Tag-arkiv: kapitalisme

Schumpeter, kapitalisme og imperialisme

Af Jørgen Møller, den 28. september 2005. 2 svar

Det er atter blevet salonfæhigt at kæde kapitalisme og imperialisme sammen. Denne gang er det Irak, der spøger. Amerikanere er ude efter olie, og de skyer ingen midler, får vi læst og påskrevet. Eller i den lidt mere sindrige udlægning: markedsøkonomiens uslukkelige tørst efter billig energi har ført til endnu en omgang væbnet udbytning. Påstanden er ikke ligefrem ny. I 1916 udgav en vis Vladimir Uljanov Lenin et skrift med den sigende titel Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Skriftet kredsede om økonomisk udbytning, og det er med jævne mellemrum blevet støvet af, når den vestlige verdens udenrigspolitik har stået for skud.

Men giver det overhovedet nogen mening at opstille en årsagsvirkningskæde mellem kapitalisme og imperialisme? Kravet må være, at vi kan identificere en social mekanisme, der får markedsøkonomien til at fostre imperialisme. For godt 80 år siden, i årene efter Første Verdenskrig, gav en af verdens fremmeste økonomer sig i kast med denne opgave. Hans navn var Joseph Schumpeter, og hans tanker adskiller sig betydelig fra den gængse opfattelse. Jeg vil benytte min debut som punditokrat til at støve denne tekst af. Lad os rejse tilbage til mellemkrigstidens Wien for en kort stund.

Hvad er imperialisme egentlig? Sådan lød Schumpeters indledende spørgsmål i essayet The Sociology of Imperialisms. Han nåede frem til et klart svar. Det drejer sig om en idelig aggressivitet – og tilhørende territorial appetit – for aggressivitetens egen skyld. En stat er imperialistisk, når den har en vedvarende tilbøjelighed til, uden nogen særlig grund, at føre erobringskrige.

Som det turde stå klart, kunne Schumpeter hurtigt afvise, at kapitalismen gøder jorden for sådanne tilbøjeligheder. Markedsøkonomiens grundpræmis er jo netop, at overlevelse og fremgang kun kan ske ved egen indsats. Det moderne Europas imperialistiske tendenser – i særdeleshed de mange krige inden for Europas grænser – sporede Schumpeter til tiden før kapitalismens fremkomst, til enevældens styreform. Som eksempel gav han Frankrig, et land og en nation der blev smedet ved sværdet. Den franske kongemagt legitimerede sig fra den tidlige middelalder og fremefter af en våbnenes ideologi. Kongen var rigets første (og største) kriger, og det skulle han ustandseligt bevise. Det satte sig dybe spor i samfundet længe efter, at kongemagtens praktiske rolle var udspillet. Og derfor overlevede den nøgne krigslyst kapitalismens fremkomst.

Men der var tale om en stakket frist, betonede den østrigske økonom. For den kapitalistiske produktionsform fjernede ikke blot grundlaget for imperialisme, den fremelskede ligefrem en fredselskende kultur. Eller med Schumpeters egne ord, her i min oversættelse:

“I en verden af ren kapitalisme bliver den energi, der tidligere blev brugt til at føre krig, ganske enkelt overført til arbejdspladsen. Erobringskrige og eventyrpolitik vil nødvendigvis blive anset for besværlige distraktioner, ødelæggende for livet sande mening; noget der fjerner fokus fra de gængse og derfor ‘sande’ opgaver. En verden af ren kapitalisme gøder derfor ikke jorden for imperialistiske impulser. Det betyder ikke, at en sådan verden ikke kan fastholde en interesse i imperialistisk ekspansion…Pointen er blot, at folk flest vil blive ukrigeriske af sind. Vi må derfor forvente, at anti-imperialistiske tendenser vil komme til udtryk, overalt hvor kapitalismen gennemtrænger økonomien og, gennem økonomien, de moderne nationers sjæl.”

I disse linier beskriver Schumpeter intet mindre end en social mekanisme på individniveau, en mekanisme der vel og mærke kæder kapitalismen sammen med anti-imperialisme. Det er i sig selv interessant, for når den modsatte påstand føres i vælten – at kapitalisme fører imperialisme med sig – så sker det almindeligvis under henvisning til strukturelle kræfter; en i markedsøkonomien iboende udbytningslogik, mangel på naturressourcer og dets lige. Og her må vi fastholde, at en årsagsvirkningssammenhæng, der savner en forankring på individniveau, altid er betænkelig. Strukturelle faktorer har nemlig en del til fælles med forestillingen om Olympens guder. De kan bruges til at forklare alt mellem himmel og jord ved at fremmane et billede af dunkle kræfter, der styrer vort liv uden vort vidende.

Dertil kommer, at Schumpeters forklaring er forholdsvis let at bakke op med eksempler. Han giver selv et meget interessant af slagsen. Pacifisme er, skriver vor østrigske ven, et barn af kapitalismen. Som princip er den ganske vist ældre end som så, men ind til vor tid er det kun små religiøse sekter, der systematisk har bekendt sig til den. I mine øjne kan vi endda gå ét skridt videre end det. Markedsøkonomiens fremkomst er gået hånd i hånd med en indtil da uset kritik af enhver form for magtpolitik. Det er ikke noget tilfælde, at de mange skingre røster, der bestandigt kæder kapitalisme og imperialisme samme er opstået i…ja, kapitalistiske samfund. Den vestlige kultur er historisk unik i det omfang, den har opfostret sønner og døtre, der er kritiske over for deres fædrenearv.

Hvor efterlader det os? Min hensigt med at lægge vejen omkring Schumpeters klassiske essay om imperialisme er ikke at afvise, at nøgne magtpolitiske hensyn gennemsyrer udenrigspolitikken i den vestlige verden (og alle andre steder for den sags skyld). Jeg prøver heller ikke at benægte, at en stabil og tilstrækkelig olieforsyning spiller en endog meget stor rolle i den amerikanske udenrigspolitik, herunder i forholdet til Irak. En sådan påstand ville være naiv, ikke mindst fordi enhver amerikansk regering er nødsaget til at betænke sit lands energiafhængighed.

Men vi savner så ganske de historiske proportioner, når det forhold bliver brugt til at hive den gamle klagesang om kapitalisme og imperialisme frem fra gemmerne. Det giver liden mening at holde et givent socialt fænomen op imod en utopisk målestok for ret opførsel, og så ellers give den virkelige verden råt for usødet. Hvis man vil vurdere et socialt fænomen, så bør man sammenligne på tværs af tid og rum, ikke med et ideal. Og her er jeg ikke i tvivl. Kapitalismen har ikke blot avlet en historisk og geografisk uset velstand, men også en historisk og geografisk uset fornemmelse for fredens velsignelser. Frem for alt har den avlet en idelig selvkritik, der – når den bakkes op af ytringsfrihed og frie valg – udgør det sikreste forsvar imod udenrigspolitiske vovestykker, verden endnu har set. Og endnu mere væsentligt: udgør det bedste værn imod krigens ulveansigt, verden endnu har set.

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Globale Utopier

Af Stanislaw, den 18. september 2005. 3 svar

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.

Online koryfæer

Af Nicolai Foss, den 1. september 2005. Skriv et svar

Dette er ikke en klumme men blot en kort notits for at gøre opmærksom på, at Intercollegiate Studies Institute har et indtil i går mig ukendt link til The John M Olin Online Lecture Library.

Der er taler af Ludwig von Mises, Milton Friedman og David Meiselman blandt økonomerne, en spændende forelæsning af proto-libertarianeren Frank Meyer, bidrag fra excentrikere som Erik von Kuehnelt-Leddihn og Richard Weawer, og masser (masser!) af Russell Kirk.  Det meste er fra 1960'erne.

Vel taler Kirk et nydeligt amerikansk, men denne punditokrat havde nu nok foretrukket nogle flere af Mises kontante markeringer og mere af hans herlige austro-engelske:  "Humann bi-inks aaaare not ooenli a bajological klarsss …Humann bi-inks are først of årl kollaaboorætors."

Ungarsk post

Af Mikael Bonde Nielsen, den 30. juli 2005. Skriv et svar

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en god ven i Bruxelles, der angiveligt skulle pirke lidt til mine forudfattede anskuelser i relation til Europas manglende potentiale og økonomiske råstyrke. I en vedhæftet og tilsyneladende meget faktoid artikel – European Union: Crisis and Renewal – forsøger den ungarske økonomiminister György Matolcsy at styrke den europæiske selvværdsfølelse ved at fremhæve en række områder, hvor Europa er USA og Asien overlegen. Jeg skal ikke trætte med de mange anstrengte eksempler, selv om det nok er en messe værd at gå dem efter i sømmene. Men for at give en fornemmelse af, hvad vi taler om, vil jeg bringe en specifik forekomst:

“Among the 140 largest companies in the world 61 are European, whilst only 50 are American and only 29 are Asian”.

Matolcsy er tydeligvis af den opfattelse, at virksomheders størrelse er et udtryk for, hvor godt regionale økonomier klarer sig i den internationale konkurrence. Det er er jeg ikke, men hvis jeg skulle tage alvorligt fejl, så er det da mere interessant at notere, at der blandt de 10 største virksomheder i verden ikke findes ét eneste kontinentaleuropæisk selskab. De to europæiske selskaber, der figurerer i Top 10 i Forbes Global 2000, er britiske BP og HSBC. Et enkelt japansk selskab får også plads; ellers er resten amerikanske.

Nå, men som sagt mener jeg ikke at denne form for Big is Always Beautiful er synderlig interessant, når man vil sammenligne styrkeforholdet mellem den europæiske og amerikanske økonomi. Derfor vil jeg i stedet henlede opmærksomheden på tre kontante forholdstal, der bør ligge i enhver europæisk politikers baglomme:

Beskæftigelse: Europas beskæftigelsesniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1978 Indkomster: Europas BNP pr. capita i 2003 blev nået af amerikanerne i 1985 Produktivitet: Europas produktivitetsniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1989

Er man interesseret i at vide, hvor mange år det vil tage Europa at indhente USA på disse tre parametre ? forudsat at vi i fremtiden gør det 0,5 pct. bedre end vore amerikanske venner ? kan jeg anbefale at man besøger Eurochambres. For så vil man hurtigt erfare, at amerikanerne er lidt bedre til Ungarsk post, end vi europæere.

PS: Hvis man af uforklarlige grunde har en særlig forkærlighed for ungarske sites, vil jeg foreslå at man i stedet konsulterer Budapest Business Journal. Her kan man faktisk finde nogle ganske sunde, liberale og frem for alt kritiske tilgange til tingene.

Vækst og moral?

Af Igor, den 2. juli 2005. Skriv et svar

Hvad er økonomisk vækst egentlig godt for? I en dansk sammenhæng er vi en generation, der er blevet indpodet, at økonomisk vækst udelukkende er godt for de rige – og at økonomisk vækst bidrager til at uddybe forskelle mellem rige og fattige. Økonomisk vækst er med andre ord ikke noget, der bidrager til meget andet end at reproducere de “uretfærdige” strukturer, som kapitalisme genererer.

Benjamin M. Friedman, der er professor i økonomi ved Harvard, stiller i det nyeste nummer af Atlantic Monthly, præcis det spørgsmålet; hvad er økonomisk vækst egentlig er godt for? Og han giver det – for en økonom – ret overraskende svar, at økonomisk vækst har moralske konsekvenser. Samfund, der oplever økonomisk vækst, er således samfund, hvor der er større tolerance overfor alternative måder at leve sit liv på og hvor der er mindre racisme, sammenlignet med samfund, der oplever økonomisk stagnation.

Abendlandsteoretikere og planøkonomer – som Danmark har så rigeligt af – står derfor overfor en mægtig opgave, hvis de fortsat vil overbevise os om, at vores kultur er under pres, fordi de “fremmede” opfører sig udansk eller hvis de vil påstå at omfordeling er måden, hvorpå tolerance skal sikres ? forudsat at den danske økonomi, bliver sluppet til løs til vækst forstås.

What are the odds …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. juni 2005. Skriv et svar

Jeg har et par praktiske tommelfingerregler i hverdagen, når jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg egentlig selv skal mene om noget (og det sker):

  1. Jeg læser The Economist; i de 150 år siden Herbert Spencer arbejdede der som skribent, har de sjældent taget helt fejl.
  2. Alternativt læser jeg Wall Street Journal (og det sker næsten dagligt); de tager også sjældent fejl.
  3. Hvis både The Economist og Wall Street Journal mener det samme … Så er der som regel god grund til at springe ombord på deres galej (eller være alvorligt bekymret!).

Så hvad mener mine orakler om franskmændene og EU-nej'et? Well …

TE lavede allerede for to år siden en mindeværdig forside, hvor forfatningen lå i en skraldespand og med teksten "Where to file Europe's new constitution". Denne uges historie hedder "Dead, but not yet buried". Ouch!

Og her er så WSJ's leder fra i tirsdags:

"[President] Chirac asserted that the constitution was France's only bulwark against the encroachment of Anglo-Saxon-style capitalism. Meanwhile, Mr. Chirac's main political opponent in his own ruling party, Nicolas Sarkozy, argued for the constitution on the same grounds that the no camp argued against it–that it would help France by forcing it to reform its bloated welfare state, create more jobs and increase economic growth. We think Mr. Chirac's view of the actual document is the closest to the truth–that it would have enhanced the leverage of French socialism on the Continent–which is why it's just as well that it was defeated. Probably the underlying sentiment among "no" voters was their rejection of the paternalism with which this constitution, along with so many other EU initiatives, was sold to the public. Europeans are increasingly tired of being told to take their medicine and not ask too many questions. …Once this document dies the death it deserves, the europhiles may conclude that the next time they draft a constitution they'll have to listen more closely to the people it purports to represent."

Triple-ouch!

Europa er ikke guddommelig

Af Redaktionen, den 1. juni 2005. 1 svar

Jyllands-Posten sagde det rammende i gårsdagens leder: “Jacques Chirac er i krise, og Frankrig er i krise. Det har begge været længe.” Hvorvidt vi også står med en krise i EU, kan diskuteres. Indrømmet: alle – eller næsten – alle siger det. EU i dyb krise. Billeder, close-up, karikaturtegninger, vittigheder, de bekymrede miner i Deadline, hele molevitten.

Men krise?

En sund krise, i så fald.

Europa er ikke guddommelig. Så enkelt kan man beskrive den ? i mine øjne ? vigtigste modstand mod den EU-traktat, som senere i dag risikerer at løbe ind i endnu flere problemer med afstemningen i Holland. Det er den franske filosof Jean Baudrillard, der lufter denne tankegang. I en artikel i dagbladet Liberation minder han om, at folk ikke vil frelses. Som Jyllands-Postens Anders Raahauge (http://www.jp.dk/) opsummerer Baudrillards synspunkt:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”.

Krise?

Og videre:

“Folk reagerer tillige mod det dydige forbund mellem de gode samvittigheder og deres guddommelige Europa, som prætenderer at være universelt og uimodsigeligt indlysende, siger Baudrillard. Der reageres mod sammenslutningen af alle dem, der er besjælede af universel god vilje, mens de andre sendes tilbage til Historiens skygger. De politisk korrekte kræfter ser ikke, hvor udfordrende de fører sig frem”.

Her er vi ved sagens kerne. Kravet om endnu et ja til en stadig tættere union har allieret sig med Godheden. Og ud er kommet – med filosoffens ord – en “Europa-simulation, en virtuel 3D-model”, som bliver forsøgt projiceret ud i realitetens verden.

Det går bare ikke så godt.

Dette er skrevet ud fra et liberal-borgerligt standpunkt. Jeg har stemt ja, lige siden jeg kunne, hver gang motiveret af ønsket om fred og velstand i Europa. EU har været en tordnende succes. Vesteuropa er blevet genopbygget efter to verdenskrige, Sovjetimperiet er væk (vel at mærke ikke alene EU?s fortjeneste), og der er ikke udsigt til at europæerne skulle begynde på den slags dumheder igen. Samtidig har markedsøkonomi og velstand fået en ny chance og drevet økonomierne fremad. Men i dag er det EU, som forfatningstraktaten afspejler, et svar på gårsdagens problemer.

Lad mig for nemheds skyld begrænse mig til traktatens del 1, der indledes med unionens værdier og mål. Her snakker vi ikke teknik og lovforenkling, men EU?s ideologi, hvis jeg må være så fri. For EU er ikke ren og skær jura, men bygger på værdier. Som der står i artikel I-2:

“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder”.

Det er i sig selv temmelig mange værdier. Alligevel er der ikke ét ord om kapitalisme eller velfærd eller vækst eller marked. Til gengæld fremhæves befolkningernes velfærd (artikel I-3). Det er ikke tilfældigt. Når markedet nævnes – efter bl.a. de gratis begreber ligestilling, tolerance og solidaritet – så refereres der til “fri og lige konkurrence” og om en “afbalanceret økonomisk vækst” og en “social markedsøkonomi”. Er det liberal-borgerlige værdier? Det mener jeg ikke. Det er ord opfundet ved et skrivebord. Det er akademiske eufemismer, omskrivninger, newspeak. Dvs. ord man finder på for at lægge afstand til virkeligheden.

I virkeligheden burde liberal-borgerlige mennesker, herunder politikere, tone rent flag til fordel for konkurrence, vækst og markedsøkonomi – uden omsvøb, uden dårlig samvittighed, uden undskyldning. Kapitalismen behøver ingen svedige hænder. Hvis den er fri, er den også lige, dvs. åben for enhver, uanset stand, nationalitet, farve, observans eller religion. Økonomisk vækst behøver heller ingen fodnoter. Uden vækst, ingen velfærd, så simpelt er det faktisk. Vækst udelukker ikke omfordeling; jeg snakker ikke om skattefrihed, men om, at det, der ikke vokser, dør en skønne dag. Det kender vi fra naturen, som vi mennesker og samfund sjovt nok er en del af, og det gælder også de skandinaviske af slagsen.

Selv om Europas socialdemokrater er på nippet til at overtale det meste af kontinentet om, at Europa skal være socialdemokratisk, så behøver det ikke gå sådan. Det er ingen lovmæssighed, at Europa, der har nok af problemer i forvejen, skal nedsynkes i bløde værdier med sociale rettigheder til Gud og hvermand, herunder positiv særbehandling til kvinder (artikel II-83), børn, ældre, gravide, arbejdstagere, fagbevægelse, strejkende, forældre og forbrugere, sundhed og miljø. Europa er ikke et socialt eksperiment. Vi er ikke statister i et socialdemokratisk rollespil. EU-topien behøver ikke blive virkeliggjort. Vi – danskere, irer, tjekker, tyskere, borgerlige, kommunister, socialister mm. – kan godt være sammen uden at være ens. Vi kan godt handle med, besøge og inspireres af hinanden uden at kunne lide hinanden. Det er egentlig det, handel betyder. At omgås andre kommercielt uden påtvunget kærlighed eller fælles værdier, at imødekomme andres behov for dermed at hjælpe sig selv. Det er handlens logik, og det kunne sagtens blive Europas. Et minimalistisk EU, et teknisk lovkompleks til fremme af frihandel og fred, forskellighed og frihed.

Vi skal med andre ord væk fra Godheden, væk fra den frelsende engel ved navn Romano Prodi eller Jacques Chirac eller kandidaterne nu hedder, dem, der hjertens gerne vil være udenrigsminister for hele foretagenet.

Spørgsmålet om, hvad borgerlige bør stemme denne gang – hvis der skal stemmes – kan i grunden afgøres med et hurtigt blik på traktatens præambel, hvor det hedder, at EU “over for verden” skal “videreføre det store forehavende, der gør Europa til et privilegeret område for menneskenes forhåbninger”.

Jeg siger nej tak. Mindre kan gøre det. Meget mindre. Europa er ikke guddommelig.

Rationelle Voraussicht

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. maj 2005. 4 svar

Frankfurter Allgemeine bragte for et par dage siden en interessant analyse under overskriften: “Selbstmord aus Angst vor dem Tod“. Citatet er hentet fra Bismarck og refererer naturligvis til det paradoks, at Gerhard Schröder har valgt at udskrive valg i utide, fordi han er ræd for at lide den stille bortgang. Men hvad vil der ske i Tyskland, når CDU med Angela Merkel i spidsen forventeligt overtager regeringsansvaret? Og er det noget, man som liberal bør se frem til?

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

Man skal kende sine allierede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Selv blandt Punditokrater er der næppe fuldstændigt fo'slaw m.h.t. EU i almindelighed og den nye forfatningstraktat i særdeleshed. Og så ville det jo være så dejligt, hvis der var det blandt andre. Man kan jo f.eks. se på sine fjender, deres holdninger, argumenter, o.s.v., og så tage bestik derefter. "Min credo er som tilforn: Alt hvad I er imod, er jeg for", o.s.v.

Man kunne eksempelvis notere sig, som Berlingske Tidende gør markant i dag (og her), at stadigt flere borgerligt-liberale intellektuelle og debattører er blevet EU-skeptikere, og omvendt at over 100 mio. europæiske socialister synes, at EU er blevet en fantastisk ting?og den tidl. EF-modstander-men-så-EU-kommissær Ritt Bjerregaard har jo selv sagt, at EU nu er "et socialdemokratisk projekt".

Men selv den gode Berlingske Tidende kan alligevel forplumre, hvad der så ellers kunne være så let–for på selv samme side, som man omtaler de borgerligt-liberale EU-skeptikere, har man to andre artikler, der gør det hele lidt … uklart.

I den ene siger Svend Auken:

"Jeg er enig med Jacques Delors, der siger, at det farlige ved denne her nej-protest, det er, at den svækker alt det, som dem der siger nej, i virkeligheden gerne ville styrke.* Det er det politiske Europa og det sociale Europa … hvis vi svækker det, så overlades der mere og mere til markedskræfterne, og specielt USA får en helt dominerende placering internationalt."

Nu behøver man jo ikke at tage ethvert udsagn fra Svend Auken helt bogstaveligt, men omvendt behøver man jo heller ikke at afvise et udsagn, alene fordi det kommer fra ham. Og altså: et nederlag vil være en sejr for markedstilhængere (liberalister), amerikanere (storkapitalen) og deslige.

Men, som briterne ville sige, "The plot thickens …".

I den anden ende af spektret (og på den anden halvdel af samme avisside) melder den selvbestaltede prætendent til den franske kongetrone, den såkaldte HKH Prins Henri, Greve af Paris og Hertug af Frankrig, sig på banen. Nu skal man ikke tage hans status så pokkers alvorligt–han tilhører faktisk en af Bourbon?ernes alleryngste linier, og der er alvorlige forfatnings- og successionsmæssige svagheder i hans prætentioner. Men det er, som man siger, en helt anden historie, og i betragtning af, at han dog udgiver sig for at være arving til sin forfader Charlemagnes trone, kunne det dog være interessant at få hans perspektiv med på EU:

"Jeg støtter de svageste–de, der har mindst–og stemmer nej til forfatningen. Den ultraliberale kapitals Europa bør dø den 29. maj."

Nærværende Punditokrat er forvirret. Hvis det bliver et ja, er det en sejr for liberalismen og markedskræfterne–men hvis det bliver et nej, så er det sørme også en sejr for liberalismen og markedskræfterne. Det skulle jo unægtelig fylde nogle af os med glæde og begejstring–en slags "vind/vind"-situation. Men … sådan plejer det jo ikke at hænge sammen i politik, så udover at være forvirret, kunne man måske også frygte, at det bliver en slags "tab/tab".

Damn' if you do, damn? if you don't.

* Feinschmeckere med sans for både retorik og politisk historie vil her bemærke en variant af det engang så herostratisk berømte udsagn "Dét, som Svend mener, er …", men her vel at mærke anvendt af objektet selv i en slags samstemmighed med det tidligere subjekt.

Intet nyt fra vestfronten (er godt nyt)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2005. Skriv et svar

Dr. Alan Reynolds fra Cato Institute havde i forgårs denne interessante kronik i Wall Street Journal i tilknytning til debatten om social mobilitet i USA. Reynolds argumenterer, at den sociale mobilitet i USA fortsat er rekordhøj, og at den afgørende forskel er familiens opbakning og mulighederne for at gøre en ekstra indsats og nyde frugterne deraf.

Hat tip til min gamle ven, Tom Palmer!

Filantroper, filosoffer og det frie marked

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2005. 1 svar

Den amerikanske konservative Commentary Magazine har en interessant artikel om den rolle, som fonde og erhvervsliv har spillet (og ikke har spillet) med hensyn til at støtte amerikanske konservative/liberalistiske organisationer og tænketanke–og derigennem påvirke amerikansk samfundsdebat. Én konklusion er nok, at det ikke er toppen af amerikansk erhvervsliv, der har gidet støtte sådanne; en anden er, at dem, der har gidet, i virkeligheden har haft stor indflydelse. Artiklen bør nok især læses med interesse af ledelsen for CEPOS og dem, der støtter (og ikke støtter), dette fortrinlige projekt.

Hat tip til David Gress!

PS. Vil man læse om den "anden side" i forhold til erhvervslivet–de intellektuelle–og vil man forstå, hvorfor så mange af dem intuitivt er så fjendtlige overfor et frit samfund, så er et af de bedste steder at begynde Robert Nozicks fremragende essay "Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?".

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”