kan der naturligvis være mange grunde til – det religiøst kristne Armeniens anstrengte forhold til det muslimske Tyrkiet er f.eks. en kandidat – men som generelt forklaring er det svært at se noget klart mønster i forbindelse med geografi, velstand eller andet. Der er dog ét forhold, der giver en ganske klar indikation, som kan ses i den anden figur i dagens indlæg: Religiøsitet.

Uden at ville konkludere for meget viser billedet, at jo flere der er religiøse, jo færre vil acceptere muslimer i deres familie – men kun i Vesteuropa. Med andre ord indikerer mønsteret i Pews undersøgelse, at religiøsitet gør folk mere intolerante: For hver 2 %, der erklærer at de er religiøse, falder andelen der accepterer muslimer med 1 %. Det mest interessante er dog, at det ikke gælder i Østeuropa. I stedet viser tallene, at hele det tidligere kommunistiske verden reagerer som om de alle var stærkt religiøse. Det passer bl.a. også med nye tyske undersøgelser, der peger på at folk, der var børn i DDR i dag er langt mindre tolerante overfor udlændinge og indvandrere end folk, der voksede op i Vesttyskland. De kommunistiske lande i øst underviste i konformitet og enshed som en vigtig værdi i deres folkeskoler, og også i kommunisme som en slags religion, der ikke måtte stilles spørgsmål ved. Krucifikserne og resten af det stærkt religiøse udstyr blev vare erstattet af billeder og buster af Marx og Lenin.

Konsekvensen virker umiddelbart at have været den samme som stærk religiøsitet: Intolerance og fordomsfuldhed. Om det holder til mere omhyggelig undersøgelse er dog stadig et åbent spørgsmål, og et som Niclas og jeg er interesserede i at svare på, hvis der er tilgængelige data, der tillader det.

Public choice og ny toleranceforskning

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2017. Skriv et svar

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2016. 10 svar

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

Taharrush er kommet til Europa

Af admin, den 17. juli 2016. Skriv et svar

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Indvandring 3: Er muslimer anderledes?

Af Christian Bjørnskov, den 8. juli 2013. 19 svar

En af de centrale ideer blandt folk, der er skeptiske overfor indvandring i Danmark, er at religion er vigtig. De fleste argumenterer, at muslimsk indvandring er skadelig, mens indvandring fra kristne lande er uproblematisk. Hvis argumentet er korrekt, må man kunne observere, at muslimske lande på centrale områder opfører sig anderledes end andre (kristne) lande.

Er de muslimske lande og befolkninger så anderledes på vigtige punkter? Det er et spørgsmål, som mange forskere har set på. Vi har f.eks. flere gange skitseret studier af Punditokraternes ven Niklas Potrafke (CESIfo, München). Niklas har været med til at dokumentere, at lande med store muslimske befolkninger har dårligere chancer for at demokratisere (læs her). I nyt arbejde finder Niklas også, at muslimske lande er mindre tilbøjelige til at imødegå menneskehandel, men med den vigtige forskel, at de demokratiske af dem ikke ser anderledes ud end andre lande (læs her).

Netop det ser ud til at være en vigtig pointe i en række af de nyeste studier: Når muslimske befolkninger rent faktisk får demokratisk indflydelse, tager de ikke andre valg end kristne, buddhistiske eller irreligiøse befolkninger. Et andet spørgsmål, som Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg ser på i en række papirer. Helt særligt ser vi på, om det er typen af religion – hvad folk tror på – eller graden af religiøsitet – hvor stærkt folk tror – der gør udfaldet. Og her er problemet for indvandringsskeptiske, at de to artikler, Niclas og jeg foreløbig har publiceret, viser at muslimske lande ikke er anderledes pga. deres bestemte religion.

I ”Does religiosity promote property rights and the rule of law?” (publiceret sidste år i Journal of Institutional Economics) viser Niclas og jeg, at lande med mere religiøse befolkninger typisk har svagere retsvæsener. Det ’typiske’ er dog kvalificeret ved, at sammenhængen kun gælder relativt demokratiske lande. Vi tolker det som evidens for, at religiøsitet ændrer på vælgernes adfærd. I “Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust?” (publiceret 2011 i Journal of Economic Behavior & Organization) finder vi, at mere religiøse lande udviser lavere tillidsniveauer. Det samme mønster kan genfindes på tværs af de amerikanske stater.

Det særlige er, at Niclas og jeg i begge tilfælde kan afvise, at der er forskelle på religionerne. Med andre ord er protestantisme ikke anderledes end Islam, katolicisme eller hinduisme. Det vigtige er, hvor stærkt befolkninger tror, helt uanset hvad de tror på. Stærkt kristne befolkninger i de amerikanske sydstater opfører sig således helt parallelt til stærkt muslimske befolkninger i Mellemøsten eller stærkt hinduistiske i Indien.

En af mine anker mod den danske indvandringsdebat er således, at politikere på begge sider af skellet taler om Islam, men ikke om religiøsitet. Og hvis man ser på den mere konkrete forskning, lugter det efterhånden stærkt af, at det er religion som sådan, og ikke nogen specifik religion, der er problemet. Var et anderledes for 100 eller 70 år siden? Næppe, men med den forskel at vi selv var lidt mere religiøse end vi er i dag, og derfor selv skabte problemer.

Islam og demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2010. 12 svar

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Ny viden om kønsforskelle i uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2010. 2 svar

Et af de store spørgsmål i udviklingsforskning er, hvorfor nogle lande er så relativt dårlige til at uddanne kvinder. Der er masser af forklaringer derude – det er islamistisk undertrykkelse, asiatisk formørkelse, traditionelle kønsroller, undertrykkende demokratiske underskud, at pigerne er værdifuld hjælp for deres møder, eller drengenes bedre beskæftigelsesmuligheder – men forbavsende få virkeligt solide studier om emnet. Nu har Punditokraternes tyske ven Niklas Potrafke sammen med Arusha Cooray fra universitetet i Wollongong i Australien set på spørgsmålet.

Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Khaders ytringsfrækhed

Af Altmann, den 25. august 2010. 17 svar

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Drop minaretforskrækkelsen

Af Jens Ringsmose, den 8. september 2007. 35 svar

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

Muslimer i USA

Af Jacob Mchangama, den 22. maj 2007. 22 svar

Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.

Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:

Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.

The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.

[…]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims’ annual incomes – and perceptions of personal finances – are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.

[…] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.

The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.

Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).

Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.

Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).

Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).

Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer ”kun” 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.

Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.

De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.

Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.

Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at ”forestillingen om ’fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.

At bortforklare

Af admin, den 13. juni 2006. 2 svar

Efter at The Telegraph har droppet Mark Steyn, har jeg droppet dem og læser i stedet The Times som mit valg af et britisk centrum-højre MSM (med The Guardian som et centrum-venstre).

The Times har, hvad der nu er blevet fashionabelt blandt MSM, sin egen weblog ved David Aaronovitch. Den kan anbefales, hvad der hermed er gjort.

Dagens blog handler om nogle venstreorienteredes ønske om at bortforklare ubekvemme udsagn fra islamister, så deres* foretrukne verdensorden, hvor “Vesten” er årsagen til og resultatet af alt ondt, kan opretholdes. Det gælder i forhold til selvmordsterroristerne fra 7/7, og det gælder i forhold til Irans præsident Armageddonoutofhere, som Steyn vist kalder ham.

(* Med “deres” menes begge parter)

Her er slutsekvensen, men læs selv her:

Of course, it could all just be nonsense, as it wasn’t with al-Faisal and Abu Hamza. But it does remind me of these words from David Edgar’s play Albert Speer. The dead Hitler is reproving the dying Speer. “Why,” he demands, “did you insist that anti-Semitism was ‘a vulgar incidental’? I said it — clearly time and time again. I didn’t say ‘resettlement’ or ‘cleaning efforts’. I did not speak of ‘special handling’. And yet you all insist that when I said the Jews must be destroyed, I only meant ‘defeated’. That when I said ‘eliminate’ I didn’t mean ‘exterminate’, I only meant ‘exclude’. That when I said ‘purge’ and ‘perish’ and ‘annihilate’ it was, of course, a metaphor. Why was I cursed with never being taken literally? How could the world have been so blind? And how could you?” Well?

Well indeed.

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. december 2005. 29 svar

Min post om de franske optøjer og forskellene på amerikanske og franske tilstande for muslimske indvandrere har afstedkommet en større debat her på bloggen.  Meget passende har det altid spændende amerikanske tidsskrift The New Republic i sit kommende nummer en ganske velskrevet artikel om netop det emne med titlen “Religious Protection”.  TNR kan næppe anklages for just at være en del af Bush-administrationens bagland, men kan omvendt heller ikke entydigt klassificeres som doktrinært venstreorienteret og politisk korrekt.  Netop derfor kan det måske være interessant at se på, hvad artiklen siger–uden at man iøvrigt behøver at være enig i alle dens fortolkninger eller forudsigelser.

Kort fortalt mener forfatteren, Spencer Ackerman, at, ja, amerikanske muslimer generelt er mindre radikale end de tilsvarende europæiske, og at de generelt er bedre integrerede.  Årsagen er to-foldig: For det første har de bedre økonomiske muligheder end i Europa, og for det andet gør der vidtstrakte grad af religiøsitet-cum-religionsfrihed i USA, at de på den ene side ikke bliver opfattet som “nuts”, blot fordi de er religiøse, og på den anden side at debatten ikke så meget bliver én om sekularisme vs. religion.

Her er nogle smagsprøver fra artiklen, som også indeholder interessante faktuelle oplysninger:

“[The] British and American cases are not the same. It’s true that extremist messages exist in American Muslim communities, and there have been a few instances of American Muslims becoming terrorists. Those extremely rare cases, however, are far better explained by individual pathology than by rising Islamic militancy due to group disaffection. Europe’s growing Muslim culture of alienation, marginalization, and jihad isn’t taking root here. As a result, one senior administration official contends, “Al Qaeda finds greater support among European Muslim communities than in the U.S.”–meaning that the self-activated jihadists that Europe is witnessing are less likely to appear in America. In part, the United States is protected because it offers better social and economic opportunities to its Muslim citizens, while Europe’s inability to accommodate its growing Muslim underclass led to rioting that spread from the Paris suburbs across France. But economics alone can’t explain the more fluid integration of Muslims into American life. That, in large part, is a function of America’s ability to accommodate Islam itself.

French political theorist Olivier Roy argues that jihadism stems from a violent identity crisis felt acutely among Muslims in the West. But, ironically, that search for identity is far less of a crisis for Muslims in the United States–the supposed oppressor of Muslims, in bin Laden’s telling–because of a fundamentally American attribute: the mutually reinforcing creeds of pluralism and religiosity. “When I go out to Bush Country,” says Eboo Patel of Chicago’s Interfaith Youth Core, “it is true that, for some people, the way I pray is peculiar. But they don’t think I’m hallucinating when I say, ‘It’s prayer time.'” In other words, if the United States is looking for a way to win the hearts and minds of Muslims worldwide, it ought to first look at what it has accomplished at home. …

There’s no doubt that, as Patel puts it, “extreme messages are out there.” … [But] given the availability of extremist messages to American Muslims–who live in the country that’s supposedly the premier enemy of Islam–it’s startling how few American Muslim extremists there actually are. The Justice Department’s record on counterterrorism post-September 11 suggests little appetite among American Muslims for the jihadist agenda. Though, in June, President Bush boasted of investigating more than 400 terrorism suspects and winning convictions of “more than half of those charged,” an analysis by The Washington Post found that only 39 of the convictions could be considered at all terrorism-related, and only 14 of those prosecuted had links to Al Qaeda.  … What’s more, despite intimations that Islamic preaching in the United States is breeding terrorism, evidence suggests that the few Americans who picked up jihadism in the United States were primed for violence by psychological disturbance or past criminal activity–not the call of an imam. …

Indeed, counterterrorism experts are taking notice of the relative absence of American Muslims in the global jihadist movement. In a September talk, former White House counterterrorism czar Richard Clarke observed, “Al Qaeda’s usual strategy is … to rely on indigenous populations, and maybe bring in a few operatives, but that indigenous population may not be here in the numbers necessary.” (Considering that September 11 was executed by only 19 men, that’s quite a statement about millions of American Muslims.) Some in the Bush administration concur. “An Al Qaeda-like attack–well-coordinated, in sequence, causing significant casualties–is less likely to come from a native American Muslim population,” says the senior official. “Countervailing factors make it less likely for sleeper cells to germinate among the native American Muslim population.” Those factors, according to the official, are fundamental: “It’s the American dream. American Muslims are living that dream.” Even that may be an understatement. For a variety of reasons, the United States has successfully created the model for a Western Muslim identity.

The most obvious reasons for that success are social and economic. As the riots in France highlighted, Muslims in Europe face severe levels of unemployment, few professional prospects, and social isolation. When Eboo Patel studied at Oxford University in the late ’90s, his American youth had left him thoroughly unprepared for what Muslims like himself had to endure in Britain. The economic options for his co-religionists were largely limited to working at “the fish and chips store, where racist insults were thrown at them by drunks on Friday nights.” It was an alien experience: “In America, my dad would go off to a corporate office for his job, and my mom was in advertising.” Patel’s shock is as illuminating as it should be unsurprising. Since Muslims began coming to the United States in appreciable numbers after the immigration reforms of 1965–around the same time that an African American Muslim community began to flourish–they have found a socially and economically hospitable environment.

It’s difficult to document trends among American Muslims, since census data do not track religion. Yet, in 2003, John R. Logan, a sociologist now affiliated with Brown University’s American Communities Project, used ancestry and place-of-birth information to conduct perhaps the most comprehensive demographic study to date of the American Muslim population. (Accordingly, Logan couldn’t track African American Muslims, believed to comprise one-third of all American Muslims.) That population increased by about 85 percent since 1990 and now totals nearly 3 million Americans, though some Muslim organizations claim the figure is too low. Even accepting the blurred edges of his report, Logan found several surprising facts about the American Muslim population: Unlike other recent immigrant groups, and distinctly unlike Muslims in Europe, American Muslims are solidly middle-class and solidly integrated with their non-Muslim neighbors.
60;

America
n Muslims tend to live in a few population centers, along the coasts and around Midwestern and Southern cities like Detroit, Chicago, and Houston. But, inside those metropolitan areas, enclaves–homogenous population clusters historically favored by recent immigrant groups–are surprisingly few. The ten metropolitan regions with the greatest concentration of Muslims tend to be ethnically integrated. With Detroit as the only exception, in both 1990 and 2000, every neighborhood with notable concentrations of Muslims was at least 60 percent white and only around 5 percent Muslim.

Within those neighborhoods, American Muslims display healthy indications of upward social mobility. The median household income of American Muslims in 2000 was over $52,000, nearly the $53,000 reported by the median white household. Even the poorest households among American Muslim groups, North Africans, earned $40,000 on average in 2000–$6,000 more than blacks. The typical American Muslim in 2000 possessed 14 years of education (more than whites, Latinos, blacks, and Asians); and American Muslims of Middle Eastern descent, who possess the lowest levels of education, still record higher levels of education than whites, blacks, and Latinos. American Muslims are presently living in census tracts where nearly 60 percent of residents own their homes and over 35 percent of residents have college educations. “Overall,” writes Logan, “the Muslim-origin population is characterized by high education and income with low unemployment.” “

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Franske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. november 2005. 31 svar

Kan nogen mon huske, hvorledes de danske medier—og danskerne i almindelighed —i september var ovenud indignerede over de forfærdende tilstande i New Orleans ovenpå “Katrina”?  Det var vist noget med, at der i et par dage var tyverier fra rømmede butikker og boliger, og der gik rygter om mord og voldtægt.  (Efterfølgende viste det sig ganske vist, at historierne om bandeskyderier og voldtægter ikke bare var overdrevne men var helt misvisende, men lad det nu ligge.)  Og det var i hvert fald noget med, at Bush havde fejlet (også desuagtet at der er gode grunde til at mene, at det først og fremmest var byen New Orleans og staten Louisiana, der havde fejlet).  Ud af 100 adspurgte i Politiken ultimo september om deres syn på lighed/ulighed, advarede et stort antal indigneret mod, at vi i Danmark fik “amerikanske tilstande” som “i New Orleans”.

Er tonen–og vinklingen–mon den samme i forbindelse med, hvad der p.t. foregår i Paris?  Hvor det i New Orleans drejede sig om (vildt overdrevne) historier om nogle få dages problemer som følge af en naturkatastrofe, hvorledes beskriver de danske medier så, når der hos os i Europa udvikler sig noget, der bedst kan betegnes som de mest borgerkrigslignende tilstande, som er set i et vestligt demokrati de seneste 37 år?  Hvor borgerne skyder med skarpt mod politiet?  Næsten to ugers konstante natlige opstande, mere end 5.000 ildspåsættelser, og mere end 1.200 arrestationer?

Tja, mandag aften kunne man f.eks. se den sædvanligt indignerede Georg Metz på Deadline, hvor han advarede imod, at vi snart kunne se noget lignende som de franske optøjer herhjemme, for “vi er jo ved at indføre en slags Apartheid”.  Denne åbenlyst groteske påstand lod den hyggelige og flinke Kurt Strand passere frit, helt uden at anfægte den.  (Var det samme mon sket, hvis en dansk borgerlig intellektuel havde påstået, at f.eks. Georg Metz advokerede sovjetisk planøkonomi?)  Udtalelsen illustrerede i hvert fald udmærket, hvorledes venstrefløjen nu “spinner” optøjerne: Det skyldes “kapitalistisk udstødning”, de væmmelige borgerlige, som tegner tegninger af Muhammed, o.s.v., o.s.v.

Wall Street Journal har ikke så overraskende et anderledes og mere sofitistikeret syn på den sag.  På deres lederside tirsdag skrev Joel Kotkin under den sigende overskrift “Why Immigrants Don’t Riot Here”:

“What has been largely ignored has been the role of France’s economic system in contributing to the current crisis. State-directed capitalism may seem ideal for such American admirers such as Jeremy Rifkin, author of “The European Dream,” and others on the left. Yet it is precisely this highly structured and increasingly infracted economic system that has so limited opportunities for immigrants and their children. In a country where short workweeks and early retirement are sacred, there is little emphasis on creating new jobs and even less on grass-roots entrepreneurial activity.

Since the ’70s, America has created 57 million new jobs, compared with just four million in Europe (with most of those jobs in government). In France and much of Western Europe, the economic system is weighted toward the already employed (the overwhelming majority native-born whites) and the growing mass of retirees. Those ensconced in state and corporate employment enjoy short weeks, early and well-funded retirement and first dibs on the public purse. So although the retirement of large numbers of workers should be opening up new job opportunities, unemployment among the young has been rising: In France, joblessness among workers in their 20s exceeds 20%, twice the overall national rate. In immigrant banlieues, where the population is much younger, average unemployment reaches 40%, and higher among the young.

To make matters worse, the elaborate French welfare state–government spending accounts for roughly half of GDP compared with 36% in the U.S.–also forces high tax burdens on younger workers lucky enough to have a job, largely to pay for an escalating number of pensioners and benefit recipients. In this system, the incentives are to take it easy, live well and then retire. The bloat of privileged aging blocks out opportunity for the young.”

Anderledes i USA:

“The Big Apple offers a lesson for France. An analysis of recent census numbers indicates that immigrants to New York are the biggest contributors to the net growth of educated young people in the city. Without the disproportionate contributions of young European immigrants, New York would have suffered a net outflow of educated people under 35 in the late ’90s. Overall, there are now 500,000 New York residents who were born in Europe (not to mention the numerous non-European immigrants who live, and prosper, in the city). …

[As regards Paris] The contrast with America’s immigrants, including those from developing countries, could not be more dramatic, both in geographic and economic terms. The U.S. still faces great problems with a portion of blacks and American Indians. But for the most part immigrants, white and nonwhite, have been making considerable progress. Particularly telling, immigrant business ownership has been surging far faster than among native-born Americans. Ironically, some of the highest rates for ethnic entrepreneurship in the U.S. belong to Muslim immigrants, along with Russians, Indians, Israelis and Koreans. …

It is almost inconceivable to see such flowerings of ethnic entrepreneurship in Continental Europe. Economic and regulatory policy plays a central role in stifling enterprise. Heavy-handed central planning tends to make property markets expensive and difficult to penetrate. Add to this an overall regulatory regime that makes it hard for small business to start or expand, and you have a recipe for economic stagnation and social turmoil. What would help France most now would be to stimulate economic growth and lessen onerous regulation. Most critically, this would also open up entrepreneurial and employment opportunity for those now suffering more of a nightmare of closed options than anything resembling a European dream.”

En anden med et interessant perspektiv på samme emne er den fortrinlige svenske Timbro-skribent, bestseller-forfatter og globaliseringsaktivist Johan Norberg.  Her er uddrag af, hvad han skriver i Expressen:

Föreställ dig att det var USA som tolv nätter i rad drabbades av våldsamma upplopp. Maskerade gäng drar runt och bränner bilar och skolor och kastar brandbomber och skottskadar poliser. Vad skulle franska politiker säga?

Vi behöver inte använda vår fantasi. Under de våldsamma upploppen i Los Angeles 1992 förklarade den franske presidenten François Mitterrand det som resultatet av USA:s marknadsliberala modell. Han slog fast att något sådant inte skulle kunna hända i Frankrike eftersom “det är landet med världens bästa sociala skyddsnät”.

Men sedan dess har USA skapat mer än 20 miljoner nya jobb. Samtidigt har den “sociala” franska modellen stagnerat och skyddsnäten har trasslat in miljoner i segregation och massarbetslöshet. Och nu är det över hela Frankrike som våldsamma upplopp bränner byggnader och sliter sönder samhällsväven.

För ett halvår sedan förklarade den unge franske liberalen Aurélien Véron att “Frankrike långsamt håller på att gå sönder”. Véron menade att regleringar och socialstat drar ned ekonomin och skapar arbetslöshet, vilket leder till “en fullständig brist på framtidstro”.
>Statistiken bekrä
ftar Vérons varningar. Nästan var tionde fransman är arbetslös, och andelen av dessa som är långtidsarbetslösa är mer än 40 procent. Bland de unga har bara var fjärde ett jobb. När minimilönerna är höga och arbetsrätten stark blir det för dyrt att anställa dem utan yrkeserfarenhet, rätt utbildning eller goda språkkunskaper. De slängs ut.

Jeg vil nu læne mig tilbage og vente tålmodigt på, at danske medier skal lave lange, tænksomme indslag, der viser, hvorledes “amerikanske tilstande”—kapitalistisk markeds-integrering—er bedre for indvandrerne og de pågældende samfund end socialistiske “franske tilstande”.