Jens Frederik Hansen leverer her et gæsteindlæg til Punditokraterne om den undersøgelse af forholdene i og omkring Socialministeriet angående “Stemmer på kanten”, som advokat Pernille Backhausen har afleveret.

Anette Vilhelmsen er ikke renset

Nu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske.

At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.

Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.